A merry little christmas - Milo

Sted: Caspians lejlighed i Terre.
Tid: Lidt over 16.
Vejr: Snevejr!
Omgivelser: Møblerne i lejligheden.

Caspian havde gjort klar til deres fælles jul hele dagen. Han havde fundet et juletræ - eller rettere sagt; James havde fundet et smukt træ. Det var ikke forfærdeligt højt, omkring 170-180 med stjerne på. Det var fint dekoreret med både gammel og ny pynt. Det var kostbare glaskugler og fine guldfigurer der hang og dinglede fra de mørkegrønne grangrene.
Han havde lovet sig selv at denne jul ikke måtte mangle noget! Gaverne til Milo var på plads og maden var også snart færdig. James stod i køkkenet og kokkererede mens Caspian forsøgte at finde et sæt tøj han kunne tage på.
Han endte med at hoppe i et par stramme, grå jeans og en skovmandsskjorte, som han lod stå åben øverst. En simpel kæde hang om hans hals. Det var egentlig blot en lædersnor med et lille vedhæng, som lignede et kinesisk tegn. Det var simpelt og sølv, men det passede godt til den slanke, tatoverede engel.

Efter at have kørt en hånd gennem sit hår, luntede han ud i køkkenet til James og satte sig. Et dybt suk kom over hans læber og ikke engang duften af den delikate mad kunne få et smil frem på hans læber. Han savnede Milo!
De havde kort måtte skilles for at han kunne komme tilbage til sit hotelværelse og ordne nogle ting, inden han kom hjem til ham igen. Inderst inde håbede Caspian at den anden engel ville bringe noget tøj med sig, så han kunne enten flytte ind eller bare overnatte nogle flere dage. Det ville være ren luksus.

"De er vidst blevet ramt lige i hjertet af den kære Amor.." brummede James vismandsagtigt. Han var klog på stortset alt i livet. En viden som Caspian nød at have ved siden side.
Et svagt suk kom fra englens læber inden han rettede hovedet mod James. "Ja, den fede engel har sgu været et smut forbi.. Men du aner ikke hvor fantastisk han er, James.. Han er så fortryllende!" svarede han og lavede en opgivende bevægelse me armene. Han kunne jo ikke stå imod den fantastiske engel der havde forført ham godt og grundigt.
"Jeg kunne godt finde på at fri til ham.." brummede han og begravede sit hoved i hænderne. Det var ikke fordi det var en dum ting at blive gift, men hvis man havde en anelse om hvor meget der skulle til før end at Caspian gad kaste en ring efter én, så ville man vide hvad han mente.
"Det er måske ikke ligefrem det klogeste De kan gøre, sir.. Jeg ville foreslår Dem at vente og se tiden an.." formanede den ældre hybrid, som var ved at anrette deres forret. Det var en 3-retters menu de skulle have, en lækker kombination af de bedste råvarer man kunne få i Di Morga. Skulle det endelig være, skulle Milo også forkæles og kun få serveret det bedste af det bedste.

Til trods for at klokken kun var lidt over fire, burde Milo snart være her. Han kunne ikke vente længere! Alt var så perfekt at nu manglede kun han. Sneen lå tykt udenfor og den lille have der hørte med lejligheden lignede noget fra et eventyr.

Milo skyndte sig igennem snevejret, både for at undgå at blive alt for våd, men også fordi han glædede sig til igen at se Caspian. Der var ikke engang gået en halv dag, siden de sidst havde set hinanden, men han savnede ham allerede.
Han stoppede op foran Caspians lejlighed og trykkede sig ind imod muren, mens han ventede på, at der blev lukket op. Tøsneen dryppede ned oppe fra taget af og ramte ham koldt i nakken på trods af hans anstrengelser for at undgå den. Heldigvis kom han ikke til at vente længe, før han blev lukket indenfor.

Han hev sin jakke af og hængte den ved døren, hvorefter han sparkede sine sko af. I dagens anledning havde han rent faktisk gjort lidt ud af sit udseende, selvom det måske ikke betød det helt store. Han havde iført sig et par halvstramme, sorte bukser og en skjorte af slidt, af jeans lignende stof. Hans var lige så pjusket som altid, men til forsvar kunne han sige, at hans frisure faktisk havde set nogenlunde acceptable ud, før vejret havde ødelagt den helt og totalt. Der sad endda stadig små snefnug hist og her, men de smeltede hurtigt herinde i varmen.

”Det er iskoldt udenfor,” betroede han Caspian og James, der så ud til at være i gang med at anrette aftenens middag. Selvom han var nysgerrig efter, hvad middagen bestod af, ofrede han ikke køkkenet et eneste blik. Der var noget andet, han var langt mere interesseret i.
Han løb hen til Caspian og slog sine arme om halsen på ham. Idet han gjorde det, fik han over den andens skulder øje på juletræet bag dem. Det var det flotteste juletræ, han længe havde set. Han granskede det med sit blik fra krone til stamme, men stoppede, da hans blik nåede gaverne under træer.
Han skuttede sig lidt. Han havde haft en del kvaler med at komme på en god gave til Caspian, for hvad gav man en, der syntes at have alt? Han måtte finde på noget nyt, originalt og kreativ. Det skulle ikke være noget, som den anden havde i forvejen, hvilket var svært.
Gaven, han var kommet frem til, var lille nok til, at den kunne ligge i hans jakkelomme, hvilket den da også gjorde lige nu.

Han lod sine arme glide ned om livet på Caspian, idet han lænede sig lidt væk fra ham, så han bedre kunne se ham.
”Det er det flotteste træ, jeg nogensinde har set!” udbrød han med et stort smil.

Caspian sprang op ved lyden af dørklokken og han skyndte sig ud til døren, for at lukke Milo ind. Den unge engel virkede ikke til at have pakket tøj til at blive i et par dage, men det kunne han jo altid hente. Det vigtigste var, at han var her nu.
Han slog alle andre tanker ud af hovedet og fulgte sin elskede engel ind i stuen.
Der var et utal af levende lys rundt omkring. Faktisk var der ikke et eneste kunstigt lys tændt i den hyggelige stue.

Efter at han var gået fra Vanilla og havde fået sine ting hjem, havde stuen fået et langt bedre præg af hans personlighed. Der hang billeder rundt omkring, der var en hel række bøger og film. Hvis man gad se efter hvilke bøger han havde, ville man tydeligt fornemme hvem han var.
Dog var de fleste på blindskrift, så de var ikke meget værd for folk der ikke kunne aflæse de små prikker.
Rundt omkring stod der også en hel del elektronisk grej, som han havde samlet sammen gennem tiden. De fleste af hans ting kom fra Apple og han var efterhånden afhængig af det mærke. Hver eneste gang de kom med et nyt produkt gik der ikke længe før end at han havde det.

Da Milo løb hen til ham og slog sine arme om ham, lagde hans sine arme om hans hofter og kyssede kærligt hans kolde kind. Den unge engel havde ret, det var koldt udenfor.
"Kom herind og få varmen, min skat.." mumlede han og ledte ham over i sofaen hvor de fik sat sig. Det var skønt at have ham hos sig igen, det var lige så magisk som det altid havde været. Magien fløj omkring i luften om dem. Det var lige til at tage og føle på. Men også kun lige ved.

Milos glæde over synet af træet fik ham til at smile stort, til trods for at han ikke selv kunne se det. Han havde faktisk aldrig rigtig set et juletræ, men måske Milo kunne forklare ham hvordan det så ud senere?
"Jeg er glad for at du kan lide det!" smilede han og lænede sig lidt frem, for blidt at kysse hans læber. Kysset var ømt og ganske let, samtidig med at det var kort.
Han rejste sig fra sofaen og gik over til træet, for at finde Milos første gave. Det var nemlig ikke en gave der kunne vente med at blive åbnet.

Han trådte hen med den store æske til Miles. Så man efter havde æsken en hel masse små lufthuller og han var meget forsigtig med ikke at ryste kassen for meget. For indeni lå der to små kattekillinger. Den ene var en sød lille Ashera kattekilling og den anden en Sphinx. Caspian havde ikke kunne beslutte sig for den ene eller den anden race, så det måtte blive begge.
Begge katte havde et lille rødt bånd siddende løst om halsen.
Han overrakte æsken til Milo og så forventningsfuldt på ham. Mon han blev glad? Han havde ikke virket til at være særligt vild med Ariel, så hans gæt var at han var til katte.

Milo dumpede ned på sofaen sammen med Caspian. Han krøb ind til den anden og mærkede sin krop genvinde varmen, da englen kyssede ham. Det her skulle nok blive den bedste juleaften nogensinde, det var han ikke et sekund i tvivl om.
”Jeg ville sådan ønske, du kunne se det,” svarede han med hensyn til juletræet. Det kunne være så vidunderligt, fik Caspian kunne få lov at se, blot denne ene aften. Men julen var jo trods alt tiden for mirakler, så hvem sagde, at det ikke ville ske? Dyr kunne tale, og legetøj blev levende på denne tid af året, så hvorfor skulle en blind person ikke kunne se?

Han fulgte den anden engel med blikket, da denne gik over for at hente en gave til ham. Han havde troet, at de ville vente med udvekslingen af gaver til efter middagen, for sådan som han huskede juleaften fra sit barndomshjem, så havde det været sådan, det var foregået.
Men Caspian virkede ivrig efter at komme af med netop denne gave, så Milo tog glædeligt imod pakken, der blev rakt til ham. Han kiggede op på Caspian og så den andens forventningsfulde blik, der fik ham til at slå en kærlig latter op.

”Du er jo næsten mere spændt end mi…” Han blev afbrudt af en spæd mijaven, og hans smil stivnede, idet han kiggede ned på æsken i sin favn. Det kunne da vel ikke være… eller kunne det?
Forsigtigt for ikke at skade pakkens indhold pakkede han sin gave ud. Han kunne mærke spændingen brede sig, idet han åndeløst fjernede låget på æsken.

”Caspian!” lød det fra ham med et gisp.
Nede i æsken lå to kattekillinger, den ene smuk som kun en ægte vildkat kunne være det, og den anden grim på sin helt egen charmerende facon, men begge var de så kære, at Milos hjerte næsten smeltede. Han stak sin blege hånd ned til dem og følte deres varme kroppe imod sine fingre. Dyrebabyer var noget af det allerkæreste i hele verden. De var så små og bløde og søde.
”Hvor er de bare kære…” hviskede han helt åndeløst. Han kunne slet ikke få øjnene fra de små børn, selv ikke for at takke Caspian. ”Det er den bedste gave… nogensinde…”

Caspian nikkede svagt, han ville også ønske at han kunne se det. Han ville så gerne kunne se både Milo og det smukke træ. Det var egentlig hans største ønske. At få synet igen.
Han havde i lang tid været fint tilfreds med ikke at kunne se, det generede ham ikke som sådan. Men nu hvor han havde mødt den smukke skabning Miles, måtte han bare se ham. Han måtte bare blive blændet af hans skønhed, være stum at betagelse overfor det dejlige væsen. Han ønskede så brændende at se ham.

Milo syntes en anelse overrasket over at få overrakt gaven nu, men de to katte ville ikke kunne holde ud at skulle være indespærret meget længere. De var nysgerrige og eventyrlystne. Rigtige udbryderkonger!
Han havde da også flere gange måtte rette på kassen og lede dem ned til det bløde skind som udgjorde bunden. Han havde selv en forkærlighed for de to sære katte, som var noget så specielle som de kunne være.
Den kærlige latter fra Milo fik Caspian til at rødme svagt. Måske var han lidt for spændt? Han havde aldrig været god til at give gaver. De blev altid alt for dyre, da han kun ville sine nærmeste det bedste. Desuden gav han dem så sjældent. Eller han gav dem når han havde én at give til.
Rachel var jo blevet overdynget med gaver! Hun havde fået al verdens dyr og legetøj af ham, hun kunne blot pege på det og så lod han kortet køre igennem.
Hvor mon hun var denne kolde aften? Forhåbentlig var hun ikke alene.

Ved Milos ord steg spændingen, da en blød mijaven afbrød ham. Caspian fornemmede hvordan den kære engel foran ham pludselig opfangede hvad der var i æsken.
Æsken var blot en kasse med låg, da han ikke ville spærre dem inde som sådan. Det ville jo være synd at lade de stakkels dyr være lukket inde uden chance for at komme ud. Han havde også haft fokus mod dem hele tiden, så han var sikker på intet gik galt.

Milos gisp fik en tung sten til at falde fra hans hjerte - han kunne lide gaven! Hvor var det skønt! Han havde sådan håbet at han ville synes om dem, men han havde ikke vidst hvor vild han havde været med små dyr. Især katte.
Langsomt satte han sig på knæ foran Milo, så han kunne se op på hans ansigt og stadig kunne stikke en hånd ned til de små dyr.
"Jeg tænkte at.. De kunne flytte ind med dig her?" foreslog han, en anelse usikkert. Ville Milo mon bo hos ham? Han måtte vel næppe have katte på sit hotel.
"Jeg kunne ikke bestemme mig for racen, så du fik altså dem begge.. Jeg håber du bliver glad for dem.." sagde han og stak selv en hånd ned til de bløde, små dyr.
"Den nøgne hedder Balthazar og den leopard lignende hedder Persephone.." sagde han lavmælt, inden han lod sin hånd gribe fat om Milos.

Caspians rødmen fik Milo til at smile endnu bredere. Han elskede, når han fik den anden til at rødme. Englen var simpelthen så sød!

Da Caspian foreslog, at han flyttede ind, sprang hans hjerte et slag over. Godt nok havde den anden allerede givet ham det tilbud en gang før, men der havde omstændighederne været anderledes. Der havde de ikke været sammen, og Caspian havde foreslået, at han skulle bo i lejligheden alene, hvilket Milo ikke havde brudt sig om.
Men nu, hvor de havde erklæret sin kærlighed til hinanden, var det anderledes. Nu ville han hellere end gerne flytte sammen med Caspian.
Desuden var han langt fra sikker på, at han kunne have kattene på sit hotelværelse. Det var vist ikke helt lovligt, og hvis han smuglede dem med ind, ville han helt sikkert blive smidt ud af hotellet.

”Ååh, søde Caspian…” lød det fra ham. Han bøjede sig ned til englen, der sad på knæ foran ham, og kyssede ham på panden. ”Du tænker vidunderlige tanker.”
At flytte ind til Caspian ville blive lækkert. Men det krævede også, at han måtte arbejde endnu mere, for han nægtede at lade Caspian alene om at betale alle regningerne. Det kunne godt være, at den anden var rig, men det betød ikke, at det var ham, der skulle stå for alting. Det ville være krænkende for Milo, der hårdnakket ville kræve også at have del i økonomien.

Balthazar og Persephone… Begge navne lød eksotiske og underlige i Milos øre, men de passede perfekt til de to særprægede katte. Han lod sin hånd stryge over Balthazars ryg. Den føltes så mærkelig at røre ved, lidt ligesom rynket menneskehud, men alligevel langt blødere. Man skulle da være lettere tosset for at kunne finde på at købe så grimt et dyr. Sødt var det, ingen tvivl om det, men skønhedsdronnings ville den stakkels kat nok aldrig blive.
Milo skulle bare vide, hvor mange folk der ville betale en formue for sådan en kat, og den anden kat med. Hvis han havde vist, hvor dyre de var, ville han, på trods af deres nuttede udstråling, have nægtet at tage imod dem.
Caspian skulle bare prise sig lykkelig for, at den blonde engel ikke havde meget forstand på katteracer. For ham fandtes der kun tre katteracer: ensfarvede katte, stribede katte og plettede katte. Hvor Balthazar så hørte hjemme i dette system, var han ikke helt sikker på.

”Selvfølgelig bliver jeg glad for dem,” nærmest spandt han, idet han strøg Persephone over pelsen med sin frie hånd. Hans anden hånd havde Caspian fat i. Han gav den et lille klem.
”Vil du have din gave nu eller skal vi vente til efter middagen?” spurgte han og sled endelig blikket væk fra killingerne for at kunne kigge på sin elskede. Hvis det stod til ham, skulle de vente. Caspian havde netop foræret ham to katte, og Milos gave kunne på ingen måde måle sig med dem.

Caspian mærkede hvordan hans eget hjerte begyndte at slå hurtigere, det havde ikke helt været meningen at han ville spørge ham nu, men øjeblikket havde været der. Han havde smuttet det ind så det rent faktisk gav mening. Han kunne vel lige så godt spørge ham om han ville gifte sig med ham. Han sad jo på knæ?
Han havde tilbudt ham at bo i lejligheden før, men der havde situationen været en anden. Han kunne jo ikke bare trække tilbuddet tilbage nu, vel? Desuden ville han give sin højre arm for at bo med Milo i den store lejlighed. De ville kunne have det så fantastisk når de vågnede op med armene om hinanden og kunne kysse hinanden godnat.
Kattene kunne jo også kun blive her, med mindre han ville ud og finde en anden lejlighed. Men det regnede Caspian ikke ligefrem med at den kære engel ville kaste sig ud i.

Milos umiddelbare respons virkede positiv, betød det så at han gerne ville bo hos ham? Det ville være en bedre julegave end noget andet. Milo kunne i princippet være dukket op med et bånd om halsen og så ville han være blevet glad. Så længe han havde ham hos sig kunne han ikke ønske sig mere.
Den unge engels kompliment om, at han tænkte vidunderlige tanker fik ham til rødme endnu mere. Han kunne altså et eller andet der gjorde, at Caspian var fuldkommen tryllebundet til den lækre engel.
”Hele lejligheden er jo betalt, så det er kun forbrug af vand og el og så mad vi kan deles om...” sagde han og rynkede kort på næsen. Han ville umuligt kunne få Milo til at lade ham betale det hele, det var alligevel et for groft overgreb mod hans stolthed. Den kære engel kunne jo være noget så stædig og stolt.

De to katte tumlede lidt forvirret omkring i boksen, de var ikke vant til det hele. Men snart skulle de også få lov til at løbe omkring i lejligheden. Han allerede købt halsbånd, kradsetræer, kattebakke, mad- og vandskåle samt en hel masse andet tilbehør til de kære dyr.
Caspian lod sin frie hånd snige sig ned om maven på den nøgne Balthazar og løftede ham op, for at kysse hans manglende pels.
”Du er da fantastisk..” brummede han til den lille killing og den daskede nysgerrigt ud efter hans næse. En lavmælt latter brød hans læber og han kunne ikke stå for det lille dyr.
Milo lod ikke til at kende til racerne eller hvor prisen lå henne på de to katte. Han havde risikeret at aftenen blev ødelagt. Hvis Milo havde kendt prisen på de små dyr var han sikkert gået. Han havde i hvert fald afslået den dyre gave.

Ved Milos forsikring om at han blev glad for gaven, lyste han op i et stort smil og lagde hovedet let på skrå. Han kunne lige se for sig hvordan hans smukke Milo ville sidde i sofaen med en bog og katte omkring sig. Det ville være så hyggeligt.
Eller hvordan de kære dyr ville vække dem om morgenen for at få mad eller komme lidt ud.
”Det er godt du kan lide dem..” sagde han og gav hans hånd et klem tilbage.
Da Milo afslørede at han havde en gave til Caspian, mærkede han en sær følelse i maven. Han havde aldrig rigtig fået gaver. Folk havde sjældent midlerne til at give ham noget han ville kunne lide – det troede de i hvert fald. Han var faktisk slet ikke kræsen og blev altid glad for en gave.
”Lad os hellere vente, vi må jo trække spændingen lidt ud..” smilede han og lænede sig lidt ind for at kysse Milos læber ganske blidt.

Derefter slap han dog Milo og rejste sig med Balthazar i sin favn. Han satte det lille dyr ned på gulvet og så hvordan den pilede afsted mod juletræet. Den sære lugt af gran syntes at tiltrække det lille dyr, som gav sig i kast med at lege med en glaskugle. Eller i hvert fald forsøge at hoppe op og nå den.

Caspian foreslag om, at de skulle deles om diverse regninger og penge til mad, faldt i god jord hos Milo. Det var sådan, han helst ville have det. Det lettede også en byrde fra hans skuldre at vide, at lejligheden allerede var betalt. Nu skulle han jo ikke længere betale for at bo på hotellet, så han fik en del penge i overskud, men han tvivlede på, at der var nok til at betale for huslejen for en lejlighed som denne.
Caspian rødmede igen, hvilket fik Milo til at prikke ham på næsetippen. Han var altså sød.
”Det lyder som en aftale,” smilede den lyshårede engel. Han kunne slet ikke vente til han kunne tage hjem til sit hotelværelse og hente sine ting hjem til Caspian. Han glædede sig sådan til at skulle bo sammen med vidunderlige Caspian og nu også de to katte. Det skulle nok blive sjovt. De fik i hvert fald rigeligt at se til. Det ville næsten være ligesom et få et barn – eller i dette tilfælde to – og tanken gjorde ham helt varm inden i.

Da Caspian løftede den ene killing op og den daskede ud efter hans næse, sprang Milos hjerte endnu et slag over. Hvor var det dog bare kært – både katten og Caspian!
”Jeg ville virkelig ønske, jeg havde et kamera lige nu,” mumlede han. Caspian selv ville godt nok ikke kunne se billedet, men det ville Milo, og han ville mindes denne aften, hver eneste gang han kiggede på det.

Caspian havde fjernet den ene kat fra kassen, så nu var der kun en tilbage. Den så træt ud, syntes Milo, sådan som den lå og krøb sammen i det ene hjørne. Han løftede den forsigtigt op i sin favn, idet han stillede æsken af vejen på gulvet.
Den anden killing var allerede i fuld gang med at undersøge juletræet, hvilket fik en let latter til boble igennem Milo. Han kunne slet ikke vente til de blev store nok til at kunne rende rundt i hele lejligheden. Det skulle nok blive sjovt.

Capsians ord om, at de skulle trække spændingen ud, fik hans læber til at skilles i et suk.
”Spænding og spænding… Du skal ikke regne med, at det er noget særligt,” advarede han ham og rynkede på sine bryn. Der var ingen grund til at give Caspian for store forventninger, for han ville bare blive skuffet til sidst…
Han lagde sig ned på sofaen med hovedet hvilende på armlænet, alt imens han stillede Pesephone ned på sin mave. Den bevægede sig kun et par enkelte skridt, før den krøb sammen til det, der mest af alt lignede en lille klump af pels. Milo kunne nu godt forstå den; han ville også selv føle sig udmattet, hvis han havde været fanget i en kasse i hvor lang tid de nu havde været dernede.

Caspian mærkede en varme brede sig indeni, da Milo syntes at takke ja til tilbuddet. Ville han virkelig flytte ind hos ham? Ville han virkelig bo sammen med ham? Glæden begyndte at boble og han kunne ikke stoppe et stort smil i at bryde ud på hans læber.
Hans drøm og eneste ønske for denne jul var allerede gået i opfyldelse. Han skulle bo sammen med sin elskede. Han ville kunne vågne op med Milo i sine arme, han kunne vågne midt om natten og krybe ind i favnen på den anden engel, han ville kunne putte sig til ham om eftermiddagen og falde i søvn med hovedet hvilende mod hans bryst. Det var virkelig luksus.
”Så er det en aftale!” medgav han og nikkede til Milo.

Caspian hævede et øjenbryn, Milo ønskede at han havde et kamera? Jamen.. Han havde faktisk et liggende, så han kunne vel skyde nogle billeder?
”Du må låne mit.. Er det for at tage billeder af i aften?” spurgte han nysgerrigt og lagde hovedet på skrå. Det ville være et fint minde, bortset fra at han ikke ville kunne se dem. Noget sørgmodigt strejfede ham, men han skubbede det væk og gav Balthazar et kys på panden, inden han slap vilddyret løs.
Derefter vendte han sig mod en reol i lyst træ der stod bag ham, han hev ud i en skuffe og famlede frem efter det ældre spejlreflekskamera. Han løftede det forsigtigt op og pustede til det. Det havde egentlig aldrig været brugt siden han jo ikke kunne se billederne.
Han satte det på bordet, vendt mod Milo, så han kunne tage det hvis han lystede.

Milos suk fik ham til at rynke panden, var der mon noget galt? Det måtte der ikke være. Den her aften skulle være perfekt.
”Milo dog.. Du har allerde givet mig den bedste gave jeg kunne tænke mig!” udbrød han og et smil brød frem på hans læber. Efter at den anden engel havde lagt sig i sofaen gik han hen til Balthazar for at løfte den kære killing op. Han gik derefter hen til sofaen og sneg sig til at ligge på siden med front mod ham. Balthazar var placeret på Milos mave, hvor den hurtigt krummede sig sammen tæt op af Persephone.
”Du ved.. Jeg kunne ikke have ønsket mig noget bedre end at du ville tilbringe denne aften med mig og når du så ovenikøbet vil flytte ind? Miles altså.. Du har allerede gjort mig ovenud lykkelig, jeg kunne ikke bede om mere.. Jeg er sikker på din gave er noget ganske genialt!” mumlede han og kyssede hans hals en enkelt gang. Han ville elske hans gave lige meget hvad.
”Maden er færdig, hvis du er sulten?” tilbød han og lod en finger følge hans kæbelinje.

At Caspian havde et kamera, kom faktisk noget bag på Milo. Staklen var jo blind, så han ville ikke kunne se de billeder han tog – hvis han da overhovedet kunne finde ud af at tage et billede. Det krævede trods alt en del kameratække at kunne få et spejlreflekskamera til at fungere, og det var især svært for en, der intet kunne se, fordi det meste foregik på den digitale skærm.
Han skuttede sig lidt og betragtede det kamera, der blev stiller på sofabordet. Det var et fint et af slagsen, selvom det så noget gammelt og støvet ud som et ældgammelt klenodie, der ikke havde været i brug længe. Han tvivlede faktisk på, at det nogensinde havde været i brug, for hvem skulle have brug det? I hvert fald ikke Caspian. En anden, måske? Men hvem? James? Caspians ekskæreste?
Milo mærkede sin mave snurre sig sammen.
”Tja… det var nu mere, så jeg kunne tage et billede af dig og killingen,” indrømmede han. Det var for sent nu. Øjeblikket var passeret, det var gået tabt i evigheden.

På trods af hans frygt over den gave, han havde tænkt sig at give Caspian, løsnede knuden i hans mave sig en anelse, da den anden trøstede ham. Selvfølgelig var det rart, at de havde muligheden for at tilbringe denne aften i hinandens selskab. Det burde være gave nok i sig selv, men sådan følte Milo det ikke. Caspian havde givet ham to killinger. Så blev han nødt til også at give ham en materiel gave.
”Hvorfor er du altid så… så… god imod mig?” spurgte han og kiggede ind i Caspians hvide øjne. Gang på gang forbavsede det ham, hvor sød Caspian var. Han gjorde så mange gode ting for Milo, og det var som om, at han ikke engang forventede at få noget tilbage.
Caspian var død, præcis ligesom ham, og tanken slog Milo, om den anden mon var en helgen af en art.

Selvom han ellers havde sagt til sig selv, at han ikke behøvede kameraet, fandt han alligevel sig selv række ud efter det. Han kunne simpelthen ikke dy sig, da Caspian kyssede ham på halsen. Det tog ham et øjeblik at regne ud, hvordan man tændte for kameraet. Han havde aldrig rigtigt selv haft et kamera, da han havde et i sin mobil, men han havde prøvet at betjene et digitalkamera før. Det her var dog noget andet.
Mens han fumlede med kameraet, fik en af hans fingre ramt en forkert knap. Klappen til blitzen slog op, og inden han vidste af det, havde kameraet taget et billede. Blitzen var så skarp, at selv den allermest søvnige af de to killinger slog øjnene forskrækket op og sprang ned fra hans mave efterfulgt af den pelsløse Balthazar.
”Auv…” lød det fra Milo, der gned sine øjne. I et kort sekund kunne han ikke se en pind for hvid farve, mens han syn vendte langsomt tilbage igen. ”Jeg tror bare, jeg dropper at tage billeder i aften… men nu ved jeg da hvordan du har det,” tilføjede han med et lille grin.

Han lod kærtegnende sin hånd stryge over Caspians brystkasse. Mad lød godt, og han nikkede ivrigt.
”Ja, jeg er…! Jeg er sultende!” konstaterede han, inden han tumlede ud af sofaen og greb Caspians hånd for at hive ham med op derfra. Da han gjorde det, kunne han ikke lade være med at kaste et blik ned på gulvet for at se, hvor killingerne var blevet af. Det var underligt pludselig at skulle tage hensyn til sådan nogle små væsner, men ikke desto mindre gjorde tanken om hans nyerhvervede kæledyr ham glad.

Caspian fornemmede hvordan Milo så på kameraet, men han tog ingen notits af det. Det var bare en ubrugelig genstand han ikke kunne huske hvorfor han havde købt. Måske var det i et af hans tilfælde af troen på at han kom til at se igen var blevet styrket? I disse perioder købte han gerne ting, såsom et kamera. Ting som man skulle bruge synet for at benytte.
Hans svar virkede åbenlyst. Selvfølgelig var det øjeblikket han ville have et billede af, ikke bare aftenen. ”Måske du kan finde et nyt øjeblik med killingen og jeg?” spurgte han med et smil.

Milo lod ikke til at kunne se hvilken gave det var for Caspian at han kunne tilbringe sin aften i selskab med ham. Han vidste åbenbart ikke hvilken gave det var for ham. Han måtte vist hellere fortælle den kære engel hvor meget det egentlig betød for ham.
”Milo?” hviskede han og tog hans hånd i sin, inden han sikrede sig at han havde hans opmærksomhed.
”Du aner ikke hvor meget det betyder for mig at kunne tilbringe denne dag med dig, i dine arme, med dine kys og kærtegn. Jeg har gennem de sidste.. 50 år bare været helt alene med en flaske whiskey.. Du har ingen idé om hvor ensomt det er..” forsøgte han at forklare, men det var svært at beskrive for den anden engel. Det var svært at udtrykke sin ensomhed i ord.

Da englen spurgte hvorfor han var så god mod ham, lyste han op i et kærligt smil. Kære Milo dog!
”Det er simpelt, elskede.. Det er fordi du kun fortjener det bedste af det bedste..” svarede han oprigtigt og gned sin næse mod hans kind. Det var den eneste grund han kunne komme med. Englen foran ham fortjente intet mindre end det aller bedste.
”Om det så er mig eller en anden.. Så fortjener du lykke..” hviskede han og kyssede hans kæbe.

En skarp blitz skar igennem og til trods for den hvide hinde, var han stadig følsom overfor lys. Endnu mere følsom efter de sidste dage med Milo. Det var som om at hans lykke forbedrede hans syn. Men måske var det bare ham som lod sig narre.
Et kort øjeblik var alt fuldkommen sort, men han genvandt hurtigt evnen til at skelne mellem de mange stearinlys og så mørket.
”Det var måske en idé at prøve sig lidt frem i dagslys?” spurgte han kærligt og nappede ham i øreflippen.

Milo var sulten – selvfølgelig var han da det. Caspian fulgte hurtigt med ham og gav ham et klap i numsen, inden de nåede hen til bordet hvor forretten var serveret. Det var blot en simpel ret med nogle store tigerrejer i. De var vendt i hvidløg og citron og lå nu pænt anrettet sammen med nogle salatblade og et enkelt stykke brød. Middagen var ikke som sådan overdådig, den var bare lækker og godt tilberedt.

En af kattene strøg sig op af Caspians ben og han bukkede sig ned, for at samle den lille Balthazar op. Katten syntes det var sjovere at rende rundt på spisebordet end på gulvet. Dog lagde den lille kat sig hurtigt til rette ved Milos rødvinsglas.

Milo smilede. Han var ikke i tvivl om, at der ville komme flere øjeblikke med Caspian og killingerne og nu, hvor de skulle flytte sammen, ville han have alverdens tid til at fange alle billederne på kamera – når han da ellers engang fandt ud af, hvordan apparatet fungerede.

Da Caspian udtalte hans navn og tog fat i hans hånd, virkede han pludselig meget alvorlig, hvilket kom bag på Milo. Den unge englen tippede undrende hovedet på skrå, idet han lyttede til den andens ord, der fik et bredt smil til at brede sig på hans læber.
”Tro mig, jeg ved alt om, hvor ensomt det er,” betroede han ham. Godt nok havde han kun været alene i to år i træk og ikke halvtreds, men ensomheden var mindst lige så slem. At sidde alene juleaften var langt værre end at være alene resten af året. Juleaften var den dag, hvor man fik bekræftet, om nogen elskede en eller ej.

Caspians ord om, at han kun fortjente det bedste af det bedste, gjorde ham helt varm indeni.
”Caspian, du er det bedste af det bedste. Der er ingen anden i verden, der kan gøre mig så lykkelig,” svarede han ærligt. Hvis Caspian kun ønskede, at han skulle være lykkelig, så måtte han da også vide, at Milo kun kunne finde lykken i hans selskab.

Det gav lidt af et sæt i blondinen, da han fik et klap bagi. Med det samme kunne han ligefrem fornemme varmen stige op i hans kinder, fordi han blev så pinligt berørt. Caspian havde aldrig rørt ham dér, ikke på den måde, i hvert fald ikke siden – eller før - den aften i sengen, så at han kunne gøre det med så stor selvtillid, som om det var lige så dagligdags som at klø sig i nakke, kom noget bag på Milo.
Lige på det punkt kunne man vist roligt sige, at den lyshårede var en anelse seksuelt forskrækket – i hvert fald når det foregik udenfor sengen. Det var vist noget, han lige skulle vænne sig til.

Da han tog plads ved bordet, var han stadig noget rød i kinderne. Hans tanker om pinlighed forduftede dog hurtigt, da han fik øje på Balthazar, der lå ved hans vinglas. Killingen var så lille, at den nærmest kunne ligge sammenkrøllet nede i glasset, hvis han lagde den derned.
En let latter fra Milo af brød den ellers så akavede stilhed, der netop var opstået, idet han løftede katten op og trykkede dens varme krop imod sin blege kind.
”Jeg kommer aldrig til at kunne lade dem være i fred… De er bare så søde…” mumlede han ind imod kattens ene side, idet han smilede op til Caspian. Hvis den ældre engel havde tænkt sig at få tid alene med Milo i aften, så kunne han vist godt droppe den idé.

Caspian nikkede svagt, Milo kendte jo også til det. Ensomheden der blev bekræftet år efter år fordi det var for risikabelt at elske nogen og holde kontakten til dem og fordi det var svært at skulle skifte sin vennekreds ud efter at være død. Det kunne man jo i princippet ikke. Men nu havde de fundet hinanden, så ensomheden lod til at møde en ende snart.
Det var rart at have fundet en artsfælle som han kunne tilbringe sit liv med, det var bedre end så mange andre korte, flygtige bekendtskaber der alligevel ville få en ende efter maks 5 år. Milo kunne han blive hos til evig tid.

Caspian havde ikke troet at Milo ligefrem fandt lykken hos en anden, men han havde alligevel tilføjet det for at understrege den unge engels frihed. Den dag han ikke længere kunne finde tryghed og lykke i hans favn var han fri til at rykke videre.
Men hans ord varmede nu alligevel, det var rart at få bekræftet at han følte sig lykkelig, lige så lykkelig som han gjorde.

Han fornemmede godt det sæt som det gav i Milo, han skulle måske ikke have gjort det. Englen virkede lidt forskrækket over det. Det havde kun været ment kærligt. Han var jo, udover at være forelsket i den fantastiske Miles, også tiltrukket af hans krop. De måtte simpelthen udforske hinanden lidt bedre og få en bedre forståelse for hinanden.
Hvis Caspian fik lov til at bestemme, ville denne research foregå i den bløde 1 1/2 mandsseng.

Den velduftende mad pirrede hans næsebor og han gav sig straks til at spise ved at stikke en gaffel i den første reje. Han elskede skaldyr, det var virkelig luksus for ham. Men han blev dog afbrudt af en lavmælt mijaven. Nu var det Persephone der ville op til dem. Han bøjede sig ned og samlede den bløde hunkat op, inden han satte den fra sig på bordet.
“Lille prinsesse dog..” brummede han, da killingen tumlede rundt, faretruende tæt på bordkanten. Caspian nåede dog at gribe katten og holdt den nu tæt ind til sig. Det var lidt angstfremkaldene at den gik på kanten.
Milos teori om at han ikke ville kunne lade dem være i fred fik ham til at hæve et øjenbryn. Det var noget de blev to om at bestemme. Men han sagde ikke noget, han ville ikke afsløre sine planer endnu.

Milo, der ellers ikke havde spor lyst til det, kunne godt se, at hvis han skulle gøre sig nogen forhåbninger om at blive mæt i aften, blev han nødt til at give slip på katten. Han satte Batlhazar fra sig på spisebordet, hvor den morede sig ganske godt med at springe rundt mellem glassene og jage de flakkende skygger, stearinlysene kastede rundt omkring.

Fisk havde aldrig været en af Milos store livretter, men han havde intet imod skaldyr, så længe det ikke var i for store doser, hvilket det bestemt heller ikke kunne siges at være nu. Der var både salat og brød til.
Han fattede sin gaffel og stak den i den første reje, men han nåede aldrig at smage på den lækre forret, før en lille hårløs pote greb fat om gaflen og tvang ned nedad. Det var Balthazar, der åbenbart ikke mente, at den havde fået nok kattemad til at kunne klare sig igennem aftenen.
Han sukkede opgivende, idet han pillede rejen af gaflen og lagde både ned og killingen ned på gulvet. Der var ingen grund til, at den lille kat skulle svine Caspians fine spisebord til.
”Det er første og sidste gang. Forstået?” lød det kærligt fra ham. Han strøg killingen over ryggen, før han rettede sig op igen.

Endelig kunne han få lov at spise i fred. Han kiggede over på Caspian, der sad med den anden killing i favnen.
”Hvad har du planlagt, vi skal lave resten af aftenen?” spurgte han, idet han stak gaflen ned i en reje. De var kun to, så de kunne ikke lave alle de typiske juleting såsom at danse rundt om træet, finde mandlen i en skål risalamande - eller jo, det kunne de såmænd godt, men det ville ikke være specielt spændings fremkaldende - eller bruge flere timer på at åbne gaver op. Det ville højst tage et halv minut for Caspian at åbne hans gave. Højest.

Caspian kærtegnede Persephones ryg, inden han forsigtigt satte hende i sit skød og genoptog sin spisning. Han løftede gaflen, men det var den lille killing ikke enig i. Gaflen skulle ihvertfald ikke op, den skulle ned.
Han sukkede svagt og pillede en lille bid af rejsen, som han gav den lille killing. Den slubrede hurtigt det velduftende skaldyr i sig og så op mod ham for at få mere.
“Nej ved du hvad.. Du skulle hellere have lidt vand.." mumlede han, inden han lagde gaflen fra sig og rejste sig fra bordet med katten på armen.

Han gik ud i køkkenet og fandt en lille skål som han fyldte med vand, for derefter at gå ind i stuen igen og sætte den på det mørke trægulv. James var forduftet fra huset og havde efterladt både hovedret og dessert klar til at blive spist.

Caspian satte det lille dyr fra sig og den fandt hurtigt ud af at vandet var drikkebart, så den skyndte sig at slukke tørsten. Kort tid efter fik den selskab af Balthazar.
Imens var Caspian gået om bag Milos stol og havde lagt hænderne på hans skuldre, for at massere dem.
“Vi kunne også smutte ind på soveværelset.. Med en flaske massageolie og desserten? Jeg kunne godt overtales til at slikke chokolade af din mave.." brummede han i den unge engels øre. Han håbede på positiv respons og mens han ventede snuppede han en af Milos rejer.

Det ville være langt sjovere at tumle rundt på det bløde tæppe i skæret fra den brændende pejs. Det ville også være en langt mere spændende oplevelse for dem begge. Han mærkede hvordan sommerfuglene blafrede i maven og han gav slip på hans skuldre for at tage nogle skridt hen mod soveværelset, hvor han så vendte sig mod Milo og rakte en hånd ud mod ham. Please, sig nu han var med på ideen.

Milo fulgte Caspian med blikket, idet han forsvandt ud i køkkenet for at hente vand til kattene. Milo var nu sikker på, at de langt hellere ville have lidt mælk, men han havde hørt et eller andet sted, at katte ikke kunne tåle almindelig mælk. De skulle have noget specielt fremstillet noget, som han tvivlede på, at Caspian havde her i lejligheden.

Hans øjne gled langsomt i, da Caspian gav sig til at massere hans skuldre. Hver eneste lille berøring fra den anden var som en slags magic touch, noget helt særligt og enestående.
Den andens ord fik ham til at mærke et sug i maven. At springe hovedretten virkede som en skam, men når det var til gengæld for lidt alene tid med Caspian, desserten og noget massageolie, så var det helt i orden.

”Mener du det…?” lød det hæst fra ham. Han var ikke sikker på, hvorvidt Caspian lavede sjov eller ej, og han var derfor ikke helt sikker på, hvordan han skulle svare.
Han rømmede sig for at klare sin stemme, inden han fortsatte med latter i stemmen: ”Massageolie og chokolade lyder ikke som en særlig god blanding…”
Chokolade blandet med massageolie? Det lød ikke spor lækkert. Men tingene hver for sig? Det lød til gengæld lækkert.

Han rejste sig op og tog tøvende imod den fremstrakte hånd, men han bevægede sig ikke imod soveværelset. Hvis Caspian virkelig havde ment sine ord, skulle han vel hente desserten først, skulle han ikke?

Caspian opfangede hurtigt hvordan Milo var med ham og et smil tegnede sig over hans læber. Det her skulle nok blive sjovt. Det var det han havde ventet på, det var det her han længtes efter. At være sammen med Milo og lade sin nøgne krop tumle rundt med hans. Bare ved tanken mærkede han suget i maven og de små kuldegysninger som den unge engel gav ham.

Da Milo lagde sin hånd i hans hev han ham ud i køkkenet, hvor han måtte slippe hans hånd. Her fandt han is, flødeskum og lækker, smeltet chokolade frem. De skulle vel også nyde desserten lidt.
Det var egentlig meningen at de skulle spise to kugler hver af den lækre sorbet med flødeskum og smeltet chokolade henover. Hele desserten skulle være anrettet på en bund af eksotisk frugt.

Da han endelig vendte sig mod Milo igen var der noget dyrisk over hans blik. Noget der skreg på at være nøgen med det unge væsen, noget der skreg efter at massere ham ind i den bløde olie og nyde hans smukke, velskabte krop til fulde.

Han fik med besvær fat i Milos hånd og trak ham nu mod soveværelset. Det var svært at gå med så mange ting i hænderne, Milo i hånden, finde vej og samtidig undgå at træde på de små killinger. Dog var deres lugt meget nem at genkende, så han passerede elegant gennem stuen uden at træde på dem.
De havde lagt sig til rette i sofaen tæt op af hinanden, hvor de var gået til ro. Det passede også meget godt, eftersom hverken Milo eller Caspian ville få tid til at se efter dem det næste stykke tid.
Caspian havde jo afsikret lejligheden og fået James til at hjælpe sig, så der var taget forbehold for alt. De kunne ikke komme galt afsted.

Inde på soveværelset var han hurtig til at smide sin skjorte og efter at have sat tingene ned på et natbord, gik han hen til Miles og begyndte at åbne hans skjorte. Han fumlede med knapperne fordi han var så ivrig og en svag rødmen skød op i de ellers så blege kinder. Han var måske for ivrig.
Men han fik skjorten knappet op og lod sine læber møde hans, imens han skubbede den første beklædningsgenstand af ham. Efter at den landede på gulvet lod han sine hænder køre op af hans mave og op til hans brystkasse. Her lod han sin tommelfinger cirkle om hans brystvorte samtidig med at han kyssede ham grådigt og inderligt.

Milo så noget skeptisk til, da Caspian fandt alle tingene frem ude i køkkenet – sorbetis, flødeskum og smeltet chokolade – hvorefter han tog det hele i favnen og igen greb fat i Milos hånd. Blondinen tvivlede på, at den anden ville klare turen hele vejen hen til soveværelset uden at tabe mindst en af tingene eller uden at slippe hans hånd, men det måtte vel komme an på en prøve.
Kudos til Caspian hvis han kunne klare det.

Da Caspian igen vendte sit blik imod ham, var der et eller andet forandret over hans hvide øjne. Noget mere… dyrisk. Milo ikke slet ikke lade være med at smile, for han vidste, at lige nu delte de præcis de samme tanker. Han kunne slet ikke vente med igen at være alene med Caspian, være nøgen med ham og igen mærke englens varme krop imod sin.
Han satte ivrigt farten op og trak si Caspian med sig uden at skænke de mange ting i hans favn, der vaklede faretruende oven på hinanden, en eneste tanke.

De passerede igennem stuen, hvor de to killinger befandt sig – det ville så sige, her burde de i hvert fald befinde sig. Milo måtte søgende lade sit blik glide rundt i hele rummet, før han fik øje på de to små væsner, der var krøbet sammen på sofaen. Synet fik ham helt til at smile. De så så søde ud, begge to, som de havde lagt sig til rette tæt op af hinanden.
Kattene så ud til at være faldet i søvn, og det var nok også det bedste. Både fordi de sikkert havde brug for at hvile sig efter aftenens tumult, men også fordi de to engle ville være inde i soveværelset det næste stykke tid og derfor ikke ville opdage, hvis der skete de små pus noget.

Inde i soveværelset nåede Milo knap nok at få orienteret sig, før Caspian pludselig var i fuld gang med at åbne hans skjorte. Han fumlede noget med knapperne, syntes Milo, der kort efter opdagede den andens røde kinder. Han kunne ikke holde en kærlig latter tilbage.
”Du er alt for ivrigt…” hviskede han, før englen fangede hans læber i et grådigt kys. Han mærkede det sædvanlige sug i maven som han altid fik, når Capsian kyssede ham på den måde.
Der var et eller andet dyrisk over Caspian i aften, syntes han, men det var ikke noget, han havde noget imod. Tværtimod. Det skulle nok blive spændende, det her.

Han lod sine hænder søge om bag Caspians ryg, og han hev ham ind til sig, idet hans hænder strøg kærtegnende op og ned af den andens ryg. Da englen lod sin tommelfinger cirkle om hans brystvorte, lød der en halvkvalt lyd af nydelse fra ham, og has fingre borede sig let ind i den andens bløde hud. Han var dog påpasselig med ikke at gøre skade på den anden, for om Caspian, ligesom man, tændte på smerten, vidste han jo ikke noget om.

Caspian fornemmede hvor ivrig Milo var efter at komme ind på soveværelset, han fornemmede hvordan de delte de samme dyriske tanker. Der var altså et eller andet magisk over det bånd de havde sammen. Var der noget bedre end at kunne nyde den man elskede til fulde og forkæle dem med alt hvad man kunne?
Han elskede at forkæle dem han holdt af og gav dem gerne mange gaver. Men nogle gange blegnede materielle ting i forhold til hvad han kunne give Milo af oplevelser og følelser. Han skulle nok opleve så meget nydelse at han blev skudt mod den syvende himmel.

Hans ivrighed var dog mere synlig end Milos var, hans hænder famlede sig vejen til hans bare overkrop og han mærkede hvordan hans krop skreg på at hvile sig tæt op af hans nøgne krop.
Milos latter fik ham blot til at rødme endnu mere, han var ivrig, han var alt for ivrig. Men det var jo Milo? Der var jo ikke så meget han kunne gøre. Hans lyst til den unge engels krop voksede for hvert sekund.
”Men.. For helvede Milo, jeg kan jo ikke lade være!” grinede han og tumlede ham omkuld i sengen. De måtte bare være tættere på hinanden, han kunne ikke få nok.
Han ville gerne forsøge at eksperimentere lidt med den kære Milo, det kunne være sjovt at finde hans grænser og måske presse ham lidt ud over hvad han var vant til. Englen virkede ikke til at være uerfaren som han selv var. Måske han kendte et eller andet spændende trick?

”Milo?” spandt han tæt ved hans øre og nappede ham i øreflippen inden at han strøg en hånd henover hans kind. Han lå indover den unge engel med benene mellem hans. De lå allerede tæt på hinanden og Caspian ville ønske at han kunne trylle deres bukser af.
”Du virker til at have prøvet det her før.. Eller.. Flere gange end jeg har..” spandt han fortsat og smilede kærligt til det dejlige væsen, inden han slikkede ham op af halsen.
”Har du nogle ideer eller ønsker, min kære?” spurgte han hviskende.

Milos negle der borede sig ned i hans ryg fik ham blot til at komme med et svagt støn. Han elskede smerten, han elskede den prikkende følelse under huden og efter Milo selv var kommet med en noget halvkvalt lyd nappede han fast i hans hals og lod tænderne synke langsomt ned i den sarte hud. Ikke så der gik hul, bare så han ville kunne føle det.

Milo kunne slet ikke lade være med at smile, da Caspian rødmede endnu mere. Pirrende lod han sine fingerspidser strejfe den mørkhåredes skridt uden på hans bukser, blot for at pirre ham endnu mere, idet han sendte ham et blik, der var en djævel værdig. Det morede Milo, at den anden havde så svært ved at ligge skjul på, hvor ivrig han var.
”Du er nu sjov, lille Cassie…” svarede han, før de begge tumlede omkuld i sengen. Lige i det øjeblik var det, som om han kunne læse den andens tanker. Han havde i hvert fald lige så meget lyst til at de skulle smide tøjet, som den anden havde.

Caspians ord kom noget bag på Milo, der faktisk blev lidt forlegen. Han var ikke så vant til at snakke om den slags. Det var meget nemmere for ham bare at gøre det uden at tænke nærmere over det, for hvis han gjorde det, blev han altid sådan lidt mærkelig tilpas – præcis ligesom nu.
”Altså… det…” Han holdt inde, idet Caspian slikkede ham på halsen. Han måtte give plads til et mindre støn, hvilket gav ham tid til at overveje sine ord. Hvordan skulle han dog forklare sig? Lige meget hvad han sagde, ville han sikkert skuffe Caspian. Den anden virkede så ivrig efter at komme i gang, hvilket Milo måtte indrømme, at han også selv var, så englen ville nok blive skuffet, hvis han fandt ud af, at hans elskede ikke havde nogen idéer.
”Jeg er vant til, at mine partnere bare… gør det, de nu vil…”

Han gemte sit ansigt i hænderne.
Caspian var anderledes end de andre, for til forskel for dem elskede han den mørkhårede engel overalt på jorden – og himlen med. Hans tidligere partnere havde han kun været sammen med, fordi han havde følt et rivende behov for at føle sig elsket, bare for en kort stund, eller – i enkelte tilfælde – fordi de havde tilbudt ham penge for det. Det var noget, han fortrød inderligt nu, men dengang havde han ikke tænkt nærmere over det, dum og desperat som han havde været. Men hvordan skulle man dog også kunne takke nej, når man var seksten år gammel, stod uden et hjem og var dødsulten, og en fremmed mand så pludselig tilbød én en stor sum penge for lidt tilfredsstillelse?

Han pressede sine håndflader imod sine lukkede øjne. Hans åndedræt blev langsomt hurtigere og mere hikstende. Det var dog først, da Caspian bed ham i halsen, at han ikke længere kunne holde tårer tilbage, ikke fordi det gjorde ondt, nej, men fordi Caspian var så blid ved ham på alle måder. Han ville gøre alt, hvad Milo bad ham om, og han ville aldrig nogensinde kunne finde på at gøre noget, der kunne forvolde skade på ham.
Han forsøgte dog at holde gråden tilbage ved at bide hårdt i sin underlæbe og blinke ihærdigt med øjnene for at jage tårerne på flugt, men lige meget hjalp det. Mens han lå der og kæmpede, strejfede tanken ham, at han allerede var godt på vej til at ødelægge julen - både for sig selv men i allerhøjeste grad for Caspian.

Caspian måtte kvæle et drøm da Milos fongerspidser strejfede hans skridt uden på de stramme bukser. Hvor han dog elskede enhver berøring fra det dejlige væsen, det skønne, fantastiske væsen som lå der i hans arme. Det var jo helt magisk! Som hvis han havde fortryllet ham eller havde forhekset ham med en ukendt kræft.
Milo var djævelsk, han pirrede ham og drillede ham, han legede med ham. Det var nu unfair, han ville så gerne have den unge engel lige nu. Men det fik han ikke.
"ja, og du er tarvelig..." brummede han med blussende kinder, dog uden at mene det. Han kunne ikke være sur på den dejlige engel.

Caspian fornemmelse hvor utilpas Milo syntes at være ved hans ord. En bekymret mine strøg over hans ansigt og det dyriske i hans blik forduftede langsomt.
"Måske skulle vi vente lidt?" foreslog han engleblidt. Han ville ikke bevæge sig ud i noget som den anden engel ikke var sikker i. Det var det sidste han ville. Milo skulle få lov til at styre tempoet, Caspian ville ikke skynde på ham. Sex var alligevel ikke det vigtigste.

Den kære engel gemte sit ansigt i sine hænder og Caspian trak sig lidt væk fra det sarte væsen. Han ville ikke gøre ondt værre. Men var englen mon stadig med på legen? Ligefør havde han leget med og tirret ham, men nu syntes han ikke at ville længere.
Men selvfølgelig forstod han det. Han forstod måske ikke grundene, men det dejlige væsen skulle få al den tid i verden som han havde brug for.
"Det er okay, skat..." hviskede han og gned sin næse mod hans kind. Lysten fra før var væk. Han havde nu mest af alt bare lyst til at putte Milo ind til sig og passe på ham.

Caspian hørte hans hiksten og en ømhed gled over ham. Hvorfor græd han nu? Han skulle ikke have bidt ham.
Han sneg en arm om den unge engel og lod hovedet hvile mod puden ved siden af hans ansigt. Han sagde intet, det virkede ikke rigtigt. Men måske skulle han alligevel spørge ind til det? Der gled så mange sindsstemninger gled gennem væsnet og han kyssede blidt hans kind.
"Hvad så, smukke? Hvad er der galt?" spurgte han kærligt og strøg ham over panden. Milo ødelagde intet for ham, på nogen måde.

Caspians ord om, at de måske skulle vente lidt, fik ham til at ryste voldsomt på hovedet. Nej, nej, nej, Caspian måtte endelig ikke tro, at han bakkede ud nu, fordi han ikke ville. Det var slet, slet ikke derfor.
Han åbnede munden for at forklare den anden, at han endelig ikke måtte stoppe nu, men der kom ikke et ord over hans læber.

Caspian spurgte ham om, hvad der var galt, og han rystede på hovedet. Hvis han fortalte den anden sandheden, ville englen sikkert finde ham frastødende. Han ville synes, han var ulækker.
Det var bedre bare at holde sin mund og lyve, selvom det var tydeligt, at der var et eller andet galt, når han sådan uden videre gav sig til at græde. Men Caspian måtte da kunne forstå, at hvis han ikke ville tale om det, så ville han bare ikke tale om det.
Desuden så han ingen grund til at ruinere julestemningen endnu mere, end han allerede havde gjort.
”Ikke noget,” mumlede han. Han fangede Caspians læber med sine og gav ham et inderligt kys i håb om, at det ville få englen til at glemme sit spørgsmål. Han skyndte sig at fortsatte: ”Undskyld… Det var ikke min mening at ødelægge det hele…”

Han hikstede stadig svagt, idet han tørrede sine våde kinder med sin bare håndryg. Mon de kunne fortsætte, hvor de var sluppet? Han tvivlede. Hans pludselig trang til tårer havde sat en brat stoppet for det hele. Han havde dræbt den før så opstemte stemning.



(Træt e_____e)

Caspian rynkede panden og satte sig op i sengen, inden han greb ud efter en skjorte, der lå ikke så langt fra dem. Han tog den på, men lukkede den ikke. Den afslørede hans slanke mave og bryst, der bar et svagt præg af at han engang havde trænet.
Engang havde han været i topform og kunne have klaret alverdens monstre, men den ustabile tilværelse havde sat en stopper for hans træning. Nu var det sjældent at han fik taget sig sammen til at bygge videre på sine muskler. Hvad skulle han også bruge dem til?

Caspian fornemmede hvordan noget stak under. Der var noget Milo ikke fortalte ham og han beherskede sig for ikke at vise den frustration det fik ham til at føle. Den magtesløshed der gled over ham, når hans dejlige engel græd og han intet kunne gøre.
Men han nægtede at presse ham, Milo skulle ikke føle noget som helst pres fra hans side, det havde han lovet sig selv. Den kære engel måtte selv fortælle ham det når han fik lyst - men det var ikke nu.
Han strøg en hånd gennem sit hår og overvejede situationen lidt. Skulle han fortælle Milo hvordan det fik ham til at føle? Eller ville englen så føle et pres?
Alle tanker om at tumle rundt med ham, slikke chokolade af hans bare hud og massere hans skuldre og ryg ind i den velduftende olie var forsvundet. Han havde bare ikke lyst længere.

"Jeg vil aldrig dømme dig, jeg vil altid lytte til dine ord, til din fortælling og lade mig forstå dig.." mumlede han og strøg ham over kinden, inden at han trak den unge engel ind til sig. Han trak ham ind i sin favn så han nu havde hovedet i højde med hans skulder.
Hans "ikke noget" troede han ikke på, men han gad ikke kommentere det. Han gad ikke diskutere det og Milo vidste udemærket godt at han ikke lod sig narre. De to ord var nok den største - og mest åbenlyse - løgn han havde fyret af. Men ville han ikke snakke om det, skulle han ikke snakke om det.
"Jeg elsker dig lige meget hvad, Milo.. Det er din historie der har gjort dig til den du er idag, ligesom min fortid har formet mig.. Hvem ved? Måske havde vi aldrig mødt hinanden hvis du fik ændret din fortid?" mumlede han.

Milos kys besvarede han ikke, det virkede så halvhjertet og desperat, at han hellere lod være. Han elskede alle hans berøringer, men hvis Milo græd indvendig, så skulle han ikke nyde noget af at ignorere det og gøre det hele værre.
Da englen pludseligt undskyldte, måtte Caspian gribe ham om hovedet ved at lægge en hånd mod hver kind.
"Du har intet ødelagt.. Jeg ville have ødelagt det hvis du intet havde sagt og blot var fortsat.. Men.. Du må forstå at jeg er bekymret.." svarede han og lod tommelfingeren kærtegne englens kind.
Han var egentlig også bange, men det ville han ikke indrømme. Men måske englen kunne mærke det på ham? Det var ihvertfald relativt tydeligt.

Milo fulgte opmærksomt Caspian med blikket, da han satte sig op, og måtte snappe efter vejret en enkelt gang. I et kort sekund kunne han næsten se, hvordan den anden ville vendt sig rundt og trille ud af sengen for at forlade ham. Det skete dog ikke, heldigvis.
Milo kunne have slået sig selv for panden. Selvfølgelig ville det ikke ske. Caspian ville ikke forlade ham, selv ikke hvis det gjaldt en ruineret juleaften. Han ville blive hos Milo, lige meget hvor mange tårer englen så end fældede og hvor meget af julestemningen hver eneste tåre åd op. Det havde han lovet, huskede Milo. Han havde i hvert fald lovet, at han ikke ville gøre Milo bange igen, og det var lige præcis det, han ville gøre, hvis han valgte at gå sin vej nu.

Milo snøftede en enkelt gang, da han så, at den mørkhårede engel trak en skjorte over sig. Kulden var kommet pludselig, syntes han, nu, hvor han ikke længere lå i sin elskedes arme. Det var som om, at når han var sammen med Caspian, var han immun over for alle dårlige ting – selv hvis det gjaldt vejret.
Han kunne dog ikke så sig selv til at række ud efter sin egen skjorte. I stedet krummede han sig lidt sammen i sengen i håb om, at dynen kunne holde ham varm. Det hjalp ikke spor.

Den andens trøstende ord og blide berøringer hjalp ikke spor på Milos nuværende sindstilstand. Det helede virkede så overfladisk, selvom han ikke et eneste sekund tvivlede på, at hvert et ord kom fra hjertet. Desværre fløj der hele hen over hovedet på Milo, der slet ikke følte, at han var til stede lige nu. Det virkede snarere som om han svævede rundt et sted over sin krop og fulgte med i det hele fra en andens persons øjne af.
Det var først, da Caspian nægtede at gengælde hans kys, at han rørte på sig. Tårerne begyndte igen at løbe ham ned af kinderne, ned over Caspians hænder, der holdt om hans ansigt, og ned på lagnet.
Hvis han virkelig ville overleve denne aften, blev han vist nødt til at forklare, hvad der var sket.

”Sødeste Caspian… du må love mig højt og helligt ikke at løbe din vej, når jeg fortæller dig det her. Du må kalde mig ulækker og frastødende, så længe du… bare… bare du ikke forlader ham.”
Hans stemme knækkede over. Han måtte tage et par dybe vejrtrækninger, før han var klar til at tale igen. Hans ene hånd havde allerede smøget sig ind under Caspians arm, som han krampagtigt holdt fast i for at forsikre sig om, at den anden ikke løb sin vej.
Han vidste godt, at hvis Caspian virkelig ville forlade ham, så ville han ikke have en chance for at holde ham tilbage. Men hvorfor også forsøge? Hvis den anden engel elskede ham, blev han nødt til at elske Milo fuldt ud – både som den, han var nu, og som den, han havde været. Og hvorfor forsøge at holde fast i en, der alligevel ikke elskede en? Det ville blive pinefuldt for begge parter.
Milo huskede igen på de ord, Caspian havde sagt om, at han kun ønskede for sin elskede, at han skulle være lykkelig – om det så var i hans eller en andens varetægt. Men Milo kunne kun være lykkelig, når han var sammen med Caspian, så hvis Caspian virkelig så inderligt ønskede, at han skulle være lykkelig, ville han ikke gå sin vej.

Milo sank en klump, før han tog sig sammen til at fortsætte.
”Du må forstå, at du ikke har gjort noget forkert…” konstaterede han. ”Da du spurgte mig om, hvad jeg ønskede, så… gik det bare et eller andet galt.” Han vidste ikke, hvordan han skulle forklare det. Det var, som om Caspian havde fået filmen til at knække for ham. ”Der er aldrig nogen, der har spurgt mig om, hvad jeg ville. Det har altid bare været mig, der skulle gøre, som de andre bad mig om fordi… de… de gav mig penge for det…”
Han borede sit ansigt ned i en blanding af dynerne under dem og Caspians varme skulder, idet hans vejrtrækning igen blev hurtigere. Hvis hans elskede engel forlod ham nu, hvad skulle han så gøre? Så var der intet, der længere holdt ham i gang, intet, der kunne få ham til at fortsætte sit efterliv.
”Caspian… je-eg er ulæ-lækker…” hulkede han ned i dynen.

Caspian strøg Milo over håret, den kære engel virkede helt ude af sig selv. Hvad mon der var galt? Det var sikkert hans fortid som havde indhentet ham. Det var det eneste Caspian kunne komme på, som kunne få det dejlige væsen til at græde sådan. Alle havde fortid, alle havde ting de ønskede at de ikke havde gjort. Han havde da også selv gjort et par ting som han ikke var ligefrem stolt over. Men han lod fortid være fortid og skubbede det bag sig.
Det var dog ikke alt der bare kunne glemmes sådan lige. Måske Milo havde oplevet noget som havde traumatiseret ham. Han kunne have ar på sjælden som han ikke kendte til?
Det var i hvert fald federe at lære sin elskede bedre at kende end at slikke chokolade af hans krop.

Milo virkede pludseligt mere skrøbelig i de få sekunder hvor han ikke lå i Caspians arme. Det var dog næsten umuligt at få en skjorte på uden at skulle slippe det kære væsen. Men hans snøft fik ham til at skynde sig og inden længe hvilede Milo atter i hans favn.
Han kyssede ham på panden og lukkede øjnene kort.
Det slog ham pludseligt at det der kunne være sket for Milo kunne have været grufuldt. Han kunne være blevet voldtaget af nogen? Tortureret? Måske han var blevet såret dybt? Tankerne var ubærlige. Enhver der havde krummet et hår på det blonde hoved skulle få lov at bøde med livet. Måske var han engel, men han var langt fra perfekt. Det var ikke en sjældenhed at han følte for at gøre noget meget grufuldt mod dem, der sårede hans kære.

Caspian fornemmede godt at Milo ikke hørte efter hans ord, men ikke desto mindre skulle han have det af vide. Det var ord som det var vigtigt for ham at den anden vidste. Det var ting han skulle vide. Han ville aldrig kunne føle afsky ved det skønne væsen der lige nu hvilede i hans arme. Det var umuligt for ham ikke at elske Miles.
Til trods for at han virkede fraværende, blev hans omsorg ikke mindre. Han blev ved med at nusse hans ryg og nynne beroligende udfor hans øre. Det var en af de ting han selv fandt behageligt. Det var ikke fedt at ligge med tårer trillende ned af kinderne og en larmende stilhed. Han hadede lyden af sin egen gispende vejrtrækning.

Men pludselig snakkede Milo og Caspians nynnen ophørte. Hvad var det dog han sagde? Som om han nogensinde ville løbe sin vej eller finde ham frastødende og ulækker.
”Elskede dog.. Jeg vil aldrig finde dig frastødende eller ulækker og mindst af alt løbe fra dig! Du hører til hos mig.. Du slipper altså ikke for mig så let..” brummede han og trak englen tættere ind i sin favn.
Milos krampagtige tag i hans arm havde han intet imod og han strammede selv grebet om det sarte væsen, der hvilede i hans favn. Han havde brug for ham ligeså meget som Milo havde brug for ham.
”Jeg ønsker dig kun lykke...” gentog han hviskende og gav ham et forsigtigt kys ved hans kæbe.

Caspian spidsede ører og lyttede til hvad Milo fortalte. Han følte ingen afsky eller foragt, han mærkede kun en dump smerte i maven. Det var hvad der havde fået hans elskede til at tro, at han ville forlade ham. At han var blevet betalt for sex.
Han strøg en hårtot væk fra hans pande og strøg sin hånd gennem de blonde lokker. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige, hvad han skulle gøre. Men en ting var sikker; han blev hos Milo og den unge engel måtte ikke forlade ham.
”Jeg elsker dig lige meget hvad.. Du er ikke ulækker.. Du er skøn, dejlig, fantastisk, lækker, smuk..” mumlede han ned mod hans hår og et svagt smil strøg over hans læber. Han elskede ham blot højere nu. Han trak ham lidt op, så han endte med at sidde i hans skød, efter han selv havde rettet sig selv til at sidde i skrædderstilling. Men så fik han en idé.

“Vent her!” udbrød han og listede sig forsigtigt ud af deres greb om hinanden og sprang ud af sengen. Han rendte ud i køkkenet og hentede to skåle og to skeer, for derefter at gå ind i stuen og samle de to killinger op. De var alligevel ved at vågne.
Alt dette bar han ind til Milo. Killingerne blev sat ned på sengen og de skyndte sig hen til den blonde engel, som de fandt tryghed hos. Imens anrettede Caspian to skåle med is, flødeskum og chokolade. Det virkede til at være tiltrængt lige nu.
Han rakte den ene skål til Milo og satte sig så ved siden af ham igen med sin egen skål. Dog trak han den kære engel ind til sig, tæt ind til sig og de to katte krøllede sig sammen på hans skød.
”Jeg vil hellere sidde her og lytte til hele din historie end noget andet.. Det her er den bedste juleaften nogensinde...” mumlede han og kyssede ham på næsen med læber der var kolde af is.