Save me from my self ~ Milo

Natten var faldet over Terre by og henlagt den i mørke. Natten bragte som altid en bidende kulde, som gik gennem marv og ben, især hvis man var menneske, men det ville være underligt at mennesker var ude på denne tid af døgnet, men det hændte nu og da. Men banegården var nok ikke lige det sted de ville søge hen, de ville forholde sig inde i Terre's gader, hvor de kunne gå på en bar eller på diskoteket.

En lyd i det fjerne fik en fugl til at lette fra det træ den sad i og udstødte et klagefuldt skrig, som om den lige var blevet skudt i den ene vinge, men det eneste der skete var der var en ung pige der udstødte et skrig. Hun var faldet og lå nu lige så lang hun var på en af perronerne på banegården. Hun var bange, det kunne høres på hendes skælvende stemme som prøvede at forsikre sig selv om at den person der havde fulgt efter hende allerede var væk, men hun var ikke sikker. En svag miaven kunne høres, hvilket fik hendes øjne til at lyse " Chesire?" lød det svagt fra hende idet hun langsomt rejste sig op og så hendes kat.

En stemme bag hende fik hende til at gyse og hun satte straks i løb og fortsatte ned af den menneske tomme perron. Hun så et skur, hvilket hun sikkert uden problem ville kunne gemme sig i, uden den person fandt ud af det " Hvor er du din møgunge! Jeg vil ikke gøre dig noget.. Udover at voldtage dig lidt" lød en mands stemme. Hun skyndte sig ind i det lille skur og lukkede døren og holdt den, trods hun vidste at denne mand var stærkere end hende. Hun frygtede at denne mand ville finde hende og gøre hende fortræd og det var nok det sidste hun havde brug for.

Efter noget tid hvor manden havde gået og ledt efter hende, men uden held gav han op og gik. Hun åbnede langsomt døren og kiggede ud, der var ingen, der var tomt, stille og koldt. Her stod hun så, på banegården, alene og havde endnu en nat flygtet fra en eller anden klam liderlig horekarl som ikke kunne styre sine lyster. Hun så sig omkring og sukkede " Chesire? Hv.. Hvor er du?" sagde hun stille, hendes stemme skælvede stadig, både af rædsel og kulde, for der var ikke ligefrem varmt denne nat og blæsten gjorde det ikke ligefrem bedre.

Milo følte sig træt og ør og kold helt ind til knoglerne. Nu, hvor han tænkte nærmere over det, havde det måske alligevel ikke været en god idé at tage den sene aftenvagt. De sidste gæster havde forladt restauranten sent, idet det havde været et større selskab hvoraf de fleste havde været for plørrefulde til at kunne lokaliserer døren, og fordi Milo netop havde haft en uges ferie, havde chefkokken ment, at det var helt i orden at overlade opvasken til ham. Der havde han så stået og vasket op, ene mand, indtil viserne på uret over fryserummet slog halv tolv.
Derfra blev tingene ikke ligefrem bedre. Uden billet eller penge til hverken bus eller metro, var han tvunget til at gå hele den lange vej hjem. Det var nu ikke så slemt, vejret taget i betragtning, i hvert fald ikke før det var begyndt at blæse op. Snart kunne han ikke mærke sine hænder længere, og det var da, at han havde valgt at søge tilflugt på banegården.

På trods af at vinden blæste lige ind igennem bygningen fra begge sider af, hvor togene kørte ind og ud, gav væggene alligevel en del mere ly end husmurene udenfor. Her til aften var der dog ingen kørende toge eller travle mennesker, der havde hastede af sted for at nå deres tog. Nej, faktisk stødte han kun på én eneste mand, der sendte ham et gustent blik, sikkert i den tro, at Milo var en pige; den slags var trods alt sket før. Halvmørket og det store tørklæde, der dækkede den øverste del af hans overkrop, virkede nu også mest som et slør, der dækkede over hans køn.
Manden stoppede op for at nærme sig ham, og da Milo så, hvordan fyrens smil voksede, var han ikke sen til at handle. ”Du holder dig væk,” hvislede han ud mellem tænderne og sørgede med vilje for at gøre sit toneleje så mørkt som muligt.

Det var i sandhed en uheldets aften for den lyshårede engel. Han hastede hurtigt væk i sin iver for at komme væk fra den ubehagelige mandsling, men han nåede ikke langt, før hans øre opfangede en skælvende stemme, der kaldte på en hvis Chesire. Chesire… var det mon ham manden, han netop var stukket af fra?
Han fulgte lyden af den kaldende stemme og stod snart på et par få meters afstand af en pige iklædt en zebrastribet hættetrøje. Hun så både bange og skræmt ud, sikkert fordi hun var blevet væk fra sin Chesire, så Milo skyndte sig at informere hende om, hvor hendes ven var gået hen. ”Øhm, han gik den vej…” Han pegede sig tilbage over skulderen. ”Hvis… det da var ham.”
Han kløede sig i nakken og kom pludselig helt i tvivl. Chesire… Det var da et kattenavn, var det ikke? Det kunne et menneske da ikke hedde…