Alt er levende, og vil genopstå elller voske.

Tid: 21:34
Sted: Maison De Fous
Vejr: det er fint. Der er klart, men køligt.
Omgivelser: Det hele er brændt ned, da den er forladt og hjemsøgt, som folk siger.
Dag: Fredag d. 13.



Chris gik roligt rundt på den forladte galeanstalt. Han smilte stille ved tanken om, at dengang den blev brændt ned, var han en af oprørene. Og han var levende på det tidspunkt. Alt var aske, ødelæggelse, og vinden susede uhyggeligt for ørene. Der var stadig ild i faklerne, og de gik ikke ud. Chris havde forsøgt at slukke dem, det fungerede ikke. Han fik et kort flash-back, og faldte ned på knæ. Her havde den berømte kirke været, som de psykisk syge kunne gå ind i, og den var brændt ned - også af Chris og hans kumpaner. Af alle bønderne, som lukkede de syge ud, og angreb de plejende. Han bed sig let i læben, ved tanken om, at en fik revet en ben af, og tæsket ihjel med det. Han sukkede stille, og kiggede skyldfølsomt ned. Han tog sig til armen i skyldfølelse, og vidste godt, at selv om han var dæmon, så var han stadig skyld i dette, og han var stadig forræder. Han var en dæmon med følelser. Ret sjældent, men det var rigtigt. Men her på det seneste, var han bare blevet kold og kynisk. Han lukkede øjnene, og lod et spøgelse gå igennem ham. Der var altså spøgelser, der var hjemsøgt. Han sukkede, det var også klart. Hvem kunne finde fred, når de bare blev tæsket ihjem med deres egne ydre organer? Det gav en indre ro i Chris, da han fandt ud af, at det var dem, der havde tæsket ham, der ikke kunne finde ro. Chris var dæmon, og hans venner spøgelser. Det var klart. Chris var ondest, sådan at planlægge sådan inspektion. Han sukkede, og lod en hånd køre over asken, og fandt et lille levende stykke plante. "Alt vil genopstå, og blive smukt igen," sagde han for sig selv, og pustede lidt på planten. Den var ikke død. Han sukkede stille, og lod en tårer falde ned ad hans kind, og landte i asken. Hans røde øjne blev klare, da hans tårer nærmest 'gjorde hans øjne rene'.

Milla gik stile ude ved hovedgaden. Hun havde sådan lyst til at tage over til den gamle galeanstadt.. Hun ville måske få en sludder med et spøgelse.
HUn lod lagsomt, sine tunge skridt blive lette som en fjer.
Hun havde sine Blå Converser på, så det kunne ikke udgåes at larme lidt.
Hun gik hen af gaden og drejede skarpt til venstre og hen af et hjørne.
Hun smilede varmt, da hun var tæt på galeanstanden.
Hun gik stille vidre mens tanker slog hende.. Hvorfor gå der over?
Hva va der mon så specialt der over? Hun vadede vidre frem ad..
Hun syndtes at hun kunne se en dreng der ovre. Men kunne det passe?
Hun gik lægere der over. Hun fjernede en hår tot fra ansigtet.
Hun vaede lidt tætre på, ja der var en der ovre!
Skulle hun mon gå der over? Ja! Hun gik over til ham, men da hun så der løb en tåre ned af hans kind. Dukkede hun op bag ham.HUn lagde en hånd på hans skulder.
"Er du okay?" spurte hun stille og med et forsigtig smil, som var lidt nervøst.
Hun havde sine hullede vanter på.
Hun satte sig på hug ved ham mens hun ventede på svar.

Chris lukkede øjnene, og kunne høre fodskridt. Henne af den store hovedgade, som gik ind til denne galeanstalt. Han kunne se, at det ikke var en dreng. Den form havde en dreng ikke! Han sukkede, og lukkede øjnene. Han drog et sidste suk, da pigen lod en hånd ramme hans skulder. "Ja. Jeg har det fint. Men jeg er grunden til, at alt dette er brændt ned. At alt dette er ødelagt. At alle er spøgelser. Jeg lavede oprør. Jeg slap de syge ud, og de dræbte det meste af mit mandskab, og deres psykologer. Men tankerne falder bare på, om ... vil folk få en chance til? Vil folk blive tilgivet deres synder. Som biblen siger. Jesus tog vores synder. Men, hvis det er sandt. Hvorfor kan disse spøgelser ikke finde ro? Hvorfor findes der dæmoner. Hvorfor mærker menneskerne ikke synderne." Han trak vejret langsomt, mens asken blev skubbet lidt til i den blide vind. Den var kølig, og skubbede lidt til Chris' korte ærmer og trøje, som sad lidt løst. Han kiggede ned. "Hvis Jesus findes, hvorfor skal vi så gemme os? Hvorfor kan vi ikke bare deles om landet igen? Men det var ikke det, jeg tænkte på. Jeg tænkte på, hvorfor ..." Han stoppede sig selv midt i det hele. Et glimt i hans øje forsvandt, som var han død et øjeblik. Stemmerne kørte inde i hans hoved: Nej! Nej, du må ikke. Ikke derhen! Du slår os alle ihjel!.
Han rystede stemmerne ud af hovedet, og hans glimt i øjet kom tilbage. "Jeg tænkte på, hvorfor jeg gjorde det. For den gang gjorde jeg det, for at få vores land tilbage. Slippe de gale løs, og de ville hærge byen. Men ... jeg var blind af magt. Jeg endte selv med at dø," sagde han stille. Stemmerne kørte videre: Udskud! Du er intet andet end en tåbe. Du hører ikke til her. Lad os holde dem tilbage, du har gjort nok. Idiot! Du starter jo en ny epidemi. Vi ahr jo samlet dem her på grund af noget, ikke? Hvis vil slap dem fri, ville vi starte en ny spansk syge, eller den sørte død. Takket være dig, sker den tredje kraftige epidemi, smukt. Fjols!. Chris blev ophidset, men ville ikke virke skør, så han holdte flash-backsene for sig selv. Helt for sig selv.

Hun kiggede stille på ham, med et lidt trist blik. Men samtideig var det også kun sorgmodigt. Hun lukkede kort sine øjne og mærkede den blide luft ramme hendes hvide kinder, og hendes lyse hår. Hun kiggede kort på ham, mens en tåre trillede ned af hendes kind. Hun lod den trille, hele vejen ned af den. Mens hun mærkede hans sorg i stemmen.
"Alle tilgiver en hvis man har troen på det" sagde hun stille og lod endu en tåre trille.
Hun satte sig lidt lægere ned, mens hun hørte han smukke og vise ord.
Hun kiggede stadig på ham. Indelig en som var åben, og sagde hvad de følte..
Hvorfor var det sjæledet at folk sagde deres føelser? Gjorde det ikke ondt at gå med på hjetet.
Hun kiggede kort på ham, "Husk, alt fortid bliver opløst.." Hviskede hun stille, mens endu en tåre trilede. Men det var ned af den anden kind.

"Men. Nogen gange er det forsent. Det er ikke altid, der er en vej tilbage. Alle dør på et tidspunkt, og det er ikke ligefrem fordi vores lyster står på undskyld, når vi kan se manden med leen?," sagde han stille. Han rettede lidt på sit pjuskede, uskyldige hår. Han sukkede stille, og vendte sig mod hende. "Hvorfor græder DU?," spurgte han stille. Han bed sig let i læben, og betragtede stille det øde, nedbrændte landskab, som bare viste, at der ingen nogensinde havde været. Men Chris vidste bedre. Faktisk meget bedre. Han vidste, at dette sted engang var blomstrende, og lovende. At det ville komme et sted hen i fremtiden, blive bedre og forbedret. Det kunne det jo bare ikke nu, da han havde brændt det hele. Dog ikke alene, men med nogle 'venner' eller 'følgesvend'. De havde ihvertfald den samme mening, hvilket betød, de var enige om idéen. Han sukkede stille, og kiggede på pigen. "Jeg er ked af, at jeg har blandet dig ind i det. Men ... Ikke alt fortid bliver opløst. Noget sidder tilbage, ellers ville der ikke være spøgelser. Hvis de ikke fandtes, ville de have ro. Og de har ikke ro, fordi de har noget i fortiden, som de ikke har styr på," sagde han stille.

Hun kiggede kort på ham, stadig med tåre i øjnene. Hun sank kort en klump, og tørede en tåre væk fra kinden.. "Men døden er en del af livet, uden død ville der intet liv være" sagde hun stille og forsigtit. Hun kiggede kort på ham, da han vendte sig imod ham.
"Jeg græder fordi jeg kan se den sorg du bære på dig, og jeg kan se dine føelser" sagde hun stille og kiggede kort i jorden. Hun tørte endu en tåre væk fra sin kind.
Hun nikkede stille "Så må du jo hjælpe dem på vej" sagde hun stille og kiggede ham i øjnene. Hendes lyseblå øjne funklede som en stjerne himmel.
Hun havde en særlig uskyldighed i hendes øjne, fodi de var så lyse og rene.

"Uden død, ville der intet liv være. Men ... I don't feel the death," sagde han stille. "Jeg er død," sagde han roligt, som om det var normalt. Han bed sig let i læben. Det ville hun garanteret ikke tro. Og slet ikke, da han kunne græde, og føle for andre folk. "Døden hører med livet, men det gør genopstandelse også," sagde han stille, og lukkede irriteret øjnene. Han rystede lidt på hovedet, så hans hår blev båret kort i vinden. Han havde ikke det længste hår, men det sad heller ikke klistret fast til hans pande.
Han sukkede, da han kunne høre, hun kunne se, hvordan han havde det. "Hvordan kan du det?" Han sukkede, og tørrede hårdt en tårer væk, dog så hprdt, at han fik næseblod. "Du ved ikke, hvordan det er, at ahve slået alt dette ihjel. Engang var der grønt voer det hele. En kirke med munke, der kurerede de syge. Psykologer, som forsøgte at hjælpe dem. Munkene levede i paradis med frugter og så videre. Og så kom jeg, og ødelagde det hele. Det er derfor jeg er dæmon. Min samvittighed bliver aldrig visket ren," sagde han stille. Han kiggede væk. "Hvordan tror du det er, hver dag, at gå forbi her, med blomster til minder om de døde, du har været skyld i. Hvis du havde været skyld i, at en hel landsby kunne ahve været udryddet. Som havde jeg startet en vulkanudbrud. Ved du, hvordan det er?" Han sukkede stille. Hans øjne begyndte at gnistre, og hans temperament kørte op. Han kunne ikke skade pigen, så han måtte væk. Han løb hurtigt om bag hende, og sprang hen bag et nedbrændt træ, dog så stor en stamme, han kunne gemme sig.
Han sukkede, og hans brystkasse hoppede i takt med, at hans vrede steg. "Hjælpe dem? Jeg kunne ikke engang hjælpe mig selv. Jeg er en hæslig, ond dæmon," sagde han stille, og knækkede sammen i gråd. Han mistede balancen, og faldt ned på knæ, med ansigtet skjult i hænderne.

Hun lod langsomt sit blik hvile på ham.. "JEg ved du er død" sagde hun stille og roligt.
Hun kiggede stille og kært på ham... "Nej jeg ved ikke hvordan det er at slå ihjel. Men jeg ved hvordan det er at miste, og føle skyld over en andens død" Hun på halv iretrret.
Hun kiggede ige på ham.. "Je kan se det fordi jeg ikke er normal, jeg har elever blod, bladet med aspara så derfor kan jeg se dine føelser." Hun havde rejst sig op.
Da han løb, kiggede hun efter ham, men da han brast i gråd gik hun hen til ham.
Hun lagde blidt en hånd på hans skulder.

Chris bed sig langsomt i læben. Hun var virkelig skræmmende ligenu. Hun vidste jo nærmest alt om ham. "Jeg ved godt, du er aspara. Det lægger til den umenneskelige skønhed," sagde han roligt. "Men tag det ikke som en kompliment. Det er fakta, ikke et kompliment," sagde han stille. Han sukkede, og kiggede op på hende. Hans øjne var våde, og skjulte de ginstende, advarende øjne, som beivste, at han snart ville være den vulkan han snakkede om, igen. Endnu en gang, være så vred, at det hele ville gå galt. At alting vilel ramle sammen for øjnene af hans anden personlighed. Han var lidt ligesom skizofren. Han var følsom dæmon, men så snart det kom til temperanemt, blev han en helt anden. En kold og kynsik, hjerteløs person.

"JEG HAR IKKE ARVETT NOGET SKØNHED! " hun blev pisse sur og rejste sig... Og gik lidt langt væk fra ham.. Hun hade at få afide det med aspara`r.. Hun gik hen mod noget ned falldent sten.. Hun satte sig bag det..
Hun bed sig mega hårdt i læben.
Hun knyttede sine næver, hendes øjne begyndte at lyse mere end de plejede at gøre.
det gav et sug i hendes mave.

"Jeg sagde ikke, at det var gået i arveanlægget," sagde han stille. Han havde fundet en pind, som var meget spændende at tegne i, ved asken. Den aske, som aldrig ville forsvinde. Der var for meget til, at vinden kunne tage det. Han sukkede stille. "Undskyld. Men det er et fakta, at asparaer er smukke, skønne og dejlige. Se på dig selv. Du er smuk, du er skøn nok til, ikke at dømme mig ud fra, jeg er dæmon." Han bed sig let i læben, men satte sig bare på røven, og stak i asken med sin smukke pind.
Chris trak vejret stille, og kiggede over mod hende. "Undskyld," sagde han stille igen. Han bed sig i læben. Han havde tegnet et par hjerter, og skrevet nogle bogstaver, som han igen havde visket ud. Han smilte stille, men det forsvandt hurtigt igen, da et rent skjold spejlede den triste pige i baggrunden. Han sukkede, og kiggede op i himlen. Solen var ikke fremme, og det var også klart på denne tid af ... dagen? Eller aften. Han lukkede øjnene, da solens sidste stråler lige ville ramme hans øjne, direkte.

Hun kiggede lige frem.. Hun haede sit udsedde.. Hun syndes selv at hun var hæslig, det havde hun altid syndtes.. Hun gned sig kort i øjet, hun hørte ham ikke. Hun var optaget af sin egen verden, hvor alt ånede fred oh harmoni.
Hun pustede lidt luft ud, som blev til støv.. Hun prøvede kort at smile, men kunne ikke rigtig smile. Hun kiggede igen ligefem, men skiftede hurtigt blikket ned.
Hun smilede kort ved at se askens liv.. Der var små grønne spire som stak frem fra asken...