Lost memories, rebuilding a man

Sted: Lejlighederne, ikke langt fra Quatre.
Tid: Tidligt om aftnen, hvor mørket var ved at falde over Di Morga.


En kølig brise, gled igennem den lille hytte, lavet af grene og knaster, tydeligvis ikke en tømmers arbejde. Hytten var plaseret et lukket sted, midt i skoven hvor ingen ville finde den, hvis ikke de ledte der efter, eller kendte til stedet. Månens strøler gled igennem træernes kroner, og oplyste den lille hytte og det's beboere. Perfect idyl.
En levende flamme, fra et lille bloklys, oplyste hyttens beskyttende indre, men holdt den ikke varm. Og i hjørnet af hytten, sad to børn, tæt op af hinanden, for at kunne holde varmen. Avarel vidste at han skulle have været hjemme for længst, og at han sikkert ville blive straffet for dette. Men han var ligeglad. Han ville blive, ved den han var sammen med nu. Det var sjældent hun blev ude så længe som de var nu, og han ville nyde det til det ypperste. Avarel sad op af hyttens væge, i det lille hjørne, med Cassadee sidene op af sig, med hans jakke uden om sig, for at holde bedre på hendes varme. Så længe månen var fremme, ville Avarel aldrig fryse, så det var ham ikke noget problem. Og selv hvis det var, ville han stadig have givet Dee hans jakke. Den unge Avarel's øjne gled ned imod Dee, og smilede blidt.
"Dee?" Sagde Avarel stille, hvilket vækede den hvilende pige's smukke øjne, der gled op imod hans.
"Ja.. Avee?" Svarede den stille pige stemme, med et lille smil. Avarel smilede, og lod sine hånd stryge imod jakken omkring Dee, for at holde hende mere varm.
"Jeg ville ønske, at vi altid kunne mødes her. At vi aldrig ville blive revet fra hinanden.." Sagde Avarel stille, og smilede blidt. Dee fniste blidt, og lænede sin hage imod Avarel's brystkasse, for at kunne se op på Avarel, imens hun stadig var hvilet imod ham.
"Og hvorfor.. Skulle vi ikke kunne det?" Spurgte hun stille, med et hoved let på skrå. Avarel klukkede lavt en enkelt gang, og nød så inderligt hendes uskyldighed. Han kendte til verdens sorte side, som Dee, heldigvis, ikke havde så megen kendskab til, endnu.
"Hvor er du sød, Dee.. Men sådan virker verden bare ikke altid. Jeg vil altid forsøge at forblive ved din side, Dee.. Det lover jeg dig. Men.. Hvis vi en dag skilles. Bliver du nød til at holde dig stærk. Holde hagen højt. Og aldrig.. Glemme hvad du engang har haft.. Og en dag. Vil jeg komme igen.. Jeg lover dig, at en dag vil jeg finde dig igen." Avarels stemme var seriøs, og det var tydeligt han mente hvert eneste ord. Dee sank en klump, og nikkede så langsomt som svar.


Minedet fra deres barndom, havde kradset på Avarels sjæl, helle dagen. Han havde engang opgivet sin søgen. Men nu var den der igen. Nu var Dee i den samme by som ham, og han nægtede at bryde sit løfte igen.
Hans store jakkes hætte, var lagt over hans hoved, for at holde på varmen i den iskolde nat. Asparaer så måske perfekte ud, men de havde stadigt følelser. Og for Avarel, var det pisse koldt.
Avarel havde ledt helle dagen, efter Dee's lejlighed, og havde trukket nogen ligner, for så til sidst at få en adresse. Og der var han så nu. Få skridt fra Dee's lejlighed. Han stod på den modsatte side af gaden, og stirede imod døren der indtil. Avarel trak stille vejret, imens han strak sin nakke og sank stille en klump, inden han hostede en enkelt gang. Han rejste en hånd, og lod den omklamre noget bag hans trøje. Noget han havde holdt ved sig, lige siden de var små. Noget der aldrig havde sluppet hans nærvær. End ikke i den tid han havde været fortabt.
Måske skulle han bare gå igen? Måske ville Dee virkeligt ikke se ham mere. Snakke med ham. Hun var trodsalt bare løbet, natten der før. Måske skulle han bare forsvinde fra hendes liv igen, og forblive et forældet minde? Avarel klemte øjnene lukket, og rystede på hovedet en enkelt gang, imens en salted tåre gled fra hans øjenkrog, og ned af hans kind. Han nægtede at give op igen. At give slip, uden kamp. Han rejste en hånd, og tørrede tåren væk fra den smukke hud, og da øjnene blev åbnet igen, var der ingen tegn på tåren. End ikke røde render omkring øjnene. Han måtte gøre det her. Og uden Dee skulle vide, hvor svag han var blevet. Han var ikke længere den stærke dreng, han havde været engang. Hans ignorante facader, overfor hans defunctionelle familie, var ikke længere til stede. Han var nu sårbar.
Avarel tog en dyb indånding, og satte så igang imod lejligheden, med en sikker mine. Han ville lade hende vide hvad han følte. Der var noget, han blev nød til at side. Om hun så ville lytte, eller ej. Om hun ville se ham i øjnene imens han sagde det, eller ej. Om hun hadede ham. Eller ej.
Avarel stoppede ikke før han stod foran lejligheden. Hvis der var en dør klokke, trykkede han derpå, og hvis ikke, bankede han blidt på døren, uden at sige noget. Han strak sin nakke, som gav et ivrigt knæk, inden blikket stirede blidt imod døren, med en nervøs mine. Nervøs? Avarel var aldrig nervøs...

”Dee! Please, vent!” de tre desperate ord løb gennem Cassadees hoved igen og igen, som et bånd der var blevet sat på repeat. Og hver gang gjorde det mere ondt. Hun havde ikke flyttet sig fra den varme seng hele dagen, til arbejdet havde hun ringet og meldt sig syg og hun prøvede ihærdigt at bilde sig selv ind at dette faktisk var sandheden. Sandheden var vel blot at hun inderst inde ikke var så stærk, som hun gerne ville være. Inderst inde var hun blot en lille pige, der ikke kunne finde sig selv. Famlende rundt i mørke prøvede hun at opretholde den personlighed som hun havde påtaget sig for efterhånden mange år siden. Hun havde fået nogenlunde styr på det, da Avarel pludselig kom og med ét let pust, væltede det hele ned igen. Cassadee trak knæende op til brystet og lagde armene om dem, som prøvede hun at holde sammen på sig selv. At holde fast på alle de små splinter Case pludselig var blevet til. Hun ønskede ikke at Dee skulle finde ind mellem disse splinter og fylde dem ud. Hun ville ikke være sårbar igen. Aldrig nogensinde. Hun ville ikke vende tilbage til den ynkelige lille pige hun var. Men var dette ikke præcis ligeså ynkeligt? At melde sig syg fra arbejde, fordi man var bange for at man ikke kunne holde fast på sig selv, hvis man mødte op. Fordi man var bange for at splinterne ville falde til jorden og blotte den person man inderst inde var. Tanken chokerede hende. Den hun inderst inde var? Jamen.. Hun var ikke Dee længere. Dee flygtede for mange år siden, hun flygtede fra Rick, manden der gang på gang klemte livet ud af hende. Til sidst havde han klemt Dee helt ud af Cassadee og hun blev til Case. Den kvinde hun havde været i mange år og den kvinde hun havde i sinde at forblive. Det kunne en person hun engang havde et meget stærkt bånd til, men som hun nu ikke havde set i mange år, ikke ændre på. Det var ikke muligt.
Case så sig lidt omkring i det mørke rum, kun oplyst af lampen på sengebordet og mærkede hvordan en orkan var begyndt i hendes mave. Hun havde slet ikke været ude af sengen i dag, hvilket også betød at hun slet ikke havde spist noget hele dagen. Hun havde ikke haft lyst og havde det egentlig stadig ikke, men hun havde heller ikke i sinde at sulte sig selv. Faktisk var den rumlende mave ved at tage livet af hende. Intet hadede Case mere, end at være sulten. Den smertende, larmende og ustyrlige mave, der fik hendes indvolde til at vende sig og syre til at opstå i hendes hals. Et dybt suk lød fra de dybe rødlige læber og hun fik kæmpet sig op fra den store, bløde og trykke seng. Hun bevægede sig med langsomme slæbende skridt hen over gulvet, indtil hun nåede døren, som hun rev op og gik igennem ud på det mørke trægulv der gav køkkenet en varmt, velkommende atmosfære. Cassadee fik slæbt sig hen til køleskabet, som hun åbnede, kiggede i og hev en plastikbeholder ud af. Beholderen fik hun hurtigt åbnet og indholdet blev hældt i en lille skål, som hun fik smidt i mikroovnen. Derefter åbnede hun en skuffe, der indeholdte brød af forskellig art, pasta, nudler, ris, småkager og nogle skærekager i miniversion, passende til et stykke normalt skærekage. Hun hev en lille gullig kage op af skuffen og åbnede den, mens hun med foden fik skubbet skuffen i igen. Kagen hev hun ud af den lille plasticpose den lå i, smed plasticen ud og tog straks en bid af den søde kage, der smagte svagt af citron. En mælkekarton blev hevet ud af kølskabet og hun satte den op til læberne, inden hun vendte bunden i vejret på den og tog en stor tår af den. Resten af kagen fik hun spist, inden mikroovnen med høje pib gjorde hende opmærksom på at tiden hun havde sat den til var rindet ud. Hun fik skålen ud og greb en ske fra en skuffe, inden hun smed sig i sofaen og begyndte at spise af den varme kartoffelmos, der var blandet op med noget sovs i en lettere orange farve. Af og til supplerede hun med mælken fra kartonen, som hun i sidste ende havde fået tømt, da den ikke havde været mere end halvt fyldt og hun havde været godt tørstig. Maden fik hun også spist op og både tallerken og karton fik hun placeret på bordet, inden hun sank ned i sofaen, så hun lå med benene trukket op under sig og stirrede tomt ud i luften. Krigen der havde foregået i hendes mave, var faldet lidt til ro, men hun kunne stadig mærke at der stadig rasede en hvis vrede over folket der boede dernede. Hun lukkede de ravgyldne øjne i og mærkede sin krop flyde afsted, væk fra dårligt humør og bekymringer og ind i en drømmeløs søvn.

Søvnen blev afbrudt af en ringen på døren nede foran opgangen til lejlighederne. Cassadee slog øjnene op, men vedblev i den liggende position. Døren til opgangen var gået i stykker og hun regnede med at personen der stod derude vel ville finde ud af det på et eller andet tidspunkt. Hvis ikke var det ikke noget specielt begavet individ, da man blot skulle tage i døren. Den var ikke låst, da det netop var låsen der var gået i stykker. En frygt for at personen der stod derude ville komme og ringe på hendes dør om to sekunder, steg langsomt i hendes mave. Hun havde ikke lyst til at blive gjort opmærksom på at livet kørte videre udenfor hendes dør. Hun havde ikke lyst til at få at vide at hun lignede lort. At det var tydeligt at noget var galt, da hun slet ikke lyste op, på samme måde som hun plejede. Hun var forhelvede ikke nogen stjerne! Hvorfor skulle hun altid være den energiske, flirtende, udfordrende, drillende tøs? Hvorfor kunne andre ikke af og til tage over for hende? Nå jo.. Fordi andre ikke var anderledes. De andre var ikke Asparaer og derfor kunne de selvfølgelig ikke tage over. Det var jo klart! Det skulle jo være den ubeskriveligt smukke, uimodståelige, charmerende og sexede Case. Der kun var alle disse ting, fordi hun ikke var et menneske. Fordi hun var blot et ud af mange monstre i denne by.

Hytten var langt koldere, end den plejede at være. Mørket var langt stærkere, end det havde været nogen anden nat, og stemningen var en hel anden. Ingen leende Avee. Ingen fnisende Dee. Blot kulde og ubehag. Solitude, som hytten var benævnet, havde aldrig været så deprimerende, som denne aften.
Det levende blok lys, var næsten brændt til roden, og flammen måtte kæmpe efter de sidste usle rester af snor, og stearinen var for længst smeltet ned af skamlen det stod på, og lange striber deraf var atter størknet, i den bidene kulde.
Og i hjørnet, hvor to børn så tit havde siddet, og holdt så glædeligt om hinanden, var tomt. I et andet hjørne, derimod, sad en af de to unge der plejede at være, og stirede tomt ud i luften. Han bar ingen jakke, selvom månen ikke viste sig og varmede ham, den lå bare foran ham, som om den manglede den part, den plejede at holde varm. Drengen sad med sine ben presset tæt imod sig, og arme omkapslene omkring dem. Han før glade og varme grønne øjne, der da stadigt var almindelige Aspara øjne, stirede tomt imod døren, besat af en rød rend omkring, og tråde af stærknet væske, dominerede hans kinde.r Det gjorde ondt. Så ubeskriveligt ondt. Alt hvad han havde holdt af, var blevet revet væk, på blot en aften. Dee, båret væk af en fremmed kvinde, var det eneste han var blevet efterladt med.
Drengens øjne blev langsomt knebet sammen, i takt med at hans næver knyttedes omkring hans bukseben. Han råbte så hidsigt, i pludselig agressioner, i det han rejste sig og sparkede til skamlen som blev kastet til den anden side af rummet, af drengens høje styrke.
"Jeg finder dig igen, Dee! Jeg nægter at give op!" Råbte drengen hidsigt af natten.


Avarel rystede på hovedet, med en lav snerten. Et minde, han bestemt ikke ønskede at huske. Han rejste så sin hånd, og bankede blidt på døren i frustration. Hun måtte være der. Hun havde meldt sig syg, dagen efter de var mødtes igen. Præcis som han havde lovet sig selv den gang, for mange år siden, nægtede han at give op.
Da hans næve mødte døren, kom der en lav raslen fra dørens lås. Det hentød en fejl eller en skade. Avarel's katte øjne betragtede låsen, let sammen knebne, med et undrende blik. Han lagde en hånd på håndtaget, drejede og døren gik langsomt op, i det hans øjne åbnedes en anelse videre.
Han kunne ikke bare gå ind... Han havde begået masser af indbrud i sin tid, men nægtede at bryde ind hos Dee! Det kunne han ikke bare gøre. Han tog et enkelt skridt bag ud, men fortsatte ikke med at bakke, men stirede i stedet imod håndtaget, og det lille mellemrum der var kommet.
'Jeg vil altid finde dig.' Endnu et flashback slog imod hans sind, og hans øjne blev knebet sammen, i det han tog det skridt han var gået tilbage, frem denne gang og skubbede døren op. De klare øjne stirede ind af opgangen, inden han tog sig sammen og gik ind i lejligheden.
Hans øjne betragtede hvad de så, og undersøgte lejligheden, med hvert skridt han tog. Han kaldte ikke efter Dee. Hvis ikke hun var der, var det jo unødvendigt.
Han nåede endeligt rummet med hendes sofa, og fjernsyn, hvor han stoppede op og stirede ind. Han brød da endelig stilheden, uden at have set hende endnu, gemt for hans syn, bag sofaens ryg.
"Dee?" Kaldte han stille, imens de grønne øjne gled rundt i rummet, og han stille sank en klump.

Cassadee lå blot og stirrede ud i luften i håb om at personen der havde banket på, blot ville forsvinde igen. Hun havde på ingen måde brug for at snakke med nogen ligenu. Desuden så hun ikke pointen i det. Hvem var der at snakke med? Ligemeget hvem der bankede på dernede, var det i hvert fald ikke en der interesserede sig i Cassadees ve og vel. Og hvorfor skulle de dog også det? Hun virkede jo ikke som en der havde følelser. Hun var selv svømmet ud hvor hun ikke kunne bunde. Det var hendes egen skyld at folk ikke interesserede sig for hende, hun interesserede sig jo heller ikke for dem. Og desuden var der heller ikke meget at interesserer sig for. Hun var efterhånden blevet følelseskold. Hun følte ingen skam, når hun gik i seng med en mand, der havde en kone der ventede på ham hjemme. Hun følte ingen skam når hun fortalte en lille dreng hvordan han ikke ville klare sig gennem livet, hvis han troede at han blot kunne smile sødt og klappe i hænderne, så skulle alle problemerne nok gå væk. Nej, hun var ikke noget godt menneske. Hun var end ikke et menneske, men et væsen der for mange år siden, længe for hun selv blev født, var godhjertet og rent. Et væsen der altid så det gode i folk.. Cassadee så slet ikke folk. Ikke hvis man så bort fra kroppen der tilhørte de blødende hjerter alle i denne verden gik rundt med. Hun troede ikke på kærlighed, hun troede ikke på lykke. Alt hun troede på var fysisk tiltrækning, fødsel og død. Når først man var blevet født var kun én sikkert. Og det var at man en dag ville dø. Selv væsner som vampyrer og dæmoner ville en dag dø.
Cassadee stivnede, da hun hørte Avarels stemme. Hun klemte øjnene hårdt sammen og kunne ikke få et ord over sine læber. Hun kunne ikke få sig selv til at svare ham. Hun ønskede ham væk. Langt, langt væk. Hun kiggede på bordet foran sig og regnede hurtigt ud at tallerkenen og mælkekartonen afslørede hendes tilstedeværelse. Case var et ordenmenneske, hun gik ikke bare fra ting som det, hvilket også kunne ses i resten af lejligheden, hvor alt var nærmest pinligt rent. Hun lod sit blik søge ned af sig selv i et håb om at hun bare kunne rejse sig op og løbe sin vej. På benene havde hun et par grå bukser, som straks fik hende til at tænke på Avarels påklædning aftenen før. En pink tanktop prydede hendes overkrop og på fødderne havde hun et par hvide ankelstrømper. Aldrig i livet ville hun løbe udenfor i dette tøj. Hun var ikke ude efter at slå sig selv halvt ihjel med kulden udenfor og hun ville med garanti ikke turde komme tilbage før om lang tid. Meget, meget lang tid, hvor hun var sikker på at Avarel havde givet op. Hvis han da nogensinde ville gøre dette. Hun var ikke sikker på at hun kunne slippe for ham, medmindre hun fortalte ham ting, som hun inderligt ikke ønskede at sige til ham. Hun vidste at hvis hun sagde det, ville hun fortryde det dybt bagefter. Hun ville ikke såre ham. Nej, det var ikke formuleret rigtigt. Hun ville ikke såre ham, ved at lyve for ham. Så hellere prøve at få ham til at holde afstand på alle andre måder. Bare ikke sådan.
Cassadee sukkede dybt og rejste sig op, inden hun greb både mælkekarton og tallerken og bar det gennem rummet, hvor hun endte i køkkenet, der befandt sig i selv samme rum som stuen. Hun smed mælkekartonen ud, skyllede tallerkenen og plasticbøtten af og smed begge dele i opvaskeren, alt imens hun kom med et tomt og ligegyldigt ”Hvad vil du her?” til Avarel. Hun vidste godt at det var dybt forkert af hende at virke direkte sur på ham, men hun kunne ikke vise hvad hun virkelig følte. Der var noget i hendes hals der pressede ordene tilbage. Og hun havde heller ikke lyst til at vise det. Hun var bange for at såre ham for dybt, når han fandt ud af at hun bare ikke var den han troede hun var længere. Cassadee bekymrede sig ikke for andre.. Eller det gjorde hun i hvert fald ikke før dagen forinden hvor personen der havde betydet allermest for hende nogensinde, var dukket op i hendes liv igen efter mange år.

Avarel betragtede Dee's lejlighed, med let sammen kneben øjne. Det var lige så perfect som Cassadee, og så ikke gemt væk bag en låst dør? Modigt. Avarel havde begået sig sammen med en bande. En bande der antog dette, og mange andre lejligheds komplekser og områder, som deres indkomst. De røvede folks huse, uden at betænkte andres problemer, og hvis de mødte modstand på deres vej, blev det blåt stilned. På den ene eller anden måde. Det ønskede han bestemt ikke for Cassadee. Hvis hun ikke var her, måtte han advare hende en anden gang. En note i hans hukommelse.
Men da hans øjne nede bordet foran sofaen, blev det klart at hun stadigt var her. Alt andet var i fin orden, som en modsætning af Avarel's egen lejlighed. Så Cassadee ville ikke have forladt en tom mælk og en tallerken på hendes sofa bord.
Og præcis som han havde tænkt, rejste Cassadee sig fra sofaen, og kom frem for hans syn, længe efter hans øre havde opfanget hendes tilstedeværelse. Han smilede blidt, men sank stadigt en klump. Han var ikke inviteret, men havde stadigt blot vadet ind. Han fulgte Dee's bevægelse med øjnene, inden han begyndte at tage et par skridt længere ind i lejligheden, imens han kiggede rundt. Han klukkede en enkelt gang af hendes spørgsmål, og gik imod køkkenet.
"Døren var ulåst.. Modigt.. I det her kvarter." Svarede han, med et blidt smil, imens han lænede sig op af dørkarmen, imens han betragtede Cassadee. Han tog sig hurtigt i at stire, og lod øjnene glide rundt i køkkenet i stedet.
"Du burde virkeligt få dig en ny lås på din dør. Der er en bande i det her område, der ville anse mange af dine egendele med langt højere værdi, end det måske er værd." Advarede han med en lav klukken, imens øjnene gled tilbage på Dee. Han havde ikke rigtig besvaret hendes spørgsmål, men vidste heller ikke helt hvordan han skulle gøre det. Han var kommet for at fortælle hende noget, men kunne nu ikke finde de rigtige ord. Han ville fortælle hende sandheden. Den gode grund han mente at have haft, til bare at joske ind i hendes lejlighed. Men kunne slet ikke få ordene frem. Han trak vejret dybt, hvilket endte ud i et lavt suk.
"Men.. Det svare jo ikke rigtig på dit spørgsmål. Er her, på grund af et spørgsmål.. Hvorfor? Hvorfor ikke?" Så simpelt var det overhovedet ikke, men var den nemmeste måde at gøre det kort på. Han ville vide hvad det var hun ikke kunne. Hvad det var hun følte sig forpligtet til, som hun ikke kunne. Han forlangede intet. Han ville bare gerne snakke med hende. Være sammen med hende. Grine og have det sjovt, som de engang havde gjort. Han betragtede hende med et ydmygt og spørgende blik. Han forsøgte alt hvad han kunne, at få hende til at forstå han intet forlangte. Han ville bare gerne se hende igen.

Case kneb øjnene en anelse sammen og fnøs kort ”Jeg har ikke brug for at du fortæller mig hvad jeg bør og ikke bør Avarel. Jeg har klaret mig selv siden jeg var fjorten år. En mor er ikke hvad jeg har brug for længere.” hendes tone var spydig og lettere vred. Hun smækkede opvaskemaskinen i, greb en pakke cigaretter der lå på køkkenbordet og krydsede rummet for at komme til en dør der førte ud på en lille terrasse. Hun hev en cigarret op af pakken, fik placeret den mellem læberne og tændt den. Hun stod bare og stirrede ud over byen med et tomt ansigtsudtryk. Hun kunne ikke rumme at han efter at have været væk i så lang tid, kom og bestemte sig for at han ville passe på hende. Ligesom han også havde bestemt sig for at han vidste præcis hvem hun var. Han havde ingen anelse, men hvis han virkelig så gerne ville vide det, skulle hun da ikke stoppe ham. Hun ville ikke give ham lov til at smadre hende. Hun ville ikke lade parraderne falde og derfor var der ikke andet at gøre, end at lade ham møde Case. Kvinden alle ønskede at kende, indtil de befandt sig i den onde cirkel og ikke kunne slippe fri igen.
De gyldne øjne gled hen på Avarel, da hun igen hørte hans stemme. Hun rynkede brynene en anelse og prøvede at læse på hans ansigt præcis hvad han mente med det tomme ’Hvorfor?’. Han sagde at det var et svar på hendes spørgsmål, men han kunne ikke besvare hendes spørgsmål med et andet. Og da slet ikke et så overfladisk et. Hun tog et hvæs af cigaretten i hendes hånd og sukkede dybt, inden hun lod den forsvinde fra hendes hånd for at ramme jorden et sted under dem. Hun kunne slet ikke bestemme sig for hvad hun ville. Hans ’Jeg vil blot tilbringe tid med dig igen, lære dig at kende igen, være din bedste ven igen’ fik hende til at føle sig så meget ved siden af sig selv, at hun fik kvalme. Hun forsvandt ind i lejlighedens træbrune indre igen. I stuen stod to kakigrønne sofaer, den ene med ryggen mod køkkenet og den anden op ad væggen, så armlænene på dem mødte hinanden. Foran disse stod et fladskærms TV placeret på et tv-bord i mørkt træ. Køkkenet var en smule gammeldags i udseendet, igen i mørke træfarver, håndskårede trælåger på både køleskab, opvaskemaskine og køkkenskabene. Det var i den samme side af rummet, som stuen var i og fyldte hjørnet på samme måde. Hele lejligheden var i de mørke træfarve, der gav den en blid varme. Den blev ikke dyster, blot varm og behagelig at være i. Og på trods af de mørke farver, var det tydeligt at den var ren, som intet andet ungdomshjem.
Cassadee gik hen til Avarel med et mistroisk blik i øjnene ”Det er sjovt at du stadig ikke forstår en hentydning.. På det område har du tydeligvis ikke ændret dig. Jeg mente det jeg sagde i går. Jeg kan ikke Avarel. Du kender mig ikke engang. Hvorfor er det at du så sindssygt gerne vil i kontakt med mig? Du er vel for fanden ikke blind! Jeg er ikke din Dee mere.. Hun forsvandt for mange år siden og hun kommer ikke tilbage. Der er intet du kan gøre. Jo, passe dit eget liv og lade mig være i fred. Jeg har ikke brug for dig” med disse ord vendte hun sig om, så han ikke længere kunne se hendes ansigt, det hårde udtryk forsvandt straks og blev erstattet af et dybt sorgmodigt et af slagsen. Hun stormede hen over gulvet og ind gennem en dør, så hun endte på soveværelset hun kort før var kommet ud fra, hvor det svage, men dog varme lys fra sengebordslampen fortsat var den eneste lyskilde i rummet. Hun stoppede ikke op, men smed sig direkte ned i sengen, inden hun trak benene op under sig og kæmpede med lysten til at løbe ud og springe i armene på Avarel. En dyb smerte skar gennem hendes bryst. Det gjorde virkelig ondt at såre ham på den måde, men hun vidste at det var den måde hvorpå hun ville såre ham mindst.

Cassadee's reaktion, skød hårdt imod Avarel's sind, og han kneb selv øjnene sammen. Det gjorde han for at gemme hvor ondt det gjorde, og han rystede kort på hovedet imens hun passerede ham. "Der er virkeligt meget forskæl på at opføre sig som en mor, og så en betænksom medborger. Man behøves ikke engang være en ven, for at give sådan et forslag. Men beklager da dybt, at jeg tænker på dit velvære, Dee." Sagde han spydigt tilbage, stadigt med de samme sammen knebene øjne. Der var bestemt noget i vejen. Denne ubehagelighed, var ikke den Dee han kendte. Det virkede som en facade. En facade sat op af Cassadee, for at beskytte Dee. Eller måske endda afskaffe hende helt. Den tanke gjorde endnu mere ondt, end Cassadee's spydige ord imod ham. Hun måtte have set et eller andet i hendes tid. Et eller andet forfærdeligt måtte have sket. Han kendte det udmærket godt selv. Moon havde været hans gemmested. Han havde gemt Avarel, eller Avee, bag Moon's hårde og ligeglade facade. Han havde gemt sig selv væk, fordi han vidste verdenen gjorde ondt. Men nu havde han brudt igennem sit gemme, og var blevet Avarel igen. Fri for stoffer, indbrud, voldtægt og mord. Alle de ting han havde gjord, ville han aldrig glemme, men det var det der holdt ham stærk. Det der holdt ham fra at gøre det igen.
Avarel lænte sig op af dørkarmen ud til opgangen, og betragtede Cassadee imens hun røg. Han rystede langsomt på hovedet da han havde stillet sit spørgsmål, da hun jo egentlig allerede havde 'svaret'. Hun ville ikke have ham i hendes hus. Og hun ville ikke have hans hjælp. Hvad det så end betød. Avarel kunne ikke hjælpe nogen. De Demoner han bar i skabet, tillod det ikke.
Avarel lænede hovedet en anelse tilbage som Cassadee kom tættere på, med hendes mistroiske blik. Selv kneb han øjnene en smule sammen, indtil hun begyndte at tale. Hendes ord stak, præcis som hun havde ønsket de ville. De sammenknebene øjne løsnede sig langsomt, og blev i stedet sørgmodige. Da hun vendte sig om, rystede han langsomt på hovedet, og skubbede sig fri fra væggen bag sig. Og nettop som han gjorde, stormede hun imod sit soveværelse.
"Cassadee!?" Råbte han efter hende, imens han satte efter hende. Han løb ikke efter hende, gik blot langsomt med den samme sorg i blikket. Og som hun var nået ind, stoppede han op foran døren, og lænede sig imod dørkarmen med det ene håndled derimod.
"Nej, Cassadee.. Jeg er ikke blind.. Og det er mig nu tydeligt, at du ikke ønsker mig i dit liv igen. Men.. Du tager grueligt fejl, hvis du ikke tror jeg har ændret mig.. Dee... Grueligt fejl!" Råbte han til sidst, og slog sit håndled imod hendes dørkarm, og vente om på hælene. Da han var nået halt igennem hendes lejlighed, stoppede han op og lagde mærke til hvad han havde gjort. Ladet Moon snakke igen. Han sukkede sørgmodigt, og sank sit blik imod gulvet, med sine næver knuget.
"Mit eget liv.. Er så langt ude i sølet at jeg ikke kan passe det mere, Dee.. Jeg kom her til.. Fordi jeg søgte en gammel veninde. Kan jeg.. Se at du nok ikke vil lade mig.. Det har du bygget en alt for stærk facade op til at jeg kan. Men hvem.. Såre du allermest.. Ved at skubbe alle der vil dig det godt.. Alle som ikke bare vil dit ydre.. Væk fra dig?" Han fnøs sørgmodigt, og rystede kort på hovedet. "Håber i hvert fald ikke du såre dig selv, så meget som mig, Dee.. Du har ikke dræbt Dee endnu.. Præcis som jeg ikke har dræbt Avee.." Han drejede sig halvt om, så han kunne se tilbage imod Cassadee, imens han rakte ned i sin trøje, og trak en simpel halskædefrem, som det var nemt at se, ikke var lavet af en professionel. "Kan du huske hvad jeg sagde? Den gang for længe siden? Aftnen efter vi mistede vores forældre? Jeg mente det.. Jeg vil ikke stoppe med at søge efter Dee.." Sagde han, med et sørgmodigt blik imod soveværelset. Men med et lavt snert, rev han den simple halskæde i stykker, og smed den på gulvet foran soveværelset. "Men jeg gider ikke snakke med den Cassadee igen!" Sagde han irriteret, og gik så endelig ud af døren, med faste skridt, og en tåre i øjet. Den halskæde han havde smidt fra sig, var en Dee havde lavet til ham, da de var små. Kun kæden var blevet skiftet ud, da den engang havde været af snor, som var blevet slidt op. Men vedhænget var altid blevet der. Det vedhæng hun havde lavet.

Cassadee trak benene helt op til brystet, i håb om at det ville få den stærke smerte til at forsvinde. Smerten ordene han kastede mod hende med katapultfart gav hende. Hun havde ikke sagt det, men han havde alligevel fundet frem til det. Den løgn hun på ingen måde havde lyst til at fortælle ham, da hun vidste hvor ondt det ville gøre på ham. Hun havde i sin desperation været tæt på at råbe ’Kan du ikke bare forstå at jeg ikke vil have dig i mit liv? At det var en lettelse at slippe af med dig?’, men hun beherskede sig. Hun kunne ikke forklare det. Overfor en hvilken som helst anden, ville hun sagtens kunne sige disse ord. Løgnen trængte ind i hendes sind og et suk lød fra hendes læber. Ikke en hvilken som helst andet. Hun ville aldrig kunne sige det til Jeamen. Ikke fordi at det ville gøre ondt på ham, men fordi at det ville gøre så fandens ondt på hende. Hun var langt, langt nede i et sort hul, da hun flygtede fra det store hus, hun havde boet i så længe. Fra drengen hun havde blottet sig for og forelsket sig inderligt i. Drengen som var den første hun nogensinde brugte den ene af sine evner på. Hun kunne nærmest føle smerten der sved i hans bryst, da han lå på sengen, krummet helt sammen med hendes blod, blandet med hans salte tåre på læberne. Bare tanken fik hende til at gyse. Tankerne blev skubbet væk, da hun hørte hans ord stoppe og hans ben bevæge sig hen over trægulvet udenfor værelset. Hendes hjerte løb afsted, da frygten for at han ville storme ind på værelset, stadig lå i hendes krop. Sammen med den dårlige samvittighed der var opstået og.. Medlidenheden? Medlidenhed var på ingen måde noget man ville sammenligne med Case. Hun havde ingen empati. Det havde hun ikke haft siden Dee forsvandt. Avarel vækkede noget i hende. Noget hun troede var borte for længst. Og det skræmte hende. Det skræmte hende at Dee ikke var helt så langt væk som hun troede. At hun faktisk stadig gemte sig et sted i Cassadee, undertrygt af Case.
Da Avarels stemme igen lød i lejligheden gispede hun kort. Hun troede at han var gået. Hans ord gik ind og skar store snit i hendes hjerte. For hvert ord, et nyt snit. Hendes vejrtrækning begyndte at blive højere og ujævn. Rystende, gispende, raspende. Da han nævnte hvad han havde sagt dengang, for længe siden i hytten. Da gik kniven dybere. Dybt i hendes hjerte, inden den med et langsomt, smertende snit, skar det over i to. Hun mærkede hvordan blodet fyldte hendes bryst og ætsede alt op. Som var det fyldt med gift. Stærk, ætsende gift, der opløste alt på dets vej. Hans sidste ord og lyden af noget der smadredes og faldt til jorden fik giften til at eksplodere, så hele hendes krop føltes som et brændende krater. Hun kunne ikke skrige. Smerten var for gennemtrængende til at hun kunne få den mindste lyd over sine læber. Og så.. Var den væk. Da hun hørte døren smække forsvandt alt med Avarel. Alt hvad hun lige havde følt var forsvundet med et blidt vindpust. Og alligevel var det ikke en rar følelse der fyldte hendes krop. Den var fyldt med skyld, vrede og længsel. Hun fik kæmpet sig op af sengen og bevæget sig hen til døren, som hun langsomt åbnede, bange for hvad hun ville se ligge smadret på gulvet. Hendes blik landede på et lille vedhæng, ikke noget fantastisk smukt arbejde, men i Cassadees øjne var det perfekt. Det var et stykke af hendes barndom. Et stykke af den eneste rigtig glade tid i hendes liv. Hendes tid med Avee. De ravgyldne øjne blev glinsende og følelsen fik hende straks til at lukke øjnene, så det ikke ville ophobe sig. Den trykkende følelse tårer gav, havde hun ikke følt længe. I mange år havde hun ikke så meget som fået våde øjne, medmindre hun var udenfor i regnvejr eller i bad. Hun åbnede øjnene igen og de var tørre som altid. Alligevel var alt man kunne se i dem sorg. Langsomt satte hun sig ned i hug og tog den ødelagte halskæde op i hånden, så kæden snoede sig mellem hendes fingre. Hun lukkede øjnene i igen, for at stoppe tårerne der pressede imod dem og drejede hovedet, som kunne hun ikke se på vedhænget der lå på hendes håndflade. Det føltes som om at Avarel rev et stykke af hendes indre ud, da han ødelagde denne halskæde. Et stykke der nu føltes så fandens tom. Som så mange andre dele af hendes indre allerede gjorde.
Langsomt kom hun på benene og lagde halskæden fra sig på køkkenbordet, inden hun uden overhoved at tænke, løb gennem køkkenet og ud gennem buen, der engang havde siddet en dør i. Hun sprang nærmest ned af trappen og rev døren der førte ud på gaden op. Avarel var nået et godt stykke ned af vejen, men det varede ikke længe, før hun stod blot ti meter bag ham ”Avarel..” hans navn blev udtalt fra hendes læber, hæst og tøvende, mens sorgen, blandet med nervøsiteten skinnede ud af de gyldne øjne ”Hvordan.. Hvordan ved du at den pige ikke er mig? Hvordan kan du vide det, når jeg ikke engang selv gør?” hendes stemme var rystende og sårbar. Tårer hobede sig igen op i hendes blik, men hun formåede at undertrykke dem. Hvad lavede hun overhoved derude?

Det dyre sølv Avarel havde ødelagt, havde ikke gjord ham det mindste. Havde ikke ramt noget punkt i ham, der nemt blev beskadiget. Penge var ikke noget Avarel nogensinde ville lænke sig selv ved længere. Men det vedhæng, hvis skrøbelige form lavet af træ, der nu knækkede en vinge på den Ravn det skulle forestille, skar dybt i ham, og han måtte stoppe op efter få skridt. Han kneb øjnene sammen, så en tåre blev tvunget ud. Gråd var Avarel meget bekendt. Han havde grædt sig selv i søvn, mange nætter i sin fortid. Men det kom ikke længere så nemt. Hans eget liv var en lang tragedie, hver at græde over, men nægtede han at gøre længere. Men at græde over Dee? Over måske at miste Dee igen? Det var noget helt andet.
Han angrede nu, at han havde kastet sin halskæde. En følelse af, at have brudt det bånd han havde haft, til en lysere fremtid. Hans sidste håb om et bedre liv. Han mærkede allerede lysten til alkohol vende tilbage. Alt hvad der havde den mindste chance for at dræbe ham. Det troede han, han havde lagt bag sig. Men tydeligvis ikke. Der skulle meget lidt til at skubbe ham imod en kant igen. Og her stod han. For hendes dørtrin. En der havde haft en chance for at kunne hjælpe ham. En han kunne have hjulpet. Med et lindrene håb. Avarel sank en klump i ubehag, inden han tog de sidste skridt ud af Cassadee's lejlighed, og begyndte at bevæge sig imod udgangen af byen. Han ønskede ikke at sove i sin lejlighed i nat. Han havde brug for frisk luft. Ikke Terre's kvælende stank af ubehag.

Avarel havde trukket hætten fra sin trøje over hovedet, og gik langsomt imod skoven. Hans hungren efter alverdens kemiske stoffer der kunne skade ham, kunne ikke dulme i byen. Han måtte væk. Han rakte ned i sin lomme efter pakken med hjemmerullede cigaretter, men hans hånd tøvede i lommen, i det han også selv stoppede op. Han trak hånden op af lommen, men ikke kun med cigaretterne deri, men en metallisk beholder, der engang havde indeholdt en meget dyr cigar. To fingre fra sin ene hånd skruede lovet væk fra beholderen, og lagde dette i lommen, for så at holde sin hånd ud foran sig, med håndfladen opad. Han vendte beholderen på hovedet, og en lille sten faldt ud. Endnu en ting, der rev et minde over hans tanke spind. Søen, ikke langt fra deres hytte. Det var der de havde fundet den sten, og en anden identisk deraf. Dee havde givet ham den hun havde fundet, og han havde givet hende sin. Endnu et minde fra den tid. Han vidste slet ikke hvor mange han havde. Han havde glemt hvad den cigar beholder havde indeholdt. Det eneste han vidste, var at den havde været fast inventar i blandt resten af sin beklædning.
Avarel rystede langsomt på hovedet, og lagde beholderen imellem sine tænder, for så at kvase pakken med cigaretter, og kaste den fra sig. Han lagde beholderen tilbage i sin lomme, inden en stemme rev igennem stilheden omkring sig. Han lukkede øjnene, og rystede langsomt på hovedet.
"Cassadee.. Jeg..." Han stoppede sig selv, da hans grønne klare øjne så hendes, og hans udvidede sig en anelse. Sorg? Præcis som han havde troet. Han vidste hun ikke kunne have skubbet Dee helt væk. Hans øjne var stadigt vædet af tåre, og røde streger legede ned af hans kinder, der tydeligt gav til kende, at han ikke kunne stoppe sine tåre. Ej heller ville han.
Han sank en klump som hun snakkede, og vendte sig langsomt om imens en hånd fjernede hans hætte. Hans anden hånd knyttedes omkring den gyldne sten i hans hånd, imens hans stemme stille sukkede.
"Dee..." Sagde han stille, imens han gik hen imod Cassadee. "Jeg ved det.. Fordi du ikke foragter venskab. Du afskyer ikke livet." Han begyndte langsomt at gå nærmere Cassadee imens han snakkede, og stoppede først da han stod ganske tæt ved hende, hvor han måtte se en anelse ned, for at kunne kigge Cassadee i øjnene, da han var en anelse højere end hende. De grønne øjne var ikke blot fyldt af den sorg der havde sunget fra dem før. Men også håb. "Skubbede ikke kærlighed fra dig. Som Case gør..." Sagde han, imens en hånd rejste sig, for at skubbe noget af Cassadee's hår om bag hendes øre. Hvis hun afveg fra hans hånd, trak han den tilbage til sig. "Dine øjne råber af erfaring. De har set, og følt et eller andet, ingen burde have set. Det vil du gemme dig fra. Sætte et skjold op imod. Det forstår jeg. Og du behøves ikke lade mig vide hvad dette er. Hvad der er sket." Hans stemme var lige så rystende som hendes, men han forblev stærk og med ret ryg. Hun havde været stærk for ham, de dage hans forældre havde slået ham, præcis som han havde været stærk for hende, de dage hvor hendes liv gik imod hende. Det måtte han være igen. "Jeg vil blot.. Give dig din sten tilbage.." Han rejste sin hånd og fremviste stenen imens han snakkede. "Og finde en ny. Lade vores fortid være fortid, og den del vi ikke delte, forblive i mørket. Og med tiden. Måske vække Avee, og Dee igen." Sagde han stille, og afsluttede med et skævt smil, imens han sank en klump.

En ubemærkelig kuldegysning fór gennem Cassadees krop, da Avarel begyndte at snakke.. Hun lyttede til hans ord, men forstod stadig ikke. De havde ikke set hinanden i så mange år, hvordan kunne han vide at hun ikke havde forandret sig? At hun ikke var blevet en kvinde der skubbede alle følelser, udover had og nydelse fra sig? Hvordan kunne han vide at hun ikke elskede at være den smukke kvinde, som fik alt den sex hun kunne ønske sig, uden at det skulle lægges mere i det. Han havde selv set hvordan hun spillede på sit udseende.. På sin race. Han kunne ikke vide om hun afskyede livet eller ej. Hun afskyede dele af livet.. Som denne. Hun hadede, når følelserne blev så dybe, at hun ikke kunne holde dem tilbage. Og alligevel kunne hun ikke holde ud at såre Avee dybt, ved blot at forsvinde, langt væk hvor han ikke ville finde hende. Hvis nu de bare aldrig havde mødt hinanden på Salles! Så ville det hele være meget lettere. Hun ville ikke være så fortvivlet.
Hun fæstnede de hvide tænder i den fyldige rosa underlæbe og rystede på hovedet ”Jeg forstår det ikke.. Du kender mig jo ikke.. Hvordan ved du at jeg ikke er helt forandret? Hvordan ved du at den Dee du kendte engang stadig findes? Og hvorfor vil du overhoved bruge din tid på at finde hende, når den kvinde du med kæmpe med, tydeligvis ikke gør dig glad? Er det virkelig besværet værd?” det sidste var ikke som sådan et spørgsmål. Der var i hvert fald ikke andet svar på det end ’Nej’. Ikke hvis det stod til Cassadee selv. Hendes stemme havde været usikker, rystende, men alligevel med en vis Case inde over. Paraderne var ikke faldet.. Og hun vidste ikke rigtig om hun ønskede at de skulle falde..
Da han begyndte at fortælle hende at han kunne se at hun ikke havde forandret sig uden grund.. At han kunne se at hun havde oplevet forfærdelige ting.. Da begyndte tårerne ivrigt at presse på hendes øjne. Hun formåede at holde dem tilbage, at holde øjnene helt tørre, men følelserne kunne hun ikke gemme. Dyb, dyb sorg lå i hendes blik. En sorg der fortalte ham at han havde ramt et ømt punkt. Minderne løb gennem hendes hoved. En stor, fremmed mand der kiggede ned på hende med de grumsede sumpgrønne øjne. Slagende, råbende.. Smerten. Tanken om det, rørte hende dybt. Men ikke nær så dybt som tanken om den unge dreng, nogle år ældre end hende. Smuk som ingen anden.. Så blid og kærlig.. Så elskværdig.. Så beskyttende.. De dybe brune øjne, så smukke. Blot tanken fik de næsten usynlige ar på hendes hals til at svide. Hun blev revet ud af sine tanker, da hun mærkede Avarels hånd tæt ved siden af hendes hoved, i færd med at skubbe en lok af det krøllede hår om bag hendes øre. Hun stivnede let. Gjorde intet.. Stod blot og stirrede ud i luften.. Det var længe siden at hun havde mærket så blid og følelsesfuld berøring. En følelse af tryghed vældede straks ind over hendes krop og på samme tid havde hun lyst til at krympe sammen på jorden og blot græde. Lade de salte tåre løbe ned over hendes kinder for første gang i flere år. Men hun gjorde det ikke. Hun blev stående og tøede langsomt op, indtil hans ord ramte hende og hun blev trukket ud af den anspændte følelse hun havde haft siden berøringen. Dog uden at det havde været specielt meget til at se på hende.
Case fulgte hans hånds bevægelse, med blikket og blinkede lidt i mistro.. Havde han stadig den sten? Efter så mange år gik han stadig rundt med den lille gyldne klump, som de fandt for mange år siden. Hun stirrede ned på hans hånd og det varede et par sekunder, før hun registrerede, at han snakkede til hende. Hun løftede blikket og lod det møde hans kort, inden hun igen kiggede på stenen. Hun tog den forsigtigt fra hans hånd og betragtede den lidt. Hun kunne ikke se op på ham. Hans ord ramte hende med en voldsom hast og hun havde lyst til at kaste armene om ham og blot mærke hans trygge arme om sig igen. Hun kunne bare ikke få sig selv til det.. Det var ikke den hun var.

Avarel kendte intet til Cassadee mere. Han vidste ikke hvordan hun havde udviklet sig. Men en ting vidste han. Hun var ikke længere Dee.. Hun var ikke længere den livsglade pige, han engang havde kendt. Selv med tabet af sine forældre, ville dette være velforstået. Hun havde mistet så meget, og det ville han aldrig kunne forestille sig. Han havde, ligeså, mistet sine forældre. Men hvor sådan et tab havde været en forbandelse for hende, havde det virket som en befrielse for ham. For ham, havde det kun gjord ondt, at miste Dee, og ikke at kunne være der for hende, da hun mistede sine forældre. Alt den varme han burde have været der for at give.. Men nej. Hun blev trukket væk af en fremmed kvinde, han aldrig kunne finde. Og efter at have ledt i årevis, var han endt i Di Morga's slum kvatere, og blevet en sølle skygge af sig selv. Dealer. Alkoholiker. Forbryder. Morder.. Det ville han nok aldrig kunne ligge helt bag sig. Slippe helt og ordentligt væk fra. Håbet om det, var for længst rendt ud.

Han trak skævt på den ene skulder, med et lettere trist udtry, af hendes ord. "Det vil jeg aldrig kunne vide. Men en ting er sten sikkert.. Det vil altid være det værd, at søge efter den pige, der har givet mig allermest glæde, igennem mit, indtil vidre, korte liv." Sagde han, med et enkelt nik, og da hun havde taget stenen, lagde han blidt sin håndflade, under hendes hånd. "I store dele af mit liv, har det føltes som om, jeg er løbet i ring. Aldrig haft et mål. Har taget dagende, som de kom. For godt, og for ondt. Jeg har stadigt intet mål. Ingen steder, jeg ønsker at nå hen med mit liv. Det føler jeg heller ikke jeg har behov for.. Derfor. Nyder jeg de små ting jeg samler op på min vej. Og en af de ting jeg samlede med mig på vejen. Som jeg aldrig rigtig helt slippede.. Det var mine følelser for den lille pige i skoven, der holdt mit hoved højt, hver gang min dag havde været lort.. Og selvom hun blev revet fra mig på vejen.. Tabte jeg aldrig tankerne om hende. Minderne, fra de mange nætter i skoven. I den lille egenlavede hytte.. Derfor. Er det besværet værd." Afsluttede han sin kaskade af ord, og hvis ikke hun havde trykket sin hånd fra hans, drejede han sing, og foldede blidt hendes fingre om stenen. Den måde hun var fråset da han havde rørt hende, havde berørt ham. At hun ikke trak sig fra hans berøring, måtte betyde at hun virkeligt ikke foragtede ham. Ikke blot ønskede, at han forsvandt. Han regnede med intet fra hende, men det ville ikke stoppe ham i at søge det han var efter, alligevel.
"Dee.. Jeg kan ikke få dig til at acceptere mig ind i dit liv igen.. Jeg ber bare til.. At du ikke skubber mig væk, for hvad der er sket, i den tid, vi ikke har kendt hinanden. Jeg regner ikke med at du bliver den glade lille.. Lettere tossede pige, du engang var.." Han sagde 'tosset' med en blid og venlig klukken, som gjorde det tydeligt at det ikke var hånligt ment. [b]"Men.. Jeg ønsker blodt stadig.. At du vil lade mig smile med dig igen. Og.. Ikke bare græde, og skabe mere sorg for os begge.. Jeg har savnet dig. Og hvordan du end har ændret dig, for det gør vi alle, så elsker jeg dig stadigt, som den lille pige, du engang var.. Jeg har gjord.. Forfærdelige ting.. Imens vi var væk fra hinanden. Ting jeg ønsker at glemme, og ingen jeg mødder frem over, skal kende til.. Men jeg ville fortæle dig hver og en af dem, og ikke regne med noget fra dig.. Hvis.. Blot du ikke villle skubbe mig væk.." Hans sidste ord, kom frem med en sagelig, ynkende stemme, der lød som om han var på renden af at hulke. Men han gjorde det ikke. I stedet, frem piskede der sig en ussel lille tåre.. Avarel havde intet imod at græde, men gjorde det kun, når det virkeligt gjorde ondt. Han havde intet at skjule. Han var mand nok til at indrømme, når han ikke længere var stærk..

Cassadee kunne ikke rumme alle følelserne der strømmede gennem hendes krop.. Følelser. Følelser, der ikke var nydelse, morskab eller apati. Sorg.. En følelse hun ikke længere var bekendt med. Hun havde ikke kendt til sorg, siden hun flygtede fra den store rigmandsbolig. Siden det gik op for hende, hvem Jeamen i virkeligheden var. Han havde brugt hende. Kun for hendes blod. Kun for at kunne dræne den spinkle krop og derefter efterlade den bleg, tom, slap.. Død. En helt anden død, end den der levede i kroppen nu. Til tider virkede det som om Cassadee var død. Som om livet faktisk var ligeså ligegyldigt for den unge kvinde, som det nyeste gossip var. Men hun var faktisk ikke så død som man skulle tro. Smilet lå ofte om hendes læber. At det var af andre grunde, end lykke, var vel ligegyldigt. Hun smilte.. Ofte. Der var sjældent noget der gik hende på. Hun morede sig over alt i livet. Specielt de forfærdelige ting. At se en anden person, stå i den mest håbløse situation.. Morede hende. Det morede hende at se andre lide. Og det morede hende endnu mere, at være kilden til andres lidelser. Hun elskede at vise interesse for andre personer, for derefter at vise dem hvor komplet ligeglad hun var med dem. At de for hendes skyld kunne hoppe ud foran en bus. Det ville ikke røre hende. Hun brugte kun sin tid på folk, der kunne gøre noget for hende.. Så snart hun ikke længere kunne bruge dem, var de ligegyldige. Hun var ligeglad med hvad de foretog sig. Og hvis ikke de forstod det, skulle hun nok formå at skære det ud i pap for dem.
Men sådan var det ikke med Avarel. Det gjorde ondt på hende at såre ham.. Det gjorde ondt på hende at se hvor ondt det gjorde på ham, at se hende i denne tilstand. Ligeglad med alt. Smerte var en nydelse.. Ligeså var det at lege rundt med folk. Manipulerer dem til at gøre som hun ønskede de skulle. Lade dem få hendes krop, så længe hun fik hvad hun ønskede. De sidste mange år var dette Cassadee. Hun troede ikke der var noget som helst af den gamle pige tilbage. Den livsglade pige, der troede på det gode i alle. Den svage Cassadee hun engang var. Alt hvad hun nu betragtede som svaghed, var hun selv engang. Hun troede engang på kærligheden. Hun troede engang på, at så længe man tog livet med et smil, skulle alt nok gå. Det var lettere sådan her. Det var lettere ikke at binde sig til folk.. Lettere ikke at føle noget. Lettere kun at tænke på sig selv. Altid sætte sig selv over enhver anden. Mærkeligt nok.. Når hun stod her og kiggede på Avee.. Den voksne Avarel, hvis træk var så langt væk fra den unge version, at hun faktisk slet ikke kunne genkende ham. Alligevel var der noget familiært over ham. Øjnene.. Øjnene var det eneste hun huskede. Der stadig stod så klart i hendes hukommelse, at hun genkendte ham den aften på Salles.
Avarels ord fik en kuldegysning til at løbe gennem Cassadees krop.. Var hun virkelig.. Havde hun virkelig…? Case rystede tanken af sig. Hvorfor var hun så fandens svag? Hvorfor smuldrede hendes facade på den måde? Hvorfor trådte den gamle Cassadee ind og overtog hendes krop? Smerten i hendes bryst var knugende. Smerte.. I brystet. Det var forkert. Alligevel voksede den.. Deres hytte. De lange nætter, med de løbende samtaler. Grinene. Hendes hjem havde ikke ligget langt fra den lille hytte. Hun huskede at hendes forældre på et tidspunkt kom ud og tjekkede til dem. Med småkager. Case sprang straks op og begyndte at spise, som fik hun aldrig noget at spise. Det var et af de minder hun havde, om sine forældre. Og Avarel. Hun havde ikke specielt mange af disse. Og alligevel var hun så svag, når Avarel var til stede. Måske fordi han var den eneste person der kendte til den gamle Cassadee? Fordi han var den eneste der vidste, at hun ikke altid havde været som hun var nu. Der kunne gennemskue at hun havde været gennem nogle ting, der havde forandret hende. Der havde lukket Dee inde.. Ved hjælp af en ny pige.. En ny kvinde. Allerede som fjortenårig, blev hun denne evigt festende, evigt manipulerende og onde pige, der ikke tænkte på hvad andre følte. Kun tog sig af sit eget velbefindende og sine egne nydelser. De grønne øjne løb straks ned til Cassadees hånd, som hun mærkede hun mod sin. Hun gjorde intet. Stod bare og stirrede på deres hænder, mens Avarel lukkede hendes fingre om stenen, der føltes kold mod hendes hud. Hun rystede chokket af sig. Hun kunne ikke bare stå og stirrer dumt. Hun var ikke.. Hun var ikke den Cassadee Avarel engang kendte. Ikke længere. Og hun ønskede ikke, nogensinde at være den svage pige igen. Hun kunne godt lide at være den hun var nu. Hun kunne godt lide at udnytte folk. Hun elskede det.. Hun morede sig med det. Hun elskede at flirte, som var hun noget af det mest kostbare på hele planeten. Hun elskede magten hun fik, når en fyr bogstaveligtalt ville gøre alt for at få fat på hende. Som var hun rent faktisk det mest kostbare på hele planeten.
Cassadee lyttede til hans ord og trak hånden fra hans ”Hvordan kan du elske en person, der ikke længere eksisterer? Du kender mig ikke.. Du kender kun den pige jeg engang var. Husk hende.. Glem alt om mig” Cassadees blik var rettet mod jorden gennem alle ordene. Hun kunne ikke tillade, at han lærte Case at kende. Det kunne hun simpelthen ikke. Hun bevægede sig udenom ham og en tårer fandt sin vej nedover hendes kind. Da hun var kommet et par skridt væk fra ham, vendte hun sig om igen og gik tilbage til ham, med hurtige, næsten løbende skridt. Armene blev svunget om hans hals og hun stillede sig en smule på tær for at kunne placerer en kys på hans kind. Endnu en tårer forlod hendes øjenkrog og mødte hans kind, som hun placerede kysset. Hun tog kort hans hånd i sin og kiggede ham ind i øjnene, med sine blanke ”Farvel Avee” lød de sørgmodige og kærlighedsfyldte ord, inden hun sendte ham et trist smil og satte i løb tilbage til lejligheden.

Avarel betragtede Case, med søgende øjne. Håbende øjne, der desperat håbede på, at finde frem til den midte, Case var blevet en skald omkring. Og det så ud til, at han fandt det. Sorgen. Det var noget helt andet, end det han var kommet til at regne med, fra den kvinde Dee var blevet til. Nej. Han nægtede at tro, at Dee var forsvundet helt. Han nægtede at tro, at hun i bund og grund nød, at være denne.. Kvinde. Behandlet som det kostbareste, blot for en nat af fantastisk nydelse. For så at være intet igen, dagen efter. Var ikke kun hende, der følte sig sådan. Han kendte det. Han huskede det. Han havde været på den modsatte side, af sådanne scenarier, alt for mange gange. Det var det han nu flygtede fra. At knuse de få hjerter, der faktisk følte noget for ham. Og at udnytte dem, der blot ville udnyttes. En enkelt nat, af perfekt nydelse. For så at splitte, og kun mødes igen, skulle sådanne en nat være interessant igen. Nej. Nej, han nægtede at tro, Cassadee ikke indså dette. Han kunne ikke sige han kendte hende, men hvad han havde hørt fra DJ’en, lagde det op til dette. Den verden, han var i gang med at flygte fra, var Case begyndt at svømme rundt i. Forfærdeligt. Nej. Hun blev nød til at åbne øjnene. Om han skulle gøre det, eller andre. Det betød intet. Nu var det ikke om, at han blot ville have hende i sit liv igen, men at hun blev nød til at åbne øjnene.

Avarel rystede langsomt af hendes ord, og sank blikket imod gulvet, med et lavt suk. Han ønskede ikke at glemme hende. Han ville aldrig glemme den lille pige, men ønskede ikke at tillade den voksne kvinde hun var blevet til, gå sin vej, uden han gjorde et eller andet, for at stoppe det.
”Dee…” Sagde han stille, som hun passerede ham, og han rystede langsomt på hovedet igen. Han skulle til at tale igen, inden Cassadee vendte sig, for at løbe over til ham, og slå sine arme om hans nakke, og give ham et kys på kinden. Han virkede straks overrasket over kvinden, som pludselig fik et hint af Dee. Den Dee han havde søgt. Hans fingre lagde sig omkring hendes hånd, som den lå i hans, og de grønne katteagtige øjne, stirede tilbage i hendes, med en blanding af sorg, hungren og kærlighed. Han rystede langsomt på hovedet af hendes ord, og rakte først en hånd op, og tørrede hendes tåre væk, inden hun begyndte at bevæge sig væk. Først fastnede hans greb om hendes hånd, for at hun ikke kunne gå, inden han så gav slip. Bare sådan? Skulle Avee give op, bare sådan? For now. Ja. Han kunne ikke. Han var ikke stærk nok. Men en ting, skulle siges.
”Case!” Han måtte råbe, da hun allerede var noget et godt stykke. ”Tror du der er andre, der husker dig, som andet end hvad du husker dem!? Tror du der er nogen, der husker dig som noget som helst, andet end hvad du udgiver dig som!? Er det, det du vil ha!?” Råbte han, inden han rystede på hovedet, og vendte sig om, for at smide sine hænder i den store bluses lommer. ”Farvel.. Dee..” Hviskede han stille til sig selv, inden han fortsatte imod skoven.