Terrified of the dark. No escape. ~XXX~

Dørhåndtaget blev hurtigt trykket ned og døren sprang op. Kun lige efterfulgt af denne lille djævel. Hun var helt gennemblødt på grund af regnen der faldt i stimer udenfor. Hun tillod sig at stå et øjeblik og få vejret igen. Hun havde ikke den bedste kondi og at skulle løbe hele vejen fra den anden side af byen og hjem igen. Og det var ikke altid nemt når jorden var mudret og lugtepælene hele tiden havde blændet hende. Det var underligt hvordan hendes øjne bedst kunne lide hvis mørket omkredsede hende. Hun lukkede stille og roligt døren efter sig. Tog sig ikke af hvordan hun stod og dryppede ned på gulvet. Hun strakte sine arme højt op over hovedet og efterfølgende dannedes et tilfredst udtryk. Det var nu dejligt at komme ind i tørvejr igen. Et lille lydløst gab blev hurtigt skjult bag en af hendes hænder. Hun var udmattet. Glad for at være hjemme. Og glad for at være alene. Hun havde ikke ligefrem brug for noget alt for meget i aften.
Autumn tændte ikke for alt lyset i hendes værelse. Lod det store bæer slukket og nøjedes med sengelampen. Den sendte dette hyggelige lys ud i rummet. Hun stillede sig som altid ved hendes seng. Tog så forsigtigt fat i den nederste del af den drivvåde bluse. Den blåstribede langærmede bluse. Og fik derefter trukket den let og elegant op over hovedet. Hørte den kun falde klasket til gulvet. Hendes øjne var lukket i og hendes hoved var lænet lidt tilbage. Nød friheden fra tøjet på hendes overkrop. Kun lige hendes BH dækkede hendes barm. Men der var ingen her. Så hun kunne vel gøre hvad hun ville. Hun tog det sidste skridt hen mod den bløde madras og smed sig doven tværs hen over den. Den behagelige maveplasker som alle dovne teenagers sikkert kendte til. Men der gik ikke særlig lang tid inden at hele den hyggelige fornemmelse med det samme blev pirrende. Det modsatte. Der var så stille. Hun kunne ikke hører slangen krybe i sit bur. Det kunne meget vel være at den sov. Men den muntre gule kanariefugl sagde ikke en lyd. Det havde den ikke gjort lige siden hun kom hjem. Og efter denne opdagelse samlede denne kvalmende lugt sig omkring hende. Hvad var det? Den virkede så forbandet bekendt. Hendes øjne blev åbnet og hun satte sig op på sengen. Rystende. Det var som om hendes arme var begyndt at sitre. Hun havde det pludselig dårligt. Det var ligesom de nætter hvor hun ikke kunne sove. Der hvor hun vågnede midt om natten og følte ubehag. De var kommet tiere her for tiden. Hun så sig omkring. Syntes til at starte med ikke at kunne så øje på noget. Men hun opdagede dog hurtigt den uorden der var på den anden side af hendes værelse. Der var noget. Men trods det dårlige lys kunne hun ikke se hvad det var. Langsomt rejste hun sig fra sengen. Og med rystende ben fik hun slæbt sig tættere på. Tæt nok på at kunne se de små gule fjer der stadig sad fast i blodet på væggen. Ordene, der blev læst op i hendes hoved, fik hendes smukke blå øjne til at blive store. Hendes ansigtstryk fortrak sig hurtigt i en grimasse der omhandlede en smule frygt. Hun begyndte nu at høre de tunge vejrtrækninger. Og som den dumme tøs hun var. Begyndte hun at se sig over skulderen. Alt imens hun langsomt drejede om. Men fortrød det. Synet var ikke noget hun brød sig om. Den høje mørke skikkelse. Og den ansigtsdækkende maske. Et skrig forlod hendes strube og med det samme fik hun bevæget sig klodset bagud. Stoppede først da hun stødte på væggen. Hendes arme var med det samme oppe omkring hendes overkrop som ville hun tildække sig igen. Hendes øjne stirrede skræmt mod denne person. Og hun havde svært ved at holde sig på benene.

De sorte, opsnørede støvler blev på skift sat ind foran hinanden; skabte små ekkoer, ifølge de tunge skobunde der blev sat mod det hårde gulv. Med taktfaste, målrette skridt fortsatte indbryderen fremad. Mod hende. Den uvidne hundjævel, der nu stod trykket ind mod den tapetserede væg som om den kunne beskytte hende, så enormt forskræmt ud. Et lille, djævelsk smil dansede let henover hans læber, men blev dog holdt skjult omme på den anden side af dén gasmaske, som han havde trukket over hovedet. Den høje, dystre skikkelse foran hende trak vejret i tunge, mekaniske stød gennem gasmaskens filter, standsede da han var godt halvvejs, hvorpå en af hans hænder dykkede ned i en af de forreste lommer på militær-bukserne. Den unge mand lukkede hånden om ét eller andet, som han straks efter fiskede op derfra, kastede gentagende gange den armygrønne, lidt ovale 'bold' op i luften for næstefter at gribe den igen, men stoppede så brat med dét. Hans frie hånds pege- og tommelfinger tog fat i sikringsstiften og hev den ud, således at sikringsgrebet faldt af og en tyk, kvælende røg sivede ud fra toppen af granaten. Den blev følgende kastet hen mod hende, tæt ved gulvet, så den kunne trille det sidste stykke, og omgive hende med den tætte gas-tåge. Det eneste han skulle gøre nu, var, at vente til gassen havde fået krammet på djævlen, og gjort hende bevidstløs. Derfra skulle der ikke være de store problemer med resten. Åh, det her skulle nok blive godt; det her skulle nok blive rigtig godt.

Lyset fra de to operationslamper flimrede et par gange, før det brød helt igennem, og det skarpe, hvide lys oplyste straks hele rummet. Der var mange mærkværdige genstande i rummet. En masse reoler og væghylder, der var fyldt op med ragelse, som bestod af både store og små glaskrukker, underlige dingenoter og spidse dimser. Det var et under, at han selv kunne finde rundt i alt det rod. Normalt var der ellers en nogenlunde pæn orden, men her på det seneste havde han slet ikke haft overskud til at rydde op - eller også var det bare ren og skær dovenskab.
Blake trådte et skridt nærmere på det store, blanke metal-bord, som han med stor forsigtighed fik bugseret den, nu helt nøgne, hundjævel op på; fik spændt begge hendes hænder, og ankler, fast til bordpladen, så hun var ude af stand til at kunne gå nogen steder. Han drejede derefter en halv omgang rundt, og knappede fingernemt sin kort-ærmede skjorte op, lod den glide ned over skuldrene og videre nedad armene, hvorpå han tog den helt af. Den sorte skjorte blev hængt op på en knage, efter han havde fjernet den hvide kittel, som han trak i, i stedet for. Hans hænder smuttede som det sidste ind i et par sorte latex-handsker, hvornæst han atter vendte fronten mod Autumn. Djævlens øjne blev kastet op på de skarpe lamper, måtte knibe sine øjne sammen, så de ikke var andet end to smalle sprækker, for at kunne se bare lidt, og rettede kort på dem. Blakes blik blev dog hurtigt efter slået ned på hende igen, og et minimalt smil skøjtede midlertidigt rundt på hans læber. "Nåå, skal vi se at få gjort dig klar?" Han fandt en rimelig stor renseserviet frem og en flaske desinfiktionssprit, hvis låg han med en smule besvær fik skruet af med tommeltotten. Den klare væske blev straks absorberet af servietten, som han efterfølgende kørte rundt på hele hendes krop - der var ikke så meget som ét sted, han overså. Måske var hans orden ikke den bedste, men renlighed var virkelig noget, han gik meget op i. Et sagte nynne lød fra ham, da han drejede om på hælen for at stille spritflasken på plads og krøllede den våde serviet sammen til en kugle, hvorefter han fyrede den ned i en skraldespand, der allerede var helt fyldt op med tidligere brugte servietter. Hans nynne stoppede for en lille stund, men blev fluks genoptaget, netop som hans øjne landede på dét, han søgte. Han løftede en sort boks ned fra en af de øverste hylder, og bar den med hen til metalbordet, hvor han forsigtigt stillede den fra sig på et lille bord ved siden af. Et lille klik lød og han tog derpå fat i boksens låg og skubbede det op, så han nu havde fri adgang til dens indhold. Handjævlen lod spidsen af sin pegefinger glide henover et par skarpe knivblade, naturligvis på den flade side, stod i noget tid uden ikke at gøre andet end at betragte alle de spidse genstande. "Hvilken en skal jeg taaa' ... hvilken en skal jeg taa' ..." mumlede han og spidsede tænksomt munden, viftede kort med fingrene, inden han endelig besluttede sig og fiskede en lidt lille, dog sylespids kniv op fra kassen. "Aaahh! Den her burde kunne klare det ..." sagde han lavmælt med et fornøjet smil og prikkede nænsomt til knivspidsen.

Autumn begyndte med det samme at hoste kraftigt allerede som røgen havde omgivet hende. Hendes skriger fri var stoppet og havde egentlig bare gjort at gassen havde fået nemmere adgang ned i hendes lunger. Hendes øjne lukkede sig hårdt i. For at umuliggøre at røgen fik adgang til dem. Dog løb de alligevel hurtigt i vand. Hendes ben kunne lidt efter slet ikke holde hende oppe mere og med en hånd støttende op ad væggen gled hun mere ned på knæ. Alt imens at hendes hosten blev mere og mere krads. Man kunne sagtens høre hvordan at hun hev efter vejret som var hun ved at blive kvalt. Hun hamrede næsten sine håndflader mod gulvet og krummede ryggen. Som ville det hjælpe mod denne hoste. Det var tydeligt at det var begyndt at blive for meget for hende. Hendes hoved blev omtåget og idet at hun åbnede sine øjne igen, meget lidt, for at se mod denne mand igen, følte hun sig forbandet svimmel og hun kunne ikke fokusere på den mørke skikkelse hun lige kunne se gennem tågen. Hvad foregik der? Hun forstod ikke. Var dette et røveri? En kidnapning? Et mord? Hosten var nu langsomt blevet lavere og der gik ikke længe inden at hendes krop kollapsede. Hun lå nu bare på gulvet. Hun sagde ikke en lyd. Og hun var nu ikke rigtigt tilstede.

Det var et held at hun ikke var vågnet under hele rensningen. Det at have kunne føle den væskede serviet over sin krop, over hele sin krop, ville bare have været endnu et mareridt. Ikke værre end alt andet. Men en start. Dog fik den lille prikkende smerte fra spritten hendes krop til at reagere ganske langsomt. Og derefter fik nervesystemet godt i gang igen. Hendes øjenlåg sitrede og hendes hænder og fødder rørte ganske svagt på sig. Trods at hendes hoved ikke var helt klaret op endnu havde hun ingen anelse om hvor hun var som hun langsomt åbnede de smukke øjne igen. Hun troede i starten at hun stadigvæk fra tilbage på sit værelse. At hun bare var faldet i søvn på sengen. Men der gik ikke lang tid inden hun lagde mærke til alt andet omkring hende. Kulden der havde omfavnet hendes spinkle krop. Samt en skramlen ikke langt fra hende. Og det meget skarpe lys der var rettet lige mod hende. Blændede hende til at starte med. Og hun var nød til at gibbe lidt med øjnene. Det var først her at hun lange mærke til at hendes krop ikke mere var i beklædning. Og som hun prøvede at se ned over sig selv kunne hun ikke trække sine hænder eller ben til sig. Hun lå bare udstrakt på et isende metal bord. Og hun var nøgen. Et kort overrasket skrig afslørede at hun var vågnet. Og den paniske raslen med at prøve og få hænderne fri igen. Det var først som denne fremmede mand igen så på hende at hun stoppede sit forsøg. Stirrede mod ham. Bange og uforståelig. Hun kunne ikke lade være med at følge med i hvad han lavede med den sorte boks. Men hun fortrød hurtigt som han trak en kniv der meget sandsynligt var sylespids. Nu bekymrede hun sig pludselig ikke om at hun var nøgen. Og hun undrede sig heller ikke om hvor hun var. Lige nu lå hendes opmærksomhed fyldt mod denne djævel og hans knive. Igen begyndte hun at prøve og komme fri. Mere ivrigt end før. Mere panisk. ”SLIP MIG FRI!!!” råbte hun op og sjovt nok var hendes stemme allerede begyndt at ryste. Også selv om at den virkede bestemt og fattet. Hun vidste ikke hvad der ville ske. Men hun vidste at hun ikke ville bryde sig om det.

Den søde duft af ophobende desperation eksploderede i rummet, som en hel kasse antændt dynamit, i følge af hendes højlydte råb, der afslørede, at hun i den grad var livet op, og effekten af den kvælende gas var aftaget, selvom den nok havde efterladt et spor i form af hovedpine. Uden et ord, blot med et neutralt smil på læben, lagde han den blanke skalpel ned på det lille bord, ved siden af den endnu åbne boks, hvorpå han hev på skift hev ned i latexhandskerne, for at få dem til at sidde bedre, alt imens han en smule fraværende studerede den afklædte, unge djævel, der lå foran ham. Måske skulle han tage et par blodprøver, før han kom for godt i gang med alt det andet? Ja, det ville nok være bedst. I samme sekund som dén tanke poppede op drejede han fluks om på hælen, og tog et enkelt skridt hen imod et kvadratisk metalskab, der var hamret op på væggen, hvorfra han både fandt en holder med 5 små reagensglas i, - som hver især havde ét specielt farvet låg - en kanyle med slange, og et blåt elastikbånd. Med et sikkert men skånsomt tag i alle redskaber fik han løftet dem ud fra skabet, over til bordet, der allerede var næsten fyldt, men det lykkedes ham med nødt og næppe at få plads til alt, ved at rykke lidt om på det hele. Koncentreret, og med let rynkede øjenbryn, sikrede han at den transparente gummislange, var forbundet rigtigt med den halvstore nål, for dernæst at sætte et af reagensglassene op i kanylens håndtag, så blodet ikke bare ville løbe ned på gulvet, men blive samlet deri. "Okay Autumn, nu skal du høre. Det første jeg gør, er, at jeg tager nogle prøver af dit blod, til senere," startede han ud med, talte i et fladt, følelsesforladt tonefald, som om han var en robot, og han så ikke på hende én eneste gang i den tid, det tog ham, at få bundet elastikken rundt om hendes overarm, huskede at stramme den til, inden han atter fandt spritten samt en ny serviet frem. Skønt han allerede havde desinficeret hende, fik det inderste af hendes albue en ekstra omgang med vådservietten, bare for at være helt sikker på, at alle bakterier var væk. "Du vil måske kunne mærke et lille prik, men det er snart overstået," sluttede han af, idet den sammenkrøllede serviet fik lov til at gøre den anden selskab, nede i skraldespanden. Han trykkede ned på den mest tydelige blodåre i hendes arm, for at fremprovokere den til at træde mere frem, og da han var tilfreds nok med den, fjernede han den skarpe kanyle fra det lille bord, førte den i stedet for hen til hende arm, hvor spidsen af nålen blev presset mod venen, indtil den brød huden og tippen af den forsvandt ind i åren. Blake så tavst til, mens den mørkerøde væske blev transporteret ned i prøveglassene, ét efter ét, via den tynde slange, og det varede ikke længe, før alle fem var blevet fyldt med hundjævlens blod. Det var friskt og derfor stadigvæk varmt, efter at have flydt rundt inde i hende, og han tog i et øjebliks uopmærksomhed sig selv i en pludselig lyst til at bunde samtlige glas. Den tanke fik han dog hurtigt rystet af sig ved at ryste diskret på hovedet, og han stillede derpå holderen med de, nu røde, glas hen på en af de hylder, der hang på væggen bag ham. De kunne sagtens stå der, indtil han skulle se nærmere på dem senere hen, men han var langt fra færdig med hende, og hun havde derfor fortsat hans fulde opmærksomhed. Der var en masse andre prøver, der skulle foretages, men de fleste af dem var en smule svære, uden hendes samarbejde, hvilket han var rimelig sikker på, at han ikke skulle forvente noget af. Med et tænksomt udtryk i de mørke øjne, lod han sit blik klatre ned ad hendes nøgne krop, som endnu lå spændt ud på det kølige metalbord, der reflekterede lyset fra den skarpe operationslampe. Det ville næsten være en skam at lade sådan en krop gå til spilde ... Det kunne vel ikke skade, hvis han- ... nej! Han måtte fokusere og holde sig på et professionelt niveau. Det ville være en skandale, hvis nogen fik at vide, at han ... men hvem skulle finde ud af det? Det her havde intet med hans arbejde på hospitalet at gøre, for ikke at nævne, at de befandt sig i et lydtæt kælderrum, som var mindst en meter under jorden. Der var ingen mulighed for hverken at se eller høre, hvad der foregik hernede, medmindre man opholdt sig i samme rum. Han kunne bare gøre det hurtigt. Det behøvede ikke være noget særligt, og hvis det slap ud, hvem ville folk så tro på? Ham, en respekteret læge, eller hende, en gennemsnitlig skoleelev? Men på den anden side, ville hun nok være den, der havde mest at sige i denne sag. Det var nok ikke første gang sådan en skandale var sluppet ud til pressen. Blake bed sig tvivlsomt i underlæben og kørte for sidste gang øjnene henover hendes blottede, enormt indbydende krop, som lå udstrakt foran ham. Det var ikke første gang, han havde haft disse tanker. I al den tid han havde holdt øje med hende, havde han ikke kunnet ladet være med at forestille sig ting og sager. Det kunne godt være, at hun var ung, men hun manglede så sandelig ikke noget. Fraværende, tog han langsomt den ene handske af, efterfulgt af den anden, og lagde dem stille fra sig på bordet, ved siden af hende. Han søgte straks hen imod hende, med den ene hånd, som han blidt strejfede hendes lyse, bløde maveskind med. Hvis hun ikke brokkede sig eller lavede andre forstyrrende lyde, ville man tydeligt kunne høre hans åndedræt, der allerede var blevet en del tungere. Øjnene bevægede sig samme vej som hånden, da han førte den længere op ad, med en vis forsigtighed og sørgede for at hans hånd kun netop lige rørte hendes hud, som om det var lavet af utroligt skrøbeligt glas. Hans greb blev dog en anelse mere fast, i øjeblikket hans hånd kuplede sig over hendes ene bryst, som han gav et prøvende klem, inden hånden atter var på vej nedover hendes mave. Han var fuldt bevidst om, at han virkelig ikke burde gøre det her, og det burde føles dybt forkert. Det gjorde det egentlig også; men på sådan en forbudt og farlig måde, han fandt enormt ophidsende. Følelsen af at være i gang med noget, som man udmærket vidste, at man skulle holde sig fra, men man gjorde det alligevel. Det gav ham næsten helt kuldegysninger. Endelig havde han chancen for at gøre dét, han havde haft i tankerne så ofte. Når han havde luret på hende igennem sin kikkert, eller direkte fra vinduet hvis det havde været mørkt nok, de gange hun havde klædt om på sit værelse, og han bare havde kunnet sidde der og se på, intet andet. Men nu var hun inden for rækkevidde, og de var tættere på end de nogensinde havde været før. Et lille, lidt ubehageligt smil tegnede sig på hans blege læber, lige inden hans hånd gled fra hendes mave til starten af hendes lår, og han næstefter langsomt lukkede munden op. "Autumn ..." Det var det eneste, der kom ud. Intet andet. Det lød som en hviskende eksplosion. Hans blik blev fæstnet på hendes kønne ansigt, som han tavst studerede, mens han ventede på en eller anden form for reaktion fra hende.

Senere? Hvad mener han med senere? Ville hun stadig være til stede senere? Ville han beholde hende her til senere? Det gav hende dårlige fornemmelser, om den i forvejen ubehagelige situation hun lå i. Det virkede ikke virkeligt. Det kunne da ikke passe at hun lige nu lå spændt ud på et metalbord. Helt afklædt. Fucking fuck! Og hvor kendte han hendes navn fra? Hun havde ingen hukommelse eller minde af nogensinde at have mødt ham før. Eller fortalt sit navn til ham for den sags skyld. Han kunne da umuligt være en af de skumle typer der var at finde på internettet. Eller jo, sagtens. Men hun holdt sig altid på af stand fra dem. Lige meget hvor intelligent hun nu engang var, så gad hun ikke engang bruge sin ironi på dem. Men lige meget hvad, virkede det her anderledes fra den slags. Det slog hende først nu, hvordan hun havde følt sig overvåget. Hele tiden. Konstant. Utryg lige meget hvor hun befandt sig. Det kunne da umuligt have været ham. I sit tankespind, som hun var kommet ind i, mens han fik suget hendes blod ud i små reagensglas, drejede hun forsigtigt hovedet og stirrede direkte mod ham. Med det samme forskræmte ansigt udtryk. Hun burde da have opdaget ham. Han var ikke typen der bare blandede ind mellem folkemængden. Hvordan? Hun sank en klump, af rent og skær nervøsitet. Det virkede så forkert. På alle mulige måder. Hun havde altid fjollet omkring med ordet ’stalker’. Og i al den tid havde hun i sandhed selv været udsat for en. En der oven i købet var syg i hovedet. Hun turde slet ikke tænke på hvad fanden der foregik i hans forskruede hoved. Hun kunne forestille sig det, bare ved den mundering hun var i nu.

”Stop it! Don’t touch me!” udbrød hun med det samme hans hånd fandt sin vej omkring hendes ene bryst. Det føltes så underligt. Det var en ny følelse for hende – at blive rørt et mere sensitivt sted, that is. En reaktion havde kørt gennem hele hendes krop, og som forventet havde hun også prøvet og komme væk igen. Uden held. Hun var spændt op. Men lige meget hvor meget hun prøvede at komme fri, ville hun ikke tro at hun ikke kunne. Hun beholdt altid håbet om, at det der holdt hendes fødder og hænder nede ville briste. Hvilket ikke ville ske. Det var sådan et tykt materiale at hun virkelig ikke så nogen chance i at komme fri. Overhoved. Nogensinde. Hun følte sig nøgen. Sjovt nok. Fremvist. Han kunne jo se alt. Hans hænder havde adgang til alt. Jo mere hun tænkte på det, faldt hendes dumdristige selvtillid. Man kunne nok mest høre i hendes stemme nu at hun var flov. Ikke over sin krop, men over at han så hendes krop.
”No! Stop..” Hendes stemme var blevet en smule mere rystende. Af skræk. Hun lød ynkelig. Lige meget hvad hun sagde, ville det lyde svagt. Hun prøvede flere gange og se op. Rejse sit hoved op for at lade de blå øjne blive rettet mod hans hånd. Men hun ville ikke have set andet end et slørret billede alligevel. Og hun blev nærmest tvunget til at læne sit hoved tilbage, som han hånd fandt sin vej ned omkring hendes lår. Alt for tæt på hendes anden kvindelige kropsdel. ”No… Don’t…touch me…” Hendes stemme havde mistet lidt kræft, og som før lød gråden allerede i den. Hendes øjne have lukket i, hendes kinder havde fået en svag blussende farve, hun bed svagt tænderne sammen, og resten af hendes krop reagerede normalt. Vridende, som ville det få hans hånd væk. ”How do you even…know my name..?” Det var ikke overraskende den måde hun søgte til sit modersprog, efter tryghed. Hun magtede ikke at tale fransk i øjeblikket. Det ville bare tvinge hende til at tænke mere, end hun havde magt til lige nu. Og selvom at hun ikke ønskede et svar, havde hun alligevel spurgt ham det dumme spørgsmål. ”Just let me go… Please..” Hendes tær havde allerede krummet sig, og hendes hænder lettere knyttet. Og det var bare fordi han var nær hendes følsomme steder. Det føltes så underligt. Hvordan var det overhoved muligt for hende at føle den slags? Det var noget helt andet end når hun selv rørte. Når hun selv lød sine hænder glide over stederne, var det ikke så… pirrende. Det var så forkert. Så forkert!

Hendes klynkende råb om hjælp, rørte ham ikke det mindste. Faktisk, havde de den stikmodsatte effekt, end hvad hun formodentlig havde håbet på. Det var blot med til at gøre følelsen af magt endnu større, og han smilede svagt for sig selv over hendes hjælpeløshed, som hun lå der foran ham og vred sig under hans kærtegn. Smilet på læberne bredte sig straks, da spørgsmålet om, hvorfra han kendte hendes navn, blev bragt op. Han sagde ikke en lyd det første stykke tid, og det virkede heller ikke som om, han havde tænkt sig at svare på det, men bedst som det lænede han sig ned imod hende, ikke meget, bare en anelse, og sendte hende et fælt smil. "Åh, det er skam ikke det eneste, jeg ved om dig. Jeg ved alt, hvad der er at vide om dig Autumn ..."svarede han med et dæmpet toneleje, havde i mellemtiden flyttet sin hånd op på hendes mave igen, og rettede sig følgende op, så han atter stod med rank ryg. "Alt." Det var ikke engang løgn. Han vidste i hvert fald, alt der var værd at vide om hende, og mere til. I starten havde det ikke været så seriøst, og han havde knap nok tænkt på hende, undtagen når han i ny og næ havde spottet hende inde i byen; men alt det, der førhen havde været forholdsvis uskyldigt og ufarligt, var med tiden blevet en direkte syg besættelse. På kort tid havde han fået styr på både hvornår hun stod op, hvornår hun spiste morgenmad, for derefter at gå i skole, og han ville sidde i flere timer og vente, udelukkende for at se hende gå hjem fra skole, før han senere ville tjekke på hende en sidste gang på den anden side af aftensmad. Det havde stået på i en længere periode nu, og fordi han konstant havde måtte skjule sig og sørge for at holde en vis afstand til hende i frygt for at blive opdaget, var det mindst lige så surrealistisk en oplevelse for ham, som det var for hende. Det var først for få sekunder siden, at det rigtig var gået op for ham, hvad han havde gjort. Hun var hans nu. Ikke i den forstand, at han havde købt hende og havde en kvittering på, at hun var hans ejendom, men han kunne i princippet gøre, hvad end han ville med hende, og hun ville ikke kunne stille noget som helst op, andet end at ligge der og forgæves prøve at komme fri. Kuldegysningerne var tilbage, og en latter pressede sig på for at komme ud. Den startede ud med næsten ikke at være mere end en lavmæl fnisen, men den tog hurtigt til, og et hårrejsende grin, der flækkede hans ansigt i et grumt smil. Han havde trukket hånden til sig igen, og dens fingre blev kort efter placeret rundt om en af knapperne i den hvide kittel, som han langsomt begyndte at knappe op, imens han var i fuld gang med at æde hende råt med øjnene. Da den sidste knap var blevet lukket op, slentrede han, fortsat med blikket limet til hundjævlens krop, hen til enden af bordet, hvor han stoppede op og stillede sig med fronten vendt mod hende. Kitlen lod han blive på, som til forskel fra før, nu var åbenstående og blottede en lille del af hans svagt trænede overkrop med den lettere behårede brystkasse. Det gav et sug i maven ved synet af hende fra den nye vinkel, som ikke skjulte noget som helst, og han fik mest af alt bare lyst til at flå sit eget tøj af og kaste sig over hende. Men, han tog al sin selvbeherskelse i brug og nøjedes med at stå og betragte hende, dog med et sultent, begærligt blik malet i de mørkegrå øjne, som ikke syntes at kunne få nok af hende. Selvom han havde en enorm lyst til hende, der havde brændt indeni ham i noget, der føltes som uendelig lang tid, så var nu ikke det rette tidspunkt. Hverken tid eller sted var passende, og han ville have, at det skulle være noget særligt. Man sagde, at man aldrig glemte sin første gang, og det skulle han personligt nok sørge for, at hun ikke gjorde. Blake plantede atter en hånd på hendes lår og lod denne gang sine fingerspidser skøjte rundt på det. Ned langs benet, hele vejen ned til anklen, og så op igen, hvor det var henne og vende ved inderlåret, som han kun lige akkurat strejfede med tre af fingertipperne. Sådan fortsatte han, og skiftede ind imellem, mellem de to ben. "Jeg har fulgt dig i et godt stykke tid nu, du ved ..." Hans stemme var overraskende blid, dog stadigvæk med en vis hæshed, og han lagde hovedet en anelse på skrå, før han fortalte videre. "Jeg har set dig sove, jeg har set dig spise, jeg har set dig grine og græde ... jeg ved ting om dig som ikke engang dine nærmeste venner kender til ..." Et saligt smil formede sig på hans læber, da han holdt en kort pause i sin fortælling. "Det er underligt, ikke? Jeg kender dig næsten bedre end mig selv, mens du knap nok kender mit navn ... Jeg vidste bare, at du var helt speciel fra allerførste gang jeg så dig. Du betagede mig ... jeg blev helt opslugt af dig uden at vide hvorfor. Det eneste jeg vidste, var, at jeg ville have dig ..." sagde han, endnu med en umådelig rolig stemmeføring. "Ikke i nogen bestemt form, jeg ville bare have dig. Jeg ville gøre krav på dig før nogen anden. Jeg ville kunne sige til enhver fremmed, der lagde øjne på dig at du var min. At jeg ejede dig. Fjollet, ikke?" Et miks af et fnys og et overfladisk grin lød fra ham, og han løftede omsider blikket fra hendes ben og slog det i stedet for over på Autumns ansigt. "Og her er vi så nu. Endelig er jeg alene med dig. Du aner ikke, hvor længe jeg har ventet på det her øjeblik ..." afsluttede han sin lange tale, og smilede en sidste gang til hende, foruroligende kærligt, hvornæst han vadede tilbage til sit skalpel udstyr uden at fjerne hånden fra hende, men lod den følge med hele vejen op til hendes kraveben, før han trak den til sig. "Er du bange?" Et klir lød i det rodede kælderrum, idet han samlede den skarpslebne kirurgkniv op fra bordet.

”You sick bastard! Let me go!” Selvom at hun havde fået lagt lidt mere kræft i sin stemme igen, gjorde det blot, at man nemmere kunne høre usikkerheden i den. Man kunne nærmest høre gråden, der allerede sad på tungen. Ventede på et rette tidspunkt til at bryde ud, og få hendes kinder til at blive våde af salte tåre. Der var ikke længe til. Det kunne hun selv mærke. Hendes næse gjorde ondt, og hendes vejrtrækninger lød hulkende. Det var virkelig kun et spørgsmål om tid, før hun ville ligge og være mere ynkelig end før. En tudbrølende tøs på et primitivt operationsbord.

Lige netop i det øjeblik han greb om den skinnende skalpel, der virkede en del renere end ham selv, stoppede hun med at kæmpe imod. Ikke fordi hun havde givet op. Hun kunne kort sagt bare ikke lide synet af den lille metalkniv. Hun var normalt ikke bange for knive, men nu hvor hun selv lå vågen, hoppede der sig en mindre phobia op. Hun vidste jo allerede at den knivs blad, snart ville få hendes hud til at briste. Et rent snit, og mere af hendes blod ville få lov til at se dagslyset. Eller nok bare lyset fra den enormt skarpe lampe, der fik hendes pupiller til at trække sig sammen, så hendes unaturligblå iris blev fremvist mere. Hvad var klokken overhoved? ”Sh-Should I be?” Endelig kom der hak i hendes stemmeføring. Endelig blev hun angrebet af rystelsen der påvirkede hendes udtale. Hun prøvede og forblive stærk, men han havde så nemt som ingenting, totalsmadret det tynde skjold, som beskyttede hende. Nu lå hun helt blottet. Ikke bare som i forstand, at hun intet tøj, havde på. Nej hun lå helt blottet. Og først som den enkle tåre havde fundet sin vej ned over hendes blussende ansigt, opdagede hun den, og blinkede kraftigt et par gange for at andre ikke skulle finde deres vej væk fra hendes øjne. Hun slå endelig blikket væk fra hans lille våben, og så igen ned af sig selv. Hele hendes blege bløde hud, var næsten dækket af kuldegysninger. Her var jo ikke engang koldt. Det var rent og skær denne mands påvirkende udstråling. Hun løftede igen sine hænder. Uden held. De blev stoppet, ikke meget andet end en centimeter oppe over selve bordet. Hendes håndled var allerede begyndt og blive ømme. Det skulle ikke undre hende, at han havde strammet dem en tand for meget. Stadig prøvende, landede de dybe smukke øjne mod selve manden. Hun så helt bedende ud. Og de havde et klart film over sig, af tåre. ”Who…Who are you..?” Selvom at hun lå midt i en stor pool af ren frygt for sit liv, pressede den elegante britiske accent frem hver gang, hun talte. ”What will you do to me….?” Hun kæmpede virkelig for ikke at se væk. Hun fik det dårligt, bare ved at se på ham. Ikke at han var afskyelig, men det smil og det blik der blev sendt til hende, gav hende kvalme. ”Why... me..?” Det var nok det største spørgsmål der svævede rundt i hovedet på hende. Hun forstod virkelig ikke, hvorfor han var blevet betaget af hende. Hun var ikke noget særligt. Ikke at hun ingen selvtillid havde, men hun var ikke meget anderledes fra alle de andre. Hun levede det typiske teenageliv. Ikke det vildeliv, men det som folk ville tage som kedelig. Hun sad jo næsten ikke og lavede andet end at sidde foran skærmen, tage lange bade og hænge ud med de venner hun nu engang havde. Hun var jo bare et sølle menneske. Og hvad hun havde oplevet fra tidligere, vækkede mennesker næppe interesse for andre væsner. Eller hvad denne mand så end var. I hendes øjne; Et monster. Et svagt snøft kom fra hende, da hun hev løft ind gennem næsen. Pustede ud gennem munden, og forsatte vejrtrækningerne som før. Ud gennem munden. Hakkende. ”Please… Put that knife down..” klunkede hun hæst og ikke specielt tydeligt. "And please just let me go.." Hun vidste hendes ord var forgæves, men alligevel fandt de sin vej ud mellem hendes bløde, faretruende læber..

"Hvem jeg er?" Han løftede kniven op sig, så den var lige ude foran hans øjne, og smilede til sit eget spejl i det smalle, spidse knivblad. Kniven blev sænket igen, og ligeså gjorde hans blik, der gled videre henover hendes spændte krop som nærmest skreg af skræk. Det kunne han både se og høre ud fra den måde, hun snakkede på. Der var en vis usikkerhed i hendes stemme, som hele tiden truede med at knække over på midten, hver gang hun talte. Hun frygtede ham, og det var han udmærket klar over. En fordel, han havde i sinde at bruge imod hende. Han smilede atter, denne gang til hende og med øjnene rettet mod den skræmte unge piges ansigt. "Mit navn er Blake. Jeg kan enten være din bedsteven ..." startede han sit svar med, og bukkede sig kort efter forover, så langt ned at han til sidst ikke var mere end få centimeter væk fra hendes ene øre. "Eller jeg kan være dit værste mareridt ... det er helt op til dig." Det grusomme smil på hans læber havde spredt sig under den afsluttende sætning som blev hvisket ind i øret på nøgne djævel, og han indsnusede kort duften af hendes hår, inden han rankede ryggen, så afstanden imellem dem blevet større. Hun duftede af vanilje, præcis som han havde forestillet sig. Blake fugtede diskret sine læber med spidserne af den todelte tunge, før han for anden gang valsede hen for enden af det blanke metalbord, og lagde som det første sin frie hånd på hendes ene skinneben. Han kunne mærke gåsehuden, der havde bredt sig over stort set hele hendes krop og bekræftede sin teori om, at hun måtte være hunderæd. Med blide, rolige strøg kærtegnede han nænsomt hendes ben i et forsøg på at få hende til at slappe bare lidt mere af, men det var nok håbløst som situationen så ud nu. "Jo, ser du ... det jeg har tænkt mig er, at jeg vil indoperere en mikroplade i siden af halsen på dig som er forbundet med både min bærbar og min mobil. Det vil sige, at uanset hvor du befinder dig og hvad du laver, så vil jeg altid kunne se, hvor du er. Smart, ikke?" fortalte han med et fornøjet smil og en snert af stoltheden i stemmen, over den fikse idé, han havde fået. Det skulle nok ofte komme til god nytte. Så slap han for at fare rundt efter hende for at holde sig opdateret på, hvad hun foretog sig. Det var heller ikke den helt store videnskab, for det eneste han behøvede, var at lave et lille snit i hendes hals, under huden, så der blev plads til chippen. "Men, før jeg begynder på det, skal vi så ikke lige sikre os, at kniven virker?" Selvfølgelig virkede den. For det første, var hun ikke lavet af panser, og derudover var det tydeligt at se, at knivbladet var helt nyt og derfor syleskarpt. Det ville med lethed kunne skære igennem hende, uden han overhovedet behøvede at trykke særlig hårdt. Hans mundvige krøllede let opad i et begyndende, djævelsk smil, der hurtigt voksede, og han vædede endnu en gang sine læber, dog knap så diskret som tidligere. De grå øjne forlod hendes blå og søgte i stedet for længere ned ad den afklædte krop, hele vejen ned til midten af hendes højre lår, hvor han låste dem fast. Blake lænede sig faretruende indover hende, med en smule afstand til bordets kant, så hans hoved kun var et lille stykke væk fra det sted, hans blik sværmede om. Spidsen af det endnu ubrugte blad blev varsomt trykket ned mod hendes bare hud og kørt godt 5 centimeter ned, og der gik ikke mere end et sekund, før det varme blod piblede frem fra den halv centimeter dybe flænge, nær midten af inderlåret. Hans øjne lyste helt op, i sindsforladt glimt, idet han betragtede den røde væske, der fortsatte nedad hendes ben i en tynd stråle, som det lykkedes ham at fange med tungen og slikkede hele vejen op til det overfladiske sår. Den nylavede revne blev straks efter fulgt af endnu en, som han skar tværs over det første, og slikkede også blodet derfra i sig. Han ventede heller ikke længe, før han lavede det tredje snit, og så det fjerde, og så det femte og sjette. Han kunne slet ikke stoppe til sidst. Synet af det røde blod var enormt ophidsende, og han kunne overhovedet ikke koncentrere sig om andet end det. Alle tanker om hans egentlige formål, al rationalitet, var blev kastet langt pokker i vold, og han slap omsider alle de tøjler, han indtil nu havde haft, og kastede sig over hende. Den blanke skalpel røg ned på det hårde betongulv med et højt klirk, og uden at løfte hovedet, fik han rystet kitlen ned over skuldrene og viftede svagt med armene, så også dén faldt til gulvet. Begge hænder greb fast om hver sin hofte, og den slangeagtige tunge dansede fortsat henover hendes blodige lår, som var det en stor, smeltende is, han skulle nå at have spist, før solen fik gjort kål på den. Hans tunge var over alt, og han var oven i dét, begyndt at bide, for at få klemt så meget blod ud af hendes som muligt, fra de mange flænger. En dyrisk stønnen, blandet sammen med sluprende lyde, lød konstant fra ham, og i takt med han blev mere og mere opstemt bevægede han sig det sidste stykke op ad hendes ben og begravede til slut hovedet mellem benene på hundjævlen. Den delte tunge løb gentagende gange op og ned på siderne af klitten, inden den vandrede videre op mod maven, og han fulgte med. Hænderne, der før havde hvilet mod hendes hofter, blev rykket ned på bordet, og en anelse besværet fik han møvet sig selv derop, således at stod lænet helt ind over hende på alle fire med én arm og ét knæ på hver deres side. Han var endelig stoppet med de ivrige kys og slik, og hævede nu hovedet, så hans ansigt blev vendt mod hendes, og øjnene fulgte automatisk med. Næsten hele nedre del af ansigtet var sølet ind i en blanding mellem hendes blod og hans eget salvia, og han lignede mest af alt et stort, frådende bæst, som var i fuld gang med at fortære sit nedlagte bytte; hvilket så var Autumn i dette tilfælde. "Årrh, jeg har haft lyst til at gøre det her fra første gang, jeg så dig ligge i din seng om aften. Helt nøgen og uden den mindste mistanke om, at der var nogen, som holdt øje med dig. Hvem tænker du på?" Et ualmindeligt gruopvækkende smil brød frem og tvang hans læber fra hinanden, så et sæt brede, hvide tænder blottedes, og fik ham til at se endnu mere skrækindjagende ud, i det kolde skær fra den blændende lampe. "Har du nogensinde fantaseret om at blive holdt øje med, mens du gjorde det? Tanken om at der står en på den anden side af den mørke rude og iagttager dig, imens du langsomt overgiver dig til lyst og nydelse? Har du?" Han lænede sig de allersidste, få centimeter ned mod hende, og slikkede hende fra halsen og hele vejen op langs kinden, lige uden for øret. "Jeg har tit fantaseret om dig ..." hviskede han stønnende fulgt af et dæmpet, lummert grin. "Men nu, er det slut med at fantasere ..."

Der gik ingen tid til spilde inden at et skrig sprang fra hendes strube, allerede den første flænge blev lavet. Følelsen af hvordan kniven så nemt brød gennem hendes hud, var i forvejen ubehagelig, men smerten dominerede hurtigt efter. Så nu var det kun det hun tænkte på. Hun skreg igen. Og igen. De var langvarige. Skingre. Pinefulde for en hver at høre, som havde en form for almindelig tankegang. Eller medlidenhed, for den sags skyld. De var høje, og man kunne høre, hvordan de virkelig kom helt nede fra. Helt nede fra dybet af hendes sjæl. Hun havde aldrig brudt sig om at skære sig på papir. Dette var det, ganget med mindst 1000, hvis hun ikke tog fejl. Hun kunne mærke hvordan blodet sivede ned over hendes bløde ud. Mere og mere for hvert snit han lavede. Hun var ret sikker på at der nu var dannet et større kødsår midt på hendes lår. Det var i hvert fald sådan det føltes som. Det ville ikke hele specielt pænt, det kunne hun sige med sikkerhed. Det gjorde hendes sår stort set aldrig. Tåre gled hurtigt ud igennem hendes øjne, trods de var klemt hår sammen. Bare synet af hende ville få hjerter til at briste. Så hjælpeløs. Hun bred sig mere end hun havde gjort et øjeblik før. Det hjalp ikke direkte. Snittene blev stadig lavet. Hvad var det? Hans tunge!? Hvad lavede han!? Hun skreg forsat. Ikke kun af smerte. Men af frygt. Og inderst inde håbede hun at det ville hjælpe. At nogen ville høre hendes skrig. At hun ville kunne blive reddet fra dette mareridt. Hun ville bare hjem. Hun ville vågne og opdage at det hele var bare en drøm. Hun prøvede endnu og vride sig, mens hans greb omkring hendes hofter var forstramme. De holdt hende fast, så nemt som ingenting. Hun var så svag i forhold til ham. Han havde denne overnaturlige styrke, og han prøvede ikke engang.
Der gik et chok direkte gennem hele hendes krop, og et kort øjeblik var det som om hun var blevet paralyseret, ved føltelsen af hans hoved mellem hendes ben. Mellem hendes ben! Og der var ingen stof til og holde hans tunge på af stand. Hun spærrede sine øjne, og hvis hendes krop ikke var anspændt før, var den bestemt nu. Hendes hoved var blevet lænet tilbage, hvilket bare fik hendes ryg til at lave det lille svaj. ”No! Stop it!! No!” skreg hun. Det var så ubehageligt. Men stadig så dejligt på samme tid. Hun ikke dog ikke tillade sig og nyde det på nogen måde. Hun ville ikke. Hvor vovede han? Endelig syntes han dog at stoppe, men hun mødte nu stadig det grumme syn af hans ansigt, da han var kravlet op over hende.

Området omkring hendes kinder, var blevet knaldrøde, mens resten havde en nærmest sygelig bleg farve. Hendes øjne var helt blanke af tåre, som blev ved med at trille ud af øjenkrogen, ned langs hendes tindinger og ned på metalbordet. Hun stirrede mod ham. Ynkelig. Og forskræmt. Man kunne allerede høre hendes gråd, i hendes vejrtrækninger. Man kunne virkelig se hvor mærket hun allerede var. Hun kunne ikke klare at høre hvad han sagde til hende. Hun kunne ikke forstå, hvordan han fandt det så morsomt. Hendes mund var begyndt og blive slimet og gentagende gange blev hun nød til at synke klumper af det tykke spyt. Hun ville så gerne se væk fra ham, men nogen gav hende ikke lov til det. De blå øjne så bare mod ham. Bedende. Åh så bedende. Hun lå dog for en gangs skyld stille. Det var hun lige hendes fingre, og hendes brystkasse der bevægede på sig i krampelignende bevægelser. ”Stop it. I can’t.. I can’t take it..” Hun følte sådan en trang til at tørre sine øjne, men i det øjeblik hun prøvede huskede hun at hun ikke engang kunne løfte sin arm. Hun var fanget. Og hun var så fokuseret på alt andet, at hun selv ikke lange mærke til hvordan hendes tænder havde taget en anden form. Ikke meget andet end hvad de ellers så ud til. Men de var skarpere. Som når en vampyr blev sulten. Hun var alt andet end en vampyr.
Tungen op ad hendes hals, var mindst lige så pirrende ubehageligt som alt andet. Hun var nu sikker på hun aldrig ville komme væk her fra. Hun ville aldrig få lov til at se solen skinne igen. Hun var ret sikker med sig selv at hun ville dø her. Hun drejede sit hoved helt i profil, for at komme så langt væk fra hans tunge som muligt. Øjnene var lukket i igen, og man kunne igen høre hende hulke. Lidt højere. Hun havde brudt sammen. Hun kunne ikke holde det inde mere. Dog holdt hun lydniveauet til en normal. ”Why me…” sagde hun nærmest som en hvisken. ”Why me..” Hun gentog sig selv. Hun turde ikke åbne sien øjne. Hun var sikker på at hvad der ville møde hendes blik, blot ville være flere skrækindjagende redskaber, han ville kunne bruge på hende, for at få hende til at lide mere. Og mere. Og mere. Var det hans plan? Hvorfor skulle hun straffes på denne måde? Var det her helvedet? Hun turde ikke engang prøve og bruge sit eneste forsvar. Hun frygtede at han blot ville nyde det. Og hun var ikke engang sikker på at det ville virke i øjeblikket. Det var jo ikke som om at hun havde en form for overnaturlig evne af den art. Der var intet hun kunne gøre. Hun var hjælpeløs. Forsvarsløs. ”Why me!” lød det en smule højere fra hende. Hun forlangte et svar. Hun ville forstå! Hvorfor kunne hun ikke bare have været ’a nobody’ for ham? I stedet for ’speciel’. "Bestfriends don't do this to eachother.."

Godt nok havde Autumn ligget med sine øjne lukket hårdt i det meste af tiden. Endda som han havde sat sig længere oppe på hendes krop. Hun turde ikke øjne sine øjne. Hun vidste at hun blot ville se noget hun ikke ønskede at se. Hans ansigt. Med det grusomme smil og de lystende øjne. Det var først da hun hørte hans stemme, efterfulgt af lyden fra en lynlås at der rent faktisk skete noget. Meget hurtigt blev hendes øjenlåg slået op. Og automatisk drejede hun sit hoved igen. Mest for at tjekke om hendes indre teori var sand. Og det var den. Hendes øjne blev spærret højt op ved synet af hans manddom. Lige ude foran hendes ansigt. Den var ikke til at tage fejl af. Den var lige dér. Hun havde set en før, men af en eller anden grund syntes hun med det samme at få kvalme af synet. Hun tvang sit blik væk fra den og stirrede der imod op imod Blake’s ansigt. Trods hun virkelig heller ikke ville se på det. Hun fortrød det skam også meget kort efter. Igen drejede hun sit hoved væk. Sippede sine læber hårdt sammen. Mest for ikke at holde lydene ude. Og for at holde åbningen i hendes mund blokeret for hvad der end kunne komme. Hun kunne dog ikke holde små ynkelige klynk væk. Og jo flere gange hun hørte hans mandlige støn jo mere pressede tårerne på igen. Ikke at de havde stoppet, som sådan. Men det blev sværere for hende at ikke lade dem falde over hendes kinder. Hun kunne stadig fornemme hans gnidende bevægelser, selvom hun havde lukket øjne i igen. Hun kunne næsten fornemme temperaturen fra hans erektion, så tæt på var den. Et chok slog igennem hende da hun kunne mærke hovedet blive slået imod hendes stakkels fugtige kind. Fik hende blot til at dreje hovedet længere væk. Eller hun prøvede. I hendes nuværende stille, var der ikke ligefrem muligt. Hun knugede stadig sine hænder kraftigt. Hvis hun havde haft længere negle, ville der uden tvivl have været mærker fra dem i hendes håndflade. Og hendes situation blev ikke meget bedre efter lidt tid. Kvalmen kom kraftigt tilbage, og hendes mave vendte sig i samme øjeblik hun kunne mærke den slimede masse lande på hendes ansigt. Hun pressede både sine øjne og læber hårdere sammen, og hendes skuldre røg med det samme op omkring hendes ører. Det var umuligt klamt. Følelsen. Det var både varmt og slimet. Og tanken om at det kom fra ham gjorde hende yderligere dårlig tilpas. Hun følte sig beskidt. Og hendes gråd kunne nu sagtens høres, da han ikke stønnede højligt længere. Og den stoppede ikke, som han endelig fik tørret hans kønsorganiske væsker væk igen. Hun hørte slet ikke efter hvad der egentlig blev sagt til hende. Og hun opdagede ikke engang at hun lidt efter lidt forsvandt.

Langsomt kom der liv tilbage i Autumn. Øjnene åbnede sig. Og stirrede som det første bare op imod det kedelige loft. Hendes syn var slørret. Ikke underligt. Der befandt sig ingen form for styrke hen foran hendes pupiller længere. Den gnavende hovedpine sneg sig tættere og tættere på hende, og panderynker dannede sig hurtigt. Som om det ville dæmpe smerten. Hun trak vejret nogenlunde roligt, som hun bare lå der. Hun bevægede svagt sine fingre og kunne mærke det glatte lagen imod fingerspidserne. Hun var tåget som bare helvede endnu. Men hun havde stadig følelsen af at et eller andet var galt. Havde det hele været en drøm? Nej. Billederne lå så klare i hendes hukommelse. Og igen fik hun den værste kvalme. Men som hun sank den lille smule af surt opstød skar en helt ny smerte igennem hende. Og som hun prøvede at åbne sin mund; var det umuligt. Panikken voksede hurtigt i hende, og med det samme røg hendes ene hånd op til sine læber. Hun lod sin pegefinger følge stingene af den tynde tråd, inden hun ellers ikke kunne holde sig helt sammen. Hun spærrede sine øjne op, og hun forsøgte desperat at skrige. Men det eneste der kom fra hende var en halvkvalt lyd. Hun kunne ikke sprede sine læber. Og tilmed gjorde det ondt, nu hvor bedøvelsen ikke virkede længere. I en vis fart kom hun op at sidde. Og hun opdagede ikke den helt tredje smerte, før hun kom helt op at stå. Benene var blevet svunget ud over sengens kant, men de havde ikke kunne holde hende oppe. Hun knækkede sammen med armene omkring sin stakkels mave. Hamrede ned på sine knæ og sad lidt foroverbøjet. Hun så ned af sig selv. Så den hvide forbinding der dækkede det meste af hendes overkrop. Og den nærmest uudholdelige smerte der lå gemt under den. Kort efter kom de klare tårer tilbage. Løb atter ned fra hendes kønne paniske øjne. Hvad var de sket med hende? Hvor var hun? Ved den tanke så hun sig selvfølgelig omkring. Selvom det var mørkt i rummet, kunne hun sagtens se noget. Lige ane væggene af samme materiale som loftet. Kedeligt beton. Ingen vinduer. Og det var ikke specielt stort. Det eneste der var nemt at se var sengen, hun for få øjeblikke siden havde ligget i. Hun opgav sin søgen efter en udgang og vendte tilbage til sin foroverbøjede stilling. Satte ingen stopklods for tårerne. Hun tog sig ikke engang af det faktum at hun endnu ikke havde beklædning på. Det kunne vel være ligegyldigt.

Stanken var det første der omgav hende, det øjeblik døren blev lukket op foran hende. Efterfølgende kom lyse udefra. Og til sidst de lyde, hun ellers havde lukket ude for at kunne lukke sig inde i sin egen lille trygge verden. Meget forsigtigt så hun op. Lige tidsnok til at få skåret igennem sit hoved med den mest skingre lyd hun længe havde hørt. Hendes hørelse var tydeligvis blevet skærpet. Eller også var det hendes hoved der virkede mere følsom. Men lyden fra spanden sendte jag igennem hende, og hun dækkede hurtigt ørerne med hænderne, og krøllede sig mere sammen. Dog fjernede hun igen sine hænder, som spanden blev sat ned. Og lidt efter skubbet hen imod hende. Hun ville ikke åbne sine øjne. Hun turde ikke. Det hele var jo ikke andet end en drøm. Der var nu alligevel noget, der gik hendes øjenlåg til at slå op. Måske var det den forfærdelige lugt der fyldte rummet. Kun fra en enkel spand. Og luft fra rummet på den anden side af døren.
Hvad der mødte med hendes blik, genskabte med det samme kvalmen, der hærgede i hende. Genstanden hun kunne se i bunden af spanden fik hurtigt vendt, det der befandt sig i hendes mave, og sendte endnu en bølge af opstød op i hendes mund. Igen var der intet andet for end at synke det igen. Hendes øjne blev spærret op i rædsel og meget hurtigt, fik hun sparket til spanden for at få den væk fra sig. Spanden væltede med endnu flere høje lyde og indholdet fandt sin vej ud på gulvet. Lyden af tarmen der smurt sig ind i blodet forsøgte hun desperat at holde ude. Efter sparket tøvede hun ikke det mindste med at kravle længere bagud. Væk fra væmmelsen på gulvet. Eller hun prøvede. Hun blev stoppet meget kort efter. Hendes vej var blevet blokeret. Og inden hun så sig over skulderen, vidste hun allerede hvad de var. Eller rettere sagt; Hvem. Hun drejede dog alligevel hovedet. Rettede de blanke blå øjne imod ham. Mumlede panisk ord der ikke fik nogen betydning, nu hvor lydene ikke ville komme ud. Men det var tydeligt at se i hendes ansigtsudtryk, at hun var godt i gang med at bede om frisættelse. Hvad var dette overhoved for et sted? Det lød som intet andet hun havde hørt før, nu hvor hun lyttede til de gale skrig fra bag døren. Hendes øjne føltes underlit tørre, som havde hun ikke blinket i evigheder, og det gav ingen mening eftersom konstante tårer gled ned over hendes kinder. Efterlod svage røde afmærkninger imod hendes blege hud.
Autumn nåede knap nok at rette blikket imod hendes føde for denne aften, eller morgen måske, inden noget brød igennem hendes hud. Hun kunne mærke sit hjerte slå et ekstra slag, og som alt foregik i slowmotion et meget kort sekund. Inden smerten virkelig trådte ind. Og en reaktion gik igennem hende. Hele hendes krop spændtes. Hendes øjne klemte sig sammen. Og hendes fingre og tær gik i en kortvarig krampe. Men det mest forstyrrende at se, var den måde den tykke knude i den ene side af hendes mundvige stille og roligt tvang sig selv imellem det meget lille hul, der var blevet skabt af en nål nogle timer siden. Som den brød igennem, begyndte hendes skrig at få mere lyd. Men knuden stoppede ikke der. Endnu engang tvang den sig igennem det næste hul. For hende gik det hele meget langsomt. Alt for langsomt, men oprindeligt blev lidt over halvdelen af hendes læber frigivet på relativt kort tid, inden hun kunne skrige af smerte uden knuden ville støde på en ny blokade, eftersom tråden var blevet lang nok. Hun faldt imod gulvet. Hamrede sin side imod det og vred sig i den uudholdelige smerte. Hendes hænder havde fundet sin vej imod hendes blodige læber, der dryppede ned på beton underlaget. Lagde den metalliske smag på hendes tunge. Blandet med den salte smag fra de utallige tårer. Hendes hoved snurrede rundt, og hendes krop rystede ukontrolleret. Men trods det hele, døde hendes skrig alligevel hen igen, efter noget tid. Hendes gråd stoppede dog ikke.
Hun blev liggende, som skulle hun sunde sig. Det gjorde ondt lige meget hvilken bevægelse hun gjorde. Hver gang hun trak vejret. Og da hun meget langsomt rakte hen over gulvet. Imod tarmen lidt fra hende. Hendes hænd gled rundt i blodet inden hun endelig kunne mærke den klammeste fornemmelse imellem sine fingre. Hun sagde intet. Græd hun. Og pev. Forsigtigt trak hun sin hånd til sig igen. Lugten fra den slimmede del af en eller andens krop var svær at lukke ude. Men alligevel formåede hun at føre det op til til mund. Og selvom smerten var høj som hun skilte sine læber ad, og igen som hun bed ned i den rå føde, fik hun alligevel gjort det. Dog blev det ikke længe på hendes tunge. Sågar i hendes mave. Normalt ville blod ikke være noget problem, men det smagte råddent. Og hun havde nær ikke nået at løfte sin overkrop op med hjælp fra sine arme, inden hendes mave på ny vendte sig rundt og sendte resterne i hendes mave op og ud på gulvet. Heldigvis fik hun lige snoet sin krop nok til ikke at lande direkte ned i opkastet igen. ”I….can’t…”

Det syleskarpe knivblad blev, langsomt, trukket ud igen, kun få sekunder inden det gennemtrængende, smertelige skrig fik luften i det indelukkede rum til at sitre. Sindssygen lyste klart ud af hans ellers følelseskolde, grå øjne, da de blev rettet ned imod det åbne kødsår, han havde efterladt i siden på den afklædte, sårbare hundjævel, som han betragtede med læberne fortrukket i et ondskabsfuldt smil. Selvtilfredsheden blomstrede op i ham og kom til syne i hans ansigt, alt imens han overværede, hvordan blodet, næsten med det samme, fossede ud fra det gabende sår. Selvom det var bælgmørkt, havde han intet besvær med at se det - eller lugte det. Den søde, svimlende duft af hendes varme livsvæske. Det var himmelsk, sammenlignet med den væmmelige, frastødende dunst som den forrådnede tarm i spanden udsendte. En stank, der kunne få selv den mest madhungrende person til at miste appetitten fuldstændigt. Han måtte selv kæmpe en smule med at holde brækrefleksen under kontrol, da den sorte metalspand væltede, og det slimede indhold blev kastet ud på det frysende kolde betongulv.
Blakes grumme halvmånesmil voksede i takt med, at den unge piges hånd, modvilligt, bevægede sig længere og længere hen imod den modbydelige føde, der var blevet serveret for hende. Langsomt, og stille, rejste han sig op og tog nogle enkelte skridt til den ene side, uden at slippe hende med blikket; det gennemborende blik, der holdt vågent øje med enhver lille ændring i hendes forgrædte ansigt. En umådelig stor fryd skød op i ham, i det øjeblik hundjævelens tænder sank ned i den daggamle, bløde tarm. Smagen måtte være uhyre afskyelig. Det var ikke længe, han skulle vente på en reaktion, for hun havde knapt nok nået at synke bidden, før den, samt resten af mavens indhold, røg retur. Ud over gulvet; blandede sig med det blodige sekret, som indvoldene havde ligget og svømmet rundt i. Den lille celle sejlede snart i de kvalmende, sammenblandede kropsvæsker, og den nylige stank af opkast, gjorde bestemt ikke den allerede fæle odør bedre. Da Autumn opgivende måtte erkende, at hun ikke var i stand til at indtage mere af det, uden det kom op igen, rystede Blake på hovedet og slog små, men høje klik med tungen mod ganen for at vise sin skuffelse. "Se nu, hvad du har lavet... sikke et svineri." Han vadede, bevidst, op i den grødede mavesyre, således at han kom til at stå lige foran hende, med de opsnørede, slidte støvler positioneret foran den blåøjede djævels ansigt. "Gris, gris, gris..." sagde han klandrende med en tilhørende, bebrejdende mine, kort inden han løftede en fod op fra den ækle pyt på gulvet. Det dryppede fra bunden af det sorte fodtøj. Hans indtil nu lettere alvorlige folder blev glattet ud og erstattet af et startende, foruroligende smil. Blake hævede foden blot en anelse mere for derpå at føre den fremad, imod det hjælpeløse offers hoved, som han, ved hjælp af støvlen, tvang ned at ligge på siden. Med sålen hvilende mod hendes ene kind, lagde han lidt af sin vægt over på dét ben, der hørte til, inden han fik tværret den fortyndede, slimede masse udover halvdelen af hendes ansigt, og hår. Som var hun ikke andet end en ussel dørmåtte. "D-..." Ikke engang det første ord nåede at forlade hans læber, før han blev afbrudt af en gevaldig larm, kommende fra den anden side af den lukkede dør, som han skævede til over skulderen. "HEY!" galede han, allerede inden han var ude af rummet. Hans blik faldt atter ned på Autumn; pressede for et øjeblik hårdt ned på hendes kæbe med den godt brugte militærstøvle, hvornæst han fjernede den og drejede om. Døren blev revet op, kun for at blive smækket i igen, og der gik ikke længe fra, at dét skete, til han begyndte at råbe arrigt af de to, der havde forårsaget postyret.
Efter de smerteplagede misfostre var kommet under kontrol igen, og støjniveauet var til at holde ud, kunne han omsider vende tilbage til den nyeste tilføjelse til samlingen. På sin vej tilbage, var der dog noget, der fik ham til at stoppe op. Synet, af en mindre bunke brugte beklædningsgenstande fra tidligere ofrer, tiltrak sig hans opmærksomhed. Et udspekuleret smil dansede indover hans læber, svævede om munden et stykke tid, og i sin gang hen mod celledøren, gjorde han et hurtigt hold ved tøjbunken, hvorfra han samlede en lurvet t-shirt op fra. Det lugtede en kende underligt. Af fugtig kælder og... mug. Men det gjorde stort set alt hernede. Det var til gengæld en af de eneste trøjer, der ikke var stænket til af blod.
"Her." Den hvide t-shirt blev smidt ned på det hårde betongulv, nogle centimeter fra hende. Han havde ikke lukket døren bag sig denne gang, så pæren, der hang og dinglede fra loftet ude i gangen, kastede et svagt, støvet lys ind i det ellers kulsorte kælderværelse. Det var ikke af medlidenhed, at han forærede hende tøjgenstanden. Han havde tænkt sig at stille hende et ultimatum. "Dét sjap på gulvet skal væk. Enten, kan du bruge trøjen til at tørre det op med, eller du kan vælge at tage den på, og lade din mund gøre arbejdet. Det er for mig fuldstændig ligegyldigt, hvad dit valg falder på. Så længe gulvet er rent, når jeg kommer tilbage." Han lød hård og bestemt i sin måde at snakke på. Ordren var blevet givet. Nu var det op til hende, hvordan hun ville løse den. Blake gik baglæns på sin vej ud ad det dunkle kammer, og lige inden døren blev lukket i, skyndte han sig at tilføje: "Åh, og det er det eneste tøj, du får. Vi ses om et par timer." Hængslerne knirkede, da indgangen atter blev forseglet af den tunge dør, og lyden af de fire låse, der blev klikket på plads, fulgte trop.

Den lille djævel havde ikke gjort det mindste for at modkæmpe hans sko, der blev mast mod hendes ansigt. Hun havde i stedet brugt det meste af tiden op at holde sine ufattelig smertefulde læber samlet. Det samme med sine øjne. Bare for at hun ikke kunne få den mindste lille smag af opkastet på tungen. Hun havde endda droppet at trække vejret, indtil han endelig havde fjernet foden igen. Stanken sad direkte oppe i næsen. Og det var som om, at den var blevet forstærket på en eller anden måde. Men nu havde hun altid haft en nogen sensitiv næse. For ikke at tale om hørelsen. Hun kunne nærmest høre dråberne falde fra den svagt utætte hane på etagen over hende. Det måtte være noget hun bildte sig ind. Hun var uden tvivl ved at blive fuldstændig sindssyg. Hun havde aldrig nogensinde i sit liv troet, at det hun oplevede nu, var noget der faktisk kunne ske i virkeligheden. Det var ikke kun noget, man så på TV via en lørdags krimiserie fra Amerika.

Det var en underlige lettelse, der svømmede indover hende, da døren blev lukket i, og låsene blev låst igen. Hun havde det bestemt ikke godt. Ikke på nogen som helst måde. Men i det mindste befandt Blake sig ikke i rummet. Hun vidste, at hun ville blive plaget af mareridt blot omkring den måde, han så på hende. Han hånede hende. Så ned på hende, som var hun intet andet end et elendigt stykke plastik. Et insekt. Aldrig i sit liv havde hun følt sig så ynkelig. Så hjælpeløs. Hun lå bare der på gulvet. Uden at bevæge særlig meget på sig. Tårerne gled stadig ubevidst ned fra hendes øjne. Blod sivede stadig ud fra de mange sår, hun var blevet påført. Hun havde været nød til at åbne sin mund igen for at undgå, at skulle synke alt det blod, der landede på tungen. Ikke det mindste tegn på, at sårene var i gang med at hele igen, var at finde. Hun var godt klar over, at blødningerne ikke ville stoppe igen før om langt tid. Det var ikke kun hendes læber, der bar små ledetråde til den magiske verden. Hun havde på en eller anden måde fået fingre i en fantastisk helende evne. Problemet var bare, at den ikke blev aktiveret med det samme.
Hun var forundret over, at hun ikke var død endnu. Hun havde forventet, at hun ville begynde og svimle hen, som hun mistede mere og mere blod. Men i stedet forblev hun vågen. Vidt vågen. Hun kunne stadig mærke hver eneste lille smerte træk, når hun trak vejret. Hendes blik var tomt. Hun havde hørt ordreren, men hun tvivlede stærkt på, at hun havde kræfterne til at løfte sig fra gulvet. Derudover var det kølige beton en smule lindrende, selvom forskellige kropslige væsker havde spredt sig i en pøl omkring hende og blokerede den direkte kontakt. Ganske forsigtigt begyndte hun at fokusere på noget igen. Hun så hen mod T-shirten, der var blevet smidt ned til hende. Hvordan var det overhoved muligt for hende at se så godt i mørket? Selvfølgelig var det hele slørret på grund af manglen på briller, men det var stadig bælgravende mørkt; Og hun kunne se uden problemer. Hun var blot et menneske. Det matchede ikke op.
Ligesom hun havde haft rakt ud efter den slimede tarm, rakte hun længselsfuldt ud efter T-shirten, som var det hendes sidste livslinje. Hun kunne kun lige røre den med fingerspidserne i starte, men efter lidt tid havde hun et greb i stoffet. Det var blødt. Nærmest beroligende for hende. Hun havde allerede vidst, hvad hun ville bruge beklædningsgenstanden til, men pludselig blev hun overvældet af lysten til at tage den på og bare krybe om sig i hjørnet. Nej! Hun kunne ikke holde tanken ud, at hun skulle slikke gulvet rent. Der var en grund til at opkastet var blevet sendt retur. Men hvad med blodet? Det var jo bare blod.
Hun lukkede sine læber sammen og sank mængden af blod, der ikke var sivet ud af mundvigen. Det havde i sandhed den metalliske smag. Det var nærmest surt. Som eddike og citron blandet sammen. Det var kvalmende, men det fyldte maven på en mærkværdig måde. Hvad gjorde hun dog!? Afsky over sig selv kravlede over hele hende krop i form af gåsehud. Hvordan kunne hun overhoved synes at blod smagte godt? Og så hendes eget!
Hendes krop begyndte t ryste det samme øjeblik, som hun begyndte at rejse sig fra gulvet. Hun satte sine hænder mod gulvet, var ligeglad med at de landede i den slimede pøl af, hvad kun Gud måtte vide præcist. Hendes albuer truede med at give efter. Og smerte jag blev konstant sendt mod det gabende hul, hun havde i siden. Hendes ben føltes lamme, men efter noget tid hjalp de også til. Hun bed virkelig pinslen i sig og kom kun med meget klagende lyde. Ingen skrig. Hun havde skreget nok. Hendes hals måtte være fuldstændig flået i øjeblikket.
Det kom lidt bag på hende, da hun faktisk var endt med at sidde op igen. Hun havde fået skubbet sig selv hen til den nærmeste mur - hvilket ikke havde været langt væk - hvor hun støttede ryggen. Det smertede over alt. Syningen, der var skjult bag de mange forbindinger omkring hendes overkrop var gået op og blod var kommet til syne igennem de hvide forbinderinger. Blod dryppede ned af hendes hage, som hun heftigt trak vejret. Hendes øjne var røde fra tårerne og striber af rødme var blevet lavet af tårernes vej ned af kinderne. Håret var uglet og slimet. Hun følte sig klam. Søllet til.
Hun løftede sin ene hånd op, som stadig holdt omkring T-shirten. Hun så lidt ned på den. En stor del af den, havde allerede haft kontakt med netop det, hun var blevet sat til at gøre rent. Hun ønskede ikke længere at have den på. Forbinderinger dækkede i forvejen hendes barm. Og hun frøs ikke, som sådan. I stedet tog hun ligeledes fat om den med den anden hånd. Og rev til indtil stoffet blev revet fra hinanden. Hun havde forsøget kun at rive bundstukket af, så hun til sidst ville have en strimmel, der var lang nok til at gå rundt om hendes krop.
Det var meget besværligt, at få viklet stofstrimlen omkring sig selv, uden at hun fik lyst til at skrige. Men det lukkedes hende nu alligevel. Hun klemte hårdt sine øjne i, som hun strammede så meget hun kunne for at blokere blødningen, kniven havde givet hende. Efterfølgende kunne hun ikke meget mere. Hun sad bare og trak vejret, som havde nogen holdt sine hænder stramt om hendes hals i et stykke tid. Hun ville bare hjem. Igen begyndte hun at græde. Denne gang højlydt, selvom det virkelig gjorde ondt omkring hendes stakkels læber. For ikke at tale om hendes mave, for syningen var gået op. Hun kunne ikke holde det ud længere. Det resterende stof fra T-shirten var blot blevet smidt tilbage på gulvet ved siden af hende. Hun kunne knap nok løfte sine arme, så hvordan kunne hun nogensinde få gjort gulvet rent. Og hvad ville ske, hvis hun ikke gjorde, hvad han sagde. Hun tvivlede på, at det var værre end, hvad hun allerede havde oplevet. Derfor blev hun bare siddende og græd indtil hun igen var fuldstændig knækket. Hun vidste ikke engang, hvor lang tid der gik.

Fuldkommen tavshed. Det hørte til sjældenhederne, at det var så stille nede i det fugtige, lavtagede kælderrum. Det eneste få lyde, der var at høre, var en rusten kæde fra en af kreaturerne, som blev skrabet let henover det ru betongulv, da den så småt rørte på sig. Døren ind til den sårede djævels celle var blevet lukket og låst omhyggeligt, så der ingen fare var for, at hun ved at uheld skulle slippe ud. Ikke at hun ville nå langt. Ikke meget længere end op ad den knirkende trappestige, som ledte op til stueetagen. Lemmen var umulig at få op nedefra, når først hængelåsen var blevet sat på. Blake spadserede med lette fodtrin en enkelt gang frem og tilbage på gangen, der skilte de to rækker af gulv-til-loft burer ad, som en sidste opsynsrunde, før han endelig besluttede sig for at forlade kælderen. Trælågen beklagede sig med en skinger syngen fra de rustplagede hængsler, idet han skubbede den op og lod den falde ned på gulvet ovenpå, hvilket resulterede i et temmelig højtlydt smæk. Et smæk, der fik op til flere af de indespærrede, forpinte sjæle til at råbe op. Intet forståeligt dog. De fleste havde ingen tunge. ”Shush!” galede han tilbage i en irritabel, streng tone, og straks kom der ro på igen. Han blev stående med sin fod på det tredjesidste trin i nogle ekstra sekunder, for at sikre sig, at stilheden ville vare ved; og da der ingen yderligere tegn var på, at de ville begynde at te sig igen, tog han de resterende tre skridt op ad trappen. Handjævlen løftede kælderlemmen, da han atter stod på den øvre etage. Smæk.
Det første han gjorde, efter vejen ned til den fælt lugtende kælder var blevet forseglet, var at tage en dyb, længselsfuld indånding for at få renset sit system, blandt andet lunger, igennem for den rådne, bakteriefyldte luft, der sværmede rundt nedenunder. Han anede ærlig talt ikke, hvad han skulle gøre for at løse problemet. At montere en vægventilator var udelukket, og det ville kræve uanede mængder af duftspray for at udrydde den kvalmende stank af død. Nej, der var intet at gøre. I det mindste var han kun dernede i ganske lidt tid af gangen, i modsætning til kælderens beboere. Størstedelen af dem måtte dog have vænnet sig til den væmmelige dunst. De havde trods alt befundet sig i den, i noget der snart måtte være fem måneders tid. Få af dem i en endnu længere periode. Blake fnøs en del gange efter hinanden, i et forsøg på at komme af med den næserivende stank, som han stadig syntes at kunne lugte, hver gang han trak vejret ind. Afskyeligt. Men selvom det utvivlsomt var en utrolig grim lugt at have siddende i næsen, forhindrede det ikke hans mave i at give en masse rumlende lyde fra sig. Den pludseligt opståede sult kom en smule bag på ham, eftersom billedet af den opkastede tarm ikke var færdig med at spøge hans indre lærred. Hvad var klokken overhovedet gået hen og blevet? De grå, apatiske øjne søgte op imod det antikke bedstefar ur, der hang og prydede væggen, i den mørke gang, der både var lænket sammen med badeværelset, køkkenet og den lille, støvede stue. 21:50. Kunne det virkelig passe, at hun næsten allerede været her i et helt døgn? Det så sådan ud. I så fald var det i den grad på tide at indtage et ordentligt måltid. Kursen blev derfor mod det lettere rodede køkken. Højre hånd blev placeret på den allerede svagt åbne dør, som han gav et solidt puf, så den knaldede op i hjørnet af køkkenbordet. Dernæst valsede han over imod lave køleskab, satte sig ned på hug og åbnede det, hvorefter han kortvarigt rynkede sine bryn af den høje, knagende lyd, det gav fra sig. Han løb køleskabets indhold igennem med blikket, og endte med at fæstne det på en lysebrun, flad pakke, på midterste hylde. Dén rakte han ud efter, trykkede forsigtigt ned på den, før han tog den op i hånden for følgende at lægge den fra sig på bordet. Madpapiret blev nænsomt foldet op og i midten af dette, lå der op til tre levere. Forbløffende nok kalv, ikke menneske. Der gik noget tid, hvor han blot stod og betragtede det blanke, mørkerøde kød med en spekulativ mine. Skulle han vælge at tilberede det på panden, eller blot spise det råt? Måske med en kraftig portvin sauce til, saltkartofler og et glas rødvin. Brunello. Den ville passe fint til den metalliske smag, indmaden havde. Han blev enig med sig selv om, at det godt tåle en hurtig tur på panden. Bare for at gøre kødet en anelse mere fast. Mon han også skulle lave en portion til hende? Hun skulle trods alt have noget at spise før eller senere – som faktisk blev nede i maven, og ikke blev sendt op igen efter to sekunder.

Delikat. En ubrugt, cremehvid serviet røg op til hans mund og fik tørret den grundigt af for eventuelle madrester. Han greb derpå en tandstik fra den lille beholder, stående ikke langt fra hans tallerken, på det runde spisebord, og gav sig med det samme til at stange tænder med den forstørrede træsplint. Som det næste blev hans opmærksomhed rettet mod den endnu fyldte, uberørte tallerken, ved siden af hans egen. Der var ingen kartofler på denne, men derimod to kalvelevere, som lige havde været nede at kysse den varme stegepande, og lå nu og svømmede rundt i den tilhørende sauce. Var det for tidligt at gå derned igen? Der var trods alt kun gået lidt over en time. Hun havde fået præcis to timer til den opgave, han havde givet hende. Nåh, pyt. Hun var vel snart ved at være færdig – ellers skulle hun i hvert fald se at få fart på.
Den stærke, ubehagelige odør steg øjeblikkeligt op i næseborene, i det sekund han genåbnede den halvtunge låge ned til husets dunkle underetage. Han balancerede ned af den stejle trappe, med tungen lige i munden for at undgå, at den tynde vin-sauce skulle flyde ud over tallerkenens kant. Duften fra det endnu lune måltid bredte sig i det indelukkede lokale, snoede sig ind imellem burenes tremmer, og fik hans selvkreerede monstres munde til at løbe i vand, - dette betød naturligvis en hulens masse rallende galen samt klagende støn. Blake tog dog ikke megen notits af det, ignorerede det blot, og travede i en ret linje hen til Autumns celledør.
”Hey, jeg har-...” Det var de ord, der nåede at klemme sig ud mellem hans læber, før de grå øjne opfangede præcis samme syn, som dét han havde set, sidst han havde befundet sig i det mørklagte værelse. Et stik af vrede ramte ham i centeret af brystkassen og spredte sig ud til resten af hans krop, som et glas vand der bliver væltet, og på ingen tid danner en kæmpemæssig pøl. Den medbragte tallerken blev med stor kraft kylet ned på det hårde betonunderlag, og idet den kolliderede med dette, smadrede den i og skød små stykker kantet, skarpt porcelæn rundt omkring i rummet. Med glødende øjne, og et sammenbidt, arrigt ansigtsudtryk marcherede han målrettet hen til den svagt sammenkrøllede djævel, der havde sat sig til rette op ad en af de fire vægge, når hun burde have været i fuldt sving med at rengøre gulvet!?
”Er du døv? Jeg bad dig fucking om at rydde op i det her svineri, så hvad fanden er det her?!” Han havde taget et godt tag i en stor samling af hendes hår, som han nådesløst hev op i, så hårdt han kunne. Knæene var han allerede bukket ned i, men han lænede sig nu længere ned imod hende, til han var helt oppe i hovedet på hende, for at være sikker på, hun hørte efter. Hun så temmelig døsig ud. ”Hører du efter, din ulydige møgsæk? Har du bare siddet og lavet ingenting?! Fatter du ikke en simpel ordre?” råbte han, direkte ind i øret på hende og ruskede hende en enkelt gang eller to i håret. Ophidset snerrede han irriteret af hende, idet han trak hånden til sig og rettede sig op, så han atter stod med rank ryg. ”Du får ti minutter til at få alt det her af vejen, og hvis der er så meget som én lille bitte porcelænssplint tilbage, river jeg din fucking tunge ud og tvinger dig til at æde den.” Et øredøvende smæk fik det til at runge i den trængte celle. Blake stod nu foran den lukkede dør, med armene lagt over kors, og med øjne der kunne dræbe, boret ind i hende. ”Nåh? Se så at komme i gang, uduelige skøge,” kommanderede han med en barsk stemmeføring og gjorde et nik ned imod det tilsølede gulv. ”Og når du er færdig med dét, kan du få lov til at slikke mine støvler rene, som den værdiløse tæve du er.” Hans ene øjenbryn blev løftet en kende, inden et ualmindeligt skadefro smil fik adgang til hans mund og rullede sig langsomt ud, henover hans blege læber. Det var tydeligt at se, han følte sig langt hæver over hende. Overlegen. Smilet havde vokset sig større og spejlede sig nu også i de kølige øjne, men det falmede så småt ind til ingenting, da han igen henvendte sig verbalt til hende. ”Du er den ynkeligste undskyldning for en djævel, jeg nogensinde har set; er du klar over det?”

Chokket var ualmindelig stort, da en skærende lyd af knust porcelæn vækkede hende fra sin søvn. Rev hende tilbage til virkeligheden. Tilbage til bevidstheden. Hun havde nær skreget, da hendes øjne blev slået op, men forskrækkelsen havde sat sig som en blokerende klump i hendes hals. Smerten kom med det samme tilbage, da hun i et ryk satte sig lidt mere op. Hvad var der sket? Hendes hjerte galopperede i høj fart, og hun var næsten bange for, at det ville springe ud af hendes brystkasse før eller tiden. Som noget af det første krøllede hun sig atter sammen omkring sin mave, da de pinefulde trækninger kom tilbage. De havde været væk, som hun havde siddet og faldet hen. Hvor ville hun ønske, at hun bare kunne forsvinde igen. Men der stod andre planer klar til hende.
Autumn nåede knap nok at se op på den væmmelige figur, inden hun førte hans greb omkring hendes hår. Per automatik hvinede hun højt, da han rev i det. Og af en eller anden grund blev hendes krop foldet ud, til hun stod mere eller mindre på alle fire, som var hun ikke andet end en kludedukke. Tårer kom tilbage i hendes øjne. Hendes arme rystede faretruende, da de var det eneste der faktisk holdt hende oppe sammen med hans faste greb i hendes stakkels hår. Hun var sikker på at flere hårtotter var blevet revet ud igennem hans brutale håndtering Hans råbende ord var som hårde slag mod hendes ansigt. Fik hende til at sænke hovedet og klemme øjnene i. Af skam. Hun skammede sig faktisk. Hun havde intet at skamme sig over, men alligevel skete det. Og da han endelig slap hende, faldt hun helt til gulvet, som havde hendes arme givet op. Pladask. Men samtidig ventede hun ikke et sekund, før hun atter gjorde et forsøg at komme op igen. Også selvom hun i princippet hellere ville ligge og gå i opløsning i de mange kropslige væsker, der stadig lå på gulvet. Slimet. Underligt nok påvirkede lugten hende ikke alt for meget mere.
Som hun stille og roligt kom tilbage op på alle fire, nikkede hun bekræftende for at fortælle, at hun havde hørt om. Hun ønskede ikke at sige noget. Hendes læber dynkede stadig noget så gevaldigt. Godt nok havde hun fået blokeret blødningen i siden, men blod strømmede stadig ned ad hendes have. Man skulle næsten tro at sårene ikke havde lukket sig det mindste sammen. Overhoved. Hvordan var hun overhoved i live? Havde hun ikke mistet utrolig meget blod. Intet menneske skulle holde til sådan et blodmangel, som hun uden tvivl var udsat for. Havde han gjort noget ved hende?
I stedet for at rette blikket tilbage mod Blake, begyndte hun dog at fumle med opgaven, hun var blevet givet. Hendes hænder svømmede et øjeblik rundt i opvask og blod, som søgte hun efter noget. Det endte nu mere i, at hun forsøgte at samle det hele i en lidt mindre pøl for at gøre det nemmere at tørre op, med de små stumper stof, der var tilbage fra T-shirten. Det var en forfærdelig fornemmelse. Sådan som klumper gled igennem hendes fingre en gang i mellem. Gav hende lysten til at kaste op på ny. Men der var intet tilbage i hendes mave. Og den rumlede ikke engang. Selv den var bange for, hvad der ville blive fodret til den, hvis den beklagede sig. Hun var nu alligevel nød til at synke et par gange, når blod fyldte hendes mund. Hun turde ikke spytte det ud. Det ville blot give hende mere at tørre op. Flere gange havde et porcelænsskår snittet hendes hænder, men af en eller anden grund så lagde hun slet ikke mærke til det. Hun blev slet ikke påvirket af den lille mængde af smerte, der kom af de små snit hist og her. Den eneste måde hun selv opdagede det på, var når en smule mere blod blev blandet sammen med den brunlige væske. Og den brunlige væske fandt sikkert også sin vej ind i snitsårene, hvilket hun uden tvivl ville mærke senere, hvis ikke det blev renset ordentligt.
Hun rakte endelig ud efter resterne af T-shirten, der heldigvis ikke lå alt for langt fra hende. Det tvang hende kun til at dreje sig en lille smule, hvilket selvfølgelig sendte elektriske jag af smerte igennem hendes krop fra siden. Dog bed hun det i sig. Lige som hun bare lod ham stå og kalde hende diverse navne. Møg sæk. Skøge. Tæve. Djævel. Hun forstod sig ikke på den sidste. Han stod og kalde hende en djævel. Den eneste djævel til stede var ham. Hvordan kunne han være andet? Hun lod det dog ligge for nu. I stedet koncentrerede hun sig om sin vej ud af et liv uden tunge. Stoffet blev placeret direkte oven i den pøl, hun heldigvis havde fået samlet lidt, hvor efter hun satte i gang med at skrubbe. Det var en overraskende hård opgave. Hun var allerede ufattelig udmattet. Og det var som om at hendes muskler ikke helt gad og adlyde hjernens ordre. Stoffet blev hurtigt gennemblødt, som det absorberede. En enkelt gang mistede hendes arme styrken igen og lod hende endnu en gang falde direkte oven i det hele. Men alligevel kom hun op igen. Uden at beklage sig. Det meste var blevet tørret op nu.
Ganske forsigtigt løftede hun sit hoved igen for at se mod Blake, som bare stod og nød det. Hendes ansigt var sygeligt blegt, hvilket blot fik hendes abnormalt blå øjne til at stå endnu mere frem. Hendes læber var tørrere, end de plejede på grund af dehydrering. Blod farvede hendes hage. Og skridt og møg prægede hendes ansigt en smule. Og med det uglede og beskidte hår, lignede hun en klar skygge af sig selv. Hvordan var hun end her?
Hun tillod sig selv at sætte sig lidt mere ned i stedet for at stå støttet på sine knæ. Hendes hænder var stadig begravet i det gennemblødte stof, der samtidig havde porcelænsskår flettet ind i sig. Hun så bedende på ham. Tårer i øjnene. Bare uden at de faldt. ”I wanne go… home. Please. Let me go home..” Hun tvivlede på, at hun ville overleve hans selskab meget længere.

Hvilken fryd det var. Udsigten oppefra. Synet af den besejrede hundjævel, der skrubbede løs for at få samlet den slimede substans i det afrevne stykke stof. Det gjorde ondt. Det var ikke svært at se. Smerten stod tydeligt frem i det forgrædte ansigt. Patetisk. Der var absolut ingen medfølelse at finde i hans blik. Det var køligt som altid. Gennemborende, uden den mindste snert af medmenneskelighed eller forståelse. Det var som at stirre ind i to tomme huller. Opslugende. Han kunne ikke holde et smil tilbage, da hendes arme for en stund gav efter, og hun røg retur ned i alt sjappet. Det var en modbydelig scene at overvære. Men han nød det. Han nød det til fulde drag. Som andre nød en spændende film. En god bog. Et veludført komediespil. Dette var hans egen privatforestilling. På helt tæt hold. Der var ikke det, hans observante øjne ikke fangede. De fulgte ilsomt en dråbe blod fra hendes hage falde til jorden. Blandede sig med den allerede blodige væske. Derefter kom de bedende ord.
Blake viklede armene ud af hinanden. Lod dem glide hvert til sit, falde ned langs siderne. Han gik i en mindre bue rundt om hende. Trinene var langsomme. Overvejende. Som vidste han ikke helt nøjagtigt, hvor han skulle placere sine fødder, hver gang en af dem blev løftet. De sjæleløse, grå øjne forlod hende aldrig. Der kom et hold i de tunge skridt, som han fik plantet støvlerne foran hende. Faldt ned i hug, så han kom i nogenlunde samme øjenhøjde som hende, med armene hvilende mod knæene og hovedet lagt en anelse på sned. Handjævlen søgte hendes blik med sit eget, selvom hun næppe ville tage del i øjenkontakten. ”Vil du hjem?” Hans stemme var forbavsende blid, som kom den slet ikke fra ham, men en båndafspiller, gemt væk under hans tøj. Der lurede et udefinerbart smil om hans læber, men det krakelerede hurtigt efter, og hans mundvige blev atter trukket nedad. Lige så stillede lænede han sig ind imod hende. Ikke meget, blot en smule. ”Aldrig. Du kommer aldrig hjem igen.” Med de ord rejste han sig op og forlod den indelukkede betoncelle. Desperate skrig fra de andre indespærrede, smerteplagede væsner lød, da han trampede op af de knirkende trappetrin. Lyset blev slukket, og lemmen lukket omhyggeligt.


Tre dage var gået. For ham, var tiden fløjet afsted. Han havde haft nok at se til med de daglige vagter på hospitalet, og det ventende hjemmearbejde, når han returnerede til sin residens. Den ene dag var knap nok startet, før den næste var begyndt, med alt det han havde at se til. Men det var næppe alle i dette hus, der havde samme tidsopfattelse som ham.
Natten til tirsdag. Det digitale vækkeur bippede højlydt, dog ikke mange gange, før en hånd, famlende ud i mørket, fik trykket sluk-knappen ned. Det var alt for tidligt at stå op, men som nævnt var det tirsdag. Og tirsdag var badedag. Et par ben blev svunget ned på det mørke trægulv, og den forbløffende vågne djævel fik strukket både arme og ryg ud. Klargjorde sig selv til at komme op og få tøj på, så dagen kunne skydes i gang.

Bestikket blev klirrende lagt ned på nu tomme tallerken. Morgenmaden kunne dermed også tjekkes af listen. Det sorte hår var sat i den sædvanlige, brede hanekam, og have iført sig det udvalgte sæt tøj – sort fra top til tå. Den hvide kittel manglede dog, men den iklædte han sig ikke før, han var ankommet til sin arbejdsplads. Den skulle nødig blive griset til, og det ville være noget af en udfordring at undgå dét, med den opgave, der lå og ventede på ham nede i kælderen. Han måtte hellere se at få lidt fart på, hvis han skulle nå det hele i tide.
Der skulle ikke meget larm til for at vække flokken nedenunder. Blake havde kun lige fået åbnet ned til underetagen og blev øjeblikkelig mødt af en eskalering af rallende råb om hjælp. Et gab tvang hans kæber fra hinanden, under hans tur ned ad trappen. Den flimrende loftpære generede hans øjne en smule, men han tog sig ikke yderligere af det. Han vadede hen til en tyk, sort spuleslange, der hang, foldet pænt sammen, på en krog monteret til en af de bare vægge. Den blev hastigt foldet ud, og han bukkede sig kort forover, for at skrue op for den krogede, lavt siddende vandhane, som slangen var koblet sammen med. Fingrene lukkede sig om håndtaget til højtryksrens, og han gik fluks efter i gang med at vaske bure og kreaturer rene. De fleste havde efterhånden vænnet sig til det, men der var stadig en del, der krøb skælvende sammen i hjørnet, når den hårde, iskolde stråle ramte dem. Hele gulvet i kælderen flød snart med alverdens ulækre kropsvæsker og andet rådnende, organisk affald. Det var dog ikke et problem som sådan, med den store rist der var befandt sig i centeret af det ildelugtende lokale. Det tog ham ikke meget mere end fem minutter, før han havde fået skyllet dem alle af. Det vil sige alle på nær én. Han skævede tænksomt over imod den låste metaldør i den anden ende. Betragtede den med et overvejende udtryk i ansigtet. Mon ikke hendes sår var helet nok til, at de ville kunne tåle et bad med spuleren?
”Så er det badetid!” Det sløve lys kravlede snigende op ad to af cellens vægge. Han stod endnu med slangen i hånden. ”Kom så, tjep-tjep,” kommanderede han i en hård, beordrende tone. Pressede to gange i streg, hurtigt efter hinanden, ned på højtrykshåndtaget som var rettet direkte imod hendes hoved. Han stod utålmodigt i døråbningen og trampede nogle gange i gulvet med den ene fod, inden han trådte nærmere hende nærmere. ”Rejs dig!” sagde han bryskt og rakte hånden ned mod hende. Hvis ikke hun lystrede, eller tog imod hans hjælpende hånd, ville han tage hårdt fat i en af hendes arme og slæbe hende med sig, ud ad den trygge celle. Ignorere hendes potentielle modstand fuldkomment.
Lågen til det smalle, men høje, bur blev knaldet i, hvorefter lyden af et klik, fra en hængeløs der gik i, lød. ”Tag forbindingerne af,” befalede han og krusede læberne i et lettere skælmsk smil, dog uden det mindste spor af underfundighed i den dybe stemme. ”Kom nu!” Hans fingre strammede sig endnu engang om håndtaget, så en kraftig stråle blev sendt imod hende. Denne gang slap han dog ikke igen, men fortsatte blot med at sprøjte hende til. ”Du har ikke noget at skjule. Jeg har allerede set det hele.”

Aldrig. Ordet havde en kraftig effekt på hende. Det var som at blive slået i maven, idet hun blev klar over, hvor alvorlig hendes situation var. Hun ville ikke komme hjem. Ikke nogensinde. Det var hårdt at tage imod, men hun kunne ikke overbevise sig selv om andet mere. Han havde taget alt håb fra hende på et splitsekund. Hun blev siddende, da han forlod cellen. Hun stirrede bare efter ham. Og da døren blev smækket i, stirrede hun blot mod den. Hendes indre verden smuldrede på ny. Hendes hoved begyndte at runge en smule. Snørede rummet rundt? Tårerne svømmede stadig rundt, men de fik ikke tillade stil at glide ned ad hendes kinder. De skabte blot en klarere overflade over de blå øjne.
Så med ét åbnede hun sin mund på vidt gab. Hun spændte i sine muskler og strammede grebet omkring det klamme stofklud. Og så skreg hun. Eller det var mere et råb. Som brølede hun. Højlydt. Dyrisk. Knyst.


Hun havde absolut ingen fornemmelse af, hvor lang tid der var gået. Det føltes som uendeligheder. Og samtidig var det mere som om, at tiden var fløjet forbi hende. Hvor mange var klokken overhoved nu? Var det mørkt udenfor? Var folk begyndt at bekymre sig om, hvor hun var? Hvor var hun? Hun lå blot på gulvet. Fuldkommen udmattet. Hun var ufattelig fjern. Specielt i hendes øjne. De var blevet dybe. Manglede en form for glans. Der var ikke flere tårer tilbage. Hun huskede ikke engang, hvor længe hun havde ligget sådan. Hun var svag. Hun kunne ikke engang folde sig helt sammen og lå kun i en meget doven udgave af fosterstilling. Sulten blev stadig holdt på afstand, men tørsten var uudholdelig. Flere gange havde hun set til at drikke sit eget blod, som der blev ved med at fylde hendes mund. Men også det var holdt nu. Som havde hendes sår endelig valgt at hele. Bare lidt. Det var et mirakel.
Tidligere havde hun set mod sine hænder - noget fraværende. Det havde hjulpet hende til at fokusere på virkeligheden, så hun ikke ville falde hen i en bevidstløs søvn igen. Hun var bange for at sove. Og hun var i enormt underskud. Hun havde bare bevæget sine fingre en smule, da hun havde set de små snitsår hele. Hvorefter de var forsvundet igen. Han måtte havde givet hende noget mærkværdigt, sådan som hun hallucinerede. Ingen sår helede så hurtigt. Derfor kunne det umuligt være sandt. Det havde nærmest virket morsomt.

Den lille djævel reagerede ikke det mindste, da lyset pludselig kom tilbage i cellen. Og hun bevægede sig ikke det mindste, da døren blev åbnet, og den mareridtsvækkende stemme fyldte rummet. Hun så ikke engang mod ham. Hun kunne lige så godt være død. Men selvfølgelig blev den teori hurtigt bevist forkert, da der blev skudt hårde stråler af vand mod hende.
Hun spjættede noget forskrækket, og overraskende nok kom hun ganske hurtigt op at sidde for at komme væk fra vandet, der et kort øjeblik havde blokeret for hendes luftveje. Denne gang var noget af det første, hun gjorde var at se mod ham med de sædvandlige bedrøvede og skræmte øjne. Hun havde det virkelig som om, at hun faktisk havde været væk et øjeblik og så var blevet vækket endnu engang. Hun skulle netop til at sige noget, og hendes mund var allerede åbnet og klar, men han kom hende som altid i forkøbet, som han marcherede mod hende og fik et tag i hendes arm. Tvang hende på benene. ”No! Let go!” hørte hun sig selv råbe op. Hendes stemme var næsten forsvundet, så tør som hendes hals var. Hun protesterede og forsøgte at få ham til at slippe, men han var stærkere end han så ud til. Langt stærkere. Skrækken blev pludselig meget større, da hun endelig kom helt ud ad cellen, og hun endelig så, hvad der hele tiden havde skabt så groteske lyde før. Modbydelige skabninger var at finde i små burer placeret op mod begge vægge. Hun glemte helt at gøre modstand, som hun stirrede med opspilede øjne. Hvad var dette? Var de mennesker? Ville hun ende sådan?
Hun fik ikke meget tid til at tænke over det, før hun selv blev smidt ind i et af dem. Der var ikke meget plads inde i buret. Hun kunne kun lige sidde med rettet ryg. Hun kunne dog ikke sidde med udstrakte ben. Det værste var uden tvivl naboerne. Kreaturerne var langt værre helt tætte op. Heldigvis hold de afstand til hende. Men kun på grund af den hårde stråle af vand, der blev rettet mod hende igen. Hun hvinede forskrækket og holdt med det samme et par hænder op foran sig som beskyttelse. Vandet var isnende koldt og hun fik hurtigt gåsehud. Strålen var brutal og gjorde ondt mod hendes starte hud. Men hvad der virkede underligt i det øjeblik, var at alt andet ikke gjorde ondt. Hun kunne ikke mærke smerten i siden længere. Eller fra sine læber, selvom hun bevægede sig noget så gevaldigt. ”Stop!”
Hun gjorde et forsøg på at vende ryggen til strålen, eftersom hendes ryg sikkert ville kunne klare den langt bedre. Hun var blevet presset helt op ad den bagerste væg, som havde hun prøvet at flygte fra vandet. Hun begyndte panisk at fjerne den gennemblødte forbinding. Hendes hænder rystede faretruende, hvilket ende i at hun bare begyndte at rive bandagen itu. Og det virkede overraskende godt. Chokket der efterfølgende kom fik hende til at stivne på stedet. Som blodet blev vasket væk og forbindingen ikke længere var til stede, lagde hun mærke til manglen på et dybt år i siden. Det var væk. Helt væk. Og syningen ned over hendes mave havde helet helt. Kun et stort ar var til stede. Et ar der nemt kunne være flere år gammelt. Hvad var der sket? Hvor længe havde hun været væk?
Da han så ud til at være stoppet drejede hun sit hoved hen over skulderen for at se mod gerningsmanden. Hendes mørke hår var gennemblødt. Pandehåret sad klistret mod hendes ansigt og dryppede af det friske vand. Skidtet var blevet fjernet og den blege hud var fremme. Hun lignede sig selv igen. Eller i hvert fald var hun ren nu. Hun frøs dog. ”How…long as it.. be-been..?” spurgte hun meget forsigtig, inden hun kortvarigt lod blikket glide ned af sig selv igen. Bare for at være sikker på, at hun havde set rigtigt. Og så så hun tilbage på ham. Sank med besvær en klump.