Only if for a night

Han begreb ikke, hvorfor der ikke var så mange mennesker ude om natten. Natten var det bedste tidspunkt på døgnet. Specielt tiden omkring midnat, var berigende. Disse kolde efterårsnætter gjorde heller ikke noget til at trække oplevelsen ned. Abel kunne ikke komme på noget bedre, men det betød jo ikke, at det lige netop nu, var noget godt. Ikke lige denne situation, han befandt sig i, var specielt fantastisk.
Han fandt sig selv i den situation, at en tidligere begivenhed, var kommet tilbage og ville ikke forlade ham. Hans sind, eller hans underbevidsthed, havde taget en smule over. Han var træt, men nægtede at gå i seng. Hans hoved var tynget ned med alle de ting, der vendte tilbage, i et forfærdeligt kliché senarie. Han havde aldrig troet noget kunne være så kliché, at det ville give ham lyst til at kaste op, men her var det altså, inde i hans eget hoved. Tungt, tungere end noget, der før havde fyldt det. Det fyrrede op for følelser, der burde være døde, døde for længst, druknede i indifference.
Så derfor gik han nu her. Rundt foran et lejlighedskompleks, han ikke engang var sikker på var hans eget. Abel anede ikke, hvor langt han nu var gået, han vidste bare, at alt dette skulle gås væk. Den friske natteluft hjalp gevaldigt, han kunne ikke klare, at være inde alt for længe. Han stoppede op og snuste ind. Den friske luft trængte ned i hans lunger, lettede hans hoved en smule. Det var rart, at mærke luften kravle rundt i hans system. Det var noget af det han havde manglet.
Hans rette element hjalp ham altid.
Abel fortsatte ned af gaden. Rundt om ham var der gadelygter, som kastede et svagt lys ned på ham, lyste hans vej op, selvom det ikke var det han lagde mærke til. Han lagde mærke til de folk omkring ham. Alle de mennesker, der gik rundt omkring ham. De fleste snublede dog af sted. Det var trods alt lørdag, eller var det søndag? De fleste folk omkring ham vidste nok heller ikke svaret på dette, da det meste af deres aften var gået med sprut. Selv nu, ville den nok fortsætte med det, sprut, indtil benene klagede under dem, indtil de skreg og al lystren kun var en fjern drøm.
Et svagt smil bredte sig på hans læber, alle disse mennesker, alle disse liv, der var så lette at plukke. Så lette at ødelægge og sætte en stopper for. Det var så nemt, hvis ikke det var det nemmeste i verden.

Nogle ting var bare mere nederen som vampyr, det kunne man da ikke komme udenom.
Tag nu sådan en ting som ....planteland.
Millicent havde altid elsket blomster og planter- og havde haft masser omkring sig, som hun nussede og plejede .
Og da alt i hendes nye lejlighed syntes så dødt, inclusiv hende selv, havde hun nu gevaldigt behov for at bringe lidt liv til de kolde vægge, men hele shopping scenen var blevet et cirkus hun skulle deltage i.
For når hun stod op, var hele verdenen faretruende tæt på et...lukke.
Men inden hun var vågnet og kommet i gang , så var alt jo lukket.Gå på post huset og betal regninger? Ikke muligt.Tandlægebesøg....det var stadig ikke aktuelt, da hun ikke anede hvordan hun skulle forklaer hendes tandsæt..,og kunne man få huller som vampyr? Hvorfanden skulle hun vide det fra? Ingen fortalte hende noget...
Og en ting havde naget hende....og hun havde aldrig fattet mod til at spørge ,den eneste ven hun havde om det.
Ville hun nogensinde kunne blive mor?
Nå...men den tanke lod hun flyve, da hun denne aften ikke havde lyst til at slukke livet i hendes egne øjne, hvilke det svar med garanti ville gøre.

Nu gik hun så her...glad..ned af gaden imens hun små sang et nummer af Lana Del Rey, hendes top favorit sangerinde all time.
" Its you..its you..its all for you, everything I do..I tell you all the time, Heaven is a place on earth with you..."
Med favnen fuld af poser med blandede vare - endog en blomst, en rød brændende kærlighed , var det lykkedes hende at opspore i en døgner, og nu var hun på vej hjem.
Millicent havde en koksgrå tæt kjole på, med lange ærmer og et rosa bånd i taljen.Et par sorte støvler uden hæl og nogle nittekæder svunget omkring anklen, og naturligvis hendes store hvide dyne jakke,der dog stod åben .
Håret var løst og kun nogen lunde styret af en lille hvid strikhue,der sad på skrå , på toppen af hendes hoved...munter og legesyg.
Hun bøjede næsen ned i blomsten og snusede ind...åh? Hendes sanser var blevet så skærpet, og det galdt blomster dufte, var det en berusende oplevelse...så hun smilede henført, da hun rettede sig op og kun lige med næd og næppe , undgik at brage ind i en høj mørk håret fyr.
" Du gode gud...undskyld...jeg var..distraheret..." Sagde hun og nikkede mod sin blomst.

Svage erindringer omkring drømmen, der havde plaget ham, før han havde kastet sig ud af sengen. Forvirret og omtåget, han huske at se et vindue for sig, se det tildækkede snelandskab, kun med en glasrude, der holdt den beroligende kulde ude. Han kunne se sneen falde, næsten fornemme de blide vindpust, der ville omfavne ham, trykke ham ind i sin favn, holde ham, bringe ham tilbage til en tid han savnede, men aldrig ville komme til at se igen.
Abel smækkede øjnene i. Lukkede dem ude, lukkede verden ude, bare kort, så det ville forlade ham igen, det ville ikke gøre ham noget godt. Da hans øjne igen lod verden folde sig ud foran sig, nåede han ikke at fjerne sig i tide. En fyr, som helt sikkert også havde deltaget i lørdagens (eller søndagens) forglemmelse af den virkelige verden, vaklede ind i ham. Abel greb ham ved kraven, stoppede ham fra at falde - ikke at denne gestus, som i realiteten var venlig nok, skulle forblive det - løftede ham fra jorden, drejede til venstre og sendte ham imod muren, så ryg og hoved kom i hård kontakt med murstenene. Fyren gryntede og hans hoved faldt ned på hans højre skulder, han var ude.

Stadig med snelandskabet i frisk erindring, eller så frisk den nu kunne være fra et vagt minde, gik han videre med ingen intention og at "rydde op efter sig selv". Fyren var alligevel så fuld, at han ikke havde nogen mulighed for at huske ham. Så der var ingen risiko. Med hensyn til tilskuere... De fleste omkring ham var også fulde og dem, der ikke var, ville sikkert bare tro, at det var et lille opgør mellem en fuld irriterende mandsperson og en uskyldig forbipasserende. At han var alt andet kunne de jo ikke vide. Abel rettede på sit rødternede halstørklæde og stak hænderne i lommerne på hans åbne sorte uldjakke. Hans blik var målrettet, frem af - han fokuserede dog ikke på noget specielt, hans blik kløvede bare luften foran ham og gjorde plads til ham. Et svagt smil var plastret til hans læber, mens hans øjne truede med død og ødelæggelse til alle der kiggede på ham, da hans kurs brat blev stoppet. Ind foran ham gik en kvinde, eller skulle man kalde hende en pige? Som kun lige undgik at gå direkte ind i ham. Pigen, eller kvinden, undskyldte og beskyldte den røde blomst i hendes favn. Abel fnøs, da ordet ’Gud’ forlod hendes læber, men nikkede til hende - lod det passere. Hans opmærksomhed blev dog alarmeret, da han opdagede varerne, der også havde plads i hendes favn. Hvem var ude og handle ind på dette tidspunkt?

Hvem er ude og spadsere på dette tidspunkt? Spurgte han sig selv.

”Undskyld mig, men... Hvorfor er en kvinde som Dem ude at handle på dette tidspunkt?” Spurgte han hende med hovedet på skrå og et let charmerende smil på læben - alle minder om drømmen glemt.

Ville dette blive et lille opgør ? En af den slags hvor modparten bare ikke ville give sig, selv om man bukkede,skrabede og undskyldte...det va hvad hun kunne anledes til at tro, da fyren som det første begyndte at fnyse, netop som Millicent startede sin lille venligsindet undskyldning.
At det på nogen måde skulle være relateret til hendes kliche agtige tale måde , der indeholdte ordet gud, den havde hun godt nok ikke pejlet sig ind på.
Millicent beholdte sit blik på ham, så op i hans øjne...klar til et modangreb..bestående af endnu flere undskydninger.
men uventet , helt uforudset kom der ikke mere fra den skuffe.
istedet lagde han hovedet lidt på sned og smilede-
smilede?

Som en spejlrefleks af ham, trak hendes læber med og sendte ham et varmt smil...hun var glad for der ikke blev mere ballade.Eller troede der ikke blev mere, man kunne jo aldrig rigtig vide.

Hans spørgsmål...var på en måde meget direkte, og det kom lidt bag på hende at han overhovedet spurgte.Så istedet at snakke uden om, eller spørge hvad de egenlig havde hans interesse for , istedet for at finde nogle små afstikker smutveje...så røg hun i med begge ben og begyndte at fortælle om sig selv, på hans bud.
" J-jeg arbejder om natten...så min døgnrytme er lidt off" forklarede hun og måtte se i øjnene at der var et eller andet ved fyren her...noget i hans blik hun ikke lige kunne definerer.Det var helt klart i hans aura eller udstråling der var et eller andet, der fik hende til at begynde at stå og vrøvle...
" Det er faktisk lidt af en bedrift at finde blomster og planter på dette tidspunkt af døgnet, især hvis det ikke skal være almindelige afskåret blomster" plaprede hun frem, som det straks både undskyldte og forklarede alt.Åh hun var sådan en dårlig vampyr...i følelsernes vold og magt, istedet for at kontrollerer dem.
Millicent nikkede i retningen af en kaffebar,der stadig havde åben..." Jeg var faktisk på vej derind nu... jeg ville gerne have en latte..." hun stod og stirrede på ham, burde hun inviterer ham med...bare for selskabets skyld? Hun tilbragte så meget tid alene, så snart hun ikke kunne generer Andrija..eller skulle arbejde.
Hun boede lige rundt om hjørnet, så hun var hurtigt hjemme igen....og hvorfor ikke , det var jo bare kaffe? Millicent snusede ind...og hendes øjne blev en smule mere opspilet og undrende.Fyren duftede meget anderledes? Jo jo...han duftede af...mand...så lang så meget godt...men der var andet iblandet...hvad?
Hun var ikke selv sig bevidst om at styre handlingen, hun selv ville finde frastødende...men hendes krop reagerede helt klart på alene duften, og hun kunne mærke hendes hugtænder presse på.Pis...nu kunne ikke give store smil længere.
Dammit...

Abel kunne godt fornemme hendes ubehag ved hans direkthed, men han havde lært at ting ikke skulle pakkes ind, det var jo bare endnu et lag der skulle arbejdes igennem, hvis man skulle til sagens kerne. Mere arbejde, mere besvær.
Men derfor blev han ikke mindre overrasket - og glædet - ved at hun svarede ham næsten lige så direkte, som han havde spurgt. Næsten.
Smilet, der så fandt plads på hendes læber morede ham let, at smil kunne smitte så let - også alligevel, var der dem som ingen kunne gøre glade. Det hang ikke helt sammen, men nogle ting gav bare ikke mening, sådan var verden. Ting behøvede ikke give mening, ting skete bare. Sådan så han verden. Total kontrol var umulig, nogle ting kunne kontrolleres - til en grad - men langt fra alting. Han kunne "kontrollere" luften, han kunne hjælpe den på vej til at gøre det han gerne ville. Alting kunne hjælpes på vej, det var det han elskede ved verden. Hvad der ikke gik som det skulle, kunne hjælpes i en anden retning, om nødvendigt.
Overrasket blev han dog, da hans spørgsmål, hans forsøg på at få stillet sin nysgerrighed omkring kvinden foran ham, blev besvaret uden omsvøb. Han skulle næsten til at nikke anderkendende til hende, men holdt hovedet svagt løftet og kiggede skamløst direkte på hende. I stedet for at nikke anderkende, nikkede han forstående. Hans hånd i den ene lomme legede med noget, den havde fundet deri. Det var nogle mønter, det undrede ham faktisk ikke, at han havde penge i lommen, det var noget af det han aldrig fik styr på: Penge. Gad vide, hvordan det overhovedet lykkedes ham at have penge til at overleve.
"Ja, det er forståeligt. Nogle gange finder jeg det også selv svært at sove om natte, derfor... Ja, går jeg ture om natten." Han afsluttede sætningen med at sende hende et smil. Det gik ikke at hun troede at han ville gøre hende noget: Han var ikke færdig med hende, der var noget over hende. Han ville heller ikke have noget imod at have en at snakke med, selvom han nu var selektiv med dem han snakkede med, det var ikke alle han gad snakke med og det havde han intet problem i at vise.

Han kunne ikke lade være med at lade et kort latter forlade hans læber, da hun begyndte at snakke om blomster. Han havde ingen ekspertise inden for blomster, kun duften af dem og at trække den fra blomsten for at vide, hvad der måske havde trampet den flad.
"Du virker til at vide meget om blomster. Jeg selv har ingen erfaring med dem, kun duftene omkring dem." Svarede han hendes udbrud, måske for at prøve og få hende til at tro at hun ikke vrøvlede. Hvorfor vidste han ikke, men han registrerede det heller ikke.
Han kiggede hen imod kaffebaren.
"Jeg tror også godt jeg kunne trænge til en kaffe." Han vendte hovedet imod hende og gestikulerede imod kaffebaren med den ene hånd. "Skal vi?"

Hun syntes næsten han var...kær.
Hvis man så nøgternt på det, så var hele byen jo en færdiglavet ret.Millicent behøvede ikke en gang at gøre sig den ulejlighed at opvarme den, hvis hun ellers mæskede sig og udvalgte sine måltider på den måde.Alle var de små godbidder eller snacks.Hjælpeløse og helt igennem uvidende om sandheden af hendes dyriske natur.
Henlagt i mørket over hvad hun egenlig rendte rundt og fortog sig , så snart lyset fra dagen, besluttede at gå til køjs.
Hvordan skulle den søde unge mand dog have nogen mulighed, have en chance for at vide hvilke bloddrikkende bæst hun gemte på , under det milde ydre?
Alt ved hende , hvis man så hende udefra ,var jo fejl informering, ikke? Hun var ikke levende....ikke en kvinde, eller ikke en rigtig en af slagsen , hun kunne ikke føde børn længere.....hun havde intet hjerte der bankede, selv om hun havde flere følelser end mange....og hun var ikke en sød og mild pige med sunde spisevaner, nej....hun var et bloddrikkende monster og tog man hende på det forkerte ben...ville hun kunne ende dit liv, på ganske få sekunder.
For....uanset hvor anstændig Millicent forsøgte at være, når ikke lige Andrija var nær, så var og blev hun for altid en...vampyr.
Men han var heldig- længere var hun ikke i sit nye liv, end hun forsat klamrede sig til sig sutteklud, sin sjæl og sit menneskelige sind, så han ville ikke ende op som middag for hende- håbede hun da.For selv om Millicent på ingen måde yndede at drikke af folk, hun fortrak sine donor poser af forskellige årsager, så kunne der alligevel opstå små uvelkommende situationer- og dem havde hun ikke overblik og styrke til at mestre altid.
Og så var der jo også den side af sagen , at hun var Andrija en god elev...eller...nej...hun var sku en horribel elev, men alligevel smittede hans uvaner måske alligevel en lille smule af?

Næsten kær.....
For der var et eller andet ved hans måde at bære sig selv på.Noget i hans øjne....måden han kiggede så...grådigt....eller uden omsvøb....ikke på den der sleske ' jeg tjekker dine former ud' måde, men mere ...' Jeg glor hvis jeg har lyst og du kan intet gøre...hvorfor ? Fordi jeg generelt bare gør som det passer mig' .Det var nærmest en lille demonstration af...magt?
Det lød rodet, og det var også ret svært at forklare, men noget skreg bare , at ham her ikke var en high school fyr.... han spillede ikke basket eller ps3 hver weekend, og datede ikke de små college piger......men ....hvad lavede han så istedet? Hendes nysgerrighed miavede , som en killing efter mere fløde i sin lille skål.
Men Millicent beherskede sig og slog sine tanker ud af banen, med en enkelt serv.....hvad lignede det også at stå her med sin lomme psykologi og analyserer en komplet fremmed mand?
Hun stak ham et undskyldende smil, som havde hendes tanker vist sig som en lille sort hvis stumfilm , hen over Millicents hvide strik hue,

"Så du går tur?" Lød det fra hende, opfordrende til at fortælle videre om ham selv.
Millicent viftede i afværge med sin hånd.
" Så du synes jeg ligner en med grønne finger?" Hun lavede klaver bevæelser med fingrene på den ene hånd, hvilke satte indkøbsposen på koliderings kurs mod fortorvet, og hun fik travlt med at fange det igen.
" jamen....jeg er skam helt ekseptionel med blomster! Du har ganske ret.
Ingen kan suge livet ud af dem, ved blot en samtale eller et blik, som jeg" lo hun.
At hun elskede dem...elskede at gå og nusse omkring dem var jo langt fra det samme som hun havde viden og flair for det.Alt havde det med at dø mellem hendes hænder, og nu også hende selv.Ironi med fed streg under.

Hendes øjne fulgte lydigt hans bevægelser og hånd..." jo, lad os bare det"
I sit før liv havde hun bestemt ikke drukket kaffe med en fremmed fyr, men nu....nu kunne hun snildt forsvare sig selv.Nu....nu var hun den farlige.
Et lille dramatisk suk, stak af ved denne tanke og hun lavede en lille næserynken.
Det ville nu blive dejligt når dagen kom ....hvis den kom...hvor hun kunne nyde og sætte pris på alt hun vandt ved at være vampyr....istedet for at dvæle ved sine tab ,ved ikke at være menneske.
Hun skulle bare lige opdage fordelene!
Millicent greb fat i døren, og åbnede den for fyren..." kom indenfor og velkommen til mit andet hjem" smilede hun stort....jo, hun hentede ofte kaffe hernede, når hun kortsluttede alt i sin lejlighed eller bare ikke gad sidde alene, så var det her hun søgte ned .

ooc:
Jeg var ikke sikker på om jeg skulle svare på dette eller om vi skulle starte på et nyt, men nu får du det her, så kan vi altid ændre det senere, hvis det var et bedre alternativ :)
Savner dig mus...


Abel, der altid havde haft problemer med at sove havde i en tidlig alder fundet ud af at natteluften var hans ven. Vind havde altid været ham indbydende. Behagelig og kølig som den nu var, havde han aldrig haft problemer med vinden. Venner var ikke noget han kunne prale det store af ikke, at han nogensinde havde beklaget sig omkring det. Han havde altid klaret sig med dem han havde. Hans familie og vinden. Vinden var altid med ham, selv når familie ikke længere var noget han kunne søge imod. Hans familie var væk, dræbt. Tanken omkring manglet på familierelation var ikke noget han gad beskæftige sig med. Lige på dette punkt havde han intet imod at fremstå hjerteløs - hvis han havde noget imod at fremstå sådan angående andre emner - da alternativet ikke var til at leve med.

Hans arme hang nede langs hans sider, hænderne ude af lommerne, hvor vinden legede lystigt med dem. Han kunne mærke, hvordan luften flød blidt forbi hans hænder, kærtegnede hans fingre. Den prøvede næsten desperat at få ham til at tage den ind. Bad ham til at tage så meget kontrol han kunne over den og rette hans kræfter imod pigen foran ham. Men så langt ville han dog ikke gå. Ikke nu, hans nysgerrighed var alt for pirret omkring kvinden, der stod for ham.
Han vidste ikke noget om hende, men han havde alle intentioner om at finde ud af så, der ville være muligt. Han ville snage på hendes person, sådan en person var han ikke, men han ville se om han kunne pirre nogle detaljer omkring hende ud i dagslyset. Han elskede at kunne trække små detaljer ud af folk. Han ville ikke kalde sig selv manipulatorisk eller... Jo, det ville han, men det var ikke det udtryk han sendte til folk. Hvis han blev spurgt. Hvilket han meget sjældent blev, men det stoppede ham ikke i at finde hans meninger om tingene alligevel. Han var en mand af ord og handlinger, men mest ord, hvis han kunne holde det til det. Når det kom til handlinger, ville han helst gerne spare dem op til den helt store handling i hans liv. The grand final.

Abel kiggede op i luften, lod den velkendte kulde omsvøbe hans ansigt og fik først nu - eller noget, der mindede om det - øje på hendes hvide strikhue. Den sad meget godt på toppen af hendes hoved, men det var ikke så meget det. Det var det, at han havde det som om den først havde materialiseret sig nu. Han havde skam givet hende en once-over, det kunne han ikke frasige sig - han var vel Djævel og alting kunne ikke være sukkersødt - men han havde endnu ikke opdaget huen. Efter en pludselig indskydelse - som han naturligvis fulgte - rakte han ud og greb fat om huen. Denne bevægelse fik hevet huen af hendes hoved og den hvide uldtot hang nu i hans hånd. Han tog den op i begge hænder og kiggede nærmere på den. Så løftede han den op og placerede den teatralsk på sit hoved.
”Hvad siger du så?” Han vendte sig imod hende med et kolossalt smil omkring læberne. ”Jeg er helt sikker på, at den klæder mig.”

”Ja, jeg fandt ud af i en tidlig alder, at natteluften altid hjælper. Mine...” Han stoppede brat. Ville det være rigtigt at kalde dem forældre? Eller...
”Mine forældre var meget tæt på at give op, da min... Mor besluttede sig for at lade mig gå rundt ude i sneen om natten, hvis søvnen ikke hilste mig velkommen. Man kan vel godt sige at det er blevet en vane efterhånden. Bad habits are hard to shake, som man siger.” Hans familie var noget han normalt ikke omtalte. Kun få informationer, som disse lod han slippe.
Abel kiggede på hende og smilede drilsk. ”Du har dem med dig, du må have et eller andet forhold til blomster.” Da hun satte hendes blomster i nedfartskurs reagerede han hurtigt og prøvede at fange ud efter poserne, men hun kom ham i forkøbet. Han sendte hende et beroligende smil og svarede hendes ironi. ”Jeg kunne ikke forstille mig noget dø i mellem dine smukke hænder.”

”Dit andet hjem, interessant.” Han kunne godt forestille sig, at en person med søvnproblemer havde en kaffebar som sit andet hjem. Han fandt dem et bord, udstyret med to stole - han brød sig ikke synderligt om at blive afbrud. ”Hvis du sætter dig, så fanger jeg nogle bestillinger.” Han satte kurs mod baren og smed albuerne op på disken.
”Jeg kunne godt tænke mig en espresso og...” Hans stemme trak ud, han vidste jo sådan set ikke, hvad hun ville have. ”Lige et øjeblik.” Sagde han til baristaen og vendte tilbage til bordet.
”Er det en latte til damen, eller er du en af gutterne?” Sammen med den drilske kommentar var et tilsvarende smørret smil.

//ooc. Det er helt fint , vi forsætter her.
Abel...altså! Ó.Ò * Erstatter savn med gensynsglæde *

Iforhold til hvordan hendes liv som menneske havde været fyldt godt op med både venner og veninder, havde Millicent ikke de store sociale relationer nu.Den venne kreds,hun havde måtte opgive og efterlade bag sig, havde været både munter , hjertevarm og stor .Nu var hendes kontakt så begrænset til det kollegiale sammemvær, et par få venner hun desværre ikke meget kontakt have til- og så hendes forlovet.En forlovet der brugte sin tid på at ændre hende, så hun en skønne dag kunne blive ' god nok'.Hun savnede vel i bund og grund flere relationer, sådan måtte hun nødvendigvis tolke hendes accepter af selvskab , fra en komplet fremmed mand på gaden. Normalt var hun langt mere reserveret....men normalt var ikke længere et fundament for Millicents livsførelse.Desværre.

inden hun fik et glimt fra hans barndom ,lykkedes det ham at overraske hende gevaldigt.Millicent førte forbløffet begge hænder hurtigt op på toppen af hendes hoved, hvor de følte efter et par gange? Den hvide strikhue var ganske rigtigt forsvundet, og dinglede nu mellem et par velformet solide mandehænder, og hans stunt ....det bragte hende helt ud af fatning...bare et sekund...før hun brød ud i et stort smil, med lyd.
"Min hue ! " lød hendes vage modværge, imens smilet blev hængende ,da Abel anrettede den ,nu på sit eget hoved.
"Jo...du er meget yndig med den på....jeg burde lade dig beholde den ...som en gave" lo hun og lod den sidder hvor den var...to sekunder...før hun snuppede den igen, fra ham.

Han var nu ganske interessant ham her....og hans lille brudstykke af barndommens erindringen , fik Millicent til at se for sig, den her lille mørkhåret fyr....på bare fødder i en kold hvid sne, en mørk december nat....nogle ville se et svigt, andre ville forstår det var hans eneste lise mod en indre rastløshed eller hvad det nu skyldtes.
Millicent forstod...hun fornemmede ...at han var anderledes....uden at kunne sige heltnhvordan.Og hun fornemmede den lille drengs behov for at blive accepteret- og elsket for præcis den han var....og ikke den han burde være.
"Det har nok kostet mange frustrationer for dem....din mor og far...inden de nåede frem til den afgørelse, kan jeg forstille mig" kom det mildt fra hendes bløde læber.

Hun havde dårlig samvittighed over at føre ham bag lyset.Selv om han ikke just var en splejs af en mand,men en meget velpropotioneret en af slagsen, ville hans modstand slet ikke komme nær nok, til at fighte en vampyr af sig, hvis sulten løb af med hende.
Og alligevel ....stod hun her....og dik komplimenter.
"Du ville være skræmt, hvis du vidste hvor god jeg var til at få ...alt...og alle...til at dø mellem mine hænder" lød det mere kryptisk.Det var sandt...og usandt på samme tid, for hun slog slet ikke ihjel med den ynde og den glæde en rigtig vampyr skulle.Hun pyldrede om de lig , hun rent faktisk var kommet til at dræbe...og mødre....ja, dem med små børn, dem kunne hun slet slet ikke røre..om så hendes egen liv afhang af det- så kunne hun ikke gøre et lille barn alene i verdenen.Hun var en big fail.
Endnu! Andrija var jo ikke færdig.....og han var sikker på at hun ville komme til at shine...før eller siden....det håbede han da .

Ved bordet havde Millicent sat sig, da Abel vendte tilbage.
Hun øjnene straks at hive ham lidt røg, og vise hvem der havde bukserne på, selv om hun var iført en yderst feminin kjole.
Hun mødte hans øjne, og holdt blikket fast, da hun rejste sig, og med bagdelen puffede stolen en smule bagud.Den store hvide dynejakke , lod hun glide ned over hendes skuldre for til sidst falde ned over stole ryglænet, hvor den lagde sig tilrette.Millicentsendte et smilede var en engel værdigt..."Synes du jeg ligner one of the boys" lød det først udfordrende, men så lo hun en meget ren latter, der meget klart viste at det lille optrin kun var for sjov.Millicent flirtede ikke....ikke meget i hvert fald.
Det overlod hun dem der var meget bedre.
"Latte tak....det sagde jeg allerede udenfor" egenlig var det bare dét lille dril, hun ville frem til...at hun havde nævnt hun var på vej ind efter en latte....hvilke Abel havde svedt ud.

Millicent lagde begge hænder på hans skuldre, og ville gerne han satte sig ned."Lad mig....jeg vil gerne give denne omgang " smilede hun og inden han kunne nå at indgive klager, susede hun op, for at bestille, modtage og sørme også vende retur, med Abels Espresso , hvor et lille stykke dyrt chokolade var lagt som et tillægsstykke på underkoppen - og et stort klart glas latte, til hende selv.

Hun tog plads overfor ham og pustede til sit mælkeskum, inden hun drak en lille tår.
Hun var så taknemmelig for at hun stadig var istand til at nyde ting som kaffe,...hendes indtryk var at mange vampyrer hverken spiste eller drak, andet end...blod.Hun greb sig i at stirre på Abels hals.

Abel beklagede sig, da huen blev taget fra ham.
"Men den klædte mig jo så godt!" Udbrød han, klar til at fortsætte protesten uendeligt. "Og du sagde det var en gave!" Han sendte hende et rigtigt surmulende ansigt, der hurtigt forvred sig til et skævt smil. Hans tung gled ud endnu en gang og kørte langs hans underlæbe.
Det var ikke tit han mødte piger som denne; hende, mindede han sig selv om. Han blev heller ikke særlig længe sammen med de piger han mødte.
Game on. Mindede han sig selv om hele tiden, han skulle blive ved med at lede. Ikke give op, selvom han nu ikke var typen, der gav op. Slet ikke på noget så vigtigt, som det han havde jagtet næsten lige så længe som han kunne huske. Det var det hans opvækst handlede om. Eller - ikke hans "forældres" opvækst af ham, men hans egen. Måden han havde opdraget sig selv - hvilket sikkert ikke var sundt - han lært ham at jage og opspore og dét var hans mission. Opspore og jage folk, det var det hans liv havde handlet om, lige siden han mistede hans far. Han blev revet ud af hans tanker af... Pigen, da hun nævnte hans forældre.

"Jo, de var ved at være godt trætte af min renden rundt om natten. De kunne ikke finde ud af, hvad jeg havde brug for. Eller, de prøvede ikke, de skændes bare lidt frem og tilbage." Rettere sagt var det faktisk Lawler og Akin diskuterede. Akin råbte mest, han havde meninger om alt. Lawler, er mere stille og havde en vane med at mumle en gang i mellem, men han havde også meninger, han kunne bare godt lide at bringe Akin til bristepunktet før han trumfede med al hans viden. Lawler var en rigtig klog person, classy og afslappet, men også glad for en diskussion. Han tog den bare mere afslappet end Akin gjorde.
Så havde Luera gået ind deres diskussion, stoppet den og set på Abel. Bare set på ham, set hans længselsfulde blikke mod døren. Med langsomme skridt havde hun så bevæget sig hen imod den og åbnet den. Abel havde styrtet udenfor.
"Jeg tror de var meget trætte af mig, men det var godt at min mor kunne se, hvad der var galt." Ufrivilligt forlod en kort latter hans læber, men han kvalte det hurtigt. "Men så gik det også meget let derfra. De skulle bare lade mig komme udenfor." Hans ansigt lyste op i et smil igen, men hans typiske smil, det Dean havde lært ham. Smilet uden følelse i, det var dog så udviklet at man ikke kunne fornemme det. "Også, efterhånden, så begyndte jeg at gå ture i stedet for bare at stå udenfor. Derfra kom min hobby med at gå om natten."

Abel smilede stort og lo. "Skindet bedrager. Eller det kan det, der kunne godt gemme sig en pige, der bare elsker at rende med fyrene derinde. Eller ikke. Skal vi ikke sige, at jeg finder ud af det, på et tidspunkt?" Han lænede sig lidt frem imod hende og i hans mundvige fik man et lille glimt af hans tunge, da den gled ud, men forsvandt igen. Hans smil falmede lidt, da han blev mindet om en detalje, han åbenbart havde glemt. Forvirret sad han lidt, men smilede så igen.
"Jamen latte det er så!" Han satte i gang til at gå op til disken igen, blev han stoppet af pigen. Han ville gerne komme med alle de indvendinger han kunne finde frem, men før han kom dertil havde pigen rejst sig og smuttet op til disken i stedet. Abel rystede på hovedet og satte sig ned mens hun var væk. Væk var dog nok ikke det rigtige ord, da hun - næsten som han lige havde sat sig - kom tilbage med latte og espresso.
"Så tak da." Sagde han og gav hende et smil, der endelig nåede hans øjne. Hende her, hun var i sandlighed spændende.
"Hvad med dig og dine natlige ture? Hvad startede dem? Kun dit arbejde eller er der mere end det?" Han smilede et skævt smil, der kaldte på hendes forklaring.

Latten var perfekt.Hun elskede at være i stand til at kunne elske selv små ubetydelige ting.
Hun havde forsøgt, op til flere gange at forstille sig hvordan hendes liv ville være, når nu en dag Andrija lykkedes i at finde kontakten og slukke for Millicents følelser.Hun tvivlede ikke på det var på hans top 1 nemlig.Hun havde - også der- gjort et dårligt job, for hun kunne slet ikke sætte sig ind i hvordan det ville være.Ville hun overhovedet være sig selv så?
Hun satte glasset fra sig og så over på Abel igen.Denne gang ikke på hans halspulsåre, men ind i hans øjne.
Noget ved ham mindede om Andrija.Hun havde brugt lidt tid på at finde ud af hvad det var , da de af udseende var nat og dag- og var nu kommet frem til det resultat at det var fordi han udelukkede viste hende, hvad han ville vise...og ikke nødvendigvis sandheden.Hun havde tilbragt så meget tid, sammen med Andrija efterhånden at hun bare kunne fornemme det....fornemme når den distance....mærke når den usynligt blide manipulation væve sig ind i luften der omkrandsede dem.Hun havde også lært ikke at kommenterer den, nogen gange da.
Da hans smil endelig også nåede til hans øjne, var det lige før Millicent råbte et højt 'Banko!' Ud i lokalet.

Hendes tanker vendte tilbage til den lille Abel, ude i sneen.
"Jeg er sikker på, det har givet dem kvaler at de ikke kunne forstå.De har ville gøre det bedste for dig, men ...måske..har de været bekymret eller bange for hvad det rigtige var? Det jo...trods alt...også en lidt aparte adfærd for en lille knejt.Fandt du nogensinde ud af hvad den store tiltrækning ...eller hvorfor nærmere...den store tiltrækning var der?" Spurgte hun interesseret.

Hurtigt blev spørgsmålet nærmest sendt retur og hun greb sig i at suge sin underlæbe en smule ind, i en vurderende stund.Det var så skide svært at konverserer med folk , uden at lyve, var det ikke? Sandheden var ildehørt og hun ville ligne en der burde spise nozinan og truxal for hendes psykose.Men hun brød sig ikke om at lyve...hvis det kunne undgåes.
Så hun greb fat i den humoristisk vinkel...gassede op for en drillende tone og et skælmsk blik , som hun lænede sig lidt frem over bordet og lod sin historie a la H. C Andersen begynde.
" Jo ser du, der var en gang en ung pige.. min forvandling begyndte en aften til et bal....det er en meget trist fortælling men...ser du...nu er jeg er vampyr og kan ikke vandre i daglys... Men jeg kan bide!" hun holdte en strakt arm og hånd i hans retning..vendte og drejde den imens hun sagde " Se...jeg glimtrer slet ikke nok "
lavede hun en komisk referance til de glimtrende vampyrer fra Twilight , dem der godt kunne gå i dagslys.Almindelige mennesker ville enten finde det sjovt, hendes lille historie....eller synes hun var åndsvag.Kun væsner ville blive interesseret i om hun lavede en joke eller rent faktisk talte sandheden til dem.

Hun var noget af en speciel størrelse, det kunne han ikke benægte. Han havde aldrig været en, der var fascineret af viden, gerne viden om andre, som de måske ikke engang selv vidste. Dog, hvis denne pige foran ham var noget andet end, hvad hun gad udtryk for, så ville hun da være klar over det. Andet ville være unaturligt. Dog blev han mindet om en anden han kendte, som var i netop den situation. Han virrede svagt med hovedet og fortrængte endnu engang mindet om denne. Der var for mange ting omkring denne. For mange ting han ikke ønskede at lukke ud.
Abel var mere end klar over, at de sendte hjernebrydere frem og tilbage mellem hinanden. Hver af dem prøvede, på grænsen til desperation, at bringe nogle ting frem i den anden, men ingen af dem ville tillade det. Ingen ville give efter for den andens spil. Stædighed havde han altid set som en god kvalitet hos en kvinde, men ikke som hos den pige foran ham. Hendes stædighed var noget helt andet. Godt eller skidt kunne han på nuværende tidspunkt ikke ytre sig omkring, men det lå hm klart at det snart ville udfolde sig for ham. Hans blik faldt på koppen foran ham og han tog den op, gav et lille nik i retning af pigen og tog halvdelen ned i et hug. Han ville hellere end gerne have taget det hele, men han skulle bare mærke effekten, lade den varme koffein berolige hans nerver. Effekten var næsten øjeblikkelig. Han følte sig som en alkoholiker, der havde fået dagens første sip øl, hvilket nok heller ikke var den værste metafor, der kunne have beskrevet hans situation. Han var godt nok ikke blevet diagnosticeret, men hvis han endelig til en læge, så ville beskeden sikkert være den. Det gjorde ham det ikke det store; han var jo klar over at han havde et problem, når det kom til kaffe.

”Jeg tror ikke det var som sådan bekymrede. De vidste godt at det ikke var alvorligt, men bare noget der efterhånden havde udviklet sig.” Hun havde skam ret, det var noget af en underlig adfærd for en lille dreng, men hvis man vidste naturen af denne lille dreng, så var det ikke alt for underligt. Han var trods alt et rovdyr af natur,” mine forældre, eller min far, var mest hjemme om aftenen og natten, så jeg fik en vane med at stå op om natten for at være sammen med ham. Selvom, at det ikke helt gik op for ham, men jeg ville bare gerne være der og det fik jeg lov til, indtil jeg fandt noget bedre at bruge min tid på; gå ture.” Han slyngede rundt med resten af indholdet i hans kop. ”Tiltrækningen... Jeg er født i December, i Belgien, hvor der til tider er en del sne. Det var der i de første uger efter min tilkomst, så det er faktisk ikke så underligt endda, sne var noget af det første jeg mødte.” Hans blik fandt endnu engang koppen og resten af indholdet forsvandt ned i hans hals. Koppen blev dog stillet fint tilbage på bordet. Et svagt smil blev frembragt af hendes udtalelse.
”Sikke en fantastisk historie. Godt fortalt og fængslende.” Det sidste ord rullede fra hans ord, som mente han det med hver en fibre i hans krop, hvilket nok ikke var helt sandt, men ej heller løgn. Vampyrer havde det med at være godt selskab. Hendes påstand om glitter lod han dog gå ubemærket, der var vist noget han var gået glip af, og dog ikke.
”Skal jeg så frygte for mit liv?” Spurgte han med et smil, der kunne lyse en kortsluttet by op.

Om det var Millicents egen situation der lagde sådan et tykt farvelade strøg, hen over Abels fortælling - om hendes egen situation slørede fortolkningen af hans ord, var svært at afskille fra fakta.
Hun var jo selv meget brutalt blevet frarøvet hendes egen familie , da hun blev frarøvet hendes dødelige liv. Ingen mulig afsked og ingen forløsning på hendes kærlighed til dem, kunne hun få. Selv minderne fra hendes familieliv var allerede blevet sløret i kanten , og nogle af dem sikkert svundet helt ind til en skygge af dem selv- eller endog mistet for altid.
Og så var der hele vampyr pisset med ikke at kunne få børn. Ikke nok med , at hun klinisk blev betragtet som død- selv om hun følte sig rimelig meget levende - så havde hendes kvindelighed fået et gevaldigt hak i næsen. Hun kunne ikke blive gravid, ikke føde børn .... Aldrig opnå at svøbe et lille barn i sin altomsluttende kærlighed.
Naturligvis pustede dette mere luft ind i Millicents empati.
Det var den væreste straf ved evigheden.. At hun skulle leve den som barnløs.
Hendes øjne gled fra Abels og ned til hans læber der stadig fortalte.
Hun havde ... Ondt... Af den lille dreng han beskrev. Fik lyst til at holde om ham og hviske det hele nok skulle blive ok.
Hvorfor vidste Millicent ikke helt- for Abel udtrykte jo egenlig ikke , at der var nogle store skår i hans barndom, der havde presset sin ind i han fod og givet betændelse. Og alligevel blev hun grebet af vemod.
" Savn... Savnet efter din far gav dig den vane " brød hun igennem. Det var følelsen savn at hun kunne relaterer så kraftigt til.
" Så du er mere til ski end til badeferie " konkluderede hun med et lille drillende smil , og satte mere af sin latte til livs.
Smilet fik en anden nuance og en større grad af stivhed, da talen faldt på hendes egen historie.
" Det... Er i virkeligheden en ... Trist historie. En hvor alt ender galt " forsøgte hun at spøge, men på en måde faldte den til jorden.
Andrija have lært hende meget , men at tøjle og kontrollere følelserne der stod så klart som en nat med frost i hendes øjne , var endnu ikke lykkes.
Øjnene var alt for udtryksfulde, stadig.
" Abel... Jeg er virkelig .... Jeg mener ViRKElIG dårligt selvskab. Jeg er farlig for dig. "
Hendes øjne flakkede og modstridende følelser kæmpede i dem. Hvor meget skulle hun sige?
Var det farligt for hende at tilstå ?
Og hvad med ham, ville hun gøre ham fortræd... i et ukontrolleret øjeblik?
Millicent foldede sin lille strik hue ud, lænede sig ind over bordet og med en yderst hurtig ... unaturlig hurtig ..bevægelse fandt huen tilbage på Abels mørkebrune hoved.
" Kom afsted.... Gå... Inden jeg får gjort dig fortræd " kom det både som en undskyldning og en advarelse der holdte hånd, og Millicent så ned i bordpladen.

// hapser emner.

// collecting history //