Just smile - [Morgan]

Som hun trykkede sig ind mod ham og holdt armene om ham, lagde han selv armene blidt og roligt omkring hende. Det at hun var så tynd og underernæret, skænkede han ikke en tanke. Hun var jo syg og havde på ingen tænkelig måde haft det nemt. Så selvfølgelig kommenterede han heller ikke et sekund på det. Roligt nussede han hende på ryggen imens så hun om ikke andet kunne få lidt varme fra ham af.
"It will be alright....." Ordene kom oprigtigt og varmt fra ham omend de blev sagt meget lavt. Sådan blev han stående lige så længe hun havde brug for det. Ord var ikke nødvendige, lige nu skulle hun bare have lov at vide hun var sikker og tryg. Et sted hvor resten af verden ikke kunne nå hende

Han trøstede hende, sagde måske ikke særlig meget, men det var stadig en stor trøst. Selv var han varm og behagelig og hun fik da lidt varme af at stå ind mod ham. Hun hulkede og skælvede let som hun græd. I virkeligheden måtte det ikke være et særlig kønt syn, men hvem tænkte på det. Noget tid senere faldt hun dog til ro, og endte med at stå og snøfte. "I am sorry" hviskede hun stille.

Lige meget hvor meget hun endte med at hulke eller græde så veg han ikke fra hende og det var ligemeget om der kom en plamage af tårer på hans skjorte. Hun havde brug for det, så selvfølgelig fik hun det. Han havde jo sagt han ville hjælpe hende med at få det bedre og så ville han også være der for hende i situationer som denne.
Ganske rigtigt løsnede han først krammet da hun gjorde tegn til det var fint.
"No need to say sorry.... I know it is not easy to open up about..... Feeling a bit better now that you did?"
Han havde tænkt sig at indfri hendes ønske men det ville selvfølgelig være bedst når hun selv bad om det

Han var faktisk en overraskende god trøst, og slap hende først da hun selv lagde op til at slippe. "Yes, thank you.." hun havde åbenbart haft brug for det. "Oh, I ruined your shirt... sorry" der var kommet tårer på hans skjorte, og hun tørrede øjnene med silkelommetørklædet.
Hun ville ikke have ønsket opfyldt, det ville ikke ende godt. Hun var alligevel døende, så hvorfor få et godt forhold til sin søster, og så knuse hendes hjerte? Det var der ingen grund til. Så hun måtte bare leve med smerten. De få måneder hun nu havde tilbage.

Som de stod der, følte han en overraskende varme indeni, var det fordi han gjorde noget godt for hende, eller noget helt andet? Det var i hvertfald den forklaring han selv mente var den rigtige. Da hun så undskyldte for hans skjorte, smilede han varmt og greb en enkelt tåre på hendes kind med en forsigtig finger.
"Don't mind that.... It is only a shirt.... You seemed like you needed this.... Besides i'll just change when i can....."
Hvor lang tid hun havde igen vidste han jo ikke men det ville da være synd at hvis ens tid var så begrænset at man så ikke valgte at nyde den tid man havde tilbage. "You write really good songs.... Now you just need to take heed of your own words...."

Han fjernede en tåre fra hendes kind, og hun snøftede. "I am doing that, but things has been very tough recently" at han i det hele taget vidste hun var syg, anede hun af gode grunde ikke. Det var ikke almindelig kendt at hun endnu engang havde fået et tilbagefald.
Hun trak vejret dybt ind "I have to do something about my live.. maybe write a new song.." endte hun med at sige mens hun prøvede at finde løsninger for at komme igennem dagene og få det bedre med sig selv. At gå rundt og have det trist ville ikke ændre noget, og hun ville bare ende med at gøre sin sidste tid sur røv!

Han nikkede roligt inden han sagde: "Yes it has...."
Han havde jo ikke sagt at han vidste hun var syg igen, men han syntes det var synd hun gik med de tanker selv. Det var frygteligt at gå med den slags selv og pakke sig ind for at skåne sig selv eller folk omkring en. Så levede man aldrig rigtigt.
"That might be a really good idea..... Life is too short to stop living is it not?"
Det var en måde at fortælle hende det på uden at være for direkte, men måske kunne han give hende glæden tilbage i hvertfald den tid hun havde tilbage

Hans svar fik hende til at fnyse, ikke af ham, men over sandheden bag de ord. Hun løftede blikket mod ham, og rystede svagt på hovedet. "I guess that idiot made me hate myself and life as well.. I made him the center of my life" sagde hun en anelse bitter og rystede atter på hovedet af sig selv.
En dyb vejrtrækning blev taget og hun tørrede øjnene ordentligt. "Thank you Doctor, you are amazing" sagde hun, og gav ham et hurtigt kram. Nu havde hun fået inspiration, og havde brug for at komme hjem og skrive en sang, hun havde allerede nogle ideer. "I will call in for a new appointment" pludselig var der fart på som hun samlede sin jakke sammen.

Han nikkede lidt til hendes ord og lod hende selvfølgelig beholde silketørklædet inden han sagde: "It could seem like it yes..... But i am glad you found out about it and now you can change life as you see fit...."
Så krammede han tilbage inden han sagde: "You are most welcome.... And please call me Morgan.... Doctor seems so formal for one you've hugged doesnt it?"
Da hun så var næsten henne ved døren, rakte han hen mod hende og sagde: "Hey i was wondering..... Would you care to sing for me sometime? I could play the piano to go with it?"
If you want to of course"

Hun havde tænkt sig at vaske lommetørklædet inden han fik det igen, det ville være lidt ulækkert at række ham det tilbage efter at have vædet det med tårer. Hun krammede ham, og han gengældte omfavnelse hvorpå hun smilede skævt. "Morgan, alright.." det var underligt at bruge hans fornavn, men hun ville ikke skænke det for mange tanker lige nu, så hun endte med at nikke bestemt. Så spurgte han om ikke hun ville synge for ham en dag hvis han spillede, og hun standsede henne ved døren og så mod ham. "Of course, next time maybe?" svarede hun spørgende. Hun elskede trods alt at synge. "We could meet at the studio?" foreslog hun. Så havde de instrumenterne til det.

Han nikkede smilende til hende som hun foreslog studiet hvorefter han fandt noget at skrive med og en lille blok hvorefter han rakte hende det.
"Sounds like a great idea.... We can have the next appointment over there then? I will need an address to go by of course....."
Så ville det også være et miljø hun kendte og måske følte sig mere tryg ved, selvom hun havde da åbnet sig så meget at hun kunne kramme ham. Både som et lille varmt drilleri men også fordi hun ikke ville have det skulle blive mærkelig hurtigt, nikkede han en gang med hovedet og sagde: "I will look forward to our next appointment Ms. Le Blanc...."

Han fandt en notesblok og en kuglepen som han rakte hende, og hun nikkede ved spørgsmålet. De kunne sagtens lade det næste møde være der, session hvis man gerne ville kalde det for det. Hurtigt skriblede hun adressen ned, det lå nogle kilometer væk, men i den fine ende af byen. Snart rakte hun blokken tilbage til ham. "If you want me to call you by name, then you should do the same!" det andet virkede bare for underligt hvis kun den ene part gjorde det. Hvis en af dem skulle være formel, måtte det ifølge normerne være hende. Eller hvad?

Så tog han imod notesblokken som hun rakte ham den og kiggede en gang. Han måtte lige kigge på det men havde en nogenlunde idé om hvor det var henne. Så grinede han let ved hendes ord inden han sagde: "That's true..... Then i will look forward to next time Apolline...
And hope my music won't hurt your ears too much"
Selvfølgelig havde han en nogenlunde idé om hvordan han spillede klaver men det var jo alligevel ved at være noget tid siden. Men der gik jo lidt inden deres næste aftale under alle omstændigheder så han havde da chancen for lige at støve evnerne lidt af

"I am sure it wouldn't" forsikrede hun ham med et skævt smil. Hvis han var så god ved et klaver som han var med en violin, så skulle han sgu nok klare sig!
"Well, see ya!" sagde hun snart, og så var hun ud af hans kontor. Hun hilste pænt på Nancy og fik regningen med, inden hun skyndte sig ud af døren og mod sin bil. Hun havde det faktisk bedre.

///OUT