Please stop me Alex! ~privat~

Det var efterhånden ved at blive sent denne aften, men det var kun et plus for nogle personer her i byen. Mange af nattens børn var i gaderne på denne tid af døgnet og en af dem var en ung vampyr ved navn Rexy. Han var ikke ligefrem noget af det man forbandt med en crimerider, men ja... Rexy gik og stjal fra folk der ikke vidste af det, og han vidste ikke engang det var forkert, selv om han havde været inde og snakke med politiet flere gange. Han gik rundt i gaderne og ledte efter et tilfældigt offer som han måske også kunne få noget blod fra og derefter stjæle hvad han havde af værdi? God idé! Rexy gik ned af gaden og fik øje på en ung pige der gik alene, hvilket jo var en god mulighed, han gik tættere på og så meget imødekommende ud, men da han kom helt tæt på lod han sine øjne skifte farve, Først fra isblå til rovdyrsgule og fra rovdyrsgule til røde. Pigen løb selvfølgelig væk fra ham, men han var ligeglad og fulgte bare efter hende. De endte i en gyde, hvor der ikke var nogle der ville finde dem " Har du paranoia min kære?" sagde han lettere irriteret og gik helt tæt på hende, hvor efter han skubbede hende op af en af de vægge og holdt hendes hænder fast over hovedet på hende og lod svagt sin tunge strejfe hendes hals " Jeg.. jeg " Hun kunne næsten intet sige, eftersom hun sikkert vidste hvad der skulle til og ske. Rexy lukkede sine øjne og lod sine tænder strejfe hendes hans hvor kort tid efter han satte sine tænder i halsen på hende og et svagt skrig kom fra hende, men blev hurtigt kvalt. Han drak langsomt og længselsfuldt af hende og nød hver eneste dråbe der kom ind i hans mund. Efter cirka 5 minutters tid var der ikke mere blod tilbage i hende, han trak sine tænder ud og slikkede sine læber rene for blod og tog alt af værdi, ringe, halskæde, penge og øreringe " Tak for mad kære, jeg kommer ikke til at savne dig" sagde han koldt og lod et grin bryde stilheden.

Der havde været så stille og fredligt i denne del af Terre, men sådan ville skæbnen ikke have det. Et næsten lydløst gisp hørtes i den stille nat, som var blevet oplyst af mord. Af et hungrende og livsvigtigt mord, som havde været en del af morderens skæbne.. Eller hvad? Små trippende skosåler lød på den hårde astfaldt, som var en af gågadens store mysterriere; hvorfor at astfaldten altid var så sort og uoverkommelig. Trippene lød hurtigere, næsten i et løb, det var i et langsomt menneske løb. Vejrtrækningen fra skosålernes trippens ejer, stoppede brat op. Det lange lyse hår gav pigen en manke af gyldent hår, ja næsten en gylden aura. Mundens runding lå i en anelse bange folder, imens at de lige øjenbryn lå mistænksomt til rette i det runde og lettere hvide hoved. Øjnene lyste intenst op, i blågrønlig farve, som trængte igennem selv den tykkeste tåge. De lyste af omsorg og en tvivl, en sorgeløs tvivl om det hun nu var igang med var rigtigt. Lyden af stemmer trængte ind i hendes inderste bevidsthed, ind til hun kunne mærke kulden bevæge sig fra hendes arme og ud i kroppen. Det var nu eller aldrig, det var måske allerede forsent. 

"Hvad er det du gør??" Hun var trådt frem fra hendes mørke skjulested, som havde været hende trygt og godt, frem for dette sted hun stod nu. For fremvisnede og lyst, alt for utrygt i hendes øjne. Manden hun stod over for, manden som stod imellem pigen og hende, var langt stærkere og mægtigere end hende. Vreden over hans gerninger, de utilgivelige gerninger, voksede i hende sammen med frygten da hun så den livsløse pige bag manden. Hum satte i løb og knælede elegant ned ved siden af pigen, mærkede panisk omkring på kroppen på pigen. Ledte efter et tegn, et tegn på liv. Men intet fandt hun. 

"Gør dog noget?!" Skreg hun meget lavt, imens hendes øjne brændte som ild mod manden. "Det er dig der tog dette liv, kan du ikke rede det igen?!" Hendes stemme lød ikke grov, den lød bedende og stiv. Hun havde endnu ikke fattet at denne mand levede af at stjæle blod fra andre væsner, hun kunne bare ikke få banket tanken ind i hendes lille letudviklede hjerne. Det var for urealistisk! En tåre. En tåre som var uforklarlig, gled ned fra pigen som gjorde sit ypperste for at mærke liv i den livsløse pige. En tåre som ikke kun var tilegnet pigen, men selve døden i sig selv. Hun havde mærket døden tæt inde på kroppen; hun havde sågar set livet sive ud af hendes moder. Minderne hoppede frem for hendes bevidsthed, rørte kraftigt på sig. Gjorde hende svagere, ind til et stille skrig mødte hendes læber og øjnene blev åbnet langt om længe. 

Han så over på den kvinde der nu var dukket op og derefter over på den livløse krop bag sig " Hvad jeg gør?" sagde han og grinte koldt " jeg overlever" sagde han idet at kvinden løb forbi ham og over til kvinden der var bag ham. Rexy strøg sit pandehår til siden og betragtede begge kvinderne * hvor er de søde sammen* tænkte han idet et ondt smil fløj over hans læber, men forsvandt lidt efter. Han gik tættere på dem og stillede sig op af væggen ved dem " Hvad skulle jeg kunne gøre for en kvinde uden noget blod i kroppen?" sagde han og så på pigen idet hans øjne skiftede fra rød til blå " Ganske vidst tog jeg hendes liv, men nu kan jeg ikke give hende det igen, med mindre du vil have hende til at blive til en eller anden slags zombie lignende person, der lever a uskyldige menneskers kød og blod?" sagde han koldt og stak sine hænder ned i lommerne og så op på himlen, overskyet. Han vendte igen blikket mod hende og så at en tåre gled ned af hendes kind " Hvad græder du dog for?" sagde han koldt og blottede svagt sine tænder, men hans hjørnetænder var ikke til at se. Han strøg en hånd gennem sit hår idet han kunne føle på hende der var noget i vejen, som om hun havde mistet nogen til døden eller noget lignende. Rexy fik en ond idé til at poppe op i hovedet, men ville først høre fra hende hvad der var galt, hvis hun altså ville fortælle ham det, hvis ikke han ville var han også ligeglad, for han vidste næsten allerede hvad der i vejen med hende og han ville elske at gøre det hele værre for hende

Vreden voksede i hendes ellers så udtryksløse ansigt, væmmelsen over for denne dreng vistes i hendes blågrønlige øjne. Denne dreng var ikke andet end en morder, som ikke engang så meget som tænkte over at han faktisk havde dræbt et uskyldigt væsen. En som var mindst lige så værdig som ham, en som ikke havde nogen chance for at forsvare sig. – Han var urimelig – Hun så ind i hans blå øjne, som hun tidligere havde skimtet at have været røde. ”Du er et uhyre..!” Nærmest hvæsede hun ud fra hendes sammenbidte læber, som var dybrøde som i bund og grund er på grund af den kolde blæst.
De gennemsigtige og kropsvarme tåre blev stoppet af stædigheden, der blev sat i gang af hans falske omsorg. Den kolde stemme som gjorde hende klar over smerten i hendes ansigt, smerten som bare blev understreget med fed over den krampeagtige stilling hun sad i, ved siden af den livløse pige. De lysende blå øjne så med en dyb sorg og en vrede som ikke kunne beskrives kun med ord, så mod drengen, den onde, egoistiske dreng. ”Det er sorg, en sorg som man mærker dybt inde i en. Den bliver sat i gang med glæde, kærlighed eller i nogle tilfælles had.. Kender du det?” Hun kom usikkert op på benene, som dog efter et par sekunders hvilen kunne stå stærkt og fast på den hårde jord. ”Eller er du bare en kold morder?” Hendes øjne brændte, brændte med alt den lidenskab og følelse af vrede hun kunne magte.

Med et blev hendes blik og stemme blidere, nærmest træt. ”Har du virkelig ingen følelser?”

Han så kort på hende og fnøs " Mig uhyre? Hah... Så skulle du se de andre i min familie" sagde han med et og skummelt smil " Og tro mig kære.. Jeg er kold nok til at bore mine tænder ind i din hals og smage på dit uendeligt skønne blod" sagde han nærmest som en spindende kat. Idet hun begyndte at snakke om sorg og kærlighed så han kort på hende med et usikkert smil, han kunne mærke at det var ved at ske, kunne en kvinde virkelig få ham til at græde? Måske " Sorg? Jeg mærkede den første gang da min far døde... Kærlighed? Jeg kan bare sige i piger er til at brække jer over" sagde han vrissende idet han virkelig prøvede på ikke at græde, dog var det svært, da hun ramte noget inde i ham som var meget følsomt. Mindet om hans far og de piger han elskede af hele sit hjerte, men som bedrog ham. Han så på hende med et kort smil " Følelser? Jeg har nogle, men ikke for jer piger.. I er til at væmmes over.. Piger bedrager mig.. Jeg kan ikke klare det" sagde han idet han faldt ned på sine knæ og så op på hende " Hvad vil du have jeg skal gøre? lade være med at få det blod og dø?" spurgte han koldt og så på hende med et skævt smil idet følelsen af lysten til at græde var væk. Han strøg håret til side og blottede sine tænder mod hende " lige nu har jeg lyst til noget blod.. Og selv DU kan ikke stoppe mig" sagde han vredt og rejste sig og børstede sine knæ rene og vendte sig om og begyndte at gå væk fra denne kvinde, som åbenbart kun havde i sinde at gøre hans situation værre end den allerede var