We can share the pain? (Danayela)

Tid: 03:00
Sted: Gallerie Sanguine
Vejr: Helt vindstille og stjerneklart
Påklædning: Sort jakkesæt med blodrød skjorte og sort slips samt dyre italienske sko

Galleriet havde en rigtig stille aften efter fernisering for de nye malerier og der var ganske få mennesker der kiggede rundt. Alle de ansatte var sendt hjem efter en vellykket fernisering og Caleb gik nu selv og hyggede lidt med at ordne ting. Eller hygge var måske så meget sagt. Galleriet kunne blive stort og tomt når der ikke var nogen at dele det med. Selvfølgelig fik han tilnærmelser en gang imellem men der var ganske enkelt ikke noget der virkede bare tilnærmelsesvist interessant.
De sidste kunder var egentlig gået så Caleb tog et glas af den specielle rødvin og satte sig i en af de gode lænestole der stod i galleriet. Ganske vist var der åbent til han gik men når der var så stille kunne han lige så godt nyde freden.

Han smagte stille på vinen inden han kiggede ud af vinduet og tænkte over hvordan den sidste tid havde været. Ganske vist havde forretningen gået helt fantastisk men alligevel var det som om der manglede noget. Hans billeder var populære men han følte ikke rigtig at han havde inspiration til at male. Så han lagde ikke den samme energi og lidenskab i billederne som han ellers ville, men hvor ville han dog gerne mærke den inspiration igen! Men måske kom det ganske enkelt ikke til at ske.
Egentlig regnede han ikke med det men samtidig så havde byen overrasket ham før så der var selvfølgelig muligheden for at det kunne ske igen

Danayela havde brugt en god bid af dagen på at gå rundt og kogge på, hvad folk egentlig lavede. Efter hendes tid Sammen med Zakaroff, var hun mere opmærksom.. mistroisk.. hun havde virkelig set mange ting sammen med hsm, oplevet mange ting.. ting hun aldrig havde ønsket at opleve. Kort gled hendes hånd om på hendes skulderblad.. skulderen gjorde stadig ondt, selvom det var så længe siden. Men han havde ikke kunnet fjerne smerten, dog havde hun lært at leve med den.
Hendes spinkle hænder gled ned i lommerne på den læderjakke hun havde på. Det sorte høj fløj let om hende i vinden. Udover jakken hun havde på, havde hun en mørkeblå trøje på med vhals, ærmerne gik til omkring albuerne. Sorte jeans med huller ved knæene og et par sorte støvler med hæl.
De blå øjne hvilede opmærksomt på omgivelserne, indtil en butik fik hende til at stoppe op. Et galleri.. det var nogle pæne billeder der hang der. Langsomt gik hun tættere på og kiggede lidt mere nysgerrigt. Der var ikke rigtigt nogen derinde.. men der var stadig åbent. Tøvende gik hun hen til døren og gik langsomt ind.

Stilheden der mødte hende, var velkendt. Med ganske lette, næsten lydløse skridt bevægede hun sig rundt og kiggede på de mange billeder. Meget smukke.. men der var noget over dem.. noget der fik hende til at tænke på, når man ikke har inspiration.. det lød nok underligt.. men de virkede på en måde påtagede.. som en nødvendighed.
Son hun stoppede op, ved et af de mere dystre billeder, lyttede hun kort. En lyd havde fanget hende.. Et vinglas. Ganske roligt gled hendes blik rundt.

Han havde lige taget en tår mere af sit glas og var ved at rette på et billede nogen havde skubbet skævt da han mærkede hendes duft. Duften af Engel var ikke til at tage fejl af. Men hans skarpe næse afslørede også at hun ikke havde det særlig godt. Nærmest som om hun var mistroisk og forladt, måske ville tiden vise det.
Så gik han stille og roligt hen til hende som hun kiggede rundt. Da han kom hen til hende, stod han med glasset i hånden og den anden hånd i lommen.

"Godaften?..... Jeg troede slet ikke der kom flere i aften..... Kan du lide dem?"

Hun var virkelig smuk og han kunne ikke lade være med at synes det var virkelig synd at hun var blevet udsat for hvad end hun var. Så rystede han kort på hovedet af sig selv og smilede varmt og dragende. "Undskyld mangel på manerer..... Jeg hedder Caleb DeBayle..... Rart at møde dig..."

Danayela så ganske let rundt, men det lykkedes hende ikke at hører hans skridt, før han kom ind i rummet. Vampyr uden tvivl.. han var ligeså lydløs som Zak. Men han var.. utroligt smuk.. Hans blik var hypnotiserende.. Let vendte hun sig med front imod ham og lod kort tungen glide ud og fugte læberne.
Han virkede ikke farlig på nogen måde, men hun havde efterhånden lært ikke at stole på nogen som det første, derfor blev hun også stående. De blå øjne gled om dem igen, inden hun fastholdt dem i hans blik. Virkede overvejende.. måske var det forkert af hende bare at være gået ind? men på den anden side havde der jo ikke stået noget om at der var lukket, så problemet kunne vel ikke være så slemt?

"Godaften.. beklager.. jeg vidste ikke om det var okay jeg gik ind.." sagde hun let og tyggede sig kort i læben. Hendes ene hånd gled let op og løb igennem det lange hår, inden hun smilte lidt imod ham. "De er meget smukke.." Svarede hun let og så på det billede hun stod foran.
Hånden gled hen mod det, og i et splitsekund ville det ligne hun tøvede, før hun stille hvilede hånden mod rammen. En serie af hurtige mindee bredte sig i hendes sind og hun vendte blikket imod ham igen, da hun fjernede hånden. Han malede altså i det humør han var i. Det forklarede en del for hende. "Mit navn er Danayela" Svarede hun mildt og smilte ganske kort til ham.

Han smilede dragende som hun kiggede på ham, ikke fordi han prøvede på noget men ganske enkelt fordi han så sådan ud.
Så kiggede han roligt rundt inden hans blik igen hvilede på hende og han sagde:
"Det er helt ok.... Der er altid åbent til jeg går hjem.... Det er fordelen ved det er mit galleri..... Men jeg er glad for at du kan lide dem.... Ikke de bedste jeg har lavet men folk gider jo at se på dem endnu så det må jo være godt nok....."

Så lod han blikket hvile på hende hvorefter han rettede på sit hår og sagde:
"Danayela..... Et virkelig smukt navn.... Hov nu du er her.... Kunne du ikke tænke dig noget at drikke? Kaffe, Te, Vin, vand, sodavand?" Hun virkede til hun godt kunne bruge noget at smile af

Danayela så tøvende på ham. Han flirtede ikke med hende.. han lignede ikke en der ville gøre nogen ondt. "Det er jeg glad for.. Nej jeg kan se hvad du mener.. ingen inspiration?" spurgte hun tøvende. Lod igen hænderne hvile i sine lommer. Det hele var så underligt lige nu.. Hun ønskede at smile.. at være glad igen.. Men der var endnu ikke nogen rigtig grund til det.
Kort hvilede hendes hånd mod skulderen som gjorde ondt, inden hun gik en smule tættere på ham. Stadig ikke for tæt dog, for hun ville gerne se hvad han var for en først. Han komplimenterede hendes navn, ikke noget der virkede slesk eller som om han var ude på noget, tværtimod kunne hun hører at han mente det helt oprigtigt.

"Tak.. det var sødt sagt.. en sodavand ville være rart.." Sagde hun tænkende. De blå øjne hvilede hele tiden opmærksomt på ham, opfangede hans mindste bevægelse. I kanten af hendes støvle, ville man ane en lille kniv. En vane.. hun havde altid våben på sig nu.. Chancen for at gud alligevel ville tage hende tilbage, var ganske lille. Så hvorfor ikke bare fortsætte, når nu det var det der gav mest mening.
"Hvor længe har du ejet galleriet Caleb?" spurgte hun venligt og fulgte med ham. Holdt sig dog på lidt afstand stadig. Ligeså meget fordi hun ikke ville komme til at røre ham, det gav ofte for mange problemer og han skulle nødigt tro noget forkert om hende.

Så nikkede han smilende til hende og drejede en halv omgang inden han sagde:
"Super..... Hvis du følger med så finder vi lige en til dig.... Og smart idé at være bevæbnet men jeg lover dig du behøver ikke bruge den over for mig.... "
Han kunne se tydelige tegn på mistanke som om hun var blevet mishandlet eller værre endnu. Så smilede han varmt og dragende til hende hvorefter han gik stille afsted mod hans kontor.

Da de kom til kontoret, åbnede han døren og kiggede på hende inden han sagde:
"Du bestemmer selv om du vil med ind eller om du vil vente der....
" Så gik han ind og hentede en kold cola til hende hvorefter han rakte hende den. Hvis hun valgte at gå med ind ville hun se et rigtig smukt indrettet kontor der var meget stilrent.
"Hvordan kan det være du kom på de her kanter?"
Han gjorde alt hvad han kunne for at være rolig omkring hende

Danayela så ham kort i øjnene og lod hovedet glide en smule på sned. Der var noget lokkende over ham.. noget som han sikkert ikke engang kunne gøre for. Det ville kunne lokke mange i problemer.. problemer hun uden tvivl også førhen ville kunne havne i, men det ville være sværere nu.. Måske det også var dumt at følge med ham.. på den anden side ville han nok kunne klare hende uanset hvad.
Forsigtigt lod hun hænderne løbe igennem sit lange hår og så indgående på ham ved hans ord. "Den har jeg hørt før.. Beklager men jeg har lært ikke at stole så nemt på andre" Sagde hun tænkende. Det var en gammel vane.. det med våbene.. Men hun kunne ikke rigtigt gøre for det. Det var det hun var lært op til nu, det hun var blevet. Ikke kun pågrund af Zak, ligeså meget de ting og de oplevelser der havde været. Men med hendes skulder, var hun ikke til meget nytte for nogen, og den voldte hende en del problemer. Det havde taget Zak ganske længe at acceptere han ikke kunne hjælpe hende med den, men til sidst havde han alligevel lært det.

Med lette skridt fulgte hun med ham til hans kontor og så sig kort omkring derinde. Der var virkelig utroligt smukt. Der var mange detaljer.. Stille tog hun imod sodavanden og åbnede den. Lod kort en enkelt finger køre i kanten af toppen på den, for at tjekke for diverse ting. "Uhm.. tja.. Jeg ved det egentlig ikke.. Jeg har ikke så meget at tage mig til.. så jeg har bare gået rundt.. jeg kan bedst li nattetimerne.. der er mere stille" Svarede hun tænkende og så frem for sig.
"Hvorfor er du ikke taget hjem endnu? det er sent for en vampyr..'

Da hun sagde hvad han var, smilede han med ryggen til hende inden han hældte et glas vin op til sig selv. Derefter drejede han langsomt rundt og så på hende med øjne der nærmest lyste af intensitet.
"Det er rigtigt der er mere ro på..... Men jo det er sent for en vampyr.... Men det er også en tid på året hvor mørket varer lidt længere..... Og det er ikke altid det er så spændende at tage hjem til en tom lejlighed"

Så gik han stille over og trak en stol ud for hende og trådte tilbage hvis hun nu ikke ville have han stod tæt på. Der var noget særligt over hende. Ikke kun hendes udseende men samtidig hendes kropssprog. Hun var meget årvågen og klar, nærmest som om hun havde været i konstant fare. Egentlig måtte det være frygteligt at have det sådan med mindre det var en livsstil man selv havde valgt.

Roligt støttede han sig op af skrivebordet imens hans dragende blik hvilede på hende og han spurgte:
"Egentlig..... Hvordan kunne du se at jeg manglede inspiration?"

Som han vendte sig imod hende, blev hun for en stund helt fanget af hans blik. Det tog hende lidt, inden hun omsider fik løsrevet sig og tog en tår af sin sodavand. Han havde vel nok ret.. havde hun haft et hjem, havde hun nok haft det på samme måde et eller andet sted. Det kunne sikkert lyde underligt at hun ikke boede nogen steder, men det var nok for det bedste lige nu. Hun var ikke istand til at forsvarer sig til fulde.
"Jeg forstår.. men det kan umuligt være selskab der er dit største problem.. Du burde have nemt ved at få folk til at være sammen med dig" Svarede hun let.

Hans blik hvilede stadig på hende. Hun følte næsten han læste hende. En ganske ubehagelig følelse faktksk, for det var de færreste der kunne det. "Du kigger på mig som om jeg er dit næste måltid.. er der noget du vil spørge om?" spurgte hun omsider. Der var noget anderledes ved ham.. Noget der gjorde at hun havde lyst til at blive, selvom det kunne være dumt i længden. Måske var det rent faktisk fordi han ville spise hende, og ikke fordi han så noget ved hende hun prøvede at skjule.
Tøvende satte hun sig på stolen efter han havde flyttet sig. Med hendes evner var det ikke til at sige hvad hun ville se når hun rørte ham. Det kunne væte skræmmende.. Og mange gange overvældende.
Hans spørgsmål var ventet, og alligevel måtte hun overveje sit svar. "Det.. er svært at forklare.. jeg kan se det i dine øjne.. Jeg har lært mange ting den sidste tid, og du virker.. træt.. på en ellet anden måde.. udkørt" sagde hun let og aå ned i sin flaske.

Han satte sig roligt ned i sin stol og lod blikket hvile lidt i sit glas imens han sagde:
"Det er vel også rigtigt et eller andet sted..... En ting er at lave billeder der sælger..... Men det giver en helt anden følelse at male fordi man virkelig inderligt vil male det..... Det sus det giver når et værk tager form.... At møde en kilde til skønhed så klar at man tvivler på om man kan genskabe noget lignende.... Men samtidig kan man ikke lade være....."

Så vendte han blikket mod hende til de så hinanden i øjnene hvorefter han smilede dragende og sagde:
"Tilgiv mig hvis det ser ud som om jeg ser på et måltid.... Det er ikke meningen.... Men der er noget over dig.... En skønhed jeg ikke lige kan placere.... Ikke fordi du er engel.... Men noget andet..... Unikt......"
det var svært at tage øjnene fra hende så han håbede hun ikke havde noget imod det

Danayela så tænkende på ham og virkede for en stund overvejende. Forstod ham egentlig godt, men samtidig ville hun ikke væte for påtrængende med sine spørgsmål. Alligevel havde han jo ikke ligefrem virket, som om hun irriterede ham. Let strøg hun hånden gennem sit hår, inden hun tog en tår.
"Hvorfor har du så ikke en kilde?" spurgte hun undrende. Der måtte da være mange smukke kvinder der gerne ville males, af ham. Eller hvad? måske havde han bare endnu ikke mødt en der var god nok? det virkede næsten mærkeligt.

De blå øjne glimtede en smule, i skæret fra lyset. Hele tiden så hun på ham, så han var sikker på at hun rent faktisk lyttede. Det gjorde hun nu også, han virkede meget venlig.. Han var virkelig flot.. og han havde ikke gjort tegn til at ville gøre hende noget, så lige nu så hun ikke nogen grund til, at skulle gå. Det ville heller ikke være særligt pænt, bare at gå. Når nu han sad der og snakkede med hende, og samtidig tydeligt gjorde hvad han kunne, for at hun skulle slappe helt af.
"Smigrer du mig? for jeg er nu ikke noget specielt" Sagde hun smilende og bed sig lidt i læben. Det var længe siden nogen havde komplimenteret hende, men det var faktisk ganske rart at opleve at slappe lidt af igen. "Måske er det fordi jeg er lidt.. Anderledes.. du ikke den første vampyr der har sagt det om mig.." Sagde hun blidt og smilte for sig selv.

"Fordi en ting er folk der gerne vil males... Det sker til tider at nogen vil have lavet et portræt eller malet et familiebillede.... Men der skal være noget helt unikt før jeg ligefrem vil se det som inspiration..."

Han kunne ikke lade være med at grine lidt af hendes ord inden han satte sig lidt mere op og kørte hånden gennem håret.
"Smigrer? Nej for smiger er ikke sandt... Og jeg siger kun den slags hvis jeg mener det.... Og jeg synes du er noget specielt...."
Så betragtede han hende imens hun talte nærmest som om han lavede et billede af hende inde i hovedet.
Så kneb han øjnene sammen som om han tænkte på noget og smilede så.

"Sandt du er noget anderledes.... Meget tiltalende.... Og hvis jeg må være så fri så rigtig dejligt selskab..... Det her lyder måske direkte men kunne du tænke dig at blive malet?"

Danayela så tænkende på ham mens han fortalte, på sin vis kunne hun sagtens forstå ham. Men på den anden side gav det ikke meget mening at male, hvis han egentlig ikke gad. Let strøg hun sig selv over armen og holdt stadig de blå øjne på ham.
"Jeg forstår dig egentlig godt.. men hvorfor så stadig male hvis ikke du finder glæde i det?" Hendes smil fortalte at hun på ingen måde dømte ham, men at hun simpelthen bare var nysgerrig. Mange af de følelser hun havde, var ikke nogen hun huskede og derfor var hun nødt til at spørge mere ind, når der var ting hun ikke forstod. det lød nok mærkeligt.

Svagt grinte hun, og rødmede ganske let inden hun omsider sænkede sit blik. "Tak så.. jeg er ikke vant til at blive komplimenteret på den måde" Svarede hun mildt og lod svagt hånden hvile mod sin skulder. Det gjorde ondt, men ikke noget hun snakkede om eller fortalte ham. Så vidt som muligt burde hun nok holde ham en kende på afstand, selvom hun ikke havde følt sig så godt tilpas længe.
Hans spørgsmål kom bag på hende, men hun nikkede dog ganske forsigtigt. "Joh det.. kunne vel være sjovt.. jeg ved bare ikke helt hvorfor du vil male en som mig?" Spurgte hun undrende. Han vidste jo godt nok heller ikke hvad hun havde gået og lavet, hvad hun var lært op til.. men det var nok godt i sig selv.

Han trak lidt på skuldrene og smilede inden han sagde: "Jeg finder stadig glæde ved at male... Men bare ikke på den måde jeg egentlig gerne ville.... Jeg kan sagtens blive glad for et maleri men man lever sig langt mere ind i det når man er inspireret.... Jeg håber ikke min kompliment bringer ubehag.... Men hvert ord er så sandt som det er sagt......"

Han kunne godt se hun havde smerter i skulderen og en del af ham overvejede også hvad han kunne gøre. Men den eneste ting han lige kendte til var nok ikke noget hun var særlig vild med.
Så smilede han nærmest dragende med øjnene og forklarede:
"Fordi jeg.... Jeg føler mig inspireret på en eller anden måde....
Det er på en måde jeg ikke helt kan sætte ord på.... Må jeg ikke byde dig hjem til mig og blive malet der i morgen aften? Det eneste du skal tænke på er hvad du gerne vil have på når jeg maler dig, så ser vi på resten inden. Lyder det helt urimeligt?"

Man kunne se på hans blik at han virkelig glædede sig til at skulle male sådan igen. Men med en nyfunden og meget kraftfuld inspiration

Danayela så ham intenst i øjnene og bed sig en kende tænkende i læben. Strøg hånden gennem sit lange hår, inden hun så ned. "Neij slet ikke.. det var sødt sagt, det er bare længe siden jeg har.. hørt den slags.." Mumlede hun forsigtigt. Selvom Zak tit havde sagt søde ting til hende, var det efterhånden længe siden, at de var gået hvert til sit.
Og i al tid, havde hun jo været alene. Hvilket havde været hendes eget valg, fordi hun ikke længere vidste hvem hun skulle stole på. Hvem hun kunne stole på, om hun kunne stole på nogen.

Han virkede meget venlig, og hun kunne rigtigt godt li at snakke med ham, men burde hun virkelig stole på en hun kun lige havde mødt? på den anden side.. det han kunne gøre ved hende, var nok ikke noget værre end det hun allerede havde været udefor.
"Uhm.. det ved jeg ikk.. jeg ved ikke hvad der er bedst.. jeg er aldrig blevet malet før.. Hvad sys du selv jeg skal have på?" spurgte hun tænkende. Det var underligt.. at han sagde man selv kunne vælge? havde han ikke noget han helst så at man havde på?

"Det giver ikke nogen mening.. jeg forstår ikk at du vil male en som mig.." mumlede hun let.
En bil der kørte forbi, kastede lyset fra lygterne ind på hende, og hun skyggede kort for sine øjne. Skarpt lys gjorde stadig ondt i øjnene.. Samme problem havde hun med solen, den var hun næsten ikke i mere.

Han smilede til hende inden han så rejste sig og stod ved et vindue. Hele tiden stod han så hun kunne se hvor hans hænder var henne. Det var ment som et tegn på at hun kunne være tryg der. Ganske vist var det ikke sikkert hun ville opfatte det sådan men det var jo forsøget værd.
"Normalt set vil jeg ikke vælge det... Det handler om hvad du har det godt med at blive malet i.... Det kan være alt fra nøgen, til undertøj, til kjole eller normalt tøj og frakke. Det er helt og holdent op til hvad du godt kan tænke dig.... Inspirationen kommer af personen har det godt...."

Da hun skærmede sine øjne, rykkede han kort i en snor så der blev rullet for så hun ikke skulle bekymre sig om lyset hvis der kom en bil mere. Dog stod han stadig så hun kunne se ham tydeligt.
"Det gør det måske ikke for dig..... Men inspiration kommer alle mulige steder fra.... Og du har en skønhed der er svær at beskrive fordi du er så meget dig selv.... Det er meget tiltalende...."

Så støttede han sig lidt op af skrivebordet med hænderne foldet foran sig. "Jeg vil gerne komme med ideer eller du kan overraske mig?"