A known face - August

Den hede sommervarme havde skyllet ind over landet hele dagen. Italien havde været indhyllet i et sløret skær fra den bagende sol, der blev kastet tilbage fra de brostensbelagte stræder. Rom havde næsten ligget øde hele dagen. Alle havde søgt den smule kølighed, som skyggen måtte kunne give, og kun dem, der var nødt til at arbejde for i det hele taget at kunne få brød på bordet, måtte udstå sommerens udsædvanlige varmebølge. Den italienske 1600-tals arkitektur bød dog på mange bygninger, der bestod af tykke stenmure, som var i stand til at holde på bare en smule af nattens kølighed. Først i løbet af aftenen var befolkningen begyndt at bevæge sig ud, i takt med at temperaturen faldt. Det var altid en lidt særlig oplevelse at se alle disse mennesker dukke frem fra skjul, som nattedyr der skulle på rov. Alle havde altid et eller andet de skulle nå, når nu dagen var blevet brugt på huslige pligter, studier, dasen i skyggen eller lignende, som ikke krævede meget fysisk aktivitet.

Denne opvågning havde bragt en ung, lyshåret person ud i gadebilledet førend myldret egentligt startede og varmen stadig var grænsende til ubehagelig. Som de fleste andre havde denne tilbragt dagen inden døre i en kølig stenbygning. Faktisk havde personen tilbragt dagen i en behageligt tempereret kælder blandt stakkevis af bøger, dokumenter, skriftruller og andre skrivelser. Opdatering af alle de historiske dokumenter, sammenskrivninger, gennemlæsninger af censurerede udgivelser – der var endnu meget, der manglede udredelse i det næsten nye arkiv i Vatikanet.

De lange ben havde ført den unge person fra den store plads foran Peterskirken og ud på de gamle gader. Benene var dækket af et par lyse hoser og på overkroppen sås en dublet i en mørk flaskegrøn. Begge var i et simpelt snit men af god kvalitet, som var rimeligt for en ung mand af en mindre handelsmand eller lignende. De halvlange lyse krøller var holdt på plads af den lille hat påført fjer, som var så populær i gadebilledet for tiden. For at få blodetløbet ordentligt i gang igen havde den unge person vandret rundt i gadebilledet for at indsnuse byen og opleve alle komme ud fra deres mørke bygninger, hvilket netop var årsagen til den unges bevægelse ud i byen.

Først da temperaturen var faldet tilstrækkeligt til, at det var behageligt at være ude, fandt den unge mand kanten af en plads, efter at have anskaffet sig en karaffel af en kold, læskende the og to glas. Placeringen var på en lav mur, der tillod at sidde i en behagelig højde. Det ene glas blev fyldt, og de gråblå årvågne øjne begyndte nysgerrigt at søge pladsen, søge personerne, uden at have et egentligt mål.

Alessa var fra Skaberens side skabt med en forholdsvis androgyn, om end meget fin, krop. Formålet med dette var fordelen i at kunne bevæge sig i denne verden uden at være begrænset af at være en kvinde, for Alessa kunne netop klæde sig, så hun kunne foregive at være en mand. De sidste par uger havde hun tilbragt i Vatikanets kældre og arbejdet som datter af Dominico-familien og gennemgået deres historiske værker. Hver aften, når hun var færdig, var hun trådt ud i bybilledet for at holde sig opdateret om verden og om menneskene i den. Hertil havde hun det talent, at hun var enormt dygtig til at blende ind i bybilledet, så hun virkede som en naturlig del, som ingen studsede videre over.

I forgårs havde hun brugt tiden på pladsen nogle gader længere henne, og her var hendes blik blevet fanget af et velkendt ansigt. Dagen efter havde de årvågne øjne, der trods det unge ansigt, tilhørte et langt ældre væsen, søgt pladsen endnu engang, men havde ikke genfundet ansigtet. Hun vidste, at han var forholdsvis ny hernede og derfor endnu ivrig over at skulle se hele verden. Derfor var det meget muligt, at han allerede var rejst videre, da længden af hans ophold her i byen, var hende ukendt. Men da hun alligevel drog ud i byen hver aften, hvis hun havde tiden, så kunne hun lige så vel holde et vågent øje efter den unge mand.

Solen havde baget over Italien og iklædt Rom en noget nær ulidelig varme. Det var først som solen var ved, at gå ned at man kunne vandre byens gader. August forlod San Giovanni In Laterano også kaldet Roms domkirke. Kirken var under ombygning og August havde frivilligt meldt sig til Borromini for, at hjælpe med den store indvendige ombygning. Til hans held havde han været skånet for den ulidelige varme, det meste af dagen grundet arbejde inde i kirken.

August var nu nået den store plads. Han stoppede op for nysgerrigt, at betragte sine omgivelser. De fleste havde forladt deres huse. Pladsen myldrede nu med mennesker, der ivrigt snakkede med hinanden. August lod en hånd køre igennem de mørkeblonde lokker. Han havde endnu kun tilbragt tre dage i byen, men var allerede nu blevet flot solbrun. August var en høj mand, der var meget robust og solidt bygget. Han havde brede skuldre, store muskuløse arme og store samt stærke hænder, der flittigt blev brugt til at arbejde. Denne engel var skabt til forsvar og kamp.

De blå øjne søgte et sted, at gå hen mens han forsat blev stående i mængden, der bevægede sig om ham. Et par stykker kastede nu og da et blik mod ham, men ellers fortsatte de videre. August kløede sig kort på kinden og lod hånden strejfe sit skæg langs hans kæbe. Hans opmærksomhed blev dog brudt, da han mærkede et tag i sine løse hoser. Blikket gled ned og stående foran sig, stod en lille pige der tilsyneladende var blevet væk fra sin moder. August satte sig på hug foran den lille italienske pige. ”Er du blevet væk?” det italienske forekom ham naturligt. At kunne mestre alle sprog var en af Guds gaver til englene. Den lille pige nikkede blot. August tog hende op i sin favn og rettede sig op, mens blikket gled igennem mængden, ”så lad os finde hende” sagde han blidt med et lille smil, mod den lille. Han satte dernæst gang i fødderne og smuttede igennem mængden og længere hen mod en af de mange bygninger, hvor der ikke var så proppet med mennesker. Måske ville moderen kunne se dem der. Der gik intet mindre end 5 minutter før moderen fik øje på dem. Hun kom hastende hen mod dem, ”Åh tusind tak skal De have!” den unge Moder lød meget taknemmelig og ikke mindst lettet. Med et ”det var så lidt” rakte August den lille pige mod sin moder, som glædeligt tog hende i sin favn. Et hurtigt nik blev sendt i hans retning inden moderen og barnet forsvandt ind i mængden. Et smil over sin gode gerning, hang over Augusts læber. Han lænede sig op af den kølige stenmur, mens han smøgede et ærme op, på den lettere beskidte trøje. De blå øjne søgte ind mod mængden, uden et rigtigt mål. Rom var blevet levende igen.

”You seem much more confident than the last time I saw you.”

Fra den stenmur den unge mand hvilede op af, var der ikke mere end nogle få meter bagud, til det lave, afdækkende mur som den, øjensynligt lidt yngre, mand sad på. Et langt ben hang dovent ned fra murens kant, mens det andet var foldet indunder personen i en halv skrædderstilling. Resten af kroppen sad afslappet tilbagelænet med vægten på den ene hånd, der støttede sig på muren.

Alessa havde endelig opfanget det velkendte ansigt, men havde valgt at forholde sig i ro og blot se, hvordan han ville opføre sig i den givne situation. Det fornøjede hende at se, hvordan det faldt ham så naturligt at hjælpe, hvor alle andre blot bemærkede barnet for at fortsætte. Det var en stor by, og folk havde travlt, nu når de havde siddet inden døre hele dagen ja, men hun var glad ved at se, at den unge mand besad det årvågne og betænksomme øje.

Det var omkring tyve år siden, hun sidst havde set den unge mand, August. For de fleste andre ville det føles som en evighed siden. For Alessa føltes det som i går. Om end hun lignede en person i midten af tyverne, denne dag i en mandlig udgave, så havde hun levet længere end de fleste, næsten tusind år efterhånden.

”I was surprised to see you here a couple of days ago. You are definitely not here as a missionary, not within the city that has the Vatican and the pope as their center. So you are either here to help a specific person or to build something. If I recall correctly you were interested in architecture and in these times building is very popular.”

Ræsonnerede hun sig frem til. Faktisk var den meget ældre kvinde i tvivl om, hvorvidt han ville kunne genkende hende som den engel, han havde talt med op til flere gange, da han stadig befandt sig i himlen. Denne udklædning kunne ofte kaste folk på afveje, hvilket også var meningen, men det var umiddelbart kun tiltænkt personer hun ikke kendte. Men hun forsatte blot videre uden egentligt at introducere sig selv. Trods hendes alder kunne hun nok aldrig helt blive træt af smådrilleri. En anden detalje var også, at hun ønskede at se, hvor årvågen den unge engel var blevet på sine omgivelser i løbet af de sidste tyve år.

En hånd blev lagt indbydende på muren ved siden af hende, og det tomme glas, som havde været tiltænkt netop denne unge mand, blev fyldt op med den kølende læskedrik. Hun tog selv en tår af det andet glas og sendte englen et selvsikkert smil, som fortalte så tydeligt om den indre ro, han også havde oplevet hende med, sidste gang de sås.

”I would be interested to hear how you have fared since we talked up there. The world is a big and exciting place, right?”

En stemme bag ham, fangede hans opmærksomhed. August fjernede blikket fra mængden af myldrende mennesker og vendte derefter lettere elegant rundt på hælen. Han så bagud og hen på stenmuren hvorpå en meget ung mand sad. Der gik et par øjeblikke før, at han vågnede fra sin tankestrøm af undren, mod denne mandlige skikkelse, der tilsyneladende kendte ham. Et skævt smil prydede hans læber. Kunne det virkelig være?

Som den unge skikkelse talte videre havde han ret i sin mistænksomhed. ”Alessa, my dear. It has been too long.” sagde han med en hånd, der kørte igennem de krøllede mørkeblonde lokker. Det havde været hvad, 20 år siden at han sidste havde snakket med denne engel? Meget var sket siden da. Han havde oplevet verdenen, havde spredt budskabet om Gud yderligere og ikke mindst hjulpet til i Guds navn, hvor end der havde været brug for det.

August sendte Alessa et større smil, inden han hoppede op og tog plads ved siden af hende. ”What a great disguise you have. I could barely recognize you” sagde han varmt, mens han forsøgte at få et glimt af hendes ansigt, der var skjult af hendes fine hat, som man tit så i bybilledet. Han kunne godt forstå hendes forklædning som en ung mand. I disse dage var det ikke særligt velset for kvinder, at spankulere rundt. Hans ben satte han i skrædderstilling, så han sad mere komfortabelt. De smukke blå øjne blev atter vendt mod mængden af mennesker, der strømmede ind og ud af pladsen foran Sankt Peters kirken. ”I’m currently helping at San Giovanni in Laterno. Borromini has just started to do a reconstruction.” Sagde August som svar på hendes spørgsmål. Han foldede hænderne omhyggeligt, i sit skød. ”I’ve been around since the last time that we saw. I’ve been in Jerusalem for a few years and afterwards I headed to Spain, where I spent some years as a naval officer.” han stoppede kort sin talestrøm for, at vende sit blik mod englen ved sin side. ”And now.. I’m here” han strakte armene ud som for, at undrestrege hvor fantastisk et sted verdenen var. Smilet på hans læber bredte sig til de blå øjne, der udstrålede en stor glæde. ”What about you my dear? Where have you farred since the last time we spoke?” spurgte han oprigtigt nysgerrigt, mens han sænkede sine arme, så de faldt slapt ned af hans sider. Det var intet mindre end fantastisk, at se et velkendt ansigt. Alessa udstrålede den samme indre ro som sidst. Det var inspirerende. August rakte ud efter sit glas og tog en tår af læsedrikken, mens han afventede hendes svar.

Et skævt grin maledes over hele det fine, androgyne ansigt. Det var selvfølgelig godt, at han var positiv over at se hende igen, men det en anden mening i ordene, der egentligt fornøjede hende.

"Oh, you jut wait until you have become my age, then it will seem like we saw eachother yesterday! I sometimes forget how young minds feel about the time aspect."

Nok så den mandlige karakter på ingen måde gammel ud. Dette var kun noget, man egentligt kunne opdage ved at studere de gråblå øjne, hvori der lå den velkendte årvågenhed og indre selvsikkerhed, som man meget, meget sjældent så i samme grad hos unge individer.

"That is the point of this outfit. Alot of things get easier when people think of you as a man, though it never gets old to see if your acquaintances actually recognize you."

Svarede hun den yngre engel med en nu lys, næsten syngende stemme, mens han kravlede op ved siden af hende.

Ørene lyttede opmærksomt til hans fortælling, mens øjnene øjensynligt dovent gled over menneskemængden på pladsen. Omend øjnene så uopfattende ud, så blev det meste indfanget og lagret til eventuelle senere referencer. Nok kunne Alessa ikke redde menneskeheden, hvilket heller ikke var hendes formål. Men dét at opfatte de mindske særegenheder i en stor menneskemængde, var stadig en evne hun søgte at træne hver dag for at holde den vedlige.

Blikket blev vendt mod den yngre engel, og det glædede hende at se, hvor positiv han endnu var over verden. Nok blev hun selv aldrig træt af at rejse, selvom de fleste steder ikke var nye for hende efterhånden, men hun kunne selv stadig huske følelsen af at opleve verden for første gang.

"It pleases me to hear that you have a thirst for this world, it is a wondrous place!

Det var tydeligt at se, at den ældre engel var dybt enig i de ord hun udtalte. Det var ikke blot en frase men en sandhed i hendes øjne.

"Oh, I have been busy as usual. I have been travelling to whereever my Call has sent me, repairing Dissonance whereever I find it. But as of right now; I am helping with the Vatican Archives, which they founded a couple of years ago. It also helps me to keep an eye on when and where the unholy strikes and exircism is needed. At least in the Christian world."

Forklarede hun ham. Nok fandtes der rigeligt med mennesker, der ikke var kristne. Men blot fordi man ikke var kristen, så afholdte det ikke dæmoner, djævle og andre væsner fra at misbruge dem. Et menneske var et menneske og skulle derfor beskyttes. Alessa brugte stadig sine evner til at lytte efter dissonanser. Der var dog en stor del af befolkningen, der bekendte sig til den katolske kirke og derved kunne Alessa holde øje med denne del af befolkningen derigennem og fokusere sin evne på andre dele.

"People are allowed to believe what they want, but it would make my job alot easier if everyone came to the same place for help."

Lød det grinende fra den blonde, unge "mand". Det var ikke nødvendigvis egentligt brok - det formål hun var blevet skabt til, var nu engang som det var. Men hun kunne dog ikke afholde sig fra at tænke i effektivisering og dermed også en smule fritid.