Forgotten heroes ny medlem - Jeanna

S: Sombre
O: Ingen væsner, men naturen er nok.
V: Solen skinner højt, og det vil sige, at det er rimeligt varmt.
T: Eftermiddag.
D: Den 23 Juni.
___

Triste øjne. Blodbad. Triste øjne. Døden. Triste øjne. Stilheden.
***

Fuglene sang foroven. Der små pippende lyde var til at få spat af. Pip mig her og pip mig der. Blev de aldrig hæse i stemmen? Men hvorfor hakke på de stakkels fugle. Det var deres parring sæson, så der var intet at brokke sig over. Det var naturligt. Normalt. Dejligt.
Sombre's rolige omgivelser var lige til at tage et bid af. Ingen væsner som larmede, irriterede og skændes. Kun hende. Hende med kappen. Hvid kappe med mørke røde striber. Lyse øjne som var rettet imod et bestemt træ, og læber hvis skræve smil kunne antydes. Engel. Det smukke ansigt som var indrammet med rødt hår. Nærmest en manke på en løve. Asma. Den røde engel, som hun af og til blev kaldt. I dag bar hun intet kjolen. Hun plejede ellers at smække gammel dags kluns over sig. Men ikke i dag. Hun havde derimod kappe på, med en lang hat, af en art. Den hang så bag hendes ryg. Man kunne ikke rigtig se den, da det røde hår lå oven på den. Hendes fødder var som altid nøgne, men dog kun fødderne. Hun bar nemlig cowboy bukser og en lang ærmet trøje med en vest oven på. Tøjet kunne man se, da kappen ikke var lynet op, men sussede bare med hende, da brisen tog fat. Hun elskede det her. Hende selv og ingen andre. Ingen bekymringer. Ingen væsner. Ingen underlige dufte. Kun hende og duften af Sombre. Intet andet.
Asma lænede sig halvt op af træet da hun var nået derover til. Træet havde et underligt facon. Den vred nærmest om sig selv, som en der led. Hun kørte langsomt en finger gennem det røde hår, mens hun skimmede Sombre. Dejligt. Ingen. Ingen. Overhovede ingen. Stille gled hun ned, og endte med at sidde på hug. Hendes hænder støttede hende, så hun ikke fald forover. Hvad skulle der ske nu? Hun havde nemlig aldrig i sit liv været alene, uden der kom nogen. Aldrig.

Med langsomme og glidende skridt gik Jeanna ind i byens park Sombre. Hendes øjne lyste blidt og kærligt som de normalt altid gjorde, og da hendes øjne jo var blå skinnede de jo bare endnu mere. Hendes gang var nærmeste flydende som om hun svævede over jorden i stedet for at gå, men hun var også i godt humør, og smilet sad fast plantet på hendes læber. Solen skinnede så dejligt og fuglene sang så smukt.
Hun greb blidt ud efter en blomst på en af buskene i parken. Hun duftede fornøjet til den og hendes smil blev større. Den var pink, en meget sart pink. Måske mere lyserød.
Hun smillede og satte den i sit blå hår, hvor den skilte sig meget ud på grund af den stærke blå farve hendes hår havde. Et fornøjet suk gled over hendes læber og hun fortsatte ind i parken, som så ud til at være næsten tom? Hun blinkede lidt forvirret med øjnene. Solen skinnede jo, og der var dejligt varmt. Var det ikke den perfekte dag til at gå en tur i parken? Hun sukkede let over byens befolkning da ikke så mange af dem fattede de smukke ting i livet.
Jeanna fandt endelig en bænk, og gled blidt ned og sidde på den inden hun trak sin hoodie af, da varmen nærmest brændte, på grund af den kulsorte hoodie hun havde haft på. Hun smilede svagt og sad til sidst bare der i sin sorte t-shirt og sine grå shorts og stirrede ud i den tomme park. Umuligt. Helt umuligt.

Aha. Duften. Sødme blandet sammen med noget varme. Der kom det så. Det gik hurtigere end hun havde regnet med. nu vidste hun hvorfor igen vidste sig frem. Enten som var halvdelen af befolkningen væsner som ikke kunne tåle solen eller varmen. Eller så var de fandeme dovne. Hun troede nu mere på det første. Hun havde fanget pigens bevægelser. Herfor tiden kunne man ikke rigtig overraske Asma, da hun på et eller andet tidspunkt var blevet så meget forskrækket, at hun på en måde følte, at havde 'brugt' det op. Pigens blå hår fik hendes øjne til at stå op. Det fik endda et smil frem på hendes læber. Pigen foran sig som nu satte sig ned, så egentlig glad ud. Afslappet. Asma rejste sig op. Det var egentlig lang tid siden, at hun sådan have talt med en. Sådan uden noget deprimerende eller noget der havde med hendes lille 'job' at gør. ”God eftermiddag” vil en rustne stemme høres bag pigen. Asma vil bagefter sidde ved siden af pigen, med benene overkors. Hendes røde læber vil smile, mens øjnene halv lukket, på grund af solen. Hvis nogen kom bagfra vil de sikkert se komisk ud, da pigens hår var blåt og hendes rødt. Det passede bare ikke sammen, efter hendes øjne. Asma rakte langsomt sin hånd imod pigen. ”Asma” smilede hun. Hun vil bare have et samtale. Bare for at trække tiden ud. Måske endda blive venner med hende?

Jeanna sad lidt i sine egne tanker og slog blidt sit hår ud med begge sine hænder. Hun elskede sit lange blå hår, og tanken om at få det klippede gav hende nærmest et gys. Hendes hånd gled automatisk hen i hendes hår hvor hun lod det blå hår glide om hendes fingre, hun smilede og måtte så sætte sin hånd foran øjnene for at skærpe for solen.
Et lille chok gik igennem hendes krop da hun hørte en stemme, en pige stemme. Hun blev så straks rolig igen da pigen ikke så særlig farlig ud.
Hun smilede sit charmerende smil, som hun altid brugte over for fremmede, bare for at give et godt første indtryk. "Hej" sagde hun med en rolig og blid stemme, og hendes øjne undersøgte straks pigen, og hun bed sig let i læben.
"Jeanna" mumlede hun lidt koldt og blinkede let med sine lange øjenvipper, hun var altid forsigtig over for fremmede, og hendes opførsel virkede nok meget underlig, men det var hendes måde at vise på at hun ikke var farlig, kun hvis man ville hende noget ondt. Hun så lidt tid på Asma inden hun så tog imod hendes hånd

Den kolde stemme kunne hun skam godt mærke, men Asma havde umiddelbart ikke tænkt sig, at slippe Jeanna. Det var bare så lang tid siden at hun havde siddet 'normalt' snakket med en person 'normalt' uden det var noget hun var blevet 'tvunget' til. Hun nikkede smilende imod pigen. Hun lignede en på de der teenager alder. 17? 18? men så igen. Det sjove var bare, at Asma var stoppet med at stole på folk udseender. Tænkt på, at for par dage siden havde hun talt med en på seks.. og drengen viste sig at være over de hundrede år gammel. Selvom det fysisk ikke kunne passe, så kunne det ligesom her. ”Hvad laver De så herude alene? Uden en fyr?” blinkede hun ligeså tilbage. De gik så lige. Hun satte sig bedre til rette, og støtte albuen imod bænkens 'hals' eller hvad man nu kaldte det. Hendes ben lå over kors, og kinden hvilende på hendes hånd. Hendes grålige øjne betragtede Jeannas. Dejligt at se på hendes blålige farve egentlig.

Jeanna mærkede et lille chok gå igennem hendes krop. En fyr? Som om hun havde brug for en? Hun mærkede en vrede stige i sin krop. Hvorfor skulle hun have en fyr, lignede hun da en der altid havde en fyr som hun kunne rende rundt med.
Hun trak vejret lidt ophidset, og hendes øjne gled væk fra Asma, inden hun så trak vejret dybt og så på hende igen, hun var lige ved at miste fatningen, men kom endelig til sig selv.
"En fyr?" spurgte hun med en lidt skælvende stemme, hun grinte falsk, og smilede, men det var bare en facade. "Livet er meget bedre uden sådan en pestilens hængende omkring sig" grinte hun endnu engang falsk, og smilede sukkersødt.
Tanker fór gennem hendes hoved, men hun skjulte det, meget godt endda. Kun hvis man havde kigget rigtig godt på hende ville man kunne se den irritation der kom i hende ved dette spørgsmål.
"Hvad med dig?" spurgte hun med en rolig stemme, og tog let den lyserøde blomst ud af sit hår og begyndte at rive bladene af den, imens hun smilede lidt ondskabsfuldt

Asma pillede noget på hendes knæ, mens hun smilede skævt. Hun havde spurgt om det på grund af, at det var det hun havde troet sådan nogle piger foretog sig. Eller måske ikke. Det var i hendes menneske liv al det drenge pjat var der. Måske var de unge her anderledes. Jeannas svar overraskede hende ikke. Hun kiggede på den blå hårede engel, mens hun kluklo var brystet. Hun var is endnu. Mon hun ikke kunne vil smelte snart? ”Ser man det” kommenterede hun. Asma kløede sig bag nakken, mens hun lukkede det ene øje sammen af ren nydelse. Som en lille kat, da var ved at blev kløet bag øret. Hun så væk fra hende, da hun stillede spørgsmålet tilbage. Asma kiggede på himlen, og prøvede at undgå at kigge på solen. ”Mig? Jeg er for gammel til sådan noget. Har nu aldrig troet på kærester, eller for den sags skyld.. kærligheden” hun mumlede stille, mens alligevel var hendes stemme højt nok, så Jeanna kunne høre hende. ”.. man ender bare trist og forladt. Som en bananskræl. Sådan forstille jeg mig kærligheden, hvis den er der” hun smilede skævt, mens hun fugtede sine læber. ”Men en ting ved jeg, og tror på. Der noget der hedder; Jeg kan lide, og ikke lide. Og lige nu føler jeg, at jeg kan ikke lide, er i blandt os” hun hentydede selvfølgelige til Jeannas kolde stemning. Men Asma var stadig fremmed for den unge pige, så der var ikke særligt meget at sætte spørgsmålstegn ved. Hun kunne forstår hvorfor hun holdte sig tilbage. ”Men nej. Jeg har ikke en fyr. Som så” lo hun, mens hendes kinder fik ubetydelig rød streg. Måske rødmen, måske ikke.