A odd event (Caleb)

Tid: 23:30
Sted: Gallerie Sanguine
Vejr: Regner og blæser heftigt
Omgivelser: De fleste har søgt indenfor for ly af regnen, men nogle brave sjæle er stadig udenfor, ser ud til at der evt. kunne være mange mennesker inde i Galleriet Sanguine

Selvom regnen stod ned i låtykke stråler, og vinden kunne føles som om den skar gennem hud og hår, så gjorde det ikke så meget for Calistro som stod udenfor galleriet Sanguine. Den sorte trenchcoat og fedora, led kraftigt af regnen, som på ingentid havde gennemblødt hans tøj. Dette var på trods af at han endda havde en avis over sit hoved for ikke at blive alt for våd. Calistro fiskede hurtigt en lille konvolut op fra sin inderlomme og fiskede et stykke papir ud med en adresse samt hvad der skulle forestille sig at være et billed af stedet og ejeren ”Ser ud til at jeg er det rette sted” lød det fra ham. Dette var på trods af at der ikke var nogen der kunne høre ham, og det virkede nok lidt eller mere sindssygt at han stod og talte med sig selv, men trods alt, når man havde levet i så lang tid som han havde, lærte man at holde sig selv med selvskab.

Den forhenværende avis der skulle holde ham tør, var så gennemblødt at han blod endte med at smide den fra sig og gik over i retningen af Sanguine, dog gik det ikke helt som han havde forudset en fulderik stødte nemlig ind i ham på vejen og spildte sin sørgelig sjat af hvad end det nu var han gik og drik på, et hurtigt kig på manden og et fast hold i ham, vendte Calistro ham rundt og kastede ham med voldsom kraft igennem døren ind til Sanguine, manden bevægede sig ikke længere efter denne hændelse, og Calistro var nået op til hvad der skulle forestille den tidligere dør og vandrede hen over manden.

Calistro kiggede rundt i lokalet, der var faktisk flere mennesker end han lige havde regnet med der ville være sådan en dag, måske var det på grund af regnen og blæsten, men uanset hvad, så var de ikke hans mål, kunst havde altid haft en særlig plads i hans hjerte, dog var det næsten sørgeligt at han ikke havde tiden til at kigge på det og studere det, men han havde trods alt en mission.

”Caleb Debayle?” rungede hans stemme gennem lokalet, han gik ned fra den bevidstløse mand og smed sin trenchcoat og hat på ham, og stod selv i et sort jakkesæt, og så afventede ud på flokken af kunst glade individer.

En aften som denne gjorde altid at galleriet var fyldt til randen med mennesker. Det var selvfølgelig også på grund af regnen men Caleb havde ligeledes indledt en ny udstilling af kunst fra aspirerende nye kunstnere plus selvfølgelig nogen af hans egne billeder. Det at han havde nogle af sine egne billeder med i udstillingen var egentlig noget han bare gjorde for at lave et trækplaster. Og igen virkede det.
Caleb havde arbejdet hårdt for at få det hele klart og sørget for forfriskninger af en hver art til de folk der nu måtte have brug for det. Aftenens overskud gik til velgørenhed så det kostede et beskedent beløb men selvfølgelig var det billederne der var i centrum. Som altid kælede han for detaljerne så det skræddersyede mørkerøde jakkesæt sad også perfekt på den smukke vampyr.

Caleb gik og snakkede med et par af gæsterne da et brag kom fra døren og en mand stod hen over den stakkel der lige var blevet kastet igennem den. Et par af sikkerhedsvagterne var ved at trække våben da Caleb lagde hånden på deres skuldre og sagde:
"Træk bare tilbage de herrer..... Jeg skal nok klare den her...."
Vagterne virkede som hypnotiserede og pakkede våbnene væk imens folk stirrede bange på skikkelsen.
Caleb trådte roligt frem og stod med et lille glas i hånden der indeholdt en blanding mellem vin og blod. Imens han iftede personale over for at tage sig af staklen og den nu smadrede dør, henvendte Caleb til sig skikkelsen og sagde:
"Det var en yderst upassende opførsel af en anerkendt kirurg sådan at smadre døre på den måde. De kan komme med ind på mit kontor og så kan vi finde ud af det her.... Som gentlemen..... Eller skal vi bevare den uciviliserede opførsel? Lad mig byde et glas..."
Caleb drejede siden til og rakte armen ind mod galleriet

Ah det var virkelig ham, billedet lignede ham også måtte han da give, Zuresh havde styr på hvor man kunne finde sine eventuelle rekrutter, dog var han stadig meget nysgerrig over hvad der gjorde denne Caleb så vigtig. Selvfølgelig var opmærksomheden dejlig at få fra de mange mennesker som stadig stod chokeret over hændelsen, mange af dem var også væsner, man kunne lugte det så langt væk, selv menneskerne lugtede så… almindeligt…
Da vagterne var ved at trække deres våben, var det lige før et diabolsk smil lyste op i hans ansigt, han havde aldrig i sine år, haft svært ved at slå ihjel, selv lige fra da han blev forvandlet havde han fundet det
vidunderligt at dræbe sine bekendte for at opnå mere magt. Selvfølgelig havde han ikke forvandlet alt for mange i sine års løb, netop for at holde sig skjult, plus han sjældent havde fundet nogen der havde været værdige til denne guddommelige forvandling, og det skulle ikke til at ændre sig, Calistro vendte sig smidigt rundt og sparkede med en så voldsom kraft at adskillige bræk og knæk lød gennem rummet, Calistro havde valgt at bruge et enkelt spark til at slå den bevidst løse mand ihjel.

Han vendte sig om og kiggede på Caleb igen ”Det var godt du trådte frem, du er netop den jeg leder efter” Calistro gik op til Caleb og stod ikke meget længere fra ham end et par få centimeter hvorpå han tog en dyb indånding ”Så ung” lød det kort fra ham, selve ordene ville ikke give megen mening for de fleste, men forhåbentligt forstod Caleb godt at han hentydede til hans alder og at han selv var ældre. Calistro undlod selvfølgelig at give en mime til henvisningen af et glas, som med garanti var fyldt blandet op med vin, en mærkelig blanding, og noget han aldrig selv ville drikke. ”Du kender mig” lød det næsten uinteressant, hvem var Caleb, havde han hjulpet ham dengang han var menneske? Eller kendte Caleb nogen han havde opereret? Eller kendte Caleb nogen han havde dræbt og smidt skylden på at operationen slog fejl? Nej måske var det bare fordi hans navn var ved at være kendt i Di Morgan, uanset hvad lod han det ikke gå ham meget på. Calistro fortsatte i retningen af hvor Calebs håndbevægelse havde lavet en gestus imod hans kontor, hvorpå en kort bevægelse og et henkastet drej med hovedet ”Du fører an Caleb, så fortæller jeg dig hvad der vil ske” Calistro vendte sig om og så afventede på Caleb *dit træk* lød det inde i ham, dette var mere end bare at vise hvem der var stærkest men også om hvem der var farligst, og med hans egen alder, burde Caleb vide, at han stod over for en ældre vampyr, en som han burde respektere og frygte.

Caleb kiggede bare vredt efter ham som han dræbte den bevidstløse mand og vendte så ryggen til Calistro og ledte ham hen til kontoret. Kontoret bar tydelige præg af at Caleb var en mand med langt mere stil og klasse end de fleste. Selve kontoret bar præg af kun det bedste var godt nok.
Efter de begge var kommet indenfor, lukkede Caleb døren og satte sig afslappet over i sin stol. Han var udemærket godt klar over at han stod overfor en ældre og nok stærkere vampyr, men Caleb var på ingen måde bange.

Så tømte han sit glas og satte på bordet og kiggede på Calistro.
"Ingen vampyr så gammel kommer til den her by uden nogen finder ud af det og en af dem er så tilfældigvis mig. Men ud fra den liflige duft af magt, rejse og tydelig arrogance så må du være mere end et par tusind.... Jeg har før mødt ældre vampyrer og alle har en rigtig kedelig tendens til at undervurdere verden omkring dem. Tror du ikke dr er magter værre end dig der lægger mærke til den slags?"

Hurtigere end de flestes øjne kunne opfange, stod Caleb på den anden side af bordet igen og trak en stol ud til sin gæst. Nok var Caleb væsentlig yngre, men selv Calistro ville have svært ved at se ham ordentligt i den hastighed. Med samme hastighed, sad Caleb igen i sin stol og en flask af rent elverblod stod ved siden af et glas. Caleb sukkede en gang og kiggede på ham endnu en gang og sagde:
"Så lad os prøve igen, og denne gang noget mere civiliseret..... Ja jeg er Caleb DeBayle..... Og ud fra hvad jeg hører af rygter rundt omkring kan du næsten kun være ham der er omtalt som Calistro hvis mine kilder ikke tager helt fejl. Hvad kan jeg gøre for dig?"

Ahh, Caleb havde så sandelig ret, det måtte han da give ham, der fandtes mere magtulde magter ude i den store verden som var farligere end han selv var, men det var ikke dem han fokuserede på, når det omhandlede individer som var stærkere end han selv var, så havde han altid en plan i baghovedet, trods alt, var livet.. eller, udødeligheden, som et stort spil, hvor det omhandlede at holde sig venner med dem som kunne dræbe dig, indtil du kunne gøre det af med dem.
Men denne gang, var det ikke hvad det omhandlede, ikke fordi at han undervurdere Caleb, han oplevede trods alt hans hurtighed på nært hold og han måtte da give ham, at den unge knægt havde fut i sig, dog var det ikke lig med at han ville sige det til ham, ihvertfald ikke endnu da.

Han satte sig i stolen som hans vært så graciøst havde trukket ud for ham, hvorpå han rettede sig op i stolen og sad med en rank ryg og kiggede, eller holdte fokus på Caleb og selv hans mindste bevægelse ”Jeg er ni tusind ni hundrede syv og tredive år gammel, ja der findes væsner som er farlige end jeg, men det er ikke dem vi sidder overfor lige nu, du sidder overfor mig, og jeg er kommet med et tilbud til dig, ser du” Calistro rettede på sig, og adskillige knæk lød gennem hans krop som knogler der brækker, dog var der ikke at spore en eneste form for afvigelse i hans øjne, hvorpå han fortsatte ”Jeg vil være ligefrem Caleb, der kommer en krig, og vi er interesseret i at hyre dig til vores planer, vi ser at du står på den vindende side” Han fiskede hurtigt et hæfte op af sin lomme og bladrede om på en side, hvorpå han fortsatte endnu engang ”Jeg er villig i at betale dig, for al den kunst du vil sælge, hvis du acceptere, samt at du vil få løn for dit arbejde for os, og beskyttelse” Calistro havde stadig sit blik fæstnet på Caleb og afventede et beløb, uanset hvor ekstremt det måtte være, havde han skam pengene til det, når man havde levet i så lang tid som han havde, så havde man hurtigt lært at skrabe penge til sig, trods alt, havde han oplevet en tid uden penge, og da den kom til, havde det taget jorden med storm. Nu var spørgsmålet så bare, hvor meget Caleb kostede, for at få ham over på deres side, dog havde han yderligere en plan som var ved at tage form ”Selvfølgelig hvis du ikke synes det er nok, kan vi tilbyde dig mere hvis du ønsker, du skal blot nævne det, og jeg vil personligt skaffe det til dig, om det så er en sød lille asiatisk assistent eller” han gjorde hurtigt et par gåseøjne da han nævnte ”den hellige gral” for at fortælle den ikke er særlig speciel hvorpå han fortsatte ”Trods alt, har jeg også yderligere et spørgsmål til dig, nu hvor vi er to af samme slags..” han stoppede og tænkte straks *næsten da* hvorpå han fortsatte ”Jeg vil give dig et tilbud om at vi to, indgår en alliance, jeg vil være hundrede procent ærlig overfor dig, du for mig, og vi vil arbejde sammen, selvom min arbejdsgiver måske synes anderledes” han lo kort og så afventende på ham, dette var i sandelig et tidspunkt hvor Caleb skulle slå til på.

Han lyttede skam til hvad Calistro sagde men måtte se sig skyldig i at grine lidt da han tilbød penge. Så Caleb rettede sig op og hældte så et glas blod op til sig selv inden han rystede på hovedet af hæftet i Calistro's hånd hvorefter han sagde:
"Du har ikke gjort specielt meget research har du? Penge kommer ikke til at have nogen som helst interesse for mig..... Jeg har mere end rigeligt selv til alt for mange år. Så flere penge for den slags vil jeg aldrig komme til at bruge til noget"
Hans næste ord fik dog Caleb til at rette sig lidt mere op i stolen og satte roligt glasset fra sig imens han kiggede på Calistro og sagde:

"I stedet for penge...... Med den bemærkning der kan jeg næsten regne ud hvem din arbejdsgiver er.... Og jeg har på ingen måde nogen interesse i at snakke yderligere med dig hvis du fornærmer min udkårne på den måde...." Yurie betød alt for Caleb, så at fornærme hende ved at være nedladende,var også at fornærme Caleb.
Kort så Caleb ud som om han var meget nysgerrig og sagde udmiddelbart efter:
"Hmm..... Men til gengæld vil jeg gerne høre lidt ere om den såkaldte krig, men vigtigst af alt hvilken interesse jeg skulle have i en alliance med dig og hvad det ville indebære. Alle kan få brug for magtfulde venner"

Ahh endnu en sjæl ligesom han selv besad, en som havde skrabet alt for meget rigdom til sig, end hvad godt var og end hvad man kunne bruge i sit liv, men dog så ville han selv gerne skrabe flere penge til sig, trods alt var der intet i denne dags verden som var så vigtigt som penge, med penge kom magt og med magt fik man de skrøbelige individer også kaldet mennesker på sin side, med penge kunne man strø frøene om fordærv ud til den menige befolkning, man kunne starte massive krige med penge. Selvfølgelig var det intet i sammenligning med rå vold som altid havde haft en speciel plads i hans hjerte, men det vandt oftest ikke den menige mand over på ens side.
”Det var ikke for at fornærme dig” lød det kort fra ham, hvorpå et selvglad smil hurtigt trådte frem på hans læber, så det passede virkelig at den information han havde fået omkring Yuire passede, også selvom det ikke var den mest brugbare information han havde fået, så var det nok, og det virkede da til at Caleb, næsten var klar til at angribe ham for hans bemærkning ”Ser du min unge ven, krige kommer og går, når det omhandler mennesker, så er de oftest sjove at deltage i, men det her er ikke noget for mennesker… jeg taler om en magisk krig, en krig om hvem der har magten her i Di Morgan, og jeg ser gerne at min egen art har at overleve, eller.. de som jeg synes fortjener at overleve, og siden partner åbenbart vil have at du skal være en del af hans plan, så tager jeg at du ikke er en simpel vampyr som ejer et galleri” Calistro kiggede spændt på ham, gad vide hvilken slags vampyr Caleb var, dog var der noget særpræget over ham, noget han måtte til bunds i ”Jeg går ud fra at din skaber ikke er her længere, siden du er alene” det var ikke unormalt at en skaber og afkom tog væk fra hinanden, men de fleste plejede dog at være tæt på hinanden i lang tid, og hvis ikke, så plejede den ene at dræbe den anden, men efter Calebs reaktion overfor at han dræbte et menneske, så virkede han ikke til at være en koldblodig og kynisk morder der ville dræbe hans skaber. Dog var han selv en af de som tog chancen der optrådte og dræbte sin skaber med det samme, og netop for denne grund var det meget sjældent at han ligefrem forvandlede andre, kun dem der fortjente det, forvandlede han.

Caleb sad roligt og fattet, men alligevel afslappet og lyttede til Calistro's ord om en forekommende krig. Og ganske rigtigt så ville magtbalancen i byen blive påvirket på den ene eller anden måde og man ville til sidst blive tvunget ud i at vælge sin plads i det hele.
"Jeg har oplevet flere her i byen ville have mig over på deres side, bare ved det faktum at jeg har penge nok eller jeg er adelsmand..... Men en jordisk adelstitel har absolut intet at sige i sådan en forekommende krig...."
Caleb virkede til at lave nogle ganske ubetydelige bevægelser med næsen imens han kiggede intenst på Calistro. Nærmest som om Caleb søgte efter noget ved ham.
"Du har ikke noget reelt tal på hvor mange du har dræbt igennem alle dine år vel? Din ligegyldighed ved simpelt mord hænger om dig, men samtidig en begejstring for den blotte tanke om rå usødet vold.... Og der sker intet ved at du spørger mere om mig.... Spændingen omkring mig er lidt åbenlys... Som du nok har gættet, kan mine sanser afsløre mangt og meget om folk...."
Caleb var jo på alle måder det perfekte rovdyr. I dette tilfælde illustrerede han hvordan han kunne dufte folks følelsesmæssige tilstand. Og derved også om folk løj for ham.

"Og omkring min Skaber...."
Caleb gik hen til et arkivskab og tog et sølvkors ud og lagde på bordet. Det var ikke længere men bar tydelige tegn på at det en gang kunne skade vampyrer voldomt.
"En Jæger fra kirken dræbte hende...... Jeg dræbte Jægeren og sendte hans hoved tilbage til Kirken...."

Som sådan betød en titel og hans penge intet i forhold til målet, det hele omhandlede at vinde Caleb over på hans side, og ikke desto mindre, vinde ham over på sin egen side og udlevere ham til Zuresh, som skulle bruge ham, men det var ikke enstydigt med at han som sådan bare ville uden videre opgive en af sin egen art uden mere information. ”Jeg kan fortælle dig helt ærligt, at jeg ikke er interesseret i om du er lord, sire, sir, greve eller prins, og yderligere så er min arbejdsgiver vist rig nok til at vi begge bliver fyrsteligt belønnet, så du skal ikke tro vi er ude efter dine penge for krigen” det var som sådan rigtigt nok, ekstra penge, ville han aldrig selv takke nej til, men denne vampyr, denne Caleb, var ikke interesseret i penge, nej han ledte efter et højere formål.
Ah, så det var en af hans evner, og han sad bare og afslørede det overfor ham? Enten var han dum eller også stolede han bare på sine egne evner, dog var dette ikke noget han afslørede i sine sanser og tanker, så Caleb burde være mistænksom overfor hans tanker ”Det er nogle meget brugbare evner du har, og du har da absolut ret, alt som der ikke er vampyrer som vi er, er byttedyr i den sidste ende, deres liv betyder mindre for mig en rotterne som lever i kloarken, men det som betyder mest for mig er min egen personlige agenda , om at skabe et vampyr paradis, hvor vi kan spise fra de levende som vi har lyst, hvor vi ikke skal gemme os, hvor fedme og sygdomme ikke påvirker vores føde, et land, hvor vi er i kontrol, det er ikke sikkert det sker endnu, men jeg har alverdens tid” dette var hans ultimative mål, og igennem hans tid som vampyr, havde han også skaffet kontakter og utallige vampyrer havde slået sig sammen med ham, og endnu flere døde for denne sag, måske var det ikke noget for Caleb, men det var hans mål, og hans drøm, som engang, nok skulle komme til virkeligheden.

Han samlede sølvkorset op og kiggede på det, hvilken historie det havde, hvor interessant, og meget unikt, det mindede ham om dengang han selv var en del af en præsteorden som var ude og jage vampyrer, dog slog han dem ikke ihjel, han rekrutterede dem, og fik dem til at være en del af præsteorden også. Et lille smil dannede form på hans læber, men blev hurtigt visket bort igen, der var ikke tid til at dvæle i fortiden ”Selvom jeg er vældig interesseret i at vide, hvordan du følte da du slog ham ihjel, vil jeg spørge dig ligeud, der er ingen grund til at jeg skal lyve overfor dig, hvilket jeg endnu ikke har gjort” han klappede lettere med hænderne og begyndte at vippe på stolen, så den kun stod på de to bagerste ben ”Hvad vil du have, for at få et møde med min arbejdsgiver? Altså ud over at jeg kan garantere for din sikkerhed, samtidig med det kan jeg godt afsløre, at min arbejdsgiver ikke er vampyr” han sukkede et øjeblik og lavede himmelvendte øjne hvorpå han fortsatte ”dog så er jeg mere interesseret i, hvad jeg kan tilbyde dig, for at du slutter dig sammen med mig, hvis du beslutter dig for at være en del af en ny verdensorden, så vil jeg gerne have allierede jeg kan stole på, og du Caleb, er sådan en” selvom hvis Caleb blev enige med ham, så viste det bare, at hans tankegang om at enhver kan købes, passede. Trods alt, omhandlede det bare prisen for hvad personen ønskede sig allermest i denne verden.

Efter Calistro havde fået lov til at studere korset, snuppede Caleb det igen og pakkede det væk igen inden han satte sig i stolen endnu en gang. Under hele Calistro's forklaring havde Caleb lyttet meget nøje efter hans ord, måden at sige dem på og generelt hans fremtoning. Og Caleb fandt da også et mønster hurtigt. INGEN var så rolig og fattet uden der lå mere bag det.
Så nikkede Caleb roligt og sagde:
"Tilgiv mig min skepsis..... Men med sådan en utopisk tankegang og endda med en snert af megalomani oveni.... Så finder jeg det en lille smule ironisk at du overhovedet har en arbejdsgiver.... Hvis man går ud fra bare lidt af hvad jeg selv har lavet i min relativt korte eksistens og så tager din alder i betragtning.... Så burde sådan en da ikke være nogen trudsel..... Og hvis du knækker nakken på en uskyldig, bare fordi han ligger i vejen, så er det at gemme sig ikke noget du overhovedet burde tænke over...."

Så stod Caleb lige pludselig henne ved siden af ham og holdt på stoleryggen så den igen stod på alle fire ben. "Kald mig bare sentimental.... Men at man ikke sidder ordentlig på antikke stole, er en anelse..... Urafineret...."
Øjeblikket efter lænede Caleb sig op af væggen imens han hvilede blikket på vampyren foran ham.
"Men ja du har ret i din tankegang..... Alle kan på den ene eller anden måde købes.... Selv dig.... Så hvis jeg nu smider endnu en motivationsfaktor i puljen.... Hvilken fordel ligger der for mig..... Hvis jeg kan give dig en kontakt der for alvor kan true din arbejdsgivers magtposition?.... Jeg er sådan set fuldstændig ligeglad med krig i sig selv.... Men jeg er ikke dum.... Jeg kan lide at holde mig selv og mine kære sikre.... Så mon sdan en kontakt kan bruges?....."
Caleb var godt klar over at sådan et vampyr-paradis vr en utopi, men hellere at arbejde hen mod det end at Calistro's formodede arbejdsgiver fik en altoverskyggende magt

Ja, det var absolut, Caleb var hurtigt, det var bevist flere gange, hvilket også var hans grund til at vippe på sin stol, netop for at teste det, følge selv hans mindste bevægelse, for at iagttage ham, se hans måde at bevæge sig på, at se hvordan han rejste sig, selv for at se om han trak vejret eller om han lod sine vampyr færdigheder tage over, endnu en ting som altid havde haft en særlig interesse for ham, var at dissekere, ikke kun mennesker men alle væsner, se hvordan de duede, og skabe biologiske våben imod det, ikke fordi det altid kunne bruges, men hvis han havnede i en situation hvor det var brugbart var det bedre at have det, end at stå og mangle det. Dette var dog også en af hans dybeste hemmeligheder, som kun de færreste kendte til.
Han kunne dog ikke lade være med at grine, og ikke den normalt halvkvalte latter, som han normalt havde, nej denne var dyb, og fyldte rummet med en dybt foruroligende aura af sindssyge, så tyk at man næsten kunne se den i luften, den velkendte smag af hans sindssyge var hans største svaghed men også hans største styrke, han fortsatte med at le over Calebs måde at fortælle ham det hele på.
”Kontakter er altid velkommen Caleb, men vi spiller et spil, ikke et almindeligt spil, men et på vores liv, dem vi holder af, og så mange andre, vores føde, vores leveforhold, hele vores natur er truet” Han begyndte straks at klappe med sine hænder, og stoppede kort efter med både at grine og klappe, men auraen om sindssyge fortsatte med at være omkring ham ”Dog så kræver det bare at du skal møde ham, og så spiller vi hans spil, lige foreløbig, indtil vi kan opnå hvad der i sandelig vil være vores utopia”
Han var altid fristet til at få flere kontakter, især våben man kunne bruge i fremtiden, trods alt var der en vigtig ting han havde lært, og det handlede om at sørge for sin egen overlevelse, dette omhandlede også sin arts overlevelse, hvilket han altid havde fundet på sine skuldre.

Tegnene på hvad der sikkert også var noget med hans evner, havde Caleb godt opfanget. De små subtile men alligevel maniske tendenser var igen noget der blev opfanget når man virkede som Caleb gjorde.
Han brugte det ikke nødvendigvis som Calistro gjorde, men han brugte det stadig for at vide hvor han skulle passe på overfor en potentiel trudsel. Eller for den sags skyld hvordan han kunne vende en situation til sin fordel. "Det er netop derfor denne kontakt er så værdifuld..... Hvis din arbejdsgiver er den jeg tror.... Så har min kontakt været en stor trudsel på netop det han har gang i.... Og med tryk de rette steder.... Kunne han sagtens blive det igen"
Caleb vendte tilbage til sin stol og studerede stille hvordan Calistro's maniske tendenser virkede til at blive langt mere subtile end hidtil.
Så tømte han sit glas og sagde:
"Vores arts overlevelse bliver stærkt truet af ham hvis man ikke indvilliger i at passe ind i hans magtspil..... Så du har ret..... For nu må vi spille hans spil..... Men jeg vil møde ham på neutral grund....."

Det virkede, han havde både fået Caleb til at mødes med Zuresh, men han havde også fået en aftale i hus med ham om en alliance, de to imellem, det havde været noget af en samtale de havde haft, og et møde som Caleb nok sent ville komme til at glemme, hvor var det fantastisk, dog var der lige hans klausul over at de skulle mødes på neutral grund, det ville nok være det sværeste, ikke umuligt, men han måtte se, om det ikke kunne være muligt at flytte det til Zuresh’ ejendom, han lod kort sine fingre banke i bordet ”Selvfølgelig kan jeg godt forstå at du gerne vil være på neutral grund, men min arbejdsgiver, vil nok ane mistanke om det” det var selvfølgelig ikke løgn, hvis de skulle mødes på neutral grund, ville der nok blive sået en mistanke om at der var noget der ikke passede ind i billedet ”Jeg tror derfor at vi bliver nødt til at holde det hos min arbejdsgiver, for ikke at ane mistanke” det ville selvfølgelig give mest mening at mødes på neutral grund, men det virkede bare ikke som en mulighed, dog var der måske mere han kunne gøre for at hjælpe Caleb ”Jeg fik strenge retningslinjer om at skaffe dig til ham, men hvad nu hvis, dine vagter kunne komme med? Nok ikke ind til selve mødet med min arbejdsgiver, men de kunne stå udenfor” dette burde også give Caleb en fornemmelse af sikkerhed at han kunne have sine vagter med, og at de også ville stå for hans sikkerhed, dog ville de ikke have mulighed for at være inde til selve mødet, men der ville han selv være, for at kunne beskytte ham.

Caleb lyttede meget til Calistro's ord og tænkte også nøje over dem imens.
"Så håber jeg du kan forstå hvorfor jeg bliver skeptisk..... Hvis han kan få en vampyr så magtfuld som dig til at arbejde for sig..... Hvorfor skulle neutral grund så være et problem? Han er jo øjensynligt så magtfuld at jeg på ingen tænkelig måde er en trudsel?..... Jeg er jo ikke dum...."
Så åbnede Caleb en skuffe hvor han så ledte efter en adressebog. Der stod et par muligheder han kunne bruge som vagter. Efter at have kigget kort i bogen, vendte Caleb blikket mod ham igen som om han havde fået sig en idé.
"Hvilke vagter skulle jeg overhovedet kunne tage med der ville være magtfulde nok til at kunne gøre det mindste?.... Nej jeg har en anden idé i tankerne..."
Så lukkede han igen skuffen og så på Calistro med et nærmest lumsk blik inden han sagde:
"Meget vel.... Jeg vil være villig til at mødes med din arbejdsgiver..... Og går mødet godt, kan vi drøfte videre omkring et samarbejde og måske på det punkt gøre det til en reel alliance..... Men for at det alt sammen bliver en mulighed.... Så skal min vagt være..... Dig...."
Ville Calistro ikke indvillige i det, var det slet ikke til diskution om neutral grund.
"Uden din arbejdsgiver ved noget naturligvis....."

Selvfølgelig ville Caleb være mistænksom overfor Calistro som havde fået arbejde for Zuresh, og selvfølgelig ville han havde det på neutral jord for at møde ham på lige betingelser, siden at Zuresh var farligere end man lige skulle tro, dog var der mere til det end som så, Zuresh havde en hjemmebane fordel, hvilket han nok ikke lige ville opgive, og det virkede til at Caleb åbenbart var en nøgle i spillet imod ham, om han så selv var klar over det, var noget andet, på hans ord valg, virkede det ikke ligefrem til at han var klar over det.
Det kom ikke bag på ham, at Caleb valgte ham som hans vagt, hvilket også havde været hans idé fra starten af, og hans eget forslag tidligere at han ville forsvare ham hvis noget skulle ske, dog ville han altid se hvordan dette ville udfolde sig, et mere venligt nik kom fra hans side af og et enkelt klap i sine hænder fulgte hurtigt trop ”Fantastisk! Jeg skal nok sørge mit bedste for at så lidt ødelæggelse og død vil overgå os” dette var selvfølgelig ment som en joke, om Caleb så var med på bølgelængden var noget helt andet ”Jeg vil aftale med min arbejdsgiver om et mødested, og give dig besked om adresse, og tidspunkt” Calistro rejste sig op fra stolen, knækkede sin ryg et par gange, hvorpå han så afventede på Caleb ”Det var fantastisk at gøre forretning med dig Caleb, jeg regner stærkt med at vi i fremtiden vil spille en væsentlig rolle indenfor denne krig som vil komme” Han grinede kort hvorpå han gik over til Caleb for at give ham hånd på at aftalen ville være i hus.

Calistro's ord om død og ødelæggelse fik Caleb til at grine lidt inden han med et smil og nik, sagde:
"Det er jeg glad for.... Død og ødelæggelse er virkelig usundt har jeg hørt... Og så vidt jeg lige kan regne ud, er du nok den mest effektive vagt jeg kan komme i nærheden af..."
Caleb nikkede anerkendende og skulle lige til at svare på Calistro's håndtryk da døren gik op og en tjener kom ind lidt nervøs.
"Mr. DeBayle? Politiet er her........"
Meget hurtigt kiggede Caleb tjeneren i øjnene og fik en speciel glød.
"Sig til dem at der ikke er noget i vejen.... Jeg har et vigtigt møde lige nu.... Det var showw for at skabe opmærksomhed om billederne...."
Tjeneren fik et meget tomt blik og sagde: "Selvfølgelig..... Show.... Jeg beklager..... Det skal jeg bringe til politiet..... Møde...."
Efter tjeneren var gået, vendte Caleb blikket op på Calistro og sagde:
"Det må du undskylde. Der er selvfølgelig noget sikkerhed om en event så der vil tit komme tjenere...."
Først lod Caleb sine usandsynligt skarpe sanser fortælle ham om der var nogen fare og da han var sikker på der ikke var noget, trykkede han fast Calistro's hånd og sagde:
"Et spændende bekendtskab. Lad det blive profitabelt for os begge"

Calistro kunne ikke lade være med at grine og klappe i sine hænder af Calebs måde at håndtere tjeneren på, det var fantastisk at se hvordan han bildte ham ind at det var for at skabe opmærksomhed overfor billederne at der lå en død fyr ude i indgangen, med et knust kranie, simpelthen fantastisk, og det fortjente han da også en klapsalve for, det var ikke hverdag at man ligefrem fik sådan en historie smidt i hovedet på sig, af alt hvad han kunne havde sagt, gad vide hvordan han så senere skulle forklare sine medarbejdere at døren også var smadret, var det monstro også for at skabe opmærksomhed til sin kunst?
”Det er næsten lige før at jeg burde få min egen udstilling, blod-og-vold, som omhandler samfundets påvirkning på de unge ’uskyldige’ sjæle, jeg er sikker på at det ville blive et hit” han grinede selv over sin tåbelige idé og fortsatte dernæst ”Der er ingenting at undskylde for Caleb, alt for kunst, jeg er glad for at kunne give lidt mere liv i dit galleri” Og da skete det, Caleb havde accepteret hans tilbud, de havde nu officielt en aftale, endelig var hans arbejde ved at betale sig, dog var der lang vej endnu, og krigen var endnu ikke startet, nej der var ikke meget tid tilbage til krigen ville starte, terningen var allerede blevet kastet, og det første han havde fået til opgave var at skaffe Caleb og Yurie, og nu hvor Caleb var taget hånd om måtte han skynde sig videre til Yurie. ”Jeg er sikker på, at når vi står som sejeres herre, vil vi være skrevet ind i verdens historien men også være rigere end vi kan drømme om, jeg ved ikke med dig, men min plan er at købe Canada eller USA en dag for at skabe mit Utopia” dette var ikke engang løgn, han havde altid ønsket sig sit eget land, hvor at vampyrer ville være på toppen og bestemme alt, som han også tidligere havde fortalt Caleb, men også for at lave eksperimenter med mennesker for at gøre deres blod bedre end det var nu.

Han grinede lidt inden han tog sit glas og tømte det inden han smilede nærmest anerkendende af Calistro.
"At have 'øjne' som mine gør at man kan få folk til det meste.... Så han er fuldt ud overbevist om det jeg sagde.... Tja det sker jo at jeg udstiller andre kunstneres arbejde her i galleriet så hvem ved?.... Jeg er i hvertfald altid åben for ideer.... Og hvis man nu får noget mere magt at gøre med..... Mulighederne er mange...."
Caleb var udemærket godt klar over hvad det egentlig var han havde sagt ja til. Derfor havde han også tænkt sig at tage sig sine forholdsregle. Caleb havde altid passet godt på hvad han holdt kært, og hans nye alliance ændrede på ingen måde det faktum.
Men når alt kom til alt, betalte det sig at have magtfulde venner. Men der var sådan set kun en han tænkte på. Hun skulle være sikker.

Calistro's ambitioner om at købe USA eller Canada, fik alligevel Caleb til at løfte øjenbrynet en anelse.
"Altså når man alligevel har ambitioner..... Så hvorfor ikke. Nå.... Jeg vil ikke være uhøflih... Men jeg har jo lidt en event at passe.... Så jeg vil selvfølgelig vente på at høre mere..... Er der andet jeg kan hjælpe med nu du er her?"

Ja, det var ikke for at trænge sig på at han blev yderligere, deres aftale var nu sikret, og det eneste der skulle ske før det endelige møde var at han fik Yuire med til et møde også, og nu hvor Caleb var med, ville det hele gå meget nemmere end uden ham. Det virkede ikke til at der var meget mere at gøre nu, Caleb havde stadig kunder udenfor, og han selv skulle jo møde Yurie ”Selvfølgelig Caleb, jeg vil tage min afsked og bevæge mig videre, trods alt har du stadig kunder at underholde” Calistro begyndte at gå hen imod døren, og på vejen blev han da også mødt af forskellige blikke fra de mange kunder som både virkede glade for hvad der nu blev kaldet hans optræden for kunsten, men andre virkede også, urolige og endda bange, det var nemt at fornemme i luften som hang omkring dem, trods alt havde de lige været vidner til et drab, eller det vil sige at nogen af dem åbenbart var så dumme at tro det var falsk, hvilket blot forstærkede hans syn på hvor idiotiske nogle mennesker kunne være, det samme ville være de tåber som stadig mente at jorden var flad, idioter. Da han nærmede sig døren blev han mødt af betjente som stadig stod der, og tjeneren som prøvede at forklare dem hvad der var hændt efter Calebs fortælling, dog prøvede de at stoppe ham, men der gik ikke lang tid før at betjenten gav slip af mystiske grunde, måske fordi han vidste hvem og hvad han stod overfor, uanset hvad, så gav de tilladelse til at han kunne komme væk derfra. Calistros øjne gled over på den mand som han havde kastet gennem døren for at komme indenfor, og et slesk smil dannede hurtigt form på hans læber ”Au Revoir” sagde han til galleriet, menneskerne og Caleb som nok også stod der, hvorpå han vinkede til dem og begyndte at bevæge sig ned langs gaderne i Di Morgan for at forsvinde ligeså hurtigt som han var dukket op fra starten af.