Light a fire - Kiki

S: Metroen
T: 02.38 (am)
D: 17. marts 2011
O: Skinner, en trappe, der leder på gaden fra undergrunden, en enkelt gademusikant, to bænke og selvfølgelig undertegnede. Det er alt i alt ret forladt.
V: Minusgrader, på trods af, at det er ved at være forår. Det blæser svagt oppe på gaden.

En svag, hvid dis formede sig, hver gang Noah trak vejret. Det var marts, og det havde egentlig været ret varmt de sidste par nætter. Men nu havde temperaturen taget et styrtdyk, og den lasede gademusikant, der lå og snorkede på bænken ved siden af, var pakket ind i pjalter og gamle aviser, for at holde på varmen.
Noah selv var ikke videre rig, men han havde da selv betalt for den sorte cottoncoat og det uldne, mørkeblå tørklæde han bar i aftenens anledning. Det var få dage siden han var ankommet til Terre, ene og alene på grund af rygterne. Rygterne om overnaturlige væsener som han selv, der gik mellem mennesker. Vampyrere, elvere, dæmoner og ikke mindst aspara's.

Han lænede sig tilbage på den kolde træbænk, mens han stædigt ignorerede, hvor kulden langsomt sneg sig over i hans krop. Det var kun et par timer han havde sat sig her. Mennesker havde passeret forbi ham, hastende efter deres tog, eller dovent traskende op ad trappen. Ingen havde undret sig over, at han sad der. En tilsyneladende helt normal, ung mand, der sad og ventede. Hvad han ventede på, var der dog ikke nogen, der havde standset op, for at spørge ham om. Det ville også undre ham, hvis de havde gjort. Men hvis nu en-eller-anden mærkværdig fremmed, havde gidet spilde bare et øjeblik, på at spørge ham, så ville Noah have svaret denne helt oprigtigt: han ventede på at se nattens mystiske væsener. En lille fugl havde sunget om, at det var om natten i gyder, små, snuskede caféer og forladte undergrundsbaner, at de dukkede op.
Noah stak en hånd i lommen, og den stødte hurtigt på en pakke cigaretter. En dårlig vane, javist, men nu kunne han ikke holde op. Og hvis han skulle vente hele natten, så syntes han alligevel, at han havde fortjent et lille nikotin-kick.
Med de lange, smidige finger, fiskede han hurtigt en smal, hvid cigaret op og holdt den mellem sine læber, mens hans hænder ledte i bukse- og jakkelommer efter lighteren. *Hele natten om nødvendigt,* gentog han, for at minde sig selv om sit eget løfte. *Hele natten…*- der var bare ét problem. Han tog hurtigt cigaretten ud fra munden og holdt den mellem fingrene. Lighteren var væk…