Breathe, love - Ashley

Om Nicholas havde kunne finde på at gøre noget imod Zachary eller ej, havde hun ikke været sikker på. Men selvfølgelig havde hun frygtet det, hvem ville ikke havde frygtet for den person man holde allermest af? Og det var også derfor at Ashley ikke havde nævnt noget for Zachary om dette møde, for hun vidste, at han ikke ville kunne havde holdt sig væk.
,,And how can you be so sure about that?" Spurgte hun så, med hovedet en smule på skrå. Jovist havde han bidt hende, stalket hende og kunne sikkert også snildt remse op hvad han ellers havde af fantasier at gøre med og ved hende, men alligevel så hun ham ikke så eller tænkte hun ikke om ham som et monster, som han jo selv så fint beskrev det. ,,..Maybe I'm scared around you, but I also like being around you, how weird that even may sound.. Why do you think that I left you that note?" Der var bare noget over hans tilstedeværelse… det var ikke det, at det konstant var en rutsjebane at være sammen med ham, eller det at hun følte sig mere levende, nej der var bare noget andet, en eller anden form for… for forbindelse - men det var måske meget normalt, nu hvor han havde bidt og smagt hendes blod?

"You left em that note before you were reunited with your lover, Ashley..." svarede han blot og tømte sit vinglas for derefter at sætte det ned og signaler til tjeneren der dukkede op hos dem øjeblikket efter. "Let the bottle at the table" sagde han blot da tjeneren havde fyldt hans glas og havde gjort mine til at ville forsvinde med flasken igen. Manden lystrede, og var hurtigt væk igen. Vin var slet ikke stærk nok til den her samtale. De gyldne øjne blev vendt mod Ashley igen, det rødelige skær svagt at spore i dem. "As to how I can be so sure, well that is easy.. you are not the first, neither the last to see me as what I am, a controlfreak and a monster.. and I do acutally like people thinking me a monster" slog han derpå fast for hende. At det så ikke lød sådan så irriteret som han virkede, var nok mere sandt. Jo jo, han elskede skam at være det monster han nu engang var skabt til at være, og at se folks frygt, for ikke at sige at lugte den, kunne give et kæmpe kick. Faktum var bare, at det ikke altid hang sådan sammen, og til tider kunne det faktisk være rart hvis folk ikke antog han var så slem. Eller rent faktisk at de ikke løb skrigende bort når han for en gangs skyld ikke havde planer om at gøre dem fortræd. Som deres møde i lejligheden og måden hun var brudt sammen på, han havde jo knap rørt hende. Nuvel, han vidste trods alt hvor sarte og skrøbelige kvinder kunne være. Latterligt af ham at antage af den her var anderledes end de forgående.

Ashley rynkede en smule på brynene over ham. ,,Do you think it was a love note that I left you?" Spurgte hun. ,,..Perhaps it didn't mean anything to you, but it did mean something to me; you saying no, despite you wanted to take me so hard on that piano, or any other place in your apartment for that matter. And I don't think you did it because of some love feelings you felt for me, actually I have no idea why you controlled yourself and sent me back to the bed, 'cause to be fair; you couldn't care less about how I would feel afterwards... but the fact that you didn't continued proves to me that you aren't that monster you wish me to think you are." Det var ikke helt løgn, at deres samtale fik hendes hjerte til at hamre en smule hurtigere end det normalt gjorde. Var hun bange? Følte hun sig frygtesløs? Eller var hun bare direkte dumdristig? Sandheden var at hun ikke selv anede hvad hun følte nu hvor ordene bare fløj ud, men Ashley havde behov for at få det ud, det hele ud af systemet; Nicholas skulle have det at vide og det var nu eller aldrig. Og selvom hans øjne tydeligt afslørede hans humør, slog hun ikke de grønne øjne væk fra hans og hun havde bestemt heller ikke tænkt sig at stoppe.

,,..So don't lie to me" - ,,And If you wanted me to see you as a monster your eyes wouldn't change; this conversation would mean nothing to you.. but it does mean something." Bestikket havde hun forlængst langt pænt på tallerkenen, så det afslørede at hun var færdig med at spise. Skulle hun rejse sig op og gå? Tanken var egentligt fristende nok.

Love? Tænkte han for sig selv og var nær brast i latter for øjnene af hende. "I haven't felt love for almost twohundred years, so no, that is not it. So, what do you think yourself? A good Heart? Some deeper meaning with life? You being special and I couldn't bear to hurt you? Let me tell you myself before you start guessing. I am not into rapping people, killing them, yes, rapping is not my thing.. at least not most of the time.." han var ikke så meget for voldtægt, men det skete skam engang i mellem, for folk der virkelig fortjente det. Det vil sige, nogen der havde gjort forfærdelige ting i deres liv, og som de bare måtte have igen. Han var ikke nogen engel, heller ikke nogen helgen af en art. Hvad angik hendes puls? Well, han var ret bevidst om hendes hamrende hjerte og den frygt der igen blev vakt.

Hun blev dog ved, og satte godt og grundigt hans pis i kog. Primært fordi hun havde ret, og fik ham til at føle ting han normalt ikke gjorde. Hans forgående ord var ikke løgn, men sagen var også, at hun virkede til at være en undtagelse, og han anede ikke hvorfor. "I think this meeting is over, let me drive you home." blev svaret. Han signaleret til tjeneren igen, der dukkede op med regningen. Nicholas betalte uden et ord, og rejste sig derpå op.

Hørte han ikke efter? Ashley var næsten sikker på, at Nicholas havde den ekstra evne, at han kun hørte det han ville høre og at alt andet kunne være ligemeget. ,,As I said; I don't know why you did it Nicholas. But the fact that you ask me to guess, is that you don't know it yourself." Dertil valgte hun heller ikke at kommentere på mere, for det han sagde mente hun var noget vrøvl, specielt det med at voldtage, for det havde hun jo på ingen måder nævnt noget om.

Nicholas mente åbenbart at mødet, dateen, eller hvad end det her var, var ovre. Det fik Ashley til at himle med øjnene over ham, men det bekræftede også bare hvad hun havde sagt før; at han ikke ønskede at se hende som et monster - og hun var sikkert ikke den eneste. ,,I think it is", sagde hun blot og valgte samtidigt at rejse sig op. Tjeneren så noget forvirret ud, som Nicholas betalte, men det var vel forståeligt, da det før havde virket så hyggeligt mellem dem. Hun tøvede ikke med at bevæge sig imod udgangen, og var egentligt ret ligeglad med, om han var et skridt eller ti bag hende.

Han havde lyst til at knurre af hende, og blikket blev slået bort for at skjule den nu mere markante røde farve der afslørede hans vrede. Det var dog heldigvis ikke så voldsomt at han ikke kunne tvinge det bort, og faldt ned igen. Eller i hvert fald tilstrækkeligt til at betale regningen og rejse sig op. Hvorfor hun så selv løb af sted fattede han ikke, det var da ikke hende der var blevet angrebet og havde følt sig trængt op i et hjørne, en følelse han hadede. Han var jo ikke i kontrol! Og alle vidste hvordan Nicholas havde det når han ikke var i kontrol, han var ubehagelig og aggressiv.

Ikke desto mindre endte de snart udenfor, og han låste dørene op til sin bil med et enkelt tryk på knappen. Den sorte Audis lygter lyste kortvarigt op, inden han gik derhen og åbnede døren for hende. At gå hjem ville trods alt tage hende nogle timer, og forhåbentlig var hun ikke så stor en dramaqueen at hun valgte at være trodsig. Så måtte han jo tvinge hende, og han var ligeglad med hvem der så på.

Selv følte Ashley, at det var Nicholas der var skyld i hvilken drejning det havde taget. Hun havde spurgt ham om noget, noget så simpelt som hvad han troede hun tænkte om ham, og så var det ellers gået ned af bakke. Hvorfor han ønskede at folk så ham sådan, fattede hun virkeligt ikke, og hvorfor han fattede, at hun ikke så ham som et monster, fattede hun heller ikke. Og hvorfor kunne hun ikke også bare være røvhamrende ligeglad?

Det var selvfølgelig mørkt, himlen var tildækket af skyer og skjulte dermed forsat det lys som man ellers kunne havde udnyttet fra månen der næsten var fuld. Egentligt så havde hun ikke lyst til at sætte sig ind i bilen, for turen ville blive lang, nu hvor der ingen smalltalk ville komme, og hvis der kom, så ville de nok bare forsatte med at bide ud efter hinanden, men hun vidste at det ville være den sikreste og hurtigste vej hjem. Suk, hvornår lærte hun at tage sin mobil med sig? ,,I'll rather walk", sagde hun dæmpet, da han ellers så galant åbnede døren til bilen for hende. You wish…

Og selvfølgelig skulle hun være dramatisk. Ja ja, han var barnlig og opførte sig som en røv, hvorfor skulle hun så gøre ham kunsten efter? De opførte sig begge to som små børn, og det var trods alt ikke til nogen nytte. Hendes svar fik ham til at rulle med øjnene, og han greb fat om hendes overarm og skubbede hende op ad bilen hvor han stod tæt op ad hende. "Listen, I have been gentle until now, but that can change. Just get your ass in that car and let me drive you home in one piece. Thank you.." at spørge pænt vat trods alt ikke hans kop the, og hun pressede ham virkelig. Derfor gav han hende ikke noget valg, blev hun ved, ville den næste trussel tilfalde hendes søde kæreste, så forhåbentlig var hun klogere end at sige noget. Hvad folk der eventuelt gik forbi sagde til det her? Well, ikke noget man ikke ville kunne gøre noget ved, ved simpel sindsmanipulation. Netop derfor skænkede han det ikke en tanke. Han havde fået nok for denne aften, og hun havde presset ham rigeligt! Hvorfor han ikke havde flået hende i mindre stykker rent mentalt, fattede han ikke, og det pissede ham bare mere af. Den effekt hun havde på ham, og som han til stadighed ikke fattede.

Ashley gispede, som hun blev presset imod bilen og Nicholas samtidigt gjorde det umuligt at flytte sig, på den ene eller anden måde. Der var ikke første gang de stod så tæt, men forskellen fra nu og de andre gange var, af hende hjerte ikke hamrede der ud af på grund af frygt. Ligesom ham, men langt fra i samme høje grad, var hun ved at blive en smule småsur. ,,Fine", sagde hun så, og tog så armen til sig i et lille ryk. Det var ikke fordi hun havde lyst, faktisk langt fra, men der kom nok næppe noget godt ud af at lave den scene. Hun satte sig derefter ind i bilen og lod Nicholas lukke døren efter.

Dernæst satte Nicholas sig ind og fik ellers liv i bilen. Teenagersur som Ashley var, skænkede hun ham ikke et blik de første par minutter og sagde samtidigt til sig selv at der var ingen grund til at forsøge at redde denne her aften.. Men til sidst brød hun alligevel stilheden; ,,You know...", sagde hun så og skiftede blikket over på ham. Stemmen var blevet langt mere rolig, men det var klart nu hvor de begge havde fået lov til at falde lidt ned. ,,...if you had asked me to stop, I would had stopped."

Hvor ens deres opførsel var lige nu, bemærkede de nok ikke, men det var den. Ikke desto mindre var hans langt mere kontrollerende og stædig - og voldelig - end hun var, hvorfor hun var den der var klog nok til at give sig først. Hun rev armen til sig, satte sig ind i bilen med et tvært svar, og han lukkede døren i efter hende, ret blidt i forhold til hvor irriteret og vred han var. Hans lille baby skulle trods alt ikke komme noget tid - altså bilen.
I syvende og sidste satte han sig ind bag rettet, tændte for motoren, og kørte ud på vejen. Det her var godt nok den underligste date han nogensinde havde været på. Slutningen langt anderledes end hvad han var vant til. Tavsheden havde sænkede sig over dem, og han bød den velkommen. Det var skønt så længe det varede, men i sidste ende, brød hun stilheden. Det spændte i kæben, og grebet om rettet endte strammere. Blikket var rettet mod vejen. "Thank you for telling me.." svarede han tørt. Ja, det var jo hans egen skyld, han havde ikke et øjeblik bedt hende tie stille, eller stoppe. Så det var egentlig hans egen skyld. Hvilket pissede ham mere af.

De skulle køre et stykke, da hun trods alt boede i udkanten af Di Morga. Og selvom Ashley glædede sig til at komme hjem og få det overstået, så var der også bare noget inde i hende som ønskede at de kunne slutte af på en bedre måde - men hvordan?
,,Relax.. I'm not going to say more..", mumlede hun dæmpet, da han tydeligt afslørede hvor spændt han blev i kroppen, over hun slog stilheden ihjel. Hun ville hellere sidde i stilhed, end sammen med en rasende vampyr der måske ikke kunne kontrollere sig selv fordi han ikke fik det som han helst ville have det.. et forkert ryk i retten kunne trods alt sende dem ud i grøften og der havde Nicholas trods alt større chancer for at overleve end hun havde.

Hun lænede sig imod døren, tog blikket fra ham og besluttede istedet for at kikke ud af vinduet og ud i mørket. Der ville ikke gå pokkers lang tid før de ville komme til skoven, men der var stadigvæk en god køretur endnu.

Relax.. hvordan fanden skulle han slappe af?! Han svarede dog ikke, fokuseret på kørslen, og faldt langsomt mere og mere til ro. Fuck hvor kunne denne kvinde pisse ham af, og det frustreret ham ikke at vide hvorfor. Hun måtte være anderledes i forhold til andre, men hvordan og hvorfor, det vidste han ikke. En ting var dog sikkert, han måtte finde ud af det! Han måtte finde ud af hvorfor han havde en svaghed for hende, lige hende, og ikke andre! Var det her monstro kun starten og det ville blive værre og mere udbredt? Forhåbentlig ikke, han havde et omdømme at værne om for fanden!

"Are you half aspara or something?" formentlig ikke, så ville han have smagt det i hendes blod eller kunnet dufte det på hende. You are different, but I don't know why, or how.." om hun hørte efter eller var faldet i søvn anede han virkelig ikke, nu snakkede han bare uden at se mod hende. "Did an angel do something to you when you were younger? Perhaps this boyfriend of yours?" det kunne det ikke være. Zachary var ikke født engel, så meget vidste Nicholas da om ham.

Der kom ingen svar fra Nicholas og sådan havde Ashley også regnet med det ville ende. Derfor endte de med at køre i stilhed i nogle minutter og det virkede også til at Nicholas begyndte at falde mere og mere til ro.

Stadigvæk med blikket rettet imod det mørke landskab, begyndte Nicholas dog pludselig at snakke. Og selvom hun ikke reagerede, så lyttede hun til hvordan vampyren pludselige begyndte at snakke som et løbende vandfald. Han følte det også… Hun havde tænkt, at det måske var normalt at man knyttede sig, eller hvordan man end skulle beskrive det, når man var blevet bidt af en vampyr, men udfra hvordan han forklarede at hun var anderledes og han ikke anede hvorfor eller hvordan, lød det bestemt ikke som om at det var normalt.
Som han blev færdig, skævede hun endelig imod ham og de grønne øjne stirrede på vampyren som ellers stadigvæk var fokuseret i sin kørsel. ,,You also feel it..?" Spurgte hun så, eller konstaterede hun måske lidt ud af det blå, da hun jo slet ikke besvarede nogen af hans spørgsmål, spørgsmål som hun mente at han allerede burde vide, nu hvor han havde stalket hende. ,,..I'm pure and nothing strange have happened to me when I was younger", svarede hun så og slog blikket ned i skødet på sig selv.

De spørgsmål han stillede kendte han ganske rigtigt svaret på, i hvert fald udefra alt det han selv havde opsnappet om hende, men hvis noget var anderledes eller holdt væk fra den information han havde fået, spurgte han nu. Hendes svar indikeret dog at han ikke var ene om at mærke det, og det gjorde det hele bare værre.
For hans vedkommende var det ikke en forelskelse det han følte omkring hende, heldigvis havde han slået det fast. Mente han da i hvert fald selv. Det var nærmere.. et beskytterinstinkt han ikke havde mærkede før. Ikke kendte, ikke forstod. Det var stærkere end det han havde følt for sin hustru, men dengang havde han også været et menneske og ikke en vampyr. Måske var det den samme følelse, bare stærkere fordi han var det han var? Han anede det ikke. "It makes no sense.." svarede han mumlende mens han stadig kørte. "What about your parents, something strange happened to them? Tell me about them.." dem havde han jo ikke stalket, så hvis de var anderledes, ville han ikke vide det. Derfor forlangte han nu at hun fortalte om dem, og ja, det var en ordre og ikke et spørgsmål.

At fokusset røg over på hendes forældre, forstod hun ikke - hvad prøvede han overhovedet at fiske efter? Ashley var sikker på, at Nicholas nok ikke selv var klar over det, så derfor lod hun også være med at spørge. Hun afslørede derfor blot med et overvejende Hmm at hun lige ville tænke over om der var noget usædvanligt ved hendes forældre, som måske kunne være skyld i det her, hvad end ''det her'' så lige var.. ,,..There's nothing strange about them neither..", sagde hun og skævede samtidigt en smule over imod ham, stadigvæk en smule overvejende. ,,..My dad is pretty old fashioned and hates humans, and my mother is a kind and lovable person who doesn't judge a book by it's cover." Hun trak på skuldrene over den meget hurtige information omkring hendes forældre, men den korte og præcise forklaring gav et tydeligt blik af dem; de var som enhver anden aspara ville være i deres alder.

,,Why would you ask me about my parents?" Spurgte hun så. Troede Nicholas at de var forbundet på en eller anden mærkelig måde? Selvom hun ikke havde lyst til at tænke sådan, og efterfølgende forsøgte at ryste tanken væk, så virkede det umuligt, men det var jo fordi hun manglede en grund til hans pludselige interesse indenfor hendes forældre.

Han fik da i det mindste et svar, om end det ikke var et der hjalp ham særlig godt på vej. At hendes far var en typisk idiot der hadede mennesker var vel ret normalt for hans race. Alligevel var der nogle få der valgt at forene sig med mennesker og skabe familier den vej, det skete dog sjældent, primært fordi deres afkom endte ud som mennesker og det var en degradering i deres øjne. Sådan havde Nicholas i alt fald forstået det.

Han kørte derfor videre mens han stadig tænkte over det hele. Som hun afbrød hans tanker, skævede han kort mod hende. "Just to be sure I haven't left anything out. What we feel towards each other is strange, Ashley. Even for a vampire this is strange" indrømmede han derpå for hende med sammenbidte tænder. Han var ikke stolt over at sige det højt.

De drejede ind af en skovvej, som Nicholas snakkede om hvor mærkeligt det her var, selv for en vampyr. Hun endte med ikke at sige noget, derimod blot tage en dyb indånding og dernæst sukke ud - hvad skulle man overhovedet tænkte i sådan en situation? Der var ingen tvivl om, at de begge vidste at det ikke omhandlede følelser for hinanden, men det var muligvis også det der gjorde at det hele var så mærkeligt.

,,Well.." Sagde hun dæmpet og lod atter blikket glide ud i den sorte nat. Well what? Tænkte hun så for sig selv. Hun havde egentligt ikke haft noget på hjertet, men bare tænkt at det var godt at sige noget, ligesom for at bryde stilheden. ,,..Should I find something, I know were you live..", sagde hun så og slog derefter blikket hen på ham. ,,..But I'm sure it's nothing..", valgte hun så at sige mens hun kikkede på ham, men kommentaren var nok mere eller mindre henvist til hende selv.

Hendes svar var slet ikke beroligende, på den anden side anede han ikke om han foretrak ikke at vide hvad der foregik. Hvad der var mest skræmmende var han ikke selv sikker på. "We will find out.." så måtte han jo vel undersøge sagen nærmere. Når hun også kunne mærke det, var det bare endnu mere skræmmende. Eller nærmere.. forstyrrende. Det var ikke fordi Nicholas var bange, bare forvirret over hvad fanden der foregik.

Han kørte snart op foran huset hvor hun boede, og standsede bilen som blev sat i fri gear. Derpå så han mod hende, brynene svagt rynkede. "Well, take care.." sagde han monotont. Hvad fanden skulle han ellers sige? Pludselig stivnede han. "I think your loverboy is home.." bemærkede han sammenbidt. I alt fald var englens duft over det hele. Hvorfor Nicholas sådan rejste børster anede han ikke, men et øjeblik skiftede hans øjne farve og begyndte at antage en mere rødlig nuance. Okay, det her var underligt! Normalt ville engleduft og blod betyde at han ville sætte tænderne i dem, ikke at han havde lyst til at flå dem!

We will find out sagde han, hvad end det så var at de måtte finde ud af. Ashley sendte ham bare et lille smil, samt nik, for hun anede ikke helt hvad hun skulle sige til hans ord, eller gøre for den sags skyld - lige nu orkede hun vel heller ikke at tænke mere over det, nej hun ville bare ud af bilen, gå op af trapperne, gå ind af døren og smide stiletterne og så ud af kjolen. Smide sig i seng og putte med Zachary så snart han kom hjem fra arbejde.

Hun rynkede svagt på næsen og et lille skævt smil gled over hendes ansigt over hans tamme Take care. I nogle sekunder måtte Ashley kvæle et grin over ham; hun dømte ham ikke, men det var sjovt at se ham sådan - det var nok næppe sådan her at Nicholas plejede at sige farvel til en pige på. Dog ændrede hendes udtryk sig til noget et mere undrende et, da han ud af det blå sagde at Zachary nok var hjemme og at hans øjne skiftede farve. ,,..What?" Havde hun spurgt lidt forvirret og valgt at kikke ud af vinduet og op imod huset; der var lys, men det var et lys hun havde tændt inden Nicholas havde hentet hende. ,,He should be at work..." mumlede hun, dog mest til sig selv, for at berolige sig selv en smule, da han jo intet vidste omkring denne aftale. Derefter gled blikket over på Nicholas og hun sendte ham et lille smil. ,,No more stalking, alright?" - ,,Don't be a stranger." Ganske kærligt strejfede hun hans kolde hånd og derefter åbnede hun døren til bilen og trådte så ud. Havde han noget at sige, skulle det gøres nu, ellers så ville hun bare lukke døren i og træde et skridt tilbage så han kunne komme videre.

"But he isn't..." svarede han bare køligt retur som hun svarede at Zachary burde være på arbejde. Han vidste hvad han snakkede om, han kunne lugte englen kraftigere end da han havde hentede hende tidligere, og hans skarpe hørelse fortalte ham der var en engel derinde. Alle hans instinkter var vakte. Det burde hun slet ikke stille spørgsmålstegn ved.
Det var ikke meget han gjorde eller sagde, lod hende forlade bilen. Han havde skam hørt hendes ord om ikke at stalke hende, og ikke forsvinde eller holde sig væk som en fremmede. Var de bedste venner nu eller hvad? Han kommenteret det dog ikke, var bare ret sikker på at den engel var derinde. Døren til bilen blev lukket, og Nicholas kørte væk og ude af syne fra huset hvor han holdt bilen an. Motoren blev slukket, øjnene gled i, og han fokuseret sin hørelse mod huset. Han måtte sikre sig at englen ikke så sig sur på hende, hvorfor han var nød til det, anede han ikke, men han blev der til han var sikker på at alt var i orden, inden han kørte væk.

///OUT