Seems like.. //Privat//

T: Lige omkring 01:25.
O: Well.. gravstene.. kirken.. mørke, det der normalt er på en kirkegård ca.
S: Kirkegården.
V: En kølig septemberaften, med en let vind, fuldmåne og stjernerne blinker klart på himlen.
P: Et par meget hullede sorte jeas, og en gennemsigtig sort top, med en rød bh indenunder, som altid hendes lange sorte læderjakke.


Aubreiane skubbede den rustne låge op, og gik lydløst ned af den lille sti mellem gravene, hun lod den spinkle blege hånd glide henover de gravstene der rakte højt op, og fejede så håret om bag på ryggen i en blid bevægelse. De grønne øjne gled let mod himlen, stilheden var nu meget rar nogle gange.
Langsomt satte hun sig på en stenlignende kiste, og trak det ene ben op til sig, lod kort hånden hvile mod den kølige sten, ikke at hun længere lagde mærke til at det var koldt, det gjorde hun næsten aldrig mere efter hun var blevet forvandlet, nogle gange var det fint nok, andre gange kunne hun godt savne det lidt.. Men det var nok ikke noget hun kunne gøre noget ved.
Et suk undslap hendes røde læber, og hun strakte sig roligt, inden hun gled ned og ligge, stadig med det ene ben oppe, hun havde flade sko på denne dag, hun gad ikke altid de ekstremt høje hæle, selvom hun da nød den længde hendes ben fik i dem. Stille smilte hun og så mod himlen,.
Lige nu, med alt den stilhed og mørke omkring hende, ville lidt selskab egentlig ikke gøre noget, hun nød sådan at sidde herude, hun kom ofte her, hvorfor vidste hun ikke helt. men det var da meget hyggeligt. sådan bare at ligge og slappe af, uden at skulle noget. tøvende satte hun sig op, og lod hænderne løbe gennem sit lange sorte hår, der faldt blødt ned til lænden, bed sig lidt i læben så de skarpe hjørnetænder for en stund blev synlige.

En knap så fredelig mand stod og betragtede kirken. Hans gamle bosted. Stedet hvor han blev dræbt. Den døde lugt hang i næseborene og skønt som mandens ulve sanser var fulgt med i graven var det ikke en ra lugt. Lugten måtte komme fra hans lig. Tidspunktet hvor han troede at han skulle brænde op i helvede men endte med at blive en djævel kom op i hans hoved. Forsigtigt strøj han de kommende horn i panden. To store buler endnu. Et ondt smil gled over Arthurs læber. Ja Arthur. Et navn som denne person burde hedde. Alle de navne han havde haft. Han blev født Faxe Gargon, taget i pleje. Navnændring: Arthur Nyborg. Flugt i skoven, navnændring: Arthur. Og selvfølgelig også hans kæle navne. Loppedyret fra da han var elleve. Ulvedrengen fra da han var 16. Nu var han bare Arthur. Og det navn skulle ikke misbruges. I hastige skridt trådte han ind på graven. Det brune ulve hår låg over alt på gulvet som de plejede. Alligevel var intet normalt. Huset stank af død. Arthur forsatte ud af et hul i væggen. Gammelt indtørret blod var spredt over hele jorden og der var det. Hans lig. Rettere sakt en rådden pels klump. Kroppen var uformelig. Det havde været fuldmåne ligesom denne. Den svage brænden kunne mærkes i hans fod der låg nær varulvens hjerte. Men en hurtig bevægelse sprang Arthur væk fra liget. Sølvkuglen låg stadig der inde. En anden lugt end død kom op i Arthurs næse. Vampyr. Ulvens jagtevne til at holde øjnene på sit bytte skød igennem Arthur da en bleg skikkelse kunne anes på en gravsten. Vrede og had skød op i Arthur og han undslap nogle dyriske brøl som kunne høres på langt afstand.

Aubreiane lå længe bare og betragtede himlen, indtil en duft af noget andet end død nåede hen til hende, hun satte sig langsomt idet hun hørte nogle brøle, hun tøvede lidt, duften virkede ellers ikke som en varulvs, men hun kunne jo godt tage fejl. Langsomt rejste hun sig og lod blikket glide rundt, fik øje på personen, og lod hovedet glide lidt på skrå, hvorfor mon han så på hende på den måde, hun havde jo intet gjort andet end bare at være her.
Langsomt rettede hun lidt på sin jakke og smed håret om på ryggen, let bed hun sig i læben, inden hun med et skuldertræk satte sig igen, betragtede ganke kort den gravsten hun sad på, hun sad som regel her, det var sådan som en seng, ikk fordi hun sov der, for det gad hun ikke rigtigt, hun sov som oftest ikke ligefrem så meget, men en gang imellem gjorde hun da.
Tænkende så hun mod personen igen, hendes røde øjne glimtede let i lyset fra månen, normalt ville hun holde dem grønne, men når hun var alene gad hun ikke bruge så meget energi på at de ikke var røde, det virkede ret dumt overhovedet at prøve når der ikke var andre, så hvorfor gøre det.
Et vindpust hev i hendes sorte hår og fik det til at flyve let om hende, hun smilte ganske kort, hun kunne godt li når det blæste, måske havde det oz noget at gøre med hun kunne styre det, så følte hun bare lidt mere for vinden end for meget andet. imens hun sad og betragtede personen, prøvede hun at finde ud af hvad han var, duften mindede mest om en djævel, men det dyriske brøl havde mindet hende om en varulv, hun havde aldrig hørt om nogen der var begge dele.. men måske kunne det godt lade sig gøre, det var ikke til at vide.

Ulven inden i ham brød nærmest igennem hans hud. Hårene på hans arme var vokset og hans rovdyrs øjne spejdede rundt i mørket. Så var varulven i ham der stadig? Enlig havde han også undret sig over hans forvandling var gået med i døden. Godt nok ikke ligeså stærk men hvad havde han forventet. Langsomt forsvandt han i ulven. Han lukkede kort øjnene og åbnede dem igen. Men det var ikke Arthur. Det var Wulf. Det navn Arthur havde givet hans ulvedel. Han var stadig i hans menneske form men flere dyriske træk låg omkring ham. Han sprang fra grav sten til grav sten og landede foran vampyren. "Grrrrr!" lød hans knurren. Der gik et øjeblik og så var han normal igen. De dyriske tegn forsvandt og en fjendtlig snerren lød fra hans stemme. "Vampyr vampyr vampyr stands det dumme dyr og sæt det nedunder helvedes fyr. Hvad i helvedes navn laver du? Det her er min kirkegård og MIN gravsten." Arthur truede med hans knytnæve. "Skrup så af. Jeg er ved at blive sulten og jeg har ikke spist siden min sidste død. Altså nogle uger klovn." sagde Arthur og hadet til alle vampyre han havde mødt kunne mærkes. Men vred finger prikkede han hårdt på kvindens brystkasse.

//Undskyld længden//

Aubreiane så roligt til mens varulven kom hoppende hen mod hende, hun fortrak ikke den mindste mine, eller rørte sig på nogen måde, så bare iskoldt på ham mens han snakkede, himlede så blidt med øjnene og så hen mod lågen.
"Også? bare fordi du sys du ejer den her kirkegård er det ikke det samme som at du rent faktisk gør det, og din gravsten? so what, jeg finder da bare en anden at ligge på, " svarede hun roligt og smed det lange sorte hår om bag ryggen, let strakte hun sig og rejste sig så derefter,.
Så på ham da han prikkede til hende og skubbede ham så væk, "Det rager da mig et vist sted at du ikke har spist i flere uger, det har jeg da heller ikke, men jeg bliver i det mindste ikke besidderisk" svarede hun let, og vendte let ryggen til ham, gik lydløst ned til en af den andre grave og satte sig på den, så derefter hen mod ham, hvor hun dog hadede andre væsner af og til.
Tænkende lod hun blikket flyve til vejrs, og så så længe på månen, den var ellers ganske pæn her til aften, nu hvor stjernerne oz fik lov at komme frem, som regel var der ellers en del skyer, men ikke i aften. Det var nu meget rart af og til.

//Heeeeeej, jeg har spurgt om at få ændret min race og er derfor nød til at stoppe alle mine emner som vampyr, men vil helt klart gerne have et nyt med dig en gang? ^^