Skovens mørke //privat= Theodor//

Grene og kviste knækkede og blade raslede under hans fødder. Denne dreng der havde begivet sig ind i skoven. Men han så ikke ud til at være det mindste bange for om nogen hørte ham. Og han vidste egentligt ikke hvorfor han var her ude. Han hadede jo skoven og havde bare haft lyst til at brænde den ned men havde skam ladet være da et eller andet altid var kommet ivejen for ham. Psykisk. Theodor, som denne dreng hed, lignede mest af alt et almindeligt menneske og det gik han jo faktisk også bare og troede. Hans halvlange blonde hår flagrede i den lette vind og kom til at se mere pjusket og uglet ud end det var ellers. Hans hud var hverken bleg eller utrolig brun. Den var bare et..normal og men den fik hans klare og tydelig blå øjne til at virke mere fremhævende. Han var også bare iført et par jeans og hans ynglings sweatshirt med den mavelomme som hans hænder som sædvanlig var begravet i. Ellers havde han et par mørke sneakers og en blå cap(Avatar). Og som man næsten aldrig så ham uden så havde han sine høretelefoner på og lyttede til noget der nok menede mest om det så kaldte heavy metal. Han havde ikk ænset nogen anden ude i skoven men alliegvel følte han at han var her ude for at finde en eller anden.

Anju lukkede øjnene og lyttede. Der var dejlig stille, man kunne ikke høre bil larmen eller menneskerne der snakkede i munden på dem selv, dog åbnede hun hendes gyldne øjne da hun hørte fodtrin. Ikke langt fra hende stod en dreng, han så ikke ud til at ha set hende, hans duft strøj forbi hendes næse *en dæmon?* tænkte hun og var ikke så overrasket, der var mange dæmoner for tiden. Anju rejste sig op og gik lydløst hen til ham indtil hun var to meter væk fra ham "godaften" sagde hun med et smil på hendes blege læber.

Theodor stoppede roligt op og lod sit blik glide op af denne pige der nu stod foran ham. Hun så da ret bleg ud. Var hun syg? Høj feber? Men hun så jo ikk ud til at have det så dårligt. Han havde ikk rigtigt hørt hende på grund af at han havde musik for sine øre. Og det var kørt højt op for volomen. Man alliegvel havde han set hendes fødder og svagt fornemmet hendes stemme. Så efter at have stået lidt og studere hende med et helt neutralt ansigts udtryk lod han sin ene hånd tage fat i høretelefonerne og trak dem ned så de hang om hans hals. "Ehm.. Godaften?" lod det fra ham og han løftede kort sine øjenbryn mens at han igen lod sit blik glide ned og op af denne fremmede pige. "...Har du det helt godt?? Du ser utrolig bleg ud.." Han lod ubekymret sin hånd lægge sig på hendes pande men trak den hurtigt til sig. "...og du er ret kold.." Han kendte intet til andre væsner udover fra film og sådan noget. Og han troede heller ikk på dem. Og han kendte heller ikk det mindste til sig selv. Han betrægtede sig til som en almindelig skole dreng der er blandt menneskeracen. Og der fandets jo heller ikke andre en den. Han stod bare i en afslappet stilling og havde igen begravet sine hænder i sin mavelomme.

Da han satte hans hånd på hendes pande lukkede hun det ene øje, men gjorder dog ikke modstand. Anju blev dog ret overrasket da han spurte om hun var syg, vidste han ikke at hun var en vampyr? Han vidste nok heller ikke at han selv var en Dæmon. "jeg.. lider en speciel sygdom" sagde hun bare, enlig løj hun ikke. Den vampyr som bed hende sende en virus ind i hendes blod som så ændrede hende så hun i sidste ende blev en vampyr. "men jeg har det fint" sagde Anju og grinte lidt. "hvad laver De her ude i skoven?" spurte hun og satte hovedet lidt på skrå.