ensomhedens spil.

Sted: inde i domkirken cathedrale
Tid: 01:44
Vejr: fuldmåne på en klar himmel

Isaac så rundt i den smukke kirke, med alle dens kors og høje vinduer, der fik ham til tænke på den verden, han forlod.. egentlig morede det ham lidt, hvad en ilddæmon lavede i kirke, hvor kun engle og duer holdte til. og måske en gammel dame eller to om søndag. han flyttede langsom sine øjne med de lange mørke vipper over på et kors, der var halvt gemt i skyggerne, som han selv, så kun del af hans ene side kunne ses..
han vidste egentlig hvad han lavede i kirken på dette tid..
Isaac vente sig mod en af vinduerne.. hvor månen, som den smukke stilfærdig kvinde hun var, lysete svagt igennem en lille del af vinduerne, så det dannede en masse små søer af firkant midt på den mørke gulv.. hans vejrtrækning var rolig, næsten lydløs..
for roen var her.. den stille ro, han elskede..
kun en svag lyd af lidt dryppen fra noget vand, brød den stilhed..
men han følte sig ikke alene, for det var som om, der var andre..

Haru sad på en af kirkebænkende. Månens lys skindede igennem kirkeroden ned på hende. Hendes Kulsorte hår dækkede det meste af hendes kridhvide ansigt. Dog var Haru ikke normal, hun var ikke en dæmon eller et menneske hun var død eller rettere et spøgelse. hun kunne ikke finde hvile da hun var bange for den anden verden. Haru åbnede langsomt hendes krystalblå øjne og kiggede rundt i kirken, hun så en dreng og duften fangede hende *en dæmon? i en kirke?*

Isaac fornemmede han stod med ryggen til noget.. men hvad for noget?
han mærkede tydeligt dette anden væsen, kunne lugte svagt, at det ikke var en vampyr, en dæmon eller engel.. dette her var noget ganske andet..
"undskyld mig, men har de aldrig før mødt dæmon?"
mens han sagde det med en halvt sarkastisk stemme, vente han langsom om, mod dette væsen.. hans øjne så kort op på månen, før de endelig faldt til ro ved ansigt af den person,
som han havde følt bag sig. Isaac smilede kort, før han med lavmælt stemme sagde
"godaften, jeg kan se, at de også nyder kirkens udsmykning" hans skæve smil,
bar noget koldt over sig, selvom det ikke var mere enden man vil have rystede på hovedet af det.. "hvad laver de egentlig her i ensomhedens kirke på det her tidspunkt?"
hans røde øjne skinnede svagt i mørke, mens de kiggede undersøgende på den person
han ikke vidste hvad var..

"jo jeg har set dæmoner før, jeg blev bare overrasket da de sjældent er i kirker" sagde hun med en hæs stemme og rømmede sig så så hendes stemme blev normal "Jeg besøgte kirken da jeg syndes den er smuk i månelyset og faldt i søvn" sagde hun, præsterne havde set hende før og var derfor ikke bange for hende. Haru troede dog ikke på menneskenes tro om gud. Det var nok derfor hun var bange for at gå videre til den anden verden. hun var bange for der ikke var noget. Hun studerede ham og smilte så venligt. "hvad laver du da her?"

"haha.. ja, hvis jeg skal være ærlig så ved jeg det ikke helt, måske minder den mig bare om den kirke, vi havde i min barndomsby, dog lidt anderledes i udseende" han smilede kort til sig med et ironisk smil, der skjulte de tanker, der for igennem hans hoved..
som at domkirken i helvedes hovedstaden var så anderledes, ja, ved det hele,
alligevel kunne han ikke lade være med sammenligne dem..
Isaac atter igen vente tilbage til hende " måneskinnet?, ja det er ganske smukt..
hvad er egentlig deres navn?" han så med charmerende skævt smil på den lille pige..
dreng?.. han vidste stadig ikke helt hvad den lille ting foran sig var..

"jeg syndes at i enden ligner alle kirker hinanden" sagde hun og kiggede op i det store loft. "Mit navn? Haruhi, Haruhi Akuro , som du nok har gættet det er jeg et spøgelse og du er?" spurte hun og gav ham et varmt smil. Eller rettere imødekommende smil.

"Haruhi akuro" gentog han stille frem for sig selv "et ganske pænt navn, men det lyder ikke helt fransk." han slog kort ud med den ene hånd mod rummet bag dem, mens han spurgte
"hvordan er de egentlig endt her?" Isaac tænkte hurtigt, at det var derfor han ikke kunne lugte hende, spøgelser var for det meste uden lugt.. "jeg er bare simpel dæmon, der ikke er så frygtelig meget at sige om" han så kort på hende med et smil, der skjulte hans spidse hjørnetænder.. "må jeg egentlig godt kalde dem du nu, hvor jeg kender deres navn?"

"self. men jeg vil helst ha du kalder mig Haru, det gjorder mine venner før jeg.. ja du ved døde" sagde hun sukkende. Tanken om hvordan hun døde gjorder hun fik kuldegysninger. "Hvordan jeg er end her? jeg bor ved siden af kirkegården i det ødelagte hus for enden af vejen. Jeg er tit i kirken eller kirkegården for at slappe lidt af stedet her.. gir mig en form for ro" sagde hun. Der kom ikke så tit mennesker så Haru skulle ikke gemme sig

Isaac trak et øjeblik sine blege læber op i et halvt grin, der blev til et smil, mens der røg ikke en latter ud over hans læber.. han grinte kun i sit indre, og over noget, der ikke skulle frem..
"men du virker bange, hvad frygter du?" hans stemme var lavmælt, mens et svagt skær af rødt kunne anes fra hans øjne.. nattens kvinde og hendes smukke søster ville snart gå i seng, og han? han skulle snart tilbage til sit værelse, for at få de få timers søvn, han kunne nå..
men spøgelse foran ham, havde fanget hans nysgerrighed.. den største svaghed, han havde..

"bange? jeg vil ikke videre til den næste verden for jeg er bange for at der ikke er noget. Men jeg tror nu hadet holder mig i denne verden, jeg vil ha hævn over for dem der involverede min død, ser du jeg var på vej hjem på min fødselsdag med mine forældre i bil, en lasbil kørte ind i vores bil og mine forældre døde på stedet. Jeg faldt ud af roden, og var stadig i live. Jeg blev send på hospetalet, hvor lægerne gav mig for lidt bedøvelse, så min krop var lammet og jeg kunne mærke hvert snit de lavede i mig. Siden de havde travlt med at tale om fodbold kampen i går tjekkede de ikke min hjerte rytme og jeg døde af smerte." forklarede Haru med had i hendes stemme. Haru's smil kom igen lidt efter så "du har stadig ikke fortalt dit navn" sagde hun nysgerigt

Isaac havde lyttede med den største stilhed, under spøgelsets tale, med stadig med sit skæve smil på sine blege læber.. han så på hende, der hun stoppede.. tænkte kort at det var ret grum skæbnen at få, samtidig kunne han lide den had, han så i hendes ansigt.. had var en af de følelser, han sommetider levede på, men det kom ingen ved.. "mit navn" begyndte han og trak sine ene mundvige op j et skævt smil, så hans ene række af lige hvide tænder, plus den ene spidse hjørne tand, der var lidt længere inden de andre, kunne ses
"mit navn er Isaac hela van Danican, men jeg fortrækker bare Isaac"
hans stemme hviskede lavmælt "hvorfor har du ikke taget din hævn i nu over dem, der fortjener?"

"Isaac " gentog hun for at kunne huske det. "fordi jeg ikke ved hvordan, alsår jeg kan gå frit omkring men jeg ved ikke hvordann jeg skal hævne mig" sagde hun med en irriteret mine. Hun studerede ham og så hans hugtænder. Det gjorde Haru lidt jaloux hun havde kun normale tænder.

han trådte pludselig, med de få skridt, der var mellem dem, hen til hende, satte sig på hug, så de var i øjenhøjde.. det var som om mørke var flugt med ham, som om det lagde dens arme omkring kirken, så det kun var det dem, der lysete op.. Isaar så kort ud til den ene side, mens et smørrede smil sad på hans læber.. hans øjne med det svage røde skær vente tilbage til hende
mens en hviskende stemme begyndte at lyde fra hans mund "hvis nu jeg kan hjælpe dig"
han holdte en lille pause med vilje, så hun kunne tænke lidt over, hvad han tilbød.
det smørrede smil sad der stadig, før han begyndte igen med sin lavmælte lokkende hviskede stemme, der lød som den slangen fra det tabte paradis brugte, der han lokkende Eva i forfald "jeg kan mærke hvordan hævnen brænder i dig som en undertryk flamme, der venter på at blive sluppen løs.. jeg vil godt hjælpe den flammede" Isaac så på hende med et glimt i sine øjne, et glimt, der ikke før havde været der, men der altid kom, når noget grab hans nysgerrighed
"hvad siger du?"

"hjælp? Det ville være rart jeg har ike noget imod hjælp" sagde Haru og ligesom Eva blev hun lokket af stemmen. "Hvilke evner har du? Det er som om skyggerne følger efter dig " sagde hun undrende

"ikke noget, der er værd at snakke om nu, for lige nu handler det om dig...men du skal få det vide bagefter" han lagde sit hoved lidt på skrå, så hans halv lange hvide hår rørte hans ene skulder, mens hans smilede sit mest charmerende smørrede smil til hende.
en af de smil, der love at nok skulle blive godt..
"men hævn er ikke er desværre ikke en gratis ting, men"
han sad pludselig bag hende på bænken, med sin ene arm omkring den skulder, der vente mod ham, mens han hviskende lokkende i hendes ene ører "vi kan lave en aftale. en kontrakt, der sikker at dem, du måtte ønske hævn, får dit had at føle, med min hjælp, " han holdte inde, og så med et mørk, smørret smil, som kun en dæmon kunne ege..
"hvad ønsker du, følt inde i dit hjerte, hvad siger dit mørke, dit had?"

(sorry, for den lange tid )

Hun fik et chok da han pludselig var omme bag hende. Haru var i tvivl om hun skulle lave kontrakte. Hun tænkte sig om, på den smerte hun følte den dag hun døde. Hævnen havde opslugt hendes hjerte. Hvad kunne hun midste? hun var jo død. et omvandrene spøgelse så en kontrakt med en dæmon er vel ikke så slemt "hvilken form for kontrakt" spurte hun af nysgerighed. Hun ville dog acceptere uanset hvad siden hadet havde opslugt hendes hjerte.

Isaac smile kort ned i jorden, med et smil, der ville have skræmt de flest, hvis de have set det,
før han atter vente tilbage og begyndte at hviske vider i hendes øre
"den gør bare at du gør nogle små tjenester for mig, til gengæld får du din søde hævn"
han kunne næsten se hendes ja, men han vidste at han mangle det sidste, før hun var hans,
derfor lade han et ekstre trykt i de næste par ord "dit mørke skriger, kan du ikke mærke det, hvordan det flår i dit hjerte, hvordan det river i dig, men efter det her, kan du måske finde en form for fred, måske inden da møde dine tabte forælder, ved kun at sige ja" han så på hende, ventende på hendes svar.. men hvad ville hun svarer?

Ligegyldig om Haru fik hendes hævn eller ej ville hun ikke videre til den anden verden. Hun var bange for der ikke var noget. Haru åbnede sin mund for at sige noget men lukkede den så igen og tænkte det igennem. Hun led og hun kunne godt mærke hendes hævn tørst opslugte hendes hjerte men var det nu klogt at lave en alliance med en dæmon? Nå hun havde jo intet at midste "Ja, jeg vil gerne lave en alliance med dig" sagde hun med en fast stemme.

"godt, så" Isaac trådte i det samme nogle få skridt tilbage. hans øjne lyste et øjeblik med kraftig skær af rødt, så man ikke kunne se pupillerne, mens et skævt smil satte sig på hans læber, det åbne sig kort, mens han mumle ord, der ikke kunne høres..
han brugte ikke sin fylde styrke, brugte den kun kap nok..
og så var det fordi.. han så smilede på hende, mens han rakte et lille stykke papir frem mod hende.. "du skal bare skrive dit navn her" han gav hende papiret, som var elfenben gul med indtrykket af at være gammel. der var kun en blodrød steg på hele pariret.
sted, hvor man skulle skrive sit navn. han rakte hende en kulsort kuglepen, hvor der med gylden skrift stod şeytan rundt i kanten.. nu skulle hun bare skrive..

Hun så hans røde øjne i mørket. Hun stolede på ham og havde stadig den følse at hun jo ikke havde noget at midste. Haru tog imod kuglepinden og skrev hendes navn Haruhi Anju Akoru. Hvor efter hun gav ham kuglepinden tilbage. Hun smilte varmt og kiggede så ud af vinduet på fuldmånen. Månen blev genspejlet i hendes øjne.

han smilede kort det smørrede smil igen, der blottede nogle af hans tænder, der han tog med kuglepinden, som han lagde tilbage i sin indre lommer på sin sorte jakke..
han rakte hånden frem for at tag imod kontrakten fra hende. skyggerne var nu så tæt bag ham, at man intet kunne se, kun et endeløs mørke, der bredte sig ud over kirken, som en tæt tåge..
hans hånd skinnede blegt, lyset næsten helt op i alt mørke..

"hvorfor samler skyggerne sig om dig er det din evne? " spurte hun undrende og kiggede ind i skyggernes endelige mørke hvor lyset var forsvundet "Men hvad var det jeg skulle gøre?" spurte hun og kiggede på hans blege hud og spidse hjørne tænder. Selv med alt dette skræmte det hende ikke, det gjorder hende blot mere nyssgerig.

"det skal de ikke bekymrer dem" sagde Isaac med et smil, der viste at det ikke var til diskussion.. " det eneste de skal gøre er at give mig kontrakten, så lover jeg dem at hjælpe.."
han så kort på hende, mærkede at hun stolte på ham, som Eva, der stolte på en slangen..
månelyset kørte kort over hans fremstrakte hånd, mens det meste af ham var gemt i mørket, så kun den ene side af hans ansigt og krop kunne ses, så man kun kunne se det ene af hans øjne med det røde skær..

"hmmmm hemligheds fuld" sagde hun og smilte svagt. Haru's tiltro faldt nogle enklete gange men så tænkte hun altid * jeg kan jo godt stole på ham* og tilliden kom straks tilbage. Hun stolede på ham selvom han var en dæmon. Hun rejste sig op "skal vi gå en tur?" spurte hun og kiggede imod døren

"ikke før kontrakten er tilbage i mine hænder, så vil jeg glædelig gå en tur med dig" han smilede svagt til hende. mens skyggerne begyndte at rør utålmodig på sig med små svage bevægelser, der ikke kunne ses i nu..
han ventede kun på at få hendes kontrakt, så han vidste handlen mellem dem gældte.