En slave (Zuresh)

Thanos undveg en knyttet næve, der var rettet mod hans ansigt, sprang til siden, mere adræt end han så ud til at være, og sendte selv en knyttet næve af sted. Den ramte sit mål, lige ind i siden på modstanderen, der vaklede væk. Larmen var overdøvende i det store rum. Folk råbte og skreg af de to kæmpende mænd i arenaen. Men Thanos hørte det ikke, han var fuldstændigt fokuseret på den store mand foran sig.
En svedperle løb ned over hans pande og igennem hans øjenbryn, hvilket forstyrrede ham nok til at modstanden kunne nå at gribe fat om ham i et stærkt greb. Thanos var lavere end ham, hvilket han ret ofte var - hans lave højde var hans største svaghed i en slåskamp. Han lod næverne falde mod modstanderens krop, der hvor nyrerne var placeret. Det tog ikke mange slag, før han var fri af grebet igen og kunne sende en næve mod modstanderens hage. Desværre ramte han ikke. De trådte væk fra hinanden, begge tungt åndende, svedige og blodige. Thanos snøftede hårdt ind og spyttede blod ud. Hans næse blødte en del. Ikke at det rørte ham. Modstanderen gjorde et udfald. Thanos sprang i mod ham, skiftede skikkelse i luften og greb fat om mandens arm med sit utroligt stærke bid. Han kunne smage blodet, som hans tænder flåede igennem hud og kød. Manden skreg i smerte og rystede jærven af sig. Thanos blev kastet ind i arenaens metalsider, men var hurtigt på benene igen som sit menneskelige jeg. Han tørrede blodet af sit ansigt med den ene arm og grinede et blodigt grin. Modstanderen havde fat om sin arm og begyndte at få det der blik i øjnene, som betød, at han var ved at indse, at han ville tabe.
Thanos vendte ryggen til ham, den ultimative fornærmelse og løftede hænderne i vejret for publikums skyld. Samtidigt sørgede han for, at han kunne se modstanderen ud igennem øjenkrog, så da han sprang frem mod Thanos, var han klar. Han bukkede sig ned, greb fat i modstanderens allerede sårede arm og kastede ham ind over skulderen. Han kunne høre knækket, da armen blev rykket ud af skulderleddet. Arenaens bund rystede, da den store mand landede på gulvet foran ham. Thanos havde ikke tænkt sig at give ham flere chancer. Hele hans sind var en stor brændende masse af vrede og blodrus. Han satte en fod på mandens hals og trådte til. Han skulle dø. Manden under ham sprællede hjælpeløst og klaskede en hånd i jorden for at vise, at han havde overgivet sig. Thanos var ligeglad, han ville ikke stoppe.
En bidende smerte skød som et lyn igennem hans krop, og han skar ansigt af smerte. Burvagten havde presset sin kvægstav i mod Thanos ryg for at få ham til at stoppe. Med mørke, lynende øjne vendte Thanos sig om i mod manden og gik et par truende skridt hen i mod ham, fyldt med arrighed. Vreden overdøvede de logiske tanker, for han vidste jo godt, hvad der ville ske nu. Og ganske rigtigt. Vagten satte kvægstaven i mod hans hårde mavemuskler. Og holdt den der. Den elektriske ladning fik Thanos' muskler til at svigte ham, og han gik i knæ. Hele hans overkrop var spændt, og hans muskler hårde som sten. Blodårerne stod frem, som smerten sled igennem ham. Til sidst måtte han bukkede hovedet og løfte en hånd som overgivelse. Smerten havde dæmpet vreden og han var ved at få sit sind tilbage. Smerten forsvandt. Langsomt kom han på benene. En dommer stod med sammenknebne øjne og ventede på at se, om Thanos var faldet til ro. Da han kunne se, at det var han, gik han ind og tog ved Thanos håndled og løftede hans arm i vejret.
"Kampens vinder! Thanos!" Larmen væltede ind over Thanos, som folk jublede vildt. Han var pludseligt træt. Meget træt.
Dommeren ledte ham hen til burets låge, hvor han blev ført ud. Som det første blev en smal jernring smækket om hans tykke hals. Han mærkede dens stærke magi undertrykke hans egen evne til at skifte skikkelse. Han stirrede tomt frem for sig, mens der blev lagt jern om hans håndled, og han blev trukket væk fra buret. Efter at have bevæget sig igennem mængden, nåede de frem til et afspærret område, hvor flere folk ventede på at komme i arenaen. Her ventede hans ejer også. Jean-Baptiste var en høj tynd mand med skarpe øjne. Der var et smalt smil om hans læber.
"Et godt arbejde Thanos. Du er et vilddyr." Han vendte sig mod en af de ansatte i arenaen, som gav ham en bunke penge. Hvad der var blevet væddet og betalingen for at vinde. Kæden, der var sat i de håndjern, der var om Thanos håndled, blev sat fast til en pæl, der var hamret i jorden. Han var ikke den eneste, der var spændt fast. Han var for farlig til at lade gå fri. Et blik fangede hans. En af de andre kæmpere så på ham med et udfordrende blik - de havde været i kamp før, hvor Thanos havde vundet. Nu så det ud til, at manden ville have sin hævn, uden for arenaen. Pludseligt vendte Thanos' raseri tilbage. Han kastede sig frem mod manden og man kunne tydeligt høre pælen give sig. Den anden rejste sig op og gik et skridt frem, klar til at slås. Eller? Han grinede og satte sig ned igen. Han havde bare ville hidse Thanos op. Selvom Thanos måske kunne indse det, var det for sent. Han kastede sig frem igen og pælen flækkede. Inden han nåede at kaste sig mod manden, rørte Jean-Baptiste ved ham. Pludseligt blev al luft suget ud af lungerne på Thanos, og han gispede efter vejret uden held. Han gik et par skridt frem, men gik i knæ, da det begyndte at sortne for hans øjne. Det føltes som om, at der lå et stærkt bånd rundt om hans brystkasse. Han lukkede øjnene og væltede om, næsten bevidstløs. Pludseligt kunne han række vejret ind igen. En eller anden hev i kæden, der hurtigt blev spændt fast til en anden pæl. Thanos trillede om på ryggen og gispede tungt efter vejret.
Jean-Baptiste bandede højt.
"Nogle gange er du til mere besvær end du er værd." Han vendte sig mod den ansatte. "Jeg har aldrig haft en slave, der var så svær at styre! Nok tjener han godt ind, men nogle gange har jeg lyst til at aflive ham."
Thanos lå stadig med lukkede øjne og endnu et stik af vrede løb igennem ham. Bitterhed. Aflives. Som om, han var et dyr. Hvilket han var, han var ikke mere end et stykke indbringende kvæg. En slave. Han begyndte at rejse sig, så han kunne sætte sig med ryggen op af pælen. Han snøftede ind igen og spyttede endnu en klat blod ud, mens han sendte sin ejer et hadefuldt, vredt blik.

Kampen havde været voldsom, og at se den oppe fra en af balkonerne havde givet et fantastisk overblik over hver kæmpers evner.
Og hver eneste bevægelse og handling var blevet målt ganske nøje...

Da kampen var overstået, og slaven Thanos blev ført ud, for så at lade sig snyde og flække en træstolpe med ren råstyrke, rejste to skikkelser på balkonen sig op og trådte frem i lyset.
Den ene var en høj mand iført et stilet jakkesæt, hvor jakken var lidt længere. Han bar en læderklap for det ene øje, og hans mørke hår var sat ganske stilet, men samtidig lettere rodet.

Den anden var en ung, asiatisk kvinde, iført et slankt jakkesæt og med det lange, sorte hår bundet stramt op.
Hendes blik var køligt, og hun så ud til at holde øje med alle der virkede en smule mistænkelige.

Manden i jakkesættet gik helt frem og lagde en hånd imod kanten af balkonens gelænder, hvorefter han med en magtfuld, hæs stemme lod sig høre i hele lokalet:
"Jeg ønsker at stille en udfordring til mr. Jean-Baptiste, og hans gladiator Thanos."

Noget i hans stemme fik folk til at tie mere eller mindre stille, og de fleste vendte deres opmærksomhed mod balkonen.

"Thanos interesserer mig... så jeg ønsker at stille et vædemål, såfremt dette kan godtages af hans ejer." sagde manden på balkonen, hvorefter han fangede Jean-Baptiste's blik med sit eget.
"Såfremt Thanos kan besejre mig, en simpel rigmand, vil jeg forære hans ejer min smukke assistent som slave, samt to millioner euro i præmie. Dog... skulle jeg besejre Thanos i tvekamp, får jeg Thanos som min egen. Hvad siger ejeren til dette?"

Den unge kvinde ved mandens side trak ganske let på smilebåndet ved dette. Hun virkede ikke til at have det mindste imod et sådant vædemål.

Thanos reagerede ved, at hans navn blev nævnt. Han så op på balkonen, hvor en tydeligvis fin herre og en kvindelig, nipset følgessvend var dukket op. En udfordring? Thanos' ansigt forblev ubevægeligt, men han følte en smule vantro. Ville sådan en pæn herre virkeligt udfordre ham? Selv efter det, han lige havde set? Thanos havde ikke høje tanker om sig selv, men han vidste, at han var en fænomenal fighter. Han kunne overvinde de fleste. Selvfølgelig tabte han ind i mellem, men for det meste vandt han. I mod dem, han mødte i arenaen, i hvert fald. Udenfor arenaen var det noget andet, især når det kom til ejere og deres lakajer. Han vendte blikket mod Jean-Baptiste, der stod og så op på manden på balkonen, med den ene arm over brystet, den anden albue hvilende på den og hånden ved munden, hvor hans finger kærtegnede hagen. Han så tænksom ud. At han ikke tog væddemålet med det samme, overraskede Thanos. Han så tilbage på manden på balkonen. Gad vide, hvem han var?
Efter et øjeblik betænkningstid rettede Jean-Baptiste sig lidt op og slog nonchalant ud med hånden og bukkede let med overkroppen.
"Mosieur Zuresh, det er noget af et storslået væddemål. Jeg accepterer." Han vendte sig mod Thanos, der rejste sig og vippede hovedet til siden, hvilket fik hans nakke til at knække. En kamp fra eller til, det gjorde ikke noget. Hans muskler var trætte efter det voldsomme stød, han havde fået, men det ville gå over, så snart han kom i bevægelse. Jean-Baptiste kom over til ham og vinkede af en hjælper, der kom rendende med en spand vand.
"Gør dig selv ren, du ser frygtelig ud." Thanos gjorde som han sagde, vaskede blod af ansigtet og overkroppen. Han tog vand i sine hule hænder og hældte det over sit hoved med det karseklippede hår og kørte hænderne igennem det. Jean-Baptiste så på ham uden følelser.
"Denne mand er meget stærkere, end han ser ud. Meget. Jeg ville sige nej til væddemålet, men han er ikke en mand, man siger nej til." Thanos så lidt overrasket på sin herre. Der var noget i hans stemme, som Thanos ikke havde hørt før. Var det frygt? De så hinanden i øjnene et kort øjeblik, inden Thanos sænkede blikket igen. Det var ikke i orden for en slave at se sin ejer i øjnene, og efter den tur Jean-Baptiste lige havde givet ham med sin magi, havde Thanos alligevel ikke lyst til at udfordre ham. Desuden var det bedst at gemme sin energi til kampen.
Uden et ord førte Jean-Baptiste an ind til arenaens bur. Kæden raslede, da Thanos fulgte efter. Han glædede sig allerede til at få taget jernet af, så han kunne flå livet ud af rigmanden. Stærk eller ej, Thanos regnede med at vinde over ham.

Zuresh og kvinden, Mei, vendte ryggen til pøblen i rummet for at bevæge sig ned til arenagulvet.
Da de nåede derned, flyttede folk sig for dem, som vandene skiltes for Moses i tidernes morgen.

Zuresh trak den lange, fine jakke af og gav den til Mei, som foldede den pænt sammen og holdt den for ham.
Inde under jakken, var han iført en hvid skjorte og et gråt slips, som han tog løsnede og trak af. Ogsådette gik til den smukke, asiatiske kvinde.

Så begyndte Zuresh at gå op imod buret, og i takt med at han kom nærmere, kunne Thanos føle hvordanhans skader på mystisk vis begyndte at heales. Hans sår lukkede sig selv, hans muskler slappede af og blev klar igen, og han ville føle sig i topform, når Zuresh endelig trådte ind i buret i sine fine, velpudsede sko.

"Nå, knægt... vis mig så hvad du kan." sagde han med sin hæse, magtfulde stemme, hvorefter hen gik ganske lidt ned i knæ, og hævede næverne, alt imens han med sit ene øje holdt øje med sin modstander.

Den unge kvinde havde bevæget sig op til buret, og havde valgt at stille sig ved siden a Jean-Baptiste, mens hun med et køligt blik betragtede de to mænd i buret.

Jernet om Thanos' håndled blev fjernet. Jean-Baptiste nikkede til burvagten, der spørgende tog ved ringen om Thanos' hals. Den blev fjernet og Thanos mærkede den fysiske lettelse vælte ind over sig, som altid når ringen blev fjernet. Det var ikke den eneste følelse, der gik igennem ham. Rifter, blå mærker og muskeltrætheden forsvandt, da den fremmede fine herre kom nær ham. Han tog en dyb indånding, da det gik op for ham, at han nok havde haft et bøjet ribben. Han var så vant til smerte, at han ikke havde lagt mærke til det. Pludseligt kunne han mærke usikkerheden glide over sig. Hvem var denne mand? Denne Zuresh? Thanos så nøje på ham. En elver. Han rynkede panden og gik op i buret, hvor han stirrede på manden, der havde løftet næverne, som var det en boksekamp. Han havde endda en hvid skjorte på. Han var noget højere end Thanos, men også af en meget mere spinkel statur. Thanos placerede fødderne tungt i gulvet, mens han kort overvejede en taktik.
Bag ham stod Jean-Baptiste med et lukket udtryk. Han vidste godt, at han havde tabt, selvom han stadig håbede på, at Thanos kunne tage Zuresh. Men han troede ikke rigtigt på det.
Ordet "knægt" fik vreden til at vågne i Thanos. Han kneb øjnene lidt sammen. Der blev slået på en gongong, og han kastede sig frem mod elveren uden en lyd, som en tavs klippe, der rullede ned af et bjerg. Han greb ud efter elveren for at fange ham i sin favn og knuse hver knogle i hans krop.

((Et passende stykke musik:

Da Thanos kastede sig imod sin modstander som en rasende tyr, smilede Mei koldt. Henvendt til Jean-Baptiste, sagde hun: "Du har tabt."

Zuresh stod helt stille, med blikket fastlåst på sin modstander. Han så ikke ud til at ville flytte sig, selv da den store gladiator kastede sig imod ham som et frådende næsehorn - og det var først i allersidste sekund, at han overhovedet rørte på sig:

Sekundet før Thanos kunne nå at få fat omkring ham, udnyttede Zuresh åbningen, og sendte en massiv knytnæve direkte imod gladiatorens brystkasse - meget, meget hurtigere end man skulle forvente.

Hvis slaget ramte, ville det bogstaveligt talt have kraft nok bag sig, til at sende Thanos flyvende ind i siden af buret - så hårdt at hans krop ville bøje nogle af tremmerne.

Thanos havde ikke set det komme. Det hele skete så hurtigt og var så fyldt med pludselig overraskelse. Smerten skød frem fra hans bryst, og han var ikke i tvivl om, at der var noget, der gik i stykker. Kraften, der fik ham sendt tilbage i mod burets sider, var mere end voldsom. Hans kampvægt var ikke sådan lige til at kaste rundt med, men han fløj igennem luften, som var han en lille pind.
Luften blev pumpet ud af ham, og han trak gispende vejret ind trods smerten fra brystet, efter han var landet hårdt på jorden. Fra at han ramte jorden, til at han var på benene igen gik der ikke mange sekunder. Trods smerterne var han straks klar igen, og han rettede sine øjne mod manden. Raseriet var ved at bygge sig op inde i ham, som sædvanligt. Jærven i ham skreg brutalt. Selvom han lige havde oplevet en styrke-demonstration, han kun havde oplevet få gange i sit lange liv, var der ikke noget angst at spore i ham. Det var sjældent, at der var noget, der gav ham den mindste form for angst. Han kunne se døden i øjnene uden at vige.
Han knyttede sine hænder og gik et par skridt langs kanten af buret, rundt om manden. Selvom manden var en splejs i forhold til Thanos, var han åbenbart fyldt med en overnaturlig styrke. Stærkere end Thanos, var han nu klar over. Thanos gik et par skridt frem uden at angribe, han ville se, om han ikke kunne få sin modstander til at angribe først.

Jean-Baptiste skævede ned til den lille kvinde ved siden af sig. Han vidste godt, at hun havde ret, men han svarede hende ikke. I stedet rettede han blikket i mod arenaen og den slave, han havde tabt. Hvis Zuresh så i det mindste bare ville slå ham ihjel!

Folk omkring dem hujede højt, da rigmanden sendte den yderst muskuløse halvdværg flyvende ind i tremmerne.
Da Thanos kom på benene igen, havde Zuresh sænket sine parader, og stod nu blot og betragtede sin modstander.

Selv efter så kort tid i arenaen, havde han luret nøglen til at vinde over halvdværgen - eller rettere, metoden til at få halvdværgen til at besejre sig selv.

Da Thanos begyndte at gå rundt om ham, langs kanten af buret, smilede Zuresh, og satte sin plan i værk:

"Er du bange for mig...? Tør du ikke, knægt?" sagde han, og tog nu blikket helt væk fra Thanos, for provokerende at betragte publikum i stedet for.

Ude på den anden side af tremmerne, fortsatte Mei med at stikke lidt til Jean-Baptiste.
"Det ser ud til at du ikke får fornøjelsen af mig som slave. Du ville sikkert også lægge ud med at skære min tunge ud..."

Thanos mærkede den røde bølge af raseri komme væltende ind over sig. Man skulle tro, at han efter alle de år havde lært at styre det, men det var så stor en del af ham, at det var ikke noget, der ville have lykkes ham, selvom han ville. Selvom den lukkede ned for rationel tænkning, var den ikke skidt for en kamp i arenaen. For at tænke sig igennem en kamp kunne være farligt. At lade instinkterne overtage og lade dyret styre var oftest det bedste. Thanos reagerede meget hurtigere, brugte ikke tid på at tænke sig til næste træk, men lod alting komme flydende. Så selvom Zuresh sikkert mente, at det var den måde, man skulle gøre Thanos til et let bytte, kunne han tage fejl. Thanos var omend mere farlig i sit raseri end uden.
Ordet "knægt" var dråben denne gang og Thanos sprang frem igen. Han havde lært, at Zuresh var typen, der tog roligt i mod et angreb og forventede et frontaltangreb, så i stedet for at gå direkte i mod ham, lod han bare som om. I sidste øjeblik drejede han rundtom sig selv og drejede derved udenom Zuresh. Så i stedet for at komme direkte forfra lod han i stedet sin kolonorme og stenhårde næve suse mod Zuresh' side, mens han bevægede sig forbi ham.

Jean-Baptiste var en helt anden type end sin slave og lod sig ikke provokere så nemt. I stedet smilede han et smalt uhyggeligt smil.
"Åh mademoiselle, der tager De helt fejl. Deres tunge kunne helt få lov til at blive siddende." Hans blik fulgte Thanos bevægelse rundt om Zuresh og han mærkede et lille stik af forventning.

Provokationen virkede, og halvdværgen angreb ham - men med en vis snuhed, som fik Zuresh til at trække på smilebåndet.
Han fulgte Thanos med blikket, og da slaget blev hamret ind imod hans side, tog Zuresh imod det.

Hans modstander var utroligt stærk, og rigmanden blev skubbet til side af slaget.
Han måtte tage et par skridt sidelæns, mens han mærkede hvordan det kraftfulde slag sendte en bølge af smerte igennem hele hans overkrop.

Zuresh smilede.
"Sådan ja... du er jo stærk..." mumlede han, mens han igen rettede blikket mod Thanos.

Så, uden videre, forsvandt rigmanden - næsten som om han var ophørt med at eksistere.

Der gik et sekund... to sekunder... og på det tredje, sprang han ud af skyggerne ved siden af sin modstander, mens han sendte en næve direkte imod dennes kæbe.
Ligegyldigt om han ramte eller ej, ville han så omgående forsvinde igen, for så at dukke op og angribe fra en ny vinkel.

Han gjorde det otte gange - og hele angrebssessionen tog ikke mere end fire sekunder at udføre.

"Nå, så de kan godt svare igen..." lød det halvprovokerende fra Mei, mens hun smilende betragtede kampen.
"Deres slave er stærk..."

Thanos tog sig ikke tid til at føle sejr over at ramme sin modstander. Hvad der normalt ville få en modstander i hans størrelse til at knække sammen og flyve til siden, fik kun manden til at vakle til siden. Thanos vendte sig mod manden, klar til endnu et angreb, men manden forsvandt for øjnene af ham. Han knyttede hårdt sine hænder, godt klar over, at om lidt ville han blive angrebet. Og der gik ikke mange sekunder før manden dukkede op ud af den blå luft. Thanos havde ikke en chance for at forsvare sig, og slagene haglede ned over ham. De var hårde og hvert eneste slag fik ham til at vakle. Men han tog i mod dem med hårdt spændte muskler, og selvom de gjorde ondt, kunne han tage dem. Han ventede dem ud. Blodet sprang frem fra hans næse igen, han mistede vejret igen og en enkelt gang var han næsten ved at gå i knæ. Da kæden af slag endeligt holdt op, bakkede han et enkelt skridt for at give sig selv et sekund til at komme sig i.
Men nu hvor manden var dukket op igen, var der ikke tid at spilde. Thanos havde ikke kunne forudse hans opdukken fra den blå luft, men han reagerede hurtigt, så snart manden stod stille. Han gik til angreb, greb ud efter mandens hals med sin store næve. Hvis det lykkedes ham at få fat, ville hans voldsomme fart kaste dem begge ind i mod burets side og styrken i hans greb ville være stærk, nok til at få en svagere modstander til at miste bevidstheden i løbet af ikke ret mange sekunder.

Jean-Baptiste tog i mod den lille fornærmelse uden at trække en mine. Han reagerede heller ikke udadtil, da Zuresh gav hans slave en masse hårde slag. At se Thanos blive væltet rundt på den måde var alligevel et skræmmende syn. Men ikke alt for foruroligende, Thanos kunne tage meget. Han var som en fast klippe.
"Thanos er et vilddyr. Hvis din mester vinder over ham, får han hænderne fulde af en slave, der er svær at kontrollere."

Zuresh smilede da Thanos lukkede næven om hans hals, og da de begge to stødte ind i tremmerne, slog han hårdt ned på sin modstanders albue for at lette trykket om halsen, samtidig med at han sendte en uppercut imod Thanos' kæbe.
Hvor var det forfriskende endelig at kunne røre sig lidt...!
Det var noget han sagtens kunne vænne sig til.

"Naturligvis er han et vilddyr, Mr. Jean-Baptiste... men vilddyr kan tæmmes, og en hund bider kun sin herre, hvis denne er dårlig og for dum til at have hund." sagde Mei, og smilede igen.
"Og han er ikke min mester eller herre... han er min chef."

Trods Zuresh' slag mod Thanos albue og smerten ved hans led, der gav sig, slap Thanos ikke, dog blev hans greb noget lettere. Slaget mod hans kæbe fik ham til at bakke et skridt og det glimtede kort for hans øjne, men han slap stadig ikke grebet om Zuresh. Vreden var som en brændende ild og det eneste, der kunne stoppe ham var døden eller bevidstløshed, eller så tæt på, som han kunne komme. Han stirrede ind i sin modstanders øjne og lod en næve fare mod hans mave. Thanos øjne viste den vrede og dødsforagt, han altid var fuld af, vreden, som nu var i fuld flor, brændte som en ild. Selvom Zuresh var en skræmmende stærk modstander, var Thanos ikke berørt af det. Han var ikke bange for ham, ikke bange for smerten, ikke bange for at dø.
Hvis han kunne komme til det, ville han slå manden i hans greb i maven flere gange.

Jean-Baptiste kunne ikke lade være med at smile af den lille kvindes ord.
"Held og lykke med at tæmme dette vilddyr. Det er ikke lykkes nogen endnu, selvom han kan holdes i snor." Hendes sidste ord fik ham til at kaste et blik på hende.
"Chef? Og så tilbyder han at give dig som præmie i et væddemål? Er du sikker på, at du er en ansat?" Han så tilbage på kampen. Åh, hvor ville han ønske at Thanos vandt. Den lille kvinde ved hans side, ville blive en sjov slave at have. Men det var blot et uopnåeligt ønske.

Slaget havde ikke den ventede effekt, og Zuresh spilede øjnene op, da hans modstander hamrede sin stenagtige næve ind i maven på rigmanden.
Efter et ar slag, løb en lille smule blod ud af hans mundvige og blandede sig med det mørke, velplejede skæg.

Og Zuresh morede sig indeni.
Det hele gik som planlagt...

Efter det sidste slag havde ramt ham, gispede han forgæves efter luft, hvorefter han vendte det hvide ud af sin ene øje, og krampede let.
Han slog igen og igen - men slagene var som svækkede af den manglende ilt, og ville nok prelle af på den stærke halvdværg.

Til sidst blev rigmanden slap i hans greb...

Mei blinkede 'overrasket' over dette, og vendte et halvt frygtsomt blik mod Jean-Baptiste.
"Det... det var ikke ventet." nærmest stammede hun.

Thanos kunne mærke de første par slag, men modstanderens slag begyndte at blive så svage, at han ikke længere lagde mærke til dem. Han så blodet og mærkede Zuresh blive slap i hans greb. Trods at han teknisk set var ved at have vundet, var Thanos langt fra færdig. Selvom hans albueled var svagt, løftede han let manden op fra jorden ved halsen og klaskede ham hårdt ned i arenaens gulv, noget der ville brække knogler på mindre stærke personer. Han fastholdt sit hårde greb om mandens hals for at kvæle det sidste liv ud af ham.

Jean-Baptiste så med vantro Zuresh blive slap, og han gik et skridt frem, ude af stand til at tro sine egne øjne. Kunne Thanos virkeligt vinde? Zuresh lakajs bekymring fik håbet til at spire i ham. Ville hans slave virkeligt vinde over den mægtige Zuresh, som alle hviskede skræmt over?
En burvagt var på vej forbi ham for at gå ind og stoppe Thanos med den elektriske stav, men Jean-Baptiste tog ved hans arm uden at flytte blikket fra arenaen.
"Vent." Hans stemme var skarp og en tydelig ordre der ikke skulle modsiges.

SLAM! Han blev hamret imod gulvet som var han intet andet end en kludedukke, og han kunne mærke hvordan Thanos fortsat forsøgte at kvæle ham.
Han havde ikke på noget tidspunkt været i tvivl om, at halvdværgen ville forsøge at dræbe ham.

Han havde heller aldrig været i tvivl om, at det ville være umuligt.

Dogblev han liggende, og lod det sortne for hans blik... og lige som han overgav sig til den rolige bevidstløshed, var han meget tæt på at smile triumferende - men han gjorde det ikke.

På den anden side af tremmerne, pressede Mei sig imod dem, mens hun stirrede på de to kæmpere.
Folk omkring buret mumlede, og det var tydeligt at de var forvirrede.
Var den mægtige Zuresh virkelig kun et menneske? Blev han overvundet så let?

Mei vendte langsomt blikket imod Jean-Baptiste.
"Stop ham... vær sød at stoppe ham, inden han myrder Zuresh!"

Thanos var stadig prisgivet sit eget raseri og slap ikke manden under sig, selvom det var meget tydeligt, at han var gledet ind i bevidstløsheden. Han undrede sig ikke over, hvorfor der ikke var nogen, der forsøgte at stoppe ham. Det eneste han var fokuseret på, var at slå denne modstander ihjel. En modstander, der havde været værdig, men alligevel havde været let at slå. Thanos kunne ikke mærke smerten fra sit bryst med den ødelagte bruskplade, der holdt hans ribben på plads, han mærkede ikke smerten fra alle de slag, som Zuresh havde fået ind. Han mærkede kun lysten til at dræbe.

Jean-Baptiste stod selv helt op af burets tremmer. Den asiatiske kvindes bøn sendte en varm strøm igennem ham og et kort koldt og skrækindjagende smil spillede om hans læber.
"Der var ingen aftale om, hvor langt kampen skulle gå." Han havde ingen planer om at stoppe Thanos.

Mei så forfærdet til, mens Thanos fortsat kvalte Zuresh... og så gik det op for hende, at der nu var gået så lang tid, at rigmanden umuligt kunne være i live længere.
Han var simpelthen blevet kvalt...

Mei rystede på hovedet, vendte blikket mod 'dommeren', og sagde med svag stemme: "Det er overstået... ingen kan holde så længe... ikke uden at trække vejret..."
Hun så på manden, mens tårerne vældede op i hendes øjne.

Så vendte hun sig om imod Jean-Baptiste, mend en tåre løb ned ad hendes ene kind, langs det fine, tynde ar hun havde der.
"Dit uhyre..." hviskede hun, men slog så blikket ned.
Zuresh havde tabt kampen... og hun agtede at gøre som hun havde fået besked på.

Dommeren viftede en hånd af vagten, der skyndte sig ind af lågen for at stoppe Thanos. Det skulle dog ikke blive så nemt som sidst.
Thanos mærkede stødet gå igennem hans krop, men først havde det ingen effekt. Endnu en gang blev staven sat mod hans bare hud og denne gang holdt der så længe, at Thanos måtte slippe sit greb om Zuresh. Han valgte i stedet at slå ud efter vagten, der hurtigt fortrak. Endnu en vagt dukkede op, som Thanos løb frem for at knuse den første vagt. Men han blev stoppet nu hele to elektriske impulser, der løb gennem hans krop, hvilket fik ham i knæ med det samme. Alle hans muskler trak sig sammen, og han begyndte at krampe. Endeligt fjernede de to vagter stavene og Thanos kunne vælte op på jorden, gispende efter vejret. Hans blik landede på sin ejer, der havde et grumt og tilfredst udtryk i ansigtet. Thanos lukkede øjnene. Han havde vundet, gjort sin herre stolt og slået en modstander ihjel. På den ene side, var han ligeglad med Jean-Baptistes glæde, men på den anden side havde han været slave næsten hele sit liv, og han havde lært at glæde sig over at kunne gøre sin herre glad. Langsomt kom han på benene. Endnu en gang kunne dommeren tage ved hans tykke håndled, løfte hans arm i vejret og erklære ham som kampens vinder.

Jean-Baptiste smilede mere end før og så ned på kvinden, der var en del lavere end ham. Der var noget i hans blik, som burde skræmme Mei.
"Det ser ud til, at du skal med hjem. Det glæder mig." Hans stemme var yderst tilfreds. Han gik hen til Thanos, der var ved at blive ført ud af buret.
"Thanos. Du har endnu mere i dig end jeg troede. Jeg er meget tilfreds." Han klappede den brede svedige mand på skulderen.

Mei så blot til, mens den enorme halvdværg blev standset, og tvunget til at lade Zuresh ligge hvor han var.
Det havde været svært at se på til sidst... hun havde næsten ikke kunne holde masken... men hun havde alligevel klaret det.

Hun gøs da hun så Jean-Baptiste's blik, men fulgte alligevel med ham over til Thanos, mens hun holdt blikket mod gulvet.

Hun sagde intet. Det var upassende for en slave, at tale uden at få lov.

Thanos' vrede var ved at være gemt væk igen. Som den forsvandt dukkede smerterne op. Hans bryst føltes som om, at det var blevet trykket ind, og han havde svært ved at trække vejret. Hele hans krop rystede stadig efter de elektriske ladninger og han begyndte at kunne mærke de områder, hvor Zuresh hårde næver havde ramt ham. Det gik op for ham, at der var meget stille i arenaen. Han kastede et hurtigt blik på tilskuerne, der alle sad med samme måbende udtryk i ansigterne. Thanos mærkede forvirringen igennem smerterne. Var det ikke meningen, at han skulle vinde?
Jean-Baptiste klappede ham på skulderen og et stik af stolthed over sig selv løb igennem ham. Hans blik ramte Mei, der nu var ejet af Jean-Baptiste. Nu hvor raseriet havde lagt sig, gemt mere væk end det normalt var af ren og skær træthed, kunne man se mere af Thanos ægte sind i hans øjne. Blandet med træthed og smerte, var hans øjne fyldt med medlidenhed for den unge kvinde. Han havde ondt af hende. Han havde en fornemmelse af, at hun ikke var slave i forvejen, der havde været en stolthed i hendes øjne og statur, som ingen slave kunne have. Selvom det var så mange år siden, kunne Thanos stadig huske den forfærdelige følelse det havde været, da det gik op for ham, at han aldrig skulle være fri igen. Han skulle til at række hånd ud i mod Mei, da ringen blev smækket om hans hals og jernet lagt om hans håndled. Følelsen af det kolde metal fik ham til at trække sig ind i sig selv igen, og hans blik blev tomt. Han lukkede sig selv inde i sit sind, for ikke at skulle føle den evige skam over at bære disse lænker.

Jean-Baptiste var for travlt optaget af sin egen glædesfølelse til at lægge mærke til Thanos meget usædvanlige milde blik. Det her, det var godt. Rigtigt godt. Han havde næsten eurotegn i øjnene, for han var nu ejer af den slave, der havde overvundet den mægtige Zuresh.
Selvom han var sejrrig, var der dog noget i hans underbevidsthed, der blinkede advarende. Kunne det passe, at Zuresh var så nem at slå ihjel?

Selvom Mei havde slået blikket ned, så hun godt Thanos' blide øjne ud af sin egen øjenkrog.
Hun havde haft ret, dengang hun havde anmodet Zuresh, om de kunne gøre dette på en anden måde...
Det glædede hende så meget, at hun var lige ved at smile - men hun tog sig i det.

"Mester..." sagde hun med meget lille stemme, og så stadig ikke på Jean-Baptiste,
"Hvad ønsker de af mig?" det sidste var sagt med grødet stemme. Hun lød helt grædefærdig... mens hun spekulerede på, om slaveejeren nu ville føre hende og Thanos til sit hjem...

Thanos stod bare og stirrede ud i luften. Hans vejrtrækning var hæs og besværet, men smerten var væk fra hans ansigt. Enten ville Jean-Baptiste vurdere, at det var værd at få ham til en healer eller også ville hans krop selv i løbet af en uges tid eller to have rettet op på den skade, som Zuresh havde forvoldt. Selvom han kun var halvt dværg, var dværgenes stærke evne til at hele fulgt med hans faders gener.

Jean-Baptiste vendte sig mod Mei og endnu et grumt smil spillede om hans læber. Denne lille kække kvinde ville betale for hendes smarte bemærkninger og fornærmelser. Jean-Baptiste var ikke en rar mand, og han fandt lige så meget fornøjelse i andres smerte som enhver anden dæmon.
"Du kan tie stille, til du bliver bedt om at tale." Han vendte sig mod den samme ansatte som havde givet ham penge tidligere og tog i mod en bunke penge, der var betydeligt større end den sidste. Herefter nikkede han til en af vagterne, der begyndte at trække Thanos ned af den gang, der var lavet igennem publikum, og hen til udgangen, hvor Jean-Baptiste tog kæden fra ham og gik ud i den kolde luft. Han så sig ikke tilbage mod Zuresh livløse krop i arenaen. Lige nu skulle han have Thanos hjem, det kunne godt se ud som om, at hans gladiator havde brug for en healer. Og han kunne næsten ikke vente til at få Mei hjem. Han havde planer med hende.
Udenfor ventede en anden slave ved en bil, der var modificeret specielt til at transportere gladiatorer i og havde et luksuriøst mellemråde mellem buret og føresædet til Jean-Baptiste.
Uden et ord gik Thanos ind i sit bur, den anden slave smækkede døren, åbnede sidedøren for Jean-Baptiste og Mei, inden han satte sig ind foran.
Jean-Baptiste tog en cigar fra en holder og begyndte at tænde den.
"Hvad er dit navn?"

Mei klappede i, og så næsten ud som om han havde slået hende.
Den afsky hun havde følt for denne mand var blevet fordoblet i løbet af de sidste par minutter... hans behandling af stakkels Thanos, hans totale mangel på nåde overfor enslagen modstander, og så måden han talte til hende på...

Mei fulgte stille med udenfor, og da hun så endnu en slave, kunne hun mærke hvordan hendes hjerte begyndte at banke en anelse hurtigere.
Hvor var det modbydeligt...

Da Jean-Baptiste havde sat sig ind, satte hun sig ind ved siden af, stadig uden at se på ham.
"Mit navn er Mei, sir..." sagde hun med let dirrende stemme..
Hvis Jean-Baptiste kunne kinesisk, ville han vide at hendes navn betød 'skønhed' - hvilken var ret passende.

Thanos satte sig i sit sæde og lænede sig udmattet tilbage. Hans hjerne var tom og det eneste han ville var at komme hjem og sove. Han var så træt, så træt.

Jean-Baptiste fik gang i cigaren. Hvis han havde kendt til Meis foragt for ham, ville han have været fuldstændig ligeglad. Han var ligeglad med, hvad folk tænkte om ham. Han var sadist og elskede at have slaver, som han kunne gøre med, hvad han ville. Han elskede at se skræk i folks øjne. Og forsage smerte.
Han lagde sin fancy lighter tilbage i lommen og så på hende med et blik, der ikke skjulte hans følelse af sejr og sin forventning til et, der skulle ske, når de kom hjem.
"Mei. Du bliver en fin lille nips til min samling." Han smilede for sig selv og bankede på ruden til førekabinen. Bilen begyndte at køre. Med et selvtilfredst udtryk pustede han røg ud.
"Din arbejdsgiver var en del svagere, end jeg havde hørt han var."