Aften vandring

Tid; Midnat
Sted; Terre ~ byen
Vejr; Det små koldt men ellers er det fint
Påklædning; En hvid skjorte, sorte jeanse, et par sorte slidte converse og en sort jakke.
Omgivelser; Enkelte andre væsner.

Yuuki gik roligt gennem Terre's gader, hendes lange hår bølgede let i den kolde vind, hendes blodrøde øjne, var kolde og udtryksløse og holdt øje med hver eneste væsen der gik fordi hende, og så forkert på hende, hun havde en af sine deprimerede aftner/nætter hvor hun bare ville være alene, og hvor der ikke skulle ret meget til før hun overreagerede, hun havde allerede tidligere på dagen skræmt flere små børn, og fået problmer med flere af børnenes forældre, men lige i dag var hun ligeglad, det der gjorde mest ondt på hende var faktisk bare at se børnenes forældre passe så godt på deres børn fordi hun overreagerede sådan på dem...hele tiden tænkte hun på natten hendes forældre blev dræbt, og jo mere hun tænkte på den nat, desto mere deprimeret...

Det lange hår bølgede i den kolde vind. Hun gik af sted, tydeligvis uden et bestemt mål, for hendes gang var rolig og langsom. Som havde pigen al den tid i verden hun nu engang behøvede.
Julian Grey havde bemærket hende lige så snart han havde forladt bygningen og sat sine fødder på den mørke asfalt, gaden i Terre var gjort af.
Uden yderligere overvejelser, trådte han fremad, velvidende at deres veje ville mødes - For Julian Grey skulle af den vej hun kom fra, og efterlod bag sig.
De mørke øjne havde rettet sig mod pigen, der forsatte med at gå mod ham, endnu uvidende om, at deres sti ville gå forbi hinanden. Blikket forsøgte at se gennem nattens slør, og øjnene blev automatisk knebet en smule sammen, i forsøg på bedre at fokusere på det skyggefulde ansigt, der endnu befandt sig flere meter borte.

Yuuki gik, fuldstændig fordybet i sine egne tanker, hun anede ikke han stod og så på hende, hun sukkede tungt og så lidt ned, hendes ansigt var koldt, helt uden følelser, for ville der være følelser ville det være sorg... og der ville løbe tåre over hendes kinder, men det gjorde der ikke, hendes forældre havde altid sagt 'Lad ingen se din sorg, skjul dine tåre for alle andre end dine aller aller nærmeste' og det havde hun i sinde at gøre, hun ville aldrig vise sin sorg til andre end dem hun havde aller nærmest, og dem hun stolede aller mest på, hun ville ikke bringe skam over sine forældres ord bare fordi de ikke levede mere, hun ville leve efter det altid, alt det de havde lært hende ville hun leve efter for evigt.
Hun sank en klump og rystede lidt på hovedet, hun var så fordybet i sine tanker at hun ikke så en fremmede dreng der kort efter bare gik ind i hende, hun vendte sig hurtigt og greb fat i ham og snerrede lettere 'voldsomt'

Meterne mellem dem forsvandt langsomt hen, i takt med at de begge forsatte frem. Endnu var det kun Julian, som synes at have bemærket den anden part, hvis sind synes at være optaget af noget, der ikke kunne måle sig med virkelighedens realiteter. I hvert fald så hun intet, kunne Den mørkhårede unge mand konstatere i takt med den mindskede afstand. Hun så hverken den sorte jakke, de mørke bukser, eller sågar hørte lyden af de lette sko mod det hårde underlag. Tøsen var i sandhed forvildet ind i et tankespind, der ikke gav slip på hende lige med det første.

Det var her at Julian Grey besluttede at gå ind i hende. Simpelt som det var, forsatte han fremad, uden at tage den mindste smule hensyn til, at hun ikke havde set ham. Pigen havde fanget hans interesse, på en eller anden måde, og lige nu var det eneste han ønskede at vække hende fra den trance-lignende tilstand af tænksomhed hun synes at befinde sig i..

Det lykkedes overraskende godt. De stødte sammen, og hendes reaktion, fik fremmanet et lille næsten usynligt smil, på det blege og ellers følelsestomme ansigt.

" Jeg troede du så mig."

Stemmen lød en anelse beklagelig, næsten undskyldende.
Julian Grey gjorde ikke videre antræk til handling, men lod blot armene hænge ned langs siden, for på den måde at vise, at han ikke var ude på at skade hende.

Hun snerrede stadig lidt, af ham mens hun langsomt begyndte at løsne grebet fra ham "Så havde jeg set dig skulle jeg flytte mig? men jeg så dig ikke så du valgte bare at fortsætte lige ind i mig!?" spurgte hun snerrede skar voldsomt tænder men mærkede så at der manglede noget på hendes ene arm, hun lod hånden glide hen over sit ene håndled og gispede inden hun hurtigt begyndte at lede efter noget på jorden, da de var gået sammen og hendes hurtige reaktion havde gjort hun havde tabt et armbånd hun havde fået af sin far lige inden de var blevet slået ihjel, hvis ikke hun fandt det ville hun bryde fuldstændig sammen, det armbånd betød alt for hende, ligsom en halskæde der havde vært hendes storebrors, hun ville ikke kunne leve uden de to genstande.
Da hun havde ledet i et godt stykke tid rejste hun sig, og skubbede hårdt til ham "DET ER DIN SKYLD! HVIS IKKE DU VAR GÅET IND I MIG HVADE JEG IKKE MISTET DET!!!" skreg hun rasende af ham, og skubbede hårdt til ham igen, hvorfor skulle han også være gået ind i hende? hvorfor kunne han ikke bare have gået uden om?

Hendes voldsomme temperament forbløffede ham, måtte han indrømme, idet han så dybt ind i de øjne, der før havde set ind i en verden af tanker. En ting var i hvert fald sikkert. Pigen med det bølgende hår, var vækket. Hendes tanke-tilstand var brudt. Altså havde sammenstødet haft en effekt.

Julian Grey betragtede hende, mens hendes hvæsende udbrud kom til udtryk. Han så på hende, på samme måde man ser på en arrig løve i et glasbur. Et blik, med en vis opmærksomhed. Dog ikke andet. Han nåede aldrig at svare hendes ord, der havde kløvet den mørke natteluft, og vækket den slumrende stilhed, for i selv samme gispede hun og faldt nærmest til jorden med uhyggelig fart. Noget forbløffet over denne pludselige handling, kunne han ikke andet end at betragte hende, mens hun tydeligvis søgte efter noget.

Helved brød løs, da hun opdagede, at det hun søgte ikke lå på jorden. Og Julian, der stadig var noget paf over hendes energiske og voldsomme handling, nåede ikke at gå til side, da hun skubbede ham, men vaklede baglæns. Stadig tavs, og med en mine, der ikke røbede andet en ren forundring.
To ting blev tænkt, idet hendes højlydte ord blev råbt.
Den ene ting var, at ingen kunne undgå at høre hende. Ikke blot de sovende mennesker, der ville vågne, men hun ville også være mål for væsner, der allerede var oppe.
Den anden ting var, at pigebarnet måtte være naturlig rødhåret med sådan et temperament.

Da hun havde råbt færdig, og Julian Grey havde undgået det andet skub, valgte han at sige noget.

" Er det dette her, du leder efter? - Du må indrømme at det klæder mig.. "

Med de ord blottede han sit venstre håndled, hvor et nydeligt armbånd nu sad placeret. Han fjernede ikke øjnene fra den arrige pige, og sikrede sig, at hun var ude af rækkevidde. Hun ville være nødt til at gå frem, for at kunne nå ham. Det blege ansigt var glat som et spejl, og de afventende øjne lå på hende. gjorde klar til at registrere hendes næste udfald, som Julian vidste ville komme. Hun så trods alt ud til, at det armbånd betød noget for hende.

Hun rystede af bare raseri, hvorfor? hvorfor skulle det ske for hende? hun bed sig hårdt i læben for ikke at råbe af ham igen, hun sank en klump og lyttede først til det han sagde, men så så ned på hans håndled og stivnede "Hv,Hvordan har du...?" hun sank en klump, kort efter forsvandt den lette usikkerhed der lige havde vært i hendes stemme, hun gik hurtigt mod ham og greb ud efter han's arm for at få sit armbånd tilbage, hun var rasende, og det var tydeligt, hendes blodrøde øjne lyste mere end de normalt gjorde, af en eller anden grund var hendes hud mere bleg end den plejede at være, og hendes bevægelser var meget hurtigere, men også mere klodsede end de plejede at være, hun sank en klump, og prøvede virkelig at kvæle sin raseri, for skete der noget med det armbånd ville hun være færdig, hun ville aldrig tilgive sig selv, og hun ville aldrig blive som hun engang var, men som ingen andre end hendes enkelte venner kendte hende som.

Hun sank en stor klump hun havde i halsen alt i mens hun bare prøvede at få sit armbånd tilbage... hun ville være villig til at gøre... alt.. bare for at få det armbånd. Hun prøvede at holde sit ansigt så følelses frit som overhovedet muligt, men det var virkelig svært når den dreng havde hendes armbånd på, hvad ville han overhovedet med det!?

Denne gang var Julian forberedt på hendes kommende udfald, og han formåede således både at besvare hendes spørgsmål, og rykke sig tilpas langt væk fra hende, at hun ikke fik fat i andet end den tomme luft.

"Det var egentlig ret.. - "

Sætningen blev omgående afbrudt, da han fik øje på de blodrøde øjne, natten ikke længere var i stand til at skjule.

"..- Hvad er du dog for et væsen?"

Synet af hendes indre vrede, der netop nu var synligt i hendes blik, fik ham til at træde endnu nogle skridt tilbage. Julian Grey var en fremmed i disse omgivelser. Han kom ikke herfra, og havde knapt nok tilbragt 2 dage i landet. Væsner, de overnaturlige, var et sjældent syn, der var han kom fra. Det var noget specielt, som en krydderi i den menneskelighed, som prægede landet. Det var ikke lige som her.

Den nye opdagelse af hendes mindre menneskelige side, fik Julian til at tage visse forbehold. Han skulle ikke risikere, at han blev brugt som forsøgsdyr grundet en eller anden makaber evne, som pigen muligvis var i besiddelse af. Landet her var trods alt primitivt, og han regnede ikke med, at folk ofte brugte talegaverne til at løse problemerne med.

" Ah, ah! Pas nu på, at armbåndet ikke går i stykker."

Han rystede lidt med armen, som en påmindelse om, at det var ham, som endnu var i besiddelse af armbåndet. At det var ham, der kunne afgøre om hun skulle have det tilbage, og om det ville gå i stykke på vejen. Det var en advarsel.

Hun så rasende på ham da hun ikke fik fat i andet end ren luft, hun rejste sig så hun stod i fuld person igen, hun så på ham og bed sig hårdt i læben for at styre sig bare lidt.

"det kan være ligemeget..." sagde hun koldt og sank en klump *ikke overreagere igen Yuuki, IKKE overreagere!* blev hun ved at tænke for sig selv.
Hun bed sig stadig hårdt i læben, men blev stående hvor hun var indtil videre, hun vidste self. ikke han var ny her, havde hun vidst det havde hun højest sandsyndligt angrebet ham nu, men fordi hun ikke var sikker på hvilken race han var, og hvor stærk han var tøvede hun, og så fordi han havde hendes armbånd.

Hun var lige blevet enig med sig selvom at uanset hvad ville hun angribe ham, og da hun skulle til det rystede han med armen så hun blev mindet om armbåndet, og stivnede i stedet lidt og så på ham mens hun virkelig styrede sig for ikke at flyve på ham.

Det var, som tingene så ud nu, tydeligt, hvem der havde magten i dette lille sammenstød. En magt, Julian kun havde, fordi armbåndet stadig sad om hans håndled og ikke hendes. Armbåndet var hans lille livline, der sikrede ham, at hun ikke overfaldt ham. Det var simpelthen nøglen til den magt han netop nu stod med, og benyttede sig af på grummeste vis.

" Nej."

Det ene ord kom omgående, da hun slog hans spørgsmål væk. Var der noget som ikke var ligegyldigt, så var det helt sikkert, hvad det var, han netop nu stod overfor. Hvad det var for et væsen, hvis øjne var røde af had, og som skyldtes en og samme grund: nemlig at han, Julian Grey havde taget et armbånd, hun tydeligvis skattede rigtig, rigtig højt. Nej, det var bestemt ikke lige meget!

"Nu synes jeg, at det lyder som om, at dit armbånd er ligegyldigt.. At jeg bare kan smadre det - Er det korrekt opfattet? "

Stemmen var endnu rolig. Øjnene rykkede sig ikke fra hende. Alt i alt formåede han at skjule de mange tanker, der netop nu summede i det indre, relativt godt. Den, stemmen, indeholdt desuden en overvejelse, som ville han gøre præcis som stemmen havde luftet. Smadre armbåndet. Dog gjorde han det ikke. Endnu.

" Jeg gentager ordene en sidste gang. Og for dit armbånds skyld, ville jeg råde dig til at svare... Hvad er du for et væsen?"

Denne gang krakelerede den rolige tone en smule. Stemmen var skarpere, og mere alvorlig. Fortalte at hvis hun undgik at svare en til gang, ville det gå ud over det armbånd, som hun havde så kær.

Hun stod fuldstændig stille, turde næsten ikke røre sig mens hun stod og så på ham, men blev ligbleg i ansigtet da han sagde det "NEJ DET MÅ DU IKK!" røg det ud af hende mens hun hurtigt rakte ud efter armbåndet bare for at rede det fra at blive ødelagt, hun ville virkelig gøre alt for det, det var det sidste hun havde fået af sin far.

hun bed sig hårdt i læben og lukkede øjnene lidt da igen spurgte til hvad hun var "Jeg er... en dæmon..." sagde hun stille og lettere anspændt, at han stod der med hendes armbånd, og havde den at bruge imod hende, det var så ydmygende for hende, men hun kunne ikke lade ham beholde det, og hun kunne klare at angribe ham hvis han så bare ville smadre hendes armbånd.

hun rystede svagt, var virkelig villig til at gøre alt, bare for at få det armbånd igen, virkelig alt han ville have hende til, bare for at få noget af det tilbage som betød allermest for hende, det som hun ville dø for at få tilbage. Selvom det var sådan hun havde det, prøvede hun virkelig at skjule det.

Selvom han efterhånden havde fået indtrykket af, hvor betydningsfuld smykket var for pigen, blev han gang på gang forbløffet over hvor meget det egentlig betød. Hvad kunne være så specielt ved et armbånd, at hun fremstod vred og ikke mindst fortvivlet over at det nu ikke var i hendes hænder mere? Som ville jorden gå under, hvis han så meget som maste det en lille smule. Intet normalt smykke kunne indeholde så stor værdi. Ingen ved deres fulde fem ville være så hektisk over et smykke, hvis det ikke var specielt af en eller anden art, ville der?
Julian tvivlede på det. Armbåndet måtte altså rumme noget, hvad dette noget var, vidste han ikke. Men det måtte have mere en blot en symbolsk betydning, ellers ville pigen ikke reagere så voldsomt.

En dæmon.
Selvfølgelig. Endnu engang blev forskellene udpenslet. Hvor han kom fra, var dæmoner ikke nogle der vandrede om på må og få, som pigen her i Di Morga synes at gøre det. Dæmoner var tjenere, drillepinde og utroværdige. De fleste var primitive, og af samme grund bundet til en anden form for eksistens. Kun de mest privilegerede dæmoner var deres egen herre. Kun de mest civiliserede blev behandlet som et højerestående væsen på niveau med den resterende overnaturlige befolkning.
At se sådan en ukontrolleret og tydeligvis fri dæmon som pigen, med de rødglødende øjne, underbyggede blot Julians teori om at Di Morga var et land præget af primitive tanker, eksistenser og regler - eller regler var der nok heller ikke.
Dog var Julian Grey sikker på en ting. Dæmoner var ikke blot dæmoner, lige meget hvor i verden de kom fra.

"Hvilken slags er du?"

Ville Julian vide, idet han så afventende på hende. At sige noget så uspecifikt som dæmon, var en lige så brugbar information som havde hun blot sagt væsen. Det huede ham ikke, og han sendte hende et advarende blik, der fortalte, at hun skulle til at passe lidt bedre på, hvis hun stadig ønskede armbåndet tilbage i et stykke.

Hun sank en klump mens hun så på ham, hun ville stadig gøre alt for at få det tilbage, koste hvad det koste ville, hun bed sig hårdt i læben og sank en klump for at slappe lidt mere af "for helvede altså, giv mig nu bare mit armbånd!" sagde hun lettere skingert og så på ham, men hans blik fik hende nærmest til at krympe sig "Ild - Jeg er en Ild dæmon!" sagde hun hurtigt og sank en klump *tænk på armbåndet!* tænkte hun lettere skeptisk, og så bare ned mod hans venstre håndled hele tiden, hun kunne ikke få sig selv til at fjerne øjnene fra det.

Hun sank en stor klump hun havde i halsen og bed sig lidt i læben inden hun stille rakte ud mod hans håndled "Må jeg ikke - Please få mit armbånd tilbage?" spurgte hun stille og nærmest bedende mens hun så på hans håndled inden hun hurtigt så på ham inden hun rettede opmærksomheden mod hans håndled igen.

Hun prøvede virkelig at slappe af selvom det var svært, hvorfor kunne han ikke bare give hende hendes armbånd igen? hvad ville han bruge til hvilken race hun var? og hvorfor skulle det lige være hendes armbånd han brugte mod hende.

Tavst valgte Julian at ryste på hovedet, da hun sagde, at han skulle give hende det tilbage. Tavs var han et stykke tid, mens hun bekendtgjorde, hvilken slags dæmon hun egentlig var. En ild dæmon. På sin vis, blev Julian en anelse lettet over denne information. Hvorfor var ikke til at sige.
Uden videre omsvøb ignorerede han hendes bedene stemme, idet hun atter forsøgte at overtale ham til at give hende armbåndet tilbage.
Hun skulle nok få det.. Hvis hun vel og mærke opførte sig ordenligt. Og Julian var langt fra færdig med at stille spørgsmål. Faktisk, havde han netop fået en spinkel og lys idé.

"Har du boet her altid?"

Ville han pludselig vide, uden at give udtryk for, at han havde hørt hendes lille bøn. Han havde endnu engang gået et skridt bagud, idet hun atter rakte hånden mod ham. En skuffet mine blev sendt mod hende, idet hun endnu ikke havde forstået, at hun ikke kunne tage armbåndet fra ham, medminde han selv indvilligede i det.

"Kender du dette sted? Kender du det godt?"

Stemmen uddybede de allerede sagte ord, som var fløjet af sted mod hende. Dog uden at røbe, hvad han ville med den information. Uden at afsløre for meget.

Hun bed sig nervøst i læben og så stille på ham, uden at sige mere til at starte med "Hvad?" hun så lidt undrende på ham, men bed sig stadig lidt i læben, hun sank en lille klump og sukkede lettere skuffet da han bare gik længere væk fra hende da hun rakte ud efter sit armbånd, hun sukkede lidt igen og sank en klump.

"Ja jeg har boet her alitd, men jeg kender ikke stedet så godt..." sagde hun stille og sank en klump, hun så lidt på ham inden hun så lidt ned "Må jeg ikke godt få mit armbånd igen?" spurgte hun stille og sank en klump, hun bed sig stadig lidt hårdt i læben mens hun undrede sig over det han spurgte om, men tænkte stadig mest på hvorfor han ikke bare gav hende hendes armbånd igen, hun havde jo svaret ham på det han spurgte hende om.

Hun sank en klump igen, og bed sig lidt hårdt i læben mens hun bare ventede på det næste, det næste han ville gøre eller sige.

Selvom det ikke lige var det svar, han havde håbet på, var det bedre end ingenting og han slog sig derfor til tåls med det.
uden flere betænkeligheder, valgte han at gå direkte til sagen. Pigens vrede var trods alt svundet ind, og de svar hun kom med nu, var langt mere brugbare, end den tone hun havde benyttet sig af, da de stødte sammen. Hun var kort sagt blevet langt mere samarbejdsvillig. En ting, som var uhyre vigtig og langt mere praktisk.

" Lad os indgå en aftale. Du fortæller mig om landet her, og svarer på de spørgsmål jeg muligvis vil stille og du vil derefter få dit højt elskede armbånd tilbage. Okay?"

Uden at give hende tid til at svare, forsatte han. Han vidste, at hun ville svare ja. At hun var nødt til det, hvis hun ønskede at eje armbåndet igen. Det var hendes eneste mulighed.

" Hvem er leder af dette land? Er der nogen som er ansvarlig, eller er alle overladt til sig selv? "

Som sagt, var Julian Grey fremmed i dette land. Han kendte intet til det, men var opsat på at finde ud af så meget som muligt. Ligegyldigt hvordan.

Hun bed sig hårdt i læben og sank en klumå mens hun stod og så på ham, ventede på det næste han ville sige eller gøre, og nikkede stille da han sagde hun bare skulle svare på de spørgmål han muligvis ville stille, og om landet, hun sank en klump og sagde stille "Skal nok fortælle dig hvad du vil vide" of rykkede svagt på sig, men gjorde ikke mie til at prøve at tage sit armbånd tilbage uden hans 'tilladelse' ... i hvert fald ikke lige nu.

hun bed sig i læben og sank endnu en klump og så stadig bare på ham inden hun stille svare "Det er Zane der er 'leder' af det her land, og selvom det måske ser ud som om der ingen regler og sådan er, er der altså alligvel ting man bliver straffet for..." sagde hun stille. og så stille på og gik stille mod ham for at få sit armbånd.

En ved navn Zane. Informationen fik ingen klokke til at ringe, eller ansigter til at dukke op på den indre nethinde. Nej, Zane sagde Julian Grey ligeså lidt, som et hvilket som helst andet navn ville gøre det.

"Mmh.. - Hov hov, vi er ikke færdige. "

Han havde bemærket at hun havde trådt fremad, men han rykkede sig ikke. Hun var stadig ude af rækkevidde og kunne dermed ikke nå ham.

" Så der er regler? "

Han lød ikke særlig overbevist. Det var tydeligt, at disse regler ikke spillede en synderlig stor rolle. Han havde dog heller ikke set nogle, som mindede andre om disse regler. Måske var der bare ekstremt få af dem. Det var jo også normalt i sådan nogle primitive omgivelser.

" Så der er ingen til at bestemme foruden denne Zane?"

Ville Julian sikre sig, og tilføjede derefter:

" Alle væsner går bare frit rundt? Ingen er hævet over andre? ingen til at sikre freden i landet? Folk passer sig selv?"

Han håbede at hun ville svare, at der selvfølgelig var en herskende gruppe. At der selvfølgelig var styr på landet, og at de ukontrollerede tilfælde som flakkede om på gaden var sær tilfælde.
Det ville gøre alt så meget nemmere.

Hun så på ham og bed sig hårdt i læben "Men jeg har..." hun sukkede stille op opgav, han havde sikkert mere han ville spørge om, og kort efter kom det... "Ja... du kan fx. ikke bare slå en ihjel..." sagde hun roligt og trak på skuldrene *selvom jeg er sluppet fra det utallige gange...* tænkte hun kort efter og så på ham og kort efter kom det følgende spørgsmål "Altså vi har en politistation..." sagde hun og trak på skuldrene, det var tydeligt hun ikke selv lige pt tog sig af den "alle væsner går bare frit rundt ja, der er forskellige racer self. altså nogle er stærkere end andre, men ingen er decideret hævet over andre nej, det er så politiet's pligt at sikre freden sjovt nok... men alle passer bare sig selv ja..." sagde hun roligt. hun rakte stille hånden mod ham "Må jeg få mit armbånd nu? spurgte hun stadig roligt og hendes ansigt var igen fuldstændig udtryksløst.

" Du har hvad? - Troede du virkelig at et spørgsmål ville være nok?"

Hun måtte tro om igen. Et svar gav ikke hendes armbånd igen. Mange svar derimod.. Eller jo, et svar kunne have været nok. Et svar kunne have løst det hele, og givet hendes armbåndet tilbage, hvis det vel og mærke havde været det rigtige svar. Det svar Julian håbede på. Det svar som desværre ikke var kommet. Hvor skuffende det end var. Hvor forudsigeligt det havde været.

Julian Grey lyttede til hendes ord, og konkluderede en ting. Landet her var i langt værre stand, end han havde troet. I et øjeblik priste han sig lykkelig for, at han boede i et land med regler. Med moral og etik og civiliserede væsner, langt væk fra Di Morgas sorgløse gader og barbariske folk.

" Du skal nok få dit armbånd, når du har svaret på mit sidste spørgsmål.
Hvor befinder denne leder sig? Hvor er Zane?"

Et afventende blik blev sendt af sted mod hende, alt imens han gav sig til at pille ved låsen i armbåndet, for at få det af sit håndled.

"Amen for...." hun stoppede sig selv midt i sætningen og rystede lidt på hovedet af sig selv. Hun sukkede og vendte lidt utålmodigt på hans næste spørgsmål, ventede på han blev færdig så hun kune få sit armbånd tilbage og bare komme tilbage til de tanker hun havde før, tilbage til at bearbejde sig selv for at hendes forældre og brødre var væk... for uanset hvad følte hun det var hendes skyld... hun var langsomt begyndt at komme tilbage i den tanke verden hun havde vært i før da hun blev revet ud af tankerne af det næste han sagde.

"Han bor i Abbadon... mere er jeg ikke rigtig sikker på, på lige det punkt..." sagde hun og bed sig nervøst i læben da hun så ham pille ved låsen i armbåndet, hun sank en lille klump, og prøvede at slappe af igen.

Julian Grey nikkede tænkende.
Godt nok havde hun ikke meget at sige, men det der blev sagt, var da idet mindste bedre end ingenting.
Låsen gik op, og armbåndet gled af håndledet, hvor det trygt havde siddet under hele mødet. Han greb det med sin anden hånd og trådte dernæst frem mod hende, for at give hende det tilbage.
Pludselig brød han handlingen, og stoppede op. Julian var endnu ude for rækkevidde.

".. Tænk at jeg næsten var ved at glemme det.. "

Han smilede stille, grundet sin egen dumme handling. Rystede beklagende på hovedet.

" Jeg ved jo slet ikke, hvad du hedder!"

Han betragtede hende, med hånden knyttet om armbåndet. Hans ansigt fortalte sit eget tydelige sprog. Hun var nødt til at sige hendes navn. Han måtte vide hvad hun hed, mere forlangte han ikke.

Hun bed sig nervøst i læben mens hun så på ham, hun så ham få låsen op, og sank en klump, rakte hånden ud mod ham med håndfladen opad så han bare kunne give hende den i hånden, men sukkede så tungt da han igen var uden for rækkevide, uden at have givet hende hendes armbånd tilbage

".. nej virkelig... det godt du selv kan se jeg ikke har mit armbånd endnu..."

Hun mumlede det lavt, for hun vidste jo godt det ikke var det han mente, hun så stille og afventende på hsm.

"Hvad skal du også bruge mit navn til?"

Spurgte hun stille og rystede lidt på hovedet, hun så på hans knyttede hånd og lukkede øjnene lidt... men lige pt sagde hun ikke hvad hun hed, hun ville vide hvad han ville bruge det til.

Et irriteret suk undslap Julian Greys adskilte læber. Han var tydeligvis uimponeret over hende og hendes tabte forsøg på lyde sej og flabet.

" Vi er enige om, at du godt ville have det her armbånd tilbage, ikke? - Jeg stillede det mest simple spørgsmål til dato, og du vælger ikke at svare det? ... Og jeg som troede, du havde fattet hvad samarbejde indebar..."

Det sidste var henvendt til ham selv. Han rystede atter på hovedet, en anelse opgivende. Tøsen havde tydeligvis ikke forstået at hun blot skulle sige navnet og det hele ville være slut. At han ville gå - uden armbåndet.

Hun så stille på ham og nikkede roligt, men sagde ikke noget, hun sukkede stille og bed sig i læben og rystede lidt på hovedet.

"Jeg skal også nok svare dig på hvad jeg hedder når du har sagt hvad du vil bruge mit navn til... det er det eneste jeg forlanger... lige nu.." det sigdte mumlede hun lavt for sig selv.

Hun sukkede stille igne, hvor svært kunne det være? bare at fortælle hende hvorfor han ville vide hvad hun hed? det var jo ikke engang sikkert de mødtes igen, så hvorfor ville han have det navn at gå og huske på? for hende gav det virkelig ingen mening.