Face yourself... and some stranger, it seems - David

Sted: De Jeux - Legepladsen.
Tid: 12.37.
Dato: 26. April 2011.
Vejr: Lunt og solrigt men med spredte lammeskyer på den azurblå himmel.
Omgivelser: Et par børn i en klynge på legestativet.

Ophelia strøg en fed tot hvidblondt hår om bag øret. Langsomt, ganske langsomt, lod hun en hvid hånd, glat og marmoragtig i teksturen, danse omkring smedejernslågens haspelås. Det var som om, at den gamle legeplads havde fået en underlig, ulden aura siden hun havde været her sidst, selvom alting var anderledes end den nat. Det var for det første højlys dag, der var liv i form af legende børn, og der var ingen gal vampyr lurende i skyggerne. Ophelia havde sko på denne gang. Alting var meget anderledes, men følelsen af panik i hendes bryst var den samme. Angsten sad som en klump vat i hendes hals, der var skæmmet af to små, cylinderformede mærker fra hans tænder.
Alligevel løftede hun haspen af lågen og trådte inden for hegnets beskyttende favntag. Hun undgik gyngestativet og slog sig ned på en gyngebænk under et af disse japanske kirsebærtræer, der lige nu stod i fuld flor med de hvide og rosa blomster, og smilede til et par børn på klatrestativet, der gestikulerede ivrigt mod hendes blommefarvede hat. Hun havde taget den på i troen om, at den kunne hende lidt anonymitet og ligesom skjule hende for omverdenen og minderne.
Hun vuggede langsomt frem og tilbage på bænken imens hun grundede over, hvorfor hun overhovedet havde begivet sig herned igen. Det skyldtes hendes stædighed, nåede hun frem til efter et par minutter. Hun var opsat på at overvinde sin irrationelle frygt, på samme måde som hun havde lært sig at elske vand igen på trods af måden, hun var død på dengang i 1622.
Pludselig hoppede gyngebænken let under hende, da vægten fra en anden person, der satte sig, blev pålagt den, og det spinkle ryk rev hende ud af tankerne. Hun vendte sig om mod den nyankomne med en nysgerrig rynken på næsen og strålende, blå øjne.

en høj mand kom gående med lange skridt ned af mod legepladsen. Han havde for en gang skyld ikke taget sin frakke på, af to grunde, han ikke ville, og han havde glemt den i sin fart ud af døren der hjemme. Han var pænt sur, eller ikke sur, det var nok ikke det rette ord, mere fustreret over at han ikke kom nogle veje. Han var stadig hvor han startede og kunne ikke rykke nogle steder hen. Som en en konge i skak, der var skakmat. Hans grå øjne stoppede kort tid efter ved legepladsen, hvor han stoppede et sekund og gik ind af lågen. Måske kunne disse små menneskebørn gøre en forskæl for ham, få hans tanker jaget på flugt, gøre ham mere vred eller et eller andet, så han ikke skulle tænke på det forbandet pis. Han lod en hånd glide igennem de lyse krøller, hvor efter den lyse hånd, gled forbi den halvt åbne skjorte, og begravede sig i de sorte jeans. Han havde taget nogle sneakers på, hvilke han normalt aldrig gik i, men han var faldet for dem for to dage siden i en eller anden skobutik, og havde købt dem. Dog ikke med noget håb om at bruge dem. Han betragtede en gyngebænk, eller sofa gynge som han nok ville kalde den. Der sad allerede en der på, men det gjorde jo ikke noget. Hun lignede heller ikke et menneske, men hvad hun yderligere var interesserede ham ikke.
Han gik hen imod bænken. Kvinden der havde slået sig ned, så ikke ud til at have set ham, hvilke passede ham ganske udmærket, han betragtede hende ganske kort. Lyst hår og blå øjne, blondine? Dog var der noget der interesserende ham mere, eller det interesserende ham ikke direkte, men han kiggede da lige kort på hendes hat, før han satte sig ned ved siden af hende, og fæstnede sit blik på de små børn. Børne elsker havde han aldrig været, men de kunne vel jage hans tanker på flugt.

Han stirrede på hendes hat, før han vendte sig væk igen. Vidunderligt. Hun skulle aldrig have taget den latterlige hovedbeklædning på. Hun havde intet imod den fremmedes nærvær, for han lod hverken til at være vampyr eller noget andet ubehageligt. Ophelia havde aldrig været specielt god til at gennemskue hvilke racer, folk hørte til, fordi at alle nu om stunder havde tillagt sig næsten menneskelige skikkelser. Dog var der noget over ham, der mindede en del om englene som hun selv, og hans hud havde også en snert af den karakteristiske søde duft. Dog virkede den forstyrret, og det faldt hende ind, at den fremmede meget muligt kunne være en blandingsrace af en art. Hendes øjne strålede af en slet skjult barnlig nysgerrighed, altimens de fulgte de bløde kurver, hans lyse krøller udformede.
Ophelia foretrak at se folk i øjnene, når hun talte til dem, men han stirrede så stift på de legende børn ved stativet, at hun hurtigt opgav at fange hans blik. Det slog hende pludselig, om han kunne tænkes at være en af disse halvklamme stoddere, der holdt lidt for meget af børn, men for at være ærlig virkede han ikke just som typen.
Hun rømmede sig ganske let og sagde, mens hun henkastet pillede en vildfaren tråd af den stramtsiddende, sorte nederdel, i et imødekommende tonefald: ,,Privet... jeg mener, goddag" hun måtte skjule et pludseligt, fornøjet smil over sin egen tendens til stadigvæk at blande det russiske ind i sætninger selv efter flere århundreder.
Hun ønskede, at han skulle se på hende, for fra denne vinkel kunne hun ikke rigtig afgøre, hvilken sindsstemning, den fremmede befandt sig i. Han havde lignet en tordensky, da han havde sat sig, men man kunne jo aldrig vide, om det skyldtes en sten i skoen eller at ens ejendom lige var brændt ned til grunden. ,,Sidder du og drømmer om gyngerne?" Hun tog chancen og gestikulerede svagt mod stativet i legepladsens østlige hjørne. ,,For jeg dømmer dig ikke, hvis det er tilfældet. Jeg taler af erfaring, når jeg siger, at en flyvetur på et vakkelvornt plastiksæde somme tider kan gøre underværker på humøret."

Han kunne mærke hendes blik på sig, men lod sig ikke påvirke af hendes meget undersøgende og nysgerrige blik. Sådan var de jo alle sammen. Han strakte sine ben og lod hende stirre øjne ud af hoved hvis det var det hun ville, for ham betød det ikke noget, heller ikke hvis det faktisk lykkes hende at stirre øjne ud af hoved, selvom hendes blik ikke var så stirrende. Det undrede ham at han faktisk tænkte så meget over hende, for hun hoppede jo ikke rundt og lignede en klovn, hun sad ganske stille og kiggede på ham, som et abe i et bur.
Han skulle til at vende sig tilbage til sine tanker, der ikke omhandlede hende, da der kom et eller andet ord ud af hendes mund, som han ikke fattede en brik af. Det lød som et andet sprog. Hun rettede det hurtigt så han forstod hende. Åh, en af de personer der elskede at sige goddag og være høflig. Han nikkede kort, stadig med blikket rettet frem mod børene der lege i sandet. Han håbede at hun ville holde sin mund lukket, men der kom lidt efter noget mere ud af hendes læber. Gyngerne? Ud af øjenkrogen så han at hun lavede en eller anden bevægelse hen mod dem. han vendte langsomt sit hoved om mod hende, og målte hende med vagsomme øjne. "Nej, jeg har ikke sat mig på en gynge i mange år." Hans stemme var neutral. Ikke afvisende, men det lød heller ikke som om han var det store snakkehoved. Han betragtede hendes lyse hår som så meget kønt ud, dog syntes han ikke hatten passede på hende fine hoved. Hvad den lavede der vidste han heller ikke, men det var ikke hans problem. Han lod langsomt spidsen af sin tunge glide over sine tørre læber. "Det lyder heller ikke sikkert at side på en gynge, sådan som du beskriver det."

Ophelia åndede tilfreds op, da han endelig værdigede hende bare et minimum af opmærksomhed. Hun var begyndt at få følelsen af at snakke med sig selv, og den slags blev der desværre tit set skævt på i samfundet. Ligesom når voksne mennesker legede rundt på gyngestativer, indså hun ved hans kommentar om, hvor længe det var siden, at han havde befundet sig på en gynge. Somme tider skammede hun sig over sin egen barnlighed. Sidst hun var her, havde hun sammen med Liam leget rundt på de bondegårdsdyr monteret på en fjeder, som to børn i øjeblikket sad og hang på. Af og til var det nødvendigt for hende at minde sig selv om, at mange væsener ikke holdt af barneleg.
Hun lo klart af hans sidste tilføjelse. ,,Man behøver ikke gøre det så hæsblæsende, som jeg får det til at lyde. Vi kan jo ikke alle sammen leve på kanten," svarede hun tænksomt og hostede sarkastisk. Den fremmedes blik nagede hende en smule, og uden at tænke over det trak hun hatten af og lagde den sirligt i sit skød. Med en lynsnar bevægelse strøg hun de hvide fingre gennem det hvidblonde hår, der krusede blidt om hendes hoved og landede på hendes skuldre, når nu hatten ikke længere holdt det på plads.
,,Fortæl mig, hvad du, når nu du ikke bryder dig om alle de vidunderlige faciliteter," hun lod sit blik klæbe sig til gyngestativer, sandkasser og klatrevægge, hvis metalskruer skinnede i solen og slidte maling blev blegere, ,,bestiller heromkring?" Bad hun ham. Den fremmede slog hende ikke just som den snakkesaglige type, men Ophelia håbede, at han i det mindste ville være høflig nok til at vise en eller anden form for reaktion på hendes smalltalk.

Var hans blik så farligt? siden hun tog sin hat af? En lille trækning trak i hans ene mundvige, men det var ikke et rigtig smil. Han lod blikket glide over mod gyngerne og betragtede dem. Vildt? Han vendte blikket tilbage mod hende, uden at gemme sin åbenlysne stirren på hende. Hun var ganske interessant at beglo. Hun var ikke som de andre han havde mødt, hun var mere ... let om man da kunne sige det, mere fri, som en fugl. Hun virkede ikke som en person med mange begrænsninger.
Faciliteter . Ja, det kunne man da godt kalde dem. Da hendes spørgsmål var færdig, begyndte han at finde nogle ord som kunne nogenlunde menneskelige, som kunne bruges uden at virke på deprimerende og sur som han havde været, men det havde åbenlyst være et fin ide med sådan en legeplads tur, eller så var hun bare effektiv.
"Jeg ..." Hvad skulle han sige? "...Prøver at få noget andet ind i hoved." Det lød da forståeligt i David øre. "Men hvad gøre du?" Hvis de skulle snakke, så skulle det ikke være om ham, det gjorde ham kun fustreret når han ikke kunne besvare folks spørgsmål og han var helt på bar bund når det kom til det historiske emne. hans, og ja, for den skyld bare historie i sin helhed.
//Beklager det blev lidt kort, men vidste ikke hvad jeg lige mere skulle skrive//

Ophelia lyttede oprigtigt interesseret til de ord, hans læber formede et for et. Skønt hun måske ikke altid var lynende intelligent, når det gjaldt faglige ting, var hun det følelsesmæssigt. Hun var ganske fremragende til at aflæse folks sindsstemninger, og denne fremmede virkede en smule undvigende. Normalt ville det falde hende helt naturligt at spørge ind til hans lidt dystre svar, men da han så skød bolden over på hendes banehalvdel, besluttede hun, at det nok var bedre at lade være og i stedet bare svare på hans spørgsmål.
Selvom det lød simpelt, kunne hun dog ikke lige gennemskue, hvordan hun nogensinde skulle kunne forklare, hvad hun bestilte her, uden at lyde komplet sindssyg. ,,Lad os sige, at jeg... øh... havde noget, jeg skulle overvinde." Den blotte tanke aktiverede en form for psykisk kædereaktion i hendes hjerne, der fik musklerne til at spænde sig en smule og halsen til at prikke både ubehageligt og sært vidunderligt. Hun glattede en rynke på sin nederdel for at udfylde en akavet tavshed med en eller anden form for produktiv handling. Hun mødte genert hans blik og rynkede pludselig brynene nysgerrigt, da en tanke slog ned i hende.
,,Hvad var det, du sagde, at du hed?" I samme sekund gik det op for Ophelia, at den unge herre med englelugten ved hendes side slet ikke havde præsenteret sig endnu. Hun skulle lige til at blive forarget over denne uhøflighed, da det yderligere gik op for hende, at hun heller ikke selv havde præsenteret sig på nogen måde. ,,Selv er jeg Ophelia," tilføjede hun for at få etiketten i orden.

Han nikkede tavst over hendes ord. Overvinde ... hvad? Han fik frygtelig meget lyst til at spørge hvad, men lod sin mund være lukket. Samtale var ikke hans helt stærke side, men han kunne da snakke, det havde han prøvet ofte.
Måske for ofte til at kunne kaldes stille, men nu ville han leve op til det, og holdt sin mund lukket. Hun virkede ikke til at se ud til at have mere at ville, blot rette på hendes tøj, så han vendte blikket fra hende tilbage mod deres førhenværende mål. Han kiggede tilbage igen på hende, da han ud af øjenkrogen gjorde sig klar til at snakke. Han blev lidt overrasket over hendes spørgsmål, for han mente bestemt ikke han havde sagt hvad han hed, men måske var det bare gået i glemme bogen?
Han tog en indånding, klar til at at puste ud, mens han formede sin tunge og læber, så den rigtige lyd, af hans navn kunne komme ud, men hun kom ham i forkøbet, og præsentrede sig selv. Op-Ophelia? Var det rigtigt? Det måtte han bare håbe. Han prøvede igen at gøre sig klar til at forme sit navn,. "David." Sagde han så, i to stavelser, han kunne jo heller ikke sige det korter.
Han tøvede, og kiggede rundt. "Må jeg høre hvad det er du skal overvinde? Frygt?" Han vidste ikke helt hvorfor han spurgte, men kunne vel ligeså godt komme ud med sproget, hun så ikke ud til at stoppe med at snakke, bare fordi han ikke snakkede. Var hun som lille blevet skubbet ned af gyngen eller hvad? En kort lille trækning gled over hans mund. Hvis han nu ikke havde lært at gemme sig bag i facade, havde det måske formet hans læber til et smil, men det blev kun en trækning, der forsvandt efter to sekunder igen, hvor efter hans ansigt igen var neutralt som før, og de grå øjne lå på hatten i hendes skød.