Sangen i mørket

s: skoven
k: midnat
o: skov, bæk og ingen mennesker
v: kølligt


Haru sad på en sten og kiggede ud over den lille bæk. Der var små fisk i som næsten lyste op i måne lyset. I dag var det fuldmåne og der var stadig massere af stjerner. Hun lod sig falde bagover ned på jorden så næsen vende imod himlen. Hun kiggede på stjernerne i et tænkende blik. Hun begyndte at synge for sig selv. Haru tog hånden op som om hun skulle til at tag fat i månen. Hun var svagt gennemsigtig men hun var jo også død, et spøgelse.

Et par knæk fra grene og kviste der lå spredt på skovens bund, afslørede Iain, der stilfærdigt kom gående hen langs en smal skovsti i et langsomt og roligt tempo. Selvom det var rimelig mørkt herinde i skovens indre, var det dog ikke noget problem at få øje på ham, eftersom han var iklædt en skriggrøn habit/jakkesæt. Farven grøn var nærmest hans kendemærke. Alle hans klæder havde et eller andet grønt på sig. Denne farve stod nemlig godt til hans øjne, da de også var grønne. Syrligt grønne. Iain standsede brat op, da noget fangede hans blik. Hvad var det? Han kneb sine øjne sammen og fik dermed et skarpere syn, så han kunne foksusere bedre på det eller den, der havde stjålet hans opmærksomhed. Forsigtigt og næsten lydløst nærmede han sig det eller den. Da han omtrent kun var fire meter fra væsnet, kunne han se, det var en pige. Han gned sig kort i øjnene. Var hun gennemsigtig? Nej, det måtte være mørket, der spillede hans øjne et pus.

Haru havde kulsort hår og syrlig blå øjne. Hun sang videre men stoppede bredt op, da hun hørte en gren knække. Hun frøs nærmest til is og rejste sig op og rejste sig hurtigt op og bakkede hurtigt ind i skyggen så man ikke kunne se hendes gennemsigtige farve. Hun kiggede imod lyden. Hun så en blond håret dreng med syrlige grønne øjne kigge på hende. "godaften" sagde Haru og studerde den nyankommene person.

Iain glippede et par gange med øjnene, hvorefter han atter blev rolig, da hendes gennemsigtige farve blev skjult, netop som hun trådte ind i den mørke skygge. Dernæst nikkede han kort som hilsen, inden han trådte et skridt nærmere. "Jeg vil mene, at det ikke længere er aften," svarede han blot med et venligsindet smil og henvendte til klokken, der nok var lidt over midnat. Efter noget tids stilhed trådte han endnu et skridt frem mod den endnu ukendte pige. "Iain - mit navn er Iain Schyeler," præsenterede han sig selv og fortrak sine mundvige i et smil. "Må jeg have den frihed at spørge, hvad De hedder, frøken?" spurgte han galant med hovedet lagt på skrå og hævede sit ene øjenbryn.

"ian" gentog Haru for at kunne huske det til en anden gang "Haruhi, Haruhi Anju " pressenterede Haru sig og smilte venligt/varmt til drengen "Jo det har du ret i det er ikke aften mere såååå er der ikke lidt sent at gå en tur? Hvad laver du her ude?" spurte Haru og satte sig igen ned op af et træ dog stadig med blikket rettet imod ham. Lidt efter rettede hun blikket imod månen.

Iain gengældte svagt hendes smil, inden han foldede sine hænder omme bag på ryggen. "Hyggeligt at træffe Dem ... Haruhi," sagde han galant og blottede sine tænder i et skævt tandsmil. Derefter, da det andet hun sagde kom ud af hendes mund, trak han først bare skuldrene. Stod blot og betragtede hende med et eftertænksomt blik. "Jo, det er det vel; men jeg nyder at gå tur på denne tid af dagen. Alt er så fredfyldt og smukt," endte han med at svare efterfulgt af et bekræftende, kort nik. "Hvad laver De selv herude på denne tid af natten?" spurgte han efterfølgende og vippede let sit hovedet på skrå, inden han spørgende skød det ene øjenbryn op i panden og tålmodigt afventede hendes svar.

// Jeg logger af nu :] Svarer næste gang jeg logger ind ¦D

"mig? jeg gik tur og beslyttede at tag et lille hvil her" sagde hun og smilte. Hun fangede hans duft "du.. er ikke menneske, du er en dæmon ikke? " sagde Haru og kunne ikke fortælle hvilken slaks dæmon han var. Hun tråte ud i lyset og den gennemsigtige farve kom igen "som du kan se er jeg heller ikke normal, jeg er død eller rettere et spøgelse dog når solen står op ligner jeg et menneske "

Iain løftede først lidt skeptisk det ene øjenbryn, da det andet hun sagde kom ud af hendes mund. Selvfølgelig var han et mennekse. Hvad fablede hun dog om? Idet hun forlod skyggen, så hendes gennemsigtige farve trådte frem glippede han forundret med øjnene. Var hun et spøgelse? Hvad? Han rystede svagt på hovedet. Nej, der måtte findes en logisk forklaring på dette. Måske var hun bare en fremragende tryllekunstner? Iain lukkede hårdt øjnene i, før han så atter åbnede dem og fæstede sit blik mod hendes ansigt. Han tog en dyb indånding, inden han åbnede munden for at sige noget. "Hvad er det dog De taler om?" spurgte han med sin tydelige, galante stemme og skød begge øjenbryn i vejret.

// Du vil forstå, hvorfor Iain opføre sig sådan, hvis du læser personlighedsbeskrivelsen af ham på min profil ¦3

"Du er alsår ikke.." sagde Haru og satte hovedet på skrå. Hun tog en dyb indåning, jo der var en svag duft af dæmon over ham. Han var måske en blanding, men hvorfor ville han benægte det. Hun så ham direkte i øjnene, han så ikke ud til at lyve om sig selv. han havde måske hukomelses tab? Eller så vidste han det ikke. "bare glem det" sagde Haru og smilte. Hun var gennemsigtig i huden, men hendes tøj var stadig i fast matriale så hun kunne sattens skjule hendes gennemsigtige hudfarve ved en lang bluse og sådan noget. Haru havde dog hovedet fremme og hænder så de var stadig i gennemsigtig farve.

Iain lagde hovedet på skrå og så afventede på hende. Ja, hvad ville hun sige? Han fortrak sine mundvige i et svagt, påført smil, da hun blot bad ham om at glemme det. Mærkværdigt. Det med hendes gennemsigtige farve, undrede ham dog stadigvæk; men han valgte at lade være med at spørge ind til den. Det kunne da ikke passe, at hun var et spøgelse. Vel? Nej! Det var noget vrøvl. Han slog sit blik ned mod skovbunden og stod blot og betragtede de mange faldne blade i et stykke tid, inden han atter flyttede blikket over på Haruhi.

Haru så på ham og kunne se på hans blik han ikke troede på hun var et spøgelse. haru havde ikke noget imod det, det gjorder det nemmere at snakke med ham. Mange blev bange da de hørte hun var et spøgelse. Hun smilte bare venligt til ham. Lidt efter kiggede hun op på himlen "vil du gå en tur`?" spurte hun for at bryde stilheden