Gotta kill by Instincts ((Privat Emne - Sookie))

Sted: Havnen
Tid: Aftenens tidlige fremtræden
Omgivelser: Forladt, et par kasser med fisk i og en del både tøjret ved havnens kant.
Vejr: Meget koldt med lidt blæst fra syd-øst

Han sad på kassen, indsmurt i den mest ulækre lugt, der fandtes på havnens kyst. Dog, Arah, fandt dette ganske fornøjeligt. Han lugtede som en tun, en nyfanget tun, som skulle lokke nattens jægere til havnen, for til sidst selv at blive jagtet. Dog med knap for næsen, vibrerede ørene let, dansende til melodiens af trinenes trampen. Han var en smule træt. De sidste par dage uden rigtig føde havde tæret på ham. Isen i ham var ved at smelte let. Snart, snart ville hans lyst ikke kunne styre sig længere.. Snart ville han angribe det allerførste væsen han så. "Kom så.. En eller anden.. Kom så..." Hans stemme var forfærdet, den tunge ånde var hurtigere end normalt og bærede prægen af en indelukket tørst i sig. Det voksede stadig med turbo fart. Hans fingres eller så smukke former, blev mere og mere ru og dyriske. Neglene voksede en smule og lignede en løves slidte klør. De ellers så rolige øjne dunkede og var vilde, pupillen var nærmest forsvundet i ildhavets indre sjæl. Han var ikke så fjern med tankerne, at han ikke havde opmærksomheden på toppen. Hvis noget uventet kom, ville han stadig være klar med en plan. Men han var noget så sulten. Det drev i ham, vendte og drejede i hans indre. Fik armene til at skælve af den bare begær efter kød. Den ellers så skinnende hud, blev bleg og mat som et dødt væsens. Ørene vrikkede ukontrolleret og håret blev mindre skinnende og hvidt, end før. Hun ville myrde. Dræbe. Slå ihjel. Flænse. Fortærer. Rive. Flå. Ætse... Hun ville gøre alt for at få bare den mindste smule kød, ned i den sammentrukne mavesæk der hungrede så lystigt efter lidt dyrisk føde. Føde man kun fik ved at jagte. Hans arme tog sik om maven. Den brummede let og han snusede ganske let ind. Udover stanken af tun, var en ny duft fremme. Et andet væsens duft. Den var lækker. Den var sprød. Den var hvad der skulle til for at Arah straks fik hoppet ned af kassen og se sig omkring, som et vildt dyr, styret af sine barbariske instinkter. Uden nåde. Uden medlidenhed. Katten efter mussen, det var det der skulle ske lige om lidt. Når dette andet væsen, skulle vise sit ansigt.

”Pis..!” Våd Sookie, sådan skulle det åbenbart være? Hvorfor var man absolut blevet så fuld, at man fik lysten til at falde ned i den ret så beskidte havn. Et par fnys kom fra pigen vis lange hår hang i våde totter ned af hendes ansigt, det var formørket på denne tid af døgnet. Hun havde ikke fået noget næring i mange dage, da hendes første tanke var at prøve at se hvor lang tid hun kunne holde sig uden at gøre andre væsner fortræd. Svaret var så ikke særlig længe, højest et par dage. Hendes ellers løse kjole, var blevet så våd at den sugede sig fat til hendes høje og ellers meget flotte krop. Men hvad skulle man da bruge den til, det var da det indre der talte?
Pigen rystede på hovedet, så det overskydende vand kom væk fra håret. Månens stråler lyste ned med alt sin kraft, strålerne viste deres ynde ned til den mindste detalje. Men det var jo heller ikke fordi at de ikke havde fortjent det, de var jo perfekte af gerninger? Pigens hår var lettere rødt, man kunne skimte den røde gennemtrængende farve når månelyset stod ordentligt i kontrast med hårets mørke farve. Hendes skuldre fortrak sig i en svag og opgivende duet, våd Sookie.. Våd hund? Hvad var forskellen?
Efter et par skridts leden, fandt pigen en vandhane. Den var ikke stor, men det var hvad hun havde og havde brug for.. Et suk drev over hendes læber, da vandets kølige struktur ramte hendes let varme men ømme skuldre. Hun blev ren, uden tvivl. Alle de beskidte rester af affald, som de uopmærksomme menneske og skam også væsner havde smidt ud i havnen.. Hendes kjole have en v-udskæring, som viste hendes ikke vampyr hvide hud. Men som havde den brune farve, fra de varme sommerdage hun havde tilbragt med at sove udenfor.. Hun blev brun ja, men hun sov som en sten? Kjolen gik hende til lidt ned over hendes knæ, der omsluttede sig til et par højtsiddende flade sko. Kjolen havde den samme krystalblå farve, som hendes øjne. Der altid sagde sandheden, man kunne diskutere om dette var en svaghed.. Eller ej? Hendes skuldre var bare og det samme var hendes hals, hun havde tænkt på at det var en dårlig ide med alle de væsner der nu gik rundt i gaderne som hungrede efter deres nye offer.
Pigen tog sig til hovedet, inden at hun gik stilfærdigt videre. Hun var pæn og havde en yderst blufærdig gang, men hendes sind var lige så rent og uskyldigt som et lille barns. Sandheden var at hun egentlig ikke havde været igennem så meget i hendes næsten 18 år, et par kys hist og her. Men det sagde ikke så meget om selve hendes person, den ægte kærlighed havde hun ventet på i årevis. Efter at hun opdagede hendes lille evne, at lære at føle andres forelskelse.. Den der gav hende den indre ro, hver gang hun skulle lægge sig til at sove. Hun sukkede endnu engang, men hun.. Ja hun var vist ikke så heldig..
Hun blev forstyrret af hendes tanker, da hun rakte ud efter nogle følelser som hun kunne binde sig til.. Måske at blive stærkere, samt få denne nat til at fremgå som en god og nærende nat? Men hun hørte noget i det fjerne, noget med en stor kraft og anstændighed.. Men alligevel uskyldigt, som et lille.. Barn?!

Han nærmede sig pigen. Hende der var så sjask våd og dog opmærksom på Arahs tilstedeværelse. Månen lyste ganske klart op, det platinskyllede hår glimtede og den grimme stank af tun, den forsvandt ligeså hurtigt som den var kommet. Arah smilte bredt. Endelig kom det han havde ventet så spændt på. Et offer. En der skulle slukke hans sult. Hans tørst efter blod fra dunkende blodkamre. Flæsket under den brune hud, der duftede ganske lækkert i måneskærets farlige lysshow. Forstanden var der næsten ikke mere. Han forstod ikke hvorfor dette væsen dragede hans instinkter så meget. Havde det været de 4-5 dage uden mad? Eller måske bare hendes blod der fik det indre blod til at bruse som vanvid. Ihvertfald vidste han at han var rigtig, rigtig sulten. Men dog havde hans intelligens ikke sænket sig under presset fra det ophobende behov. Arah'Untuk vidste udmærket godt inderst inde, at han ikke bare kunne angribe hende. Dette så smukke individ foran ham og hans lavere eksistens. Du er bare forblændet af hendes skønhed.. Hun vil ikke engang opdage hvordan du flår de mange halsstrenge ud af den saftige.. Dunkende.. Blodrusende.. Lækre duftende.. Hals...

Arah rystede ganske let på hovedet, men med vindens hjælp slog håret til siden og landede foran hans mave og dækkede det meste af den smalle skulder. Han tænkte sig om et ganske kort øjeblik. Skulle han bare lade dyret fører og angribe hende? Eller lade hende tale og han kunne senere hen narre hende til at lade blodet, kødet og organerne blive hans. Den korte vej så så enkel og fristende ud. Som om en hvid hånd på overstørrelse, vinkede ham hen til sig og ville lulle ham ind i komplet tilfredsstillelse 24/7..

Hvad var det der skete for ham!? De sidste 1000 år havde det kun været ham der vildledte andre. Fik dem til at tro på sludder om hellig søvn og fred for evigt. Og dette væsen havde med sit udseende, fået ham til at se hvad han havde vist sine tidligere ofre. Så sandelig at hun var mægtig. Hendes øjne glødede af en let og dog stærk aura. Og dog, forvirrelse over hans lille krop kunne spejles i de glansende øjnes ildsjæl. "Hvad... Laver du her?.." hans læber og forstand tog igen fuldstændigt over. Sultens trang blev igen undertrykket fuldt ud og hans stemme, mandig og dog med en vis grad af barn i sig, var ligeså snedig og lusket som før han havde set dette bedårende og tilfangetagende væsens aura.

Hun så sig et par gange rundt om sig, hvad var det der skete? Hun mærkede et sus om sig og der stod han, hun måtte være ærlig over for sig selv og indrømme at hun havde troet at det ville have været en bare lidt støre mand. Eller kvinde for den sags skyld, men hun vidste at på en eller anden måde.. Så gik mordere efter det anden køn, var det den tiltrækkelse der kom igennem dem? På en eller anden måde, var det på en måde meget seksuelt at drikke en andens blod. Lige som hun gjorde, når hun for en gangs skyld ikke kunne styre sig og drak fra et levende og åndende med sjæl der huskede.
Hun kunne ikke tænke, da drengen viste sig. Hvad og hvem var han? Hendes første indskydelse var at hun skulle passe på ham, måske give ham noget husly i nogle dage? Men da så hun hans brændende øjne, den intime sult der lå bag. Hun forstod den ikke, for hun havde aldrig VILLET dræbe noget. Hun havde aldrig været villig og ønskede det, det var altid mod hendes egne handlinger og tanker at hun tog blod fra dette dyr hun nu havde udvalgt sig. Sådan var hun, en godhjertet pige som ikke ønskede andet.. End at være normal, få den kærlighed som hun oplevede hver dag.. Fik den igennem andre væsner, som kunne og ville det. Men det var som om at hver gang hun havde fundet en hun troede virkelig hun havde noget med, at nu var hun virkelig forelsket. Så svigtede hun personen, eller han svigtede hende.. Et liv med en kærlighed, et enkelt hjerte der hungrede efter den kærlighed fra den ene person.. En person, som svigtede hende med krop og sjæl. Forlod hende som den ynkelige pige som hun var, med ikke et eneste minde om ham.. Ikke engang den fuldbyrdede kærlighed, intet tegn på at han havde elsket hende nok til at bruge noget tid med hende.. Nøgen..

Pigen kom op til overfladen, skubbede alle tankerne fra sig. Her stod hun over for et lille barn, ved de 13 år ville hun gætte. Imens at hun tænkte på.. Sex?? Hun tog sig til hovedet, kiggede på den lille dreng inden at hun trak lidt på skuldrene. ”Jeg er her.. For at miste besiddelsen.. Miste alt hvad jeg har i hænderne..?” Hun rystede på hovedet, inden at hun rullede med øjnene. Svajede hun virkelig? Hun så ned på hendes fødder, inden at hun blinkede lidt og så på drengen. Hun tænkte nok at hun havde fået det til at se ud som et overgreb på en mindreårig, da hun satte sig ned på hug med hænderne i skødet. Hun ville bare have fornemmelsen af at stå på jorden igen, men hvorfra skulle hun vide at hendes kjole skulle krybe op?? Helt ærligt, det var ikke fordi at hun gik i kjole til hverdag? Hun lukkede det ene øje, imens at hun stille løftede hende overlæbe. Hendes charmerende smil, som altid havde fuldt efter hende. Hendes hvide tandrække viste sig for drengens blik, han burde være noget af en kræsen dreng vis han ikke syntes at det var charmerende. Men drengen var kun 13?? Hun tog sig endnu engang til hovedet, han så så moden ud? Hun hævede blikket en smule, inden at hun rettede hendes skuldre op og benene en smule med. Så hun lige akkurat var lidt højere end ham, han var lille som en 13 årig? ”Hvad laver De så her..?” Sagde hun med en fin accent, som ikke mange kunne have gjort bedre. ”De er da ikke specielt gammel.. Vel?”

Han lo indeni. Han kunne ikke lade værd med at overveje om hun gjorde sig charmerende, for en hun troede var 13 år gammel. Hendes smil og kjolen der krøb op, men som hun ikke tog sig tid til at rette. Alt dette for at vise sin nysgerrighed. Han havde været tavs, ikke svaret før hun kun stod så hun var et par centimeter højere end ham selv. Da nikkede han let for sig selv, det hvide hår svang lidt frem og tilbage. Først bøjede det ene knæ sig, det blev til et skridt fremad. Sådan gik de første 5-6, før han igen standsede og stod knap 15-17 centimeter fra hendes smilende ansigt. Den udstrålende krop der udviste en så lækker duft og aura så pulserende, at hans indre dyriske instinkter endnu engang prøvede at slippe løs. Endelig formede de blålige læber sig i de forskellige former, der udstødte en let melodi, i takt som et ord. "Jeg er her for at lade mine instinkter slå sig løs.. Og du tager fejl... Jeg er meget ældre end du tror" Han lod de slanke fingre glide igennem det meget lange hår, der glimtede let i takt med månens lyse stråler, der var en vis gråd mere grå end hans platinlyse hårs lyse skær. "Jeg er præcist 2005 år gammel, født da Jesus Kristus blev de 5. Født som isdæmon.. Bidt af løbsk varulv og nu en standhaftig blanding af begge, men stadig med kontrollen over mit sind som ingen varulv har eller får" Han fortalte mere end normalt. Men det var som om ordene bare fløj ud af hans lungers luft og formede sig til ord fra hans mund og til pigens øregange. "Navnet er Arah... Arah Untuk" De rødglødene øjne lod sig ikke sagtne fra hendes krystalliske og var fanget som af et bånd af ild. Ild der ville smelte ham hvis han fjernede øjenkontakten. Lod ørene danse fiffigt, af lyden fra fiskene der sprang op og ned, af ordene fra hans egen mund og hendes stille ånde, der var næsten ikke-eksisterende. De kridthvide fingre fjernede sig fra sin plads i håret, til at strække sig imod pigens kind, der så standhaftigt glødede imod hans iskolde hånd, der aldrig havde mærket sådan en varme i længere tid. Det var ubærligt. For hvert sekund han så hendes sjæl i hendes øjne. For hvert skridt han nærmede sig, steg lysten i ham til det dobbelte. Med lukket mund, løb tænderne, skarpe som fås, næsten i et uendeligt vandfald. Duften der kom fra hendes sexsuelle krop. De bløde kurver man kunne tage om og lade fingrene glide some n lille rutshjebane. Den anden hånd, der før havde holdt sig så stille på hans talje, lod sig nu også drage og landede så blidt som muligt, med sin flade imod hendes brunlige kinds sødme. Hele hendes væsen, gjorde ham sindsyg indeni, indeni hvor tankerne og forstanden blev mindre og mindre fornuftige.. Der hvor det sorte kammer af lyst og begær til hendes kød, blev gradvist større for hvert eneste sekund dette stod på. Den intense stilhed imellem skønheden og udyret.

//Undskyld.. Jeg svare senere i aften, okay?//

Hun fattede det ikke, han kom frem til hende? Havde hendes forsøg på at vise sig bare en smule moderlig, virkelig virket? Men hun fik svaret da hun så ind i hans bedårende øjne, det var.. Fortryllende? Hun trak vejret.. En gang.. To gange.. I meget store og velovervejede træk, hun ville næppe fremføre sig forkert. Problemet var bare at det havde hun lige gjort, det var et stort problem for han var jo så.. Lille? Hun lukkede øjnene let, da han stod tæt op af hende. Den varme der strømmede ud fra ham, den fyldt hende.. På en måde?
Hendes øjenbryn fløj op i panden på hende, da han begyndte at snakke. Som flere millioner klokkespil, som følte hinanden og dannede ord.. En hver ville kunne forstå dem, det tænkte hun i hvert fald. For det lød så bekendt af en art, som om at denne stemme havde hun ventet på. Men det var vel skæbnen, det var skæbnen der satte de forskellige mennesker sammen. Det var den der stod bag, hvem man nu ville mødte. Intet var tilfældigt, sådan var livet bare.. Ja sådan var det indrettet, man kunne ikke andet end at gøre det bedste for at rette sig efter den. Eller hvad.?.. Hans baggrund var smuk, men hvorfor fortælle hende alt dette? Hun kunne vel ikke andet end.. ”2005 år??” Hendes øjne var ved at poppe ud af hoved på hende, men hun gjorde sig den frækhed. At lade hendes blik glide ned over ham, få de fineste detaljer med. ”Du.. Holder dig godt..!” Hun kunne ikke andet end føle sig lille og sølle, hun var jo ung i forhold til ham.. Alt for ung.. Hun sukkede endnu engang, inden at hun nikkede en enkelt gang.
Hans navn..? Det føltes så sært i øregangen, det var så.. Fremmed, men alligevel ikke helt. Hun så ned på hendes hænder der stadig lå foldet i hendes skød, inden hendes blik mødte hendes medaljon. Den som hun havde taget sig mod til at bære, lige præcis på denne aften. Hvad var der så specielt ved denne aften, skulle hun noget specielt eller skete der noget som hun.. Ikke kunne gøre om igen? Hun sukkede, lod hendes ene hånd glide op. Man skulle tro at hun kærtegnede dette smykke, men hun vidste bedre. Hendes bedstemors ånd var der inde, det var hun sikker på. Den vogtede over hende, som en hund vogtede over dens ejer. Dette var hendes eneste chance, for at komme ud med noget i dette lange liv.
Hun havde ikke lagt mærke til hans øre før, det var da ret.. Filløjelige?? Hendes eget hjemmebryggede ord, det troede hun i hvert fald. Hun havde næsten lyst til at røre ved dem, det var så.. Tiltrækkende..? Hun så skamfuldt ned i jorden, inden at hun bed sig i læben. ”Jeg.. ” Så kom hans ene hånd nærmere, hans berøring varmede. Den gjorde sådan at hun begyndte at koge indeni, men hvorfor? Hun rystede på hovedet i tankerne, da hun ikke ville ryste hans hånd af sig. ”Jeg hedder Sookie.. Tidligere Sookie Tara Merlotte..” Hun nikkede meget langsomt, inden at hun glippede lidt med øjnene. Hans anden hånd kom nærmere, det var næsten ubærligt.. Den var så kold, mod hendes varme kind. Men alligevel sendte hans hånd en varmebølge igennem hende, for han var.. Denne lille dreng, med sådan en utrolig god og stor viden.. Han var så fandens tiltrækkende, men.. Det havde hun da ikke følt, sådan rigtigt før? ”Jeg er halv vampyr og halvt menneske, min vampyrdel ligger i mine årer.. Da min far var vampyr, eller er..” Han var jo ikke død, eller hvad? ”Jeg.. Er først blevet helt.. udvokset vampyr, her for nylig.. Da min evne og tørst kom frem..” Hun så fra sine hænder til hans bedårende øjne, som ikke blev mindre og mindre bedårende. ”Jeg er kun 17 år, både i udseende og sind..” hun sukkede let, der røg den chance.. ”Jeg er måske.. ” Hun rullede med øjnene, imens at hun ganske stille sukkede. ”Uansvarlig og dumdristig.. Men jeg gør hvad jeg vil for at fuldbyrde mine drømme, samt mine gøren..” Hun nikkede, inden at hun lukkede øjnene let under hans kolde små hænder.

//Undskyld at det tog så langt tid..//

Han lyttede. Overværede hendes flygtige øjne og udtryk, den måde hun udviste sine lette kropstegn på. Forstod hun var i hans lillefinger. At hvis han bedte hende om det, ville hun give ham et kys. Et dybdeborende kys.. Men ej, han tog ikke chancen. Han ville gøre hvad han ønskede. Ville lulle hende i søvn, inden han ville tage hendes liv. Tiden var snart inde. Hun lukkede sine øjne. Hun var fredelig. Tænkte ikke på hans udstråling, den der havde udvist stor morderisk lyst. Den der ville tage hendes liv, hvis hun kom for tæt på. Han ville så gerne, ville holde om hende og undertrykke instinktet om at dræbe hende. Om at dræne hende for blod og kød. Om at lade hendes sind dvæle imod intetheden, den intethed der skulle omsvøbe hende. Han lod håndfladerne hvile imod hendes bagnakke. Trække hendes ansigt imod sig og lade munden være lige ved siden af hendes øre, bare for at kunne sige et par sidste ord, der skulle være det sidste hun skulle høre fra ham. Det tog længe.. Stilheden blev ved med at herske over stemningen, det trykkede i ham. Dyret i Arah var vækket, det var for sent til at trække tilbage. Det platine hår svøbte sig om hendes hals, som om det skulle trøste hende. Endnu overvejede han hvad ord der skulle komme. Hvilke der skulle lade hende falde ind i evighedens søvn. Den der skulle fører hendes ben imod det blændende lys eller det røde helvede.
"Shh.. Mon Cher.. Sov ganske let ind, lad mig bære din krop til det hinsides og lad mit kys være den smerte, der skal være den allersidste du føler..." Med de ord, svajede han let halsen. Lod dem lægge hende i søvn, en bedøvet søvn. Han ventede, nev hende lidt i armen uden response. Nu ville han ende det, gører hendes kød til sin føde. Dette smukke væsen faldt nu for hans hænder og stemme... Dette væsen blev til maden i hans mave.. Resten.. Blev endnu engang forenet med jorden... Sookies liv var nu endt.. Endt for hænderne af dæmonen med virussen fra varulven.
((OUT))

//Over and out, jep..//