A new start

Sted: Cathédrale - Domkirke
Tid: Omkring midnat
Omgivelser: Kirken, gravsten og Chloé Elisa
Vejr: Stjerneklart & tåge

Det hele var som taget ud af en film. Tågen, som lagde sig omkring de gamle, støvede gravsten, som ikke havde fået besøg i flere år. Sådan var det vel - folk var ligeglade med hinanden og folk, som var gået bort. Hun sad med følelsen af, at hun hørte til her. I mørket, det var hendes skæbne. Det bange blik gled op på nattehimlen, hvor hun betragtede stjernerne, som næsten så bedrøvede ud. Var det virkelig dette syn, der ville møde hende fra nu af og til... evighed? Det var en bittert, rigtig bittert. Selvom der ikke var gået mere end et par dage, savnede hun stadig den dejlige, varme, livsgivende sol, og den blå himmel, der hørte til. Tænk at hun aldrig ville se det igen. Hvis hun havde kunnet gøre det, havde hun i dette sekundt, siddet og grædt. Grædt over det fantastiske liv, som var blevet smidt væk på ti minutter. Og så var det endda af den største svin hun nogensinde havde mødt. Det gjorde det næsten endnu værre. At det var ham, som havde gjordt det.

Et stille suk gled over hendes læber, hvorefter hun lænede sig op af bænkeryggen. Den burde have været kold og ukomfortabel at sidde på. Men hun kunne ikke mærke noget som helst. Kunne ikke føle noget som helst. Undtagen had og vrede. Hun havde mistet sin menneskelighed, det vidste hun. Og det værste var alle disse mennesker, som hun blev nødt til at skade, for at udfylde sine egne behov. Hun følte sig fej og beskidt og ønskede at gå tilbage i tiden. Hvis hun ikke havde haft den idé med at tage til London, ville det sandsynligvis aldrig komme til at ske. Det var Gud, som straffede hende, men hvorfor? Hun havde da altid været tro og god, og hun syntes ærlig talt ikke, at hun fortjente dette.

Kirken var engelens hjemsted, var den ikke? Det var Guds hus og englene var noget nær det tætteste, man kom på Gud her på jord.
Men hvorfor følte Milo sig så ikke spor hjemme, da han bevægede sig igennem ind på kirkegården? Tværtimod mærkede han hårene i sin nakke rejse sig, da den gamle, rustne låge knirkende giv i bag ham. Det lød nærmest som noget fra en gammel sorthvid gyserfilm, en af dem, hvor den kvindelige hovedrolle havde perfektsiddende blondt hår, og hvor filmens monstre bestod af en cocktail mellem stopmotion dukker, forstørrede husdyr og skræmmende udseende mænd iklædt sort tøj.

Tågen, der havde lagt sig over hele kirkegården, var så tyk, at selv ikke Milo, der ellers havde et fremragende syn, ikke kunne se mere end et par meter frem. Det eneste, han kunne skimte i den hvide masse, var de nærmeste gravsten. Fraværende lod han to af sine fingre strejfe den gravsten, han netop passerede forbi. For et par dage siden havde han for første gang talt med en anden engel om sin død. Det havde givet ham en hvis ro inden i, og det uendelige liv, der før havde skræmt ham ved den blotte tanke om det, virkede nu pludselig langt mere behageligt. Han fik faktisk næsten helt ondt af de mange mennesker, der lå på begravet direkte under hans fødder. Endnu var de måske savnet af deres kære, men inden længe ville de gå bort i tid og uendelighed, og snart ville ingen vide, hvem de var. Måske en dag om mange hundrede år ville en arkæolog finde en af deres gravsten, men til den tid ville ingen huske, hvem James Johnson havde været...

Med et sæt rettede Milo blikket fremad. Han kunne intet se, men han kunne fornemme noget - eller rettere, nogen. Personen lod til at være lige så død som resten af kirkegårdens beboere, men der var alligevel et eller andet, der virkede anderledes ved denne skikkelse. Tanken slog ham: En zombie?
Nej... En vampyr.

Hun følte sig ikke som sig selv mere; hun havde givet op og begyndte at opføre sig som sin skaber. Ligeglad med sine medmennesker. Sådan var alle jo også i sidste ende. Hendes blik - som var fæsnet på nattehimlen - gled nedaf, så det nu var fremadrettet. Tågen gjorde det godt nok umuligt at se noget, men det var et kønt syn alligevel, som om den skinnede. Det fik hende til at føle sig hjemme. I lyset. Men hun var et nattevæsen, om hun ville det eller ej, og det måtte accepteres. Tvivlen om det nogensinde ville ske, rasede stadig.
Ud af øjenkrogen dukkede der pludselig en skikkelse op. Instiktiv var hun allerede på benene. Det var egentlig meget mærkeligt - siden hendes forvandling havde hun været meget påpasselig. Hun overvejede kort at skjule sig og betragtede væsnet på afstand, men var rimelig sikker på, at det var forkert. - Hun var allerede opdaget. Åh nej.
"H-hvem der?" Spurgte hun med skælvende stemme, som slet ikke lød så sikker, som man kunne have håbet på. Lige da ordene havde forladt hendes mund, fortrød hun. Det var dog et dumt træk! Hun havde lige afsløret sig selv. Hvorfor ikke bare skrige og bede folk om at komme? Effekten ville være ens.
Lugten ramte pludselig hendes næsebor. Det var.. en engel! Hun gispede og tog et par skridt tilbage, mens hun tog sig til hjertet. Hvor gjorde det dog ondt i sjælen! Det kunne have været hende... det burde at være herinde. Tårrerne begyndte at presse sig på, selvom hun udmærket godt vidste, at hun ikke ville komme til at græde. Det var endnu en ting, som ikke kunne lade sig gøre mere.

En stemme brød igennem tågen og stilheden. H-hvem der?
Milos hænder faldt magtesløse ned langs hans sider, idet han stirrede fortvivlet ind i tågen, søgende efter et ansigt, han kunne placere stemmen på. Det lød som en kvindestemme, en ganske ung en af slagsen, og den tilhørte en vampyr, det var han sikker på. Han kunne let placere lugten.

Spørgsmålet. Stemmen havde spurgt ham om noget. Men hvad skulle han svare?
Hans vred sin hjerne for at finde på noget at sige. Hvad forventede sådan en vampyr at få at vide, når den spurgte, hvem der dog rendte rundt ude i tågen? At han hed Milo, at han var en tyveårig engel, at han ikke brød sig om hunde og broccoli?
Han tøvede. ”… Milo,” lød det så endelig fra ham. ”Jeg hedder Milo.”
Han kunne vel lige så godt være ærlig.

Han gik frem imod det sted, han mente at have hørt stemmen. Tågen lettede efterhånden som han kom tættere på en stående skikkelse og en bænk. Lidt efter lidt begyndte skikkelsen at tage form af en ung pige, der stod og holdt sig til hjertet. Hendes øjne var blanke, bemærkede han. Var hun… ved at græde?
Milo blev helt forskrækket over dette syn. Der lød et gisp fra ham, og han anede ikke, hvad han skulle sige.

Det føltes som evigheder, hvor hun bare stod og ventede. Hvis det fastfrosne hjerte kunne have slået, ville det arbejde på højtryk ikke dette øjeblik. 1...2...3 Tiden gik, mens skikkelsen kom tættere på. Og så pludselig hørtes en stemme i stilheden.

Milo... Milo? Åh nej, ikke ham! Han skulle ikke se hende sådan her. Og da han var så tæt på, at hun tydelig kunne se hans ansigt, var hun nippet til at græde igen. Han havde ikke ændret sig overhovedet. I hvert fald ikke udseendesmæssigt, ligesom hun havde.
Og så pludselig kunne hun høre det. De pulserende hjerte og det varme blod, som rendte i hans årer. Hvor duftede det delikalt! Hun følte sig draget mod hans hals og da hun var så ung som hun var, siden hun blev forvandlet i hvert fald, havde hun endnu ikke særlig meget kontrol over sine instinkter. Derfor mærkede hun sine hugtænder vokse, hvilket betød at hendes ellers brune øjne, blev rødlige.

Hun bakkede bagud og sagde skælvende: "G-gå din vej!" Hun betragtede igen hans forvirrede ansigtsudtryk. Hvorfor kunne han ikke kende hende? Så hun virkelig så anderledes ud? Det gjorde ondt. Forfærdelig ondt - hun havde ikke lært at glemme alt om følelser, ligesom sin skaber. Hun var dum nok til at lade andre folk påvirke hende på godt og ondt.

Selvom vampyrens blanke øjne og nervøse udstråling afskrækkede han, var der alligevel et eller andet ved hende, der trak ham nærmere. Nysgerrigt trådte han frem imod hende, idet hans blik gled undersøgende over hende. Han kendte ingen kvindelige vampyrer, men hvorfor i al verden følte han sig så så tæt knyttet til denne fremmede skikkelse…?
Hendes øjne. Hendes øjne var de samme, som de altid havde været, selvom sjælen bag dem var blevet knust til ukendelighed. Han mærkede sit hjerte synke i livet, da det gik op for ham, hvem denne såkaldte fremmede var.

”Chloé,” lød det hæst fra ham. Hans stemme blev båret væk af vinden, men han var sikker på, at hun sagtens kunne høre ham.
Denne gang gik han uden tøven hele vejen hen til hende. Den måde, hun sakkede bagud og beordrede ham væk på, gjorde helt ondt i hjertet. Det var jo ikke Chloé, der her. Der her var en eller anden forvirret vampyr, der tilfældigvis lignede hende... Det kunne umuligt være hende.

Hans ene hånd gled ind under hagen på hende, idet han løftede hendes ansigt op for at tage hende i øjensyn. Hendes tænder var spidse og hendes hud bleg og kold.
”Hvad er der dog sket med dig…?”
Svaret var såmænd åbenlyst nok, men han fiskede efter mere end bare det. Han ville vide, hvordan det var sket, hvornår og ikke mindst hvem der havde forvandlet hende.

Hendes blik var som fæsnet med hans, og hun vidste ikke om hun skulle le eller græde, da hun så en snert af forståelse i hans øjne. En sukken gled over hendes læber, da han sagde navnet højt og kunne næsten ikke bære det. Hun havde mest af alt bare lyst til at svinge armene omkring ham, men så vidste hun udmærket godt, hvad der ville ske. Og hun havde ikke lyst til at drikke hans blod. Eller det ville hun jo egentlig gerne, men samvittigheden talte ikke for. Hun betragtede ham vagtsomt, da han gik helt hen til hende. Nej, nej, nej - ikke så tæt på. Han duftede fantastisk og det var bare så svært at lade være. Men hun bevarede kontrollen.

Så mærkede hun hans varme hånd under sin hage og havde igen lyst til at bakke bagud, eller i det mindste slå blikket i jorden, selvom det første var mest tiltalende.
"Hvad mener du? Sagde hun med en skrøbelig stemme, selvom hun ville ønske, at den var mere hård. Måske skulle hun øve sig lidt i sit skuespil - det gjorde hende til et alt for let offer, hvis hun ikke mestrede skuespillet.

Hun lukkede derefter øjnene og tog en dyb indånding, selvom hun ikke behøvede at trække vejret. Det var bare rarest. Hans duft ramte hende, som en pisk og hun kunne ikke lade være med at rykke tættere på hans hals. Hendes tænder løb næsten i vand, da hun så hans blodårer. Hvor længe var det siden hun sidst havde fået noget blod? Alt for længe, indså hun nu.