So you're my stalker? (Marcella)

Tid: 01:00
Sted: Dybt i parken
Omgivelser: Der er nærmest dødsensstille udover en svag støj fra selve byen

Caleb's liv gik helt fantastisk, han havde en vidunderlig kvinde, galleriet og arbejdet generelt gik helt fantastisk! Men alligevel var der en ting der nagede ham. I det sidste stykke tid, havde han på mærkelige tidspunkter opfanget en duft af en engel, selvom duften var svag. Det der gjorde det rigtig mærkeligt var at han var faktisk sikker på det var den samme engel. Men han havde dog stadig kunnet få livet til at virke som det skulle.
Dog en dag havde han fået et opkald og billeder pr. mail omkring et maleri han skulle vurdere. Og kontaktpersonen havde nævnt at kunstneren var rimelig excentrisk og havde derfor bedt om at møde Caleb i parken om natten. I kraft af han var vampyr så var det selvfølgelig ikke et problem og han vidste jo at kunstnere kunne være noget specielle i deres tankegang. Det var også derfor han havde valgt at gå med til mødet til sidst.
Og som altid når det handlede om et forretningsmøde så skulle der være styr på alting. Første ting han gjorde var at sørge for det rigtige tøj som selvfølgelig var det jakkesæt der efterhånden var hans uniform når det kom til arbejde med kunst.
Det var et helt sort jakkesæt med en blodrød skjorte og så et sort slips og signetringen på fingeren. Og hele outfittet havde ikke været komplet uden de dyre italienske sko.

Så var tøjet på plads, så det eneste der manglede var bare at være der til tiden. Som en sidste ting, ringede han til Cherish og aftalte en særlig overraskelse til hende og så selvfølgelig at fortælle han elskede hende højt. Derefter gik han ned i bilen og kørte. Det var en meget kort tur til parken men hvis han skulle have et maleri med hjem så var det bedst at have styr på transporten først. Først fandt han en parkeringsplads og var egentlig i god tid så han smuttede forbi og fik sig en hotdog fra en af de gadesælgere der var ude. Ikke noget han undede sig selv så tit så hvorfor ikke nu?. Imens han spiste den, gik han roligt dybere ind i parken til den bænk han havde fået anvist og gav sig til at vente. Der var ganske vist et par minutter endnu. Imens han ventede sad han og tænkte lidt over hvorfor parken var mødestedet. Men så igen det var ikke det mest mærkelige sted han havde mødt en sælger henne. Det havde været alt fra en gadecafé til en kirkegår. Dog var han klog nok til at lade sanserne scanne området

Lyset begyndte så småt at flikke fra parkens lygter, før de gik ud på samme tid. Marcella trak kniven ind og stak den i lommen, før hun sparkede den sorte ledning ind til siden, der var blevet cuttet over. Det var strøm forsyningen til parken. Hun havde planlagt dette øjeblik nøje. Fulgt efter Caleb i flere dage, det var for 2 uger siden, at hun havde set, at der var noget mærkeligt over denne fyr. Hans udseende, hans vaner, at hun aldrig havde set ham i lyset. Hans udstrålingen samt den måde han første sig an, han kunne næsten ikke være andet end vampyr. Hun tog sine nattesyns briller på, nogle små tynde nogle, der dækkede lige hendes øjne. Hun var bukket en smule ned og havde fundet sin compound bue frem, som havde været inde under den lange sorte jakke. Hun tog en af de sorte pile frem, der havde et pile hoved, lavet af ren sølv. Ikke det bedste at skyde med, men mod vampyr kunne det være dødbringende. Hun vidste at hun var et menneske og derfor havde ikke særlig stor mulighed for at forsvare sig eller beskytte sig selv, så hun handlede altid på afstand. Hun havde dræbt 2 vampyr før i sit liv, men hun havde en mission, nemlig at dræbe ALLE vampyr i verdenen.

Hun trak langsomt sin compound og prøvede at lave så lidt lyd som overhovedet muligt. Hun havde set hvor Caleb var og skød en pil direkte hen mod ham, så vis han ikke var hurtig nok, ville den ramme ham et sted ved overkroppen, dog bag fra. Hun sigtede efter hvor hans hjerte ca ville være bagfra. Hun havde været hurtig, fra da hun skar ledningen over, til hurtigt at spænde sin bue og skyde en bil afsted mod Caleb´s retning. Hun anede ikke hvem denne mand var, dog ville hun se en reaktion. Hun havde skygget ham længe og vis hun tog fejl, så var hun selvfølgelig rigtig langt ude, fordi disse pile var spidse og farlige, de var skam ikke for sjov og hendes bue var også sat til stor styrke, eftersom det var en compound, så gjorde det slet ikke ondt at spænde den. Normalt ville det kræve kræfter at spænde en bue, samt også sigte og holde.. samt jo mere man spændte, jo hurtigere ville pilen flyve. En compound kunne sættes til utrolig styrke, samt hurtighed og var så let at trække som ingenting, vis blot man indstillede den rigtigt. Hun trænede ofte i skoven, sine færdigheder, samt trænede hjemme og slåsede i ny og næ med folk, for at øve sig i vis man kom tæt på.

Da hun havde skudt pilen af, skyndte hun sig at løbe, så lydløst hun kunne i mørket, hen til en ny position, dog ikke før hun havde efterladt en lille dråbe blod, det sted hun havde stået før, ved hurtigt at smide en lille glas tube hen mod stedet, hvor den så gik i stykker og lidt af hendes blod gled ud af det, så det sted ville trække mest opmærksomhed og muligvis skærpe hendes duft. Det lange platin blonde hår, var gemt under jakkens sorte hætte, samt hun bar en sort stram trøje, samt jeans i sort og sorte sneakers og bue handske ved højre hånd, i sort, samt ingen handske i venstre. De gråblå metalliske øjne, så søgende rundt efter Caleb, vis han kom for tæt på, ville hun trække sin kniv, der var special lavet i sølv, men ellers ville hun skyde efter vis hun så noget der lignede ham bevæge sig.

Han kiggede noget undrende rundt da lyset rundt omkring gik men det var nu ikke en hindring da han kunne se i mørke. Der var den duft igen.... Dog forholdt han sig helt roligt så han ikke vakte nogen mistanke. Så tog han hvad der skulle virke som en fredelig indånding af den friske natteluft men egentlig var det for at få et klarere duftspor. Var det had han kunne spore? En hadsk engel? Ja en gang skal jo være den første. Han gjorde ikke tegn på det men selv for andre vampyrer var hans sanser meget stærkere så han havde egentlig en nogenlunde idé om hvor hun var henne. Så gav han sig til at fløjte let imens han gik rundt som om han var uvidende om hendes tilstedeværelse, men hans sanser var nærmest i højeste alarmberedskab.

Da hun så affyrede pilen, bevægede han sig korvarigt så hurtigt at det ville være svært for øjnene at se og pilen satte sig godt og grundigt fast i en bænk bag ham på trods af den havde revet ærmet op på hans jakkesæt. I kraft af hun havde nattesynsbriller kunne hun ikke se farven men hans øjne glødede nærmest rødt og som hun satte i løb, ignorerede han dråben af blod hun smed da hendes eget duftspor var kraftigere alligevel. Hans øjne fulgte hende meget nøje imens han viste hugtænderne og holdt hånden som et vilddyr der havde sin klo klar til kamp. Så knurrede han vredt i hendes retning og sagde: "Du er ny i faget er du ikke?! Så jeg går ud fra der ikke er noget billede alligevel! Du skal oppe dig hvis du skal have en chance mod mig! Se om du har lyst til at blive ved med det der pjat englebarn! Se om du ser solen stå op igen hvis du bliver ved!"

Så sænkede han hånden igen men hans øjne var nærmest fastlåst på hendes position. Det lignede ikke Caleb at blive vred men det blev han når man forsøgte at slå ham ihjel. Han stod overraskende stille selvom han nok burde bevæge sig. Men han var alligevel klar.

Marcella smilede en smule hånligt, i det den melodiske klang, blidt undslap de fyldige læber, før den klare og lyse feminine stemme, med den franske accent, trådte frem " Aha!, så det siger de Sir.. så har de vist aldrig helt mødt en som mig ". Hun tog fat i baglommen på sin jakke og tændte noget der lignede en lille røg bombe, men i stedet for, så var det en  røg bombe med lugt i, så den burde skærme hendes lugt. Hun kastede den foran sig selv og trådte bagud, dog ikke for meget, før hun skød to pile af, mod den retning hun havde set ham gå, men også direkte i venstre retning vis han nu skulle bevæge sig til venstre, så den pil kom kort efter den anden der var rettet som en lokke due mod ham, dog stadig så hun vidste hvor pilene ville sætte sig, vis de ikke ramte, så de ikke forsvandt i den blå luft og ramte en bygning eller et uskyldigt menneske, der måske var nær. Hun løb hurtigt derefter til den anden side end hvor hun havde skudt, før hun trak sin bue op igen og holde den klar, til at skyde efter ham.

Hun havde stadig 10 pile tilbage, på ryggen, i læder stroppen, inde under den sorte jakke, samt hætte, dog skulle hun altid slå hætten ned, for at få fat i pilene hver gang. Hun gemte sig så godt hun kunne, for at vis hun skulle stikke af.. at så kunne man ikke genkende hende for meget. Hun var dog blevet overrasket over Calebs hurtige reaktions evne, samt hans ord. Hun vidste at hun legede med ilden.. hun vidste at dette kunne blive hendes død, men hellere hans død end hendes. Hun brændte for dette, dette var hvad hun trænede for hver eneste dag, dette var hvad hun drømte om.. hvad hun levede for. Hun så opmærksomt rundt, for at sikre sig, der ikke var folk nær, dog sørgede hun for at holde Caleb i sin øjenkrog og vis han forsvandt eller andet, ville hun springe bagud eller træde væk fra sin position så hurtigt hun kunne og trække sin kniv. Hun vidste at vampyr var forfærdelige hurtige, i hvertfald dem hun havde mødt. Hun havde en lille sølv kæde om sit håndled, der kunne klikkes op og ville være lang men tynd, dog ikke så tynd, at den ville gå i stykker med det samme. Hun havde ikke taget så meget med igen dog, eftersom hun ikke havde regnet med at Caleb ville fornemme hende komme.. hun troede ellers hun havde skærpet sine duft spor nok, men åbenbart ikke nok.

Det gik pludselig op for hende, hvad han havde kaldt hende, men hun forstod ikke helt hvorfor?. Englebarn. Hun vidste ikke selv at hun var halvt engel, så at høre sådan ord, var underligt for hende, men dog ikke uvandt. Hun havde hørt en vampyr kalde hende noget ligene før, inden hun havde lokket ham hen til sig og stak ham direkte i hjerte.... Dog den strategi gik ikke med Caleb. Der havde hun taget det store skyts med sig.

Han grinede lavt men valgte ikke at sige noget som helst for lige nu handlede det om at være klar på hvad end hun kom med. Han bed dog hurtigt mærke i lyden af noget der blev tændt og gjorde også klar til at springe men snart blev det klart at det ikke var efter ham. Sløring af hendes lugt? Ja lidt research havde hun da lavet. Da han ikke vidste om der var flere pile på vej, bevægede han sig overraskende lidt så da hun skød endnu en gang, flyttede han sig lige akkurat nok til at pilen ville ryge ind under hans arm. Det var trods alt ikke første gang han var blevet skudt på og hendes taktik indtil videre virkede som om hun havde trænet.
Det virkede da også til det var en god tanke da han nærmest kunne mærke pilen flyve forbi ham til venstre.

Så besluttede han sig for at han kunne ikke bare blive ved med at lade hende skyde efter sig eller hvad end hun havde med sig. De fleste vampyrer var notorisk for at betragte sig som for overlegne. Men Caleb havde gennem årene lært sin lektie. Og hvorfor ikke udnytte at han var langt hurtigere end andre vampyrer? Hurtigere end hvad det blotte øje kunne opfange, forsvandt han i en elegant bevægelse og stod lige pludselig bag hende. Han tog hårdt fat i hendes ene hånd, mere specifikt den der ikke var ved buen og holdt hånden bestemt om hendes hals. Dog vendte han neglene så de prikkede ind mod hendes hals og hun ville kunne mærke de var knivskarpe. "En eneste forkert bevægelse og du stopper med at trække vejret før du når dit næste våben..... Jeg har ikke i sinde at kæmpe mod dig..... Men jeg vil ende dit liv før du når at reagere hvis det bliver nødvendigt..... "

Med en hurtig bevægelse, fjernede han hånden fra hendes hånd og flåede de små briller af inden han nærmest forsvandt og stod tilbage på samme plads han var på før. Brillerne blev knust under hans sko imens han sagde bestemt men overraskende roligt: "Du hæmmede en af mine sanser.... Så hæmmer jeg en af dine..... Jeg er villig til at tale.... Englebarn...." Der ville komme en smule blod fra de små mærker på hendes hals hvor hans negle havde været. "Tale eller kæmpe?.... Du har meget at lære endnu..."

Da hun skiftede retning, løb hun så hurtigt hun kunne, før hun skulle til at tage sin hætte af igen, lige i tide til at kunne tag en pil, men hun nåede ikke at få fat i en pil, før hun mærkede noget bag sig, inden det var for sent. Hun mærkede det kolde greb om sin frie hånd, før hun mærkede en hånd om sin hals, der fik hende til at tabe sin bue, helt automatisk. Buen gav nogle små klak lyde fra sig, da den ramte jorden, før hun så på Caleb igennem sine nat goggles. " Aggh ". Hun gav små lyde fra sig, i det hun havde ret svært ved at trække sit vejret, samt smerten fra hans negle, føltes som knive. Hun klemte sine øjne sammen og skar en smertefuld grimasse over sit ansigt, mens hun prøvede at forholde sig i ro, eftersom hans stemme varslede at hun ville ende med at dø, vis hun prøvede på det mindste. Hun vidste at hun var i fare, dog hun følte også at hun ikke kunne stole på en vampyr.

Da han flåede brillerne af hende, samt slap hende, faldt hun til jorden med et ' BUMP ' før hun så sig forvirret rundt. Der var ikke helt mørkt i parken, men der var mørkt nok, til at hun ikke rigtig kunne få et ordentligt overblik. Hun hostede også en smule og tog sig til sin hals, hvor hun kiggede på sin hånd, da hun mærkede noget varmt og vådt. Blod... hendes blod. Hun knugede vredt sin hånd, før hun rejste sig hurtigt op og tog sin bue frem og hætten var nu væk. Man kunne se det lange bølgende blonde hår, der lå hende ned over skulderne, næsten helt platin blonde. Hun så rundt med de metalliske gråblå øjne, før hun ladede sin bue endnu engang. Denne gang ville hun være klar. Da han sagde at han var villig til at tale, grinte hun hånligt af ham. Den melodiske klang gled blidt igennem luften, før hun svarede med den sensuelle franske accent " Jeg ikke kommet for at tale, med lig. Jeg kommet for at dræbe, hvad der burde være dødt!.. og stop så med at kalde mig englebarn! ". Hun skød endnu en pil af, direkte fra den retning hun havde hørt hans stemme, dog havde hun taget ved lære. Hvert skud hun havde skudt imod ham, havde lært hende, at han rørte sig ikke særlig meget, så hun fyrede en af, dog håbede hun blot, at det var den rigtige side hun skød den til. Hun skød den til venstre igen, men blot en lille smule fra hvad hun mente var hans retning, men hun kunne ikke være sikker. Hun skød i blinde.

Efter at ha skudt dette, begyndte hun at løbe, holde sig igang. Hun klikkede sit armbånd op og klikkede buen om på ryggen, fast i dens holder, før hun trak sin kniv og løb derefter direkte mod hvor hun havde hørt lyden komme fra. Vis hun endelig skulle dø, så måtte hun dø i kamp. Hun svang kæden mod hvor hun sidst havde hørt ham. Hun mærkede dog noget, i det hun løb, men forsent, før hun mærkede sig selv ramme jorden. Hun var ved et uheld kommet til at løbe forbi en trærod, der havde fået fat i spidsen af hendes sko, så hun nu lå på jorden og havde tabt sin kniv, men holde dog stadig om sølv armbåndet. * Fuck *.

Som hun sænkede hætten og og det blonde hår blev sluppet fri, blev hendes duftspor også meget tydeligere igen. Hendes hånlige grin fortalte hun overhovedet ikke havde nogen idé om hvad hun havde med at gøre. Jo hun havde forstand på at dræbe vampyrer, men noget virkede til at hun stadig var relativt ny i faget. Vampyrer var så alsidige som alle mulige andre racer kunne være på trods af der var mange der skar dem over en kam. De 'jægere' der gjorde det var som regel også dem der endte deres karriere for hurtigt. Han svarede dog med en blød og rolig stemme: "Ms. de burde virkelig overveje hvad de gør inden.... Jeg kalder dig englebarn fordi noget af dig er......"
Den næste pil kom også faretruende tæt på men hans fordel lå trods alt i lige nu fart og det faktum at hun ikke kunne se klart. Så kiggede han ud i mørket og så hvordan hun løb afsted.

Egentlig havde han ikke tænkt sig at løbe efter hende men han kunne både se og høre hvordan hun faldt så han besluttede sig for at finde ud af hvorfor netop han var valgt som mål eller det bare var et generelt had mod vampyrer. Det kunne han næsten høre på de spydige ord hun havde sendt efter ham. Så han løb hurtigt efter hende og var over hende, men det allerførste han gjorde var at holde hendes hænder nede så hun ikke kunne bruge dem. "Hør her Ms..... Jeg ved ikke hvorfor de synes jeg skal dræbes eller om de bare er fyldt med had..... Men der kommer ikke noget som helst godt ud af det her..... Deres engleblod er tyndt men ikke desto mindre..... Hvis de endelig insisterer på at dræbe vampyrer, så er der nogle ting de skal tage højde for.... Fald ned og fortæl mig hvorfor vi er her..... Jeg skal nok slippe dem men først når de ikke længere kæmper...."

Marcella så hurtigt op, da hun så Caleb foran sig. Hun mærkede hvordan han tog fat i hendes hænder og holde dem nede mod jorden, der føltes lettere fugtig og kold. Hun så vredt op mod ham, i det hun sagde " Slip mig, dit beskidte korps! ". Hun prøvede at stritte imod, mens hun hørte på hans ord, dog da han igen snakkede om engleblod, så hun undrende op mod ham, inden hun sagde " Jeg aner ikke hvad du snakker om! ". Hun bed ud efter hans arm, i det hun ikke kunne bevæge hænderne, men sagtens resten af kroppen. Hun mærkede en dåbe der faldt på siden af hendes kind, efterfulgt af små andre dråber. * great *. Hun så op mod Caleb og lagde først nu mærke til hans røde øjne.

Hendes hjerte begyndte kort at slå en smule hurtigere og de steder hans negle havde skåret ind, havde gjort, at hun havde blodige streger ned af halsen. Hun så vredt på Caleb og sagde " Du ikke uskyldig en skid, du har sikkert dræbt tusinder af uskyldige mennesker igennem din tid, dit hellspawn! ". Hun knurrede nærmest lavt, mens hun prøvede at få sig vendt, så hun kunne sparke ham eller bare gør noget. Det unge ansigt kunne ses, samt det lange blonde hår, lå spredt en smule over skulder og ryg, samt lidt hen over hendes ansigt. Vis man kiggede i hendes øjne, kunne man se ægte had, de de ellers engleblide øjne, der normalt ville bære sådan en uskyldig over sig. Hun bed sine tænder så hårdt sammen, samt trak vejret igennem dem, at hun var så småt begyndt at bløde en lille smule fra sine tænder, der kunne anes på hendes læber, eftersom de var blevet en svag rødlig farve.

Han kunne godt mærke hvordan hun kæmpede imod men han havde ikke i sinde at slippe hende så hun kunne angribe ham endnu en gang. Hvis hun var så bevæbnet som hidtil så havde hun helt sikkert et eller andet i ærmet. Da hun nærmest råbte at hun ikke anede hvad han snakkede om, gik det op for ham at hun måske ikke en gang vidste det. Burde han sige mere eller lade det være for nu? Det måtte han tage som det kom. "Det der hjælper dig ikke overhovedet! Fald ned i stedet for det der! Jeg slipper dig ikke før! Lige som du vil dræbe mig, er jeg ikke interesseret i at dø ligemeget hvor meget du mener jeg er et lig!"
Ja kampgejst det havde hun da så rigeligt af.

Han begyndte så småt at få nok af hendes udbrud, hun vidste tilsyneladende ikke hvad hun snakkede om. Hans bedste gæt ville være en traumatisk oplevelse med vampyrer, det var som regel det der sendte folk ud i det karrierevalg at dræbe vampyrer.
Så han gjorde som tog han en dyb indånding og hans øjne svarede hendes vrede med en blodrød farve der nærmest glødede og hans stemme blev nærmest dybere og autoritær, tenderende til dyrisk: "SLAP AF INDEN JEG KNÆKKER DIN NAKKE! JEG HAR IKKE DRÆBT USKYLDIGE! JEG DRIKKER KUN BLOD FRA DEM DER GIVER FRIVILLIGT! JEG DRIKKER FAKTISK KUN BLOD FRA EN ENESTE PERSON OG DET BLIVER GIVET FRIVILLIGT! Så kald mig hvad du vil, men det ændrer ikke på noget! Havde jeg dræbt uskyldige eller drukket tilfældigt, ville du ikke være mere end en halvmenneskelig juicebrik lige nu! "

Da det var han sagde, at det ikke hjalp hende, så hun stædigt på ham og fortsatte blot med at bevæge sig som et vildt barn, der prøvede at slippe klørene fra en der havde fat i det. Hun spærrede dog sine øjne chokeret op, da manden hævede stemmen overfor hende, før hun hørte hans hårde ord, der råbte mod hende. Hun så lettere chokeret på ham. Kun en person. Det var nok det der mest af alt tog fat i hende. " Vent.. ". Hun så undrende på ham, i det hun sagde " Så du.. har en der giver dig blod.. frivilligt? ". Hun begyndte så småt at slappe af, dog var hendes krop stadig spændt, som var hun klar til at angribe hvornår det skulle være, men hans ord havde taget hårdt fat i hende, måske en smule for hårdt. Hun så kort undskyldende ud, i det hun sagde " Så du har aldrig dræbt uskyldige..? ". Hun havde lidt svært ved at tro på ham, men hun måtte vide.. havde han en der holde af sig?.. var han virkelig en god vampyr?.

Hun tænkte tilbage på det hun havde set i ny og næ og måtte da også indrømme, at hun ikke havde set ham angribe nogen eller noget, i den tid der havde været. " Okay, okay... jeg skal nok gi ned ". Hun begyndte så småt at slappe af igen, men hendes øjne varslede dog en skjult vrede. Hun var ikke så bange for hans glødende øjne, men hun var dog alligevel en smule skræmt over så stærk han var, samt hans hurtighed. " Du sagde jeg havde engleblod.. hvad mente du med det?. Er mit blods duft sødere end andres? ". Hun så forsigtigt på ham og sørgede hele tiden for at ha sit blik hvilende på ham. Hun kunne mærke kulden fra ham og hendes krop føltes som om den var på overdrive, samt kogende næsten.. fordi hun havde brugt så meget styrke samt energi på at kæmpe imod og løbe rundt.

Det lod til at virke han talte så højt og han kunne nærmest se på hendes blik at noget virkede til at trænge ind bag væggen af had. Så han holdt hende godt nok stadigvæk men han faldt mere til ro også for at vise han ikke gjorde noget hvis ikke hun gav ham grunden til det. Så nikkede han ganske roligt til hende og sagde: "Ja.... Det har jeg.... Jeg har altid drukket blod af dem der giver det frivilligt.... Og det er en eneste jeg har svoret mig til.... Jeg har dræbt en......"
Da hun så sagde hvordan hun ville geare ned, nikkede han igen og besluttede sig for at de havde lagt der længe nok. Så han sprang op i en meget elegant bevægelse uden at lægge tryk mod hende hvorefter han stod roligt et par meter fra hende. Dog var han stadig klar i tilfælde af hun ville prøve på noget.

Da hun så spurgte om hans ord omkring hendes 'engleblod' sagde han overraskende roligt: "Det er lidt mere end bare duften af dit blod....." Så ventede han og gav hende chancen for at rejse sig imens han sagde: "Hvis du endelig insisterer på at jagte vampyrer..... Jeg kan hjælpe dig.... På en betingelse... Du skal vælge dine mål bedre.... Springer du hovedkuls ud i det så dør du meget hurtigere end du burde...."

Hun ignorerede hans kommentar, omkring han havde dræbt en. Indtil videre, så var hun mere interesseret i at høre, om der faktisk var en i denne kolde verden, som der manglede ham eller ville savne ham, vis han forsvandt. Hun lyttede til hans ord. Mere end hendes duft?. Hun så på ham som et stort spørgsmåls tegn, i det hun rejste sig langsomt op og børstede sig en smule ren, før hun mærkede efter om hendes bue var omme ved ryggen stadig. Hun så på Caleb med en ro over sig og sagde " Bare rolig, jeg skal bare mærke om alting er der... jeg dræber ikke folk der har.. nogen der venter på dem ". Hendes stemme lød blød denne gang og hendes ansigt havde en form for pinefuldt udtryk over sig.

Hun samlede sit armbånd ind og drejede det om sit håndled, før hun klikkede det fast. Hun så kort rundt og sukkede tungt, i det hun ikke rigtig kunne fokuser på ting mere og sagde" Vil du gør mig en tjeneste?.. gå hen til en grå boks, ikke langt fra parkens indgang.. åben den og træk ned i et rødt håndtag. Låsen lægger ved siden af lågen.. sæt den på bagefter ". Hun kunne hverken se hvor hendes pile var, eller bare generelt orienterer sig. Hun havde fået memmoen fra Caleb, omkring at han ikke ville slå hende ihjel, fordi som sagt, så havde han allerede gjort det for længst. Hun børstede noget jord ud af sit lange blonde hår og rettede forsigtigt på sit tøj, for at vise Caleb, at hun ikke havde bagtanker, mens hun ventede på om han ville tænde lyset eller lade det forblive slukket. " Hvorfor skulle du være så sød og hjælpe mig.. efter jeg prøvede at ende dit liv ". Hun følte sig dog en smule dum. Alt havde gået fulstændig galt og hun havde slet ikke ramt Caleb en eneste gang?.

Hun lyttede til Caleb og svarede " Jeg ikke bange for at dø.. ". Psykologerne havde sagt for længe siden, at hun var fanget i et loop af evig traume. Hun kunne ikke rigtig undslippe at se morderen af sine forældre, samt lugte den forfærdelige jern lugt, fra blod af. Selv den dag til idag, kunne for meget blod eller duften af det, give hende en forfærdelig form for kvalme. Hun tog sig en lille smule til sin hals, hvor hullerne havde lukket sig, ikke healet, men blot var størknet.

Han stod med et roligt ansigtsudtryk, dog med en svag glød af sympati i de klare øjne. Dette var dog svært at se på det tidspunkt, og hans øjne var heller ikke røde mere. "Det har jeg.... Nok slår vampyrers hjerter ikke.... Men vi er i stand til at elske.... Nogen af os er i hvertfald....."
Så lyttede han til hendes instruktioner om hvordan de ordnede lyset hvorefter han nikkede en gang. "Jeg er straks tilbage....." Igen med en hastighed der var voldsom selv for vampyrer, var han lige pludselig væk. Kort efter vendte lyset tilbage og nogle få sekunder kom han gående tilbage til hende.

Som han kom tilbage ville hun også kunne se hvordan hans jakke var revet itu et par steder fra de pile der var kommet tæt på. "Fordi du gjorde det med en 'ren intention'...... Du gik efter et mål der har givet dig en grund til et brændende had.... Og had kan sløre selv de mest stabile sind.... Men vampyrer er så alsidige som mennesker.... Vampyrers evner er typisk formet efter den der har forvandlet dem.... Nattens Gave som det bliver kaldt viser sig forskelligt i vampyrer..... Det eneste man kan være sikker på er en meget højnet fysik......"
Caleb kiggede et splitsekund ned inden hans øjne igen hvilede på hende og han kunne nærmest se et glimt i hende øjne der vidnede om en frygtelig historie.
"Det er man sjældent når noget værdifuldt er blevet taget fra en.... "

Hun kunne mærke en følelse sprede sig indeni, som havde hun en knude i sin mave. Hun kunne ikke tro det, hun havde nær gjort det samme mod en, som var blevet gjort mod hende. Hun anede ikke helt hvad hun skulle sige eller gør, men hun havde aldrig nogensinde troet, at nogen ville kunne elske vampyrer og omvendt?, at de kunne elske. Hun havde aldrig mødt en god vampyr, alle indtil Caleb, havde været drabelige og modbydelige i deres handlinger. Da lyset endelig syntes at komme tilbage til pakken, gav hun et lille smil fra sig, før hun begyndte at gå hen efter sine pile og rev dem ud fra bænken og derefter træerne og jorden, hvor de havde ramt, før hun stoppede op og så mod Caleb.

Hun så hvordan hans jakke var revet itu nogle få steder og et lille smil gled hen over hendes læber. Så var hun altså alligevel ikke helt uduelig, dog var hun glad nok for, at hun ikke havde ramt ham. Hun så kort noget for sig, som gjorde, at hun gav et spring bagud og så skrækslagen på Caleb, før hun nærmest kom til sig selv igen og så Caleb for sig og ikke morderen af hendes forældre. Hun tog sig en smule til hovedet og stak sin hånd ned i lommen, i det hun fiskede en pille frem og placerede på sin tunge, før hun slugte den. Hun så kort ned mod sine fødder, i det hun sagde " I stedet for at snakke tomme ord, så sig hvordan du kan hjælpe mig og hvad du mente med mere end mit blod.. ". Hun ville ha svar og vis hun skulle tvinge det ud af ham, ville hun også gøre det, men hun havde ikke fået det indtryk af denne mand. Hun beholde en stor afstand mellem dem og man kunne se hvordan hun stadig var anspændt.

Hendes pludselige reaktion der vel bedst kunne tolkes som frygt, vidnede om hun så noget for sit indre. Måske havde hun mistet nogen til vampyrer? Det var den mest solide grund til nogen ville vælge at blive uddannet til at være vampyrjæger. Dog tydede hendes måde at kæmpe på at hun havde en 'sponsor' men der havde ikke været nogen fokuseret træning. Eller sådan virkede det i hvertfald ikke. Der var i hvertfald ikke været nogen der havde fortalt hende specielt omkring vampyrjagt udover nogle basiske generelle ting.
"Kald mine ord tomme hvis du vil.... Det bliver de ikke mindre rigtige af..... Jeg kan hjælpe dig ved at vise eller fortælle dig det du mangler for for alvor at blive effektiv...."

Som hun virkede endnu mere anspændt, stoppede han også op imens han holdt sine hænder foran sig så hun hele tiden kunne se dem. Der var ingen grund til at gøre situationen mere anspændt end højest nødvendigt. Nuvel hun spurgte jo selv omkring hvad han havde ment så det rigtige ville også være at svare hende.
"Det jeg mener er..... Jeg kan ikke sige præcist hvor meget... Men dit blod.... Duften fra det specielt.... Det er ikke rent menneskeblod...."

De metalliske gråblå øjne, holde et fast blik rettet mod Caleb og hans figur i mørket. Der var ikke helt mørkt mere, men der var heller ikke forfærdelig lyst. Hun var stadig et menneske og utrolig sårbar, i forhold til en vampyr af hans styrke, så da han forslog at hjælpe hende og vise hende eller nærmere fortælle hvad hun manglede, eller hvad han mente hun manglede, kunne hun ikke undgå at stå og overveje hans tilbud. Han kunne sagtens lyve overfor hende og lokke hende med sig, blot for at slå hende ihjel senere hen, eller havde han måske i sinde at forvandle hende, eller bruge hende som blodpose. Hun gøs ved tanken om det, dog hans handlinger samt ord havde dog vist en smule anderledes, men for at være helt sikker, så ville hun først vide mere om denne anden connection han havde med en, for at se om der virkelig var noget menneskeligt i ham. " Hvem er det som der venter på dig.. ".

Hun så hvordan han holde sine hænder op, før han besvarede hendes spørgsmål angående at hun ikke havde rent menneskeblod. " Hvad mener du? ". Hun så undrende på ham og kunne ikke helt forstå hans ord. Hendes duft var speciel?. Hun så på ham med let sammen knebne øjne, mens hun tøvede en smule. Hun anede ikke helt hvordan hun skulle reager overfor ham. " Hvad mener du med ikke rent menneskeblod?.. jeg et menneske!, mine forældre var mennesker!.. ". Hun så kort ned, i det hun kiggede på sine sine hænder, hvor den ene var blodig. Hendes blod så ikke anderledes ud, samt hun havde en puls.. og hendes forældre.. der havde aldrig været noget mærkeligt der?. Men det var blot fordi de aldrig havde sagt det.. de havde aldrig fortalt hende, at hendes far var en engel.

Selvfølgelig kunne hun være i tvivl omkring hans handlinger og hvis man kendte hendes historie så var det også fuldt ud berettiget. Han kunne selvfølgelig ikke sige hvad der var sket men det måtte have været yderst traumatisk, så han kunne ikke undgå at blive lidt trist på hende vejne. Da hun så spurgte hvem der ventede, smilede han oprigtigt og man kunne se en kærlig glød i hans øjne som han svarede:
"En vidunderlig kvinde..... En kvinde der stjal mit hjerte på trods af det ikke slår.... Jeg gav mig selv til hende som hun gav sig til mig..... Hun var bange i starten da hun fandt ud af hvad jeg var.... Men hun så ud over mit ophav.... Hun forelskede sig i manden..... Ikke hugtænderne...." Det krævede ikke nogen doktorgrad at regne ud han elskede hende rigtig højt.

Da hun så nærmest virkede frustreret over hans ord om hvad hun var, så han meget roligt på hende og lod hende først lige absorbere tanken. Derefter valgte han også at svare på hendes spørgsmål, hun fortjente ærlighed i sit liv da det virkede som om hun havde haft meget lidt af det. "Det er rigtigt.... Du er menneske..... Og jeg kan ikke konkludere det præcist.... Men dit blod fortæller der er mere end menneske i dig... Jeg kan intet sige med sikkerhed da jeg ikke kender hvad du kommer fra.... Men mit gæt ville være at en af dine forældre ikke var menneske...."

Marcella knugede blidt sine hænder en smule, mens hun betragtede det tydeligt forelskede blik i mandens øjne. Hun kunne ikke helt forstå hvordan nogen nogensinde ville kunne elske en vampyr, et dødt lig, men så igen.. hun kunne se følelsen i ham, i hans blik, hvordan det nærmest strålede ud af ham. " Så i er elskere.. ". Hun bed sig en smule i underlæben og stod nu pludselig og følte sig ynkelig, men ligeså også modbydelig. Hvis hun havde ramt ham, vis hun havde fået ham dræbt, så ville der ha været en der græd over at miste ham, der ville ha været sorg i denne verden.. og så ville hun ikke være en skid bedre end morderen, der havde dræbt hendes forældre, fordi han havde haft dette koldblodige blik over sig.

Hun så lettere chokeret op mod Caleb, da det var han nævnte, at en af hendes forældre ikke havde været menneske. " Nej, det ikke sandt, det kan det ikke være.. de kan ikke ha gået og løget for mig i flere år.. ". Hun mærkede hvordan tårerne begyndte at presse på. Hvorfor skulle denne her vampyr lyve forover hende, hvad ville han gaine fra det?.. intet. Hun så trist på Caleb, i det hun knugede sine hænder og sagde" Tak.. for din ærlighed ". Hun så forsigtigt mod ham, i det hun sagde " Jeg vil ikke spilde din tid mere ". Hun tøvede en smule, før hun så mod Caleb. Han kunne måske hjælpe hende ja, men hun ønskede ikke rigtig hjælp i dette tilfælde. Hun var uerfaren og hun havde brug for mere træning og flere penge til mere udstyr. Hun sukkede tungt og begyndte så småt at gå væk fra ham af. Han kunne ikke hjælpe hende så meget igen. Han havde allerede sagt rigeligt. Vampyr besad evner ud over det normale, som fart og forhøjede sanser, samt hun følte også hun skulle ha tid til at sluge det hun havde fået afvide.. og hun havde ikke i sinde, at stå og græde foran en vampyr.

Han smilede varmt ved hendes ord inden han nikkede en gang og sagde: "Ja.... Vi elsker hinanden højt..... Som sagt..... Den slags kan vampyrer også.... Jeg kan i hvertfald...." Det blik hun havde på det tidspunkt sagde det hele. Ja der var utrolig meget had i hende men ikke så meget at hendes menneskelighed var gået tabt. Hun kunne for alvor sætte sig ind i hvis man mistede en man elskede højt. Og det var jo også lang fra alle vampyrer der var som Caleb, de fleste havde for alvor taget deres udøde natur til sig og blevet virkelig koldblodige.

Han trak kort på skuldrene men fastholdt det rolige blik inden han sagde: "Det skal jeg ikke kunne sige... Men jeg tror de gjorde det for at beskytte dig... " Det ville sikkert ikke hjælpe hende specielt meget at han sagde det, men det føltes alligevel rigtigt at gøre. Hun virkede mest af alt som om verden aldrig havde været god ved hende. Og udfra hendes reaktion måtte det have været hendes forældre hun havde mistet. "Du fortjener den ærlighed....."
Han sagde ikke noget i første omgang og lod hende egentlig gå men besluttede sig dog for at sige noget alligevel. "Du spilder ikke min tid.... Men hvis en af dine forældre har været en engel.... Så har det højest sandsynligt været det vampyren gik efter.... Engleblod er meget eftertragtet..... Hvorfor ikke bruge den side af dig selv hvis du vil fange morderen?..... Hvorfor ikke gøre dine forældres styrke til din styrke?"

Marcella stoppede forsigtigt op, i det hun vendte sig rundt mod Caleb, før hun sukkede en smule. Hvad skulle hun gør. Vis hun ingen gang havde kunnet tag Caleb ud. Hvordan skulle hun så tag morderen ud, når han engang kom efter hende til den tid?. Hun tøvede en smule og så forsigtigt på Caleb, i det hun gik hentil ham og sagde " Jeg behøves ikke at fange ham.. han sagde til mig, efter at ha dræbt mine forældre.. at han ville komme efter mig, når jeg blev myndig.. dog har jeg ikke set ham endnu.. men jeg kan ikke gør andet end at forberede mig, samt dræbe vampyr i mellemtiden.. måske en dag, finder jeg ham ". Hun ville hellere finde ham end omvendt. Det var en forfærdelig følelse der skyllede ned over hende, som hun stod der overfor Caleb og snakkede med en vampyr om sine forældre. Hun havde ikke rigtig lyst til at snakke om det, også selvom hun havde været indlagt dengang hun var ung og nærmest snakkede det til døde.

Hun så forsigtigt på ham og sagde" Jeg vil gerne tag imod dit tilbud om at lære om vampyr, men jeg mere interesseret i kamp træning, eftersom jeg ikke engang kunne ramme dig ". Hun sukkede en smule og tog sig forsigtigt til sin hals, der stadig stak en lille smule hist og her. Hun ville ha været død i nat, vis det ikke havde været for Caleb og hans natur. Vis det havde været en blodtørstig vampyr, ja så var hun sikkert død nu. Hun så lidt ned og sagde " Men du må meget gerne lære mig lidt mere om din slags, samt forskellen på de forskellige, eller dele ud af den viden du har ". Hun så tøvende på ham og sagde " Så lover jeg, at jeg er mere forsigtig i fremtiden, med mine valg af targets ".

Caleb tænkte lidt over det som hun fortalte hvordan den mystiske vampyr ville finde hende en dag. Hans gæt ville være at vampyren havde dræbt hendes forældre fordi den ene var engel. Og hvis hun ikke en gang vidste hvad hun var så ville vampyren højest sandsynligt formode hun var en nem kilde til ganske særligt blod.
"Forberedelse er også din bedste strategi.... Siden han ikke har fundet dig endnu, har du nok været bedre forberedt end han ville regne med du blev...."

Så trak han let på smilebåndet da hun nævnte hvordan hun ikke havde ramt ham hvorefter han selv sagde: "Du var meget tæt på.... Din træning er der.... Dit udstyr er..... Det eneste du mangler er at finde ud af hvad den pågældende vampyrs styrker er....."
Havde det været de fleste andre vampyrer, var hun måske nok død. Men så igen han kunne jo fornemme hvordan hun havde erfaring med at dræbe vampyrer trods alt. "Kilden til at dræbe de fleste stærkere vampyrer er at kende deres styrker og svagheder..... Som sagt så former vampyrers evner sig meget forskelligt.... Når du kender deres evner, er det også nemmere at tage højde for dem..." Roligt gjorde han tegn til hun skulle følge ham til en rolig gåtur da deres tumult nok havde tiltrukket lidt opmærksomhed. "Du har allerede lært at tage højde for vampyrers højnede fysik... Jeg kan hjælpe dig med råd og vejledning.... Men hvis det er træning... Så er det en anden vampyr du skal have fat i"

Hun sukkede og sagde" Eller også har han måske blot holdt øje med mig og pint og plagede mig, med at minde mig om at han ville komme efter mig... måske er han slet ikke på vej, måske lavede han blot sjov, for at se hvor pinefuldt et udtryk jeg kunne udvise dengang, men måske fik han ikke det udtryk han ledte efter ". Hun havde været helt rolig dengang han havde sagt, at han ville komme efter hende, fordi dengang ønskede hun at joine sine forældre.. at forsvinde fra verden og aldrig nogensinde komme tilbage til den. Hun savnede dem stadig dog, men ikke så meget, at hun ville dø for det, især ikke flere år efter.

Hun lyttede til hans instrukser, da det han han fortalte hende om de forskellige ting hun skulle tag højde for, som vampyrs højnede fysik, samt mulige evner og andet. Han ville gerne give hende mere råd og vejledning, men han kunne ikke træne med hende. Hun sukkede en smule og sagde " Du skulle vel ikke kende til andre vampyr så, der kunne træne med mig? ". Hun grinte en smule og rystede på hovedet, i det hun sagde " jeg laver sjov.. men anyways. Hvordan vil du så lære mig disse ting, altså med råd og vejledning.. hvilke ting jeg skal se efter og sådan? ". Hun lagde hovedet en smule på skrå og så afventende på Caleb.

Han nikkede som hun forklarede om sine egne tanker, det gav jo egentlig meget god mening hun havde det sådan. "Det kan selvfølgelig være..... Det er meget sandsynligt at han ville se dig knækket men i stedet blev mødt af en styrke i dig, han frygtede..... Enten det eller også er han død.... Ellers kan jeg ikke se hvorfor han ikke er kommet.... Men det er måske også for det bedste.... Og det er selvfølgelig tragisk at du har måttet gennemgå sådan en oplevelse.... Men samtidig har den måske givet dig den styrke du har i dag. Eller i hvertfald vækket den...."
Han måtte jo anerkende den styrke hun trods alt viste. Langt de fleste ville have dræbt sig selv i frygt for den uvisse fremtid eller ødelagt deres liv helt. Men hun havde forberedt sig, gjort sig så klar som hun overhovedet kunne.

Da hun så grinede, så han på hende med et let skeptisk blik inden han svarede: "Jo det gør jeg.... Men du finder ham ikke.... Han finder dig.... Han er koldblodig som ingen anden.... Men han har aldrig nogensinde tabt et mål....." Så kiggede han hende i øjnene og nikkede en gang som tegn på han ville hjælpe hende. "Det bedste ville være hvis du kunne se dem i en situation hvor de viste deres evner.... Ellers skal du gøre dig selv så harmløs som overhovedet muligt under din overvågning.... Lad være med at maskere din lugt... De vil fange det nærmest med det samme.... "

Hun lyttede til hans ord og nikkede anerkendende. Hun kunne godt forstå han tænkte sådan, men hun var næsten sikker på, at den vampyr der havde dræbt hendes forældre, den havde skam ikke været blid af sig, nærmere tvært imod.. så hun kunne ikke forstille sig, at den ville ha gået hen og være blevet dræbt så let som ingenting. Det havde været en meget magtfuld mand.. en der vidste hvad han gjorde og hvad han ville gå efter... hun huskede hans blik og den måde han slog ihjel på. Hun gøs ved tanken og prøvede at holde minderne tilbage. Hun huskede hvordan hun var blevet instrueret i at tænkte på gernings manden, som et objekt, et der ikke kunne gøre hende ondt, samt et hun var stærkere end, men hun vidste godt det ikke passede.

Forberedelse, var det eneste der kunne redde hende nu. Hun så forsigtigt mod Caleb, da det var han snakkede om hvordan hun skulle gør. Hun nikkede en smule og sagde " Tak, det vil jeg huske at noterer ned.. ". Hun så en smule på sin mobil, i det hun sagde " Kan jeg.. kan jeg få dit nummer, vis jeg har spørgsmål angående noget? ". Hun så tøvende på ham, i det hun gik hen til ham og rakte sin hånd frem, forsigtigt og ikke helt så villigt. Hun kunne stadig ikke lige vampyr, men hun ville holde det tilbage for nu. " Mit navn er Marcella Faye... ". Hun tænkte, at vis hun gav ham sit navn, at så ville han være meget mere hjælpsom eller i hvert fald stole på, at hun ikke ville prøve på mere. Hun tænkte lidt over hans ord, angående ham den anden vampyr, der ville finde hende vis det var, før hun trak en smule på sine skuldre og grinte, i det hun sagde " Det tror jeg næppe og vis han gør, så må jeg vel passe på med ikke at slå ham ihjel.. ". Hun anede ikke om det var sandt, men vis han var så koldblodig, så havde han måske dræbt andre folk?.

Som hun så spurgte om hans nummer, nikkede han roligt og fortalte nummeret til hans arbejdstelefon imens de gik lidt videre. "Du må altid gerne spørge..... Men en vigtig ting jeg vil bede dig om at huske.... Nok har du et had til vampyrer.... Og jeg er sikker på det er begrundet.... Men ikke alle vampyrer er som den der har gjort din familie ondt... Der er alsidighed i alle.... Men det er stadig godt du er årvågen...."
Et årvågent sind var det vigtigste når man havde med vampyrer at gøre.

Da hun så rakte sin hånd frem for at trykke hans hånd, kiggede han først undrende på hende men endte så også med returnere håndtrykket. "En... Fornøjelse Ms. Faye.... Mit navn er Caleb DeBayle.... Men min intuition siger mig du ved det allerede..."
Da hun så grinede kort og sagde: "Det var det der med at vælge sig et mål... Ham her er den bedst betalte lejemorder.... Han har aldrig fejlet.... Og man kan kontakte ham... Men han finder dig.... Ligemeget hvor meget tillid til dine egne evner du så end har.... Jeg har stået i den gale ende af hans forgiftede klinge.... Dog slap jeg da jeg ikke var hans mål.... Men når deet kommer til at finde og dræbe så er han den bedste"