Blood and chocolate - Christian

---

Var der noget Ashley elskede mere end naturen, så var det helt klart smagen og følelsen af chokoladen der ved lethed smeltede så snart den kom i kontakt med hendes tungespids. Forkærligheden til det søde brune stads, både i fast og flydende form, var ubeskriveligt, ja selv duften kunne gøre hende helt kulret sommetider.  Og derfor var det vel heller ikke så mærkeligt, at hun elskede hendes arbejdsplads. Udover den ældre lille dame som ejede butikken, så var hun den eneste som var ansat; og hun både stod ved disken og betjente alverdens chokoladeelskere, men hjalp også med at kreere alt det forskellige som kunne købes i butikken. Prøvesmagning var der også rigeligt af og utroligt nok, så smagte chokoladen stadigvæk lige så godt som den dag hun startede med at arbejde der. Træt af chokolade? Nej hun tvivlede nogensinde på at hun ville blive træt af det.

,,Goodnight Mrs. Petit. See you tomorrow." At slukke og låse butikken havde Ashley ingen problemer med. Rengøringen var muligvis ikke den mest spændende tjans, men sådan var det jo. Derudover skulle hun også gøre klar til de mange bestillinger som skulle leveres imorgen, og dette kunne let gå hen og tage en lille time, hvis ikke to, eller endda hele tre timer hvis hun tog det helt stille og roligt. Og nu hvor hun intet skulle nå denne sene fredag aften, og hun heller ikke havde planer for den næste dag havde, så kunne Ashley lige så godt tage det stille og roligt med rengøringen.

Alt som havde en overflade mærkede først en våd og derefter en tør klud. Dernæst blev det gulvets tur, men denne aften fik det altså bare en tur med kosten. Døren blev åbnet da noget frisk luft ikke ville skade, og selvom Ashley vidste, at den ældre dame ikke ville værdsætte dette, så gjorde hun det alligevel. Små 5 til 10 minutter skadede ikke. Desuden, så gjorde de det på hver deres måde og selvom Ashley normalt gjorde alt hvad der blev sagt, så trodsede hun alligevel den ældre dames ord lige på dette punkt. Stadigvæk stående bag disken, og med ryggen til døren, begyndte hun at pakke nogle ting sammen.

// Det er helt perfekt! Min blev dog ikke så lang, hvilket jeg beklager ^^'

Forsat stående med ryggen til, og i fuld gang med at pakke diverse mærkværdige sager ned, skænkede Ashley på ingen måder tanken om at forbipasserende sagtens kunne finde på at bevæge sig ind i butikken, nu hvor døren stod åben. Ja Ashley havde endda glemt at hænge et ''closed''-skilt op, så det var vel udelukket hendes egen skyld, hvis nogen kom forbi og troede de kunne købe noget chokolade.
Dørens klokke afslørede dog tydeligt, da en sjæl bevægede sig en i butikken.

~Ding~

Hun hørte hans ord og inderst inde der sukkede hun, både af ham, men også hende selv, for havde hun bare hængt det skilt op, eller lyttet til den gamle dame om at døren skulle forblive lukket, så var manden ikke trådt ind i butikken. Desuden så var klokken i hvert fald over 10 PM og alle burde da vide, at ingen butikker rigtigt har åben på dette tidspunkt. Han forsætte, og selvom de smirgerende ord fik hende til at smile, hvis ikke rødme en smule, så måtte hun forsøge at være standhaftig og få ham ud. ,,Listen..", sagde hun og besluttede sig samtidigt med at vende sig om. ,,..Mister I …" Hun stoppede sig selv, nej hun nok nærmere stivnede da hun så ansigtet på manden. Hjertet sprang et slag over, eller, det føltes i hvert fald sådan - og endnu et. Hun havde set det ansigt, hvis ikke de blå øjne før. Selvom han intet havde gjort hende dengang, så sad det alligevel ufatteligt dybt og billederne om manden klædt i sort og indsmurt i blod fyldte hendes tanker. De grønne øjne stirrede ind i hans knald blå øjne og hun vidste ærligtalt ikke hvordan hun skulle reagerer. Flygte, skrige, bede om noget? Hun ville pokkers gerne stikke af, men bare det at trække vejret virkede umuligt.

Stadigvæk forstenet, lyttede hun til hans mange ord. Han genkendte hende, og helt præcist hvad hun skulle tænke om dette, det var hun ikke sikker på. Der var alligevel gået en del år siden hun havde set ham og i med at han stadigvæk lignede den samme person, gjorde det ganske tydeligt for Ashley; han var en vampyr. Som barn havde hun ikke været sikker, for hun havde tvivlet på om det havde været virkelighed eller bare et grimt mareridt. Men nuvel, han sagde hun ikke skulle skrige, så det gjorde hun ikke. ,,If you're not here to kill me.. Or hurt me, then why are you here?" Spurgte hun, selvfølgelig lettere nysgerrigt, men stadigvæk også med en vis frygt i hendes stemme. Stolede hun på ham? Hendes hjerne sagde nej, men hendes godtroende hjerte sagde ja; han havde ''givet hans ord'' på det, så selvfølgelig troede hun på ham, også selvom det måske ikke helt virkede sådan. Og selvom hun for nogle dage siden også havde været tæt på at blive buffet for to andre vampyrer, troede hun på.
Derudover begyndte diverse spørgsmål at dukke op, såsom; hvem havde han slået ihjel den dag hvor hun havde set ham og havde han flygtet fra nogen eller bare spankuleret rundt som intet var hændt? ,,.. Who are you?" … ,,And could you please close the door?" Det var måske et mærkeligt spørgsmål, men et eller andet sted havde hun bare lyst til at den blev lukket, så kunne andre måske forstå at selvom der var lys i butikken, så betød det ikke at man var velkommen.
I forsøget på at tvinge sig selv til at slappe mere af, to hun også til sidst skridtet frem og stod dermed heller ikke lænet op af væggen. Hun lod dog på intet tidspunkt de grønne øjne flakke væk fra vampyren foran hende og grunden til dette var vel en blanding af, at hun ikke turde, men samtidigt heller ikke havde lyst, for skulle sandheden frem, så var han jo (desværre) en pokkers flot mand at kikke på.

Et tilfreds smil formede sig på hans læber, da hun ikke begyndte at skrige. For at være ærlig var det mere irriterende at hører på, og siden hans sanser var bedre end hendes, hørte han det jo ti gange højere. Derudover elskede han, når folk gjorde som han ønskede. Selvfølgelig var modspil sjovt, men det kunne også blive irriterende i længden, og når folk var irriterende, slog han dem oftest ihjel. Han hævede let øjenbrynet, da hun spurgte ind til hvad han ville, nu hvor han ikke skulle dræbe hende eller gøre hende ondt. Han gik imod skranken, og hev en pose chokolade op "well chocolate, which I have never tasted before...and then you" han lagde posen ned igen, og vendte sin opmærksomhed imod hende "you're a beautiful young woman, and I am a simple man, true I am a vampire and therefore not human, but I do feel the same things as humans do" han trak på skulderne "so I thought, why not talk to a beautiful woman?" ganske vist var det ikke hele sandheden, men det at snakke til hende og at hun var en smuk kvinde, var skam sandt
Som endnu flere spørgsmål kom frem, var han først i fremmest, venlig nok til at lukke døren, det ville også afholde andre fra at komme ind. Derpå vendte han sig imod hende "Who am I? That's a really good question" han klukkede kort "How much do you want to know? Because asking someone who they are, can be a huge one. Do you want to know my name? My age were i'm from? What I am?" der var et legende smil på hans læber, selvom der var en sandhed til hans ord, så var det måske også en leg for ham. Han havde bemærket, at hendes blik ikke flakkede væk fra ham, men det hele krævede kun at hun blinkede, også ville han kunne stå foran hende "The way your staring at me, I would almost believe you found me attractive" han vrikkede drillende med øjenbrynene.

//Sorry for det korte svar

Et bryn blev skudt i brynet, som han afslørede hvorfor han stod foran hende ,,You've never tasted chocolate before?" Spurgte hun, tydeligvis overrasket. Ignorerede hun det andet han sagde? At han var kommet efter hende? Egentligt ikke, men i og med at det lød som om, at denne mand foran hende aldrig havde smagt chokolade, så var alt anden irrelevant. Et eller andet sted så troede hun vel ikke helt på ham, men taget i betragtning af, at han var en vampyr og i hvert fald havde levet langt længere end hende, så gav det måske meget god mening. Desuden var han en vampyr og udfra alle de fim og serier hun havde set, samt alverdens bøger, både fiktive og faktive, så levede vampyrer kun af blod. ,,..Shame on you", mumlede hun derefter og mente det vel et eller andet sted. Ashley elskede chokolade og sagde oftest at hun aldrig ville kunne havde levet i en verden uden chokolade.
Dog ændrede det hele sig, da han pludselig var lige overfor hende og tanken om, at hun måske havde været flabet over at spørge, om han aldrig havde smagt chokolade, strejfede hende. En smule nervøst kikkede hun ned i bordpladen og efter en indre kamp, fik hun modet til at sige hvad hun tænkte;,,..Are you gonna bite me?"
Han sagde, at hun var en smuk kvinde og selvom hun følte at hjertet næsten ikke kunne være i brystet på hende af bare skræk over ''boogiemanden'' stod foran hende, så var der alligevel noget over hans kommentar, som fik den indre kvinde til at reagere, netop ved at sende en lille følelse af varme rundt i hendes krop. Hun var ikke god til komplimenter, eller, ligesom enhver anden person havde hun intet imod at få dem, men hvordan hun skulle reagere var nok nærmere problemet - skulle hun sige tak og i lige måde?

,,A name would be nice", afslørede hun og valgte atter at kikke op på den pæne vampyr foran hende. Det var umuligt at tænke andet, ikke at finde ham charmerende, og Ashley var 110% sikker på, at han også vidste det - og det omhandlede ikke kun hende, men alle alverdens kvinder som han stødte på og kaldte for smukke. Derudover, så ville hun heller ikke forlange for meget, for tænk hvis han blev træt af hendes mange spørgsmål? Hun havde set ham fuld af blod og tankerne om hvad han var i stand til, var ufatteligt skræmmende.
Hun spærrede øjne lidt op, ved han næste ord. ,,W-what?" De grønne øjne kikkede på ham, og rødmen tog endnu en gang over det feminine ansigt. Hvad kunne hun gøre? Hun kunne trods alt bare være ærlig, men tanken om, at hun misforstod og troede hun ville et eller andet, overtog hende og det var nok også derfor hun ikke gjorde. Derfor gjorde hun noget andet, noget som nogle måske ville beskrive som værende dumt: hun vendte sig om og begyndte at pille ved nogle andre ting. Så hun ham ikke, så så han måske ikke hende.

Hvor gammel var manden foran hende? Ashley kunne ikke tro sine egne øre og det gjorde hende da også kun mere nysgerrig på ham, idet han afslørede at dengang han levede, der var chokolade stadigvæk ikke fundet. Det var utroligt, ja næsten surrealistisk. Hun trak op i mundvigen og det der var et lille smil begyndte så småt at tegne sig på de fyldige læber. Hun huskede et monster smurt ind i blod, og nu spurgte han hvordan chokolade smagte - var det her overhovedet virkeligt? ,,It is sweet. And the best feeling is, when you place a piece on your tongue and don't chew it, but wait for it to melt." Forklarede hun, med en vis form for varme og glæde i sin stemme. Ak ja, hun elskede chokolade! Og det var ikke blot mælkechokolade, men også hvid og mørk, med knas, nødder og hvad der ellers fandtes. Men der var også noget chokolade hun ikke kunne fordrage, såsom chokolade med lakrids, mint og andre mærkværdige ting. ,,Chocolate is... as thick as blood, but a lot sweeter." Måske var det en passende måde, at beskrive det for en vampyr?
Han besvarede derefter hendes spørgsmål med et andet spørgsmål. Dog nåede hun ikke at besvare, før han foklarede at nogen endda spurgte om at blive bidt, og dertil fyrede han en ikke helt dårlig ''joke'' af. Derfor dukkede der heller ikke en skræmt udtryk op i hendes ansigt, nej nok nærmere det man ville beskrive som et lille grin. Han var fuld af det hele; ikke blot charme, men også drilskhed. Og hvor mærkeligt det end lød, så gjorde det det svært for Ashley at hade ham, at frastøde ham. ,,Thanks, but no thanks; I'm gonna skip this time", svarede hun så dæmpet, hvilket også var ganske rigtigt, for hun ønskede bestemt ikke at mærke et sæt hugtænder i nakken, eller et andet sted på kroppen. Kort tid efter, præsenterede han sig selv. ,,Christian", gentog hun og lagde samtidigt hovedet en smule på skrå for at betragte ham lidt. Han lignede lidt en Christian, det måtte hun indrømme. Frygten var ikke væk, men han havde alligevel varmet hende godt op, ja hvis ikke vundet hendes tillid på en eller anden mærkelig måde. Dog ændrede dette sig lige så snart han kom med den tilståelse, at det lignede at hun fandt ham tiltrækkende - hvilket jo bestemt ikke var løgn, men det behøvede han da ikke at vide?
Som hun stod med ryggen til at pillede ved den ene ting efter den anden, og forsøgte at ligne en, som faktisk lavede hun noget produktivt, hørte hun samtidigt også hans ord. Hvad skulle hun dog sige? Hun prøvede virkeligt at finde på noget, et eller andet, ja lige nu var det næsten ligemeget om det passede ind i den samtale de havde kørende, men intet dukkede op. Dog, stoppede hun med hvad hun havde gang i, så snart han sagde at hans følelser var såret. Mente han det? Selvom det måske ikke var helt sandt, så gik det alligevel ind og påvirkede asparaens hjerte. Men hun nåede hverken at sige eller gøre noget, for pludselig stod han foran hende, grænseoverskridende tæt. Hendes hjerte sprang et slag over og havde det ikke været fordi hun var forstenet, så var hun nok trådt nogle skridt tilbage. Ud af øjenkrogen lagde hun mærke til den løftede hånd, og som den nærmede hendes ansigt, gled øjnene i. Endnu en gang føltes det, som om at hjertet sprang et slag over, som hun mærkede den kolde hånd strejfe hendes kind. Sekunder efter, blev øjnene slået op og de fandt ret hurtigt frem til hans krystalblå øjne og samtidigt blev en lille lydløs klump sunket. Nicholas og ham de virkede uhyggeligt ens på nogle punkter - og som den tanke strejfede hende, fugtede hun læberne helt per automatik. ,,How can I find a man attractive, when I've seen him soaked in blood?" Spørgsmålet var skam helt seriøst, og et eller andet sted så afslørede hun vel også at hun fandt ham tiltrækkende, men samtidigt ikke forstod hvordan det var muligt. ,,I can't be the first one who falls for your charm, can I?" Spurgte hun og kunne samtidigt ikke helt skjule det generte smil.

Det var måske lidt mærkeligt, at sammenligne blod og chokolade med hinanden, men set og hørt udfra den uskyldige aspara og den flotte vampyrs forklaring, så fik de to ting til at lyde temmelig ens, eller det syntes Ashley i hvert fald. Det var måske også derfor hun endte med at stå og smile en smule, som han forklarede hvordan blod smagte anderledes og hvordan hver races blod også var anderledes. ,,It sounds a lot more alike than we both think", konstaterede hun, velvidende om at han måske ikke var helt enig, men sådan så forskelligt på tingene. Chokolade kunne spises døgnet rundt, og var det ikke fordi det var så usundt, så gjorde Ashley det nok også. Dertil var det selvfølgelig anderledes med vampyrerne, for tja, de havde brug for det for at overleve; blod var ikke bare mad, nej det var alt.
Måske en anden gang sagde han. Hun vidste ikke hvorvidt om det var et tilbud eller ej, men på nuværende tidspunkt var det et stort N-E-J. Ashley havde prøvet det, at blive bidt, og endda ikke for så mange nætter siden. Og selvom hun havde grædt tåre under og efter oplevelsen, så var hun ufatteligt nok ikke sur på Nicholas - nej hun havde tilgivet ham. Men hun havde bestemt ikke brudt sig om oplevelsen og ønskede bestemt heller ikke at opleve noget lignende igen - hvordan kunne nogen overhovedet synes om den slags oplevelse og følelse? Deres samtale forsatte, og da han spurgte hvad han måtte kalde hende, fik hun et lille flashback, ikke at de mindede om den samme aften, men hvordan hun følte, at hun havde været uhøflig over at glemme og præsentere sig selv. Stadigvæk med et lille smil på læberne, og med øjnene rettet imod ham, tænkte hun over, hvilke kælenavne han kunne komme op med, siden han sagde som han gjorde. ,,You can call me Ashley."
Det måtte næsten være en ting, at vampyrer skulle være nærgående, grænseoverskridende, for indtil videre havde Ashley kun oplevet dem sådan - og så havde de åbenbart også en eller anden udstråling der gjorde, som gjorde det svært at finde dem utiltrækkende.
Overrasket blev hun, da han gav hende hele smøren. Han var på ingen måder dum, nej det havde hun aldrig tænkt, men vampyren foran hende talte jo sandt. Hun fandt ikke en løve frastødende, når den dræbte en gazelle, nej den gjorde jo bare sit for at overleve. Christian havde muligvis gjort som han havde gjort på grund af overlevelse, men alligevel havde det bare virket mere brutalt. ,,I never said you were bad.. I just asked how it's possible", svarede hun, kort, men stille og roligt, ærligt, og trods hans lange besvarelse, som jo havde en fair pointe, stadigvæk en smule forvirret, også selvom hun frostod. ,,You have haunted my dreams since I was a little girl. What should I expect now?" Skøre sexfantasier? Muligvis var hun uskyldig og havde ingen erfaring inden for dét emne, men selvfølgelig havde hun drømt ting, følt ting, ja begæret var der, men det skulle være med den rette og ikke bare en tilfældig gut hun fandt attraktiv.

Christian var stadigvæk forbandet tæt på hende, og selvom Ashley var nervøs for hvad han kunne finde på at gøre, da han trods alt var superstærk- og hurtig, så var hun alligevel mere rolig end hvad hun havde været i begyndelsen. At han var tæt på, gav hende også bare rig mulighed for at betragte ham; de små detaljer som smilerynkerne ved øjnene og smilehulerne gjorde ham helt klart mere menneskelig end hvad han nok ville indrømme. Generelt så var hans ansigt bare markant og det var ærligtalt svært at stå for. Og som hun tænkte dette, kunne hun ikke lade være med at bide sig selv en smule i underlæben. En dårlig vane, kunne man vel kalde det.