and there goes the train. - Chiaki

Sted : De Ferme banegård.
Tid : aften, hen ad omkring en 21, der er i hvert fald meget mørkt, ud over lamperne der er henne ved trappen, ned til metroen, og op til tunnelende for at komme ud på gaden igen.
Vejr : Støvregn, og meget fugtigt. For ikke at sige koldt.
Omgivelser: nogle mennesker som kommer ind med det tog som lige havde stoppet på platformen. Og folk som venter på at kunne komme ind i toget igen.

Mens der var en masse mennesker, der maste og skubbede for både at komme ud af toget, og andre folk som prøvede at komme ind. Hvorfor var det så svært for folk til at vente på at folk kunne komme ud, det var jo ikke fordi at toget ville lukke for næserne for dem, når de nu stod og ventede foran dørene. Kvinden som så på, med en smøg i hånden, rystede lidt på hoved af dem, og tog en dyb indånding ned i hendes lunger. Tog smøgen op til hendes mund, og tog et kæmpe hvæs, som gjorde at der til sidst kun var selve filteret tilbage, som blev smidt ned på astfalten og skubbet væk. Hun ville godt vide, hvornår fanden han ville komme, hendes ravnesorte øjne blev vent mod det store ur der hang lige hen over trapperne, viserne slog 20.54. Han skulle være her om et minut, og hun havde ikke tid til forsinkelser. Pludselig mærkede hun en pakke blive presset ind i hendes hånd, og uden videre tog hun imod det, og kiggede væk, da en mand i en meget lang læderjakke skyndte sig væk fra stedet. Det var først efter noget minutter hvor næsten alle mennesker var forsvundet fra platform 3, at hun åbnede den, et stort smil dannede sig på hendes læber, og hun tog en walter 35 ud af pakken. Placerede den i hendes tomme pistol hylster. En ny smøg blev tændt, og et hæv blev taget. Hun gik langsomt hen til en skraldespand, og smed indpakningen ud. Nu skulle det snart blive meget sjovt.

Chiaki sad på en gammel bænk, ligeså rusten som hendes blodtørst. Hun havde aldrig føltblodtørst, raseri eller had, i den tid hun havde været levende død. Hun var ikke zombie, ej heller vampyr. Hun døede i en ganske almindelig ulykke, ifølge hende selv. Hun huskede ganske tydeligt mindet. Manden med det grønne sår, søens uklare vand og nymånens skær. Hendes fingre berørte let en tulipans stilk, den var i en flot mørkegrønlig farve. Dens blade nuancerede med en klar hvid og det syn frydede Chiakis øjne. De tynde ben trippede nervøst frem og tilbage, som små gynger. Hendes sorte og meget korte hår, var der påsat en flot rose og et par slyngstilke med torne, der ikke ramte hendes hud dog. Hun lod regnen falde og lande på hendes hud. Hun lod regnen blive på huden, det største organ, et menneske (eller engel) havde. Selvom hun ingen vinger havde eller slet ik lignede en, var hun en engel. Det hvad menneskene kaldte de hellige døde, dem der kun dræbte, i retfærdighedens navn. Hun sad og spekulerede over hvad det lige præcis var. Retfærdighed...