Alting har sin Pris? (Fiktivt emne/Katie)

- Dette er et fiktivt emne. Hvilket betyder at det er et emne med karaktere der har en relation til ens hovedkarakter eller slet ingen. OPdigtede karaktere der ikke har behøvet en større rolle i selve rollespillet men som vi alligevel har valgt at lege lidt med på grund af kedosmhed!.
__

Sted: Italien, en royal banket.

Tid: 19:30.

Omgivelser: Nogle af de største mest magtfulde familier verden over, vampyrer, dæmoner og andre højstående væsener befinder sig her.

__

Der var hvisken som folk omkring begyndte at spekulere på hvem der var der ville komme ned af trappen, ejeren af hele det store flotte palæ, hvor banketten blev holdt. Et bal, et fornemt bal, hvor alting var tænkt på. Der var blod til dem der havde noget for den slags, rådt kød, til de bæster hvis liv udelukkende afhang af det. Men til trods for alle disse mordere, dræbere samlet på et sted, var alt roligt. Alting synes at være roligt for nu, ingen var ude på at dræbe hinanden. Alle sammen havde de blot ét spørgsmål? Hvem var deres vært? Hans navn ukendt, hans eksistens syntes at have været ligegyldig før idag. Der gik rygter om at legenden var vendt tilbage, var blevet vækket til live igen, eller rettere sendt tilbage efter at have reageret i helvedes dybeste afkrog i et tusind år. Kun de ældste kendte ham, kun de, vidste hvor meget de skulle frygte fra ham. Men det var blot et rygte, ikke andet end en sød lille skrøbelig løgn der havde udhvilket sig til at blive det den nu var,m en sladder for en sludder. Tjenerer, klædt i de fineste klæder man kunne få for penge nu omdage, med gulv sting broderet ind i de lange hvide frakker gik fram oppe fra den marmorhvide trappe. Deres ansigter som statuer idet de gjorde deres arbejde. En af dem åbnede munden og med en høj klar stemme talte han:

,, Må vi venligst bede om mine damer og herre's opmærksomhed?".

Der blev stille i bal salen: alle rettede deres øjne op imod trappen, med den gyldne store egetræs dør bagved.

,, Det er med stor glæde og stolthed at jeg præsentere jer for den længe ventede ankomst af Luchen Lemoris, hersker over dæmoner, fyrste over mørket, Stemmen der leder os og guider os!".

Døren åbnede, lige så stille med en knirkende lyd. Alle i salen gispede efter de havde hørt navnet, løgnen, rygtet var sandt, han var komemt tilbage! Rejst tilbage til jorden, men med hvilket formål? De ældre i salen's øjne dirrede i bare ærefrygt. Dæmonerne i rummet blev tvunget i knæ af en kraft de aldrig havde følt før, som havde de ikke selv kontrol over deres krop. Alt hvad de var lavet af, alt deres råddenskab tvang dem i knæ. Det var kroppen, underbevidstheden, overlevelses instinktet der tvang dem i knæ!

// https://www.youtube.com/watch?v=1uX5yrqb7a8 <-- .. Luchen's sang xD<3

De hvide fingerspidser kørtes let over Ahngels lukkede øjenlåg idet han med en let trykken prøvede at sætte lidt liv tilbage imod dem. Det var ikke lang tid siden hans søvn så hurtigt var blevet opløst ved hjælp af den lidt lavere vampyrhan ved sin side der efterhånden lod til at ha ladt de grønne øjne, der herskede under brillestellet synke hen i bekymring. Jean havde aldrig rigtigt været vild med ideen om at hans elskede alfahan skulle rejse uden escorte, så nu da der var et hul imellem frankrig of Terre, tog han chancen og var denne gang taget med Ahngel.. nej.. Lucifer til Itailien. Ahngel åbnede stille øjnene igen og kiggede ud over de fintklædte banketdeltagere.. Af forskellige arter var der, men luften var alligevel tyk af dæmoner og deres prikkende blod. Jean vendte blikket imod sin sidemand og lagde hovedet på skrå imens han fremskynnede et stille smil, dog usikkert, som det altid var. Jean havde altiid været anderledes fra de fleste vampyrer. Hans fysik var som et menneskes.. svagt, men hans hjerne var på et niveu der var tifold de flestes.
"Lucifer? De har ikke sagt meget siden vi ankom. Er der noget der tynger Dem?" spurgte den blonde vampyr med et let uroligt blik. Han havde altid været bekymret af en eller anden grund. Ihvertfald overfor Ahngel. Ahngel vendte stille nakken og lod det sorte hår bevæge sig over hans nakke og ned om ryggen, hvor den sorte frakke slog sit snit og det røde bånd fra kraven gled en smule dovent ned over. Han lagde de røde øjne på Jean og rystede på hovedet. "Man skulle tro at du efterhånden ville være vant til at kalde mig uformelt." sagde han opgivende inden han slog blikket væk. "Selv min fader var du dus med."
Jean rømmede sig. Den tolvte Lucifer.. Dengang var Jean ikke gammel som vampyr, men han havde haft et forhold til alfahannen der ikke lå indenfor nogen konkret kategori.. Egentlig havde det blot været for at fastholde loyaliteten dengang.. Herredømmet var den gang tæt på at ødelægges..
Jean skulle til at svare med en modstrittende undren inden han vendte blikket imod trappen, som Ahngels røde øjne ligeså gjorde. Ahngels øjnes nuance lod sig stille ophobes til en let legende knaldrød idet oordene stille kom frem over selskabet og samtlige gæster krøb sig for denne person der skulle til at træde frem. Selv Jean famlede klodset med beslutningen om han skulle bukke eller ej. Han så spørgende på Ahngel, som ønskede han hans tilladelse. Ahngel vendte blikket væk fra Jean og op på trappen igen, ikke rørende en muskel. Nok ville den person være mægtig, men Ahngel havde ikke i sinde at bøje sig for ham. Ingen var hans mester og specielt ingen dæmon.

Dæmonerne skælvede selvom få faktisk havde styrke nok til at holde sig oppe og ikke støde hænderne imod det skinende gulv under dem. Men det var tydeligt at se at bare det at stå halvt oprejst tog meget hårdt på deres kræfter. Vampyrerne ved ballet så ikke ud til at blive lige så påvirket af dette væsens tilstedeværelse som alle andre, det samme gjorde de andre mørke raser der var blevet hidkaldt heller ikke. Deres øjne stift rettet imod døren der blev lukket op af de to tjenere, som rev i den tunge dør for at den skulle gå op og som den stille åbnede lod lyset sig ligge over en mærkværdig skikkelse!
Først kunne man skimte det sorte blanke ydre fra en fejlfri lak sko, som lyset afslørede mere af den person som fik over halvdelen af de stærkeste dæmoner til at ville bøje sig i støvet for ham, kom et sort bukseben frem og sådan fortsatte det. Bid for bid blev et væsens identitet afsløret. Og hvad der viste sig var meget uventet. En slank herre, i en flot smoking med en lang jakke uden over og hans venstre hånd på en stok hvis hoved var et kranium i sølv. På hans ringe finger havde han på begge hænder en ring, den ene i sølv med et ufatteligt smukt mønster, og den anden af det pureste gulv. Hans lange blonde hår faldt ned over hans skuldre, snoede sig i smukke slange krøller ned over hans ryg og efterlod hans guddommelige smukke ansigt indrammet af de lange lokker. Hans øjne af en fareturende dyrisk grøn, der blandede sig halvt med en isende blå men også med en sært af noget gyldent. Hans ansigt som det smukkeste maleri man kunne forestille sig, hans væsen syntes at kunne overgå selv de smukkeste engle som man før i tiden ville have set. At sådanne mand skulle være af den mest korrupte, mest forvredne rase i hele verden, var ikke til at forstå.
Hans øjne så koldt udover flokken af dæmoner, nogle der var på knæ, og resten der stadig stod op. Hans øjne kørte hen over dem, som talte ham dem inde i hans hoved. Der var ikke nok. Efter hans egen mening. Var der nogle der havde været så... dumme, at afslå hans invitation? De klare grønne øjne vandrede hen og lagde sig på en tjener som med det samme gav et lille spjæt fra sig, farede hen og tog hans herre's jakke og stok hvorefter denne trak sig med hovedet bøjet. Han undgik mesterligt dæmon herskerens blik! Derefter så han udover pøblen igen. Hver dæmon's ikke eksisterende hjerte slog ved det blotte syn af denne blonde mand, og de syntes alle at hoppe en ekstra gang som denne skønhed trak på smilebåndet. Lod den ene mundvig bevæge sig længere op end den anden i et blidt smil, der syntes at være alt for venligt i forhold til den kraftfulde aura der omgav denne for ikke at nævne den selvsikkerhed dette individ udviste. Han rakte hænderne ud imod hans gæster, tog det første skridt ned af trinnet og sagde med en stemme der lod let og mild men havde en brummende undertone:

,, Velkommen til mit hjem, kære børn! Lad os da endelig feste videre!", lige som han sagde det sidste begyndte en musik at spille, alt imens at de dæmoner der før var blevet tvunget i knæ rejste sig og stod oprejst. Alle stirrede de på dæmonen i det han gik ned af trappen, men som han nåede det sidste trin, begyndte de mange dæmoner at fortrække sig. Beskæftige sig med dans og andet , blot for at undgå at komme over til værten i bare frygt for ham.

Den smukke blonde skikkelse fangede ret hurtigt Ahngels ellers ligegyldige blik. Kort forstenet som mange andres øjne ville være. Ikke alene fordi dette væsen var gudesmukt, men også fordi at det langt fra lignede sine artsfælder. Blond og lys som en aspara eller tilogmed en af de engle der havde viget deres liv på den fanatiske tro om at alle måtte være et barn under solen, som de kunne røre og opnå så nemt som at knipse med de små gulvpyntede hænder. Stadig.. var der et mærkeligt form for skjult mørke der fangede Ahngels opmærksomhed. En transperant form for minusinterval omkring denne højtstående dæmonherre, som når luften ville bøje sig over et starinlys eller i en gloende hede over stepperne. Fik omgivelserne til at bløde op og bukke sig for det trænede øje, som Ahngel besad. Var det mon en essens af den energi der måtte ligge hos vedkommende? Hvad det end var, så var det ikke kun Ahngel der spottede det. Jeans lyse øjne stirrede ligeså imod denne herre. Jean befippede sig og rettede sig op. Selvom han havde fulgt sin herres eksempel og ikke ladt sig krybe i støvet, havde han dog bøjet overkroppen, for at vise denne respekt for ham. De tynde briller sad en smule skævt over den lidt aflange næse, som Jean besad, og han rettede dem hurtigt med en glidende finger op ad næseryggen inden han igen påtog sig en professionel mine og kiggede på hans alfahan. Et uforstående blik lagdes derpå idet Ahngel stadig havde øjnene rettet imod dæmonen med et ganske aflukket, spekulativt blik. Alene alderen på den person fik noget til at krybe sig sammen i Ahngels mellemgulv, men han skjulte det med perfektion og kiggede væk igen. Lod øjnene ligegyldigt glide hen over gæsterne inden han igen så på Jean, som fra starten havde været hans egentlige mål at nå med øjnene. Ahngel lagde stille hovedet på skrå inden han smilede dystert imod Jean, der kort kiggede usikkert væk.

"Så tavs?" sagde Ahngel stille og rettede igen halsen. "Det ligner dig ikke. Hvad kan du se?"
Jean tav og kiggede igen på Ahngel inden hans øjenlåg lod sig glide ned over øjnene og ligeså iføre ham en tænkende grimasse, som Ahngel normalt havde over ansigtet. De lyse øjne lod sig falde hen i en grå imens Jean så disrket på dæmonen.. Lugtede til impulserne og årringene der bevægede sig om ham.
"Vi burde ikke være så tæt på den slags dæmoner, Lucifer." sagde han så og lod øjnene glide hen over Ahngel igen og endndu engang påføre sig et let usikkert udtryk. Ahngels smil forstummede imens Jean fortsatte.
"En alder de færreste dæmoner besidder.. Jeg kan ikke engang sætte årstal på. Ikke engang et årti." Jean rettede på brillerne. Ahngels røde øjne slog sig en smule større op. Hvordan kunne han ikke kunne se det? Jeans mentale evner var langt overlegne de fleste vampyres. Blot et blik ville ellers være nok for ham at finde en nærmest komplet karakteristik frem, men nej? Ahngel kiggede igen imod dæmonen med et tænkende blik. Hvordan kunne det passe?

//Jeg opgir altså at være med i det her ^__^" jeg har simpelhen ikke krea til for det første and finde på fiktive karaktere, for det andet overhovedet at overveje at skrive så meget og for det tredje kan jeg ikke tage mig sammen til at slæbe mig igennem jeres posts >__o beklager//

//Bare lige et spørgsmål... Kan hvem som helst deltage? eller er det et kun for jer Hjælpe admins?//

//Nicholas :) Vi spørger lige Ma'lakel når han er online .. tror godt du må, men vi må nok hellere spørge xD//

//Nope... Det er bare fordi, så ville jeg nemlig lave en som så var en anden race som også kunne være her... Nicholas er slet ikke højt nok oppe i hierakiet til at komme ind til sådan noget her XD, men ellers må du gerne spørge og så får jeg lige hurtigt oprettet en xD//

//Jeg spørger når han er online ;)//

//Mange tak... Bare et lille spørgsmål for at få det bekræftet... JEg skal oprette en person og så skal jeg både spille ham og en ledsager som har en mening med at følge ham?//

//Du behøver ikke ha en ledsager ^^ .. Jeg har bare en npc med af ingame grunde :D//

//Okay... Jeg tror også jeg tager en med... Bare af mine egne grunde^^ Men det er nu en nice måde du har forklaret ham Jean på xD//

//Hehe Tark x) Men nu ikke mere emne-chat. Skriv mig en pm i stedet ;)//