Creatures of the night.

Langsomt begyndte der igen at komme liv i den stakkels menneskepige. Hun lå ikke mere fuldkommen bevidstløs på sengen uden nogen form for bevægelse mere. Hendes krop gav af og til et par ryk fra sig, og hendes fingerspidser kærtegnede forsigtigt det bløde underlag. Hun kunne dog ikke ligefrem finde frem til yderligere forklaring endnu. Hendes hoved var stadig tåget, og et sted var hun vel stadig halvt inde i drømmeland. Væk fra virkeligheden, som nok ville ende med at give hende en større overraskelse. Hendes øjenlåg sitrede ganske svagt, og hun fortrak kort en mine sammen med et dæmpet og halvkvalt suk. Hun drejede sig selv mere om på siden og trak sig en smule sammen. Hun lagde stadig ikke helt mærke til den ukendte fjeder i madrassen under hende. Hun troede stadig hun blot lå der hjemme. I hendes egen seng. Den forestilling forblev der bare ikke specielt længe endnu.

Endelig blev hendes øjne åbnet op. I starten var hendes syn lettere sløret, men det vænnede sig hurtigt til belysningen. Og underligt nok reagerede hun ikke rigtig på det hun så. Hun havde nok stadig ikke helt klaret sin hjerne ud. Hun stirrede lidt imod væggen, inden hun endte med igen at dreje sig om at ligge på ryggen. Kun lige for efterfølgende at komme helt op at sidde med lidt hjælp fra mavemusklerne. Med det samme røg hendes ene hånd op imod panden, og hun klemte sine øjne hårdt sammen. Hovepinen var nærmest uudholdelig til at starte med. Det var næsten som om hun var blevet hamlet i hovedet med en hammer, men hun kunne ikke finde et specifikt sted, hvor smerten kom fra. Og den syntes også at dulme af igen efter noget tid. Hånden blev senere hen hørt op igennem det lange rødlige hår, og hun åbnede igen sine øjne. Mest af alt havde hun bare lyst til at lægge sig ned igen, men efter at have betragtet sine omgivelser lidt, fortrød hun hurtigt den tanke. Hun spærrede sine øjne en smule op og så panisk omkring sig. Hun genkendte intet! Væggene havde en anderledes farve. Møblerne var ikke de samme. Selve formen var langt fra til at kunne sammenligne med hendes eget værelse. Hvordan var hun endt her? Et kort skrig, blev med superfart stoppet, med at en hånd blev ført op foran munden. Hun kravlede langt tilbage i sengen. Ramte næsten hovedgæret, inden hun valgte at fjerne sig helt fra sovepladsen.
Caraline fjernede igen sin hånd fra sin mund, efter at have sikret sig at hun ikke ville komme med en anden lyd og at skriget var blevet slugt. Hun stod lidt usikkert på sine ben, men hun mistede tydeligvis ikke balancen. Hun så hurtigt ned af sig selv. Hendes tøj var stadig i takt. Og hun følte ikke rigtig at der var noget galt. Andet end det faktum at hun var havnet et komplet fremmed sted. Hun trak for en sikkerheds skyld længere ned i den tætsiddende sorte langærmede bluse, der virkelig afslørede hendes mangel på barm. Hendes ene hånd søgte hurtigt ned i baglommen på de lyseblå jeans, men lidt som forventet fandt hun ikke sin mobil. Lige meget hvor mange gange hun lod sine hænder køre hen over lommerne, forblev de helt flade imod hendes bagdel. Ingen genstande at finde der. Hvad var det der foregik?

Han kunne ikke fortryde nu, hvilket han dog heller ikke gjorde, men hvorfor skulle han også det? Han var selv ude det man nu ville kalde for stuen, på det værelse han havde på hotellet, så han ænsede slet ikke at pigen, som han havde slæbt med hjem, var vågnet, ikke før han hørte det svage skrig, hvilket frembragte et smil frem på hans læber. Langt om længe... Han rejste sig ikke, blev blot siddende og ventede på hun kom ud, men hvis ikke... Så måtte han jo gå ind til hende. Han lyttede godt efter, bare for at være sikker på hun var i live, men efter skriget regnede han da med det.

Kun et par sorte stramme jeans på den unge mand, han havde været i bad imens han havde ventet på at denne kvinde  vågnede, men han vidste ikke der ville gå så lang tid. Han sukkede inden han tog sig sammen til rejse sig fra sofaen og gik roligt over mod soveværelset. Et smil kom frem på hans læber inden han åbnede døren og gik indenfor. 

"Se engang... Et smukt væsen i min seng, jamen dog" sagde han med et kækt smil på læberne, mens han betragtede hende sidde der i sengen skræmt som et dådyr. Han gik over til enden af sengen og så på hende " Sovet godt?" spurgte han med sin rolige og dybe stemme.

Med det samme som døren til soveværelset blev åbnet, rettede Caraline sit blik imod den. Hun stirrede mod skikkelsen der kom til indenfor. Det tog hende ikke mere end et sekunds tid til at regne kønnet ud. Til trods for hans lange hår og måske lettere feminine træk i ansigtet, var der ingen tvivl om at hun havde med en hankøndig at gøre her. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre. Hun prøvede bare at forholde sig i et nogenlunde roligt stadie. Hun var ikke typen der begyndte at skrige højt og løbe rundt i cirkler af ren frygt. Selvom han nok mest af alt lignede en noget truende person. Det gjort nu også at hun helst ikke ville gøre et alt for stort nummer ud af dette. Hun kendte ikke til hans planer. Eller hvad han kunne finde på.

Hun trak sig automatisk lidt mere sammen, som han satte sig på sengen. Hun tog ikke dine grønne øjne fra ham, men undgik samtidig øjenkontakt. Hun sank tungt og fugtede nervøst sine læber, inden de blev skilt ad et øjeblik: ”Hvem er du? Og hvor befinder vi os? Hvorfor er jeg her?” Til hendes held knækkede stemmen ikke på midten. Den virkede sikker. Og hendes tone bestemt. Hun ønskede svar. Hun trak vejret relativt afslappet, udover at hendes brystkasse hævede og sank en smule mere markant end normalt. Lidt som om hun var ophidset. Vred. Bare lille smule. Der sad i hvert fald heller intet smil på hendes læber.
Lidt usikkert satte hun sig en smule bedre. Med ryggen presset lidt mere imod sengens hovedlæne. Benene lå stadig samlet foran hende, som havde hun haft dem oppe under hagen, men så bare ladet dem ligge sig til den ene side. Hænderne sat støttende imod den bløde madras. Og så tog hun sig endelig mod til sig og så sig lidt mere omkring. Hun kendte allerede værelset, fra første gang hun observerede omgivelserne. Og intet havde ændret sig, som hun så rundt igen. Og så ramte hendes blik igen denne mand, ikke langt fra hende selv. Hendes blik sagde det samme som før. Hun forstod ikke selv situationen. Og hun forventede at han kendte alle svarene. Eller var det ikke ham der havde bragt hende hertil?? Forsigtigt strøg på en tot af de rødlige hår om bag øret og sank igen tungt. Hun pillede diskret ved lagnet med sin ene hånd. Mest for at berolige sig selv.

Et smil kom frem på hans læber. Hvem han var ville hun nok finde ud af hen af vejen... Han havde ikke tænkt sig at sige det i så fald. Han stod stadig og betragtede fra enden af sengen, så hvordan hendes frygt skindede ud af hende og hvordan hun knugede lagnet i hendes hånd " Du er på Quatre... værelse 1022, mit værelse" sagde han og rettede sig op og gik over mod hende. Roligt gik han over på siden af sengen og satte sig et stykke fra hende " Hvad er du overhovedet så bange for?" sagde han så igen inden han betragtede hende nærmere. Ikke en eneste skræmme... Ikke engang et tandmærke mod sin hals, men det skulle hun nok få.

" Hvad var du mente med at du ikke troede på overnaturlige væsner? Det var det sidste du sagde inden du faldt i søvn" sagde han igen og så på hende med et undrende blik. JA hvad var det egentlig for noget med hun ikke troede på vampyrer og den slags? Måske fordi hun ikke vidste han rent faktisk var en af dem, trods det i hans øjne var nemt at se.. Den marmor hvide hud... Det mørke hotelværelse, som havde et præg af gothic vampyr agtig... Og alligevel gættede hun det ikke. Han rejste sig og så på hende med et skævt smil " Om ikke andet skal jeg nok sørge for hun kom til at tro på dem.. På enten den ene eller den anden måde.

Han sendte hende et skævt smil inden han gik mod døren " Få noget ordentligt tøj på..  Tøjet er i skabet....Og når du har fået ordentlig påklædning på....kom så ud til mig" sagde han og så sig kort over skulderen inden han gik ind i stuen og lukkede døren bag sig og efterlod hende alene i soveværelset igen. Hvad skulle han dog stille op med det pigebarn? Dræbe hende ville være spild, men at bare smage på hendes blod? Bare for at bevise overfor hende at der fandtes vampyrer... Men han kunne jo også vise hende det på andre måder... Men han havde sådan en trang til blod... Så at bide hende..: Det var det han gjorde, men det krævede hun lod ham komme tæt på sig, hvilket han tvivlede på ville ske bare sådan, så han måtte arbejde for det... Hvilket han var så vandt til.