Sweet Dreams [Privat]

Skovens bløde skovbund stoppede bremsede lyden af de kraftige læderstøvler der betrådte skovbunden i mørket så man ikke rigtig kunne høre andet end lyden når en gren knækkede eller en fugl der fløj op fra sin gren for at forsvinde op i den mørke himmel. Der var ingen rigtig sti, ej heller nogle vej, eller vejviser. Det var blot et ukendt sted i skoven hvor en let brise til tider drev igennem de mørke grene og fik bladene til svagt at rasle. Det var ikke nogle speciel nat, ej heller havde det været nogle speciel dag, eller den dag der ville komme. Det ville vel ligne hinanden, som alle andre?
Det let rosa læber, der havde fået et let støj af lipgloss skinnede svagt i lyset fra månen der blev kastet ned mellem de grønne blade. De var let skilt ad, så kvinden der ejede dem, kunne få loft, trods hun ej skulle bruge det, det var mange år siden hun sidst skulle trække vejret. Hvor mange år siden kunne hun ikke huske, men det var i grunden også overflødigt, underordnet. Hvem ville huske det? Hvem … Det mørke hår lå blødt ned af hendes skulder som var helt bare, da hun bar en stram corsage i sort læder, og en sort nederdel med lidt tyl og sorte silkebånd, ellers var stoffet sortternet.
Det virkede til at blive en fredelig stille aften, men måske var hun blot for godtroende? Måske ville det blive en kamp igen, hvor livet var som indsats, men hvis det blev dét, så ville det skam ikke gøre noget, hun ville aldrig dø med sin djævle del, nej, hun ville blive ved med at leve, blot for at tage et hurtigt smut ned til sin ene far i helvede for så at vende tilbage. Mon hun så stadig ville være engel? Det kunne kun tiden vise, og den var ikke noget at bryde sine tanker med, for den var der jo, om man så ønskede det eller ej. Et svagt suk spillede på de lette adskilte læber, mens grågrønne øjne kiggede ud i mørket. De var indrammet af et let lag makeup, vandfast og perfekt, i hendes knap så perfekte ansigt, nej, hun var ej perfekt som så mange andre kvinder i denne verden, hun ville selv kalde det naturlig skønhed? At være perfekt havde aldrig været hendes største ønske. Sådan som hun var nu – det var skam fint ja, bestemt. Et svagt smil gled over læberne, før det forsvandt igen, for aldrig at vende tilbage. Så var det smil brugt op, et nyt skulle måske snart fødes i mørket?

Gary havde længe tænkt over hvad hans plads i denne verden og hvorfor han var blevet bragt til verden. Han følte tit at han var helt alene og at han skulle lide i alt evighed alene. Gary kunne til tider tænke det værste om ham selv, og så tro det bedste om ham selv sekunder efter, her på det sidste havde hans humør skiftede meget. Gary havde vandret fra Bjergene, hvor han havde mødt en sød pige, som han havde spist et måltid med, og endda reddet hende fra døden, da hun var dumdristig nok til at klatre på klipperne. Bare tanken om det fik ham til at tænke på sin fortid med sin kone. Han gav et suk fra sig og lod hans blik falde mod jorden. Jorden var dækket af blade, jord og grene som var knækket af træerne i vinden. Det knasede under hans sorte sko og gav genlyd langt ud i natten, månen lyste hele skoven op i en dyster farve, der gjorde at træerne slog skygger ned på jorden. Gary havde i dagens anledning et fint jakkesæt på som han normalt altid havde, det var hans kendetegn. Det var en vindstille aften, dog var der let overskyet, men stjernerne kunne jo lige spottes bag ved de store skyer. Gary strakte sin krop og fortsat sin vandring igennem skoven, ikke ligefrem noget han elskede, man vidste aldrig hvad der skjulte sig bag træerne, eller hvad der lå på lur, klar til at springe på dig. Gary fulgte en sti, dog ikke en officiel sti, blot en som mange fulgte og derfor havde planterne opgivet forsøget på at gro noget lige i det område. Garys sanser sad helt ude på tøjet, han vidste at han skulle være parat, til hvad som helst når som helst. Og derfor havde han sin bue i hånden klar til et angreb. Skoven var ikke hans favorit sted om natten. Specielt ikke i disse tider.

Selene havde gået rundt i skoven i et stykke tid, og hun havde endnu ikke stødt på nogen, hverken væsner eller mennesker. Hun havde set et dyr her og der men de forsvandt hurtigt for at gemme sig. Hun gik og kiggede op i den mørke himmel, imellem træernes blade, i et forsøg på at skimte nogle stjerner. Hun havde altid synes at himlen var utrolig smuk når først der blev mørkt og stjernerne, månen og stilheden kom frem. Det var på denne tid af døgnet man kunne se det sande univers.. Stjernerne som glimtede så smukt, planeter endda hvis man var heldige med deres smukke farver. Selene gik rundt i sit yndlingsoutfit som hun næsten altid gjorde. Det var ikke fordi det fik hende til at se specielt feminin ud, men hun var ligeglad med hvad andre synes om hende og hendes stil. Det var en af de ting hun havde lært over de mange år hun havde eksisteret. Hun havde sine sorte, tunge army boots på, sine army grønne sokker som gik halvvejs op ad hendes skindeben, sorte stramme bukser, en sort tank top og en læder jakke. Hendes lange smukke lyse hår flagrede let i den milde brise og hun nød virkelig stilheden og den måde som alting blev let lyst op i skoven. Hun var ikke så bange for at gå i skoven da hun nærmest følte det var hendes hjem, så hun gik med sine hænder begravet i sine bukselommer mens hun nynnede let for sig selv med sin smukke stemme.
Som hun gik i skoven gik hun også og sparkede lidt til de tilfældige nedfaldne grene hun gik forbi, men ikke noget specielt, bare så de fløj et lilly stykke og advarede dyrene om at hun kom. hun tænkte lidt for sig selv om hun ville møde nogen herude i aften.. det var en sjældent forekomst, men det skete da i ny og næ

//Rækkegølge: TDA - G - S//

Først hørte hun ikke noget, hun var fordybet i en tanke strøm om et eller andet emne der som altid pludselig dumpede ned i hendes hoved når der ikke var noget der fyldte det op. I grunden træls, men sådan var det med hende, og det måtte hun overleve. Da hun et kort stund løsrev sig fra tankerne hørte hun lyden af noget - uha, nu blev det rigtig gyser! Et svagt smil spillede over hendes læber, da hun skød sine hvide vinger ud, og satte af fra jorden, for at flyve op i et af de nærliggende træer, hvor der var en gren hun kunne stå på. Hun var ganske let, ikke et gram over de 20 kg, ikke fordi hun ikke fik nok mad, men hallo! Hun var engel, så lethed, yep, men alligevel ikke så let som rigtige engle, eller fuldblods engle om man kunne kalde dem det? Hun skubbede de nye tanker fra sig, trak sine vinger ind, og satte sig til ratte i træets krone, for at kigge ned på stien.
Det var ikke noget gemmested man ville gemme sig hvis man rigtig skulle gemme sig, men mere et overraskelses gemmested, så man let kunne springe ned på ryggen af personen der kom, hvis personen vel og mærket ikke opdagede en først, men fuck nu det! Hvis hun blev opdaget var hun stadig øverst! Hun satte sig let til rette så grenen hun sad på gyngede let, men det virkede ikke til at det var kraftigt nok til at ryste bladene der stadig hang og dovnede den. Hun lage hoved let tilbage, og lyttede til lyden. Det virkede til at være en mand, eller - kraftige sko, mænd havde det med at gå lidt kluntet efter hendes mening. Ikke noget de skulle tage personligt, men det gjorde de altså - efter hendes hoved. Et lille drilsk smil gled over hendes læber, før hun vente blikket mod jorden, og kiggede spændt på hvad der skulle komme. Hendes gæt var en mand, men det kunne lige så nemt være en kvinde - et menneske, for intet væsen af en kvinde kunne da gå så - tungt? Eller - nej, mænd var gode nok, ja, det var de skam. Et grin gled over hendes læber mens hun stadig kiggede spændt.

Undskyld at jeg tog så lang tid om at svare, men nettet har været nede hele dagen T_T

Gary havde efterhånden vendt sig til mørket og synet var blevet bedre, selvom mørke ikke lige var det som han nød allermest.. det eneste der kunne nydes ved det var den flotte stjernehimmel og vindens sang i trækronerne. Gary havde som sagt haft en lang dag, og især efter han havde haft en lang samtale med den pige som han havde reddet oppe på bjerget. Hun var en sød, ung og elegant kvinde. Gary havde ikke været så social på det seneste men havde besluttet inde i sig selv at det var på tide at han gjorde det, for hans eget bedste. Gary smilede og hans øjne lyste op i en hvid farve, vinden legede let med trækronerne omkring ham, og der slog det ham! Gary var ikke alene. Der var en anden tilstede, hvem det så var vidste han ikke, men en eller anden var det. Vinden havde båret duft med fra sig, som han ikke havde mødt før og slet ikke i skoven. Gary var nu først på vagt, han ville ikke overraskes og slet ikke slås uden han blev nød til det. Man kunne jo ikke vide hvad der gemte sig i skoven, og slet ikke på den her tid af døgnet. Han havde skam også lagt mærke til nogen fugle som havde fløjet fra et træ, de var vel blevet forstyrret af et eller andet? Men hvad, det kunne han ikke lige regne ud.
Gary tog sig let til håret og kradsede mens han svævede over jorden, det med at gå var ikke så meget ham, og slet ikke når han var så træt som han var, når han ellers var udhvilet kunne han sagtens gå. Gary havde som sagt sit jakkesæt på og man skulle undre sig over hvorfor han var så pænt klædt på når man tænkte på at han var ude og gå i en skide skov midt om natten! Det slog slet ikke Gary at det måske var lidt unormalt, men det var han jo egentlig nok så ligeglad med.
Gary var mæt efter den aftensmad han havde lavet på bålet oppe i bjergene, det var lang tid siden at han havde spist sig mæt og var derfor glad for det. Gary slog igen i tankerne at han nok ikke var alene og han håbede for guds skyld at han ikke skulle til at kæmpe, da han var utrolig træt og hans reflekser var nok ikke helt vågen til at skulle fokusere på kamp. Han gav et suk fra sig og kiggede på i det nærliggende træer .. ” Jeg ved du er her, men ved ikke præcis hvor.. Jeg ønsker ikke at kæmpe. ” Sagde han med en beroligende og maskulin stemme. Han var 100% sikker på at han ikke ønskede at kæmpe, men hvis han blev angrebet var han ikke bange for at forsvare sig selv.

Selene gik videre og hun var alt for doven til at løfte sine fødder og gå som hun normalt gjorde. Dette resulterede i at hun gik tungere end normalt.. faktisk.. tungere end hun nogensinde havde gået i sine 102 år. Hun kiggede til en forveksling ned i jorden lidt da hun kom til at træde på en nedfalden gren. Man kunne tydeligt høre grenen knække. lyden var høj fordi der ellers var så stille. Hun kiggede derefter ned imod jorden et lille stykke tid.. kort efter fandt hun et lille område med gule blomster.. hun bøjede sig ned for at plukke et par stykker, og efter hun havde plukket 2 og skulle til at plukke det tredje, synes hun at hun kunne høre en stemme et stykke væk fra hvor hun var. hun flyttede sit hår bag hendes ene øre for bedre at kunne høre. Det lød som om det var et stykke væk, men hun hørte ordene 'jeg ønsker ikke at kæmpe' Det fangede Selenes interesse og hun blev lynhurtig frisk.. hendes dovenhed var væk og hun smilte interesseret. hun gave sig til at løbe med hendes hurtige vampyr fart og det tog hende ikke længe før hun var der. hun stoppede dog et stykke væk. Selene var nærmest lydløs i sine letter bevægelser og hun ville have været fuldstændig lydløs havde det ikke været for et par grene der lå hvor hun stod. Hun forsøgte at undgå dem og det gik egentlig også meget godt, indtil hun blev bidt i nakken af et eller andet insekt og hun klappede ud efter det. Det gjorde at hun ved et uheld kom til at træde på en gren.. den knækkede dog ikke, men den raslede lidt i de andre grene som lå ved siden af..
Hun stilte sig bag træet i et forsøg på at gemme sig imens hun fandt ud af om det var væsner, og i dette tilfælde hvilke racer , ellr om det var mennesker. Vinden gjorde det svært at lugte, da hun stod bag dem, men hun forsøgte alligevel. Det eneste hun kunne finde ud af var at det ikke var mennesker. De lugtede i hvert fald ikke menneskelige.. Hun kunne dog ikke finde ud af præcist hvilke racer de var.. hun kunne ikke adskille om det var 2 forskellige eller to af dem samme race. Hun lod hendes hoved titte frem fra træet men kun lige en lille smule så hun ikke ville blive set.. hun kunne kun se et væsen, en mand.. han svævede over jorden så hun tænkte at han havde vinger, men hun kunne ikke se nogen.. det kunne bare være vinklen hun så ham fra.. Det andet væsen måtte dog være der, for han havde jo snakket og sagt at han ikke øsnkede at kæmpe, og hun gik ud fra at han ikke bare stod og snakkede med sig selv..

Hun blev ved med at stirre på manden, der kom ind i sin fine mundering. Ganske fornemt, ja, meget. Hun flyttede let på sig, hvilke fik grenen til at bevæge sig en smugle i vinden. Uh, stop stop! Hun bed sig let i læben, mens hun kiggede ned, og lyttede til den meget maskuline bløde stemme. Aha, ikke kamp, nej nej, så skulle han da få sin vilje. Hun skød sine vinger ud, for at svæve let mod jorden, mens hun hørte nogle små knas et eller andet sted, mod lod ikke til at reagere på det, men blot lande foran denne mand, som svævede et par centimeter over jorden. Dæmon, luft? "Goddag." Hun smilede let, og for blot at spille med på den, med hans fine tøj, nejede hun let, mens et smil bredte sig på hendes læber. "Nej, ingen kamp ..." Hun smilede atter, før hun vente sig om, da lyden af et klask der kun kunne komme var et væsen i menneskeskikkelse hørtes. Hun pustede luften ud af næsen i en hurtig misfornøjet grimasse. Hvem var nu det der legede gemmeleg?! Hun havde selv gjort det, men alligevel, kunne den da ikke bare komme frem? Hun vente sig om mod dæmonen, og fjernede det misfornøjet ansigt med et smil. "Undskyld hvis jeg forskrækkede sig, men - jeg er." Hun gav ham et lille uskyldig smil før hun fortsatte. "Man skal bare passe på ude i skoven nu om stunder." Det passede ikke, ikke et eneste ord, eller jo, men det var aldrig noget hun bekymrede sig om, så et eller andet sted var det sandt, mens det et andet sted var ikke helt så sandt, men han burde ikke kunne gennemskue det, og hvis han så havde gjort det, betød det jo ikke så pokkers meget, det var jo ikke fordi hun løj om hvem hun var vel?
Da hun havde kigget lidt på manden, vente hun sig igen om mod hvor lydene før havde lydt, og gik et par skridt baglænes, for at se om hun så kunne se noget. Hun kunne bestemt ikke lide at hun ikke kunne se noget! Hun tøvede kort, mens hun trak sine vinger ind i ryggen igen, mens hun gik hen mod træet. "Hallo?" Hendes øjne gled rundt i skoven, mens de søgte efter noget der kunne minde bare lidt om en eller anden person.

Gary havde vandret i skoven, og havde få glimtende svedperler på hans pande. det var trods alt en varm sommer aften. Og et fantastisk vejr til at gå en aften tur i. Gary så kvinde som kom ned fra træet, hun var smuk, let og elegant. " Der er jo ingen grund til det .. " Sagde han og smilede venlig til hende.
Gary var ikke den typiske dæmon, man skulle næsten ikke tro at der var noget ondt i ham, han viste det nemlig aldrig. Altid venlig, rar og åben overfor nye mennesker, det var Gary i en nøddeskal. " Det kan jeg kun give dig ret i. man ved jo aldrig hvad der skjuler sig bag buskene og træerne... Og man kan aldrig være sikker på det folk man møder her har gode intentioner.. " Sagde han og smilede lidt.. han havde ikke rigtig tænkt over det han havde sagt og rettede hurtigt sig selv " Men selvfølgelig vil jeg dig intet ondt, my lady" Sagde han og kløede sig let i nakken og sendte et akavet grin til hende, for at løfte stemningen lidt. " Gary" Sagde han og rakte ud efter hendes hånd, mens hans grå øjne hvilede på hendes øjne, som om han var i trance. Hans øjne var næsten hypnotiserende, da de var meget specielle. Ikke en hverdags begivenhed at se sådan nogen øjne.

Selene tænkte at det vel ikke kunne skade at vise hvem hun var og det var jo ikke lige frem fordi hun havde tænkt sig at skade dem. Hun kunne lige så godt præsentere sig selv så de ikke skulle undre sig så meget over hvad eller hvem der mon gemte sig, for hun var jo kommet til at lave nogle lyde, det var jo selvfølgelig ikke planen, men sket var sket.
Hun trådte så frem med den ene hånd i lommen og den anden fri. Hun tog et par lidt dovne skridt til i hendes tunge army boots. Hun vendte sig så stille imod dem og sagde afslappet "Navnet er Selene.. Sorry hvis jeg skræmte jer.. eller whatever.. Det var ikke planen som sådan, jeg kan bare godt lide at se hvem jeg nærmer mig før de ser mig, en gammel vane" hun trak lidt på skuldrene mens hun sagde det sidste.
Da hun kom helt frem kunne hun klart se de to væsener og hun synes nu ikke de så specielt farlige ud. Det betød selvfølgelig ikke at de ikke var det, men nu havde hun jo hørt at de ikke ville kæmpe, så hun skyndte sig lige at tilføje det fra hendes side også "jeg vil forresten heller ikke kæmpe. Jeg var bare ude og gå mig en tur, så jeg er bestemt ikke i kamp humør".
Hun kiggede på dem afventende en eller anden form for reaktion