Forgotten heroes første medlem – Mare.

S: Ude i skoven, bag buskene.
O: Liljer og forskellige roser og andre planter. Væsner alle steder, og legende børn.
V: Solen skinner, og det er rimeligt varmt at bevæg sig rundt.
T: Omkring middag.
D: 1 maj.
__
Mærket som vil brænde dem. Mærket som vil æde deres hjerter op. Mærket som vil give hende magten. Mærket som kan herske over alle. Mærket som vil dræbe..


De kedelige og brune træer for ikke så lang tid siden, havde fået den dejligste grønne farve.
Den glade stemning vil fylde ens hjerte med sorg. Glæden omkring en, var ikke rigtig en glæde. Man kunne bare mærke hvad der foregik inde i folk. Selvom de smilede. Selvom de grinede. Ja, selvom de kyssede. De var alle nervøse. Deres aura. De rystede. Det var en slags sørgmodig sang. En sang som umiddelbart ikke vil forsvinde. Ikke før nogen havde sat hælen i. Englen bag busken vidste det hele. Hendes gyldne kjole skinnede sammen med solen. Håret sad som en manke på en løve. Rødt. Blod rød. Ild rød. Ren rød. Hendes øjne var fokuseret på et træ. Ikke et specielt et, men bare et. Øjnene havde et mat skær, som af og til glittede. Eller det vil man tro. Øjnene var nemlig så kedelige. Gråhvide. Hun sad på hug foran træet. Hendes finger kørte op og ned af bakket.
Omkring hende var de smukkeste blomster omgivet. Folk lod ikke til at anse hende. Hun lod ikke engang selv lægge mærke til, at her overhoved var nogen her. Hun plejede altid at være for sig selv, inden der kom en. Hun havde ikke noget imod folk, men hun havde aldrig været sammen med mange personer på en gang. Det havde altid været en og en. Ingen vidste hvordan hun havde det. Ingen. Hun skjulte al i sig. Smil og alle tror du har det perfekt. Men nu overvejede hun, at bryde den største lov. Lovet var kun få hende, det var hende der havde lavet den, og tiden var kommet til den, at hun skulle bryde den. Det vil være underligt, men det var på tide. Måske vil hun blive en slags legende? Måske ikke. ”Forgotten heroes” mumlede hun, og smilede til sig selv.
Hvis man så godt efter, kunne man se et lille 'A' som havde en slags cirkel slynget om sig, på bakken på træet. "I deres hænder skal de bære"