Hjemme hos Lazarus

Tid: Eftermiddag
Sted: Foran Lazarus' hus
Vejr: Der er fuldt overskyet.. ingen sol overhovedet
Omgivelser: Kun Angelie
Dato: IRL

Angelie bed sig forsigtigt i underlæben, mens hendes blik lyste af irritation. Hun havde gået i nogle dage og tænkt over det ar, som en vampyr havde lavet i hendes underarm, og idag var alt bare gået galt. Dagen havde været noget direkte lort for at sige det pænt. Angelies had var gledet over bægret, og nu stod hun foran et stort hus, som havde præcis den adresse, som stod på hendes arm. Hævnens time var kommet, og hun havde ikke tænkt sig at lade den forbandede vampyr leve ret meget længere. Hvad var der galt med folk her i Di Morga.. Hvorfor skulle alle være så forbandet magtsyge?
Hun rystede dog tankerne ud af hovedet, inden hun trådte op på det trin, som førte op til døren. Det høfligste ville vel være, at banke på, men hun følte faktisk ikke for at være høflig idag. Istedet lod hun hånden glide over dørhåndtaget, og trykkede det prøvende nedad. Med et lavmælt klik gik døren op. Så han mente ikke, at det var nødvendigt at låse døren`?
Et lavmælt fnys kom fra Angelie inden hun forsigtigt, og lydløst trådte ind igennem den, og lod den forsigtigt glide i bag sig.

Lazarus med sine overnaturlige hørelse hørte Angelie åbne døren. Han sniffede i luften * Spøgelses pigen... Allerede.. Jamen jamen.. Hvor vil jeg nyde det her... Lad legen begynde *. Lazarus rejste sig op. Han kendte sit hus ud og ind. Alle de hemmelige døre og passager. Lazarus holdt øje med Angelie fra indersiden af en maleri * Lad det sjove begynde *. Lazarus tog en menneske kvinde han tidligere havde dræbt og brugte sin overnaturlige hurtighed til at lade det falde ned fra løftet lige foran Angelie. Han håbede på han var hurtig nok til hun ikke så ham. Det var han overfor de fleste men alligevel. Hun skulle knækkes.

Angelie havde taget rådet om ikke at tænke til sig, og sørgede omhyggeligt for at holde sine tanker klare, eller bare tænke på unødvendige ting, så han ikke kunne overraske hende igen, ved at læse i hendes hoved.
Duften af vampyr fyldte rummet, mens hun kort lod blikket glide rundt i entreen. Hun vidste at han var til stede, men hvor? Hendes blik undersøgte omhyggeligt omgivelserne, mens hun ventede på han ville vise sig. Det skete dog ikke, men istedet lod et bump for hendes fødder, og Angelie stirrede direkte ned på det blege menneske, som nok havde været død et par dage. Intet kunne ses i Angelies ansigt, da hun trods alt havde set værre lig.
"Hvorfor kommer du ikke bare ud og leger?" spurgte hun køligt. Han havde garanteret håbet på at skræmme hende med liget, problemet var bare at hans trick ikke ville virke.

Lazarus smilede for sig selv * Nej nej lille spøgelses pige... Jeg er langt fra færdig med at lege med dig *. Lazarus gik ovenpå. Han lod hende høre hans fodtrin. Dog trådte han over fælden der var på en af trappe trinende. Lazarus havde nemlig en lille gave til hende. Hvis hun udløste fælden ville en faldlem komme frem. Nede i en stol sad en kvinde der lignede Angelie utrolig meget. Ved første øjekast ville det ligne hende selv. Hvis Angelie undersøgte hende ville hun finde ud af at henden havde begået selvmord mens hun sad i stolen. Lazarus ville knuse Angelie's psyke. Et skridt af gangen før han ville vise sig.

Angelie hørte tydeligt fodtrinene, da han bevægede sig op af trappen. hun kendte ikke huset, eller dens fælder som kunne hvile, og derfor blev hun stående i entreen. Hendes blik var hele tiden vendt mod trappen, og da trinene forsvandt overtog hendes nysgerrighed.
Angelie begyndte langsomt og forsigtigt at bevæge sig op af trappens trin, mens hun holdte blikket mod det næste trin, for at se hvis der ville være nogle overraskelser. Hun overså desværre faldlemmen, og trådte på trinet, der automatisk blev udløst. Med en irriteret knurren over sin egen dumhed, gled hun igennem hullet, og endte på gulvet, hvor hun så.. Hende selv.
Angelies øjne blev automatisk spærret helt op ved synet, og troede et kort sekund, at det rent faktisk var hende. Ved et nærmere kig på kvindens underarm, opdagede hun at denne person ikke var hende, men en der lignede alt for godt.
*Smart trick.. Bare ærgeligt det ikke kommer til at virke* tænkte hun, og vidste at han var i stand til at høre den tanke. Hun kom langsomt på benene, mens hun kiggede rundt i kælderen, for at finde udgangen.

Lazarus smilede og holdt øje med Angelie. Han følte hans lille trick havde virket som planlagt. Men det var ikke færdigt i nu. Lazarus havde rørt ved liget før Angelie faldt der ned. Han brugte sin Puppetmastery evne til at styre liget og få det til at gå over mod Angelie. Lazarus aktiverede også en radio som sagde med hendes stemme '' Dræb dig selv før det er for sent... Han er for farlig... Hjælp mig ''. Lazarus nød det her. Faktisk var Angelie meget sjov at drille og jage.

Angelie kiggede forsigtigt op ad trappen, da en stemme.. En alt for bekendt stemme begyndte at snakke bag hende. Forvirret og efterhånden en smule skræmt, vendte Angelie sig rundt, hvor hun så dukken af hende selv.. Bevæge sig. Angelies øjne blev spærret helt op, og de blå krystaller lyste næsten af frygt ved synet. Det var næsten for meget for hende. *Du skal ik være så svag Angie* tænkte hun vredt til sig selv, inden hun sparkede til dukken, rykkede hovedet af den, og andre lemmer, indtil den til sidst faldte helt sammen.
Hun gik op af trappen, med rystende hænder. Hendes blik hvilede kort på lemmen, som hun forsigtigt skubbede op.

Lazarus fulgte med. Han sikrede han at Angelie altid vidste han holdt øje med hende. Lazarus slikkede sig om munden og trykkede på en knap. Alle lysene gik ud og der var nu helt mørkt i huset. Lazarus åbnede en dør hvor der var lys inde. Han ville lokke hende der ind og gøre den sidste ting for at svække hende før han ville vise sig. Han glædede sig til at knuse hende. Hun skulle være hans slave for evigt. Hans undersåt og tjener. Hvilken fryd og glæde.

Angelie kom op igennem lemmen, og nåede kun lige igennem den, da alt lyset forsvandt. Irriteret vendte hun sig rundt, og så det eneste rum, som rent faktisk havde lys. Angelie vidste at noget slemt ville vente, men de spillede på hans principper, eftersom det var hans hus. Irriteret og knurrende, bevægede hun sig langsomt fremad, indtil hun langsomt nåede igennem døren *Hvad har du planlagt til mig herinde* tænkte hun surt, inden hun nåede ind i midten af lokalet.

Lazarus lukkede døren bad hende. Alt lyset gik ud og film, billeder, avis artikler, interviews om Angelie's død blev vist på alle væggene med projektere. Lazarus nød virkelig dette han stod selv inde i rummet op af døren. Han regnede ikke med at Angelie ville se ham med alle de ting der skete omkring hende. Han satte sine arme over kors og glædede sig virkelig til at se hendes reaktion. Han ville se om det ville knække det som det knækkede så mange andre. Hvordan deres død i alle dens aspekter ville bringe dem i knæ, udtalelser fra venner og familier, billeder, det hele. Meget godt og gennemtænkt syntes han selv.

Angelie så hvordan lyset slukkede og alt omkring hendes død kom til syne foran hende. Folk havde ikke kunnet få nogle udtalelser fra nogen Angelie kendte, da hun ikke havde haft nogle venner i byen, netop for at beskytte sig selv mod den slags. Hun vidste præcis hvad der var sket, og folk havde valgt at tjene penge på det. Fint nok.. Det rørte hende ikke det fjerneste, men en lyd bag hende, fangede til gengæld Angelies opmærksomhed. Hun drejede hurtigt rundt på hælen, og kiggede direkte på vampyren *Hyggeligt at møde dig igen* tænkte hun sarkastisk, inden hendes hoved gled på skrå.

Lazarus smilede og kiggede på Angelie '' Jeg er mild imponeret over din måde at være ligeglad på... Glæder du dig ikke til at blive min slave... Til at bruge resten af din tid i mine hænder som en tjener for min mindste vilje... Knæl og jeg lader dig holde lidt af din psyke tilbage... ellers gør jeg dig sindssyg og lader dig hvile i mørket ''. Lazarus smilede provokerende og kiggede på Angelie.

Angelie lyttede til hans ord, mens hun bare betragtede ham som noget hun normalt ville skrabe af sin sko. Han var ikke mere værd i hendes tanker. *Bare en skam det aldrig kommer til at ske* tænkte hun, da hun ikke følte for at tale. Hun kunne ligeså godt spare den luft, mens hun bare gloede irriteret på ham. *Ikke engang du kan gøre mig sindsyg.. Det er jeg jo allerede* Hun hævede let det ene øjenbryn, og et køligt smil spillede straks på hendes læber, da en underholdende tanke gled igennem hendes sind. De andre vidste hvor hun befandt sig, og de skulle nok finde hende, hvis hun ikke kom ud herfra, og afslutte hendes arbejde, selvom ikke engang han ville kunne dræbe Angelie.. Og når det blev midnat, og hun ville blive gennemsigtig, kunne hun altid bare flygte ud af huset.

Lazarus grinede '' Ohh tror du selv du kan komme ud herfra spøgelse... Ser du hvis et spøgelse frivilligt binder sig til et objekt kan de ikke komme væk fra det når de er usynlige og gennemsigtige... En lille detalje mere.. Hvis du ikke har sådan et objekt vil en simpel sjæle fordrivelse være nok tik at udslette dig for evigt... Så jeg kunne jo gøre det... eller tvinge dig til at bide dig til et objekt... Så ville du ikke kunne slippe væk... Men du er kommet for at dræbe mig... Så kom i gang ''.

Angelie kunne ikke tilbageholde en latter, da han begyndte at snakke om objekter. Hvor dum troede han lige at hun var. "Åh jeg er skam bundet til et objekt" svarede hun, efter at have fået latteren under kontrol. "Og det objekt er forsvarligt gemt væk.. Du vil aldrig kunne binde mig til et andet" Hun trak kort på skuldrene, da han snakkede om at hun var kommet for at dræbe ham. Jo det var præcis derfor hun var kommet.
Uden våbenene fremme gled hun langsomt og elegant hen mod ham, til hun stod helt op af ham. Om han ville det eller ej, så havde hun tænkt sig at gøre det. Hun lod sit hoved komme helt tæt på hans, inden hun kyssede ham langsomt, og i længere tid, inden hun trak det tilbage. "Nyd din sidste stund" Hviskede hun, hvorefter Angelie bevægede sig hen mod dørets håndtag. Hun havde faktisk været der for at give ham sit dødskys, så hun altid ville kunne finde ham igen.

Lazarus fnøs '' Desværre... Ser du Jeg er ikke dum lille tøs... Faktisk er jeg overhovedet ikke bange for dig på nogen som helst måde... Jeg har ladet dig vide hvor jeg var hele tiden... Du har bare været for dum til at fatte det... Ser du der er mange måder at fange et spøgelse på for evigt.. Jeg gider bare ikke bruge tid og penge på at fange dig... Skid så... du er ikke sjov længere ''. Lazarus tog fat i hende og løftede hende op i hendes hår med kun en arm. Den anden arm stak han ind i maven på hende. Lazarus grinede og smed hende derefter igennem døren.

Angelie smilede tilfreds over hans ord. Præcis hvad hun havde ønsket at høre. Nu risikerede hun i det mindste ikke en slavetid hos ham, siden han ikke fandt hende spændende længere. Nu kunne hun trods alt samle sine kræfter om den kamp, som ventede hende mod Faith. Da han rykkede hende i håret, krympede hun sig ikke. Det gjorde ikke engang ondt længere, eftersom hun havde trænet specielt den udholdenhed siden deres sidste møde, da det havde været hans bedste angreb mod hende.
Hun mærkede hvordan han ville kaste hende igennem døren, og stødte den ene hånd mod dørkarmen, inden hun fandt en lille kniv af sølv frem. Hendes tanker var tomme, de tænkte kun på kampen mod Faith, og da Angelie fik mulighed, drejede hun rundt i hans greb, og lavede et hurtigt snitsår over hans bryst, så det flåede hans trøje. Såret gik fra skulderen og helt ned til hans navle. "Vi ses lille vampyr" Angelie smilede alt for sødt, inden hun selv bevægede sig igennem døren, og videre ud gennem resten af huset for at komme væk.

Lazarus grinede * Latterlige tøs.. tror hun virkelig sølv virker mod mig *. Såret lukkede med det samme og Lazarus bevægede sig hurtigt ind foran Angelie. Lazarus grinede ondt da han stod foran hende igen '' Jamen jamen.. Min lille plan virkede.. Du vil dræbe Faith ser jeg... Uha, ligepludselig har jeg noget du gerne vil have... Jeg kender en god ven af Faith... Lad os snakke lidt mere før jeg torturere dig til solen går ned... Tror du virkelig jeg lader dig slippe... Du er naiv ''. Lazarus stod efter Angelie's hovedet med en lyn hurtigt slag og med en styrke der ville kunne smadre en lastbil. Han vidste det ikke ville dræbe hende '' Aldrig kald mig en Vampyr igen ''.

Angelie brummede irriteret, da hun så hvordan såret lukkede sig. I sin hast havde hun trukket det forkerte våben. Hvor dum havde man lov til at være. Men da han begyndte at snakke om, at DE skulle have en samtale skar hun en underlig grimasse. "Ja det siger du jo, men jeg føler virkelig ikke for at føre en samtale med dig" svarede hun irriteret, mens hun mærkede hans slag, der hamrede mod hendes ansigt. Det gjorde ondt.. Ingen tvivl om det, men Angelie havde trænet hårdt, og hun rykkede sig ikke så meget som en milimeter.
"Du er vampyr, og jeg har intet andet navn jeg kan bruge istedet" hvislede hun ud mellem sammenbidte tænder, mens hun stirrede ham direkte i øjnene.

Lazarus kiggede Angelie direkte i øjnene med et blik han kun havde vist en gang i hele sit liv. Blikket udtrykte en form for had og respekt. Lidt efter forsvandt blikket og Lazarus kiggede på Angelie med et ondt smil '' Jeg er skam ingen Vampyr... Jeg er en Fyld Blods... Du ved jeg let ville kunne finde dit objekt og tilintetgøre det... Men stadigvæk taler du som om du ikke er bange... Du er ikke den samme som første gang vi mødes... Hadet til mig har ændret dig... Gjort dig stærkere... Gjort dit klar... Jeg troede min lille test ville lykkes men du er i sandhed hvad jeg har ledt efter... Imponerende ''. Lazarus kiggede fascineret på Angelie.

Angelie viste ingen former for følelser overfor ham udover had. Hun havde ikke den mindste respekt for en mand, der kunne tvinge folk til at være hans slave, og hun nægtede at blive en af dem også. Hun fnøs kort over hans kommentar. "Nej fandme nej om jeg er bange for dig.. Og jeg bliver det aldrig.. og jeg bliver aldrig i det her lortehus!" hvislede hun faretruende, inden hun skubbede ham væk, så hun kunne passere ham, og gå hen mod hoveddøren igen. "Du kommer til at lede efter en anden.. For jeg bliver ikke!" Hun vinkede sarkastisk og gik væk fra ham

Lazarus smilede bare og gjorde ikke mere * helt uden hun ved det har jeg nu gjort hende klar... Zanes to sværd er snart mine og du har hjulpet mig mere en du overhovedet kunne forestille dig Angelie... Med alle de her kamaraer der optager dine handlinger og bevægelser... Jeg der læser dine tanker... Jeg sender formskifteren ind som dig og udgiver sig for at være dig og så er de sværd mine *.

Angelie sukkede lavmælt, da hun bemærkede at han rent faktisk lod hende gå. Hun sørgede omhyggeligt for at have sine tanker placeret mod andre unødvendige oplysninger, som hvad 65 gange 14 var. I mellemtiden passerede hun et hjørne, så hun var uden for hans synsvinkel, hvorefter en lille rund genstand blev placeret på væggen. Den sagde intet, men en rød lampe blinkede en enkelt gang, og Angelie satte farten i vejret, inden hun nåede ud igennem døren. "Hyg dig.. vampyr" hviskede hun frydefuldt, inden hun klikkede på en knap, som var i hendes hånd, hvorefter nogle få sekunders stilhed kom. Hun blev ikke for at holde øje, men istedet lod hun sig selv vandre videre, i håb om at høre det høje brag, og et hus, som ville styrte til grus, hvis ikke han havde fået dearmeret hendes bombe først.

Lazarus hørte med sin overnaturlige hørelse den blive sat fast på væggen. Han bevægede sig lynhurtigt hen flåede den af og gik udenfor og kasten den i søen. Den nåede lige at ramme ned i vandet før den sprang i luften. Vandet sprøjtede over det hele og Lazarus grinede for sig selv * Hvilken dejlig pige... Fuld af had... Men jeg har brugt hende til det jeg skulle.. Hun har hjulpet mig uden at vide det... Hvilken fryd... Underligt at hun ikke undre sig mere over hvorfor jeg ikke tager efter hende... Jeg kunne finde det objekt hun er bundet til... Men hun er ligegyldig nu... Hun er ikke til at styre så må jeg bare bruge video filmene med hende *.

Angelie hørte at bomben sprang, men det var ikke den lyd som hun havde forventet. Det var fandme også bare så typisk vampyrer at kunne høre hver en lille bevægelse man lavede. Hun stoppede istedet op, mens hun følte efter ham. Han kom ikke nærmere? Undrende vippede hun hovedet en anelse på skrå, og drejede sig en halv omgang mens hun kiggede på huset, som han gemte sig bag. Hvis han ikke kom efter hende, så måtte det jo være fordi han ikke skulle bruge hende.. Men.. Noget andet. Realiteten skreg nærmest i hendes hoved, da det gik op for hende, at det kun kunne have omhandlet en anden person, og Angelie klemte hårdt læberne sammen. Hvor dum kunne hun være? Tænk at hun ikke havde set det komme. Nu havde hun to valgmuligheder.. At advare, eller prøve selv at gøre noget ved det.