But, I'm the messenger of God, right? - Khaa

Khá sendte ham et nærmest anerkendende blik inden han sagde:
"If you see yourself like that, then maybe this visit will give you a help you havent thought of"
Khá kiggede op på slotsbygningen og nikkede en gang.
"That realtor is me..... I built this by myself..... Up to around 4 years ago, not a living soul set foot here... I commanded the dead and they inhabited this place...."
Der gik ikke længe inden en gammel mand i butlertøj kom hen og bukkede for dem. "Welcome back Master Khá..... I see you have brought a guest..."
Khá bukkede ligeledes for den gamle mand og sagde: "Thank you Bach.... Yes i have. Would you mind preparing two glasses of wine,
one of them Enoch and ready them in the small study?"
Den gamle bukkede for dem begge, sagde: "As you wish" Kiggede på Alias og sagde ærbødigt: "Welcome young master"

Så gik den gamle mand igen hvorefter Khá sagde: "Come.... I have something to show you....." Derefter gik Khá indenfor i en foyer der var absolut lige så overdådigt som resten. Han drejede af og åbnede døren til en pejsestue og ventede så til Alias var der inde. Derefter pegede han op på et maleri over pejsen og sagde: "That was me 4 years ago..."
På billedet var en høj og meget tynd mand der mest lignede et lig. Håret var langt og sort, huden var askegrå. I stedet for øjne var der to glødende røde orber og skikkelsen var klædt i sorte rober med blålige symboler på.
"In it's own way this picture shows just why i understand you more than you may think"

Alias trak på skulderen "Well I do, most of the time, but sometime I just can't help it, and I find myself thinking that, maybe I'm the only sane one.." sagde han stille "That only I see the truth.. But it can't be.. I know" sagde han, me han var ikke helt sikker, han ville bare ikke stå og fortælle englen at han var den eneste der så sandheden, og den eneste der var ved forstanden, og at alle andre ikke var, for så fornærmede han helt sikkert Khá, der nok ville give ham en lektion, i hvem der var hvad, og det gad han egentlig ikke. "Of couse ou did, is there anything you can't do.." sagde han mere retorisk end det var et egentlig spørgsmål. Han betragtede manden der kom og opførte sig som en slave, for det var sådan Alias livsyn var, og han forstod det derfor også kun sådan, han vidste ikke manden var butler. Alias stirrede på manden og i det manden kaldte ham Master, slog noget klik inde i Alias og hans øjne gled langsomt over i det røde, imens hugtænderne gled frem bag læben. Der var ikke nogen der havde kaldt ham det siden Stefan, og dengang havde han været nød til at torturere det ud af ham. Han rykkede let på sig og stirrede ned på sine fødder. En stemme i hans indre vågnede langsomt op, og begyndte at grine, på en fuldstændig ukontrolleret måde, som ville have givet en hver person gåsehud, hvis de havde kunne høre det. Men det var kun Alias der kunne høre det.
Han fulgte tavst efter Khá og rettede sit blik mod det maleri som Khá havde hængende af sig selv, han var ikke sikker på hvad han skulle mene om det, eller om huset i det hele taget. Han rynkede lidt på næsen. "I like that look on you" sagde han stille, lidt i tvivl om hvorvidt Khá havde opdaget at han havde ændret sig. Han håbede det ikke. Det var nok omkring her at hun burde være stukket af, både for sin egen og for butlerens skyld, men.. Der var noget andet i ham.. Noget der ville blive. So I'm here now, let me take over, I'll handel this! Lød en stemme fra dybet, han rystede let på hovedet, stadig overbevidst om at det var ham der var 'in charge'. But he was not. Yes, yes, give it up, it will be fun! Lovede stemmen ham. Men han rystede blot igen på hovedet, og blev ved med at stirre på billedet af Khá. I'm gonna play a game now, and you will follow along, understood? sagde stemmen, og lige så forsigtigt nikkede Alias.
Et øjeblik efter sad duften, der tilhørte den mand som Alias troede var Khá slave, i hans næse, og han vidste at han på ingen tid ville kunne finde ham, og rive hovedet af ham. Hvis altså ikke nogen stoppede ham inden da.

"When i was like that..... I would have made you my puppet.... I created undead.... And i controlled them..... Including vampires.... "
Egentlig var det her Khá ville forklare hvordan han ville komme til at hjælpe Alias men da han mødte Alias' blik blev det klart at hjælpen skulle være en anden lige nu.
Khá fastholdt sit blik i vampyrens og sagde:
"I know those eyes..... Confusion..... Frustration..... Hunger......
Murder...... The voice in your mind.... Awoken...."

Ganske kort efter kom Bach ind og satte bakken med de to glas og bukkede inden han forsvandt igen på overraskende elegant vist. Så holdte Khá glasset med Enoch ud mod ham. Det var vin med lidt engleblod i.
"The only on this castle that the voice will get you to murder is me or Bach..... Bach chose to bind his lifeforce to mine...... Tell me Alias.... Would you like to hear a story?"
Det var måske et underligt spørgsmål men samtidig ville det kunne give Alias lidt indsigt i Khá og på en måde hjælpe sig selv

"You can play with me, if I can play with you" grinede Alias bare og kiggede tilbage på billedet, han ville have fundet det ekstremt sjovt at møde Khá som den dæmon han var på billedet. Selv om det nok var heldigt nok at det ikke var tilfældet. Alias vendte sig mod ham, og lagde hovedet lidt på skrå, da Khá fortalte ham hvad han følte, han nikkede kort og svarede, "I'm not really hungry.. Just.. Something else". Stemmen i ham tilføjede Homicidal, brutal, violent, savage, ferocious, fierce, vicious, bloodthirsty, barbarous.. I can go all day.."
Alias rystede kort på hovedet og smilede af hvad stemmen havde at sige, ja, det var det han var, det han følte. Han gengældte Khás blik, og selv om han vidste det var umuligt, overvejede han alligevel hvordan han skulle slå ham ihjel, netop fordi han ikke kunne lade være. "Alias is asleep.. But yes, I would like to hear it.." sagde han roligt og tog i mod det glas som Khá havde givet ham, men han drak det ikke, ikke denne gang. Det var ikke blod han længdes efter, det var lig. Men hvordan slog man en ihjel der var bundet til en anden, og hvad betød det i realiteten, at de begge ville leve? At de begge ville dø.. Anyway.. hun kunne jo også bare lege lidt med ham? En smule totur måske? Kniven pressede sig ind mod han mave og han blev meget bevidst om dens tilstedeværelse.

Khá fnøs en smule inden han rystede på hovedet og sagde:
"Alias is not asleep..... He is being graceful enough to allowing you to stay.... Not the smartest to do but even a mental leech such as yourself must have a home i guess....."
Khá kiggede kort op på maleriet og sukkede en gang.
"My name was Connor..... I was chosen as a vessel for the entity known as Khá..... Khá needed a host while it delt out justice in the name of old Gods..... I learned to live with the being so we ended up as one accepting each other, being much more powerful..... We left the service of those gods over a dispute..... I wandered as that for about 400 years.... And here i am"

Han lagde hovedet lidt på skrå imens han lyttede til Khá svar og grinede bare lidt, et tomt og ondskabsfuldt grin. Han havde intet navn når han var sådan, for selv om at stemmen var en anden og en fremmed, så var det stadig Alias stemme, bare en del af ham, som han havde mistet. Han var hele tiden sig selv, men han mistede blot kontrollen, og så kom stemmen og indtog scenen, og et eller andet sted så var han dybt taknemmelig, på samme tid som han var pisse irriteret over netop dette.. men hvis stemmen ikke tog kontrollen, så mistede han den fuldstændig, og hvad ville så ikke ske? Ville han vise folk at han var sårbar, vise dem at han havde følelser, i hvert fald en form for følelser, ville han åbne op, stille sit hjerte til skue, så alle og en hver kunne hugge deres dolk i ham. Måske. Og derfor var han taknemmelig. For han havde brug for sin mur, mellem ham selv om alt det som han aldrig ville have nogen opdagede omkring ham.
Han lyttede igen til Khás fortælling, men vidste egentlig ikke hvad han skulle mene omkring det, han kunne stadig lugte butleren et sted i nærheden, og lysten til at sætte tænderne i ham bare for sjovs skyld, var ikke forsvundet endnu. Men Khá var spændende, han var fascinerende, og han havde egentlig ikke lyst til at forlade ham.. Han havde lyst til at hive ham med ind i sit vanvid, men hvordan? "So.. You're like me? How is that now?" spurgte han, Khá blev nød til at uddybe det, hvis Alias skulle forstå ham.

Khá kunne stadig se mordet i hans øjne men der udover var der en nysgerrighed der lod til at være stærk. En nysgerrig kunne være praktisk hvilket den på sin vis også var lige nu.
"In a sense i am yes..... Connor and Khá's minds melted into one single mind.... That is the mind i possess now.... Torn makes you weaker.... United is much stronger... And we found a way to be one.... It made us one.... One of the most pwerful forces when it came to magic..... Have you never tired of arguing about when which one of you made the decisions?"

Alias kiggede ned i sit glas, han kunne dufte det blod der flød rundt der nede, han vidste godt det var engle blod, det var let for ham at kende forskel på de forskellige racer, endda på lang afstand kunne han opsnuse dem. Måske var hans svaghed engle blod, fordi det smagte helt specielt, og gav ham en form for menneskelige følelse, efter at have drukket det. Men han var som sagt ikke sulten, og han havde i sine mere end trehundrede år lært at sige nej tak. Han var doktor på et hospital, selv når han var ved at dø af sult, kunne han stadig redde liv.. Altså hvis han havde lyst. "If I had to be both, I would be worse than I already am.. I would be a psykopath all the time.. And sometimes being insane is fun, but not all the time.." sagde han stille, det var Alias der talte. Stemmen lagde planer i stedet for, den ville slå butleren ihjel, og havde endnu ikke helt bestemt sig for hvordan. Alias sendte Khá et smil "I must warn you.. I'm feeling quite psychotic and murderously right now.." Sagde han stille, men Khá vidste det godt allerede, og alligevel var han helt rolig. Han løb ikke skrigende væk, han var ikke bange. Det var meget nyt for Alias, det fascinerede ham. "How did I become like this, and how do one undo something as fatal as this..." spurgte han, måske mest sig selv, men mon ikke Khá havde et rimelig godt svar alligevel?

Khá smilede roligt til ham inden han vendte ryggen til kortvarigt for at tage sin vin.
"No need to warn me.... I can see the murder in your eyes.... And maybe yes, it would be worse if you united your minds..... But still...
You have proven to be able to control it..... To a certain extent of course..... So that level of control would still be possible for a unified mind...."

Ganske roligt vendte Khá sig om og smilede stadig uden den mindste tegn på uro. Khá var også fuldt ud rolig og hvor mærkeligt det end lød, så forstod han sig på et sygt sind.
"What events that triggered your illness, i cannot tell but needless to say it is usually something horrifying..... And to undo it.... There are several ways..... The most simple yet most dangerous way is that i heal your mind... It will take time and many sessions to prevent your mind from melting completely.... Or you get aid from for instance myself to find the strength to handle it.... And in time manage it...."

Alias fulgte Khás bevægelser med øjnene, rovdyret i ham var slået til, og han vejede hele tiden for og imod. "And still, you do not seem to be frightened of me" sagde han stille, og nikkede for sig selv. Khá havde større tillid til Alias, end han selv havde, hvad betød det? Han lyttede så igen, og var ikke sikker på om hvorvidt han skulle tro på Khá eller ej, kunne han virkelig det han påstod han kunne? Og ville Alias tage imod hans hjælp, havde han overhovedet lyst? "Well.. I may say, It does not sounds the tiniest bit intriguing to me.." sagde han stille. Men alligevel overvejede han det, han sukkede, og tog et skridt væk fra Khá. Et sted i hans hovede var stemmen blevet stille, han var ikke helt sikker på hvorfor, hvad det skyldes, men hans øjne var langsomt blevet sorte, for så at blive mørkebrune igen, og hans hugtænder var forsvundet op bag læben. Han kunne dog stadig fornemme butlerens hjerteslag, og dufte ham, men lysten til at slå ham ihjel, gled langsomt fra ham. Var det Khá der påvirkede ham på en sådan måde? Var hans indflydelse så stræk?
"But.. Still.. I seek the very thing, that you're offering.. Please do.. Help me.." sagde han så og vendte sig mod Khá igen.

Khá rystede på hovedet uden at fjerne sit blik fra ham og havde stadig en nærmest stoisk ro over sig. "Why should i be frightened of you?
You have given me absolutely no reason to... Respect and fear are two very different things.... And i respect you.... Managing such an inner battle all the time takes quite the character....."
Khá havde en nærmest anerkendende glød i øjnene som Alias virkede til at finde sin fatning igen. Ganske vist var det nok stemmen der trak sig tilbage men det var stadig imponerende i sig selv.

Khá nikkede på en måde så der ikke var plads til fortolkning. Han ville hellere end gerne hjælpe Alias. Specielt når vampyren fandt det i sit indre selv at spørge efter hjælpen.
"I will help you.... I will not lie.... It will be tough.... Which way would you like to get my help from what you have heard so far?"

Alias hævede et øjenbryn, han vidste ikke hvorvidt han synes at Khá var dum i sin holdning, for hvis Alias mistede kontrollen, kunne han på ingen måde lover at han ikke ville prøve at slå ham ihjel, han ville have slået hvem som helst ihjel i den tilstand, eller om han blot fik mere respekt for Khá, at han stolede på ham. Det var der ikke mange der ture gøre.
"Fine, don't be afraid, but you should be careful anyway, I can do some pretty horrible things when I want to" sagde han så stille, og selv om han måske ikke kunne slå Khá ihjel, kunne han gøre ham undt, hvilket han jo faktisk ikke ønskede, men det var ikke altid op til ham. "Actually.. I really don't care.. I can manage.. I do not feel.. So you can do whatever you want with me" sagde han stille og kiggede på Khá. Der var en hvis sandhed i det, men stadig var det en snørklet sandhed, han havde følt før, og måske ville han føle igen, lige nu havde han blot glemt hvordan.

Khá smilede meget roligt inden han så nikkede en gang hvorefter han drejede den ene stol mod den anden.
"I am careful...... It may not seem like it but i am.... I have not gotten this far by underestimating my surroundings...... "
Så satte han sig i den ene stol og gestikulerede ud mod den anden hvorefter han sagde:
"Yes you feel..... You can.... But have forgotten how.... I was once like that myself..... But let's try to see what healing can do first....
At least you have tried it then.... Take a seat....."

Det ville uden tvivl blive ubehageligt men igen når først han selv havde prøvet det så var det langt nemmere for ham at mærke om det var noget han ville fortsætte med.

Alias kiggede tilbage på ham og nikkede helt stille inden han satte sig i den stol, som Khá ville have ham til at sætte sig i. "Very well" mumlede han stille, og lænede sig frem i stolen, han havde stadig glasset med vin i sin hånd, men bestemte sig så for at sætte det fra sig, det var ellers ikke tit at han sagde nej til alkohol, faktisk levede han ofte i en halv beruset tilstand, bare for at holde virkeligheden og stemmen lidt på afstand. Men han var bange for havd blodet ville have af effekter på ham, han vidste ikke om det var pga. ham selv eller om engle blod i det hele taget bare var stærkere end alt andet, men på ham virkede det næsten euforiserende. Og han havde allerede indtaget Khás blod tideligere, han blev nød til at holde lidt igen. Eller finde et sødt lille menneske han kunne lege lidt rundt med.. Men ikke nu, senere, han var ikke sulten endnu.
"Are you going to play with my head now, Khá?" spurgte han stille og kiggede over på ham, han var ikke helt sikker på hvordan han havde det med det.. Han havde mødt tankelæsere før.. De var 'a pain in the ass', for at sige det ligeud. Men alligevel.. Han var nysgerrig.. Han tillod det.

Khá satte sig til rette foran Alias og rystede så på hovedet imens hans øjne svagt begyndte at gløde gyldent.
"No i will not play with your mind.... I will heal a little bit of your mind.... But your mind will quickly see it as an attack.... It will be very unpleasant.... It will hurt.... But do what you can to contain yourself....
If you feel yourself failing to do so, then close your eyes tight and focus on one very simple thing that keeps you here....."

Så holdt Khá sine hænder ud for Alias' tindinger inden han sagde bestemt: "Now.... Look into my eyes.... And focus....."
Khá's øjne blev lysere og lysere til de skinnede med et klart hvidt lys der selv for Alias ville virke behageligt. Men der ville heller ikke gå lang tid inden en voldsom bølge af minder fra Alias' fortid skyllede over den unge vampyr. Minder hvor folk så ham som et monster, hvor folk normalt ville fornægte ham. Men alligevel ville der være en undelig fornemmelse af accept. I takt med minderne blev stærkere, ville smerten også stige som en latent forsvarsmekanisme i Alias. Sådan blev Khá ved indtil Alias selv ville stoppe

Alias kiggede på ham og betragtede hvordan Khás øjne begyndte at skifte, så han prøvede ligesom at gøre sig selv klar på, hvad end der var på vej. Alias lyttede til ham og nikkede roligt, "It will not hurt me" sagde han så bare helt stille, selv overbevidst om at han kunne klare hvad som helst, han havde allerede været i helved, der var intet Khá kunne gøre ved ham, der ville være værre end det han allerede havde været igennem.. Hvis han dog bare havde vidst at Khá netop havde tænkt sig at gøre dette.. Putte ham igennem det igen. "I will" sagde han som et udtryk for at han havde forstået det. Han gjorde som Khá bad ham om, og kiggede ham ind i øjnene. Han havde et øjeblik lyst til bare at lukke øjenene, men han holdte dem åben. Han så det hvide lys og han følte sig godt tilpas, det var dog kun i en kort periode. Så begyndte minderne at skylde ind over ham.

Han stod ved siden af hende, kvinden. Hun bad ham komme nærmere, bad ham vente på sig. Hun lokkede ham. Han kunne ikke holde sig væk, måtte være hos hende, med hende, en del af hende. Hun trak ham rundt, som sin egen lille dukke, og han tilbad hende. Hun hviskede i hans øre, at hun ville gøre ham udødelig, og at de skulle være sammen i al evighed. Han lagde sig på knæ foran hende, og bad hende gøre netop dette, han ville aldrig forlade hende, de skulle være sammen for evigt. Hun forvandlede ham, han blev en anden. Hun gav op på ham, kunne ikke styre ham, kunne ikke elske ham, hun forsvandt. Han var alene igen, nyfødt, ude af kontrol. Han slog sin familie ihjel.
Et par glimt flød sammen til en stor sort ingenting, hvor de huller i Alias hukommelse, prøvede at finde sin vej tilbage til ham, men han kunne ikke huske det, og Khá kunne ikke få ham til at huske det.. For det var ikke Alias selv der havde fortrængt det, der var en heks.. et sted.. derude.. der havde taget det fra ham.
Efter ingentingen huskede han igen.
Caroline stod foran ham, hun havde den der korte kjole på, det høje sko, det lange sorte hår, øjnene, brændende, røde. Hun hviskede til ham, forførte ham, fortalt ham præcis hvordan han skulle gøre, han skulle dræbe dem, tilfredstille hende. Han kunne ikke, det var forkert. Men han elskede hende, han blev nød til det, han ville gøre alt for hende. Han slog dem ihjel, hun grinte et sted bag fra. Hun drak hans blod, han drak hendes, hun var hans første kærlighed, efter hans skaber havde forladt ham. Men Caroline forlod ham også. Og så var han igen alene.
Han gispede efter vejret, kunne næsten ikke få luft, han forstod ikke hvad der skete, hvad Khá havde gjort ved ham, hvorfor han så det her.
Han forsvandt ind i minderne igen, flere års sorte huller fulgte, heksen havde stjålet dem, og kun hun kunne bryde forbandelsen. Det vidste Alias dog intet om. Han kunne skimte en skikkelse af en dreng, en dreng med sort hår og tatoveringer fra top til tå, der stod ude i regnen og ventede. Han kunne se sig selv snige sig langsomt ind på ham, gribe ham i håret og trække ham baglæns ind mod sig, han kunne høre det overraskende skrig der lød over drengens stemme, og grinet der havde lydt fra hans egen...
Der var præcis der, at han kastede sig ned fra stolen og ramte gulvet med en dunk lyd. "Stop!" råbte han så højt som hans lunger kunne, og han vred sig rundt i smerte. En indre smerte, en smerte Khá havde påført ham, en smerte han ikke kunne styre. Billedet af drengen, i regnen.. Blev ved.. blev bare ved.. Det var så pinefuldt, "Stop, stop.. I can't.. Turn it off.." tiggede han Khá om. En ubevidst handling, fik Alias til at gribe om kniven der sad fastklemt i hans bælte ind mod hans mave, han tog den fri og besluttede sig dermed at hamre bladet af kniven ind i sit eget ben, lige oven over knæet. Det paralyserede ham fuldstændig, og han stoppede med at ryste, og lagde nu helt stille på gulvet. "It's... Silver.." hviskede han ud mellem læberne, og lukkede øjnene, alt var blevet stille igen.. Smerten var en anden nu.. Den smerte som han kunne klare, den smerte som han ikke længere følte. Verden stod stille, så længe sølvet var i hans krop, kunne han slappe af.

Khá så glimt af de mange minder der skyllede ind over Alias men ikke det hele. Desværre kunne han se tegn på hvad der var sket med den manglende hukommelse. Han kunne ikke være sikker men det ville være hans gæt.
Da Alias så tiggede om han skulle stoppe, sad Khá hurtigt nede ved ham og holdt nærmest hans hoved efter Alias havde plantet kniven i sit ben.

"Alias look at me..... I will make it stop.... Trust me..... Like i said it would be a gruesome journey.... But you have taken your first steps..... Close your eyes.... Focus only on my voice..... I will make the pain subside....."
I kraft af det var Khá der havde frembragt smerten, kunne han også stoppe den igen. Det var desværre en smertefuld helingsproces så man undgik at sindet arbejdede imod forandringen. Khá lod noget af sin energi flyde over i Alias hvorefter han ville kunne mærke sin krops styrke vende tilbage så smerten noget nemmere kunne håndteres

Alias lå stadig på gulvet, alt smerten havde bevæget sig ind ad, ind i hans krop og ud i hans krop, den var overalt, og til sidst var den kun i benet. Han kunne ikke flytte kniven selv, han var fuldstændig paralyseret. Han kunne høre Khá et sted, langt væk.. Tale til ham, men hvad han sagde, var han ikke sikker på. Han gav endnu et skrig fra sig, måske nærmere et klynk. Billedet af den sorthåret dreng hjemsøgte stadig hans sind, han kunne ikke lukke mindet ud, en ting han havde været så god til de sidste par år. "Please.. Please!" skreg han og prøvede at række ud efter Khá men kunne ikke. "I can't.. Move" gispede han. Han prøvede at gøre som Khá gav ham besked på, men det var svært, at fokusere.. Men han kunne mærke da Khá overførte lidt energi fra ham til Alias, at han kunne skubbe smerten væk, lidt efter lidt. "Tak it out, I can't myself" sagde han og stirrede på kniven der stadig var plantet i hans ene ben. "Make him go away, make him go away Khá" hviskede han nu, han talte om drengen i regnende, med det sorte hår.. Han kunne ikke håndtere det.. Han hadet ham, han hadet den dreng.. Men en gang.. For længe siden.. Havde han elsket den dreng.

Med det samme han blev spurgt, trak Khá kniven ud af hans ben og fik lukket såret med det samme.
Så hjalp han Alias op og sidde mod den ene stol hvorefter Khá sad let på hug foran ham og lyttede. Ikke kun til Alias' ord men også Alias' kropssprog.
Khá rystede lidt på hovedet inden han så betragtede Alias med nærmest triste øjne.

"You wanted this healing.... I warned you.... Healing of the mind is not for the faint of heart..... And i cannot make him go away even if i wanted to.... He is a part of you.... He is you.... I cannot heal what is meant to be there.... Such memories.... You need them although you dont realize it..... You have only taken the first step-...... It will get better....."

Alias trak vejret dybt ned i sine lunger, da Khá trak kniven ud, vred han sig en smule, han kunne langsomt bevæge sig igen. Han satte sig op med Khás hjælp og sad bare og kiggede lidt ned af sig selv, lidt opgivende. "I didn't knew.. You didn't tell me it would be like this.." sagde han stille. Khá havde sagt det ville gøre undt, men han havde ikke sagt hvorfor, han havde ikke været klar på minderne. "I don't think that i can do that again, if you are gonna show me more memories.. I would rather forget, than remember" forklarede han Khá. Han havde ikke brug for at blive mindet om sin skaber, hun havde været en hjerteløs bitch.. Caroline havde været en endnu større bitch.. Drengen med det sorte hår.. Havde været den værste.. Men der var flere, ind i mellem.. Mange flere.. Og han havde ikke brug for at huske dem, han havde brug for at glemme dem.. Komme videre? Ik? "What did you see?" spurgte han så, en anelse bange, han havde faktisk heller ikke særlig meget lyst til at dele sine minder med Khá, bestemt ikke det sidste af dem, "How much can you see?" spurgte han.

Khá sørgede for Alias sad ordentligt hvorefter han satte sig overfor ham med et alvorligt men alligevel roligt blik.
Det kunne være utrolig overvældende så der var meget få der valgte den vej.
"I was healing your mind.... Of course the pain would be there....
I cannot blame you..... I was.... Reborn with the memories of what i have done intact.... Only i have a conscience now...... I can help you in other ways that wont be so dramatic... It will take longer but still....."

Så rettede han sig lidt op inden han så Alias i øjnene og sukkede en gang.
"I cannot avoid to see a bit of your memories when doing this but i do not see it all.... I saw a black haired boy.... And your creator Caroline.... And some of the things she had done..... Every time i do this i will see a little bit but not know what it is.... That is for your memory to decide"

Han trak vejret langsomt ind og pustede det ud gennem næsen igen, forsikrede sig selv om, at dette ville hjælpe ham, selv om det selvfølgelig havde absolut ingen betydning. "Do you regret doing it then?" spurgte han, han ville gerne vide om Khá havde fortrudt de ting han havde gjort, før han var blevet flest.. Eller hvad man skulle kalde det. "Oh.. A conscience.. Cool.. Where do bye one of those?" jokede han, hvilket blot var en af hans mange forsvarsmekanismer. "Sure you can, but I'm not quite sure that I want your help anymore.. " sagde han stille, eftertænksomt.. Ville han? "Please forget that you saw him.." sagde han stille og så op igen og smilede så kort, "Ow.. Caroline was not my creator.. She was just.. Like a stepmom.. But one you have sex with, and also.. She learned me how to enjoy killing .." sagde han stille og sendte Khá et lille smil, det var i Alias forskruede virkelighed et godt minde, men set fra Khá synspunkt.. nok ikke helt så godt. "She was a great girl, I'm sure you would have loved her too.." sagde han drillende. Han fik taget sig sammen til at bevæge sig en smule og rakte op til sin hals, ud fra bag sin t-shirt, fiskede han en korshalskæde frem. Han lagde sine fingre om den og holdte den tæt i sin hånd. "You think you are the messenger of God, Khá?" hviskede han og slap korset, så Khá kunne se hvad han havde holdt om, "But so am I.." sagde han roligt og kom langsomt på benene. Et lettere smil hang om hans læber, "I will be going now.. But thank you.. For giving me a hiding spot, and some time to come up with a plan.. Now I will go and kill some stupid dogs.." sagde han stille og samlede sin kniv op og satte den tilbage i bæltet.
For selvfølgelig havde Alias ikke været der for at få hjælp.. Eller tale med Khá.. Han havde bare haft brug for en til at få ham ud af bygningen, og holde varulvene lidt på afstand, så han kunne finde ud af hvordan han skulle slå dem ihjel.. Det hele var bare.. Et aflednings nummer.. Selvfølgelig var det det, hvorfor skulle Alias bede en engel om hjælp? Og hvorfor ville han overhovedet ønske at ændre sig, han var perfekt som han var!

Khá trak lidt på skuldrene inden han kiggede op på billedet inden han så tilbage på Alias med et nærmest afklaret blik.
"I do not regret doing it.... It was a part of what i once was... And who i am now... I have atoned...... And you do not need to get a conscience.... You have one.... You just try to guard yourself by putting up a facade.... One needed considering what you have been through"

Som Alias satte kniven tilbage i bæltet, grinede Khá let inden han så på ham med øjne der skinnede gyldent.
"I am no messenger of God.... My role is more a guardian of sorts.... You know just as well as me that you have weaknesses just like everybody else.... None is perfect although they may seem to think so..... But i promise you.... That boy will never leave your mind.... No matter how much you try.... And if you were perfect....
Why can you not control your body yourself?"

"Well you could not be more wrong.. This is not a facade, This is who I am.. And to be perfectly clear, I do not regret being like this, I like it.." sagde han roligt, og hvad han havde sagt før havde været en løgn. Stemmen grinede stille et sted inde i ham, den var enig. Alias kiggede tilbage på ham da Khá grinede af ham, han kneb øjnene lidt sammen og rystede bare på hovedet, han ville ikke udfodres nu, og han ville ikke lade Khá skubbe ham rundt på den måde.. Men det var nok bedst bare at gå, intet godt ville komme ud af en kamp.. Ikke nu. "I do not have any weakness.. And I do not care about some stupid boy.. You could kill him, and I would not care.. I do control it, actually.. And I am perfect, Khá" modsagde han ham. Han smilede lidt og nikkede, "Yes I belive so.. Maybe you think that I am insane.. But hon'.. Who decides what is insane, and what is not? I think I'm perfectly sane, and that you.. And all the rest of you, are insane.." sagde han så bare og tog et skridt mod døren, det var virkelig på tide at smutte.. Inden dette udviklede sig, til mere end bare en samtale. "And I am.. The messenger of God himself.."

Khá stod med en nærmest majestætisk ro over sig som han lyttede til Alias' ord. Der var meget lang vej igen for den unge vampyrs sind men det nyttede heller ikke at prøve hvis ikke han selv ville. Det skulle nu nok komme før eller siden.
"No weakness? Why did you need to hide then? Why did you need to beg for me to stop?..... I have no intention but to help you..... But i am also here for a purpose...... One i will fulfill....."

Så kiggede han kort en gang op på billedet af sig selv inden han kiggede tilbage til Alias.
"A messenger of God do not kill for their own gain..... A messenger of God acknowledges and respects their surroundings....
But no matter your choices... If you are a messenger of God? Why does your own memories hurt you then? You are still welcome here...."