Blodpletter tværes ikke ud med tiden - Andy

Tid: Sen eftermiddag/ Tidlig aften
O: Stilheden, jorden, trykkende varme, stank af blod.
V: luften er støvet, og ikke meget ilt kan trænge ned, ovenfor, eftermiddags sol, lunt, og let blæsende.
S: De Recherche

Itarians kolde fingre bevægede sig kortvarigt hen over en blodplet på en af de hospitals lignende senge, placeret rundt omkring i rummet. Hans isblå øjne nærmest glødede af tankevirksomhed. Det han havde set foregå i dette rum, og det, som han af en eller anden grund vidste ville ske, smeltede sammen med stilheden, og fik hans sind til at vride sig af tanker. Hans læber var let sammenpressede, og hans pande rynket, som om han tumlede med et enormt problem.
Han sad på en seng, let overbøjet, mens han rørte blodpletten på gulvet mellem sine fødder. Hans lange ildrøde hår dansede for hans øjne, og afskærmede resten af det blodindsmurte rum. Blodet var ikke mere end få timer gammelt, og tilhørte det lig der nu lå forvredent under tæppet i en seng ikke langt fra Itarian.
Liget lå sammenkrøbent, og med armene løftet over sig, mens et lydløst skrig havde åbnet hendes mund på vid gab. Hendes stemmebånd var ikke længere end del af hende, men lå som en klump udefinerbar masse på det nærmeste bord, i en lille plastic skål.
Ligets hud var sort, brændt af de flammer det havde været opslugt af.
En jævn varme var spredt i rummet, og en enkelt elektrisk pære hang over hovedet på Itarian, mens han stirrede på blodpletten, som om det han lige havde gjort, alt sammen var blevet gjort for den ene plet, for at denne ene plet skulle være der.

Trappen ned til dette rum, var ikke forseglet, men dog var døren i enden låst. Hængslerne var slidte, og en skabning med blot en smule styrke, ville let kunne slå den ud af sine hængsler. Men hvor stor chance var der for at nogen ville komme her? Så langt under jorden, så langt væk fra luften, og ilten, og alt hvad der var livgivende.
Itarian sukkede, og mumlede en let sætning, der kun knapt nok kunne forestille ord, og lænede sig tilbage i sengen.

En letter sort beklædt skikkelse havde i forvejen bevæget sig i byen, hvor længe vidste han ikke præcist, men han holdte ikke øje med tiden, det gjorde han aldrig, medmindre at han stødte på et ur på sin vej. Drengen var gået hen i retningen mod vest i Di Morga, og uden at han vidste af det nærmede han sig en beskidt dør som lå et stykke væk fra hans fødder. En dør som førte videre ned på et ukendt sted, døren var sjældent blevet åbent af ren vilje.
Drengen hed Andy hvis kappe blafrede lidt med den lette vind, og stoppede op med at gå da han fik øje på denne mærkværdige dør, Andy havde ikke været i Di Morga længe og han syntes efterhånden at det var et meget spøjst sted, men alligevel fascinerende, han betragtede stedet som en fantasi verden hvor alt kunne ske, hvilket måske også var muligt, hvis man bare troede på det, han puttede sin ene hånd ned i bukselommen på sine sorte tætsiddende bukser imens at han kiggede på døren og studerede den lidt før at han besluttede sig for at bukke sig ned for at tage fat i håndtaget med sin anden hånd der ikke lå i en bukselomme og åbnede døren som sagde en knirkende lyd der var irriterende at høre på. Andy lavede store øjne af overraskelse og forvandlede sig til en kat, en ussel grå kat som havde en mørkere grå farve enkle steder på kroppen som lignede streger der var tegnet på hans krop, han havde nogle ret spidse øre, som alligevel var bløde at røre ved. Han lod døren stå åben da han ikke havde muligheden for at lukke den når han var en kat og var derfor ikke stærk nok til at kunne lukke den selv. Hans hale logrede en smule inden at han begav sig ned af trappen som han havde fået øje på med sine egne sorte øjne, enkle lyde af et miav kunne høres fra katten ham selv da han med alligevel forsigtige skridt fortsatte med at gå ned af trappen på alle sine fire poter. Andy regnede ikke med at der var nogen til stede, han regnede med at han var alene og ville blive mindre overrasket over hvis at han mødte nogen på sin vej. Jo længere ned han kom, jo mere begyndte der at dufte af blod.. Et stykke væk og længere nede af trappen fik han øje på en dør pga sit gode syn af en kat.

Itarians ører var ikke meget bedre end et normalt menneskes, og han ville sædvanligvis ikke have hørt katten. Men dens skridt, og dens miaven, gav genlyd gennem gangen hele vejen ned, og forstærkede lyden yderligere i det lille rum. Itarian åbnede let øjnene, og så hen mod døren.
Hvad lavede en kat mon her? Og ydermere, hvordan havde den åbnet den øverste dør?
Itarian rejste sig, først gik det langsomt, og så, som om han fik mere styrke, som hans hoved gled længere op, gik det hurtigere. Hans skridt var lange, og han ville uden tvivl let kunne vandre hele Di morga rundt på under en dag, i blot sit normale tempo.
Hans fingre søgte ned i lommen på sine bukser, de var lange, og sorte, og lavet af en underlig blanding af hør og silke. Det tunge, og dog bløde stof, hvislede let omkring hans væsen, da han prøvende stak nøglen i døren, og drejede den rundt. Hans blik var udtryksløst, uudgrundeligt, og umuligt at forstå, som om han tumlede med alverdens problemer, som om han skulle træffe de sværeste valg.
Døren svang op, indad, og Itarians røde hår, og isblå blik kom til syne i åbningen.
Hans blik faldt øjeblikkeligt på katten, og pludselig fyldtes hans blik med en sjælden varme, blot ved tanken om dette væsen. Han havde endnu ingen idé om at dette var en animagus, og gik uforvarende et skridt frem mod den, ikke truende, eller skræmmende på nogen måde, men forsigtigt, og nærmest kærligt blev hans hånd rakt frem mod den, så hvis den ville, kunne snuse til hans fingre, for derefter at lade sig kæle for.
Hvis den ville kradse ham, eller måske endda stikke af, ville han blot forholde sig i samme stilling. Se efter den hvis den løb, eller bide sig hårdt i læben hvis den angreb, men ikke desto mindre, ville han ikke rykke sig. Han var vant til at hans uudgrundelige aura skræmte de fleste dyr fra vid og sans, og at de fleste tog flugten, men ikke desto mindre, kunne han godt lide dyr, de gjorde ham trygge på en måde han sædvanligvis ikke var i stand til at føle.

Lyden af en nøgle kunne høres da han lige om snart var henne ved døren, så nogen var altså tilstede og han var ikke alene? Andy logrede automatisk med sin hale naturligt som en kat da en person kom til syne efter at døren blev åbnet. Han havde aldrig set personen før og havde ikke regnet med at møde nogen på sin vej. Hvad lavede drengen her nede? Måske af samme grund som ham? Eller pga. en helt anden grund som han nok ikke kendte til? Han undrede sig over hvorfor at drengen var på stedet. Skulle han forgive sig at være en kat hele under deres møde? Eller skulle han afsløre sig selv? Andy begyndte endnu engang at tænke som en stridsvogn. Andy rystede kort på hovedet og gik med små skridt hen til denne ukendte dreng og lænede sig op mod hans hånd. Når folk vidste den gestus vidste Andy at man ikke var farlig eller skræmmende på nogen måde og han elskede at blive kælet for når han var forvandlet i sin animagus form. Nogle miav lyde kom fra hans mund igen.
Han ville gå med til at afsløre sig selv på et tidspunkt medmindre at drengen eller fyren selv fandt ud af at han ikke just var en normal kat.

Itarians hånd strøg let hen over kattens hoved, og en let, blød kradsen ved øret, fortalte om intention om at ville gøre det behageligt for katten.
Hans yderste sanser opfangede noget, et lille flig af menneskelighed i kattens sind, på grund af hans evne til at spore sind og tanker, og dog lod han sig ikke mærke med det. Han ønskede kort sagt ikke at nogen skulle vide at han var der, og så derfor igennem fingre med at dette muligvis kunne være en animagus.
Han syntes godt om dyr, specielt katte, og denne så ud til at kunne lide hans kærtegn.
Han så ind i kattens øjne, mens han forsøgte at behage den så meget som han kunne, dog uden at virke frembusende. Det gik ikke så godt, og han virkede sikkert lettere tilbageholdende.
Han rystede let på hovedet for sig selv.
"Er du sulten?" mumlede han, det kunne lyde som om han talte til et normalt menneske, og dog. Han yndede aldrig at tale nedladende til dyr, han talte til dem, som han talte til alle andre.

Andy kiggede op på ham med sine kulsorte øjne og nikkede som et ja med sit hoved da han spurgte ind til om han var sulten.. Det var lang tid siden at han i det hele taget havde fået noget at spise, men han havde bare ikke haft lyst til at spise?.. En følelse som alle vel kendte til? "Miav.." kom der ud fra hans mund imens at han spinnede let i kroppen, et tegn på at han kunne godt lide hans kærtegn. Det kunne ses på ham at han nød det. Andy var glad for at han var en animagus.. der var mange positive ting ved det.. som at han kunne få en masse kærlighed fra forskellige væsner som elskede og holdte af dyr. Han kunne få det meget nemmere ved at komme ind på folk på den måde og lære lidt om dem, inden at han forvandlede sig til sit menneskelige jeg. Andy vidste bare ikke hvornår han skulle afsløre sig selv overfor drengen, tanken havde også strejfet ham om drengen ville blive sur hvis han afslørede sig selv?
Det gav nogle konsekvenser, men han overvejede at gøre det, bare ikke lige nu.. han ville gerne fodres og det at få mere kærlighed. "Miav.." gentog han og bevægede med sin hale imens, det kunne også ses på ham at han i al fald var en glad kat, når han fik denne gestus.

Itarians blik åbnedes let, ved kattens nok, hvorpå han rejste sig.
"S-så kom" Sagde han, med en let tøven i stemmen. En kat nikkede da ikke, gjorde den? Eller var han bare begyndt at se syner?
Katten var ihvertfald virkelig nok, men så igen. Var det virkelig en almindelig kat? Han lod dog stadig ikke tanken om animagusser indfinde sig.
Han rejste sig, og begyndte at lunte ind i det lille rum, ignorerede liget i sengen, der lå halvt skjult bag skyggernes tykke forhæng, og gik gennem en anden dør. De kom ind i et rodet køkkken, der stank ikke ligefrem, men en svag lugt af rådden mad steg alligevel op fra køkkenvasken. Køleskabet var sat til, og stod og brummede, og ellers stod der allerede en lille skål i det ene hjørne. Ved siden af det sad en lille, yndefuld hunkat, og så på dem. Et svagt miav hørtes fra hende, som en hilsen til den anden kat. Hun så ud til at være vant til andre kattes selskab, eller også var hun også animagus? Hendes enorme øjne, var mørke, og havde et sart grønt lys over sig, der fik hende til nærmest at virke intelligent, og hendes gylvne pels ulmede i det svage lys fra den elektriske pære, der var tapet fast til væggen.
Itarian gik øjeblikkelige over til et skab, og stod og rodede deri.

Andy fulgte med ham på sine små poter imens at hans hale bevægede sig lidt.. han kiggede lidt ned i jorden inden at han rettede sit blik mod en kat.. som også var til stede.. inde i rummet.. det gav et sæt i ham.. da han ikke havde regnet med at møde en anden kat.. han vidste ikke helt om katten var en animagus eller om det bare var en normal kat.. "Miav".. kom der ud fra hans mund og han satte sig ned et sted på gulvet, inde i rummet, hvor drengen.. så ud til at gå i gang med at.. finde noget mad.. Andy så lidt på katten, men sad ellers bare stille, end til at han løftede sin ene pote op til munden og slikkede på den. Han knurrede lidt og var ikke meget for.. hvis at katten nærmede sig ham.
Han håbede bare på at katten ville blive siddende der hvor den sad.. snart ville Andy også afsløre sig.. efter at han havde fået noget mad.. en masse tanker strejfede igennem hans hoved.. da han var noget bange og nervøs for hvordan drengen ville reagere..om han ville blive sur og vred.. eller ..bare tag det som det kom. De fleste blev overrasket og overreagerede når han afslørede sig selv.. fordi man lige havde det så godt med selskab fra et dyr.