Awake and Alive.. well, almost alive.. //Robin//

T: 16.05
V: overskyet, og blæsende
O:små grupper af mennesker sidder rundt omkring i caféen og der er travlhed ude på gaden..
S: en lille café i terre.

Péche, som den rødhårede høje kvinde, tit kaldte sig sad med ryggen til i den lille fortovscafe.. det virkede som om at hun slet ikke passede ind i den, for var både hyggelig og i et lyst og let design.. typisk fransk.. men kvinden så mere dyster ud, selvom det ikke var hendes udseende der var skyld i det.. ikke når man så hende bagfra i hvert fald. hendes lange røde hår nåede til midt på taljen og den slanke figur vidnede om en ung køn kvinde. hun var klædt i en figursyet rød skjorte og et par sorte lange bukser. hendes lange støvler var sorte og passede godt til hende.
gik man op til hende og så hende i øjnene, fandt man en af grundene til at hun ikke passede ind her. de uvejrsgrå øjne var hårde som stål og virkede næsten anklagende når hun kiggede på en.. de var et levn fra hendes lange liv som morder og lejesoldat.. når man leve som hende kunne man ikke tillade sig at være sart.. det var hun også hurtigt holdt op med at være.
hun sad med en hvid kaffekop i sine slanke hænder og iagttog som mælken flød rundt nede i den mørke, næsten tjæresorte drik.
hun havde en lang læder frakke på, for at skjule pistolen der som altid sad lige ved hendes hjerte.

En ung kvinde kom gående langs hovedgaden i Terre. Hun havde altid syntes om byen, men nu da hun officielt havde planer om at flytte dertil, ville hun lave et godt indtryk og kigge sig omkring. Hun havde en lang sort trench coat på, sorte dr. Martens stovler, en hvid skjorte og sorte jeans. Trench coaten blafrede omkring hende i vejret og det sorte hår reagerede ligeså. Hun var rimelig høj, havde en perfekt figur, selvom man nu officielt kunne kalde hende død: hun var lige blevet bidt, og kunne nu kalde sig en Blandet Race. Hendes udødelighed startede fra da hun var femten - hendes menneskelighed var ikke særlig lang og hun var på samme måde mere dyster end normale engle. Nu da hun var halv Dødsengel og Vampyr, havde hun utrolige krafter og et udseende der matchede som et brik i et uforglemmeligt puslespil. Hendes øjne var røde, men hun havde skjult det ved et par mørkebrune kontaktlinser, der højest ville kunne klare denne dag ud - hvis hun var heldig.
Hendes navn var Robin - og hun var mørket selv.

en lugt af ikke-menneske blev båret ind igennem de åbne døre og Péché gjorde sig umage for ikke at rette sig op med et sæt! morgenen der før syntes så grå og stille havde lige pludseligt forandret sig til det bedre, synes hun.. håbede hun.. spænding var altid at fortække frem for kedsomhed! en mening som hun ofte gav udtryk for, og som passede godt til det liv hun levede.
hun havde ikke noget job der lå og ventede ligenu, da hun først lige var flyttet til terre.. eller rettere, skoven uden for terre.. i et lille skur.
godt nok var det et skur, men et skur der var tæt nok til at holde både regn og vind ude. hun sukkede indvendigt.. ligenu havde hun ikke så mange penge.. kort sagt.. hun havde brug for et job!
før hun fortabte sig helt i sine tanker, rejste hun sig op og vendte sig ud mod gaden, med hænderne på disken.. interesseret i hvad det var der gik derude som ikke var menneske!

Robin fornemmede et andet sind, end menneskernes. Hun kunne mærke forskellen på menneskers og 'overnaturliges' puls. Deres duft var også anderledes - og den opsporede hun nu. Hun stoppede og kiggede over mod en lille fransk café, der så rimelig lunefuld ud i blæsende og grå vejr. Hun kiggede ekstra godt efter og kunne næsten se den overnaturliges duft.

Péché lænede sig op af dørkarmen ud til gaden og skød hoften lidt til side så hun havde al vægten på et ben. hendes hud var lys, næsten ligesom fløde, men dog med et skær af liv i.. ikke ligesom med vampyrer hvis hud var kold uden liv i.. som marmor..
det røde hår hang løst ned over hendes ryg, og på trods af vinden hang det stadigt ned af hendes ryg uden at bevæge sig.
hendes grå uvejrsøjne skimmede gaden, og fik øje på en ung kvinde.. stilfuld, selvsikker og meget lys hud.. hun anstregnte sig ikke engang for at trænge ind i hendes sind. så afgjordt ikke menneskeligt! hun vidste at der var en anden ikke menneskelig i nærheden.. hun vidste at dødsenglen var der.. og Péché vidste at pigen, var hendes navn Robin?, vidste at hun havde set hende..

//beklager mit langsomme svar.. min mor mente at jeg skulle hjælpe med noget x.x//

//Det er helt okay ! heh... - har ansøgt dig om venskab? ^^//

Robin lagde hovedet på skrå, hendes blik helt iagtagende, uden en eneste form for bevægelse. Ja, Robin's hud var bleg, og lyste næsten op i natten. Hun kiggede på pigen, hvis sind næsten var ligeså mørkt som Robin's eget. Men ikke fuld af død, blod, skændsel og rædsel, der havde fyldt Robin's hverdag i mange år, før hun egentlig blev bidt.
Robin kunne fornemme at der var noget spændende ved pigen overfor hende, så hun sørgede for ikke at trække vejret - som elllers gjorde hende en lille smule mennesklig - og gik over hovedgaden, imod den franske café.

//øjeblik, er på vej;)//

endnu en ting Péché læste i robins sind før hun trak sig tilbage og lod hendes sind være fgor en tid, var at pigen fejlagtigt troede at hendes liv ikke havde været fyldt med blod, død, rædsel og skændsel.. eller det havde været fyldt med blod og død, men hun følte ingen rædsel når hun dræbte, og hun havde endnu ikke mødt en der kunne dræbe hende så hvorfor være bange.. og skændsel? det ord kendte hun ikke.. eller hun ville ikke kende det.
da pigen var tæt på kunne dødsenglen høre at pigen ikke trak vejret..
*som jeg troede.. hun er ikke et menneske.. hun er vel knap nok levende*
hån og hårdhed fyldte også hendes tanker, som det ellers også gjorde i hendes høje aristokratiske ansigtstræk.
- vel mødt.. hvad-du-så-end-er..
hendes måde at tale på var fremmed for nutidens mennesker, for til tider tog det sprog hun var opvokset med, over.. det var stadigt frans, men en væsentligt ældre form for frans, og helt uden slang eller accent..

Robin stoppede op, ville ikke gå for tæt på.
"Jeg bryder mig ikke om, at du læser mit sind," sagde Robin, med en smuk, lidt hæs, men kold stemme. Hun havde mærket pigen inde i hendes hoved, en evne hun selv havde. "Rædslen har ikke jeg ikke selv set i mit liv, men i andres når jeg har gjort en ende på deres liv. Og Skændslen, når jeg har været nødt til at dræbe." Robin var sikker på at der ikke va andre omkring dem der kunne høre deres snak, men var lidt overrasket over, at englen foran hende, ikke kunne brød sig om hvad Robin var.
"Jeg er halv af det du er. Den anden halve del var jeg nødt til, medmindre jeg ville møde mørket selv." Robin's øjne lyste, den svage tåge (en af hendes evner) fulgte hende, som døden selv, en magi hun havde fra sin Dødsengel-del i sig. hun iagtog pigen foran sig og så pludselig billeder i hendes sind... forfærdeligt.
"Om forladelse, jeg har svært ved at holde mine evner for mig selv, for tiden."
*Og dét pga. min tørst.* hviskede hun i sit sind, noget hun vidste, at Dødsenglen foran hende kunne høre.

- hvis du ikke kan lide det, såh..
det var ikke fordi at Péché ville lade være med at læse det, hun følte sig ikke truet af pigen der kun var en brøkdel så gammel som hende..
- jeg nyder at dræbe.. og jeg nyder mit liv.. eller det liv jeg fik, mod at være dødens tjener.. hvilket jeg har været i lang tid nu.. længere tid end du kunne forstille dig.. robin..
hun smilede et ikke direkte behageligt smil til den unge pige foran sig så interesseret på tågen der fuldte hende. den måtte være praktisk til at myrde i.. hun måtte huske sig selv på ikke at komme ind i den, og hvis hun endeligt gjorde, så måtte hun *gys* op at flyve.. trodse sin højdeskræk..
- så du er halv dødsengel.. javel ja..
hun nikkede koldt.. havde ikke meget til overs for halve racer.. eller bastarder som hun bare plejede at kalde dem.
- og du gør klogt i at holde dig væk fra mit sind! bare en lille advarsel.. lille halvvampyr!
på trods af at hun havde trukket sig væk fra pigens sind havde hun nået at høre det sidste som et svagt ekko af robins stemme.

//spisetid.. tilbage hurtigst muligt :P//

//helt i orden! ^^//

"Ja, at det ikke er med vilje." sagde Robin, men havde svært ved at holde sine tanker for sig selv, pga. hendes tørst.
"Nyder at dræbe? Jeg har gjort det for at hjælpe mennesker - jeg har aldrig gort det pga. min tørst." Robin rystede på hovedet for at understrege hvad hun mente.
"Jeg er som sagt kun halv, fordi jeg gerne ville have mere tid, til at gøre andre ting i mit liv. Jeg var blevet forgiftet så voldsomt, at jeg ikke havde en anden løsning. Det førte så også til, at jeg fandt min eneste ene." Robin smilte kort og gik lidt tættere på englen foran hende, da der kom flere gæster til baren - men ikke så det var ubehageligt.

- den eneste ene!!? det er noget håbløst romantisk pladder!! sig ikke at du tror på det!
det aristokratiske ansigt skinnede af hån og de grå øjne var ikke mindre hånlige at se på. smil var der ikke mere af og glæden var også forsvundet ud af hendes sind ved tanken om robins naivitet.. det var komplet uforståligt, hvordan nogen kunne tro på sådan noget! det var så naivt.. selv havde hun troet på det engang.. dengang hvor hun endnu var menneske og endnu som ung dødsengel.. men det var længe siden.. næsten fire hundrede år siden..

"Det er ikke noget pladder - du kan se hvordan jeg har det nu." Robin knurrede en smule, lod sin dyreskikkelses-evne tale for sig. "Kærlighed kan vi sagtens opleve! Blot fordi vi er omvandrende døde - jeg er hundredeprocent, hvertfald - betyder det ikke, at vi ikke kan opleve ægte kærlighed!" Robin var dyster, men når det kom til ham, så kunne hun godt se lidt lysere, men kun en smule.
Rundt omkring dem tiltrak deres konversation opmærksomhed og Robin gjorde et tegn til, at Cath skulle gå med hende en tur langs hovedgaden.

Péché begyndte at gå, hun havde glemt sin sorte tjærekaffe.. den måtte vente til en anden gang. hun hvæsede koldt til robin, uden at se på hende:
- det er noget pladder! og for mig virker du nu mest vred.. men det er sikkert bare mig der tager fejl..
den sidste sætning lød ret sarkastisk.. stadigt så hun ikke på pigen ved siden af hende. hun lod sig sakke lidt bagud og sænkede hovedet så det røde hår faldt ned og dækkede hendes ansigt.
hun troede ikke på kærlighed og havde aldrig gjordt det. hun havde set masser af væsner der påstod at de elskede nogen men de fik altid noget ud af det! penge.. magt.. morskab.. det var forskelligt fra person til person.. men én ting var sikkert.. kvinden bag robin.. ligemeget om hun hed Cath, eller Péché.. hun troede ikke på kærlighed.. og ønskede den heller ikke!

"Du tror ikke på kærlighed, fordi du en gang er blev såret utrolig meget - helt ind på livet, pga. det." Robin sørgede for at gå på siden af englen.
Robin havde haft det på præcist samme måde, som Cath nu havde det. Men det var før kampen, hun ikke havde sagt ja til, på nogen som helst måde.
Robin kiggede på Cath, "jeg er hverken vred, eller sur ... men du er vist lidt svær at komme ind på, når du lukker mig ude som en blodsuger." Robin's stemme var kold, men det var den altid.

hendes latter var hård og kold... kort som et pludseligt regenskyl..
- hvad ved du om hvad der er sket i mit liv!
nu var stemmen fjendelig.. det var tydeligvis et ømt punkt som robin havde ramt.. indei så hun ham for sig.. ham som havde kostet hende så meget smerte.. men til sidst var hun blevet imun..
han var hendes første, og sidste, forelskelse og sådan ønskede hun at det skulle være! hun ville ikke igennem det igen.. hun orkede det ikke.. der var gået mange år siden og meget blod havde flydt på grund af hende, siden dengang. nu var hun ikke længere den lille pige som forelskede sig og blev afvist.. hun havde droppet mænd.. som alt andet end kontakter og indtæktskilder.

"Der er mulighed for dig!" sagde Robin, uden at lyde vred, men mere ... optimistisk. "Jeg aner ikke hvad du har prøvet, men jeg vil hjælpe dig. Lad mig vise dig byen ordenligt, vi kan gå ud og virkelig feste!" Robin prøvede virkelig.
Vinden tog blidt fat i hendes hår, så det hvivlede blidt omkring hendes skuldre. Hun stoppede og kiggede på Cath.
"Det kan blive så sjovt! Kom nu!" Robin grinte nu og havde et kæmpe smil på læben.

- okay.. hvis du siger det, Robin..
et kort øjeblik gnistrede morskaben i hendes øjne, men det var ikke ved udsigten til en fest.. det var mest fordi at halvvampyren prøvede at slæbe hende med til en fest selvom hun ikke engang kendte Péchés navn.. Robin ville nok aldrig komme til at kende navnet Cathriona Vúrden, for det havde hun ikke tænkt sig at blive kendt under.. for Cathriona Vúrden døde for 388 år siden..
så trak hun på skuldrene og gav sig til at indprinte gaden her i sin hukommelse, bare for alle tilfældes skyld.. hvis hun nu fik et job.. så ville det være godt at kende byen.

"Skal jeg tage det som et ja, eller hvad," Robin lød mere som om hun konstaterede end spurgte, "du lyder ikke interesseret på nogen måde." Robin stoppede op, hendes smil var forsvundet og viste igen den selvsamme mørke Robin. Hvorfor havde hun overhovedet prøvet på at hjælpe en medengel?
Robin rystede irriteret på hovedet, hendes øjne lyste af tørst... og vrede. Hendes kontaktlinser havde jo givet op, men det tænte hun ikke over. Hun kiggede på englen med et blik der kunne dræbe.

- tag du det bare som et ja.. men lad os lige finde noget at spise til dig først, selvom jeg elsker at feste med sulte vampyrer så bryder jeg mig ikke om at være bloddonor!
Péchés stemme var tør, med et strejf af humor i. hun havde bemærket skiftet i robins humør, eller måske bare afsløringen af hendes rigtige humør, men hun var ligeglad.
hun fortsatte med at gå og hev robin med. hvor hun gik hen havde hun ingen anelse om, men hun havde ikke lyst til at stå stille.. for hvis de stod stille for længe ville folk begynde at bemærke halvvampyrens røde? øjne og det plejede ikke at være så heldigt når mennesker så sådan noget..

"Der er ikke noget for mig, her i nærheden," sagde Robin, med blikket ned mod fortovet. Det ville være uheldigt, hvis der var nogen der så hendes øjne, "jeg slår ikke mennesker ihjel, for at jeg kan overleve. Jeg lever af hvad der end er i naturen." Robin lød en smule opgivende, men stadig parat på hvilke sm helst idéer. Det var nok en god idé at hun fik fat slukket sin tørst - hvert fald en smule af den - før de tog i byen.

- dyreblod? jeg troede ikke at din slags kunne leve af sådan noget..
dødsenglen sænkede helt bevidst sin stemme, mens hun så spørgende på pigen ved siden af hende.
- men okay.. hvor skal vi så hen? jeg kender jo ikke rigtigt til området.. så før an.
Péché's lange røde hår blev hvirvlet rundt i luften, af den kraftige vind. de uvejrsgrå øjne kiggede grundende op på den grå himmel der næsten matchede hendes øjne.
hendes tanker kredsede om hvad de skulle når vampyren var blevet mæt igen. hun havde gået i byen før, men det var ikke ret tit hun gjorde sådan noget. lejemorderen plejede at være den mere praktiske type der ikke spildte tid på sådan noget..
så kom hun i tanke om noget som hun havde tænkt over et par gange i de sidste par dage.
- hvem styrer egentligt byen her? mennerskerne her virker ikke som mennesker jeg har set før.. de virker mere bevidste om overnaturlige ting.. er det bare mig, eller?

"Ja, dyreblod... det holder mig ikke mæt, men ... det er bedre end at ende som en indskrumpet lever." Robin's stemme var kold, men samtidigt kunne hendes englestemme sagtens høres. Hendes blik var stadig mod fortovet, ikke vigende.
"Men den del der gør mig stærk, er min skabers, mesters, blod. Den kontakt der er mellem skabers og 'elevs' blod, er noget der overgår alt - næsten endda det reneste menneskeblod."