Just smile - [Morgan]

Tid: 16.15
Sted: Morgans klinik
Omgivelser: En tom venteværelse, og sekretæren
Vejr: Koldt og snedækket landskab.
Påklædning: Outfit
Tag: @Morgan L. Withers

Det var aften da Apolline landet i klinikken. Hun havde hilst pænt på Nancy, og siddet ellers og ventet på at det blev hendes tur. Det var lidt mere end en uge siden hun havde været til sin første samtale hos Morgan L. Withers. Manden var en djævel, sådan.. bogstavelig talt, men ret flink af hvad hun havde oplevet indtil videre. Terapien den forgående uge havde holdt hende kørende i sådan cirka ... en halvtime. Hun havde besøgt sin fader på den psykiatriske afdeling hvor han var indlagt efter at de havde ringede hende op. Synet af manden fik altid slået hende omkuld.

Nu havde hun dog fået en ny tid, og her sad hun og håbet at djævlen kunne gøre noget ved hendes humør. Humøret var ikke det bedste, og hun var træt.. og hun var ked af det. Noget sagde hende at hun bare behøvede at kigge på ham, for at få det bedre. En dum tanke, men han havde en rolig og behagelig udstråling af en djævel at være.

Morgan havde egentlig mest bare gået og passet sit arbejde som ugen var gået, men det var ikke helt uden tanker på hende. Han var jo alligevel skruet sammen på den måde at han tydede at der måtte være mere end hvad hun sagde, selvfølgelig var der det. Godt nok havde han ikke sagt noget til hende men Morgan var til dels i samarbejde med den psykiatriske afdeling så han genkendte nummeret på hendes telefon. Og siden hun var hos ham, måtte det være en anden af betydning for hende der lå der. Men det var nu nok noget hun skulle fortælle om hvis det kom der til.
Så kom der da også et opkald om en ny aftale fra hende og selvfølgelig kunne han finde tid. Som altid var han pænt klædt på, denne gang i en sort skjorte og mørke jeans der sad rimelig tæt. Han tog sig jo også godt af sig selv. Normalt set bad han Nancy om at sende folk ind men denne gang gik han selv ud efter hende. Roligt åbnede han døren og smilede varmt til hende. "Apolline? Come inside" Efter at hun var kommet der ind på kontoret, smilede han varmt og sagde: "Good to see you again... Something tells me you've had some rough days?"

Døren til hans kontor gik op, og hun løftede blikket mod ham. Hendes navn forlod hans læber, og hans stemme fik hende straks til at slappe af. Hun rejste sig op, og smilede nok engang til Nancy, inden hun gik med ind og lukkede døren bag sig. Han var klædt pænt på, men det havde han nu også været sidste gang.
At han vidste hvem der havde ringede sidste gang, anede hun ikke selv. Det var dog ikke noget hun snakkede om som regel. Hans indledende ord fik hende dog til at sukke og hun trak jakken af og smed sig i en stol. "Is it that obvious?"endte hun med at spørge med et lavmælt suk.

Nok havde Morgan evner omkring at se hvad folk kunne lide eller være rigtig dygtig til at finde frem til det. Men han brugte dog også mere normale midler til at hjælpe folk til at have det godt. Så inde på hans skrivebord stod der en skål med lækre stykker chokolade klar.
Selv satte han sig ned i sin stol og smilede ganske roligt til hende. Til forskel for sidste gang hang der en violin bag ham. Han mente den havde mere gavn end der. Klaveret der hjemme var bare ikke så nemt at få med.
"Yes it is..... Want to tell me about it?"
Så rakte han hånden ud mod en kande te og en kande kaffe der stod til hun bare kunne tage

Hun bemærkede hurtigt violinen, og sad og betragtede den mens han slog sig ned på sin stol, og dermed automatisk trak hendes blik til sig. Han signaleret til hun kunne tage te eller kaffe, og hun skænkede sig en kop te og holdt om den med begge hænder. Ligesom sidst frøs hun og var kold, så det var rart med noget varmt. "Mhm... I am just tired.. family-stuff.." svarede hun med et suk, og pustede let til sin varme te inden hun nippede til den varme drik. "I don't know how much you know about me, but .. not many people know I have an older sister.." endte hun med at sige. Det var der nærmest ingen der vidste, og hvorfor hun lige sagde det, anede hun ikke. Savn, fortrydelse, skyldfølelse, og smerte var dog nogle af de følelser man ville kunne tyde hvis man ellers observeret hende nøje. Hun rystede svagt på hovedet. "I see you brought your violin.. it is beautiful.." at snakke udenom, eller skifte emne nok nærmere.. det var hun kendt for, og det blev ikke engang gjort elegant.

Han lyttede meget nøje til hendes ord, men han lyttede lige så meget til de signaler hendes krop kom med. Ganske rigtigt så var der tydelige tegn at opfange da hun nævnte sin storesøster. Han kunne godt sætte ord på det men han ville først sikre sig hun var nogenlunde okay med det inden han sagde mere om det. "I did not know that.... "
Så kiggede han op på violinen som hun nævnte den og nikkede så. "Yes... I tried to play it a couple of days ago... I have not completely lost my touch.... I could play a little for you if you'd like"
Han kunne godt høre hun snakkede udenom men hun var jo kommet til ham for at få det bedre så de måtte jo gøre lidt ved det.
"I know this is not easy.... Your bodylanguage and eyes speak volumes about how you feel talking about your sister... Want to tell me more?...."

At snakke udenom virkede ikke ret længe, og hun nåede ikke at opfordre ham til at spille for sig, før han selv nævnte hendes søster igen. Hun slog blikket væk, bed sig svagt i underlæben mens hun tydeligvis tænkte og var i tvivl om hun burde sige noget. Det var ikke let, og hun kæmpede med sig selv. "I... I have been sick most of my life. It is no secret.
But the thing is, my parents didn't have much time for my sister cause of my illness. Thet spent time with me, nursed me, took good care of me.. in short, everything in life was about me. She hated... and still hates me. I took our parents away.." mon ikke det var forklaring nok?

Normalt set var han stort set altid smilende overfor klienter eller hende som han ikke kun så som klient. Men det virkede meget svært for hende at sige, så i stedet for så han på hende med et blik der fortalte hvordan han lyttede godt efter hvad hun sagde. Samtidig med var hans øjne meget beroligende.
Så hældte han selv kaffe op til ham og smagte roligt på hende inden han sagde: "Yes i think i have read it somewhere... Leukemia or something? I am sorry that you should feel in such way.... It is easy to feel blame even though you had no chance of handling it otherwise.... Have you ever tried to reconcile with her?"

Han lyttede tydeligvis ret opmærksomt, og selvom det nok var hans job at lytte til hende, så var hun stadig ikke helt tryg ved at snakke om det her. Det blev dog gjort, og hun sank en klump og så mod ham mens hun afventede hans reaktion. Det blev til et enkelt nik da han nævnte hendes sygdom. Det ville hun snakke endnu mindre om end hun ville om sin søster. "I do alle the time! She doesn't want to have anything to do with me. I even can't visit my nieces and nephew.." Det gjorde virkelig ondt i hjertet hver gang hun snakkede om det. "Her husband is very understanding though.. he keeps trying with her.." Hun rystede på hovedet og sukkede.

Han lyttede til hende og kunne ikke undgå at få en lille klump i maven på hendes vejne. Selv havde han godt nok ikke familie men det måtte jo være frygteligt når hun elskede dem så højt.
Så fik han en idé der måske kunne gøre noget for hende.
"It is really nice of him..... Apolline.... I am going to tell you something that will seem rather weird..... What would you say if i could give you the possibility to reconcile with your sister?...." Hans blik fortalte om han virkelig mente det

Hans svar forvirrede hende, og hun så tydeligvis uforstående mod ham. "How would you do that?" svarede hun spørgende. Sikkert nogle af hans djævelske evner der kom på spil, og det ville hun ikke udsætte sin søster for alligevel. Men nu lod hun ham snakke uden afbrydelser.

Han lænede sig lidt tilbage og så nærmest beroligende på hende imens han forklarede:
"In the stories of my kind you have probably hear of bargaining with the Devil... I am a bit like one of those..... Before you say no let me explain about it..... It will not harm anyone in any way at all.... I cannot decide why it works this way but a sacrifice must be made and then a can grant a wish.... Bigger the wish, bigger the sacrifice.... I can of course give an example of such sacrifice..... Nothing bloody or anything"
Så rørte han sin halskæde og sagde: "I know you probably wont believe me... But i cannot lie"

Hun lyttede, og skulle til at komme med protester. Han ville dog gerne have lov at tale ud, og hun lukkede munden og så mod ham. Han fik forklaret lidt, og hun anede ikke hvad hun skulle stille op. "What sacrifice do I have to make?" spurgte hun ligeud. Hun ville ikke bare gå med til noget uden at vide hvad de snakkede om, hvad der var på spil.

Han tænkte sig lidt om for det skulle også være på en måde så hun ville indvillige i det. "A sacrifice can be alot of things... Most common examples are people offering money for stuff....
I have had a man that wanted to make sure his child was healthy.... His offer was that they named the child Morgan..... But i want to prove that i am more than the stories....."
Så han tog en tår kaffe mere inden han så hende i øjnene med et stålfast blik inden han sagde:
"I will do this for you... And your sacrifice will be.... Look into your heart.... And then tell me how much it would mean to you to talk to her again..... Tell me of the pain you feel of not talking to her.... Do that and you will talk to her before the sun sets...."

Hans krav var ikke let, hvis han selv troede det, tog han fejl. Hun måtte tænke, og synke en klump og gemme sig bag sin tekop hvor hun tænkte over det.
"You are my therapist, you whould guide me to solve my problems, not solve them for me.." svarede hun dæmpede af mangel på bedre mens hun stadig tænkte over det tilbud han stillede hende. Hun tvivlede ikke på at han godt kunne gøre det, hvordan? Ja hun anede det ikke, men ikke desto mindre skulle han nok kunne finde ud af det.

Han nikkede lidt ved hendes ord inden han tog en tår kaffe mere og svarede hende:
"Yes i am.... And i will guide you to a solution that will help you be happy again..... That is why i offered to grant that wish..... Whether you believe me or not, is up to you..... But by granting that wish, i will not solve your problems..... I am simply providing means for you to solve them..... I can not enslave her mind to be all happy and cheerful again.... But i can awaken the wish to talk to you....."
Han vidste godt det var utrolig svært for hende at gøre, det var jo ikke et nemt offer. Så han rejste sig lidt og gik hen til væggen hvor han tog violinen ned.
"Would you like me to play for you while you think about it?...."

Han efterlod hende meget tænksom, og han rejste sig op. "Yes please.." svarede hun. Musikken var meget afslappende, og hun tog sig god tid til at tænke over det her. Hun anede ikke om hun var klar til at åbne sig så meget op, men det ville de vel finde ud af. Alting var så frustrerende. Han forvirrede hende på så mange punkter, hans metoder var så anderledes end noget hun var vant til. Ikke fordi hun var vant til så meget alligevel.

Da hun takkede ja til hans tilbud om at spille, nikkede han bare som svar og gjorde sig klar.
Ord var lige nu ikke nødvendige, hun skulle have muligheden for at tænke over hans tilbud. Det var jo absolut ikke nogen lille ting at tage stilling til.
Så begyndte han først at spille et par enkle toner der stille og roligt udviklede sig til et vidunderligt smukt og nærmest romantisk musik. Som han bevægede kroppen imens han spillede, kunne man se hvordan han virkelig levede sig ind i musikken. Der var passager der virkede triste nærmest som om det var tab eller fortabt kærlighed. Men det gik også videre og blev nærmest lidenskabeligt og kærligt. Han spillede den dejlige musik indtil hun gjorde tegn til hun var klar til at svare

Snart spillede han musik for hende, og hun elskede jo musik. Det vidste han jo også godt, så det var et fejt trick at bruge imod hende, om end hun ikke klagede. I stedet lyttede hun, endte med at sætte sin tekop på bordet, og så bare mod ham. Musikken rørte hende dybt, og han var så dygtig og levede sig så fantastisk meget ind i det. Det rørte hende så dybt at tårerne samlede sig i hendes øjne, og hun skyndte sig at slå blikket væk og synke en klump. Det var de triste passager der bare ramte hende dybt, og hun følt sig ligeså trist og fortabt som musikken lød. ”Alright, you can stop now..” endte hun med at sige, ganske enkelt fordi hun ikke var interesseret i at bryde fuldstændig sammen. Dertil havde hun for meget værdighed! ”Thank you for your offer, but I have to decline. For now at least..” hun havde ikke lyst til at bryde sammen, og lige nu var hun bare ikke stærk nok.

Han nikkede roligt inden han sagde: "I hope you liked it.... I couldnt decide on one piece of music so i tried to make some up....."
Violinen blev meget forsigtigt hængt på plads inden han så satte sig i sin stol igen. Selvfølgelig kunne han mærke hvor påvirket af musikken hun var men det var også hans mening med musik, at man skulle kunne mærke de følelser der blev lagt i den. Det var fuldt ud med vilje at han havde spillet den slags musik for han vidste godt hun ikke ville gøre det han bad om men han kunne se hendes reaktion gennem musikken.
Så rakte han ned i skuffen og tog et lille silkelommetørklæde og gav hende. "I am the one thanking..... You did great......"

”It was.. different. I liked it” svarede hun stadig påvirket. Havde han lige fundet på det stykke? Det var meget talentfuldt. Ja han var ikke så dårlig som han havde sagt han var sidst, eller nok havde han ikke sagt det ligeud, men han havde godt nok været beskeden omkring det. Han stillede snart violinen på plads og satte sig, hvor en silkelommetørklæde blev rakt hende. Hun tog imod det uden et ord, og nikkede bare inden hun diskret prøvede at duppe øjnene. ”I didn’t do anything..” svarede hun derpå, for nu hvor hun tænkte over det, havde hun virkelig ikke gjort noget. "But that was good music, you are very talented" tilføjede hun kort efter.

Han smilede varmt som hun tog imod lommetørklædet og lod hende duppe sine øjne inden han sagde noget. "Yes you did..... You showed your emotions as they truly are.... I have always seen music as a window to the soul.... It can reveal peoples hearts..... "
Så tog han kort en tår vand inden han lige lod hende tænke lidt over hvad han lige havde sagt.
"Your eyes told more than you even know..... You really miss her don't you?.... And thank you for the compliment.... She still has a very special place in your hearts doesnt she?"
Nogle gange skulle man bare have lidt hjælp for at tage hul på en snak der kunne være meget meget svær at tage ellers

Ja hun var selv musiker, så selvfølgelig var hun enig i det svar. Det meste af hendes egen musik var baseret på en oplevelse, følelser eller en opfattelse af verden på den ene eller anden måde. ”I agree in that..” svarede hun lavmælt og så mod ham. Han fortsatte, og hun sank en klump og endte med at se ned igen mod stoffet mellem sine hænder. Et kort øjeblik kunne hun ikke lade være med at undre sig. Hvem havde overhoved den slags længere? Han var bare så gammel! ”Of course..” lagde hun lavmælt ud med. ”She is my sister, and the only family I got” tilføjede hun dæmpede. ”I love her more than anything, and I totally get why she hates me. I am sorry about the way things has turned out, I never meant to take our parents away from her” fortsatte hun tydeligvis trist og frustreret. “She has such a good life, and I don’t want to ruin it for her. I ruin everything around me.. it is not fair..but I miss her.. and I really really need her” hendes forsøg på ikke at bryde sammen gik fuldstændig I vasken og et hulk brød hendes læber.

Ja han var gammel efter jordiske standarder, absolut. Men selvom der var nogle ting der hang ved, så var han overraskende godt med tiden. Både på grund af hans profession men også fordi at hvis han skulle passe ind i den verden han var i, så blev han nødt til at følge med.
Uden at sige noget, holdt han meget fokus på hvad hun sagde, det var tydeligt at hun havde brug for at komme ud med det. Så lænede han sig mod kanten af skrivebordet imens han lyttede godt efter. Hun havde jo egentlig nu gjort hvad han bad om så han kunne indfri det ønske såfremt hun ønskede det.
"I can see why it is easy to think you'd ruin everything around you.... But truth is that you don't.... The only thing you are ruining is yourself because you do not allow old wounds to heal..... She needs you just as much as you need her..... Despite of what you both think...." Her ville han nok have spurgt om hun ville indfri ønsket men i stedet gjorde han noget han mest havde set mennesker gøre gennem tiden. Men alligevel et tegn på tryghed og trøst. Så han holdt roligt armene som hun kunne få et kram hvis hun ville have det

Der var så meget hun kunne sige, og modargumenter på flere måder. Sandheden var bare, at det var lige meget. Hun duppede øjnene flere gange, for tårerne syntes ikke at få en ende. Da han så tilbød et kram, gik hun med til det uden at vide hvorfor. Hun rykkede sig bare fra sin stol og gled armene om ham. Det var nok ikke en ret god ide, for nu ville han vide at bag det lidt store tøj, var der ikke mange former, ikke meget kød.. hun var ærlig talt ikke andet end en bunke skelet med hud. Utrolig tynd, på grænsen til underernæret. Hun var kold, og rystede mens hun græd så svag var hun. Lige nu var hun ikke stolt over at vise så meget sårbarhed og usikkerhed, men hun kunne ikke gøre ved det. Hulkende gemte hun ansigtet ved hans bryst. Gemte sig fra ham og resten af verden. Det var i hvert fald sådan det føltes.