Fødslen endelig (Zelia=kun inviterede)

S: Hospitalet
T: Ca 22:00
O: Læger jordmoderen og maskiner (alle sammen vampyrer)
V: Mørkt og stjernefuldt
D: Idag

Killer sad på stuen ved siden af fødselssengen Zelia var vist ude på badeværelset vis han huskede rigtig han havde fået Zero til at betale for at få Vampyr læger fløjet ind fra Bulgarien til fødslen og ventede nu bare på at det skulle gå igang han var meget nervøs det her handlede jo om hans søn/datter og han var spændt

Zelia stod og så sig selv i spejlet på hospitalets toilet. Hun klaskede noget vand i hovedet. Hun trak vejert dybt og gik ud fra toilettet og hen til den fødelsstue hun skulle føde på, og hen til Killer. Hun smilte nervøst da hun gik ind af døren. Hun gik stille hen og satte sig på sengen. Den lille 16 årige ligende pige så helt forkert ud pågrund af den store mave hun havde. Hun lagde stille en hånd på maven og nussede den. Hun ventede spændt på øjeblikket hun skulle se sit barn.
Zelia så på Killer da hun lagde sig ned på siden i sengen. "Glæder du dig?" spurgte hun stille.

Killer rejste sig op og gik hen til sengen og lænede sig lidt over hendes hoved "ja skat selvfølgelig gør jeg det" hviskede han og kyssede hende blidt på kinden "jeg glæder mig så meget jeg er ved at blive vanvittig af at vente" han smilede roligt og så hende i øjnene og tog hendes hånd "hvad end der sker husk jeg sidder lige her skat" hviskede han roligt og nussede hendes hånd blidt mens han så på hende roligt

Zelia smilte halvt og nikkede. Hun trak vejret dybt og prøvede at minde sig selv om at lige meget hvor ondt det ville komme til at gøre så ville det blive godt igen. Hun lukkede øjne og bed tændernde sammen i nervøsitet.
"Hvem af dem er her for at hjælpe? altså... hvem skal gøre hvad? jeg er lidt bange for jeg går i sort og ikke kan gøre noget selv" det sidste hviskede hun stille. Hun åbnede øjne og kiggede på ham. "Lov mig at blive" sagde hun med en skrøbelig stemme.

Killer smilede "hvor skulle jeg ellers være" spurgte han "jeg elsker dig jeg kunne ikke drømme om at forlade dig sådan et tidspunkt her ikke engang døden ville kunne holde mig fra at blive" hviskede han roligt og smilede og kyssede hendes pande blidt

Zelia så mistænkeligt på ham. "Døden?" sagde hun stille. "hvad hvis jeg ikke klarer den?" hviskede hun. Hendes øjne så skrækslagende ud. Hun havde store pupiller og skrækken lyste ud af dem. "Killer... jeg er bange" hviskede hun og klemte hans hånd hårdt.

"skat du vampyr du kan ikke dø af at føde et barn" sagde han roligt "desuden der er en ting jeg har glemt at sige" han sukkede "barnet du bære er dødt skat" han kyssede hendes kind "men efter hvad jeg har læst vis jeg suger dens blod og gør den til vampyr vil den komme til live" sagde han roligt

"Det ved jeg godt" sagde hun med sammen bidte tænder. "Jeg kan føle smerte og jeg har kastet op... Måske kan det gå galt selvom barnet allerede er dødt" sagde hun og undgik hans blik.


//Kreasvigt//

Killer så på hende "hvad skulle der gå galt? Det er ikke blevet skadet eller noget som helst du har jo bare været derhjemme og slappet af hele tiden jeg har jo klaret alle de huslige pligter i den tid jeg har passet på dig jeg har sørget for mad for dig hvad skulle der så være gået galt" spurgte han

Zelia ser hurtigt på ham og ned i jorden igen. Hun famlede ud efter hans hånd og klemte den. Hun satte sig lidt op og lagde den anden hånd på hans kind. Hun lukkede øjne og kyssede ham blidt ved mundvigen. Hun åbnede øjne og så på ham med skrækslagende øjne. Hun hviskede stille "Jeg er bange..." mere nogede hun ikke at sige. Smerten kom som et chok for hende. Hun vendte det vide ud af øjne og lagde sig tilbage i sengen. Hun trak vejret hurtigt og hendes ansigt fortrak sig i smerte. Hendes krop spændtes og hun klemte Killers hånd med næsten al hendes styrke.

Killer lod hende og nussede hendes hånd blidt "pres" hviskede han mens lægerne stillede sig klar for at hjælpe og hjalp så meget de kunne mens han nussede hende videre "pres pres pres" hviskede han igen mens han fortsat så på hende