I skoven med brænende hals

"Okay!" sagde Mogana og fortsatte:
"Jeg hedder forresten Mogana Lightwood!"
Hun satte sig ned i græsset ligesom drengen, bare et lille stykke væk, hun var stadig ikke helt tryg...

Han lagde først mærke til pilen nu.
"Mikala..." sagde han bekrymret og rejste sig for at gå hen til hende.
"Hvad er der sket?"

" hvad for noget " sagde mikala og følde og mærke først nu pilen i sine skulder hun så ned på sin højerhånd den var fuld ag blod hun sukke " det er nok fra den de Sotrelver/ demoner angreb mig tidliger i dag " sagde Mikala og forsøger et trække den ud igen

"Sortelvere?" spurgte han og lagde en hånd på hendes skulder.
"Lad mig"
Han tog fat i pilen og hev den ud så smertefrit som muligt. Så lagde han hånden på såret for at stoppe blødningen og kiggede over på Mogana.
"Du kan heale. Hun har brug for healing." sagde han.

"Det var det jeg mente før! Om jeg skulle helbrede det!" sagde Mogana og begyndte halvt at trække sin stele frem, men stoppede pludseligt, det ville nok bare gøre det hele være på pigen, hun var jo ikke i runernes magt.
"Er du okay?" fortsatte hun

//Skal snart logge :( //

"Jeg tror ikke jeg kna!" mumlede Mogana og fortsatte:
"Det er kun også med særlig magt der kan, det ville nok kun brænde, undskyld jeg glemmer hele tiden at det ikke virker på alle!" hun var ked af det og sagde igen:
"Undskyld!"
Hun satte sig ned og så ned i jorden...

" ja de kom ud af den blåluft for omkring 3 timer siden ja det trot jeg nok " sagde Mikala hun kunne næsten ikke mere smerten kun vis den var alt for voldesom eller kunne hun ikke mærke det


// okey //

"Ingen grund til at undskylde" sagde han.
"Mikala. Du er nødt til at tage blusen af så jeg kan forbinde såret. Du kan forbløde."
Med sin frie hånd begyndte han at rode i sine lommer, og hev en rulle bandage frem.

Mogana så på stadig ramt af dårlig samvitighed, i et forsøg på at hjælpe sagde hun:
"Hvis det er varmt, kan jeg godt køle det ned!" hun rakte sine hænder i vejret, der altid var kolde.
"Tak!" sagde hun til drengen
"Stakkels dig!" mumlede hun til Mikala...

//Ses!//

Mikala trak let sin bluset over hovedt så han kunne se hele såret " det er lidt varmt " sgade Mikala og så bare lidt ligeglad ud i hovedt

Han kiggede overhovedet ikke på hendes krop, men fokuserede på at lægge forbindingen på hendes skulder. Da han var færdig, vendte han sig om så han stod med ryggen til hende.
"Så. Tag bare blusen på igen. "

Mikala trak sin bulse på igen hun var lidt bleg og træt pilen var vis giftig

Han vendte sig om igen, og lagde mærke til at hun så syg ud.
"Forbandede Sortelvere!" hvæsede han.
"Du er forgiftet."

Mikala´s øjne viste vilkent hunmør eller tilstand hun var i lige nu da hendes øjen var gråsort det var tegen på at hun ikke hade det godt

"Du må tage med hen til mit telt. Jeg er ikke healer, men jeg kan stadig hjælpe."
Han tog hendes hånd og begyndte at føre hende hen mod hans lysning.

Mikala nikke hendest øjen bliv mere og mere gråsort

De nåede lysningen. Han slap hendes hånd, og bredte et blødt tæppe ud på græsset. Han lagde også den sorte pude som hun havde lånt før, på tæppet.
"Læg dig bare ned" sagde han blidt mens han begyndte at rode efter noget inde i teltet.

Mikala lag sig ned hun var træt og øme i skulderen hun ftte ikke hvorfor sortelvern/ demonern bare angreb hende uden grund

Han kom ud af teltet igen med en lædertaske.
Han satte sig i græsset og åbnede den, hvorefter han fiskete et sølvfarvet blad op ad tasken.
Han bandt sit trækrus af sit bælte, knuste det sølvfarvede blad i den ene hånd, og lagde det knuste blad ned i kruset. Så rakte han ud efter en spand der stod ved siden af det for længst slukkede bål, og hældte vand i bægeret.
Så rejste han sig, gik over til Mikala og knælede ved hendes side.
Han rakte hende bægeret.
"Drik det her. Det vil neutralisere giften. Det er ikke farligt.. det værste der kan ske er at du får mavepine." Han smilede.

" tak " sagde Mikala og drak det hun så træt ud men fik det bedern

Han satte sig ned og kiggede på hende.
"Det var så lidt" sagde han og smilede.

Mikala smildet hendes øjen var atte lilla som var hendes nomalen øjenfarven hun hade mange forskelige øjen fraver efter sit humør

"Super! De der øjne er meget kønnere end de gråsorte." lo han og lagde sig på ryggen i græsset.

" tak skifte dem efter humør " sagde mikala og så på himmlen

"Fed evne" sagde han og lukkede øjnene. Han nød det varme vejr.