Velarian mod Zane - En historie med betydning for et par stykker på Vie La Mort :)

Her er så fortsættelsen på emnet "Vrede og Frygt" som blev startet og afsluttet i går. Det er en lille novelle som jeg har skrevet på ca. en halv time. Den vil muligvis få lidt betydning for visse karakterer her på Vie La Mort.

~

Han løb alt hvad han kunne, med tårerne løbende ned ad kinderne.
Han havde været nødt til at stoppe Kajika. Hun måtte ikke komme til skade.
*Det her...* tænkte han *er ægte kærlighed*
Han stoppede op i en dyster lysning. Regnen tog til og vinden blæste kraftigere nu.
En høj, mørk skikkelse stod foran ham.
"Zane..." hviskede Velarian, og aktiverede sin flammende, blå aura.
"Zane D'tarion. Jeg vil aldrig lade dig røre Kajika igen. Jeg vil dræbe dig nu, og afslutte dette mareridt for evigt!" råbte han, og hans aura blev forstærket.
Han løb frem mod sin storebror med et mægtigt brøl. *For kærligheden... for Kajika!* tænkte han, og en sær glæde bredte sig i ham da han så hende for sig, smilende og i sikkerhed.
*For dig*

Velarian stormede frem mod Zane, og for hvert skridt han tog, skød tanker om hans venner igennem hans hoved. Luciel, vampyren som han havde angrebet I den tro at hun var ond, men som viste sig at være mere følsom og sød end som så... Inuka, pigen som han havde mødt ved søen og som havde den sødeste vane med at kramme sin egen, buskede hale... Mikala, som var så følsom og utryg og havde brug for alle sine venner... Lyndeen, alfen som han havde mødt I Miami... Moon, som han kendte som Pjuske fordi hun aldrig havde fortalt ham sit navn... Inuyasha, som gjorde alt I verden for at beskytte sin søster Inuka... Zann, som han havde hadet så længe, men som var Kajikas udkårne, og derfor på en måde også en ven... og Kajika. Søde, generte Kajika som han selv havde kaldt for Guldhjerte, som han havde elsket så højt at han havde prøvet alt for at acceptere hendes og Zanns forhold, og som han nu muligvis ville ofre sit liv for at redde.
Alle disse personer fløj gennem hans tanker, og han smilede.
Velarian gjorde en blå ildkugle klar. Han kastede den mod sin fjende, og som han havde forudset, greb Zane kuglen og absorberede dens energi.
Velarian sprang højt op, og sendte endnu en ildkugle mod sin storebror, efterfulgt af en endnu større af samme slags.
Zane slog dem begge væk, og så op på sin lillebror. Han åbnede munden og sagde med iskold, ondskabsfuld stemme:
“Du kommer her og tror at du kan besejre mig bare fordi du er forelsket. Du er et fjols Velarian, og det er på høje tid at du slutter dig til den elverpige vi dræbte for øjnene af dig dengang...”
Han forsvandt med en hvislen, og dukkede op bagved Velarian.
Velarian vendte sig hurtigt, parat med endnu en blå ildkugle, men for sent.
Han gispede af smerte da Zanes ene sværd borede sig igennem hans bryst.
Han mærkede blodet I sin mund og hostede smertefuldt.
Hans flammende, blå aura forsvandt og det begyndte at sortne for hans øjne.
Han mærkede at Zane trak sværdet ud af ham og lod ham falde til jorden.
Velarian landede tungt på den regnvåde jord, hivende efter vejret. Han prøvede at sige noget, men opdagede hurtigt at han var ude af stand til at tale. Smerten I hans bryst bredte sig til resten af kroppen.
Var det her enden?
*Kajika* tænkte han længselsfuldt. *Tilgiv mig...*
Han mærkede kulden brede sig i sin krop, og han vidste at det var slut.
Det sidste han tænkte før alt blev sort, var:
*Zann... beskyt... Kajika...*