On the edge of immortal glory

T: 23:23
V: Buttede dråber af regnvand klaster fra himlen.
S: Logement, et sted hvor husnumrene er 201-249
O: Betonbygninger, fordærvede katte og andet der end måtte leve i Logement.

Lysene fra de sørgelige boliger var ikke engang skarpe nok til at trænge ud mellem regnen. Ikke engang Russells syn strakte sig længere end sin egen næsetip, så i stedet gik han med ansigtet vendt ned i den gennemsølede cementflade under ham og følte, at han så bare måtte tage eventuelle forhindringer såsom lygtepæle, katte og andet skravl som det kom og håbe, at han ikke ville få alt for ondt.
Logement, som var det sted hvor han bevægede sig, virkede endnu mere dystert end det plejede. End ikke under det gamle styrer, havde det været så skummelt et sted at befinde sig, og det var endda trods for slavehandlen og legalliseringen af alle mulige onde dimser. Han kunne næsten lugte alle hemmelighederne bag hver husdør han bevægede sig forbi. Nogle fra 'den stærkere race' der på ulovligt vis gav husly til mennesker, animaguser, engle eller aspara. Ingen ønskede at blive frataget sin ejendomsret, specielt ikke menneskerne og animaguserne, eftersom at de var styret af en enorm stolthed, men også en del engle følte sig trådt på. Han havde rent faktisk mødt én der fuldstændig havde mistet troen på det gode i mennesket (vampyrer inkluderet, da de jo bare var en viderudvikling) da statsmagten trådte frem med den nye registreringslov. Englen var gået op i glitrende støv og med vindens hjælp forsvandt den altså helt fra jordens overflade. Om resterne fløj op eller ned, var ikke til at sige. Nogle mennesker ofrede sig frivilligt til at blive enten vampyrer eller varulve, hvilket gav en overflod af utæmmede dyr i nattelivet. Nu hvor han tænkte over det, forstod han ikke hvorfor han befandt sig udenfor. Han kunne sidde hjemme i sin lejelighed som hans storebror havde overtaget så staten ikke snuppede den, men så ville han jo være mindst ligeså kriminel som staklerne i det boligkvarter han luskede rundt i. Men på samme tid ønskede han ikke at lukke sig ind i zonerne, eftersom at de var blevet grundlagt på et helt forkert fundament. Kongen, kejsere, diktatoren eller hvad han nu ønskede at blive tiltalt som, var ikke Guds mand. Han var ikke velsignet. Han var ikke engang valgt af folket! Det ville stride imod alt hvad han stod for, hvis han gav sig til at adlyde den mand, så pludselig forekom Logement som at være det helt perfekte sted at befinde sig.
Sommeren havde lagt sig over Di Morga, men lige denne aften lod det ikke til, at vejret havde tænkt sig at udtrykke sig sådan. Det enorme skydække havde fået mørket til at bryde frem tidligere end det plejede, og regnen gjorde det ikke meget bedre. Væden fra de tætte, fyldige skyer fik hans lyse hår til at skifte til en mørkere kulør, klæbe sig til hovedbunden, og han måtte konstant stryge det væk fra sit våde ansigt med et par hurtige bevægelser. Vejen han traskede langs var øde, drivvåd og et gulligt skær fra en elendig lygtepæl fik det hele til at blinke.

Huset med nummer 231 stod som et let faldefærdigt skur i regnen. Taget var utæt og døren bar tydelige mærker efter at være blevet sparket ind. Denne hang kun i det nederste hængsel, og knirkede hver gang vinden greb fat i den, og fik den til at vibrere diskret. En kats jamren kunne høres fra huset, som den sad der og kaldte efter hjælp på sin ejers vegne. Intet kunne nu hjælpe den yngre mand, som lå inde på køkkengulvet og hev efter vejret. Det var uden for zonerne, som denne Lazarow havde lavet.. Det var ubeskriveligt hvor meget hun hadede den mand! Han havde stjålet Damia fra hende, og Angelie havde søgt tilflugt hos sin forlovede.. Ham der ejede hendes hjerte, og selv den del, som hun havde udleveret til Damia på et sølvfad, havde Angelie trukket med sig, fortrængt de gamle følelser, og ladet delen dø..
Adskillelsen og det at Angelie følte sig svigtet af den eneste person, der kendte hende bedre end Angelie selv, havde fået det til at slå klik. Oven i alt det var der genforeningen med Zane, som ville have været lykkelig og afslappet, hvis ikke det havde været for den forbandede vampyr til O'connor, som bare skulle ødelægge hendes dag med sine flabede kommentarer og store ord.
Hele den blanding var hvad der havde forårsaget Angelies lyst til bare at slås, lemlæste, torturere, og slå ihjel. En psykolog ville dog nok grave dybere ned, og påstå det var på grund af hendes fortid, men hvad.. Hun var ligeglad med alt det.. Når hun var færdig i Logement kunne hun tage hjem og sove roligt i sin seng.. Eller.. Med et øje åbent, eftersom Lucifer havde kastet denne nye reform op omkring afstraffelse hvis man overtrådte.. visse punkter.

Det røde hår blev holdt væk fra det blege ansigt ved hjælp af et elastik i nakken, selvom Angelie sjældent var en person der satte håret op, havde hun fundet det mere praktisk når hun var ude på et af sine togter. Beklædningen var ligeledes praktisk frem for pæn, med tanktoppen og en løs nederdel begge i farven sort, som ikke hæmmede hendes bevægelsesfrihed. Damia ville i sandhed være stolt af hende idag.. Gad vide om hendes rangstilling i Lazarows hoved ville kunne redde Angelie ud af fedtefadet den dag hun ville blive fanget.
De brune øjne scannede kort lokalet, inden smilet langsomt trak sig op i den ene mundvige. Præcis som hun ville have gjort i sin tid som spøgelse.. Hun kunne ikke andet en være tilfreds med sig selv.
Langsomt satte hun den ene bare fod foran den anden, mens hun nærmede sig den smadrede dør. I et viskestykke, som hun havde i hånden, tørrede hun den værste røde væske af kniven, inden hun stak denne tilbage i skeden, hvor den hørte til.
#Aren't ou proud of me, honey# Angelie koncentrerede sine tanker om den sætning, og skød den langsomt ud af sit eget sind, for derefter at presse den ind i Damias, hendes soulmate, i ordets fulde betydning. Angelie vidste At Damia ville høre hendes halvt rustne stemme nu, udtale præcis de ord. Et sjældent bånd der gjorde dem til en person, selvom de var kilometer fra hinanden.

Hendes bare fod trådte nu over dørtærsklen, som tillod hende at se op og ned af gaden med de andre faldefærdige og ussel udseende huse. Blikket gled op langs højre side, og så intet andet end regndråber der kastede sig selv ned fra himlen, og fik et plask til at lyde, når de ramte jorden.
Hun stod halvt i læ i den åbne dør, og kun nogle få dråber ville ramme mod Angelies ansigt og korpus, mens hun langsomt vendte det scannende blik ned mod venstre side af vejen, hvor hun langsomt kneb øjnene sammen.. Var det en skikkelse? Hun var ikke sikker, selvom hendes sanser var fortrinligt gode grundet elvergenet.. Men regnen kastede sig i så lårfede stråler at hun ikke var sikker.. Alligevel gled den højre hånd ned mod låret, og greb fat om skæftet på kniven, mens hun lænede højre side mod dørkarmen, så dette ikke ville kunne ses udefra, og ventede...

//OOG:
## De her tegn, bruges når Angelie sender en direkte tanke til Damia, som denne vil kunne læse :)

Inde bag murene som ellers havde virket så tavse kunne Russell høre lyden af en mand, der råbte efter sin kone, og hver gang ordet 'luder' nåede ud gennem det åbne vndue, blev hans hals rød. Og så forsvandt den røde farve igen. "Luder," råbte manden igen og igen, og farven på hans hals ændredes i takt hermed. Russell tørrede en smule regn fra sin overlæbe og følte pludselig at han mere eller mindre vaklede på sine ben. Han trådte en smule til siden og støttede sig med en hånd mod en mudret husmur. Skældsordene fra manden lød som fjern buldren et sted i baggrunden, men det gjorde ham ikke ligefrem mere tryg. Et eller andet fik ham til at føle det, som om hans sjæl var fanget i et smedejernsbur: Hans hjerte skubbede sig ind mo hans ribben, Louise rørte på sig indefra, rystede sig vågen, gned sin ene side mod tremmerne i Russells krop. Regnen virkede mere kold og klam end før og han lukkede øjnene for derefter at føle, hvordan han gled ned gennem sin sjæls tunnel. Han fandt ikke situationen særlig nem eller overskuelig. Han følte sig snavset og forkert på den som han stod der i sit gennemvædede tøj. De mørke cowboybukser og den mørke trøje, der var skjult af den lige så mørke frakke. Men det handlede jo ikke så meget om tøjet, fortalte han sig selv. Det handlede mere om at stige ned i den indre tunnel med noget i retning af en middagsklokke og vække Louise. Hun holdt meget af lyden af ringlende krystal. Forvandlingen handlede om at klatre ud igen med hendes dugvåde hånd i Russells og forsikre hende om, at den strålende og larmende verden var hendes. Men han ville ikke give hende den verden. Den verden var slet ikke så smuk, som Louise gik og troede. Han søgte med sin hånd på husmuren men endte til sidst med at få smidt sig selv på fortorvet. Længere borte kunne han høre lyden af brag fra biler, en balkondør, der klaprede i vinden. Bag sine øjenlåg så han farvede lys bryde frem i det sorte, akkurart som var det fyrværkeri. En lille smule luft steg op gennem Russells hals. Han snappede efter vejret og fik gåsehud, som løb ned ad hans arme og ned ad ryggen på ham. Med en kuldegysning var han blevet til Louise. Russell var mere eller mindre forsvundet. Og nu ville Louise rejse sig op og spadsere tilbage til zonen. Forklare at hun fór vild, at hun ikke ønskede at være til besvær, at alt hun ville bare var at komme ind til sin seng... ind til Ophelia og føle sig tryg... og varm... og befrie sig selv for det snavsede tøj, der holdte om hende i et ulideligt greb og nærmest tvang pusten fra hende. Men i første omgang blev hun siddende lidt endnu.