You must be thinking of someone else

Efter flere dage med regn, kom solen endelig frem. For første gang i flere dage, var det ikke med meget overtøj, men derimod en bluse folk var beklædt i. Der kom vel altid en langt anden glæde i folket, specielt når først varmen kom frem og der var sol. I en smuk gade, var livet ligeså meget i gang ”undskyld mig” lød det fra en ung kvinde, som hun passerede en mindre gruppe unge. Ved første kig på hende, lignede hun enhver anden kvinde. Dog var dette noget hun var trænet i, hun skulle blande sig ind i mængden og ikke skille sig ud. Af en kvinde som brugte det meste af sit liv sammen med en flok lejemordere, så lignede hun ikke just en. Selvom de brugte år på at træne hende i at dræbe, så brugte de også en del tid på at lære hende i at passe ind. Hun skulle kunne spille en dum turist, eller også noget helt andet. Folk lagde måske mærke til skønhed, men de gav ikke nær så mange tanker imod en turist, som en der bevist skilte sig ud. Med andre ord kunne hun holde sig i det skjulte, alt i mens hun var ude i det frie.
Som altid havde hun øjnene alle steder, det var vel efterhånden ren vanesag. Når først det var indkodet, så kom det nærmest som en normal ting. Det når hun trådte ind i et lokale, også søge øjnene imod de nærmeste udgange. Dette var præcis det samme i det åbne rum. Selvom hun per udseende så ud som om hun slappede af, så var hun altid på vagt og derved altid klar på at angribe. Hun stoppede op ved en butik i nærheden. Modsat de andre butikker som syntes at holde det hele indenfor, var der her godt vel en tredje del udenfor. Dette gav folk en mulighed for at se på det tøj butikken havde at byde på, før man overhoved gjorde sig nogle valg om at kigge indenfor. Med et halvt blik rettet imod tøjet, og et rettet imod folk omkring sig. Hun var en lille kvinde, men stærk af sig og ganske bevæbnet. Som hun vandrede rundt, forgav at være turist, mærkede hun et blik imod sig.

Endelig var vejret godt... solen skinnede, der var helt lunt, og folk nød det til fulde.
Men sådan var det jo, når foråret meldte sin ankomst!

Selv for den mystiske rigmand, som pludselig var dukket op og havde købt et enormt hotel, for så at lukke det ned og bygge det totalt om.
Manden, som ingen vidste noget om.

På denne dag virkede han dog helt normal, som han vandrede ned ad gaden og nød det lune vejr.
Som sædvanligt havde bodyguards fået besked på at passe deres poster i Shadowsun Tower - han brød sig ikke om at have dem hængende, og de var nu heller ikke synderligt nødvendige.

Zuresh var iklædt et stilet jakkesæt, med en lidt længere jakke, en hvid skjorte og et gråt slips.
Hans hår var sat på en rodet, men samtidig stilet måde, hans skæg var veltrimmet - og han havde naturligvis sin sædvanlige læderklap for det ene, manglende øje.

Mens han gik, fik han pludselig øje på en velkendt skikkelse, og synet fik ham til at stoppe op.
Hvordan i alverden var Mei pludselig havnet her, og iklædt noget helt andet tøj?
Han mente bestemt at have set hende tilbage på Tower, iklædt sit sædvanlige, slanke jakkesæt.
Zuresh trådte tættere på, og med sin hæse, magtfulde stemme sagde han:
"Miss Lin? Hvad gør de her?"

Hun havde sine øjne rettet direkte imod ham, mest af alt fordi det blik han gav hende forvirrede hende. Han betragtede hende som kendte han hende, men hun kunne være mere end blot sikker på aldrig at havde set ham før. Hvis hun havde ville hun nok huske ham, da denne mand ikke just var svær at glemme. Høj og med en aura der skreg magt, derudover skulle det vel være løgn hvis man sagde han ikke var af den ganske pæne skala omkring det mandelige køn. For han var skam en køn mand, der var også den mystiske faktorer omkring ham, noget der helt sikkert tiltrak en hel del. Som han gik imod hende, stod hun med en kjole i sin hånd, så da han med et kaldte hende ved hendes efternavn, kom der for alvor forvirring frem i hendes øjne.
En ting var han syntes at genkende hende, noget andet var at ud af alle efternavne i verden, kunne han hendes. Dog virkede det ikke som en trussel, mere forvirring da han i bund og grund virkede mindst ligeså forvirret som hende selv. Som hun vendte sig imod ham, hang hun samtidig kjolen tilbage på stativet "Jeg tror ikke jeg har mødt dem før, så de må have fat i den forkerte kvinde" hun smilede undskyldende til ham, før hun nikkede og her på gjorde om. Det gjorde hende en smule ubehagelig til mode, mest af alt fordi hans blik sagde alt om hvad han følte. Der var en sandfærdig genkendelse at finde i det brune øje, men dog var hun mere end sikker i sin sag og derfor var det nok ikke det bedste at hun blev stående "Hvis de vil have mig undskyldt" sagde hun blidt, før hun igen vendte om og denne gang gik direkte forbi ham

Han mødte hendes blik da han kom over til hende, og var i et øjeblik hundrede procent sikker på, at det var hans assistent - Mei.
Men så så han ind i hendes blik, og så det som lå inde bagved.

Endnu en gang havde hans evner ham indblik i ting, som ville have fået andre til at stå helt af.
Det gik op for ham, at denne kvinde havde oplevet langt mere i sit liv, end Mei havde. Og det til trods for at Mei havde en vanvittigt farlig profession.

Hvordan det kunne hænde at denne smukke, unge kvinde lignede hans assistent på en prik, kunne der være flere forklaringer på - men det var nu helt tydeligt at hun ikke var assistenten.

Da hun gik forbi ham, vendte han sig om imod hende, og sagde:
"Det beklager jeg meget, frøken... jeg troede de var en anden. Er de tilfældigvis ny her i byen?"
Hans nysgerrighed var vakt... så han gik til klingen mere eller mindre med det samme.

Manden her syntes åbenbart ikke at ville give slip på hende, hvilket nok skyldtes hans nysgerrighed blot ny havde udtrykt sig. Muligvis fordi hun åbenbart skulle ligne en han kendte. Et kort håb om han måske kendte hende dukkede op. Hun kunne ikke huske meget, mest af alt fordi hendes mentorer have brugt meget tid på at fjerne meget af hendes hukommelse. Dette afholde hende dog ikke fra at drømme om hendes fortid. Hun drømte ofte om sig selv som barn, hvor hun løb rundt i en have sammen med sin søster. Selvom det blot var en drøm, så var det en drøm hun havde været plaget af hele livet, så derfor dukkede der et lille håb op omkring dette var et minde. Dog som altid smed hun håbet væk, for håb fik ikke folk nogle vegne, de stod derimod i vejen for sandheden.
Hun vendte sig om imod ham, og hævede øjenbrynet. Alt omkring hendes håb var væk, alle beviser omkring de håb hun netop havde haft, var fuldkommen forsvundet. Idet hun trådte et skridt frem, lagde hun samtidig også hovedet på skrå "Den slags sker jo, hvis videnskaben har ret så har vi jo også omkring syv der ligner os på en prik" hun trak på skulderne og slog ud med hånden. Hun vidste ikke om dette var sagen, eller om det var noget helt andet der var på spil. Om det var videnskab eller noget helt andet, det var ikke til at vide. Dog ville hun ikke sætte håbet op for en drøm, som ikke engang eksisterede. Dog var dette en drøm hun havde tegnet, så hun havde fyldt adskillige bøger op med skitser af de to legende børn.

Som det næste spørgsmål faldt ind, slog dette hende ud af hendes tanker og hun sendte ham her et lille smil "Ja jeg fløj ind her i går, så jeg er så ny ankommende som man kan være" Normalt var hun ikke altid meget for at indrømme ting om sig selv, det var vel en gammel vane, men ikke desto mindre så var det faktisk sandheden hun kom ud med i det øjeblik. Hun var ny i byen, og kendte faktisk ikke mere til den end hvad hun havde læst sig frem til og dette var om ikke andet en del. Hun skulle altid holde sig orienteret på hvad der skete "Hvorfor dog, har de planer om at invitere mig ud" hun vidste godt dette ikke var sagen, dog kunne hun ikke afholde sig selv fra at lave lidt sjov. Hun grinede og vrikkede drillende med øjenbrynene.

Han lyttede til hendes ord, med ganske ægte interesse - da dette ikke længere kunne være et tilfælde.
Et lille smil bredte sig på hans læber ved hendes ord... hun var en frisk pige, måtte man sige.
Og heller ikke bange af sig, selvom han var fremmed - og væsentligt større end hende.

"Di Morga, og navnligt Terre, er et farligt sted for en ung kvinde at befærdes alene. Jeg håber de har fundet et godt hotel." lagde han ud med at sige, mens han roligt betragtede hende.

Hans smil blev lidt bredere, og en let humor dukkede op i hans blik, da han besvarede hendes spørgsmål:
"Måske..."

Som der formede sig et smil på hans læber, kom der også et på hendes. Han var stor, og helt sikkert en del stærkere end hende, dog gjorde dette smil ham blot det kønnere. Det var sjældent hun fandt folk attraktive, men det var han skam. Om ikke andet var dette ikke noget hun skulle lægge tanker ind i, for dette var ikke hvad hun var kommet for. Tanken var ikke hun skulle finde attraktive mænd, men derimod klarer sine missioner. Spørgsmålet var selvfølgelig hvor lang tid hun skulle befinde sig i Di Morga, men indtil videre var dette en ukendt information og der ville sikkert gå tid før hun ville få dette af vide. Så selvom tanken fra fristende, gå ud og have det sjovt, lave sig nogle one night stands. Så havde hun muligvis ikke tiden til dette, og derfor var dette ikke en mulighed.
Hun nikkede "Jeg er ikke skam ikke fuldkommen inkompetent, mange ved skam godt denne by er farlig. Den har sikkert udelukkende sit gode ry på grund af alt politiet og alle de andre som dækker for de fleste mord sagder. For hvis ikke de skriver en anden grund, samt offentliggjorde langt færre mord, så ville folk næppe komme til i så mange strømme som de gør. Dog er alle byer i bund og grund farlige" Ingen kunne i virkelighed vide sig sikker, så hvor farlig kunne en by i virkeligheden være?

"Det har jeg skam, ganske centralt så jeg gå ikke klip af noget" hun boede inde i byen, det var et godt hotel og det var helt klart en af hendes fortjenester. Hun havde været fantastisk i sine misioner, så de gav hende vel en belønning i form af et godt hotel. Hun klukkede "jamen dog, hvor er jeg dog heldig" hun kørte en hånd igennem sit hår, og blinkede drillende til ham. Hun vidste skam godt der ikke var tale om en date, men det var vel alligevel sjovt at drille lidt omkring det

Hendes ord beviste hendes uvidenhed - med mindre hun havde en fandens masse kendskab til magiske og uhellige væsener, selvfølgelig.
Hans fornemmelse sagde ham dog at hun var menneske... og det var de færreste mennesker udefra, som kendte meget til vampyrer, dæmoner og magi.

Det var de færreste i denne verden, som vidste nøjagtigt hvor farlig denne by, ja dette land, egentlig var.

"Jeg tror at Terre vil overraske dem. Men forhåbentligt er de lige så habil som deres blik fortæller mig, at de er." sagde han.
Hendes smil gjorde hende smuk... en sand fryd for øjet med sit lange, sorte hår, sine brune øjne, smukke hud og slanke figur.
Gik man ikke efter enorme barme, men naturlig skønhed... ja, så var denne kvinde noget af det kønneste.

"Jamen i så fald... enten kaffe nu her, eller en middag i aften. Hvornår har de bedst tid?" lød det så fra ham.
Han kunne godt fornemme på hende at hun ikke helt troede på dette... men han agtede nu at 'fange' hende og finde ud af mere.

Hun havde kendskab til en del ting, hendes mentorer havde ikke alle været mennesker, så derfor kendte hun til nogle af de væsner der fandtes. Dette betød dog ikke hun kendte til dem alle, og derfor var hun da på nogle punkter ret uviden. Om ikke andet kendte hun til vampyrerne, da de var den største kilde til morderne, og specielt de mord som der blev dækket en del på. Hun hævede øjenbrynet, han var så sandelig god til at læse folk. Måske var dette blot en del af hvem han var, men hun kunne fornemme der var en hel del ting under overfladen. Han kunne være et ligeså stort mysterium, som folk kalde hende selv.
"Lad os da håbe det" Hun var ikke blevet lært i at være en åben bog, men derimod at gemme meget inde, så det var skam også det hun gjorde. Hun var ikke en kvinde til at græde om tingene, det var faktisk sjældent man så tårer i hendes øjne. Hun var en kvinde som fortalte vise ting som sig selv, og egentlig kun hvis situationen i virkeligheden kaldte for det og ikke et sekund før dette. Hun var vel et mysterium, men det var i realiteten også dette hun nød.

Hun måtte indrømme hun blev skam overrasket, da han rent faktisk bød hende op. Det hun havde set som værende en joke, virkede nu som en seriøsitet. Med et blev hun fanget mellem tanken om der ikke var tiden, også samtidig ideen om hvad pokker denne kønne mand havde i tankerne. Hun fik et unikt glimt i de brune øjne "Hvad med kaffe nu, også ser vi om de fortjener en middag med mig" hun smilede drillende til ham "Hvad kan jeg kalde dem?" spurgte hun og her referede hun til hans navn, som hun endnu faktisk ikke kendte til

Hendes holdning og blik, fortalte ham at hun var forberedt på hvad hun kunne møde i denne by - eller, det mente hun ihvertfald selv.
Det var nu også ligegyldigt lige nu... måske ville han sætte hende mere ind i tingene omkring Terre, hvis han lærte hende lidt at kende...

At han var et mysterium, vidste han. Og han havde bygget et mindre imperie på det éne faktum.
Det var en enorm styrke, og intet andet.
Og hun gav indtryk af selv at være mystisk... hvilket bare tændte yderligere for hans nysgerrighed.

"Ah, jamen i så fald må vi jo også håbe, at de fortjener at jeg byder dem på middag i aften. Det har de chancen for, under kaffen." sagde han med et glimt i øjet.
Så kiggede han ned ad gaden, og fik hurtigt øje på en lille kaffebar hvor der ikke sad så mange lige nu. Og de serverede tilmed kage, og alskens varme drikke.

"De kan kalde mig Zuresh. Og de er...?" sagde han så og sendte hende et smil, før han gjorde tegn over imod kaffebaren, og begyndte at gå roligt derhen imod.

Hun klukkede "Lad os være dus med hinanden" forslog hun med et smil. Hun havde skam været lært i manere, men nu var det ikke tiden til den slags manere. For selvom de skam var brugbarer, så var de ikke fundet nødvendige i disse sekunder. Hun nikkede "Det er skam rigtigt, selvom jeg tror nu mere det var den anden vej rundt" det var dejligt, det ikke at skulle være seriøs hele tiden. Ganske vist havde hun øjnene mange steder, men hun kunne da slappe mere af end normalt. Det var nemlig ikke ofte hun jokede, eller for den sags skyld lavede så meget sjov som hun gjorde i dette øjeblik.
Som han gjorde tegn til kaffebarnet, fulgte hun med ham. Det måtte nu egentlig se lidt komisk ud, hun var selv meget lav og han var ufattelig høj af sig. Så ved siden af hinanden, kunne man da for alvor se højdeforskellen spille sig ud "Mig en fornøjelse Zuresh, jeg hedder Shado" hun kunne forneme sandheden i hans stemme som han sagde sit navn, hvilket også var derfor hun gav ham sigt rigtige navn og ikke et falsk et af slagsen.

Da de nåede baren, gik hun hurtigt ind. Til deres held var der ikke mange, så de havde frit mulighed blandt de mange border. Hun fik selv hurtigt øje på et sted med bløde stole, og her gik hun selv derhen. Hun slog sig ned i den bløde stol "Ganske blødt må jeg sige" betjeningen var ganske ferm, da de nemlig ikke nåede at sætte sig ned før en tjener var henne hos dem. Her blev de givet kortet over menuen "Jeg tager mig en varm kakao" hun sendte den unge mand et smil, før hun vendte sit blik hen imod Zuresh. Som altid tjekkede hun stedets folk, samtidig med hun også tjekkede for mulige udgange. Da dette var ordnet gav hun manden foran sig sin opmærksomhed

Det lå i hans natur at kalde folk for 'de' og 'dem' - et lævn fra fortiden, grundet hans usædvanlige alder.
Dog smilede han da hun erklærede, at de skulle være dus med hinanden.

Højdeforskellen var han vant til, da han tit havde Mei rendende på sit kontor for at ordne forskellige opgave og bringe beskeder.
Men for folk omkring dem, ville de være et spøjst par - ganske simpelt fordi de var så forskellige.

"Shado..." han smagte lidt på navnet, og kunne omgående lide det.
Der var noget sigende over det... noget poetisk, og yderst passende til denne mystiske kvinde.

Da de kom indenfor, tog han jakken af og hængte den på stoleryggen, før han satte sig til rette overfor hende.
"Bare giv mig hvad end der er godt." sagde han til tjeneren, før han lod blikket hvile på Shado.

Hun tjekkede stedet... udgangene... på snedig, skjult vis - men han så det.
Smart pige.

"Nå, Shado... hvor skal vi næsten begynde? Ja, du må undskylde... jeg er ny til sådan noget her." sagde han med et smil, og en vis selvironi i blikket.
Dog mistede han ikke hverken selvtillid eller styrken i sin stemme.
Dette var bare nyt... og interessant.

Hun klukkede, det var tydeligt han havde ligeså meget forstand på dette som hun selv havde "Du skal skam ikke undskylde, jeg har lige så lidt forstand på dette som du har. Men jeg regner vel med man starter ud med simple spørgsmål og arbejder sig imod fulde samtaler" hun gættede egentlig blot, mest af alt fordi hun heller ikke just havde gjort dette selv. Disse små gøremål var ikke ting hun satte højest på listen, man kunne sige det kom meget lavt og dette vel i bund og grund var den første gang. Hun lagde hovedet på skrå og betragtede ham "Du har et ufattelig blidt smil, meget overraskende taget i betragtning hvilken styrke du bær dig selv med" hun havde bemærket det et par gange, for selvom han var en mand der bar styrken som sin jakke, så kunne han også vise et mere blidere smil frem, hvilket havde overrasket hende kraftigt. Dog var dette smil som gjorde ham det kønnere at se på.
Da deres drikkevarer endelig kom, tog hun smilende imod sin egen. Hun havde altid elsket kakao, som barn var dette det eneste som kunne få hendes tristhed væk. Hendes mentorer havde altid givet det til hende, som en form for belønning hvis hun havde opført sig ordenligt. Så man kunne sige hun forbandt denne varme drik med noget godt. Selvom vejret udenfor var lettere varmt, så var det stadigvæk ikke sommevejr endnu, så varmen fra kakaoen kunne varme både hendes fingre, men også krop op "Fortæl mig noget du ikke fortæller folk, som hvad er din yndlingsfarve" hun havde ikke helt vidst hvad hun ville spørge ind til, så det endte til sidst ud som yndlingsfarve som en akt af noget spontanitet. Som hun lagde benet over kors, kom hun ved et uheld til at lade sin fod glide op langs hans ben "Det må du undskylde" hun fik et lettere undskyldende smil frem på sine læber

Et blidt smil?
Det var underligt at høre, da han før i tiden havde været kendt for helt andre ting...
Men Zuresh var samtidig klar over, at hans personlighed havde ændret sig utroligt meget - på visse områder.
Før i tiden havde alt været sort og hvidt, intet midt imellem, og slet intet udenom.
Positivt og negativt.

Men nu... nu var der alt det andet også, og selvom det havde været ufatteligt overvældende i starten, så havde han lært hvor godt det egentlig var for ham.

Men et blidt smil? Det havde han aldrig hørt før.
Ordene fik ham dog til at smile. Det var en rar ting at få at vide.

"Det var en dyb kompliment, Shado. Mange tak." sagde han og betragtede hende lidt.
"Lad mig gengælde den, omend ikke andet så på en mere klassisk måde." sagde han mens hans smil blev en anelse bredere.
"Denne verden er fyldt med kunstværker, som er formet med hånden eller med maskinen. Det er over alt, og dets skønhed er blevet et nyt ideal for alting... men i mine øjne, er der intet som er smukkere, end det som naturen selv har skabt."

Komplimenten var halvskjult, men den var rettet mod hendes meget naturlige skønhed - noget som han havde lagt mærke til fra første øjeblik.

Zuresh tog imod sin egen kaffe - en nøddefarvet blanding med skum på toppen.
"Hmm.. spændende..." sagde han og betragtede den i et par sekunder.

"Min yndlingsfarve...?" sagde han så, og vendte igen blikket imod hende.
"Ganske let spørgsmål... det er grøn. Og hvad med dig?"

Som smilet formede sig på hans læber, formede der ligeså et smil på hendes egne læber. Han var en køn mand, men smilet gav ham mere bløde former og det gav ham en helt anden side til sig. Dog som han takkede, sendte hun et blidt smil i hans retning "Det var skam så lidt" hun blinkede til ham, som hun samtidig selv drak fra sin kakao "mhh jeg har altid elsket kakao, der er bare et eller andet forfriskende over det" hun sukkede, og som hun drak af den varme drik, blev hun nærmest helt rolig inden i. Hans kompliment var dog langt mere graciøs end hendes egen, blot måden han kom med den fik en svag rødmen til at stige omkring hendes kinder "sikke en graciøsitet, men mange tak. Du får mig helt til at rødme" beviset lå omkring hendes kinder, som var blevet ganske rosa.
Hun var ikke just vant til dette, det var ukendt for hende det at lære folk at kende. Dette var med andre ord ikke vant territorie for hende. Hun forsøgte dog med dette, mest af alt fordi Zuresh virkede spændende og interessant, og man kunne sige dette virkelig ikke skete særlig ofte for hende. Som han svarede hendes spørgsmål, og selv smed et imod hende fik hun et lettere tænkende udtrykke frem i hendes øjne "det er et godt spørgsmål, jeg tror virkelig ikke jeg har en yndlingsfarve. Hvis jeg dog skulle vælge, skulle det nok være en blanding af blå og grøn" hun trak på skulderne

Da han mærkede hendes fod glide lidt op ad hendes ben, sagde han intet. Han betragtede hende blot roligt, og da hun så kom med en undskyldning, smilede han igen.
Han fik et drillende glimt i øjet da han sagde:
"Jeg tager det ikke så tungt. Undskyld ikke... men næste gang, gør jeg måske gengæld."

Han kastede et blik mod hendes kakao og nikkede ganske let.
"Kakao indeholder beroligende stoffer, har jeg hørt - men det er nok nærmere noget i fortiden, som har givet dig denne kærlighed overfor kakao." sagde han, vel vidende at varm kakao havde samme effekt på hans assistent.

Han drejede dog hurtigt samtalen lidt, da hun gav ham den perfekte mulighed for det, ved at rødme og takke for hans kompliment.
"Det gør det kun bedre, at du rødmer. Det er helt smigrende." sagde han og tog sin kop.
Han smagte på drikken, som var en blanding af sort kaffe, varm kakao og et lille snert af noget sød, stærk alkohol.
Alt i alt en behagelig blanding.

"Så... turkis? Det er også en ualmindeligt smuk farve - som tropiske have, og ædelstenen kendt som akvamarin. Ganske godt valg." sagde han så, og sendte hende endnu et smil.

Hun hævede drillende øjenbrynet "ser man det, hvis jeg ikke vidste bedre så ville jeg tro du flirtede mig med Zuresh" hun troede dog ikke dette var sagen "men når du siger det på den måde, så gør du mig nysgerrig på hvad du kunne finde på" hun vrikkede drillende med øjenbrynene, for hun af ren vane sag kørte sin hånd igennem håret, hvilket medførte en irriterende lok hår forsvandt fra sin gruppe og gled ned mellem hendes øjne. Hun skulle netop selv til at fjerne den, da han med et kommenterede på hendes forkærlighed for kakao, og med et forsvandt tanken om hårlokken. Hans teori om at kærligheden for kakao måske tilhørte hendes fortid, fik hende til at trække på skulderne "Det kunne være en mulighed, dog husker jeg faktisk ikke noget fra min fortid. Jeg fik af vide min familie og jeg var udsat for en ulykke. Hvor de døde, var jeg efterladt uden en hukommelse for det meste af min barndom" dette var selvfølgelig ikke sandheden, eller det var den viden hun havde fået, men ikke det som rent faktisk var sket. Sandheden var dog ikke en hun selv kendte til, og derfor ikke en hun kunne kommentere på.
Hun kluklo blidt, af underlige grunde havde hendes latter altid haft en blid klang "jamen dog, det lyder næsten som du kan lide du får rødmen frem i mig, eller er dette hvad du siger til alle kvinderne i dit liv" igen kom den drillende tone frem. Om han havde kvinder i sit liv vedkom virkelig ikke hende, han kunne gøre hvad han ville, dog kunne hun selv ikke holde den drillende tone tilbage. Hun var selv ikke seksuelt aktiv, og havde faktisk aldrig prøvet sex. Hun vidste ikke om det skulle dukke op i den nærmeste fremtid, skete det jamen så skete det og indtil da forsøgte hun sig ikke med det. Hun havde ofte alt for travlt med sit liv, så det var vel blot aldrig rigtig kommet på tale, eller for den sags skyld kommet som en mulighed. Hans svar til hendes yndslingsfarve, fik igen et blidt smil frem på hendes læber "Det er rigtigt, det minder mig om noget trykt. Jeg kan ikke huske meget fra min barndom, men jeg har ganske få minder. Jeg kan huske farven på det smukke hav og hvordan jeg elskede at svømme. Der er noget beroligende og direkte sensuelt ved havet" Da hun opdagede hvordan hun nærmest blot begyndte at snakke om ting han måske ikke fandt interessant, rødmede hun svagt og smilede undskyldende til ham "Jeg plapre jo løs, jeg undskylder hvis jeg keder dig"

Han var ikke helt sikker på om hun lavede sjov, eller om hun virkelig ikke regnede med at han flirtede med hende - for det var jo lige præcis hvad han havde gjort.
"Det ville måske frastøde dig, hvis jeg flirtede med dig...?" spurgte han og fjorde let tegn til klappen for det ene øje - og så selvfølgelig det faktum som ikke behøvede at blive nævnt, nemlig at han så langt ældre ud end hende.

"Og hvad jeg kunne finde på...? Godt spørgsmål..." sagde han, denne gang med et halvlusket smil.
Og så lod han den ellers hænge.

Han betragtede hende roligt, men med et glimt af nysgerrighed i øjet, mens hun fortalte om den del af sin fortid, som hun kunne huske - kun for at smile da hun afbrød fortidens ord, for at være spydig på en morsom måde.

"Du tror da vel ikke at jeg charmerer unge kvinder fire gange om ugen...?" morskaben i hans stemme var ikke til at tage fejl af.

Han var tavs da hun fortalte om havet, og hvordan hun som barn havde elsket at svømme...
Så dette var altså hvad hun kunne huske?
Zuresh begyndte at få en god fornemmelse af, hvad der var overgået denne unge kvinde...

"Havet er yderst smukt, og ganske sensuelt. Og nej, Shado..." sagde han, for så at læne sig frem, række en rolig hånd frem imod hende - og blidt skubbe den uartige hårlok om bag hendes ene øre - hvis hun altså ikke trak sig væk fra hans hånd, i hvilket fald han ville smile undskyldende til hende og trække hånden tilbage.

"...du keder mig bestemt ikke."

Hun rødmede, mest af alt fordi det ikke var hverdag hun blev flirtet med. Hun arbejdede som regel altid, eller også trænede hun. At flirte var ikke just på listen over de ting hun skulle begå sig i sit daglige liv. Hun rystede på hovedet "Nej det ville det skam ikke, hvis du referere til dit manglende øje så er det skam intet problem. Jeg har selv mange ar på min krop, så det betyder intet. Er det din alder, så er det heller intet problem. Jeg er en voksen kvinde, jeg kan sagtens lave beslutninger og alder har aldrig været et problem for mig. Min uerfarenhed kunne mere være en stopklods for dig" han var en køn mand, faktisk mere end blot køn. Han bar en stærk maskulinitet med sig, han var interessant men samtidig også blid. Han kunne helt sikkert knække hende midt over hvis han ønskede dette, og dog gjorde han ingen tegn af denne handling. Hun ville snarer sige hendes egen uerfarenhed på både det seksuelle plan, men også inde for det plan af alt intimt ville være et problem.
Hun gøs næsten ved det halvluskende smil, det var fristende og sagde måske en del om hvad han kunne finde på, dog uden at give det præcise svar på hvad det var. Hun klukkede blidt "Du er charmerende mand, ufattelig køn og ja faktisk mere end blot det. Det ville undre mig hvis du ikke havde nogle bejlere i det kvindelige køn. Om du så selv charmere dig ind på dem, er helt op til dig selv" hun blinkede drillende med det ene øje, før hun igen koncentrerede sig om sin kakao. Hun sad helt stille som han med lænede sig frem imod hende. Hun kunne føle varmen fra hans hud, før den overhoved havde nærmet sig hende. Dog kunne hun svagt fornemme varmen fra den, for som han skubbede hårlokken væk kom hun ved et uheld til at lade sit ansigt læne en smule imod hans varme, og her rørte deres hud ved hinanden. Hendes brune øjne mødte hans blik, og et ukendt smil formede sig på hendes læber. Det var en blanding af noget generet, men også blidt "Det glæder mig da at høre, det sidste jeg ville gøre er at kede dig" hun bed sig i læbe, men lod ikke sit blik forlade hans et eneste sekund

Da hans fingerspidser rørte hendes hud, sendte det en underlig følelse igennem ham.
Han smilede, og førte så den sorte hårlok om bag hendes øre.
Han var ikke helt sikker på hvilken reaktion han havde håbet på fra hende... men denne her toppede da de fleste han kunne komme i tanke om.

"Ar er minder... og ligesom visse minder, kan ar også fjernes - hvis man ønsker det." sagde han, og tog en chance ved at føre to fingre blidt ned ad hendes ene kind, før han roligt trak hånden tilbage - stadig med deres blikke låst fast til hinanden.

Hendes ord gjorde det meget tydeligt at hun var tiltrukket af ham - noget som gjorde ham glad, men som han ikke ville udnytte for så bare at gå igen.
Ikke som tingene så ud lige nu, ihvert fald.

"Sikke du kan komplimentere. Jeg får lyst til at give igen - men det ville bare begynde at være upassende." sagde han og smilede igen.
Og det med kvindelige bejlere...? Der havde været nogen, men sjældent havde de i virkeligheden fanget hans interesse.

Han kommenterede det ikke.

Dog var hendes næste ord noget, som måtte kommenteres. Sådanne ord var sjældne, når de kom fra en fremmed - og han kunne fornemme ægtheden i dem.
Så han lænede sig lidt tilbage, samlede koppen op og tog en slurk - stadig uden at bryde øjenkntakten, med mindre hun selv gjorde det.
"Jeg tror ikke... at du er i stand til at kede mig."

Følelsen af varmen, hans hud og ikke mindste den nænsomme bevægelse ført af ferme fingre, fik hende til at sænke tænderne hårdere ned i det hud som beklædte hendes læber. Hun var fuldkommen fastfrosset, dog ikke i en dårlig maner men derimod fordi hans berøring nok var den første blide berøring hun havde fået i rigtig mange år. Derudover havde hun også en tiltrækkelse til ham, så det gav vel også en helt anden effekt til sig. Hun nikkede ikke, dog sagde hendes blik noget om hun skam lyttede til hans ord "Det er rigtigt, dog er vise ar bedre end ingen. Det viser man overlevede" hun holde en svag pause mellem nogle af ordende, mest af alt fordi hun samlede luften til at kunne sige det. Den blev brugt så hurtigt, netop fordi hendes hjerte puslerede hurtigere end normalt. Hun havde svagt lænet sig imod ham, som han havde holdt sin hånd vedvarerende hvor den var, så da han lod den glide ned og her endelig fastgjorde lokken til det andet hår, lænede hun sig langsomt tilbage i stolen. Folk som ville gå forbi dem, ville måske bemærke en intens stirren imellem de to, men for hende virkede det ikke just som en stirren, men intenst var det dog. Dog havde hun ikke mærke til noget omkring hende, det eneste hun virkelig så var ham, hvilket i den grad var nyt for hende og måske endda farligt. For havde hun ikke sit fokus, kunne hun nemt blive fanget og det gjorde samtidig også hun ingen kontrol havde.
Hun klukkede blidt "du er en stærk mand, jeg tror ikke du lader dig holde tilbage af hvad der kunne være upassende. Jeg er sikker på du tager hvad du vil have" det var normalt for mange magtfulde mænd at tage hvad de ville have, der var vel en sejrsfølelse i det også selvfølgelig også hele jagten. Som følelserne ligeså langsomt forlod hendes ene ben, lod hun det glide over og som hun skiftede benet, ramte hendes fod igen hen over hans skineben. Det ville ikke være som et spark, men derimod ganske blidt og lidt ligesom en blid berøring. Dette kom dog fuldkommen ubevidst fra hendes side af "Du sige jeg komplimentere, du synes selv at komme med dem" da hun igen opdagede hvad hun havde gjort, skød en rødmen op i hendes kinder "Det ser ud til jeg ikke gør andet end undskylde overfor dig, sikke kejtet jeg er" hun lod sine hænder glide ned på bordet, hvor de greb fat om koppen og her tømte hun den for indhold, dog ikke uden at miste sit blik som fast var rettet imod hans

Han lyttede interesseret til hendes ord om ar. De kunne give et fingerpeg om hendes personlighed, og de ting hun havde oplevet i sin relativt korte levetid.
Zuresh nikkede kort da hun var færdig, og sagde så:
"Ar kan skam være beviser på at man overlevede... det har du evigt ret i."

Det var ganske vise ord hun var kommet med.
Var de kommet fra en selvdestruktiv teenager, ville han have himlet med øjnene og fortalt hende, at hun ikke anede hvad hun talte om.
Men... dette kom fra en ung kvinde, som havde oplevet mere end de fleste. Det var helt tydeligt for ham.

Og dermed, var ordene hverken dumme eller barnlige, men i stedet vise.

Så kom hendes ord om, at han vel tog hvad han ville have.
Interessant...
Zuresh betragtede hende roligt, og hævede ganske let det ene øjenbryn mens hun talte.
"Jeg har magten til det... men det betyder ikke at jeg gør det. Eller rettere... ikke altid." sagde han med et skævt smil.
Før i tiden havde han taget hvad end han ville have... og han havde gjort nogle yderst sadistiske og ondskabsfulde ting.

Men den tid var forbi nu... for det meste.

Han smilede bare uden at sige noget, da han mærkede hendes fod imod sit ben igen, og da hun snakkede om komplimenter fra hans side af.
Da hun så undskyldte, lagde han armene på bordet, foldede dem og lænede sig lidt frem.
Så førte han drillende, og ganske blidt, sin ene fod lidt op ad hendes ene ben.
Han havde jo snakket om gengæld...

"Ingen grund til at undskylde, Shado."

Hun smilede blidt "Selvfølgelig gælder dette ikke ar, men mange om ikke andet" hun vidste der var unge som var ganske selvdestruktive, mange som var skyld i deres egne ar, men der var også mange som ikke var skyld i dem. Dog kendte hun ikke mange selvdestruktive folk, hun omgik så sig igen ikke mange folk så det ville heller ikke give mening, hvis hun gjorde. Hun blev kastet tilbage til virkeligheden, da han igen snakkede. Med et lille smil på sine læber, lagde hun hovedet på skrå "Interessant" der var intet andet ord til at beskrive det, der var ganske interessant "Jeg har mødt unge kvinder, ofre for lysten af magtfulde mænd, mænd som tog hvad de ville have og ikke spurgte om lov. Jeg siger skam ikke du er en af dem, din sætning modsagde netop dette og det er ganske interessant" dette øgede blot det interessant omkring ham. Han var ikke som nogen hun nogensinde havde mødt før.
Hun klukkede, det var ikke just sådan hun havde forventet han ville give gengæld. Hendes latter viste en generel overraskelse, men det var også den latter som var ægte og ikke gemt på "Det var ikke just hvad jeg havde forventet, men heller ikke forfærdeligt. Du er fuld af overraskelser, jeg må sige jeg kan lide nogle af dem og resten har jeg endnu ikke set. Du snakkede om middag tidligere, hvis du stadigvæk er frisk kunne jeg meget godt tænke mig at tage dig op for det bud" det lettere generte, men samtidig også blide smil formede sig på hendes læber. Hun forlod kortet hans blik, blot for at se ned imod sin tomme kop "Der ser ud som om min kop er tom, skal vi tage mere eller...?" hun lod spørgsmålet hænge i luften, måske ville han fange den også kunne hun finde frem til hvad der nu skulle ske

"Mange mænd i magtfulde positioner udnytter det i det private... netop til at forføre unge kvinder. Det ligger lige ved siden af prostitution hvis du spørger mig." sagde han, og gjorde det dermed klart hvad han mente om den slags mænd - og den slags kvinder.

Han tog endnu en mundfuld af den varme kaffedrik, og satte så koppen fra sig.
Med et smil blinkede han til hende, da hun nævnte hans lille 'gengæld'.
"Nu bliver jeg helt nysgerrig. Hvad havde du forventet, at jeg ville gøre...?"

Hendes accept af middagen senere gjorde ham glad, og hans smil nåede hans blik mere end det havde gjort tidligere.
Han spekulerede lidt over det, og sagde så:
"Jeg tror jeg vil gemme resten af denne spændende samtale til i aften. Du kan vælge imellem to steder... den ene er en restaurant nede på stranden, i Caraibisk stil og det hele. Den anden er en luksuriøs restaurant inde i byen, kendt for at lave helt fantastiske retter."

De ord han kom med, viste blot hans holdning på det emne de snakkede om. For selvom hun egentlig i sig selv blev styret af folk, så ville hun ikke udsætte sig selv for den slags. Hun vidste nogle kvinder sikkert ikke havde valget, men det havde hun og hun ville hellere dø end føre samme skæbne som dem. Selvfølgelig kunne hun ikke vide om hun selv blev udnyttet i samme format, men hun håbede dog ikke dette ville være et tilfælde. Hans spørgsmål fik hende til at grine, hvad havde hun forventet af ham? Hun vidste det faktisk ikke, hun vidste ikke hvad hun havde forventet han ville gøre "Det ved jeg virkelig ikke. Jeg ved faktisk ikke hvad jeg havde forventet, dog var det ikke just hvad du rent faktisk endte ud med at gøre. Så meget ved jeg og det er nok også det eneste i dette tilfælde" hun vidste ikke meget om hvad han havde haft i tankerne, specielt ikke da først han sagde han ville gøre gengæld hvis hun gjorde det igen.
Synet af hans smil, det smil som formede sig idet hun sagde god for middag, fik et smil af samme kaliber til at forme sig på hendes egne læber. Det var direkte sødt, specielt fordi hun ikke havde forventet denne form for reaktion fra ham. Hun havde måske forventet et lille smil, men dette smil der nåede hans øje var faktisk smukt og gav ham det mere blidhed omkring sig. Hun lagde nysgerrigt hovedet på skrå, og da valgmulighederne kom op smilede hun blidt til ham "jeg tænker den ved stranden, jeg elsker jo havet og Caribisk mad smager nu altid så godt" hun bed sig i læben og smilede blidt til ham. Netop som en ung tjener kom forbi, fik hun med en ufattelig præcision og færdighed, snuppet både hans kuglepen, men også hans blok. Her skrev hun på to stykker papir. På det ene skrev hun en adresse, på det andet et nummer "Jeg har aldrig gjort dette før, så jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Men i tilfældet af du ville hente mig, er her adressen til mit hotel og jeg vidste heller ikke om jeg skulle give dig mit nummer" hun var en smule nervøs omkring det, specielt fordi hun ikke vidste om hun gjorde det rigtigt eller blot forkert. Om ikke andet lod hun sin hånd med papirene, glide hen over bordet og hen til ham. Her vendte hun hånden med håndfladen op ad, således han ville være i stand til at tage papirene.

//skal vi tage et tidshop til middagen, eller skal vi lave et nyt emne?