Is a miserable life. Even worth living? //Privat - Daianna//

Sted: Maison de fous - Galeanstalten
Tid: 01:00
Omgivelser: Galeanstalten er stort set tom, som altid kun besat af hjemløse og junkier.
Vejr: Overskyet, tørt og koldt.


Et skingert hvæs, fra en hjemløs kat, skar igennem stilheden, og et lavt pib fra en mus, der desperat flygtede for dens liv, og pillede hen over Galeanstaltens kolde gulv, og ind i et rum, hvor katten hidsigt, og lige så, desperat jagtede efter den.
En ung kvindelig skikkelse, gik langsomt igennem gangen, med hendes arme over kors, som om at hun frøs, og kiggede imod jorden. Hun var udmagret, og hendes hud var næsten helt grå. Hun frøs ikke, da sådanne følelser ikke længere, var en del af hendes 'liv'.
Kvinden kiggede foran sig, med et tomt blik, og en mat rød streg, ned over sin ene kind, der kunne minde om udtøret blod, der var løbet fra kvindens øje. Hendes røde hår, var klippet i en hanekam, som lå tilfældigt ned af den højre side af hendes hoved, og nåede til hendes skulder.
En hjemløs mand kom gående ud fra et rum, og strakte sig søvningt, og smaskede et par gange, imens han kløede sig på baen, og kiggede rundt. Han lagde mærke til den unge kvinde, og gik hen imod hende, imens han tog en kop frem.
"Undskyld mig unge dame, kunne du i..." Manden stoppede sig selv, og sin ru stemme, da den unge kvinde kiggede op på ham, med hendes mat røde øjne, og tomme blik. Manden sank en klump, nikkede et par gange, og gik så forbi hende, uden at fjerne sit skræmte blik fra hendes.
"Erhm.. U.. Undskyld.. Kan.. Godt se at du ikke selv er.. Den heldigeste på ding vej.. Undskyld mig.." Han gik hurtige vidre hen af gangen, og imod galeanstaltens udgang. Den unge kvinde sukede lavt, og fortsatte blot sin vandren.
Den unge kvindes tanker skreg og rev i sig selv, og hvis nogen forsøgte at lytte med, ville de næsten få hovedpine, af den unge kvindes forvirede, hektiske, kaotisk og dystre tanker.
Galeanstalten lå stort set stille hen, uden nogen larm. Den unge kvindes fodtrin, kunne høres, over stilheden, selvom hun ingen fodbeklædning bar. Stilheden blev dog brudt af den lave brummen, fra en flok hjemløse, der havde besat et af galeanstaltens gamle kantiner.
Kvinden fulgte denne brummen og gik, uden et ord, ind i kantinen, og over i et hjørne af rummet. Hendes arme var stadigt krydset, og blik stadigt rettet imod jorden. De mange hjemløse stirede kun kort imod hende, inden at de blot antog hende, som en anden stakkels fortabt sjæl, iblandt dem.
Den unge kvinde hed Olga, og hun klynkede lavt, imens hun satte sig i hjørnet, og krympede sig sammen. I hendes tanker, var hun jagtet af to forskellige vampyr klaner. hendes egen, og en højtranket vampyr ved navn Lucas'. Hun troede hendes egen ville have fat i hende, da hun havde taget noget værdifuldt fra dem, og givet det til nogen de haddede, og Lucas gættede hun blot på var efter hende, grundet hans ry.
En lille dreng trådte pludseligt ud foran Olga, og kiggede ned på hende. Olga rejste et øjnbryn, og kiggede langsomt op på drengen. Han var ikke mere end 10 år gammel, og stod nu og tilbød hende et stykke brød, i en udrakt hånd. Olga så forundret på ham, og rystede langsomt på hovedet, imens hendes tynde, udmagrede hånd rakte imod brødet, og skubbede det imod knægten.
"N.. Nej.. Du.. Har mere brug for det.. End mig.." Sagde hun, med en hæs stemme. Hendes ord var tydeligt svære at få frem. Drengen lagde sit hoved på skrå, og tog så selv en lille bid af brødet, inden han satte sig foran hende. Olga blev ved med at stire imod knægten, med et undrende blik, og lagde også selv sit hoved på skrå.
"Du ser ellers sulten ud, dame.. Er du sikker? Du ligner min gamle mor, og hun er død.." Sagde han, med en meget rolig stemme. Olga rejste hendes øjnbryn, og var lige ved at grine af at blive sammenlignet med et lig. Da, det jo egentligt var det hun var. Men hun holdt sig selv, og lagde sin ene hånd ud på drengens.
"Er jeg.. Ked af at høre.. Det med din mor.. Men tro mig.. Du.. Har mere brug for det, end mig." Sagde hun, og smilte venligt, med et enkelt nik. Drengen smilede så tilbage, og nikkede en enkelt gang, og hoppede op at stå, inden han løb hen til nogen andre unge drenge. Olga kiggede efter drengen, stadigt med et smil på læberne. Men da de forsvandt, forsvandt hendes smil lige så. Hun lukkede øjnene, og sukkede dybt, inden hun lod sit hoved falde ned på hendes knæ, som hun trak tæt op til sig, og lod sig fordybe i hendes dystre tanker.

En rotte pilede ind af en sprække nær den store metaldør til galeanstalten, den stoppede kort op og snuste enkelte gange, og valgte bevidst at ignorere både musen og katten som desperat forsøgte at få et måltid… hvilket den ud fra sit magre udsende havde brug for. Rotten løb hurtigt videre da den kunne lugte hvad den ledte efter. Det tog den ikke lang tid at finde hende… kvinden der nok mest af alt lignede et lig, hun havde hanekam og en streg der mindede om størknet blod ned over hendes ene kind. Rotten observerede hende i kort tid, hun skræmte tydeligvis manden der nok ville ha haft noget af hende… men han var for bange til at spørge hende. Rotten listede efter hende ind i noget der mindede om en kantine… men selvfyldig ligesom rasten af bygningen faldefærdig! Den for kort til side da en dreng næsten havde trådt på dens hale, en lavmælt hvæsen mælde sig hos rotten men det tog drengen sig ikke af… han var i færd med at tilbyde kvinden noget at spise. Hvilket hun selvfyldig afslog. Da drengen var gået løb rotten over til hende, dens øjne så højest usædvanlige ud… røde men med små syrer-grønne ’tråde’ i… et syn man ikke så vær dag! Rotten snuste kort til hende, hvorefter den udstødte et skingert og meget højt skrig, bare for at sikre sig at dens herre vidste hvor den var.

Ude på grusvejen foran anstalten stod en kvinde iført sort tøj, hendes pupiller og øjenæble var blevet ædt op af den syrer-grønne farve som hendes iris havde, de lyste så kraftigt at man ville kunne se dem på en del afstand. Hun snuste kort og lugten fortalte hende at hendes rotte havde været her, rotten havde en del bedre lugtesans end hende… dog var hendes også god. Med faste skridt gik hun op mod døren, den blev skubbet op med stor kraft og det gav et højt brag da metallet ramte betonvægen. Et psykopatisk og ondt smil bredte sig på hendes læber da hun hørte det skingre skrig ”dygtig” mumlede hun iskoldt. De få mennesker der så hende trak sig hurtigt væk da de så smilet og øjende. Hun kom hurtigt hen i den ødelagte tidligere kantine, og fandt da hurtigt hvad hun søgte, ligeglad med alt andet, og alle andre! Helt fast besluttet på at den ’uønskede skabning’ ikke skulle se dagens lys igen. ”savnet mig?” kom det psykopatisk fra hende. Hun satte sig på knæ og lagde hånden på jorden, hvorefter rotten kravlede op på hendes hånd og derefter op på hendes skulder. Hun rejste sig hurtigt igen og smilet blev en smugle bredere. ”dygtig” mumlede hun igen, rotten lukkede øjende som tegn på at den forstod det.
”hyggeligt sted du har fundet dig…” hun trådte endnu et skridt tættere på hende, hendes øjne lyste en smugle mere op men fandt tilbage til dens ’normale’ styrke igen. Daianna var navnet på denne 'grusomme' og forskruede skabning... uvidende om hvad nåde betød, og med flere psykopatisk og pinefulde drabsmetoder end man kunne tælle til.

Olga sukkede lavt, imens hun gned sine øjne imod knæende, imens hun stille mumlede til sig selv. Ord gemt væk i hendes knæ, og bag hende hvisken. Hun ville ikke have at andre vidste hvad hun følte. Det var bedre for dem selv. For. Hvis de var som hende, ville de have været bekymret for hende. Og bekymringer. Ledte kun til problemer. Og ville hun ikke påføre andre.
Et lavt fnys kom fra Olga og hun rejste sit hoved.
"Hvorfor fanden in..." Hun stoppede sig selv, da hun så rotten foran sig, og lagde sit hoved en anelse på skrå. Hun stirede ned på det lille kreatur med sine tome matte øjne, og et forundret blik. Det høje smæld fra en dør var så langt væk at hun ikke tænkte over det, men stirede bare fortsat på rotten. Hvad ville den dog? Selv i hendes tid i kloakerne var der aldrig nogen rotter der var kommet op til hende, på sådan en måde.
Jo længere hun stirede på rotten, jo mere føltes det som om at det prøvede at stire ind i hendes sjæl. Med dens specielle øjne. Og jo længer eder gik, jo mere skræmte det hende. Og kun kort inden Daianna kom ind af døren til kantinen, skulle Olga lige til at skube til rotten, for at få den væk, men da hun så kom ind, gippede det i hende, og hun rejste sig hurtigt om, med hendes ryg glidene op af vægen. Hun stirede imod Daianna, med vidt udspørede øjne, og hende mund en smule åben.
Det tog et øjeblik for Olga at sætte sig fast i situationen, og hun sank en klump, imens hun kneb sine øjne sammen, og endeligt fjernede sine hænder, og ryg fra vægen, som ellers havde været lænt op af denne. En lav knurren kom da fra Olga. En knurren der kunne minde om en ulv, der advarede dens modstander. Men Olga følte sig langt fra som en ulv... Nærmere en mus, uden sit mussehul.
"H.. Hvad vil du.. Gå din vej.. Lad mig være.. Syntes du ikke Lucas og Alvar, har skadet mig nok!" Hvæsede hun vredt imod Daianna, imens hun tog et par skridt til siden, for ikke at være fast låst i et hjørne. Hvis ikke hun blev stoppet, kom hun ud af hjørnet, men forblev op af vægen, imens hun stirede imod Daianna. De´´Hun var skræmt, og dette talte tydeligt vist ud fra hendes rystende øjnbryn, og blinkende øjne. Hun satte kort en hånd imod vægen bag hende, og snøftede lavt en enkelt gang, imens hun stirede imod Daianna. Selvom hun ikke rigtig følte at hun levede, havde hun heller ikke løst til at dø. Der var vel lys i enden af tunnelen? Troede hun standfast på. Og på et eller andet tidspunkt, måtte det da blive bedre...
Kunne i hvert fald ikke blive være.

Rotten rokkede sig ikke en millimeter før dens herre kom ind, den var tydeligvis meget glad for hende da den gned sig op af hendes hage som en kat ville ha gjort. Kort efter kravlede den ned i hendes lomme.
En knoren kom fra Daianna dog var den let tilfredsstillende da Olgas lette angst fornøjede hende yderst! Hun havde ikke den mindste smugle respekt for Olga, og tog sig ikke det mindste af at hun nok havde flere ting der kørte rundt i hovedet på hende… men helt ærligt hva ragede det egentligt også hende? Hvorfor skulle hun ta sig at hendes ynkelige problemer? En vis vrede fyldte langsomt Daianna da hun kom i tanke om flere ting hun ikke ville huske og nu så det ud som om at det skulle gå ud over Olga.
”min herre har dig intet gjort” hvæsede hun og trådte et skridt til siden så hun igen kom til at stå foran Olga ”jeg er ligeglad med Alvar…” hun så længe på Olga og et lille smil krævede plads på hendes læber og hun trådte tæt nok på Olga til at hun og kun hun ville kunne høre hendes kolde og psykopatiske hvislen ”men jeg… jeg vil gøre dig ondt… meget ondt” som en slange der lod dens tunge kilde i hendes øre og nappe hende med gifttænderne, så giften ville flyde i hendes blodåre der formentligt var tomme… fylde hende med frygt… angsten for ikke længere at være til, give hende kuldegysninger og få de små hår i nakken til at rejse sig, skabe frygtelige billeder af alverdens forskellige måder at dø på i hendes hoved… hvis det altså ellers virkede rigtigt! Hvilket det for det meste gjorde. ”alle har noget at miste… noget de har kært… og hvad end det er ved dig… så skal jeg nok tage det fra dig… spørgsmålet er bare om du skal leve længe nok til at se det… eller om du skal dø med visheden om at det du har kært er ved at miste livet ligeså… ” den hvislende stemme kom igen giften satte i gang igen og ville gøre sit bedste for at lamme ofret… få det til at tie, give vedkommende en klump i halsen over disse ord. EN ekspertise hun havde mestret længe, noget der næsten aldrig fejlede.



//sorry tiden! og det korte svar... har haft en del at se til //

Det gippede kort i Olga, da Daianna fulgte efter hende. Hun havde ikke ville indrømme det, men nu var det ikke at tage fejl af. Daianna ville hende noget, og det formegentligt ikke godt. Hvorfor kunne de ikke bare lade hende være... Og at Lucas skulle være uskyldige? Det var hans uduelighed, der gjorde at Alvar, til at starte med, var endt i Nosferatu Rest! Hvis ikke det var for ham, var Alvar aldrig kommet ind og havde forviret hende.. Før havde hun kontrol over det. Før vidste hun hvem hun var... Hvad hun ville... Men Alvar. Alvar... Han havde rusket det helle rundt. Fået hende til at gå imod sin herre, så hun nu var endt i denne knibe, presset imellem to tunge sten, der langsomt pressee imod hende, hvor det eneste hun kunne gøre, var at flygte den ene vej der var en mulighed.
Olga pressede ryggen imod væggen bag sig, da Daianna kom tættere på, og hendes øjne flakkede et par gange, hendes angst der gav dem et tick. Hun sank en klump, da Daianna begyndte at snakke, og hun lyttede intesnt til. Hendes stemme fangede så bestemt hendes opmærksomhed, og skar sig sandeligt også ind. Det gippede igen i Olga, og hendes overlæbe hoppede et par gange, og et lavt klynk kom fra hende, imens hun langsomt krøb en smule sammen. Hun bukkede sine knæ, så hun langsomt blev lavere end Daianna, imens hun kiggede op imod kvindens drabelige øjne, og hun mærkede hvordan angsten blot steg højere og højere. Ja, hun frygtede for sit liv, og vidste godt, at hun meget lidt kunne gøre for at bevare det, specielt imod sådan en som Daianna. Hun kunne gemme sig fra sine artsfælle, men hun vidste ikke hvordan hun skulle gøre dette for Daianna..
Men da Daianna begyndte at komme mere og mere ind på emnet, med at skade en hun havde kært, begyndte Olgas udtryk meget langsomt at skifte karakter. Nej. Daianna måtte ikke skade dem.. Ikke Vladimir.. Ikke Janet.. Ikke.. Alvar. Nej, hun havde ikke ofret sin egen frihed, for Alvars, blot for at tage den fra ham, og så hendes familie samtidigt. Nej, det ville hun ikke tillade. Hendes eget liv, ville hun ikke kæmpe meget for, men hendes fader og søskende. Alvar.. Ville hun rive og bide til sit sidste, for at bevare.
Olgas overlæbe hoppede, og hendes læbe skar ud i en vred mine, imens hendes øjne kneb sammen. Hun ville gerne skrige af Daianna. Svare igen. Lade hende vide, at hendes ord blot gjorde hendes jagt mere besværlig. Nu ville Olga kæmpe endnu mere for at holde sig væk fra hende.
I stedet for at bruge ord, som hun normalt havde ville gøre, hvæsede hun hidsigt, og rev ud efter Daianna. Ikke et angreb der havde megen mulighed for at gøre skade, og hvis Daianna ikke flyttede sig, ville kun hendes kind blive mærket, af en af Olgas negle. Et sekund efter, forsvandt Olga fuldstændig, og utroligt hastige fodtrin kunne høres, spæne imod udgangen fra kantinen, i den modsatte ende af rummet. Daianna ville stadigt ikke kunne se Olga, men kun gætte på, at hun var på vej imod udgangen, men det ville være uffateligt sværtat nå at stoppe Olga.
Hvis ikke hun nåede at stoppe Olga, smadrede hun igennem den svage træ dør, og sprintede ned af galehusets gang, imens hun lavt klynkede. Det var ikke hende der var modig nu. Hun var ikke frygtløs. Hun var derimod skramt. Skramt fra vid og sans. Daiannas ord havde ikke fejlet. De have indprintet stor angst. En, hun formegentligt aldrig ville glemme.
Daianna ville stadigt kunne indhente Olga, hvis hun kæmpede godt for det.

//Gør slet ikke noget, har også selv haft meget at se til//

Daianna nød hvert eneste sekund hvor Olga viste frygt… Intet bedre end dette! Det viste at hun selv var i besiddelse af magt! Noget hun elskede og vel på sin vis var afhængi af?
Hun tog sig ikke af at Olga både virkede forvirret og at hendes tanker nok fyldte hele hendes hoved. Ikke den mindste smugle medlidenhed kom der fra det som nogle folk mente, var en grusom og ond skabning… men det var der jo ikke noget overraskende over.
Daiannas hvislende og ’giftige’ stemme havde åbenbart virket, men det havde hun nu også regnet med. Hun nærmest ’åd’ Olgas frygt, brugte den til at gøre hende endnu mere bange end hun allerede var, og da Olga sank i knæ kom en lav, hysterisk, ond og kold latter snigende fra Daiannas læber. En latter der mindede Olga om at Daianna ikke ville lade hende være uanset hvad hun ville sige eller gøre. Hun så ændringen i Olgas øjne og hendes egne øjne lyste nærmest op ved dette syn… nu ville hun få lidt modstand… noget der ville gøre spillet en smugle spændende! Fantastisk!
”hvem er dine kæreste?” den hvislende stemme kom igen snoede sig omkring Olgas luftveje og ville nok forbyde hende at trække vejret. Hun huskede tilbage på den første gang hun havde set Olga… Huskede hvordan Olga havde set på Alvar da han havde afvist hende, og hvordan Olga havde reageret. ”Alvar” mumlede hun og smilte lumskt til Olga… ”hvis jeg ikke skal ende hans liv… så gør min herre hans liv værre end dit bliver” hvislede hun.
Daianna rykkede sig hurtigt en smugle tilbage da Olga rev ud efter hende, i stedet for at vise en smugle frygt eller respekt, langte Daianna selv ud efter Olga i et forsøg på at bore hendes negle ind i huden på Olga og give hende en dyb rift… og hvis hun ikke flyttede sig ville det lykkedes hende.
En tør og iskold knoren kom fra Daianna da Olga pludselig valgte at flygte! Hun søgte hen mod det nærmeste vindue, slog de gamle træskodder fra og hoppede ud af det. Hun landede elegant på benende kun 1 meter foran Olga, og satte hun ikke farten ned ville hun løbe lige ind i Daiannas favn. Den knorende lyd blev højre og jorden lige foran Daiannas fødder begyndte at rive sig fra hinanden og danne et dybt nærmest krater lignende huld, hvor grønt syre boblede og søgte mod overfladen.

Et klynk kom fra Olga, da hun hamrede igennem den metaliske dør, som ledte ud af galehuset. Hun kiggede ned p åhendes venstre arm, hvor Daianna havde ramt, og lavet en lettere dyb flænge. Ikke noget hun ville kunne mærke, hvis ikke hun havde haft problemer med blodmangel. Men hun kunne så sandeligt godt mærke det nu. Hun hvæsede lavt, og kneb sine øjne fast sammen, imens hun rystede på hovedet, og en tåre blev presset frem.
Det var ikke flængen der gjorde mest ondt, men tanken som Daianna havde bordet ind i hovedet på hende, med hendes slange tunge. Hun klemmede sine tænder hårdt sammen, og lige så sine øjne, inden hun begyndte at løbe en tilfældig vej, imens hun rystede på hovedet. Hun vidste intet.. Forstod intet.. Olga ville ikke lade hende skade Alvar.. Kærester? Hvad var det også for en tanke... Det var sku aldrig faldet hende ind at Alvar var det.. De var venner og..
* Er i overhovedet det, hm? Var det måske ikke hans skyld at du er endt i det her? Er det måske ikke 'Alvar', den lille mide, der er skyld i, at vi nu må skære os selv, for at undgå Vladimirs vrede!?*
Olga åbnede øjnene, da en tanke hun egentligt ikke ville have, skar ind over hendes tanke spind. Men lige samtidigt, landede Daianna foran hende, og Olga måtte reagere hurtigt, for at hoppe over Daianna, og undgå at ramle ind i hende. Men mit i Olgas forviring, gjorde dette også at hun tumlede da hun landede på jorden igen, og hun faldt.
Hun fik sig hurtigt vent om, og bakkede langsomt bag ud, og lidt væk fra Daianna, imens hun hvæsede vredt efter hende. Hendes vejrtrækning, selvom det ikke var nødvendigt for hende, hakkede hastigt ud af kontrol, pågrund af hendes frygt.
"Hvilken verden lever du i, din forbistrede kæling!?" Hvæsede Olga højt og vredt, i det hun bakkede vidre, og så fik sig kæmpet op at stå. Hendes øjne gnistrede i vrede, fast låst imod Daianna.
"På grund af fucking Alvar! Bliver jeg nu jagtet af min egen far, og din sindsyge herre!" Skreg hun spydigt efter Daianna. Hun knugede sin højre hånd fast sammen i en knytnæve, så den let rystede. Hendes overlæbe ruskede langsomt, og hun vidste sine spidse tænder frem, som en vred hund.
"Gør som du vil med det svin... Mit liv betyder intet for ham, så hvorfor fanden skulle det rage mig, hvad der sker med ham!?" Afslyttede hun sin talestrøm, og tog et skridt mere tilbage, og holdt sine hænder og arme klar til en kamp, hvis Daianna skulle angribe.
*Præcis! Det er hans skyld! Alt sammen! Vrid dig fri fra ham! Glem ham! Rejs væk! Vi behøver ikke føle noget for ham mere! Han ville af med os... Nu er han det.
Nej.. Nej det er ikke derfor.. Jeg mente det ikke.. Men Daianna må ikke vide, at Alvars velbefinden betyder noget for mig.. Så ville det gå ud over ham.. Hvis ikke fra Daianna, så fra Lucas..
Olgas tanker racerede. Med stemmer hun ikke kendte, der blandte sig med hendes egen. Som to poler, der var tvunget sammen.