En middag på hotellet

Tid: 19:03
Dato: 26/7
Sted: En resturant på hotellet.
Vejr: Mørket er faldt tidligt på i aften, men månen skinner..
Omgivelser: Der sidder nogle folk i resturanten og spiser.


Evangeline sad ved et bord i resturanten. Hun kunne høre bider af andres samtaler omkring hende. Selv, sad hun alene med en kop te, imens hun ventede på sin mad. Det havde været en lang dag, og hun var ubeskriveligt træt, og trængte bare til at slappe af.

Evangeline sad trods alt på en finere resturant så i aften, var hendes påklædning finere end den plejede at være. Normalt var hendes tøj lidt slidt og råt i det, men idag bestod det af en midnatsblå kjole, som var stram henover hendes bryst og til hendes hofter. Herfra var kjolen løs, og stoffet virvlede omkring hende, når hun gik. Der hvor kjolen gik fra stram til løs, sad et sort silkebånd, som var bundet i en sløjfe foran på hendes venstre hofte. På hendes fødder var et på sorte stilletter, i præcis samme farve, som silkebåndet. Hendes hår, var dog ikke så meget anderledes end det plejede at være. Det lyse hår, krøllede ned langs hendes ryg og indrammede hendes ansigt på en perfekt forførende måde. Hendes ansigt var pyntet med lidt make-up. Hun var en smuk pige, og det vidste hun godt.. Hun havde jo lagt mærke til det blik, som mændende sendte hende, når hun gik.

Evangeline lod sit blik glide rundt i resturanten, imens hun ventede på sin mad.

Lyset var dæmpet til en hyggelig stemning her i restauranten. Det var uden tvivl et noget fint hotel dette som denne unge man nu bevægede sig på. Alt hver nærmest perfekt her i det store lokale som udgjorde et spise sted. Borde med stole over alt og den runde bar i midten. Musik var der også noget af. Klassisk med klaver og violin og meget andet. Som en kendt symfoni. Den var lettere irriterende i hans øre. Hans hørelse var bedre end andres og han hørte hver en fejl der blev lavet. Og om nummeret var fejlfrit var kun noget han vidste var falsk. Han hørte fejl næsten hele tiden. Det var det der virkelig bare stressede ham på det groveste.
Marius havde ikke ligefrem overgået sig selv i sin beklædning. Den var dog skiftet ud med den slidte t-shirt og jeans men stadig var det ikke helt så formelt som så mange andres. Sorte bukser og en hvid skjorte ud over. Og den var ikke engang stykket ned i bukserne. Slipset havde han ladet ligge der hjemme. Hans hår så letter nyvasket ud men sad stadig ned over hans perfekte ansigt med de isblå øjne. Den sorte jakke der hørte til hans sæt tøj hang hen over hans ene arm mens at han forsatte direkte hen mod baren. Han ville egentligt ikke have noget af det han ville kunne få der oppe. I hans mund smagte det af lort. Det gjorde det hele. Næsten. Siden den dag for længe siden havde han ikke kunne lide andet end den fantastiske røde væske der flød i årene på folk omkring ham. Det var faktisk lidt svært for ham at holde sig fra trangen denne aften. Og så at der var en masse smukke kvinder og mænd omkring ham som uden tvivl ville være et dejligt måltid. Men han holdt sig til der ville komme det bedste.
Han traskede det sidste stykke som var han udmattet. MEn han var blot lettere doven. Han fik elegant sat sig op på en barstolene og så direkte mod bartenderen der i hans øjne var meget fimset. Han sukkede og lod sin kølige facade forblive fremme. "En årgang '87. Rød." fik han så sagt med hans faktisk ret så charmerende stemme. en virkede dog lidt hæs nu. Han så tog et valg og så sig rundt i lokalet mens at han ventede på hans bestilling men hans øjne kom igen tilbage da glasset med rødvinen blev stillet foran ham.

Evangeline trommede utålmodigt med to fingre på koppen med te, som hun havde i sine hænder. Den var varm mod hendes hud, og fik hende til at slappe af. Normalt ville hun aldrig have råd, til at tage et sted hen, som det her. Med det arbejde hun havde, med den dårlige løn, var hun ikke i tvivl om, at dette var både første og sidste gang, hun nogensinde satte sine ben, i en resturant som denne, hvis hun selv skulle betale. Men hun havde lige fået løn, og trængte til at spise et andet sted, end på en af de normale, billige caféer. Hun ville vel gerne føle sig rig.. fornem. Blot en enkelt aften. Næsten som en lille Askepot. Et lille grin slap over hendes læber, ved tanken. Ja, en lille Askepot, som aldrig fandt en prins.

Der var noget over Evangelines bevægelser, som afslørede at hun ikke var vant til at spise et sted som her. Tøjet og udseendet passede sådan set godt nok med omgivelserne. Det var ikke dem der afslørede hende. Ej heller var det hendes måde at bevæge sig på. Hun var både yndefuld og elegant, når hun bevægede sig, men disse to ting, kunne ikke dække over det faktum, at der på en måde var for fint og fornemt, til at hun kunne føle sig rigtigt tilpas her.

Evangelines blik vandrede forsat rundt i lokalet, og stoppede sin vandren, da det faldt på en mand, som lige var kommet ind af døren. Han havde ikke klædt sig specielt formelt, men der var alligevel noget over ham, der fik hende til at tænke, at han ikke var typen man sagde imod. Hvorfor, anede hun ikke. Fornemmelsen var der blot.
Han var iført et par sorte bukser, med en hvid skjorte udenover. Jakken, som sikkert passede til sættet, havde han over den ene arm. Ingen slips eller noget andet, som han ville kunne pynte sig med, for at virke mere fornem. Skjorten var endda udenover bukserne. Hun lagde næsten med det samme mærke til hans måde at bevæge sig på. Den var noget nær det perfekte. Udover det, virkede han også som en, der var vant til at komme steder som her. Han virkede som en der havde råd til det.
Evangeline kunne kun se ham bagfra, og dermed var det en smule besværligt at bedømme ham. Men noget sagde hende, at hans hans ansigt ville have mindst lige så mange perfekte træk, som resten af ham. Hun greb sig selv i, at ønske at han vendte sig om, så hun kunne betragte hans ansigt, i stedet for hans ryg. Hun bed sig i læben, og rystede svagt på hovedet. Han var en vildt fremmed. Garanteret en rig en af slagsen, hvilket ville sige, at hans økonomiske ring, var noget højere end hendes..

Evangeline betragtede ham, imens han bestilte. Han stemme var ekstremt charmerende, og fik næsten hendes ansigt til at blusse op i en svag rødlig farve, selvom han stod med ryggen til hende, og at hun derfor ikke kunne se hans ansigt.
Hun lagde mærke til, at manden bag baren, gjorde sig mere umage med hans bestilling, og sørgede for, at gøre det hurtigere end med andres. Selvom han var af hankøn, blev han åbenbart også påvirket af den fremmedes stemme og udstråling.

Marius' snerren i bagrunden havde givet ham pote for hurtig betjening. Hvis man havde en evne kunne man da lige så godt bruge den til noget. Og han var ved at være godt irriteret over musikken der stadig spillede i højtalerne. Han var nok den eneste der følte sådan med det. Han vidste hvordan at alle andre hørte det. Perfekt og beroligende. Men alle de klare toner skreg i hans hoved. Og det var det der var grunden til hans irritation. Han ville gerne hurtigt ud her fra. Men han viste det ikke på nogen mode.
Han stoppede med det samme sine tanker da et blik så blev rettet mod ham. Eller det var et blik der for ikke længe siden havde siddet mod hans ryg og betragtet ham. Han løftede hovedet lidt og så sig over skulderen. Rundt i forsamlingen af røv rige bavianer. Men det stoppede mod denne kønne pige ved et bord for sig selv. Den midnats blå kjole sad perfekt på hendes krop og hendes krøller faldt så afslappet ned over hendes skuldre. Han lod sig dreje helt om på stolen så han ikke behøvede at få nakke skader af at studere hende.
Han rejste sig så. Tog glasset med den fine rødvin i hånden før at han slog sin jakke over skulderen. Han traskede så hen mod hende. Ikke med trampende skridt men blot normale. Prøvede ikke og gøre sig lydløs. "Godaften, Frøken." lod hans kølige stemme så ved pigens øre da han var noget hen til hende. Han indtog hendes duft. Og der var ingen tvivl for hans næse. Elver. For dejligt. Sådan et yndefuldt væsen. "Jeg håber ikke du har nogle problemer med at jeg sætter sig her ved dig, vel?" Uden at få et svar havde han sat sig. Og lod sig nu betragte hendes ansigt. Hun var utilpas her. Ligesom ham. Men det modsatte var at han ikke viste det som hende. Han satte sit glas ned på bordet og satte sine albuer ned i det også. Støttede sit hoved i hænderne. Og samtidig fik han et lille smil frem. Om det var ægte eller ej var kun noget Marius vidste med sikkerhed. Og det samme om dette var skuespil. "Sig mig. Hvordan kan det være du sad her helt alene??"

Evangeline ønskede at et stort hul ville åbne sig i det alt for velpudsede marmor-gulv, og suge hende ned, pga. af den rødlige farve hendes ansigt fik, da det blusede op i en rødmen. Dette skete, da den pæne, unge mand, havde vendt sit blik mod hende, og dermed taget hendes på fersk gerning i, at betragte ham. Der var ikke noget der var værre, end at sidde og betragte mennesker på afstand, som opdagede det. Især var det slemt, når personen havde det udseende, som denne fremmede mand var heldig at være i besiddelse af.
Havde hun syntes at han så godt ud bagfra, blev hun overvældet af den skønhed, der mødte hendes øjne, da han vendte sit om mod hende, så hun dermed fik en chance for, også at betragte hans ansigt. Hun var målløs. Han ansigt var ekstremt velformet. Så ekstremt at det ikke bare var i nærheden af perfekt. Ordet perfekt dækkede ikke denne skabnings udseende. Det var langt mere fantastisk.. langt mere perfekt, end perfekt - hvis det overhovedet gav nogen mening. I Evangelines hoved gav det åbenbart god mening. Hans øjne, var placeret i perfekt afstand til hinanden. Ikke for tætte, ikke for langt fra hinanden. Øjenfarven var svær at bestemme udfra den belysning, der var i resturanten. Den dæmpede belysning, gjorde stedet hyggeligt, og den fremmedes øjenfarve svær at se. Hun gættede, at det nok, var noget hen i nærheden af brun. Næsten rød-brun? Hun rystede på hovedet af sig selv. Rød-brun. Den øjen-farve eksisterede da ikke? Hun måtte have set forkert. Belysningen var jo svag..
Hans tog øjne, var indrammede af to hold sorte, lange øjenvipper, som rørte hinanden på en så forførende måde, når han blinkede. Og så var der jo næsen, som sad i mellem de to øjne. Præcist i midten. Den var perfekt lige og i perfekt størrelse. Den passede fuldstændigt ind i hans smukke ansigt. Under næsen, var naturligvis munden. Læberne havde som alt andet i hans ansigt, en perfekt størrelse. De var fyldige og havde en svagt rødlig farve.
Hvor var han dog smuk. Det ord, havde hun aldrig rigtig brugt om et hankønsvæsen før. Men denne fremmede var i sandhed intet mindre end smuk.
Han havde ikke gjort specielt meget ud af hverken sit hår eller sit tøj, men alligevel udstrålede han en vis selvsikkerhed og autoritet. Selvom det var pinligt at sidde og stirre åbenlyst på en fremmed, kunne hun ikke få sine øjne væk, fra denne vidunderlige skabning.

Evangeline stivnede og slog blikket ned, da han vendte sig om mod hende, på stolen op ved baren. Hun skyndte sig at slå blikket ned.. hvor var det pinligt, at hun havde stirret så meget på ham! Endnu engang virkede det med, at blive suget ned i et hul i gulvet meget fristende. Endnu være blev hendes forlegenhed, da den fremmede rejste sig, og begyndte at gå, med kurs mod hendes bord. Den eneste tanke, der røg igennem hendes hoved, var ordet "fuck", som hun gentog i sine tanker, igen og igen. Hvor pinligt! Her sad der en fin herre på en resturant, som en pige, langt under middelklassen hvad økonomi angik, havde siddet og åbenlyst stirret på. Hvad tænkte han dog ikke om hende??

Evangeline sendte ham et undrende blik, da han kaldte hende "frøken". Sådan var hun normalt ikke vant til at blive tiltalt, og det kom da lidt bag på hende. Derfor fandt hun det passende, at snakke til ham, med samme høflighed, som han udviste hende.
"Godhaften, Hr." Hun sendte ham et sødt smil, som for at dække over den røde farve, hendes ansigt var ved at skifte til.
Hun bed sig lidt i læben, da han blot satte sig i stolen foran hende. Hvorfor han gjorde det, havde hun absolut ingen anelse om. Det skulle da kun være fordi, han regnede med, at hun havde røven fuld af penge, og at hun dermed var i samme klasse som ham, hvad økonomi angik, hvilket langt fra var tilfældet. Hun lovede sig selv, at dette skulle være sidste gang, hun nogensinde viste sig, på et sådant "overklasse-sted".
"Jeg har intet imod, at De sætter dem der" Igen smilede hun. Det samme søde smil. Hun tiltalte ham "De", da han jo tydeligvis var en mand, man som regel tiltalte på denne måde. Sådan virkede han i hvert fald til at være. Hun ville egentlig helst ikke have at han satte sig der. Hun var ikke sikker på, at hun kunne lade vær' med at stirre.. På den anden side, var der noget ved ham der tiltrak hende, og noget i hende, ønskede at han skulle sætte sig der, hvor han nu sad. Om ikke andet, var det for sent, at be' ham flytte sig, så hun smilede blot, og forventede at han blev siddende.