Looking for the big bad wolf?

Tid: Aften
Sted: Skoven
Vejr: Det støvregner og er ved at blive mørkt
Omgivelser: Træer.. Masser af træer!


Skoven var ved at blive dækket af et mørkt tæppe, ligesom resten af byen var det, idet solen gik i hvile bad horisonten, og den mørke himmel i stedet tog til. Natten, tiden hvor de fleste sov, og så alligevel ikke.. Så mange nattedyr var på færde i mørket, både i by og skov, nogle farligere end andre.. Et hyl fra et mindre farligt nattedyr, en flagermus, genlød henover skoven. Der lød et knæk fra en gren der blev brækket i to på jorden.. Conteaiz kiggede ned på grenen, hun havde trådt på. Hun kunne lige akkurat se den, da mørket ikke helt var faldet på endnu. Hun fnøs for sig selv og gik så videre. Hun gad egentlig ikke være i skoven, men nogle af hendes venner havde 'udfordret' hende til det, efter de havde prøvet at bilde hende ind, at der var fuld af varulve derinde. Disse venner var selvfølgelig almindelige mennesker, det var næsten alle hun kendte, og alle hun kendte troede også at hun var et, da hun aldrig afslørede hendes sande form som animagus. Hvorfor skulle de også vide det?
Conteaiz gad næsten gerne møde en varulv, så ville hun da få lidt spænding ud af sin tur i skoven, det var da bedre end vådt hår og tøj og flere timer spildt, og så endda alene. Hun kunne godt lide selskab, nogle gange i hvert fald, og dette var en af dem, da hun hverken havde sin guitar med eller noget som helst. Hun kunne bare færdes igennem skoven, glo ud i luften og ja, lave ingenting?

Conteaiz nåede efter en halv times tid til en lille lysning mellem træerne. Hun gad egentlig ikke gå videre på daværende tidspunkt, så hun satte sig ned på græsset og lænede sig mod et træ. Hun begyndte at nynne lidt for sig selv. Hvis der var nogle varulve, så kunne det være, at de kom til hende mens hun sad der

En person kom løbende forbi Conteaiz. Personen havde ild omkring hænderne mens han råbte efter hjælp. Kort efter ham kom Barishan i en beige farvet jakke med et stort sværd i hænderne flyvende kun få centimeter fra Conteaiz. Barishan svang sværdet efter personen med ild i hænderne. Personen med ilden skreg som pisket at han blev ramt af det store sværd som delte ham i to stykker. Barishan stod med ryggen til Conteaiz og mens han tørrede blodet af sit sværd sagde han. '' Den der ild Dæmon var meget tæt på at gøre dem til sit næste offer Frøken''. Barishan vendte sig om imod Conteaiz. Overraskende nok var han ikke et monster, han var en Aspara et af de smukkeste væsner i verden. Barishan stod med et varmt smil på læberne, hans krystal blå øjne virkede varme og trykke. Hans gule hår blaffede let i vinden og månelyset ramte ham perfekt. Han kiggede på hende bekymret.'' er de okay frøken?'' .

Conteaiz kiggede undrende på fyren med ildhænder der kom løbende forbi, derefter på manden der fulgte efter. Hun betragtede deres akt, spærrede øjnene lidt op da fyren blev hugget i to stykker. Hun blev underligt nok roligt siddende op ad træet, gloede op på manden igennem sin tykke manke af mørkt hår. "Jamen, tak så" sagde hun lettere undrende, da hun ikke rigtigt havde opfattet situationen, siden det var gået så hurtigt. Siden hun ikke var blevet direkte truet af ild-manden, havde hun ikke rigtig noget forhold til den trussel, han egentlig udgjorde mod hende. Hun betragtede ham med ansigtet gledet lidt på skrå, bemærkede mest af alt hans øjne, da de havde omtrent samme farve som hendes, lagde hun mærke til. Hendes kunne man dog bare ikke se for al håret der dækkede ansigtet. "Ja jeg har det fint, jeg nåede jo knap at opfatte noget, og ham psykopaten nåede ikke engang at røre mig, medmindre det tæller at luften hev lidt i mig da han løb forbi" sagde hun med et træk på skuldrene. "Hvem var han?" spurgte hun interesseret og kiggede på liget der lå i græsset, delt i to. Hun var mere fascineret end hun var skræmt eller overrasket, og hun ville egentlig gerne bare vide hvad både ham og den døde mand var for nogle, da hun ikke havde speciel meget forstand på de forskellige racer

Barishan kiggede mod den døde Dæmon. ''han var en Dæmon. Nogle af dem finder stor glæde i at dræbe, den der var ikke særlig stærk, hvilket er godt siden der er støvregn''. Barishan smilede og bukkede galant. Da han bukkede kunne det ses at han havde en smuk sølv amulet rundt om halsen og en sølv ring på his højre hånd, sådan en ring Korsridderne fra svundne tider havde.'' Mit navn er Barishan, en af de få mandlige Aspara her omkring. Jeg lever her i skoven og holder den ren for Dæmoner så godt jeg nu en gang kan. Hvem er de om jeg må spørge, frøken?''. Barishans stemme var blød og hvert ord der kom ud af hans mund var udtalt perfekt. Det var klart at se må den måde han talte og opførte sig at han var af nobel herkomst.

Conteaiz's blik opfangede kort hans smykker, men hun lagde ikke noget i det, da hun heller ikke vidste, hvad de stod for. For hende var det bare pynt, hvis man kunne sige det sådan. Hun selv blev siddende, var ikke så høflig og galant som hamselv, havde ingen lyst til at neje for ham for at vise respekt. Hun bøjede hovedet en gang som hilsen i stedet for. Aspara? Hun havde vist læst en smule om dem, de skulle siges at være smukke, nærmest fejlfri væsener der kunne tiltrække enhver, right? Well, selv hvis en af dem prøvede at få 'scoret' hende, så ville det næppe hjælpe på hende. "Conteaiz Ramisa er mit navn, jeg er bare et menneske" sagde hun med et træk på skuldrene. "Er der mange dæmoner her i skoven?" spurgte hun så og skubbede sig endelig op at stå, lænede sig dog stadig imod træet og rodede sig lidt i sit fugtige hår. Et lavt suk slap hendes læber. Hun kedede sig i skoven, men i det mindste havde hun fået en lille oplevelse ud af det. Synet hun havde set før, var ikke ligefrem hverdags kost for hende, men hun fandt det meget spændende

Barishan grinede og rystede på hovedet. '' hvis de var et normalt menneske ville de løbe skrigende væk, så løgne kan de godt gemme væk frøken. Det er ikke så mange Dæmoner tilbage, længere Frøken''. Barishan lænede sig op af et træ, men efter få minutter faldt han på knæ og tog sin jakke af. Små is stykker var rundt omkring på hans krop. * pis, støvregnen var stærk nok. Jeg brugte mine vind evner for meget. Hvis hende her er en Dæmon er jeg så godt som død *. Barishan tog fat i sit sværd og gjorde sig klar til at forsvare sig selv mens han hev efter luft.

"Mit liv har ikke været helt oplevelsesfattigt, jeg er en meget rolig person, og kan godt være jeg ikke viser specielt mange følelser, men det betyder ikke, at situationen før ingen effekt havde på mig" sagde hun blot. Hun hævede et øjenbryn da han pludselig faldt sammen, og hun ville lige til at gå frem for at se, om han var okay, da hun så ham række efter sit sværd. I stedet blev hun stående op ad træet, gjorde et lille ryk med hovedet så hendes hår tog et lille sving i luften. "Er du okay?" spurgte hun i stedet på afstand, da hun nok ikke skulle komme for tæt på. Han var måske bange for, at hun ville skade ham? Men hvad han så ikke vidste var, at hun kun brugte vold i selvforsvar, og der var det oftest ved brug af en pistol, som hun ikke engang havde på sig den aften, havde hun fundet ud af, da hun var nået til skovkanten. Hun tog nu alligevel et lille skridt frem imod ham. "Skal du have hjælp?" spurgte hun, uden nogen videre tone i stemmen, men hvis man lyttede efter, var der alligevel et lille spor af bekymring at høre

Barishan nikkede og hostede. '' hvis jeg er våd når jeg bruger mine vind evner fryser vandet til is. Hvis du kunne lave et bål du jeg kan få den her is til at smelte før jeg får koldbrand så ville det være dejligt frøken''. Barishan slap sit sværd og sad på sine knæ med hænderne på jorden og hostede voldsomt. * hun virker ikke farlig, jeg har ikke andet valg en at stole på hende*. Barishan så ud til at smile sagte da han hørte bekymringen i hendes stemme. * hun er helt sikkert ikke ude på at dræbe mig*.

Conteaiz kiggede en gang rundt. Det ville blive ret svært at lave et bål i det vejr. Støvregnen måtte have gjort det meste træ i området vådt, og hun havde intet at lave ild med. "Jeg kan prøve" sagde hun, og gik så lidt væk fra ham for at finde noget mindre vådt træ. Hun kiggede rundt på jorden, men fandt intet hun kunne bruge. Der gik ikke længe før hun i stedet besluttede sig for at kravle op i et træ, hvor grenene havde været skærmet af bladene på træerne. Det gik hende som en leg at komme op i træet, selvom den første gren var ret højt oppe. Hun knækkede nogle grene af, nogle der ikke så for gode ud, og derfor heller ikke havde så meget saft i dem, og ikke ville være ligeså svære at få ild i.
Da hun havde samlet nogle gode grene, og en god bunke af dem, kom hun tilbage til ham, lagde bunken ned lidt væk fra lysningen, så støvregnen ikke ville ramme ligeså meget. "Erhm, du skulle ikke have noget ild, vel?" spurgte hun og kiggede hen på ham, hvorefter hun begyndte at gennemsøge sine lommer for en sikkerheds skyld. Hun plejede nogle gange at have en lighter liggende, for de fleste af hendes venner røg, og de manglede sjovt nok altid ild.
Et smil bredte sig om hendes læber, da hun fandt en lighter i en af sine større lommer, hvor hun ikke havde kunnet mærke den før. Hun gik ned på knæ foran bunken af træ, som også havde nogle mindre kviste iblandt sig. Hun begyndte så sit forsøg på at få ild i kvistene. Heldigvis blæste det ikke, så det ville nok ikke gå ud helt så let som ellers
Det tog et lille stykke tid, men til sidst greb kvistene fat i ilden, og lidt efter bredte det sig til grenene. Det var ikke et helt stort bål, men det kunne give ham varmen i noget tid, så kunne hun måske finde noget større brænde imens

Barishan kravlede hen mod bålet og sagde med en svag stemme'' Tak for din hjælp frøken''. Han havde næsten ikke flere kræfter tilbage, de sidste han havde brugte han på sin healing kræfter til at holde sine organer i gang. Barishan viste dog et lille smil mens han så Conteaiz springe rundt efter brænde.

"Vent her" bad Conteaiz til ham, før hun gik ind mellem træerne igen, gik indtil hun næppe kunne ses mere. Derfra satte hun i løb igennem skoven. Hun løb en del hurtigere end et normalt menneske ville gøre, hvilket var grunden til, at hun var gået lidt væk før, hun var sat i løb. Hun nærmest sprang mellem træerne i stedet for at løbe, og meget snart var hun ved skovens udkant. Der lå nogle huse ikke langt derfra, og et af dem havde et brændeskur.
Ved at kigge ind ad et vindue så Conteaiz, at folkene derinde vist var gået i seng. Hun sneg sig da indenfor, hvor hun fandt noget tændvæske af en art og et tæppe, som hun pakkede sammen og tog med sig ud igen. Hun hapsede et par stykker brænde og satte så i hurtigt løb ind i skoven igen. Hun nåede efter lidt tid hen til ham igen. Der var ikke meget mere træ for ilden at brænde, så hun smed de få stykker brænde på og hældte tændvæsken udover, så der rigtigt kom gang i ilden. Derefter smed hun tæppet om ham, så han bedre kunne holde varmen.
Conteaiz sendte ham et lille smil. "Jeg håber det hjælper" sagde hun roligt, som om det hun lige havde gjort, bare var ingenting, noget alle og enhver ville gøre

Barishan nikkede og smillede og efter det værste is var smeltet Kiggede han på Conteaiz. '' tak skal de have frøken Conteaiz. De har virkelig reddet mit liv. Undskyld''. Barishan grinede sagte og sagde så. '' jeg bliver helt flow, det var jo meningen jeg skulle være helten her''. Barishan trak tæppet godt omkring sig og sad og klappede tænder mens han begyndte at nyse.

Conteaiz sendte ham blot et lille smil til at starte med. Hun satte sig ned på den anden side af bålet og holdt hænderne lidt frem, så de kunne få varmen. Hun var i sin noget sædvanlige mundering, med bar mave og bare arme, sådan som hun bedst kunne lide det, men hun frøs alligevel ikke, havde ikke selv brug for noget tæppe at pakke sig ind i. "Tja, du har jo reddet mig, så kan vi kalde det her for et tak" sagde hun med et smalt smil til ham. "Du er vist ved at blive forkølet" kommenterede hun til hans nys og lod ansigtet glide let på skrå, hvilket fik hendes pandehår til at glide lidt til side, så hendes ene krystalblå øje blev synligt

Barishan grinede og kiggede tilbage med sine krystal blå øjne og sagde så '' du har. har'' Barishan nøs og fuldførte sin sætning'' samme øjenfarve som mig frøen Conteaiz. Det er ikke en øjenfarve mange har''. Barishan førte en hånd igennem sit våde hår dog sad det næsten stadig perfekt, det så ikke ud til det var med vilje det sad så godt. Det måtte have noget med at han var Aspare at gøre. Barishan kiggede på Conteaiz tilbød hende en del af tæppet.

Conteaiz kiggede en gang op, og lagde først der mærke til, at hendes hår var gledet til siden. Hun rettede ansigtet igen og rystede en gang på hovedet, så hendes pandehår lagde sig over ansigtet igen. "Jeg plejer oftest at skjule dem" sagde hun med et lille træk på skuldrene. "Men jeg lagde også godt mærke til det før, da jeg så dine øjne" sagde hun med et smalt smil.
Hun rystede blot på hovedet, da han tilbød hende noget af tæppet. Hun havde fundet det til ham, og havde heller ikke selv brug for det. Bålet var nok varme til hende, og hvis hun begyndte at fryse, så kunne hun bare sige noget, men indtil da behøvede hun intet til at skærme hende fra kulden.
"Hvordan bor du egentlig i skoven? Sætter du bare et telt op eller har du en hytte eller noget?" spurgte hun undrende, med blikket rettet imod flammerne der stille åd brændet op

Barishan drejede hovedet lidt og smilede. '' hvorfor skjuler du dine øjne?. Jeg er stolt af mine''. Barishan kiggede ned mod jorden og grinede svagt mens han roede sig i hårdet med en hånd.'' Det lyder lidt dumt men jeg er gammeldags. Jeg er ved at bygge en hytte med mine egne hænder og værktøj, dog vil det tage noget tid før den er klar''. Barishan satte sig bedre tilrette op af træet.

Conteaiz tænkte lidt over det. Hun havde faktisk ikke tænkt på det i lang tid, hun havde bare vænnet sig til at holde øjnene skjult, men hun huskede ikke grunden. "Det ved jeg faktisk ikke helt, jeg har gjort det længe.. Er sikkert bare for at de ikke skal skabe opmærksomhed, jeg har fået en del kommentarer på dem, og jeg er ikke helt personen for smiger" sagde hun med et skævt smil og trak på skuldrene.
"Det lyder da meget spændende, der er et eller andet ved at lave ting selv" sagde hun med et smil og kiggede på ham igen. "Bare sig hvis du skal have hjælp med noget, jeg er lidt af en handy-kvinde, det er jeg sådan set nødt til.. Jeg er pedel på High School'en i byen" fortalte hun og lagde sig halvt ned i græsset

Barishan Smilede og kiggede mod natte himlen.'' det kunne da godt være det var en god ide at få noget hjælp med at bygge det. Skolen siger du, det lyder da som et godt arbejde med en god løn''. Barishan løftede en hånd og lod en let brise stryge over jorden med sin vind evne. *godt nok jeg er tør nu, så kan jeg slappe lidt mere af *.

Conteaiz smålo og lagde sig helt ned, fladt på ryggen, og kiggede op mod himlen igennem trækronerne. "Tja, det er ikke ligefrem højesteløn jeg får for at feje gangene og skifte pærer" sagde hun med et smil og vendte ansigtet til siden, kiggede ind i ilden. Det skarpe lys skar lidt i hendes øjne, og hun kom pludselig i tanke om noget. Hun kiggede på ham. "Du.. Når nu du bor i skoven, ved du så, om der findes varulve herinde?" spurgte hun nysgerrigt og med et lille smil om læben. Hun kunne ligeså godt spørge, så behøvede hun ikke lede videre i skoven, om de så fandtes der eller ej. Hvis det var et nej, ville hun nok drille folk og bilde dem ind, at hun blev angrebet af en

Barishan grinede lavmeldt og nikkede.'' Man kan godt sige en af mine bedste venner er en vareulv. Hans navn er Zal. Han er en Animagus. Jeg tror kun jeg har set ham gå i form et par gange'' Barishan kiggede ned mod Conteaiz * det er umuligt hun kunne hente det tændvæske på så kort tid hvis hun var menneske, hun må være ligesom Zal eftersom hun gerne vil vide mere om varulve *.

Conteaiz smilede let og kiggede op mod himlen igen. "Det tæller ikke rigtigt" sagde hun med et let grin og lagde hænderne bag hovedet. "En skam at her ikke er rigtigt varulve, mine venner prøvede at bilde mig ind, at her fandtes sådanne væsener, og de udfordrede mig til at tage herhen og tjekke" fortalte hun ham og sukkede lavmælt. "Men jeg må vel skuffe dem så.. Eller bare bilde dem ind, at her er fyldt med varulve, at jeg næsten blev angrebet af en, det skal de nok tro på" smålo hun og frydede sig ved tanken. Hvis hendes venner i forvejen troede på, at der fandtes varulve i skoven, så ville de næppe tvivle på hende ord, hvis hun fortalte, at en af dem havde angrebet hende

Barishan grinede og rejste sig.'' det syntes jeg du fortælle dem. Men jeg burde komme videre. Hvis du vil så ligger hytten ikke ret langt her fra, du er velkommen til at komme og besøge mig får de har
lyst frøken og de er også helt velkommen til at hjælpe mig med at bygge den færdig''. Barishan begyndte langsomt at gå.

// i am out skal have lidt søvn hehe //

Conteaiz kiggede efter ham men blev liggende i græsset. "Jeg skal nok finde dig en dag" sagde hun med et lille smil og hævede en hånd som en farvel-hilsen. "Du slipper ikke for mig" smålo hun, sendte ham et sidste blik før hun vendte blikket imod himlen. Hun lukkede øjnene lidt i, kunne mærke ilden mod sin side. Støvregnen var holdt op, himlen var klar, set bort for nogle få skyer. Hun smilede let for sig selv og kiggede ind i ilden, før hun satte sig op og sendte et sidste blik efter ham

//I orden, sov godt ^^ //