The devil is back (Gabriel+Hydra)

Sted: Juliens hus i Quartier de Saint-Jean
Tid: Omkring kl. 2 om natten
Vejr: Overskyet med lovning på regn og en smule blæsende

Julien sov tungt og godt i sin seng, med dynen mellem benene og det meste af kroppen bar, kun iklædt boksershorts. Som altid. Han elskede dyner, men fik det hurtigt for varmt under dem og han endte derfor for det meste i denne stilling eller med dynen kun over benene op til livet. I nat drømte han ikke så meget, noget stille og roligt med at han var tilbage i tiden med Napoleon. Normalt sov han ikke så tungt, men Gabriel var i huset og han havde vænnet sig så meget til hans tilstedeværelse, at han følte sig overraskende tryg. Måske lidt som at have en vagthund.

Det var længe siden, at han var kommet hjem fra sin ferie i Sverige og alting var gået stille og roligt siden. Julien havde taget sit arbejde til sig igen, valgt noget fra og noget andet til. Han havde stadig ikke fundet sig et projekt, som han havde lyst til at kaste sig over, men han havde heller ikke en fornemmelse af, at det hastede. I stedet brugte han noget mere tid på det sociale, tog til et par arrangementer og havde mere private møder. Han tog også rundt og besøgte museer og andre kulturelle ting. Gav sig tid til at nyde livet, for han havde fundet ud af, at det var længe siden sidst. Han havde endda tilbudt Gabriel, at de kunne lave noget om natten, men det var ikke blevet til noget endnu. Og det begyndte at knibe med tiden, for nætterne blev kortere og kortere, jo tættere sommeren kom.

Han havde også brugt tid med Gabriel. Selvfølgelig. Set film, spillet nogle spil og snakket og dit og dat. Den lille dinosaur, som Julien havde haft med hjem fra Sverige, havde givet ham en idé, og han var begyndt at smugle små figurer og endda en enkelt bamse med hjem og gemme sjove steder for Gabriel at opdage. F.eks. kunne han gemme en i køkkenskabet med glas og bede Gabriel hente et glas vand til ham, eller i vaskemaskinen med Gabriels tøj. Det morede ham mere end det burde, at se Gabriel blive så glad over noget så barnligt, men det holdt dem begge underholdt.

I dag havde han som sædvanligt sagt godnat til Gabriel, været på badeværelset og derefter været huset rundt for at tjekke døre og vinduer og se efter, at alarmen var sat til. Nok var han hjemme, men han var forsigtig. Indbrudstyve kunne være brutale, men det var mere udefinerbare fjender, han var mest bekymret for. Så han havde haft et alarmsystem siden de kom på markedet. Dette var det bedste, han havde haft - det havde også været pænt dyrt, men det passede nu fint til det pænt dyre hus - og han gik trygt i seng, da han så den røde lampe lyse. Hvad Gabriel lavede efter Julien som sædvanligt hurtigt faldt i søvn, det vidste han ikke. Der stod en PS4 i stuen, som han havde givet til ham i julegave og ellers regnede han med, at drengen kunne underholde sig selv.

Så Julien sov. Godt og trygt. Uvidende om, at hele verden snart ville gå af helvede til.

Det virkede nok som en helt normal aften i kvarteret som Julien Bonaparte boede i. Langt de fleste i området sov trygt, og havde ingen ide om hvad der skulle til at ske. Det eneste der kunne give et nys om at der kunne ske noget, var den BMW i8 der holdt på vejen foran dæmonens hjem. Bilen i sig selv virkede ikke specielt malplaceret i det fine kvarter, nej, det der kunne give en et nys om at der ville ske noget var nok nærmere at der sad to personer i den. På passagersædet sad en ung mand, som så ud til at være i starten af sine 20'ere. Manden havde lysebrunt kort hår, som strittede ud til siderne, og matchende brune øjne. Hans tøj havde nok været pænt tidligere, men nu sad han i sin hvide skjorte, som var knappet en smule op, og det marineblå slips hang løst om hans hals. Hans bukser havde fået nogle huller her og der og de ellers fine sko var blevet en smule mudrede Han havde en hvis glød i kinderne der tydeligt viste at han var levende, men samtidig kunne man fornemme frygten i hans øjne og stivheden i hans krop grundet manden han var sammen med.

Ja, manden i føresædet havde en helt anden fremtræden. Han var en djævel med og et skarpt blik var hans mørke, næsten sorte øjne, rettede imod dæmonens hjem. Hans platinblonde hår med sølv skær var slikket tilbage langs hans kranie, og han havde skægstubbe formentlig efter at have rejst en del det sidste stykke tid. Han bar en sort læderjakke og en mørkerød skjorte indenunder, med nogle lidt mørkere pletter rundt omkring, samt et par sorte bukser og sorte business sko. I sin tattoverede venstre hånd holdt han en vandflaske som han ind i mellem løftede op for at tage en tår, og manden han sad med, blev mere nervøs hver gang vandet rystede en smule.

"So you're absolutely positive, that the man I'm looking for, lives here?" Manden med det lyse hår sagde endelig noget efter hvad der havde føltes som en uendelighed af stilhed. "A hundred percent.
Now can I please go?" Den lyshårede mand så overvejende på sin medfølger, og smaskede lidt med munden som om at han smagte lidt på ordene og overvejede hvad han skulle siges. "No, stick around.
If you are wrong, I won't feel like ransacking the entirety of Di Morga to find you before I murder you."
Igen så den lyshårede mand ud af vinduet, lige i tide til at se lyset i stuen gå ud. "I already find it hard to believe that the Sean Woodland I've heard of, would stay up until 2 in the morning, but we'll see. If you're right, you might just get to keep your life." Han åbnede bildøren og trådte ud. To andre mænd stod udenfor, begge klædt i sort jakkesæt, og de gik over imod den lyshårede mand så snart han var trådt ud.

"So, who's in there?"
"That Woodland guy and one other person. A vampire from the looks of it"
"How old do you think he is?"
"Probably not that old, he's been playing Playstation most of the night"
"Alright. If he's too annoying, kill him, but if not, just knock him out.
If he isn't too old, maybe we can use him later on."
"Understood, Hydra. We also got the code for the alarm system"
"Perfect."

Hydra, som manden blev kaldt, så over på muren og fik med en smule tilløb sprunget over muren. Den ene af mændene, fulgte med ham, men den sidste blev tilbage. "Keep the engine running, and keep an eye on the kid, just in case." beordrede djævelen, inden han begav sig over imod huset. Da han nærmede sig, løftede han den hånd han havde  vandflasken i, og en smule af vandet løftede sig op af vandet og ind i låsen på døren. Med en smule koncentration formåede han at låse døren op, og åbnede den dernæst lydløst. Hvis der var en vampyr, burde han være forsigtig. Hurtigt trykkede han koden til alarmen ind, men tydeligvis var det ikke hurtigt nok, for kort efter stod en asiatisk dreng i gangen med ham, med en pistol rettet direkte imod ham.

"If I were you, I'd get the hell out of here" knurrede drengen, tydeligvis ikke lige så uskyldig som han så ud. "If I were you, I'd get the hell out of the way." Hydras stemme var kold, og drengen nåede ikke engang at se sig om, før den mand, som var gået med Hydra, allerede var ovre hos ham og havde vredet pistolen ud af hans greb. Manden var også djævel og havde evnen til at teleportere sig over korte afstande, og udover det havde han også fysiske styrker som en ældre vampyr. Lige i det drengen skulle til at forsvare sig, fik han en knytnæve i tindingen, nok til at slå ham ud i et godt stykke tid. Længe nok til det de skulle.

Den stærkere djævel greb drengen inden han faldt til gulvet, og svang ham over sin skulder. Han kunne formentlig bruges til at stoppe Sean Woodland i at futte hele huset af. Hydra gjorde tegn til at de kunne gå videre, og de to djævle bevægede sig op af trappen. Det tog ikke længe for dem at lokalisere Juliens værelse, og Hydra trak en pistol fra en inderlomme i sin jakke, klar til at skyde, hvis dæmonen prøvede på noget. At dræbe ham var ikke optimalt, men Hydra gad ikke en tur i helvede så kort tid efter han var kommet tilbage derfra, ikke engang for at få hævn.
Han skubbede døren op, med en pistol rettet imod dæmonens seng. ”Wakey wakey, Sean Woodland!” Ubrød han med et bredt smil om læberne. Lige bag Hydra stod den anden djævel med den lille vampyr i armene. Vampyren havde et åbent sår i tindingen hvor djævelen havde slået ham, og så ikke ud til at vågne i den nærmeste fremtid.

Der var intet af det, der skete i huset, der forstyrrede Juliens søvn. De år han havde brugt i Di Morga havde efterhånden lullet ham ind i en tryghed, han normalt ikke lod sig selv føle, plus han var vant til at Gabriel bevægede sig rundt om natten, hvilket godt kunne fornemmes, selvom han normalt var næsten lydløs. Nej, han hørte ikke hoveddøren glide op, koden blive trykket eller Gabriels fejlslagne forsøg på at stoppe de to djævle.

Men i samme sekund som døren til soveværelset gik op og en stemme trængte igennem mørket, var Julien i en brat bevægelse oppe at sidde med hjertet bankende af sted i forskrækkelse. Der var mørkt og det første han gjorde, knapt ude af søvnen endnu, var at række ud og tænde sengelampen på bordet ved siden af sengen. Lyset fik ham til at misse med øjnene. Det første han fik øje på var mundingen på en pistol, rettet mod ham. Blikket fortsatte op af armen og ramte ansigtet på den person, der holdt våbnet. Juliens øjne blev spærret op i dyb overraskelse, som han genkendte manden, der var brudt ind i hans soveværelse. Et spøgelse fra fortiden, der kaldte ham ved et navn, han ikke havde hørt i mange, mange år.
"Seth Drago." Julien havde ingen problemer med at huske den andens navn.

Som han havde udtalt det, rynkedes hans pande i vrede og hans blik blev mørkt, men man kunne næsten fornemme en ild brænde i dem, som han slap sin evne løs. På millisekunder steg temperaturen i rummet drastisk og inden nogen kunne gøre noget, ville værelset være dækket i flammer. Men inden det skete, registrerede han den bevidstløse vampyr i favnen på den anden djævel og en trækning løb over hans ansigt, da han bremsede den kræft, han var så tæt på at slippe løs, noget der var sværere end man skulle tro. Temperaturen faldt en smule igen, men slet ikke ned på niveau som før. For Julien var det ikke et problem at brænde sit eget hus af med fjender i det, et hus kunne erstattes. Men han kunne ikke overtænde værelset uden at slå Gabriel ihjel, og han kunne ikke bare erstatte den unge vampyr.

Juliens positur, som han sad i sengen, stadig med benene viklet ind i dynen, var anspændt som en fjeder og hans blik hvilede lidt på Gabriel, bare for at sikre sig, at de ikke havde slået ham helt ihjel, inden det vendte tilbage til manden med pistolen. Hvis blikke kunne dræbe, ville djævlen være en bunke akse på gulvet. Forskellige muligheder løb igennem Juliens hoved, men de fleste endte med ham blive skudt eller Gabriel brænde ihjel. Julien kunne for det meste tage en kugle, medmindre den ramte hans hoved, desværre var pistolen netop rettet mod hans pande.
"I see you're back from hell." Den lette britiske accent, som han plejede at snakke med Gabriel med, var erstattet af en let amerikansk accent i stedet. Djævlen var tilbage fra en periode, hvor Julien havde opholdt sig i USA og uden at tænke over det, slog han over i det sprog, han havde talt dengang.

Man kunne tydeligt se tilfredsstillelsen i Hydras øjne, da dæmonen udtalte hans navn. Der var et eller andet ved stadig at være husket efter så mange år, der måske pustede hans ego op en lille smule. Det var trods alt ved at være 35-40 år siden Sean havde givet et tip, der endte med at Hydra blev dræbt og sendt i helvede.

De næste ord der kom fra dæmonen, morede Hydra umådeligt meget. "And I see that you~ have found yourself a little friend!" Han tog et par skridt til siden, så den anden djævel med vampyren i favnen kunne ses bedre. Roligt kørte han sin tatoverede hånd igennem drengens hår, og tog en smule fat i det. "I wouldn't in my wildest dreams think, that you of all people would find such a lovely little friend~," tilføjede han overvejende mens han drejede lidt på drengens hoved, hvorefter han vendte blikket imod dæmonen igen. Pistolen var på intet tidspunkt sænket fra mandens pande, og hvis manden var klog, prøvede han ikke på noget.

"He's not very friendly though. He pointed a gun at me the moment I snuck in. But I'm sure he'll be more docile if I start taking his blood and selling it. He seems quite young, so it won't enough to send humans into a drug-induced frenzy, but just enough to keep them hooked." Som var det en lille hund eller noget lignende, klappede han drengen på hovedet og gik så roligt tættere på sengen. Han var ikke det mindste påvirket af varmen, for hans egne evner modvirkede det, og det blev langt køligere omkring ham. Det var i hvert fald nok til at der spredte sig gåsehud på vampyrens arme, og til at de to modsatte temperaturer fik vinduerne i værelset til at dugge til.

"But perhaps you're willing to make a compromise? Give me something in exchange for the boy's freedom?"

Hvis Julien havde vidst, at Seth var blevet så stolt over, at han kunne huske hans navn, havde han nok leet. Navne og ansigter var Juliens specialitet, lige som sprog, en ting hans hjerne sugede til sig som en svamp. Men der var ikke noget at le af, som pistolen blev ved med at være rettet mod hans hoved og Gabriel blev ved med at hænge slapt i armene på den anden djævel.

Det gav et næsten umærkeligt ryk i Juliens anspændte krop, da den lyshårede djævel kørte sin hånd igennem vampyrens hår. Hvis Julien ikke havde været typen, der altid havde en streng kontrol over sig selv, havde han nok sendt tomme trusler af sted mod Seth. "If you touch a hair on his head, I'll..." efterfulgt af dødstrusler og trusler om evig pinsel, men det var netop hvad det var. Tomme trusler. Julien havde i den nuværende situation ingen mulighed for at føre noget af det ud i livet. Så i stedet var han tavs og så på Seth med samme brændende blik, der var mørkt af vrede.

Dog som djævlen snakkede om at tappe drengens blod for at gøre ham medgørlig, begyndte det for Julien at knibe med at holde vreden lukket inde og luften omkring ham begyndte at emme af varme. Det var ikke nu, at man skulle røre ham, for hans hud ville være varm nok til at man kunne brænde sig. Det krævede en voldsom selvkontrol ikke bare at få alting til at eksplodere i et brændende inferno for at slå djævlen ihjel og uden at tænke over den, knugede hans hænder om dynen.

Et kompromis? For et øjeblik overvejede Julien faktisk bare at sige ja. Alt for at få Gabriel ud herfra og væk fra Seth. Julien var nok klar over, hvem han havde med at gøre og han ville for alt i verden undgå at lade Gabriel ende i den tatoverede djævels hænder. Men netop fordi han vidste, hvem Seth Drago var, vidste han også, at et kompromis ikke var noget, der virkeligt ville ske. Det lå ikke til manden. Så han tog en rolig vejrtrækning, ikke generet af heden omkring sig selv, og fortsatte med at se djævlen i øjnene.

"Both you and I know a compromise isn't gonna happen. Let the boy go, Seth, and stop playing games. Do what you came here to do. I don't like to wait." Hans stemme var overraskende rolig, taget i betragtning hvor vred han var, og man kunne måske være overrasket over, at han nærmest kastede sig selv for ulven, men han var ikke dum. Han vidste, at lige nu havde han ikke en chance. Der var ikke mange evner, der kunne hamle op med hans ildmagi, men Seths blanding mellem vand og afkøling var noget, der var Juliens evner overlegen. Hvilket også var en af grundende til, at han kun havde givet råd og ikke selv klaret ham, dengang Seth havde været et problem, der skulle aflives. Og så længe Gabriel var i skudlinjen, kunne Julien ikke gøre meget. Så var det bedre at gemme sine kræfter til ham måske fik chancen. Hvis han gjorde og Seth ikke bare slog ham ihjel på stedet. Det tvivlede han dog stærkt på. Ikke med de rygter, der dengang havde svirret om manden.

Smilet på Seths ansigt falmede ikke så meget som et øjeblik, hvis noget kunne man se at han morede sig over situationen. Men med hans mørke øjne var det oftest svært for folk at aflæse hvad han tænkte, og han tvivlede ikke et sekund på at det var det samme i dette tilfælde. "I'm a devil, we live for making deals, you already know that. Besides, I'm a man of my words. I don't want the boy as much as I would much rather have you." Smilet forsvandt næsten uhyggeligt hurtigt, og hans blik blev hurtigt lige så koldt som luften omkring ham.

"Hell isn't fun, you know that, right? The only reason I wasn't kept down there for longer, was because of my behaviour on earth." Seth gik roligt tættere på, tydeligvis ikke intimideret af dæmonen. Faktisk kunne man bare fornemme en form for vanvidsvrede bag. "But even so, it's been many years. And I've dreamt about today for way longer than you can imagine." Endelig stoppede han lige foran Julien, med sin pistol rettet direkte imod dæmonen, og den anden djævel med Gabriel i armene var fulgt med, stadig lige bag ved. Det var tydeligt at de brugte vampyren som et skjold, og hvad der var endnu mere tydeligt, var at det virkede.

Seth brugte sine evner til at fryse resten af vandet i sin vandflaske til, og inden de fleste ville kunne nå at opfatte, slog han ud efter Juliens hoved med flasken med det solidt frosne vand i.

Julien slap ikke djævlen med blikket. Selvom han var så vred, at hans evne varmede alt omkring ham, var det svært at se på hans ansigt. Kun hans øjne udtrykte hans følelser. Varmen var ikke kun et produkt af hans vrede, men også den mængde af energi, han havde måtte stoppe, da han fik øje på vampyren i den anden djævels favn. Det var ikke noget, han blot kunne stoppe tilbage hvor det kom fra, ikke så tæt på udløsning og det sivede stille og roligt ud af ham - forstærket af vreden.

Selvom han så rolig ud, så vidste han godt, at det her ikke ville ende godt for ham selv. Han huskede tydeligt historierne om manden foran sig og en kulde var ved at sprede sig i hans krop. Julien var ikke en mand, der normalt blev bange, men ærligt talt var han skræmt af djævlen foran sig. Måske mest på grund af mandens evner, der var så modsat af hans egene. Udfaldet af denne situation kunne umuligt være godt, højest sandsynligt smertefuldt og ubehageligt.
Men det kunne han ikke tænke over nu. Lige nu var han mere fokuseret på, at Gabriel ikke kom i klemme i alt dette. Og han kunne kun håbe på, at Seths ord betød, at han ville glemme Gabriel, så snart havde fingrene i ham selv.

Han svarede ikke på djævlens ord. Hvorfor skulle han? Han flyttede heller ikke på sig, som djævlen kom nærmere, men blev ved med at se ham i øjnene med det vrede, men alligevel rolige blik. Trods den svage skræk og den tunge vrede, havde han affundet sig med, at han ikke kunne gøre noget. I det øjeblik. Og da flasken kom susende, næsten hurtigere end han kunne registrere det, gjorde han intet for at undgå det. Der var kun et kort glimt af smerte, inden alt blev sort og han væltede bevidstløs om i sengen.

Da dæmonen faldt om i sengen, gik Seth over imod døren. "Take him out to the car. We have to act before he wakes up."  "What about the vampire?" Ved spørgsmålet vendte djævelen blikket mod den anden djævel og betragtede drengen. Efter at par sekunder kunne man fornemme skyggen af et smil på hans læber. "Leave him on the bed. If we're lucky, he might just try to be Sean's knight in shining armor" "Sir..?" "I have a plan, dont worry your little head about it."

Og med de ord, vendte Seth sig igen, for at gå ud, men inden han nåede helt ud, kastede han vandflasken over sin skulder og hen på sengen. Den anden djævel skyndte sig at bytte dæmonen ud med den lille vampyr, og småløb ned af trapperne for at nå med udenfor. Døren lod de stå vidt åben, og da de nåede ned for enden af dæmonens forhave, lukkede de porten op, og gik ud, som var intet hændt.
Nede ved bilen stod den sidste mand i jakkesæt, med drengen der havde givet dem informationer ved sin side. Drengen sænkede straks blikket da han så at de havde dæmonen over skulderen, og hans vejrtrækning rystede en anelse. "Thanks for your assistance, kid. We couldn't have done it without you." Med de ord, åbnede Seth bagagerummet, og den anden djævel smed dæmonen deri, og smækkede døren i igen. "Get rid of the boy. Kill him, let him go, marry him for all I care."

Seth satte sig ind på føresædet igen. Som han havde beordret, kørte motoren stadig, men alligevel kørte han ikke med det samme. Hans blik var rettet imod døren, som ventede han på noget. Og endelig skete hvad han havde ventet på, og han trådte straks sømmet i bund.

---

Gabriel
Med et støn i mild smerte, åbnede Gabriel langsomt øjnene igen. Han så disorienteret rundt i rummet, og indså at han lå i Juliens seng. Hvorfor i al verden...? Han satte sig op i sengen og så sig omkring. Og da han så rundt huskede han hvad der var sket. Nogen havde brudt ind, og slået ham ud. Hvad i al verden havde de villet? Selvfølgelig var det et fint hus, så det var sikkert meget indbydende, men mændene havde haft pænt tøj på, så hvorfor havde de brudt ind? Med mindre...
"Julien...!" Straks kom han på benene og så hurtigt rundt på værelset. Det eneste han umiddelbart kunne se var at dynen var røget ned på gulvet, men ellers var der ikke noget der tydede på en kamp. Og næsten mere underligt var at der ikke var noget som tydede på at Julien havde slået fra sig med sine evner.

Bagefter faldt hans blik på en vandflaske der lå på sengen. Eller rettere, en vandflaske der var halvt fyldt op med is. Han tog flasken op, og så et øjeblik på den. Det var som om at der var et rundet aftryk hvor isen var smeltet, samt en lille smule blod. Et hurtigt snif fortalte ham at det var Juliens blod, og at personen der havde holdt flasken formentlig var en djævel.
Så Julien var blevet slået ud. Det gav mening at der slet ikke var nogle tegn på en slåskamp. Og sengens varme gav ham en ide om at der ikke var gået særligt længe. Straks løb han nedenunder, og ud af den åbne dør. Da han kom udenfor, var der en bil som kørte alt for hurtigt væk, og i starten prøvede Gabriel at løbe efter. Men inden længe måtte han give op, da bilen kørte langt hurtigere end loven tilladte og væsentligt hurtigere end Gabriel kunne løbe. Men inden han stoppede trak han sin mobil op, og tog et billede af nummerpladen i håb om at han ville kunne finde personerne igen.

---

Hydra
Seth måtte indrømme at vampyrens fart gjorde ham lidt bekymret, så han pressede nok sin bil lidt mere end han burde. Men inden længe fik han vampyren rystet af og kunne følge loven lidt nærmere. Han kørte stadig væsentligt hurtigere end han måtte, men ikke nær 200 km/t. Endeligt nåede de til hvad der så ud som en forladt lagerbygning i Allées. Bilen blev parkeret godt gemt væk fra omverdenen, og de to djævle trådte ud igen.

Seth bevægede sig roligt indenfor, og den anden djævel skyndte sig at tage dæmonen om i sine arme igen, hvorefter han småløb for at følge med. Døren bag dem smækkede højlydt, og de bevægede sig ned af en gang, indtil de nåede til en dør lavet af en eller anden form for metal. Her åbnede Seth døren til et rum, som næppe var mere end 5x8 kvadrat meter, og hele rummets gulv var gravet op og belagt som var det en pool. Fra døren var der en pool-trappe ned, og det var ret dybt. Dybt nok til at en mand omkring Seths højde ville have vand op til halsen. Ham og dæmonen var nogenlunde samme højde, så det ville være rigeligt i det her tilfælde.

Seth brugte sine evner til at dele vandet op, og fik den anden djævel til at smide dæmonen på gulvet. Og da det var sket satte han sig ned i døråbningen med venene dinglende ned af kanten og ventede, stadig med vandet delt, som var han en eller anden form for anti-moses. Det ville jo ikke gå at dæmonen døde nu og her, det ville slet ikke være nok hævn for hvad han havde gjort. Nej, Sean skulle lide lige så meget som Seth gjorde da han blev sendt en tur i helvede. At dø ville være for nemt sluppet.

Julien registrerede intet af det, der skete omkring ham, effektivt slået ud med isen i flasken. Alting var bare mørkt, og han mærkede ikke, at han blev samlet op, båret ud i bilen og smidt i et bagagerum, hvorefter han blev kørt et sted hen, samlet op og til sidst smidt på gulvet i et rum fuldt med vand. Nej, mørket var alt, han oplevede.

Det varede dog ikke længe fra, at han var smidt på gulvet, til lys brød igennem mørket og han begyndte at komme til bevidsthed. En næsten uhørlig lyd af smerte kom over hans læber, som hovedpinen efter slaget borede sig ind i hans bevidsthed og han løftede den ene hånd, for at røre ved sin tinding. Fornemmelsen af størknet blod fik ham til pludseligt at huske, hvad der var sket og han slog brat øjnene op. Et loft, der ikke var hans ejet. Med lyset, der glimtede på en måde, der angav, at der var vand i rummet. Vand. Seth. Merde.

Lidt for hurtigt kom han op at sidde og en svag trækning af smerte og kvalme løb over hans ansigt og han kneb øjnene lidt sammen, som han fik fokus. Ud over al vandet, der unaturligt var delt op omkring ham, som var der usynlige mure, var det første han fik øje på djævlen. Den kolde fornemmelse dukkede med det samme op i hans krop, som han vidste, at han var prisgivet. Ikke at man kunne se det på hans ansigt, der efter den svage trækning, faldt tilbage til sine normale følelsesløse og ulæselige folder. Lidt langsommere satte han sig bedre til rette med benene i skrædderstilling og armene hvilende på dem. En afslappet stilling, som skulle vise, at han ikke var bange for djævlen, heller ikke selvom, at han kun var iklædt de tætsiddende boksershorts, som han havde sovet i. Nøgenhed var ikke et problem for ham, som det var for mange.

Men det var lidt løgn, man kunne bare ikke se det på ham. Han følte en ukendt skræk brede sig, som han sad der, omgivet af vand. Det eneste Julien var virkeligt bange for. Nej, vent, ikke mere. Gabriel kom ind i hans tanker.
"What did you do to the boy?" Det gav et stik i hans hjerte, som frygten for, at han havde slået ham ihjel, løb igennem ham. Hele hans ydre var dg under streng kontrol og det virkede både henkastet, men også som et alvorligt spørgsmål.

Seth så intenst på dæmonen næsten uden at blinke, og ventede på at han vågnede. Heldigvis varede det ikke længe før de første bevægelser fandt sted, og inden længe så de hinanden i øjnene. Et smil bredte sig på hans læber, som en glubsk kat der netop var ved at æde en stakkels kanariefugl. Der skulle i hvert fald ikke herske tvivl om at han havde fået sin vilje i forhold til situationen.

"Well well well, what do we have here? Is Sean Woodland actually worried about another person?" Han lagde hovedet på skrå, som var han blot et nysgerrigt væsen, men det vidste de begge godt var løgn. Han så det som en svaghed i dæmonen og brugte det for alt hvad det var værd. "I hate to tell you this, but your boytoy didn't make it here." Det var sådan set ikke løgn, men den måde han sagde det på, ville sagtens kunne tolkes som at vampyren var død. "Either way, even if he did make it, you wouldn't have seen him again, so I suppose it isn't a complete loss. You can think of him as 'being in a better place,' if it bugs you too much. I believe that's what humans say, when they lose someone they love."

I øjeblikket han havde sagt det, lod han vandet plaske ned på plads over dæmonens krop, velvidende om at han nok ikke tog hans tvetydige svar særligt positivt. Vandet var utroligt koldt, væsentligt koldere end hvad der var sundt for kroppen, men han tvivlede ikke på at dæmonen kunne få det til at koge inden længe. Så han var klar med sin egen evne til at køle det ned, som var det en magtkamp om hvem der havde mest viljestyrke af de to mænd. Men det var nok mere deres overskud og mængden af energi de havde i kroppen, som ville have en betydning.

Julien vidste udmærket godt at han lige havde afsløret den største svaghed ved sig selv - vampyren Gabriel. Måske var det fordi, at han havde fået et ordentligt slag i hovedet, måske var det fordi, at han faktisk var fyldt med bekymring, måske en blanding af begge, at han så dumt havde udtalt ordene, men nu var det gjort. De hånende ord lod han glide forbi sig uden at trække en mine, men så snart djævlen sagde, at Gabriel ikke havde klaret den, knyttede hans hænder for et øjeblik. Død. Var Gabriel død? Nej, han troede ikke på det. Hans hjerne kørte igennem alt ved Seth, tonefald, ordvalg, ansigtsudtryk, kropsholdning. Og han kunne konstatere, at djævlen var lige så god til at skjule sig, som Julien var. Men et eller andet fik ham til ikke at miste håbet. Ikke helt. Gabriel kunne stadig være i live.

Inden han dog nåede at spekulere mere over det, endsige svare Seth på hans ord, kom vandet væltende. Julien blev skubbet op fra gulvet og flød rundt i vandet uden nogen hold i op og ned. Og kulden. Vandet var så koldt, at han for et øjeblik kunne mærke sit bryst trække sig sammen og han blev desperat efter luft. Panikken væltede igennem ham, som han pludseligt befandt sig i det element, han frygtede mest. Den pludselige kulde, panikken og den desperate tanke efter luft, fik ham til at miste kontrollen og hans evne gik grassat. I en voldsomt eksplosion som kunne ses for det blotte øje som en trykbølge igennem vandet, spredte varmen sig igennem vandet. Ikke nok til at få det til at koge, men nok til at gøre det til, for Julien, behagelige 40-45 grader varmt. Som en bonus fortalte hans evne ham, hvor op var og sekunder efter fik han hovedet over vandet, gispende efter vejret.

For et øjeblik trådte han vande, men som han fik styr på sin værste panik, fandt han ud af, at han faktisk kunne nå bunden. Også kun lige. Nej nej nej, han var i vand til halsen. Enkelte minder væltede rundt i hans hoved fra sidste gang, nogen havde placeret ham i et rum med så meget vand, at han intet kunne gøre, hvor han var blevet skubbet under igen og igen og hvor han nær var druknet af udmattelse, hvis det ikke havde været for en meget ung mand, der havde holdt hans hoved oppe over vandet.
For at mærke noget virkeligt, kørte han hænderne over sit ansigt og sit hoved for at få vand ud af øjnene og endeligt landede hans blik på djævlen. Panikken forsvandt næsten helt for vrede. En brændende vrede, der fik ham til at ønske, at han kunne brænde noget levende. Men rummet var for vådt. Hans ildevne ville aldrig virke herinde. Og hans anden evne? Hvis han ikke passede på, ville han køre sig selv træt, inden han havde fundet ud af, om der var en vej ud derfra. Det eneste han kunne bruge energi på, var at holde sig selv varm - ikke vandet.
Som han så på Seth, sagde han ikke noget. Han havde ikke noget at sige, klar over at djævlen havde overtaget og det her ville blive en langtrukken straf for det, han havde gjort for så mange år siden.

Seth trak sine ben op til sig, så han sad i skrædderstilling i døråbningen, mens han betragtede dæmonen, klar til at køle vandet ned, hvis der skulle være brug for det. Men selvom det blev synligt varmere, kom det ikke op til at koge, så han gjorde ikke noget med det samme. Han ventede bare på at Sean kom op til overfladen, og han lagde overvejende hovedet på skrå. Manden var overraskende stille, men det skulle de nok få fikset inden længe.

"I have some business to attend to. I quite like it here in Di Morga, so I think I'll extend my business here. But meanwhile, you're gonna stay here, and you're gonna be a good demon while I'm gone. If you try to melt the door, you'll be met by armed guards, so don't even think about it." Han rejste sig op og strakte armene over sit hoved. "I'll come back as soon as I can Sean, don't you worry"
Og med de ord gik han ud, smækkede og låste den tykke metaldør bag sig, og efterlod dæmonen i mørket, da der hverken var lys eller vinduer i rummet. Han mente det faktisk når han sagde at han havde noget arbejde han skulle have styr på - bare fordi hans job var ulovligt, betød det ikke at han gik til det uden tanker om det. Der var allerede rigeligt med stofsalg i Di Morga, så før han kunne få etableret sit, måtte han få styr på hvad der var, og hvilke områder det kom fra. Heldigvis var hans ry ikke forsvundet i løbet af de år han befandt sig i helvede, så han havde stadig et ret godt tag i industrien. Så snart folk vidste hvem og hvad de havde med at gøre, så gav de sig ret hurtigt, velvidende om at han kunne fucke deres liv op gevaldigt.

Men det var ikke en hurtig proces, for det var forhandlinger med hvem der skulle have hvor mange andele i hvad der blev indtjent, og hvilke områder aftalerne galt. Han kunne selvfølgelig også være ligeglad og bare dræbe alle, men det var mere sikkert på denne måde, både for ham selv og for hans arbejde. Så der gik et par timer før han følte at han havde brugt nok tid på det. Tanken om at han havde Sean i bygningen gjorde ham ivrig efter at få sin hævn, og han kunne ikke koncentrere sig så lang tid af gangen om sit arbejde.
"Keep negotiating, I have some aggressions to take out on a certain someone." Seth havde smidt jakken, og knappet sin skjorte yderligere op, så den var åben ned til midten af hans bryst, og kanten var trukket op af hans bukser igen, mens ærmerne var smurt op til hans albuer. Da han nåede til døren med de to vagter - en vanddæmon og en ilddæmon som Sean selv - fandt han nøglen frem, og svang den åben.

"Good morning Sean, I hope you didn't miss me too much!" kaldte han ud i mørket med et bredt smil om læberne, der sendte et gys ned af begge vagters rygge.

Julien kæmpede med både vreden og panikken, alt for fyldt om med følelser, han ikke kunne bruge til noget. Djævlens overlegenhed hjalp ikke på det og Juliens kæbemuskler arbejdede en smule, som han afholdt sig selv fra at gøre noget dumt.
Seth rejste sig og sagde, at han arbejde at gøre, men at han ville være tilbage så hurtigt som muligt. Ordene mindede Julien lidt for meget om sig selv og situationen med Gabriel. Og ganske rigtigt, et øjeblik senere gled døren i og Julien var efterladt i mørke, stadig med vand til halsen.

Mørket i sig selv gjorde ikke Julien noget, selvom det aldrig var sjovt intet at kunne se. Men vandet. Vandet og mørket til sammen var en grum kombination. Det første stykke tid brugte Julien på at stå stille og forsøge ikke at lade sig overvælde af angsten over al vandet. Han var virkeligt utilpas med vand, ikke bare fordi, at han ved et uheld kunne komme til at koge folk ihjel i en pool, men fordi det var det modsatte element af hans eget. Og fordi han havde udholdt omkring to uger lukket nede i en septiktank med vand i en højde, der gjorde at han kun kunne sidde oprejst. En ting han nær ikke var kommet levende igennem, hvilket heller ikke havde været meningen. Nøjagtigt som situationen var nu, bortset fra, at han nu var tvunget til at stå op.

Som hans krop faldt til ro efterhånden som han fik styr på sin angst, slap han bunden for et øjeblik, hvilket føltes forfærdeligt, men han var ved at være anstrengt ved at holde balancen. Hans krops opdrift gjorde det hårdt konstant at have fødderne på bunden og det ville blive for hårdt i længden. Så i stedet trådte han vande, inden han besluttede sig for at finde en væg, så han i det mindste havde et fast holdepunkt i denne sorte verden, hvor tyngdekraften føltes som om, at den lavede sjov med ham. Det lykkedes ham at skubbe sig ud til væggen og her kunne han slappe en lille smule mere af.

Men som hans krop kunne føle sig mere sikker, begyndte hans hjerne at arbejde med, hvad der var sket og sagt. Og angsten kom igen. Ikke for ham selv, men for Gabriel. Var han død? Havde Seth virkeligt slået ham ihjel? Julien vurderede at der var 50/50 chance for, at han stadig levede. At Seth løj. Men det var stadig dårlige odds og det påvirkede Julien mere end det burde. Mere end han havde overskud til at håndtere, som hans egen situation så så dårlig ud. Så de næste timer brugte han på at skiftevis at træde vande og stå på bunden og kæmpe med tankerne og angsten.

Da døren endeligt blev åbnet, missede Julien med øjnene i mod lyset. Lidt af hans følelsesløse maske var krakeleret, mest for at vise en begyndende udmattelse og en smule af den psykiske kamp han havde med sig selv.
Smilet på Seths ansigt, som han kun kunne skimte i modlyset, fik den indre kulde til at vokse en smule mere. Det var vist tid for kattens leg med musen, Julien værende musen.