Still Very Much Alive (Sapphira)

Hans ord var virkelig ingen trøst, selvom det burde være det. De havde jo egentlig været igennem det samme, for hendes vedkommende havde hun bare været heldig ikke at slå ligesom mange mennesker ihjel. "That doesn't change the fact that you left..!" råbte hun af ham.
Han gav absolut ingen mening, og hun rynkede brynene. "So you will let me kill you? Or let my pack do so? Why? Feeling guilty all of the sudden?!" fnøs hun. At han så havde en mage, anede hun ikke, og mon ikke at denne mage nok skulle tilintetgøre alt og alle der lagde en finger på ham? Sikkert.

Som hun råbte af ham, fnøs han kort inden hans blik nærmest blev varmt og roligt hvorefter han sagde:
"It doesn't change the fact that you didn't try and find me. So i guess we're equally stupid on that point.... I would never have left if i knew you were alive. If you believe it or not doesn't matter to me"
Som hun fnøs og spurgte flabet til det, trak han kort på smilebåndet inden han rystede på hovedet og sagde: "You're not strong enough.... But if it helps you to contain that childish anger then please... Go ahead and try... And your pack? They are welcome to try.... They would be in for the fight of their lives....."
Måske kunne han klare det, måske kunne han ikke. Men det var nu sådan verden virkede når det kom til varulve. Specielt kobler som dem der havde været her omkring, de var ikke ligefrem diplomatisk anlagt.
Så kørte han hånden gennem sit hår og sagde: "Maybe you can't... But i will be there for you as i should have been... Use it or don't... I don't expect you to understand. None have"

Han faldt ned, hvad provokeret hende endnu mere. "I though you will kill me for fuck sake!" hvislede hun køligt retur. Han kunne da ikke bebrejde hende den del! Sidst hun havde set ham, var han gået amok trods alt.
"You are a real pain in the ass!" svarede hun som han mente hun ikke var stærk nok til at gøre ham en skid, og at han ville sende hendes flok pakkende. Hun knurrede, øjnene kølige og hårde og tydeligt truende. "Like I will ever risk their lives for this... you are out of control!" hvislede hun køligt.
Så mente han at han havde tænkt sig at være der for hende fra nu af, hun fnøs hånligt. "I don't need you in my life, it is too late for that brother.." med disse ord, vendte hun bare om på hælen og marcherede bort. Den her samtale var slut for hendes vedkommende.

Han stod overraskende roligt inden han svarede: "You know very well that the first change always results in blood.... I had no control over my own actions.... That is why i have taught myself that control. To keep it from happening again...."
Da hun så nævnte hvordan hun ikke ville risikere deres liv for at få ham ned, trak han ganske kort på smilebåndet. Måske ville han ikke bare udøve meningsløs vold men han var stadig Alpha af natur. "You will find no other werewolf around with more control than me.... But you're welcome to try...."
Som hun drejede rundt og var på vej væk, var der en lugt der ramte hans følsomme næse. "Sapphira..... You're not alone out here...... Three of them.... Not from your pack.... Young...."

Hun forstod det ikke, for imodsætning til hende havde han haft alle muligheder for at det ikke gik ud over deres familie og omgivelser. Hun var stadig vred, og det kunne både ses, lugtes og smages i luften. "Yeah, what ever.." svarede hun bare. At det så nærmest morerede ham at hun ikke gad sende flokken efter ham, gjorde hende blot irriteret. "I find no reason spending more time on you, brother.." svarede hun, det sidste ord nærmest sagt med afsky.
Hun havde knap vendt sig rundt før han opfangede en lugt i luften, og hun lagde hovedet bagover og snussede til luften. Han havde ret. "Young, which means they cannot be that dangerous.." svarede hun bare. De kom i deres retning, det kunne hun både høre og lugten, og lugten afslørede de var vrede.. åh nej.

Han sagde ikke noget til hendes ord da hun nærmest i afsky kaldte ham bror, han havde ikke nogen illusioner omkring hvad han havde gjort. Han undskyldte heller ikke for det men derimod prøvede han at forklare hvad der var sket. Men vrede gjorde som oftest at man ikke altid lyttede når man burde.
Som de tre kom nærmere, knurrede han lavt og sagde: "Werewolves are still werewolves....." Så tog han tre skridt tilbage og tog nogle dybe indåndinger hvorefter han begyndte at forvandle sig. Ligemeget hvor meget man end gjorde det så var det aldrig et rart syn. Hans muskler knagede og man kunne nærmest høre hans knogler brække som de tilpassede sig. Musklerne pulserede som de voksede og kløerne kom frem sammen med de sylespidse tænder. Der gik ikke mange sekunder inden han var fuldt ud forvandlet til det majestætiske væsen han var. Som en af de meget få formåede han at tale i sin nuværende skikkelse:
"Sapphira..... I..... Fight....." Han vidste dog også godt at hun kun ville have hans hjælp hvis det blev absolut nødvendigt så snart trådte han ind blandt træerne og på trods af den hvide pels og den enorme skikkelse blev han overraskende svær at se, lugte eller høre

Hun vidste han havde ret, og som han begyndte at forvandle sig, sagde det en del om hvor alvorlig situationen var. Pis også, hvad lavede de varulve da også her? Det var dog et imponerende syn at se ham forvandle sig, hun kendte sgu ikke mange varulve der kunne det, og længe stod hun og kunne ikke tage blikket fra ham. Forvandlingen var dog snart over, og til hendes store overraskelse, kunne han tale i denne skikkelse. Shit, var der noget han ikke kunne?! "You just keep your distance.." svarede hun køligt mens han søgte skjul.

Sekundet efter dukkede de tre personer op, og hun drejede sig mod dem, armene overkors, et køligt blik glidende over hver og en af dem. Mændene udvekslede blikke, og så underholdt mod hende. "There you are Sapphira.." lød den enes stemme, tydeligvis lederen. *What? How does he know my name?* tænkte hun for sig selv. Udenpå hævede hun blot det ene bryn, og rykkede sig ikke. "Should I know who you are?" svarede hun spørgende. Den ene af dem fnøs "Did you hear that master? She didn't even remember.." Sapphira så fra den ene til den anden, og til den tredje. Så rynkede hun brynene igen, lederen af dem, virkede nu bekendt. Denne smilede, og trak ned i sin trøje for at blotte halsen for hende. "You attacked me five months ago, and left me bleeding! Now I am here to take my revenge..and those two? I turned them to help me kill you.." *Oh..knew he smelled rotten* tænkte hun for sig selv. Hun lo dog "I think it is better you you took your friends and left before you get hurt" hun blev mødt af en hvæssen, og rullede med øjnene. "Seriously? Three against one? You never were a man anyway.." lederen der havde overfaldet hende en nat, og hun havde forsvaret sig selv, at hun havde bidt ham og han ikke var død men var endt med at blive varulv, var da bare synd, men ærligt.. hvad ville han have nu?! "Let us just kill her master!" udbrød den tredje af dem, som havde været tavs indtil videre. "Shut up, both of you! And you! I will make you regret the day you were born.." hun fnøs. "Oh come on, I regret one thing, and that is leaving you alive.." svarede hun og blev mødt af et angreb på alle tre varulve.

Mærkeligt nok valgte han rent faktisk at høre efter hvad hun sagde og udnyttede vinden så hans duft ikke afslørede ham og blev nærmest usynlig blandt træerne.
Han vidste allerede den gang hun havde kampgejst så han vidste egentlig også godt at hun ville kunne forsvare sig selv.

Som de stod og snakkede, lyttede han godt efter hvad der blev sagt og han kunne nærmest høre på deres stemmer at de ikke havde tænkt sig at lade hende være. Og specielt unge varulve løste deres problemer på en måde, brutal vold. Men det skulle snart vise sig at blive en stor fejltagelse.
Heldigvis var de så tilpas langt ude i skoven at han ville kunne kæmpe uden at skulle passe på. Som de sprang på hende, tog han det som sit tegn og sprang ud blandt træerne og lige i hovedet på de tre. Deres unge alder gjorde at de ikke kunne skifte hvilket han udnyttede til sin fordel. Han fik fat i lederen og klemte kløerne godt mod hans hals imens han brølede majestætisk og ildevarslende mod de to andre. Hans røde øjne kogte og han viste tænder der var klar til at flå dem fra hinanden.

Ingen af de fire andre varulve kunne skifte, men imodsætning til de tre, vidste Sapphira at Charlie var i nærheden. De tre andre havde derfor ikke regnet med andre end hende, og hun var klar til at flå dem alle tre. Nok var de ældre end hende i menneskelige alder, men hun var født varulv, og havde kontrol og styrke mere end andre. Charlie gav hende dog ikke mulighed som han overfaldt lederen af dem, og slog ham ubesværet til jorden. Manden hylede op og forsøgte at kæmpe imod, lige indtil hans blik faldt på den gigantiske varulv. De to andre så forvirret fra Charlie til Sapphira, og hun kvalte et suk. Nuvel, nu tog han sig af det, så kunne hun spille på det. Hun gik tættere på, ganske roligt og i kontrol. "It was foolish of you to try and attack me. Did you think I was all on my own? Idiots.. go now, before he kills you, and believe me.. it is your only chance.. next time, I will not stop him.." de to andre tog benene på nakken med det samme.. lederen nægtede dog at give sig og kæmpede for at komme ud af Charlies greb. "Let go you idiot!" hvæssede han og forsøgte at komme fri, snart gled han dog et morderisk blik mod Sapphira der fnøs. "I am going to kill you, little whore! I will kill you! If not now, latter! Filthy little thing, oh wait till I get hold of you, I will make you my personal little slave! Making you beg.."

Charlie vidste godt at hun kunne tage rigtig meget af det selv men et eller andet sted ville han heller ikke løbe den risiko. Nok var han skiftet men han havde noget mere tankevirksomhed end andre af sin art. Hans knurren var dyb og ildevarslende som hun gik hen og nærmest hoverende satte lederen på plads, og det var også ganske smart af de to andre at skynde sig væk.
Man kunne næsten høre den gigantiske varulv grine som lederen prøvede at komme fri men man kunne se i hans blik at da lederen begyndte at true hende noget mere direkte, så begyndte vreden for alvor at boble. Hans greb strammede sig til det punkt hvor nakken knagede og staklen begyndte at mangle luft.
Uden at fjerne det faretruende blik fra lederen, knurrede han til hende:
"Break him...... Or..... Kill him......"

Charlie havde været underholdt, lige indtil truslerne var begyndt at falde. For hende var de ikke af betydning, de skræmte hende ikke, men han virkede til at være af en anden mening. Hun skulle til at svare fjolset, da varulven henvendte sig til hende. Hvad skulle det dog betyde?! *Break him? How am I supposed to do that?" fjolset lignede en der vil tisse i bukserne om et øjeblik, og han gispede efter luft. Hun vendte blikke mod fjolset, og lænede sig ned over ham. "If you ever come near me again, it will be your last.." derpå rettede hun sig op. "Do with him as you want, just don't kill him.." sagde hun derpå til Charlie.

Det var ganske vist som om det var meget tæt på den sørgelige stakkel ville tisse i bukserne men holdt det dog i sig. Nightrage som han så smukt var blevet kendt under i den skikkelse kiggede til stadighed vredt på staklen i det hans søster sagde hvad hun syntes.
Han nikkede nærmest til hende inden han så tilbage på manden der var håbløst fanget i hans massive klo.
"If i find you..... " Så tog han hårdt ved mandens arm og rykkede til så det lød som om armen ville ryge af hvilket fik manden til at komme med et lavmælt skrig. Så løftede Nightrage ham op over hovedet og slyngede ham ned i jorden hvorefter han knurrede: "Next time.... I take.... Your heart....." Så blev manden smidt ind i et træ med et ordentligt brag hvorefter Nightrage brølede af ham og manden tog benene på nakken så godt som han nu kunne

Charlie slap manden, men ikke før han havde smidt en trussel og kyllede ham fjolset gennem luften. Idioten tog da også benene på nakken da han lige var færdig med at ømme sig men skræmt over brøllet fra den gigantiske varulv. Havde hun ikke været så sur på Charlie, havde hun nok været stolt søster og alt muligt.
Hun vendte sig mod ham da idioten var væk. "I didn't need your help, you know.." fortalte hun ham.

Det tog Nightrage lidt inden han kiggede på hende med intense rødglødende øjne, vejrtrækningen var dyb men overraskende rolig inden han så drejede sig over mod hende.
Hans knurren var ikke ildevarslende på nogen måde men egentlig bare resultatet af den vrede han lige havde oplevet. Han var heller ikke lige klar på hvorfor han blev så vred over de trudsler mod hans søster men det gjorde han.
"I..... Know..... Nightrage.... Defends......"
Snart begyndte han at forvandle sig tilbage igen med knurren af smerte, knogler der brækkede for at finde deres plads og kødet der blev deres normale størrelse. Lidt efter stod han kun iført en sørgelig rest af jeans på og en tung og besværet vejrtrækning. Nok kunne han selv styre sin forvandling men det gjorde det ikke til en rar oplevelse.
"You may not see me as your brother..... But i.... See you as my sister..... And i am done.... Slaughtering family...."

Han vendte blikket mod hende, han var sgu ikke en at løbe om hjørner med, og han var sgu skræmmende at se på i varulveform. Snart begyndte han at forvandle sig tilbage, og hun betragtede ham. Det var skam fascinerende, selvom hun kunne se det ikke var uden smerte. Så stod han tilbage i menneskeform, og hendes blik gled over ham. Han var dækket af muskler, og selvom han var hendes bror - og det på alle måder var forkert - så var han imponerende at se på, og for en varulv det ultimative tegn på styrke, og skønhed. Hun skulede ved hans svar "Good to know.." svarede hun af mangel på bedre. Hun anede ikke lige hvad hun skulle sige ellers.

Selv i menneskeform var han ganske imponerende at se på ja, men det var ikke noget han selv lige tænkte over. Han havde aldrig set på sig selv som attraktiv men han tog sig af sin krop og holdte sig i god form. Det kom også helt naturligt i form af hvad han rent faktisk var. Ikke et eneste gram af ham sad forkert. Det var også denne massive og stolte statur der havde været med til at skabe hans navn blandt hans egen art.
Han skulle lige til at sige noget da en duft ramte hans næse. Øjnene begyndte med det samme at lyse rødt og uden nogen form for omtanke sprang han ind foran hende og holdte hende tæt ind til sig i det man hørte det høje brag fra en pistol. Skuddet var nok ment til hende men ramte ham i skulderen. Vedkommende der havde skudt kunne man høre: "Fuck!....." Meget kort efter hørte man lyden af dæk hvine fra en bil der skyndte sig væk. Som lyden døde ud, slap han hende og tog sig til skulderen

Hans sanser var jo desværre mere skærpede end hendes i kraft af den han var, og derfor opfangede hans lyd og lugt hurtigere end hun gjorde. Pludselig rykkede han sig, og sekundet efter havde han slået armene om hende og trukket hende til sig. "What..?!" mere nåede hun ikke at sige før lyden af et skud faldt, og de begge hørte udbruddet der fulgte og lyden af dæk og bil der kørte væk. Han trak sig fra hende, og hun stirrede op på ham, opdagede skuddet i hans skulder, og øjnene voksede sig større. Havde han lige taget en kugle for hende?! Det havde han sgu! "Fucking idiot! What were you thinking!" råbte hun af ham og skubbede ham hårdt i brystet med begge hænder. Han burde kunne lappe sig selv sammen hurtigt, men.. var skuddet kommet ud eller sad patronen stadig i ham? Hvis den stadig sad der, skulle den jo graves ud, og så måtte de lettere komme af sted.

Han havde jo ganske vist taget sin skikkelse til sig siden han var født og opdraget med den, så hans sanser var også skarpe. På trods af hans massive størrelse så var han stadig overraskende hurtig. Ellers havde han ikke været i stand til at tage det skud for hende.
Normalt set ville han ikke have rykket sig det mindste men han måtte alligevel træde et skridt tilbage som hun skubbede til ham.
Så kiggede han på hende med et nærmest drilsk smil og sagde: "Oh calm down..... I can take a bullet alot better than you can.... So are you going to help me get it out or should i do it myself?" Ja ondt gjorde det da men det havde ikke været en speciel voldsom pistol og hans tætte muskulatur var næsten et panser i sig selv.

Hun skulede ved hans svar. "Fucking idiot.. come on, we have to remove the bullet before your buddy gets any weird ideas.." hvis hans krop gik i healingsmode, kunne de risikere den blev siddende et dumt sted, så de måtte hellere skynde sig at få den væk. Netop derfor viste hun vej, og eftersom hun boede ikke så langt væk, kunne man snart ane hendes hytte. Ja, en hytte, midt ude i skoven, i ingenting. Her kunne man leve fredeligt, eller noget. Mest noget.

Han kunne ikke lade være med at grine lidt som hun kaldte ham en idiot, men hun havde jo nok ret et eller andet sted. Og han helbredte jo generelt hurtigt så det var ikke utænkeligt at hun skulle grave ind efter den. Ellers måtte han jo gøre det selv hvis ikke hun ville.
"If i can take a bullet for my sister, then i don't mind being an idiot.... Whether you like it or not...."
Han holdte sig godt til skulderen som de gik op til hendes hytte. Der løftede han dog et øjenbryn, det overraskede ham alligevel at hun boede her ude, men der var selvfølgelig også noget mere diskretion

Hun rynkede brynene ved hans svar, det her var underligt. Ingen havde nogensinde sagt den slags til hende. Hun bed sig i underlæben og skulede. "Stop right there, I don't need you help.." svarede hun spidst. Hun så netop mod ham som de spottede hytten, og hun bemærkede derfor hans reaktion. "What..?" hvad var der galt med hytten? Hun låste dem snart ind, og trådte derind, i løbet af kort tid var der tændt lys og pejs og det begyndte straks at blive varmt. "Try not to bleed all over the place.." mumlede hun og gik ind efter førstehjælps kassen som var større og bedre udstyret end en normal førstehjælps kasse.

Han kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet ved hendes kommentar hvorefter han svarede tilsvarende drilsk: "I know..... You already saw the shot coming......"
Så rystede han lidt på hovedet af sig selv og sagde: "I know you don't need help or a brother but i protect family..... How weird that may seem...." Man kunne godt se på hans blik at det virkede underligt i hans egne ører men det var nu en gang sådan det var.
"Nothing..... Haven't been in these parts of the woods for a long time so i'm just surprised that you live out here"
Som hun gik efter førstehjælpskassen, nikkede han til hende og satte sig på en stol så han ikke blødte på møblerne. Såret var så småt begyndt at lukke sig

Hun skulede, fjols. Nej, hun havde sgu ikke set det skud komme, og det kunne meget vel være endt galt for hende havde han ikke været der. Hun hadede bare virkelig tanken om a hun skyldte ham noget. Tilføjelsen fra hans egen side lød ret absurd, og det var da altid noget han selv kunne se hvor latterligt det lød.
Hun trak på skuldrene "I hate the city.." var hendes eneste og ret korte svar. Her kunne hun være alene ved fuldmåne, og ingen kom til skade.
Snart kom hun tilbage med kassen, og stillede ned på brodet hvor han havde sat sig. Så åbnede hun den, desinficeret hænderne og gik ellers igang med at fjerne kuglen. Hendes syn fejlede intet, og var skarpere end et normalt menneskes, hvorfor hun hurtigt fik lokaliseret kuglen. Hans krop healede utrolig hurtigt selv for deres race, så hun måtte skynde sig. Hun var dybt koncentreret, hvorfor hun ikke bemærkede hans blod og den specielle lugt over det. Ikke lige med det samme, hun havde dog rynkede på næsen. Under alle omstændigheder fik hun fat i patronen med en tang, og trak den ligeså forsigtigt ud, og i et helt stykke. "Got it... need me to stitch you?" spurgte hun. Eller ville han heale hurtigt nok.

Det kunne selvfølgelig godt virke som om han gjorde det for at hun skulle 'skylde' ham noget, men det var bare for at hjælpe hende og beskytte hende. Også selvom hun mente det ikke var nødvendigt.
Så trak han lidt på skulderen som hun svarede ham hvorefter han selv sagde: "I did at first too....." Skoven var god til at give en den ro man ind imellem havde brug for som varulv. Fuldmånen var aldrig nogensinde nem at håndtere.

Så sad han ellers overraskende roligt som hun begyndte at fjerne kuglen fra hans skulder. Det var ikke fordi det ikke gjorde ondt men det var stadig ikke rart at blive skudt.
Da hun så var færdig, rystede han roligt på hovedet og sagde: "No need..... It will heal much faster now the bullet is gone...." Ganske rigtigt så begyndte såret at lukke sig med det samme

Hun nikkede ved svaret, og pakkede tingene væk, eller skulle til det, da lugten af hans blod omsider ramte hende. Hun stivnede, og lænede sig nærmere i vantro. Snart snussede hun ind, og gøs over hele kroppen. "You smell of shit!" udbrød hun fast og sammenbidt. "Why do you smell of vampire? Don't tell me you are addicted to that shit?!" hendes skarpe tænder trådte frem i en knurren, og hun så på ham med afsky. En varulv der drak vampyrblod, det var det klammeste hun nogensinde havde oplevet.