Another crack in my heart.. - Zachary

Det var en stille aften, der var intet at lave. Alt var stille, alt var ensomt og i det fjerne var solen så småt ved at gå ned. Elise havde sat sig i det stille sang i en smuk hvid kjole som hun havde haft på i aftenens anledning, men lige nu var det ikke det uskyldige smil der prægede hendes læber, som det ellers normalt gjorde. Nej lige nu var det tårer der strømmede ned i samme rytme som bølgerne slog op i mod stranden. Elise elskede dette sted, vandet tiltrak hende og om det var på grund af hendes race anede hun ikke, men hun elskede vandet. Som kaldte det på hende og som sagde det noget til hende som kun hun kunne høre.

Hun var meget træt af livet lige nu, hendes far havde aldrig tid til hende, hun savnede sin mor og sin storebror og lige nu ønskede hun egentligt at hun bare kunne forsvinde fra verden et lille øjeblik. Hun var stukket af fra sin fars arbejde fordi at modellerne dernede havde gjort grin med hende. Mange ville nok undre sig over hvorfor at folk ville gøre grin med så køn en pige som Elise, men folk kunne gennemskue hende med det samme. Hun var ikke selvsikker og hun følte sig ikke lækker eller smuk, som de mange modeller på Desiré Noir gjorde.

Elise havde ikke engang kysset en dreng før, og det var hun heller ikke sikker på at hun havde lyst til, hun kunne godt lide sit liv som det var, men det var svært når alle omkring hende dømte hende. Hun havde ikke engang en eneste ven i Terre, hun havde ingenting. Det var alle de tanker der fik de røde kinder til at have tåre strømmende ned over sig imens hun betragtede den orange himmel og solen der var ved at gå ned. Hun sad ofte på netop denne plet og tænkte på sin mor, på fortiden og på fremtiden. Hvad ville der dog vente hende? Og skulle hun bare opgive på forhånd?

Han åbnede øjnene, og blev mødt af et idyllisk billede. Solnedgangen over vandet, bølgernes beroligende rytme, duften af havet. Han anede ikke hvad han lavede her - kun at det var meningen at han skulle være her. Han havde et formål med sin tilværelse, og skæbnen indhentede ham, hver gang han blev sendt ud på en mission. Det var som om at ulykke fandt ham, og at han var den eneste som kunne gøre det godt igen. Han gik med langsomme skridt ud mod sandet, og kneb øjnene en smule sammen, blot for at bekræfte, at der ikke var en person ude i vandet, han skulle til at redde fra at drukne.
Han vendte blikket mod en ung kvinde, der sad alene i sandet, og nærmede sig hende, i håb om at hun ville gøre ham med selskab. Måske var det derfor han årsagen til at han var havnet på stranden til at starte med, men det var aldrig til at vide sig sikker. Det virkede ikke just normalt at sidde alene på stranden, det var dog først da han stod få meter fra hende, at han bemærkede, at hun var grædende. Det berørte ham et eller andet sted - også selvom han ikke anede hvad der havde fået hende til at græde, men det gjorde ham trist at se andre have det sådan. Være fyldt med en så stor smerte, at kun tårer kan beskrive hvor uudholdeligt den var - Han gik i hvert fald stærkt ud fra, at det ikke var glædestårer.

”Er du okay?” stemmen skar igennem stilheden, og havde en bekymrende tone. Som om han allerede kendte hende – hun var fremmet for ham, alligevel fornemmede han, at hun var et godsindet væsen, da hun var en af dem som udviste følelser, men måske havde hun også regnet med at være alene. Han betragtede hende i en stund, og så ned af hendes krop, blot for at bekræfte at hun ikke var kommet fysisk til skade. Han fjernede blikket og så ud mod havet, spekulerede på, hvad det var hun var så ked af. Selvfølgelig var hun ikke okay – det kunne enhver se, men han havde behov for at gøre hende opmærksom på hans tilstedeværelse, og hvad skulle han ellers sige til en fremmet pige, som sad og græd? Englen så tilbage mod hende, og håbede ikke hun havde noget imod hans fremmøde.. hun lignede i hvert fald en der kunne have brug for at snakke med nogen.