Do you feel alive?... -Angelin

Skoven var mørkt og alligevel alt for lys. Træernes blade var stadig ligeså grøn, som de havde været i sommeren. Aften var ikke så kold, som Ethan gerne ville have den til at være. Intet var som han gerne ville have det.
Stjerne og månen lyste også let op med sit blege lys og vampyrens hvide hud gengældte tjenesten. Hans lyse hud, havde ikke set solens stråler i over to hundred år, var næsten selvlysende. Hans klare, isblå øjne var kolde og nådesløse. En vampyrs øjne. Og en sulten en af slagsen. Engleblod var en handelsvare, som han ikke havde fået i lang tid, og det gjorde ham irritabel. Ligesom når en mand ikke har fået sin daglige kaffe. En lille vind tog tilløb og uglede hans sorte hår. Han var klædt i en løs hvid T-shirt, som formede sig godt efter hans slanke figur Et lille, svagt smil dannede sig på hendes læber. Det var længe siden, han smilet sådan. Som om der var noget at smile af. Som altid dog kan snyde, aye?
Månen stod var blevet hans sol, men dens lys var koldt. Han kunne ikke blive uenig med sig selv om det var en god eller dårlig ting. Var vampyrlivet noget han elskede eller hadede? Forstillede han overhovedet spørgsmålting?
"Det er det jeg går" mumlede han bittert "Det er.. var jeg nød til. Jack gjorde det aldrig". Tanken om hans tidligere liv, gjorde ham... Fik ham til at føle en følelse, de gjorde ondt i hans døde hjerte og en følelser han ikke havde haft i meget, meget lang tid. Og det i sig selv gjorde ham vred.
Irritation og vrede var en velkendt blanding for Ethan, men, desværre, ikke en god en. Det gjorde ham farlig at være i nærheden. Kunne han lige at dræbe? Hans første svar ville være ja, men så alligevel... Børns død var afskyelig for ham. Han kunne ikke bare ikke gøre det. Det var børn... De havde ikke fået et liv endnu.
Han forbandede for sig selv. Ingen mindet af han selv. For over to hunred år. Det var underligt. Ethan havde forandret sig fuldstændig, men der var stadig noget tilbage.
En slag var en gren fik ham tilbage til virkeligheden.
Ethan blinkede overrasket. Han anede overhovedet ikke, hvor han befandt sig. Det lød en meget lille å og det undrede ham, han ikke havde hørt vandet rislen før. Han var i en lille lysning. Skovgulvet var halvt dækket af blade, halvt af græs.
Den blege vampyr lagde hovedet på skrå og satte så ned ved siden af den larmende å. Det betød ikke noget om han gik videre eller om han blev. Så hvorfor ikke blive?
Han log sig glide ned på græsset og nød følelsen af græsse mod sin hud. Ethan sukkede og lukke øjnene. Og minderne begyndte.

//Undskylder på forhånd, længden af emnet>.<
Natten var ung, og lyset ligeså. Selvom man ikke kunne se meget andet end en lille å, og en lille skovsø lidt længere væk fra åen, som var et par hundrede meter lang. Vandet var smukt og lysseblåt. Man kunne se bunden på den ikke mere end 120 cm. Dybe sø. Man kunne se grus bunden, som blidt maserede ens fødder, hvis man stod i vandet. Vandet var køligt, men man kunne alligevel holde varmen, hvis man opholdte sig i det.
Det var lige hvad en yngre kvinde gjorde. Opholdte sig i det smukke sted. Denne lille skovsø, med et par åer som førte vandet væk, var efterhånden blevet et helligt sted for den unge kvinde. Efter Gud havde forvist hende fra himmeriget, revet hendes vinger af og sagt at hun ikke længere var en af hans, måtte hun jo finde noget andet at tilbede. Hun begyndte derfor at tilbede natten, vanden og månen.
Natten symboliserede hendes mere dystre side, månen hendes normale side, og vandet gav hende ro i sindet.
Kvinden var ikke nøgen, men havde en hvid kort kjole på. Den var heller ikke gennemsigtig, men lyset fra hendes krop, fik det til at se ud som om den var gennemsigtig. Vandet havde heller ikke haft nogen indflydelse på det. Hendes hud var generelt bare meget lys. Nogle gange kunne hun godt gå fra at være vampyr. Hendes hår var blond, meget lyst blond. Hendes øjne var virkelig lysseblå, næsten hvide men dog meget rolige.
Denne kvinde var ikke menneske. Hun var heller ikke vampyr, dæmon eller noget andet. Hun var en levende død på en anden måde. Havde været en af guds engle, men var nu blevet smidt ud. Det hun havde gjort, var at forelske sig i en djævel. At det havde været en djævel, havde kun gjort det meget værre.
Nu var hun en falden engel.
Hun havde selv lagt mærke til, at hun havde forandret sig en hel del. Hun havde nogle gange trang til at angribe folk, hun blev fjender med sine nærmeste venner, havde utrolig kraftige humørsvingninger og en hel del andre ting, som nok ville ende med at gøre hende bims.
Angelin, som denne engelsk navn var, stod bare ude i vandet, helt uden at tage sig til noget. Hun bevægede sig ikke. Blinkede kun når det var nødvendigt, og den blide vind lege med hendes hår. Inde ved kanten stod der en smuk fugl. En stor hvid Fønix holdte Angelin med selvskab. Den sagde heller ikke noget, gik kun lidt rundt nogle gange.
På Angelins ryg, havde hun stadig to åbne sår, som hun havde fået, efter gud havde revet hendes vinger af. Det gjorde stadig ondt på hende, men smerten begyndte med tiden at forsvinde. Hun havde bedre ting at tage sig til. Alt der skete omkring hende f. eks.
Vampyr. Hun kunne lugte en vampyr. Han var ikke langt væk. Hun måtte være på vagt.