Beauty and the beast

Det fortryllende slør af fuldmånen lagde sig stille hen over søen, mens at natergalen sang lige så stille ikke så langt derfra. Alt åndede fred og harmoni mens at bølgerne af toner fra en panfløjte gjorde stemningen endnu mere magisk, en let vind rev igennem nogle faldende blade på jorden og raslede forbi en kvinde der sad ved bredden af søen og spillede på sin fløjte med lukkede øjne. Nogle lokker af hendes brune hår løsrev sig fra hendes hårbånd og kærtegnet blidt hendes kind. Med et sæt rejste kvinde sig dog op og lod nogle dybe mørkeblå øjne betragte hendes omgivelser, følelsen af pludselig ikke at være alene længere vældede over hende. Natergalens sang var stoppet og alt i skoven virkede pludselig for stille, dette blev dog brudt efter få sekunder da en stor skikkelse og nogle skræmmende gemmen trængene øjne var at se inde i mørket. Hvert instinkt i hende skreg at hun var nød til at løbe med det samme og aldrig se sig tilbage, men hun kunne ikke bevæge en muskel, forstenet betragtede hun øjnene førhen at bæstet begyndte at løbe imod hende med en fart hun næsten ikke kunne reagere på, det var kun med et hængende hår at hun fik flyttet sig fra klørende der fløj hendes vej. Hun lagde ikke med det samme mærke til hvordan at blodet fra to lange kredsemærker hen over hendes kind begyndte at glide ned af hendes ansigt kind, for derefter at blive suget op af hendes lyseblå top. Da hendes ben havde alt for travlt med at sende hende afsted igennem skoven som et rådyr der flygtede fra dens jæger, vil i dette øjeblik nok var den perfekte beskrivelse for hvad hun følte. Et let bytte hvis efterfølger kun havde et instinkt og det var at dræbe.

Det var først da de første solstråler kastede sine lange ærme igennem den sommer grønne skov at Leandra turer at forvandle sig tilbage i hendes menneskeform, hvor hun for få minutter siden havde været en del af egetræet der hobede sig op over hendes hoved og kastede sin krone op imod himlen. Stadig chokeret over nattens hændelse begyndte hun langsomt at begive sig hjem ad. Af hvad hun kunne genkende af denne del af skoven havde hun nok mere eller mindre en halvtimes gå tur før hun kunne ligge sig ned i den nu, utrolig savnede seng. hver fiber i hele hendes krop skreg efter søvn, selv nu begyndte det at prikke i øjne og det dunkede svagt under hendes pande. Søvn var en velkommen faktor lige nu, men hun vidste at hun ikke ville finde meget ro før hun kunne lukke sin dør og føle trygheden af hendes eget hjem omfavne hende og give hende det hun havde brug for at få en god nats søvn. Selvom det nu ikke længere var dag, men omkring fem om morgen ud fra at solen kun var stået op for mindre end et kvarter siden.

Ikke mere end fem minutter fra hendes hjem, benene gik nærmest af sig selv nu så træt var hun. Men da hendes øjne fangede noget uvant ikke så langt fra hvor hun stod vandt nysgerrigheden dog alligevel over lysten til at krybe under dynen i hendes seng. Det var først da hun kom tættere på at hun lagde mærke til at det var et menneske, hun væg en smule tilbage. ''Tag dig sammen Leandra.. det er ikke noget monster..'' mumlede kvinden til sig selv, men samlede dog alligevel en gren op i hånden før hun turer nærme sig personen. Brynene rynkede sig let sammen da hun lagde mærke til personens tøj, nærmere det problem at der næsten ikke var noget tilbage af det. I en sammentrukket stilling som en jæger der med bue og pil nærmede sig sit bytte bevægede hun sig nu næsten helt hen til personen og kunne nu konstatere at det var en mand der lå der. Hun strakte armen ud med grenen i hånden og prikkede så til armen, hun udgav et lille gisp fra sig og sprang så tilbage, kun for at opdage at personen ikke havde reageret og hun kun på grund af hendes angst havde overreageret. hun grinede nervøst over sig selv, inden at hun nu begreb alvoren af sagen. Manden kunne jo være hårdt såret!

Hun smed grenen fra sig og bevægede sig nu hurtigt hen til manden og greb personen om armen og vente kroppen så ledes at ryggen var imod jorden i stedet for fronten. Kuldegysningerne løb ned af ryggen, hvordan denne mand så ud. Han lignede en der havde sultet sig selv i flere uger, ikke sovet i flere dage, også alle de rifter og blå mærker der var at se i ansigt og stort set over alt hvor hun kiggede på kroppen. Et stik af sorg over hvordan han så ud borede sig ind i brystet og alt trang til søvn blev skubbet bort, hun var nød til at hjælpe denne mand, hvem end han så var.

Hvordan hun havde boret sig ad med at få ham ind i huset var hende stadig en gåde, men det var sket. Hun betragtede ham med en bekymret ansigts udtryk som han lå der i hendes sofa. Hun rejste sig dog hurtigt og besluttet op og hastede ud i køkkenet for at sætte vand over til kog, derefter begyndte hun at finde urter og savler frem til at smører på hans sår således at de kunne heale før at betændelsen ville sætte sig. Hendes hus bestod af en stue der var i åben plan med et lille køkken. Køkkenet bestod ikke af mere end det nødvendige, bordplads, et gaskomfur og et køleskab, plus en lille spise plads. Der ud over kunne man ud igennem se på den grønne skov og hendes urtehave som der groede i bedste velgående. Fra køkkenet var det også muligt at gå den vej ud i køkken haven. Stuen bestod af en stor og blød sofa, sofabord, og nogle få nips ting. Mest af alt var det hele meget enkelt, bygget af store egetræs planker og malet i hvidt. Hendes soveværelse var en hems hvor man kunne komme op ved at hive en trappe ned fra loftet og komme op via den vej. Der oppe var taget af glas så hun kunne kigge op i de mange træers kroner om sommeren og om vinteren var den flotte natte himmel der til at hjælpe hende med at falde i søvn. Ellers var der ikke særlig meget til hendes hytte, ud over at der var en masse hylder over det hele hvor på der stod savler, urter og andre midler der mindede en smule omkring hekseri. Hun forsvandt hurtigt ud i køkken haven og fandt de sidste urter hun skulle bruge til hans omslag og ventede nu bare på at vandet ville koge helt færdigt.

Det var vel ikke så overraskende, at det første David lagde mærke til var lugten. Den stærke lugt af diverse ting og sager. Han kunne ikke helt finde hoved og hale i det hele, nu hvor han kun lige var på vej ud af ubevidstheden igen. Han havde det stadig som om, han svævede rundt på en lyseblå sky. Med kurs mod den smukke solnedgang. Problemet var vel bare, at den skarpe sol gav ham ubetydelig kraftig hovedpine. Og han følte konstant han var ved at falde igennem skyens bløde tekstur. Det var langt fra en behagelig rejse han var på. Det stod vel ganske klart på den måde, han begyndte at ligge mere og mere uroligt. Sofaen knagede ganske sagte under ham, som han forsøgte at dreje sig om på den ene side. Og da det ikke så ud til at virke, forsøgte han med den anden side. Men lige meget hvad, forblev han på ryggen. Som om hans bevægelser blevet blokeret lige meget, hvad han gjorde. Lige som hver evig eneste nat, når han bevægede sig ind i søvnens tætte greb. Og lidt efter lidt begyndte solnedgangen at blive grå og tung. Og han syntes at høre skrig i det fjerne. Indtil han endelig faldt igennem skyen, der blev opløst af regnen.

”NO!” Med ét kom David op at sidde i sofaen, samtidig med at han fik råbt højt, som en gal mand. Svedperler gled hurtigt ned over hans pande og hans fremviste brystkasse. Hans nakke var allerede fugtig og det pjuskede hår sad endnu mere sjusket efter al den rumsteren. Han trak tungt vejret. Som om han netop havde løbet flere kilometer for fuld fart uden yderligere pause. Han førte hurtigt begge sine muskuløse hænder op til sit hoved og begravede dem i håret. Blot for at kunne presse den hårdt imod tindingerne. Det var som om, hans hoved var ved at splittes på midten. Han klemte sine øjne hårdt i og bed tænderne sammen et øjeblik, mens han forsigtigt masserede det ømme hoved. Og han kunne heller ikke helt holde sig fra at komme med klagende lyde. ”For fuck sake..” Han svovlede flere forskellige bandeord for sig selv. Dette var egentlig en meget vant oplevelse for ham. Han var desværre stadig en af de få, der skulle igennem lortet mindst en gang om måneden. Det var hans egen form for menstruation, huskede han nogle joke omkring med. Det passede vel. Meget lidt! For ham følte sig mere irritabel op mod fuldmånens aften.
Derfor gik der ikke så længe igen, før han rettede sin opmærksomhed mod noget andet. Sine omgivelser. Han havde forventet skovens fugtige skovbund. Han var stadig omgivet af træ, men det var noget helt andet. Lugtene ramte hårdt hans forstærkede lugtesans. Det var skarpe lugte. Og det fik ham til at rynke betydeligt på næsen. Hans øjne havde nær løbet i vand, hvis ikke han var trænet på det område. Han følte måske en lille smule panik. Han så sig hurtigt rundt. Intet omkring virkede bekendt. Var dette overhoved Di Morga? Det lignede et hjem. Eller nok mere et træhus. I luksusstandard. Enten ejet af en forkælet møgunge, eller en eller anden asocial uciviliseret person. En person der meget muligt havde i sinde at torturere ham med sine blomsterprintede tæpper og følelse af en hipsters livstil.
Han svang sig ud af sofaen. Ligeglad med om han kun var iført et par noget hærdige boxers med et par noget ødelagte jeans henover. Hvor han dog hadede sit liv nogle gange. Nu skulle han købe nyt tøj igen. Han var utrolig svimmel. Men han fandt kort efter frem til en mere velkendt duft af sødme fra en kvinde. Et levende væsen. Og de brune øjne fandt nemt frem til synderen.
”Hvem fanden er du!?” vrissede han, som han gennemborede den stakkels kvinde med sit blik. Han kunne intet se klart på grund af manglen på brillerne, og han stod usikkert. Klar til at falde over der og en lille ting han ville passere på sin vej igennem stuen. ”Og hvor i helvede er jeg!?” Han knurrede svagt, hvor efter en hånd røg op til ansigtet. En tommelfinger og pegefinger blev sat mod næseryggen mellem øjnene. ”For helved! Og fjern den forbandede stormhat, hvor end du opholder den henne, eller er du ude på at tage livet af mig, kvindemenneske..! Argh! Fuck..!” Han bekymrede sig tydeligvis ikke over de mange rifter. Og specielt ikke den større flænge over hans brystkasse, der stadig stod mere eller mindre åben og råbte Hello!

Hun var lige ved at tabe gryden som hun havde taget fra gas komfuret, da der blev råbt inde fra stuen af. Men nåede ikke at tænkte ret meget længere over det, måske havde han et mareridt, han kunne da i hvert fald ikke allerede være ved at vågne op, ikke med de sår han havde påtaget sig. Hun nynnede en lille sang for sig selv, ikke særlig højt, men for at holde hendes humør oppe. Under alle nattens strabadser havde hun fuldstændig glemt alt omkring de lange flænger der startede fra hendes venstre øje og næsten nåede hen til hendes mundvige. Det gjorde egentlig hellere ikke ondt længere, men hvordan hun ikke måtte se ud. Hendes blå t-shirt fyldt med blod i toppen, håret hulet og tøjet mere eller mindre beskidt fra at have gemt sig i skoven resten af natten. Også selvfølgelig det ståhaj med at få manden ind i hendes hus. Hvorfor rodet hun sig også altid ud i sådan nogle problemer? I sin egen lille bobble fortsatte hun med at gøre klar til at ordne hans sår.

Hun blev dog revet ret hurtigt ud af hendes tanker da manden pludselig stod få meter fra hende, det gav et sæt i hele kroppen efterfuldt at et sug i maven af kort frygt. Ikke fordi hun videre fandt manden skræmmende, han havde en aura over sig det sagde fuldstændig det modsatte af en ubehagelig person, selvom der tydeligvis var noget der konfliktrede med den renhed der ellers var tilknyttet denne person.

Fuldstændig som at få hævet gulvtæppet væk under fødderne, stod hun med store øjne og kiggede på den arrige, ja han lignede mere en dreng nu frem for en mand. ''U-undskyld jeg..'' et smil trådte dog frem på hendes læber, stormhat huh? Så dette var altså ikke første gang de mødtes, hun lod sine slanke fingre spille hen over såret ved hendes kind, men gik så derefter hen og fjernede en krukke efter herrens ønske. Hun gik langsomt ud af køkken døren igen og satte krukken en god afstand fra huset inden hun vendte tilbage. Stadig en smule chokeret over hans opførelse lukkede hun døren efter sig og vente de dybe blå øjne imod ham.

''Sæt dig, inden du forbløder på mit ellers ny vasket trægulv'' hun gav ham et forsigtigt smil, hun åbnede en skuffe og trak to små rene håndklæder op og smed ned i det ny kogte vand. ''Mit navn er Leandra, og dette er tydeligvis mit hus.. hvilket befinder sig en god time fra Nains Inn og en god halv dag fra Terre'' fortsatte hun og prøvede at holde sit toneleje så ned tonet som overhoved muligt, selvom hun mest af alt havde lyst til at smide ham ud igen over at han var så ubehøvlet, men så igen, hvis hun forvandlede sig til en varulv hver måned og altid vågnede op i tøj man skulle erstatte uden at vide hvad man havde lavet og hvor man var, så ville hun nok også være lidt grumpy. Selvom grumpy nok ikke var ordet når det kom til denne fyr. Hun sukkede og vente sig om imod ham mens hendes mørke blå øjne prøvede at finde hans ''Jeg gør dig ikke noget, jeg vil bare se på dine sår så de bliver værre, der efter kan du få et bad, noget tøj også kan du ellers forsvinde lige så hurtigt som du kom farende i nat, hvis du ikke gider være her'' hun tog en dyb indånding og kiggede med nogle oprigtigt bekymrede øjne på ham ''men jeg lader dig ikke gå nogen vegne før du lader mig kigge på dine sår'' med en stor søskende flok kunne hun mærke hvordan at den spillede frem i hendes måde at opfører sig på overfor den fremmede.

David var umådelig glad for, at hun ikke gik mod hans ønske. Hun kendte tydeligvis allerede til hvilken svaghed, den plante havde for en som ham. Hun kendte allerede til hans væsen. Ikke at han gik rundt og skjulte det, men det var trods alt ikke, hvad han var på fuldtid længere. Han var blevet velsignet, som man kunne sige. Hvis man altså ville gå rundt og lyde åndsvag. Måske skulle han begynde at gå rundt med en lille mini udgave af biblen. Så kunne han stå frem for at være bare lidt mere religiøs og ikke få dumme blikke rettet mod sig.

”Forbløder?” Automatisk så han lidt ned af sig selv igen og lagde mere mærke den flængen end før. Det var ikke fordi den udgav tonsvis af hans blod, men han kunne egentlig godt forstå, hvad denne Leandra mente. Han kunne nu alligevel ikke helt lade være med at blive lidt irritabel over det. Og over det faktum at flængen ikke bare havde helet op af sig selv. Det var som om såret endnu var fuldstændig frisk. ”Fuck!..” mumlede han for sig selv, inden han adlød kvindens ordre. Han følte sig alligevel stadig svimmel. Hvilket nok ikke kom som en overraskelse. Normalt tilbragte han dagen efter en fuldmåne i sin seng - eller på sin sofa. Han gjorde sjælendt nogen den dag på grund af hovedpinen. I det mindste var han stoppet med at forsøge at finde frem til, hvad fanden han havde levet i løbet af natten.
Derfor satte han sig ned på sofaen igen efter at have fundet vejen hen til den. Hans ben føltes pludselig som gummi, nu hvor han slappede bare en smule mere af. Med viden om sin tilstedeværelse. Og den forfærdige stormhat ude af hans rækkevidde. Men så snart hans røv var blevet placeret på de bløde puder, rettede hans de brune øjne mod kvinden igen. Efter et par diskrete snif kom han da også lige over den søde duft af hendes væsen. Aspara. Med det samme forstod han huset layout. Det havde det vist med at elske naturen og alt det der halløj, hvis han havde lyttet godt nok efter, da han blev fortalt om væsnerne. Han fulgte hende skeptisk med øjnene, som hun tilsyneladende gjorde klar til at lege heksedoktor med ham. Han tog det egentlig ret roligt, men alligevel var det som om nogle af hendes næste ord tog hårdere fat end de tidligere.

”Wait a moment..” Han rettede hurtigt ryggen og åbnede sine øjne lidt op igen, før han for anden gang kom op at stå. Han virkede ikke direkte bekymret, men der var noget over hans udstråling, da det hele gik mere eller mindre op for ham. ”Sig ikke… at jeg gjorde det der…” Han pegede meget bestemt mod hende for at hentyde til kradsmærkerne i hendes ansigt. Han kunne ikke engang få sig selv til at afslutte til sætning. ”Oh! Fuck fuck! Fuck!!” Han var godt klar over, at han gjorde dumme ting, som var han et rovdyr. Men han blev ikke altid konfronteret med dem. Hans hånd blev nu ført hen over hans mund et øjeblik, hvor efter han holdt den en smule ud. Han tjekkede grundigt sine negle og ganske rigtig kunne han lige skimme rødt tørret blod. ”Oh my god!” Det var som om alt andet havde klikket for ham. Han havde rent faktisk gjorde skade på en anden person. Ikke at det var noget nyt for ham, men noget gav ham alligevel en skyldfølelse. Hun havde trods alt ikke gjort en skid mod ham. Og han gjorde ikke ting ud af tilfælde.
Han fumlede sig på ny vej igennem stuen. Han havde nær væltet diverse ting og sager, inden han endte tilbage i køkkenet. Denne gang stoppede han ikke bare lige fra hende. Han stoppede lige foran hende og fik tvunget hendes front mod hans med en hånd mod hendes skulder. Han så lettere panisk ind ned på hende. ”Du snakker om at se på mine sår, men hvad fanden med dine egne!?” Han forsøgte virkelig at holde tonelejet lavt, men hans stemme var stadig bestemt. ”Ved du ikke selv, at sår omkring ansigtet heler langsommere end andre steder på kroppen på grund af manglen på stærke muskler!” Han var tydeligvis ved at gå ud af sit gode skin. Svedperlerne var endda tilbage. Men det var nok mest på grund af hans egen mangel på energi og svaghed fra sine sår.

Hun tog sig ikke rigtig så meget af hvad han sagde, da hun var dybt optaget af at finde de rigtige ting frem, opslag, mens at hun lod vandet køle en smule ned, da hun jo hellere ikke ville forsage en forbrænding til han store mængde af sår, trods at hun vidste at varulve selv kunne hele største delen af deres sår, var der ret mange som der stadig ville lide under aftens udfordringer og hun kendte nu et trick eller to for at helbrede det. ''Vil du falde ned? Med de humør svingninger du har, er det da intet under at dine sår ikke heler særlig hurtigt'' brummede hun irritabelt hun skulle lige til at vende sig imod ham, men han kom hende i forkøbet da hans hånd lagde sig på hendes ene skulder og vente hende imod ham. Deres øjne mødtes, hendes dybe havblå øjne imod hans stærke mørke brune. Hun gispede kort efter vejret da hun bestemt ikke var til vandt at være så tæt på et andet væsen, jo vidst havde hun været tætte på folk før, men aldrig fremmede, aldrig havde nogen fået lov til at bevæge sig så tæt på som han havde lige nu. Første instinkt var at skubbe ham væk, hun men den utryg hun havde følt for bare få sekunder siden blev hurtigt vasket væk, af de mørke øjne der udstrålede en hvis form for skyld over hvad de havde gjort ved hendes ansigt. Ikke længe efter at han var færdig med hans lille prædiken, omkring at hun måske burde tage sig af hendes egne sår først, kom der også et smil frem på hendes læber.

Hun hendes kølige hånd imod hans utrolige varme hud ved brystkassen og pressede ham så venligt tilbage imod sofaen ind til at hun havde skubbet ham langt nok hen, så hun kunne puffe ham ned og sidde, igen. ''Bliv så siddende så jeg kan fikse det dér'' hun pegede imod hans sår og skyndte sig så tilbage til køkkenet greb de ting hun skulle bruge, da hun nådig skulle have han igen rejste sig op før hun kunne blive færdig med hvad hun havde sat sig for at gøre.

Hun satte tingene på gulvet foran sofaen og startede først med at en rod frem, noget der godt kunne ligne noget ala lakrids rod, dog blot noget der var meget stærkere end at give en, en tilfredsstillelse af noget sukker hvis man var ved at gå sukker kold. ''tyg på det her'' før han kunne sige hende imod, havde hun stukket den halvt igennem hans læber, så behøvede han i det mindste ikke komme med flere af hans argumenter for hvorfor hun ikke skulle tage sig af ham, men af sig selv i stedet. Roden havde den effekt af at fjerne hovedpinen han led under, ikke så meget andet end det. Smagen mindede meget af peppemynte i starten, men havde en bitter eftersmag. Men som hendes mor altid havde sagt, det skulle gøre skidt før det kunne gøre godt.

Mens at han kunne gumle på det, begyndte hun at rense hans sår med det varme vand og en frisk ren klud. Dette skiftede hun ud et par gange med en ny, da hans brystkasse nærmest var dækket ind i sved, støv og snavs. ''Man skulle virkelig tro at i varulve rullede jeg rundt i mudder når i er på jeres trip tur..'' mumlede hun mere for sig selv, end til ham. ''Spyt ud'' hun holde en lille skål frem foran hans mund så han kunne spytte den rod hun havde nærmest tvunget ind i munden på ham. Derefter begyndte hun at smører en savle hen over de støre sår, de små rifter ville hele af sig selv inde for den nærmeste time. Savlen have en tendens til at svig når påført, men ikke mere end når man blev nevet med nogle lange negle.

''Så'' sagde hun lettet da hun endelig var færdig, hun smilede stort til ham. Mens hun lige så stille begyndte at pakke hendes ting væk. Det var egentlig først nu at hun kom i tanke om at hun endnu ikke kendte til hans navn. ''Så, nu når du var så venlig at spørger om mit navn, må jeg så tillade mig at spørger dig om det samme?'' kom der fra hende, mens at hun bevægede sig ud i køkkenet med de sidste ting.

Det hele gik pludselig så hurtigt. Af en eller anden grund, havde hun fået fuldkommen kontrol over ham. Det var ikke noget magisk trick, det var han godt klar over. Men alligevel havde deres tætte øjenkontakt handlet mere for at berolige ham. Eller sende ham ind i en trance langt væk. For i princippet huskede han ikke meget fra, da han stod foran hende, til hun havde fået skubbet ham ned at sidde i hendes sofa igen, som han meget muligt allerede havde gjort beskidt. Han trængte vel til et bad, som hun havde lovet ham lidt, efter hun ville være færdig med hendes små heksekunstner. Han var ikke typen der troede på heling fra naturen. Det havde været hans bedstemor, der havde dyrket det til sit fuldeste i sine ældre dage for at leve længere. Ikke at han vidste om det virkede, eftersom kontakten for længest var blevet brudt. Langt før han døde.

David blev nået overrasket, at han fik proppet en eller anden rod ind i munden. Automatisk åbnede han sine tandrækker op for ikke at få smadret dem i hendes brutale tvang. ”Alright…alright..” mumlede han meget utydeligt, som han hurtigt tog fat i roden og begyndte at sætte tænderne i den. Og til hans held var smagen ikke så gal igen. Pebermynte. Behageligt. I det mindste var det ikke spearmint. Den smag kunne hverken hans næse eller tunge tage alt for meget af. Men det her var ganske behageligt. Og det beroligede ham egentlig yderligere, som hun satte i gang med diverse ting og sager.
”Hvad tror du selv.. Vi er ulve. Mudder er til for at kamoflere vores lugte til andre flokke i nærheden.” Det var stadig utydeligt, det han sagde, eftersom han fortsatte med at gnave løs på roden. Han ville have løjet, hvis han sagde det ikke gjorde ondt, hver gang hun pressede kluden mod hans sår rundt omkring. Men han kunne heldigvis bide det i sig. Og roden hjalp. Det holdt hans irritation en hel del nede. Hvilken denne Leandra meget muligt så ud til at nyde, nu hvor han lod hende arbejde i fred. Af samme grund kunne man hurtigt se, at han virkelig ikke var tilfreds med at skulle stoppe gumleriet. Det tog lidt tid, hvor han bare sad og gennemborede hende med et blik, som var hun i gang med at tage hans elskede legetøj eller kødben fra ham. Det var klart at han stadig havde dyriske træk. Månen havde trods alt kun netop forsvundet fra himlen og ladet ham blive menneske igen. Men lige meget hvad, fik han overgivet sig. Han smed vrissent resten af roden ned i skålen, før han tog den i sin egen hånd og fik efterfølgende spyttet det, han endnu havde i munden ud. Først der blev han mødt af noget rædselsfuldt. Eftersmagen. Og han kunne ikke skjule sin reaktion. Hans ansigt fortrak sig lettere afsky, og han lagde hurtigt skålen væk fra sig. ”For helvede… Føj!” Han rystede lidt på hovedet og sank et par gange for at få smagen så meget væk fra tungen som muligt. Men hovedpinen var pludselig væk. Han lagde bare ikke så meget mærke til det. I stedet afsluttede han sit forsvar mod hans beskidte udseende. ”Og nu må du huske, at ikke alle lever et liv med klar forståelse af alt. Jeg er sikker på vi er ufattelig forvirrede, lige når vi har forvandlet os.”

Med ét trak han sig dog sammen, da hun begyndte at smøre savle på hans sår. Dét var til gengæld noget der gjorde ondt. Han bed tænderne sammen og holdt sine bandeord for sig selv. Svovlede løs inde i sit eget hoved. Og klemte øjnene i et kort øjeblik. ”Jesus…christ….” kom der dog alligevel ud af ham, inden han fik vænnet sig til den svigende følelse og rettede sig så op igen. Så mod asparaen, som lød til at tale til ham igen. ”What? Yeah… Sure..” Han var lidt omtåget, nu hvor hovedpinen ikke var der længere. Som forsvundet ud af ingenting. ”Jeg hedder David. Det var i hvert fald mit navn sidst jeg tjekkede.” Selvfølgelig kom den sarkastiske undertone med. Han kunne ikke helt undgå det.
Han sukkede sagte og lænede sig helt tilbage i sofaen, men valgte kort efter at lægge sig helt ned. Med hovedet mod armlænet og benene smidt op. Og en arm hen over øjnene. ”Så hvad er du for en?? Tydeligvis bor du her i skoven i hvad der ligner Klokkeblomsts lille hus - Charmerende, indeed. Men hvad sker der for alle de savler og urter? Forresten. Har du noget kaffe stående mellem alle dine krukker?”

’’David huh?’’ kom der fra hende, som om hun smagte på navnet inden hun fortsatte med at rydde resten af vejen, hun kunne dog ikke lade være med at smile lidt over hans kommentar omkring hvad hun var for en, hun måtte dog også indrømme at det så lidt mærkeligt ud med alle de krukker og andre healings genstande der var sat rundt omkring hendes hus. Sammen med healing havde hun også de forskellige forsvars midler mod de mørkere væsner som der fandtes i dette univers, som stormhatten hun havde været nød til at sætte ude for døren da hun havde valgt at bringe en af dem hjem i hendes hus. Men hun havde aldrig haft det store problem mod varulve, teknisk set var de mennesker lige som alle andre, deres problem var bare fuldmånen og en trang til at dræbe så snart de befandt sig en form hvor de ikke længere kendte hoved og hale på den normale tilgang i livet, men kun var dyriske væsner, som skulle jage. Hvis man ville skyde skylden på varulve for mord, hvorfor så ikke også gå i gang med at kaste skylden på løverne, eller alle andre rovdyr som der nogle gange kunne finde på at kaste sig over mennesker hvis muligheden lå i det. ’’Når man er en som jeg, lever så mange år som jeg har levet, finder man ting på vejen som er nyttige, jeg valgte at bruge det til en fordel af at kunne hjælpe folk med lidt af hvad jeg ved. ’’ var blot det eneste hun sagde, men sandheden var, at hun i mange år havde brugt tid hos shamaner, præster, store healings mænd, for at lærer hemmeligheden bag urter, mange ting hun havde fandtes ikke længere, eller også vidste man ikke længere hvordan man skulle dyrke dem. Hun af en af de få som stadig vidste hvordan man skulle dyrke den rod som hun havde givet ham, rigtig mange gode ting var gået tabt igennem årene, men som alting så ændrede historien sig aldrig, navnene, ansigterne og menneskerne var ændret, men det var som om at menneskeheden krævet konstant krig imod hinanden. Hun sukkede, da hendes tanker krævet hende hen et sted hvor hun ikke ville være, der gik hellere ikke mange minutter før at hun havde revet sig væk fra den tid og tilbage ind i det nuværende. Et smil kom frem på hendes læber; ’’Kaffe siger du? Jo sagtens om jeg ikke kan fremskaffe noget af den slags’’ grinede hun og greb en dåse hvor at kaffe var skrevet hen over i tygge bogstaver, en filter kande blev fundet frem og en kedel med vand sat på plus.

Da vandet var sat til at koge begav hun sig atter ind i stuen, men denne gang til at fortsætte videre hen til en dør der ville lukke hende ud til hendes badeværelse. Fremstillet således at det lignede en grotte, hvilket, det sjovt nok var. I form for at beskytte sig selv bedre, var sydsiden bygget ind i en grotte, hvilket hun havde brugt til hendes fordel, nemlig at der var en varm kilde at finde der inde. Hun fylde en større balje der stod ved siden af kilden med koldt vand, så hvis han følte at det blev for varmt altid kunne hoppe ned i baljen. Ud over den store runde kilde der var midt i gulvet, lignede det vel egentlig et hvilket som helst badeværelse, med en håndvask, toilet over i hjørnet, samt plads til at hænge sit håndklæde. Hun gik ud igen mens at det kølige vand fandt vej ned i den store træbalje. I en kommode der sted ved siden af døren ind til badeværelset fandt hun et stort blødt beige farvet håndklæde til ham frem.

’’Så, du tager bare så lang tid du har brug for, så sørger jeg for at der er noget at spise, samt kaffe når du kommer ud igen. ’’ hun smilede venligt til ham og følelsen af at være brugbar og faktisk gøre noget for et andet væsen føltes godt. Dog famlede hendes smil da hun kiggede ned af ham, nu var spørgsmålet dog bare, hvad med hans tøj? Uden tvivl kunne han jo ikke genbruge det han havde, muligvis, kunne da altid være at hun havde et eller andet han kunne passe. ’’Hmm, jeg vil prøve og se om jeg kan finde noget tøj som du kan passe.’’ kom der mumlende fra hende, men den tudende lyd ude fra gaskomfuret fortalte hende at nu var vandet til kaffen ved at være klar, derfor begav hun sig ud i køkkenet for at tage kedlen af ilden inden at tuden valgte at skyde i vejret på grund af trykket der ville ske. I stilhed begyndte hun at gøre en kande med kaffe klar, derefter valsede hun hen til stigen til hendes soveværelse ved loftet, da hun var ret sikker på at hun havde gemt nogle gamle ejendele af hendes bror som der havde boet hos hende et godt stykke tid inden han pludselig var forsvundet. En gammel kiste med fladt låg, som hun længe havde brugt til sin natlampe og bøger blev skubbet ned i den bløde seng og åbnet. Rigtigt nok, lå der både nogle grønne løse jogging bukser og en sort t-shirt, det måtte da kunne gøre det for nu. Med det i favnen kravlede hun ned af stigen igen, med lette skridt gik hun hen til døren og lagde det foran det, heldigvis gik døren ind ad, så det ville ikke ligge i vejen når han så endelig åbnede døren for at tage tøjet. Med et let bank mod døren kom der hurtigt at hun havde lagt noget han kunne tage på og hun håbede det passede.

Da dette var gjort, gik hun tilbage ind i køkkenet og kiggede ind i køleskabet for at se om hun i det hele taget havde noget mad hun kunne tilbyde. ’’Hmm’’ mumlede hun stille da øjnene lagde sig på frikadellerne hun havde lavet til aftensmad dagen før, en tofu frikadelle sandwich havde aldrig dræbt nogen før, desuden kunne det gøre godt at få lidt protein på sådan en hård nat og morgen.

David vidste ærligtalt ikke, hvad fanden han havde forventet, da han nærmede sig døren ind mod badeværelset. Men han kunne alligevel ikke skjule overraskelsen. Eller nok mere den direkte skræk over sit syn. Det lignede ikke noget almindelig badeværelse. Ikke på nogen måde. Det lignede det spacenter, som hans mor før i tiden havde hevet ham og hans lille søster med til, når han havde været alt for anspændt. Det havde egentlig aldrig hjulpet ham. Alle de forbandede dufte af lavendel og nelliker eller hvad i helvede det var, gav ham bare hovedpine. Heldigvis kunne han ikke fange lugtene i lige præcis denne facilitet. Det var vel bare mindet der tog ham lidt med halen mellem benene. Og så var der selvfølgelig det faktum, at det så så primitivt ud. Hvem fandt det behageligt at bade i en sø - eller kilde? Han nød sine brusebade, fordi han ikke var nogen fan af at sidde ned og blive omsluttet af vand.
Han stod lidt og så frem og tilbage ind i badeværelset og hen mod Leandra med et noget skeptisk blik. Men han sagde ikke noget. Han blev alligevel fristet af varmen, der steg ud af lokalet. Den trak ham længere og længere ind, og til sidst gav han op. ”Du bor virkelig i Klokkeblomsts hytte.” kommenterede han dog lige inden, han begav sig helt ind i badeværelset og lukkede døren efter sig. Nok lidt for ikke at nå en risiko for at få en sko kastet i hovedet på grund af hans flabede attitude.

Det virkede så umådelig akavet at bare stå der. Han havde problemer med at få det hele til at passe ind. Han havde vænnet sig til den nutidig nutids mangel på teknologi, men han havde det stadig ikke alt for godt med den ekstreme primitive levestil. Nu hvor han tænke over det, kom hun mon nogensinde ud af skoven? Eller var hun typen, der bare sad hjemme i sit træhus og strikkede stokker til skovens dyr? Han tvivlede lidt på det sidste. Men det kunne sagtens være. Han kunne sagtens forestille sig. Han så sig yderligere lidt omkring i rummet. Så galt var det vel heller ikke. Og det var trods alt ikke hans hjem. Han ville ikke opleve grotten hver eneste morgen efter han var stået op. Nu kunne han bare se det hele som en engangs-oplevelse.
Med et suk nærmede han sig den varme kilde, mens han fik fjernet den sidste smule beklædning han havde på. Han trængte til et bad. Så han ville ikke benægte sig selv muligheden. Også selvom han fandt det underligt. Han tøvede ikke med at træde ned i vandet. Ikke noget med at prikke til det med storetåen først. Vandet var varmt, ja. Men det var ikke noget der tog livet af ham. Han fik hurtigt omsluttet sin krop af det varme vand, og han måtte indrømme, at det var på sin vis behageligt. Dog tog han ikke så meget tid til at nyde det, før han begyndte at skrubbe sig selv fri fra skidt og møg. Sørgede meget omhyggeligt ikke at ramme de skadede områder. Og håret blev også lige vasket igennem.

David stod et øjeblik og holdt tøjet op foran sig, efter at have taget det ind på badeværelset. Håndklædet sad omkring hans hofter og en rynke sad på hans næse. I det mindste var det ikke en af hendes T-shirts. Han rystede da bare på hovedet og smed håndklædet. Han trak i sine egne boxers, før han tog joggingbukserne på. Han tog så hurtigt T-shirten over hovedet og trak den ned. Den sad noget stramt, men den krøb ikke op. Så lille var den ikke. Men den havde bestemte et tæt forhold til hans overkrop. Han trak godt ned i den og smed håndklædet hen over sit hoved, hvorefter han endelig begav sig ud af badeværelset. Han havde ikke tid på, hvor længe han havde været der inde, men det kunne umuligt være mere end et kvarter.
”Jeg takker for badet..” sagde han med det samme han trådte ud fra grotte området. Alt mens han ruskede håndklædet kraftigt rundt i håret for at tørre det hurtigst muligt. Han tænkte ikke så meget over, om hans hårstrå ville tage skade af det. Det hjalp til, så han ikke gik rundt og dryppede på gulvet. Og som altid stod håret ud til alle sider, da han fjernede håndklædet, og lod det hænge omkring nakken.
”Jeg undrede mig lidt... - Hvorfor bor du her ude? Det er ikke ligefrem specielt civiliseret.” Nu var han heller ikke den mest sociale person i verdenen, men han lukkede sig da ikke fuldstændig ude. ”Kan du ikke lide andre individer eller hvad??”