Thoughts of..

V: stjerneklar aften, det næsten en skam at være indenfor.
O: en masse nysgerrige mennesker.
S: bordet helt for enden, ved hjørnet.
T: Aften, omkring midnat.


Mika drejede med forsigtige bevægelser skeen rundt, i koppen med den mørkerøde substans. Hendes i aften mørkelilla øjne var som fikseret på koppen og dens indhold. *hvorfor valgte jeg at tage her hen?* Et lille smil kunne skimtes på det marmorhvide ansigt, hun kendte svaret. Det var rutine, rutinen for hendes menneskelig liv, og selv efter døden levede hun videre i den selv samme rutine. *trist* Og selv efter at havde flyttet herud, fandt hun nu og da sig selv igang med den igen. Hun sukkede stile, hun kunne mærke folk omkring hende stirre, deres tanker var heller ikke svære at opfange. De undrede sig over hvem hun var, og hvordan hun kunne side så roligt uden noget selskab. Smilet bredte sig en anelse, så hendes smilhuler kunne tydes, de samme tanker alle steder. Hun sippede til sin drik og så nu for første gang op fra koppen. *en smule selskab ville ikke skade mig nu og da.. Vel?*

han havde hørt et rygte blandt folkene på hans kole om en pige der altid sad på resturanten og kikkede på andre han havde faktisk fået en meget deraljeret beskrivelse alt fra højde til øjne næsten hvilke sokker hun havde på ham der var nysgerrig havde valgt at finde ud af mere da de andre bare stirrede han kom hen til resturanten og kikkede ind han så kvinden som alle snakkede om han var ikke påklædt fint tøj men mere det han altid havde på hvilke også var fint nok i teorien da det mest af alt linede en uniform han gik indenfor og en tjener kpom hen og spurgte om han havde bestilt bord han svarede blodt uden at kende tjenerens navn "nej har en aftale pieré" han gik hen til bordet hvor mika sad og sagde "er denne plads taget?" han kikkede på hende med et lille ssmil på læberne

Mika så forbløffet op fra sin kop, hendes tågede grå'violette øjne rettede sig mod drengen. "Nej, bare sæt dem." Hun smilte venligt med et nik, hendes blik var drømmende som altid og hun prøvede inderligt at slukke for det, folk sagde altid hun lignte en der var helt væk. Hun granskede ham let, før hun igen kunne mærke mange blikke på sig, hun rystede med et skævt smil på hovedet, af hvad folk tænkte. Den pludselig øgede opmærksomhed ved drengens ankomst gjorde hende en anelse nysgerrig omkring hans person. Hun rettede sig og så på ham. "Jeg hedder Mika, rart at møde dem?". Hun satte hovedet på skrå og fiskede efter hans navn.

han satte sig fint ned og beholdte hans ranke holdning han smilte venligt til hende og havde også lagt mærke til folks øjne trillede deres vej han sagde blidt "navnet er Constantine hyggeligt at møde dem" han bukkede sit hoved fint da han tog de røde glasset briller af og pakkede dem ned i hans inderlomme og tog et par normale briller ud istede "håber ikke jeg forstyrre i noget" han rette sig lidt i sædet mens han kikkede på hende

"Constantine, er de franskmand?" Hun smilte med hovedet på skrå, hun syntes det klædte ham mere uden de rødglasset briller. Hun rystede med et grin på hovedet. "Det eneste du forstyrre er nok folks konstante stirren". Hun hviskede det som en hemmelighed over borderet, og med ét begyndte folkene der stirrede at hviske igen. Hun kunne ikke lade vær med at grine af det. "Sikke en velkomst". Hun hentyde til at hun var ny i området. "Er alle sådan?". Nysgerrigheden kunne spottes sammen med en smule usikkerhed.

han grinte let "er britisk... irsk vis du tar for mit oprindelses sted" hvilke sikkert vile forklarer hans accent "tja har jeg bemærket" han kikkede kort over på et bord af dem der stirede før han kikkde tilbage og smilte "ved ikke hvordan de fleste folk gør er nyankommet til byen" han smilte og sagde "ved ikke med alle men de fleste var venlige nok mod mig på skolen" han kikkede i et menukort en tjener var kommet med af ren nysgerrighed

"Skole". Hun pjuskede op i sit allerede pjuskede sølvhvide hår, og skar en sarkastisk grimasse. "hvor jeg dog glæder mig, er der kun en skole her? er selv rimelig ny". Hun smilte blidt. Hun undrende på tjeneren, mens hun gjorde tegn til at hun intet kort havde fået, så han spændte over til et andet bord og rakte hende det. Hun smilte en smule overrasket over det. Hun så hen imod Constantine. "Umm". Hun tog menukortet så det dækkede hende fra hagen optil øjne. "Hvad er du egentlig?, det ikke for at være uhøflig!". Hun skyndte sig at sige det. "Du, ja du oser ikke ligefrem menneske". Hun grinte, en smule mere beroliget.

han sukkede mens han bladrede igennem menu kortet "ved ikke om der er mange skoler kende kun en...." han satte hovedet lidt på skrå mens han læste menukortet og mumlede lidt til sig selv "hm? hvad jeg er.... menneske" sagde han med ikke megen ændring på sit tonefald men man kunne måske hører at han ikke havde tænkt sig at fortælle sanheden indtil videre "og dem selv?" sagde han bare videre

"Dødsengel" Hun bladrede videre som om det var ingenting, mennesker var sikkert ikke vant til at høre den slags, tænkte hun med et let smil, hun sansede dog at det var en løgn, dog ville hun ikke springe ud i at udspørger ham, han havde sikkert sine grunde. Hun gabte og viste ærligtalt ikke hvad hun skulle bestille. "Hvad vil du bestile?". Hun så undrende op fra kortet med et rimlig sarkastisk udtryk. Hun så kort rundt med et svagt smil. "Jeg kommer sikkert til at vænne mig til byen her, selv om jeg er lidt utryg ved tanken om ikke at skulle rejse rundt mere". Hun rode lettere irriteret op i det pjuskede hår.

"mmhmm" sagde han bare mens han nikkede "det forklarer vel deres skønhed" han kunne ikke finde hoved og hale i menukortet da det også var på fransk hvilke ikke hvar hans stærke side "hvad jeg vil bestille? hmmmm" sagde han mens han kikkede på det dumme menukort "de har vel noget bøf med kartofel ting....hvad med dem?" han kikkede op på hende "hvorfor lader de så ikke bare vær med at rejse? jeg forventer ihvertfald at blive her lidt endu"

"Skønhed? jeg ligner en porcelændukke i menneske størrelse". Hun sukkede med et let smil, dog smigrede hans kompliment hende. Hun smilte triumferende, da hun pegede på hvad hun ville have fra menukortet. "Aha! en Paramasi salat". Hun nikkede fast og grinte let af hans bud. "Jooh de burde havde kartofler og ting." sagde hun drillende.
Hun lagde sit hoved mod sine marmorhvide fingre, "Tror vel bare jeg starter på den lokale skole". Hun smilte svagt. "så håber jeg da også på at støde ind i dig igen". Hun så venligt op fra menukortet og spejdede efter tjeneren.

han smilte til hende "hm... syntes ellers de ser smuk ud" han kunne ikke lade vær med at smile "lyder som en fin ret" svarede han til hendes bestilling og folede menukortet og lagde det på bordet "tror du du starter?... tja jegblev sendt derhen ikke sikker hvorfor... men ville da være rart at gå på skole med dig"

Hun smilte og satte hovedet på skrå, mens hun betragtede ham. "De ser skam selv meget betagende ud". Hendes mørkelilla pupiler blev en anelse større, med et mindre grin, "alt lyder finere på fransk, det er bare en helt normal salat med frugt", hun tyggede på hans ord. "Hmm altså jeg har fået nogle papir jeg skal underskrive, hvis det nu er den jeg vil vælge". Hun grinte. "Hvis du allerede går der, ja så har jeg allerede én ven på skolen, ikk?". Hun smilte kækt.

han nikkede "ah... tja pokkers pieré alle andre kalder maden hvad det er" han kikkede op og smilte mens hun snakkede han nikkede og sagde "jo så ville de vel have en ven og det ville være mig en ære at blive anset som en ven af dem" han vidste godt at hans dårlige charmé evner sikkert ikke blev godtaget af hende men ikke destro mindre gjorde han et lille forsøg

Hun smilte oprigtig glad for hans ord, men hun blev så uopmærksom i sine tanker at hun ved uheld kom til at snitte sin finger på bordkanten. Selv om stedet var smukt, var kanterne skarpe. "Ish" hun sagde det lavmælt og så undrende på sin finger, før hun tog den under bordet. "Hvor bor du så henne i byen Constantine?". Hun smilte venligt, mens hun prøvede at stoppe det dryppende blod.

han så det hun skar sig og gjorde umildbart intet ihvertfald ikke reaktions mæssigt eneste han gjorde var at tage et stykke stof han havde i inderlommen og rækte det imod hende "her... bare behold den" han lagde den ned på bordet så hun kunne putte den for fingeren eller noget lignende "bord ikke så langt herfra i en slags lejligheds hotel ting" han var ikke helt sikker på order

Hun smilte skævt og en anelse undskyldne, hun var rimlig klodset når det kom til skape genstande, det ville hun i hvertfald gerne selv tro. "Tak". Hun tog stoffet og holdte det mod fingeren. *sikke en dødsengel jeg er! kan ikke engang stoppe en mini blødning* Hun sukkede af sine egne små tanker, men kunne ikke lade vær med at smile. Hun så op fra fingeren og op imod ham. "Nå er alle i byen så bare mennesker?" hun satte tryk på "bare"

han bukkede hans hoved let da hun tog imod kluden og og prøvede at stoppe blødningen "velbekomme" sagde han han smilte svagt til hende "bare? ikke så hvidt jeg ved...... tror faktisk der er en del overnaturlige folk i byen" sagde han med et lavmældt suk "men hvad med dem hvor bor de så vis de ikke har nået imod jeg spørger?"

Hun smilte sarkastisk. "Jamen du sagde du var et menneske og med al respekt så ligner du ikke de mennesker jeg er vant til at se rundt omkring,så jeg tænkte vel bare". Hun tyggede let på ordene. "At hvis du kunne se en smule overnaturlig ud, så var de andre overnaturlig udseende folk også bare mennesker med sjove hobbier" Hun sagde det som var det en helt forståelig ting, selv om hun selv blev en smule forvirret over sine egne ord. Hun sukkede i
efterligning af constantine's suk. "Du virker allerede træt af mit selskab". Hun sagde det i et sjovt nok lidt muntert tonefald. "Jeg bor tæt ved den lokale Domkirke, en hvid'grå villa vedsiden af den". Hun nikkede og så nu tilfreds på fingeren som nu var healet.

han nikkede til hende "tja... det har de vel ret i på sin vis" han havde fint forstået hvad hun sagde også selvom det kunne være lidt forvirende "nej de keder mig ikke faktisk er de ret godt selskab" han smilte igen til hende mens han kikkede på hende han sagde "tæt ved domkirken hmm..." lød som om han tænkte lidt over det "det ved jeg godt hvor er... men kan ikke forstille mig det et godt sted at bo... så tæt på kirkegården"

Hun så lidt imod bordet og væk. "Jeg høre mere til derovre end du tror". Hun sukkede med et mindre smil, men det blev lidt større da han sagde han syntes hun var godt selskab, hun bukkede sarkastisk med hovedet, "jeg er glad for at kunne more dig". Hun grinte let, og tænkte på det med lejligheden. "Grunden til at jeg har valgt det sted, er nok fordi det ligger lige imellem mine ynlingssteder, domkirken og kirkegården". Hun nikkede med et let smil. "Underligt ikk?". Hun rykkede komisk på næsen, det lå jo i hendes natur, hvis man kunne sige det sådan.

han nikkede og kikkede på hende og sagde "hmmm" mens han tænkte kort før han sagde "hvad syntes du til vis jeg tilbyder at lave dig noget mad? istedet for vi bare sidder her? som en... venlig gestus?" han spurgte da han vidste tjeneren ikke havde kommet endu og fordi det var lang tid siden han havde lavet mad til nogen

Hun spillede øjne en smule overrasket op, men nikkede så med et forundret smil. "Salaten her er heller ikke noget at juble over" Hun sagde det højt nok til at en af tjenerne hørte det øg fnøs, hun kunne ikke lade vær med at smile en smule breddere. Hun vendte sig imod Constantine. "Det er altså virkelig venligt af dig Constantine, jeg kan ikke gøre andet end at skylde dig en gengældende tjeneste". Hun rejste sig med et buk, før hun igen rode op i det pjuskede hår som hun havde for vane, ingen havde nogensinde gjort sådan en venlig gestus.

han smilte og rejste sig op og tog jakken på "nej det skal de ikke tænke på bare deres selskab ville beære mig" sagde han og gik hen og gold armen ud så hun kunne tage om den og de kunne gå hen til hvor han boede hvor han så kunne lave noget mad til hende han håbede på at hans evner ikke var falmet med årene

Hun gik over vedsiden af ham og tog forsigtigt rundt om hans arm, "Hvis du vil kan vi godt droppe formaliteterne" Hun grinte mens hun så op på ham, "Jeg har lagt en smule mærke til at det piner dig lidt". Hun puffede blidt til ham, han behøvede ikke at snakke sådan bare fordi hun havde for vane at gøre det.