You're next in line of emotionless stupidity - Privat~ Alvar Alcedin Austerlin -

Sted: Alleés Gyderne
Omgivelser: Skidt alle vegne, fulde halvfrosne mennesker og et par rotter samt udsultede katte, der ligger enten død eller bare tæt på
Tid: Nattetid 00:03
Vejr: Mørkt, ingen stjerner og den er ca. på de -3 graders frost

De dybhavs blå øjne så sig omkring. Stilheden overtog alt i disse gyder, opslugte de fuldes hæse hikkeri og kattens skraben imod jorden. Esteban lod læberne slippe et langtrukken suk, der hurtigt forsvandt ud i intethedens marker. De 5 fingerspidser trommede langsomt, nærmest magisk i takt, imod halsens ene pulsåre, der kun svagt var til syne. Roligt. gemyt.. Sådan var de sidste par dage gået hen. Det bølgende, næsten flydende, lysebrune hår svang nedaf, slog sig imod den bare rygs mere finesserede linjer. Skulderbladene let at skue, da han lod begge arme falde bagud og lod pusten slå sig ud af lungerne. Han sank en klump spyt og tænkte sig et par sekunder, ikke alt for mange tanker, men en ordentlig portion.
Først.. Hvorfor stod han i det mest ildevarslende sted i hele Di Morga? Var kun iført et enkelt klæde, silkeagtigt og nærmest gennemsigtigt, om taljen og en del af overlårene. Hans ene arm, slapt hængende ned af siden, løftede sig i en sagte bevægelse, indtil dens fingre filtredes ind i hårets lange tråde. Endnu engang undersøgte han de beskidte, usle, rådne omgivelser og deres mere hæslige lugte, der stak og prikkede i både tunge og næse. Øjnene var før fyldt med medlidenhed, men nu, var de som dyppet i sorg også. Følelser, han følte tit fortiden. Følelser, der ikke burde være det der fyldte mest.. Men som landet lå, var de det desværre normaldagens udtryk, i form af forskellige ansigter, lyde og bevægelser. Hans læber buede let nedaf, skiltes lige, inden at ordene formedes fra drøbel til luftudslip.
"Jeg ønsker kun at hjælpe.. Men takken, den er sjælden nu om dages" Hvorfor han udtalte denne bemærkning, vidste han end ikke selv.

//Undskyld den er så kort, men kunne ikke nå mere ^^'//

Ikke langt fra hvor Esteban ville befinde sig, var et væsen så småt ved at blive færdig med at indtage et andets livs essens. Hans arme havde slanget sig omkring brystkassen på et tilfældigt menneske af kvinde køn. Hendes fedtede askebrune hår gled ned om ryggen på hende, imens at hun slapt hang i hans favn, livløs, som en kludedukke, imens at hans tænder tvang de sidste safter ud fra hendes krop, glide op i ganen, brænde den, ætse den, på grund af de stoffer der for længst var gået i kvindens blod. Junkie blod, en vampyrs form for kokain, heroin, fix!
Alvars lange knoglede fingre spredte sig så småt ud til siderne, og prikkede til kvindens bare ryg med neglende. De mørke røde øjne havde et hypnotiseret skær i sig som han frarøvede kvinden al chance for overlevelse. Det sorte skulder lange hår gled ned foran hans aske grå ansigt, og efterlod ham med et pjusket udseende, da håret var sammen filtret visse steder, og derfor uredt, og ikke blankt eller silke fint som det engang havde været. Han var iklædt en halvlang sort jakke, med en åben sort skjorte inden under, et par upersonlige og kedelige cowboy bukser og sorte sko.
Han lod kvinden falde sammen på jorden da han endelig slap hende. Rakte en halv skælvende hånd op for at tørre en blod stribe væk fra hagen, se på den en enkelt gang, før han rengjorde sin finger med tungen. De djævelske røde øjne betragtede følelsesløst kvinden der lå foran ham.
Uden anger, eller medlidenhed.
Hans blik blev vendt til siden, da en nogen talte. Nysgerrighed var den første følelse der gik igennem den unge vampyr, og dernæst mere sult.
Han trådte ud fra den gyde han havde stået i sammen med hunkønnet. Og ville da komme til syne, nogle meter, foran den smukke halv-elver.
Hans øjne var matte og døde, upersonlige og følelses forladte. Han betragtede det rene væsen med en afholden sult, vurderende om hvorvidt denne skulle lade lidet ligesom kvinden, men indtil videre nøjes han blot med at svare denne på spørgsmålet.
,, Taknemlighed kommer i mange former, måske har du bare overset den?..."
Han var omtrent 1.75 høj, og meget atletisk af opbygning, ikke en person man ville blive skræmt af ved det blotte syn, men de glødende røde øjne med den sorte reptil-lignende pupil, var ildevarslende, og gav den unge dreng et monstrøst blik som ville få mange til at vige i frygt for dennes hensigter.

Esteban undersøgte drengen fra de sorte sko, til de mere skræmmende øjne, der var livsforladte, dog, levende på sin egen måde. Esteban fik en stor indsigt, åbenbaring som menneskene ville kaldte det, overfor dette væsen. Hans øjne var lettere spærret op, sammentidigt med at drengens stemme var fløjet ind i hans øregang. Det før medlidenheds fyldte blik i øjnene, var erstattet med frygt, sorg og lysten til at forsvinde. Hans læber vibrerede sælsomt, halsen fremstammede en svag hvisken, i form af sky ord.
"D.. Det kan de have en ret i.. Hr..."
Det var yderst let at høre skælven og frygt i ordenes udtalelse, hans hænder rystede og blev ikke mindre skælvende, da de gravede sig ind i det brune hårs fine sving og tråde. Selvom Esteban var rent ud sagt rædsensslagen, stod han rankt og betragtede drengens farefulde øjne, der gnitrede som den barskeste ild. En stor brummen skød igennem stilheden, oplyste et par gyder, samt Estebans mere feminine krop. Kun den gennemtrængende bragen fra de fremkommende skyer, sortere end drengens hår, var ligenu tilgængelig i Estebans øre. Hvis drengen sagde noget ligenu, ville Esteban intet høre og bare se lettere forskrækket imod himlens kramper og udslag.
De små signaler af sult og lugten af blod var som bistik for Esteban. Hans indre skreg på at flygte, men fornuften og nysgerrigheden havde overvundet kroppens vilje og styresystemer. Hvilket ville for drengen ligne at Esteban bare stod og gloede ud i luften, med et fjernt og dog vakst blik i de dybhavs blå øjne.

Den allerførste dråbe faldt... Skyernes indre bragede stadigt. Lyn oplyste forskellige gader. Al denne sorg der faldt fra skyerne og fra alle væsners sind, døde som levende, fik Esteban til at miste pusten. Luften var som fjernet fra hans lunger og hans øjne var spærret op, gispende efter vejret. Hænderne, stadigt begravet i det brune hårs silkelige tråde, knugede sig sammen og neglene nærmest gennemborede hans tynde hudlag. Trykkede han bare en smule hårdere, ville neglene gå igennem mindst 3 hudlag og lave små huller, hvor blodet ville pible frem som tårer. De dybhavs blå øjne var fyldt med skræk og stirrede imod drengen, han var nærmest neutral, men et eller andet fik Esteban til at gå helt i lammelse. Kroppen sitrede og sveden gled fra pande og ned over de lettere røde kinder. Den før stramme klæde om hans talje, der kun lige dækkede det mest nødvendige, var tæt på at glide af. Tankerne var væk men han måtte bruge alle sine resterende kræfter på at holde vingerne tilbage imens at næverne stadigt strammede grebet om hårrødderne, uden at rive dem af. Ud af læbernes skilte hulrum, kom lettere gisp og støn, stadigt som revet ud af lungerne for hvert udånding han tog.

Der skete inden radikal ændring i den unge vampyrs udstråling, krops sprog eller fremtoning overhovedet. Mange andre jægere, ville have frydet sig over at se deres 'offer' frygte dem. Ville blive opstemt med en næsten seksuel karakter på grund af følelsen af at være sejrherre, at være den dominerede, at være Gud! Sadisme, var vel den korrekte betegnelse for den erotiske fornemmelse i kroppen, den sagte sitren, og sindets ufejlbarlige tiltrækning af folk der udviste underdanighed, eller frygt. Men til trods for at Alvar hurtigt opsnappede det rene væsens angst, så lod han ikke til at blive opslugt af samme rus. Hans øjne forblev kolde, og rolige, faste og målrettede, som de skridt han tog i sin gang hen imod den smukke halv-elver af hankøn.
Ikke tynget af regnen der stille begyndte at dryppe fra de tunge skyer over dem. Mørke, der omfavnede de høje murstens blokke, hvor folk befandt sig i deres lejligheder, i en sød illusion om at de var sikre. Mørke, der om favnede Alvar og hans gæst.
Regn vandet ville sætte sig i det filtrede sorte hår, uden helt at kunne gennemvæde det, men bare lave små gennemsigtige perler på ydersiden af det: det var for tykt til at regnen endnu kunne gennemvæde det helt.
Vampyrens fremtoning var ikke truende eller på anden måde dominerende, hans gang imod elveren syntes ganske afslappet og normal, og hvis den underskønne halv-elver ville stå stille, og endnu være lammet af frygt, ville Alvar tids nok nå hen til ham, stå foran ham, uden at give noget ydre tegn på hvad han tænkte eller følte i det øjeblik, blot række en hånd op til halv-elverens ansigt og tillade ydersiden af alle hans fingre at glide ned over dennes kind i et kærtegnende, kærligt strøg, imens at han med en blid stemme der stod i dyb kontrast til hans døde dukke lignende blik, talte med en svag spansk accent.
,, Du skal ikke være bange.. jeg gør dig ikke noget..".